Ganske stille og roligt, i hælene på en udmelding om at Youssef Toutouh fremover ville stille op for det marokkanske landshold, blev fremtiden for FC Københavns midtbane den næste halvanden sæson lagt fast.
Tronfølgen hedder Thomas Delaney frem til sommer hvor han bliver solgt og erstattet af Youssef Toutouh der dermed får en endegyldig chance for enten at etablere sig fast på holdet eller ende med at køre kontrakten færdig som alsidig offensiv-reserve.
Ja, OK, selve udmeldelsen gik kun på at Youssef Toutouh havde forlænget kontrakten med et år frem til sommer 2018, men resten skal jeg nok forklare så godt jeg nu kan.
At Thomas Delaney kunne ryge til udlandet nu til sommer har været en risiko i et stykke tid. Ståle Solbakken og FC København har været meget åbne om at dagene med at holde på en stjerne og lade ham køre kontrakten ud er forbi, nu skal klubben være et springbræt af de helt store, nu skal den igen være attraktiv for store talenter der vil pudses af før en top fem liga kalder. Med kontraktudløb i 2017 har man altså nu i et stykke tid haft kig på sommerens transfervindue som et af de farlige for Thomas Delaney.
Enlarge

FCK.dk
At Thomas Delaney selv gerne vil prøve sig af i udlandet er heller ikke den store hemmelighed. Han har tidligere talt om at han først ville være fast mand i FC København før han ville til udlandet og som han siger i seneste udgave af Tipsbladet, det kan man vidst godt sætte et tjek ud for. Vinder FCK mesterskabet denne sæson vil det også være det første mesterskab for Delaney som anfører og hvilket bedre tidspunkt at tage til udlandet end lige efter man har fået armene med den store guldpokal ned igen?
At udlandet kan have interesse i Thomas Delaney giver også lidt sig selv. Ståle Solbakken har selv nævnt Dynamo Kiev som en klub der har udvist interesse for Delaney og efter en halvsæson hvor han har løftet sit spil helt derop hvor kun ligaens topscorer ligger foran ham i afstemningen om Efterårets Profil, hvor han startede inde i en afgørende playoff-kamp for landsholdet, efter en halvsæson af typen som man sælger sig selv til udlandet på, så vil der selvfølgelig være interesse for ham. Specielt hvis han kan præstere endnu en halvsæson af typen.
Enlarge

UEFA.com
Så skulle håbet være at han kunne lokkes til at forlænge med et år og så først blive solgt i 2017. Men specielt hvis han står med en mesterskabspokal til sommer, hvad har han så at vinde ved at blive? Champions League kvalifikation? Det har han prøvet. Han har prøvet hovedturneringen også. Mere i løn? Hvis de forlydender jeg hører om hans løn passer, så har FCK ikke meget råderum tilbage til at forbedre hans nuværende kontrakt og hvis det er pengene der er vigtige, så kan vi alligevel ikke konkurrere med udlandet.
Så mere og mere peger i retningen af et farvel til kaptajn Delaney nu til sommer. Ligesom man har sagt farvel til Daniel Amartey i det her vindue. Men hvor man måske havde regnet med at FCK ville have smidt nogle af Leicesters mange millioner efter en ny mand til midtbanen, måske en spiller som AIKs Ebenezer Ofori der i flere omgange er blevet nævnt som FCKs udvalgte afløser for Amartey. Det skete ikke, man hentede istedet Erik Johansson til det centrale forsvar og gav udtryk for at man ikke havde tænkt sig at hente en direkte erstatning for Amartey fordi man havde tillid til de spillere man allerede havde til den centrale midtbane.
Enlarge

UEFA.com
Og så et par dage efter kom nyheden så om at Youssef Toutouh havde forlænget sin kontrakt med et enkelt år. At Toutouh er en af Ståle Solbakkens favoritter er heller ikke den store hemmelighed, hvem husker ikke kampen mod Brøndby hvor Toutouh på toppen af en diamant på midtbanen kom så meget bag på Brøndby at det tog dem godt en halv time at reagere, et taktisk snuptag som Solbakken kunne lave fordi han i Toutouh havde, sagde han selv, den eneste spiller i truppen der kunne spille på den offensive midtbane.
Nu spiller FC København generelt bare ikke med diamant, men både på venstrekant, højrekant og på den centrale midtbane er Toutouh blevet brugt, også når det er gået dårligt, også når han har været ude længe med en skade, han har altid fået chancen, Youssef Toutouh. Og efter en længere periode hvor man kunne undre sig over om det endelige gennembrud egentlig ville komme eller om niveauet havde nået et plateau og det her var så god som Toutouh ville blive, så har han nu fået hvad der både ligner hans største chance og potentielt hans sidste.
For her er min påstand: FC København og Ståle Solbakken har talt med Thomas Delaney og har enten fået et nej til en ny kontrakt eller er bare blevet enige om at et sommer-skifte giver bedst mening for alle involverede. Derefter er de gået ud og har sikret sig Youssef Toutouh i et år mere. Når Delaney bliver solgt får Toutouh så 16/17 sæsonen til at slå igennem på den centrale midtbane ved siden af William Kvist. Sommeren 2017 har man så enten en to-vejs central midt af en type vi ikke har set herinde siden Atiba Hutchinson som man enten kan sikre på en længere kontrakt, eller hvis han virkelig er brændt igennem, skyde af til udlandet for endnu en pæn transfersum, eller man har en alsidig offensiv-spiller der får lov til at køre kontrakten færdig og så ellers overlade pladsen til andre, yngre kræfter.
Der vil uden tvivl blive hentet en midtbanespiller ind hvis Delaney ryger, ligesom den unge Keita ligner en spiller der nok ikke skal have forfærdelig lang tid før han bejler til mere end bare truppens yderste mandat. Han skal vinde pladsen, Toutouh, han skal holde den, den bliver ikke givet til ham, men det bliver den største chance han har fået indtil videre for at komme ind og blive fast, bærende spiller på holdet. Hvis han kan tage det sidste, afgørende skridt op som det har knebet med indtil videre.
Vind eller forsvind. Uanset er der et tronskifte på vej på midtbanen.