“The best-laid schemes o’ mice an’ men gang aft agley” skrev Robert Burns i 1785 og gad vide om digtet “To a Mouse” er røget igennem hovedet på Ståle Solbakken en gang eller to på det seneste?
Med Andreas Cornelius’ salg til Atalanta og Pieros Sotiriou den anden vej fra cypriotiske APOEL, så skulle angrebet have været på plads. Godt nok var Victor Jensen udtænkt en rolle som talent med spilminutter, men nu har man så taget unge Carlo Holse med på træningsturen og så må det være op til ham at bevise at han kan være med på senior-niveau.
Men så kom den portugisiske avis a Bola på banen med en nyhed om at Benfica havde udset sig Federico Santander som transfermål og allerede havde sonderet muligheden med FC København. Et par dage efter lagde Santanders agent et billede op på Instagram hvor han var i Lissabon for at besøge Benfica og pludselig gik løse rygter over i reel transferspekulation.
FCK og Federico Santanders agent fra @onfield_MGMT er hos Benfica#fcklive pic.twitter.com/IuvMapxAPe
— Kavfefe (@KaffeKbh) July 1, 2017
Efterfølgende er der blevet sået tvivl om a Bola’s troværdighed og der er også kommet historier frem som antyder at Benfica måske havde regnet med en del lavere transfersum end FCK kræver, men det ligner stadig en handel der pludselig kan falde på plads og så ville det københavnske angreb stå ved en skillevej.
Andrija Pavlovic begyndte så småt at komme op i gear til sidst på sæsonen, men som opspilsstation var han bedst når han kunne modtage en flad aflevering med en modstander i ryggen. Pieros Sotiriou har for APOEL været enormt løbestærk og deltaget meget i presset, men det man kunne se blandt andet også mod FCK var en spiller der havde lidt problemer med teknikken når bolden skulle modtages. Andreas Cornelius havde selvfølgelig også sine udfordringer med boldkontrollen men kompenserede med sin enorme fysik mens Federico Santander muligvis er den bedste kombination af teknik og fysik vi har set i klubben. Med Cornelius i Atalanta og et efterfølgende farvel til Santander, så vil FCK stå uden den type af targetman der har defineret klubbens angrebsspil de sidste mange sæsoner.
Det er ikke første gang for FCK, selvfølgelig. Vi har haft et angrebsfirkløver der hed Ailton Almeida, Marcus Allbäck, Fredrik Berglund og Razak Pimpong, ikke en mand over 180 cm i blandt dem. Dame N’Doye kom til i januar 2009 og fik 392 minutter i ligaen, en sæson hvor Ailton, Morten Nordstrand og Cesar Santin spillede langt størstedelen af kampene. Men nu hedder det sig jo at FCK altid har spillet med mindst en og helst to fyrtårne oppe foran.
Så hvad gør man så hvis Santander skifter? Ståle har selv for nyligt været inde på at stilen i FCK er noget man hele tiden justerer på, men hvor meget er man villig til at justere i en sæson hvor man allerede er udfordret på niveauet i forhold til sidste sæson? Det ville være nødvendigt at hente en ny angriber til klubben, men skal man gå efter en ny targetman eller efter den bedste mand på markedet, uanset type, og justere derefter?
Måske ville det endda ikke være det dårligste tidspunkt at ændre stil når det kommer til angrebet? Kanterne har aldrig rigtig været hvor indlæggene kom fra hos FCK, mindst af alt nu hvor det er Toutouh, Verbic og Thomsen der ser ud til at skulle kæmpe om spilletiden derude. Kusk og Amankwaa, de to alternativer som af forskellige grunde må anses for bagerst i køen (sammen med den skadede Rasmus Falk) er heller ikke indlægsmonstre, selvom Kusk faktisk har haft en del assists i klubben netop på indlæg.
Indlæggene er kommet fra vores to backs. Over de sidste to sæsoner har Ludwig Augustinsson og Peter Ankersen stået for henholdsvis 29 og 20 assists, flest og næstflest assists over den periode. Men Ludwig Augustinsson er røget til Werder Bremen og Peter Ankersen sidder ude med en brækket fod og forventes først tilbage engang i september. Vi har selvfølgelig alternativer, men til højre har Tom Høgli aldrig været typen der kommer stormende med frem og til venstre har vi enten Nicolai Boilesen, en spiller med et tårnhøjt teknisk niveau men en anden type back som nok ikke vil komme frem til helt lige så mange indlæg som Augustinsson, eller Pierre Bengtsson, som er en mere klassisk FCK back men som har hvad jeg tidligere har kaldt terninge-indlæg. Han svinger hofterne og håber på en sekser.
Og ser vi bort fra angrebet, så er der færre mål at sigte efter i feltet. Zanka Jørgensen har scoret otte mål siden han kom tilbage til klubben fra PSV i sommeren 2014, i de tre sæsoner har alle andre centrale forsvarsspillere i klubben tilsammen scoret tre mål. Erik Johansen er en fremragende forsvarsspiller der endnu ikke har vist sig som en lige så stor trussel på dødbolde som Zanka, mens Michael Lüftner imponerede med et fremragende langskuds mål mod Italien til U21 EM men det er stadig uvist hvor meget han kommer til at fylde på hjørnespark og frispark.
https://twitter.com/KaffeKbh/status/877593976127209472
Det samme med midtbanen, hvor vi førhen havde Thomas Delaney der for sin højde nok var ligaens bedste mand i luftspillet og var rigtig dygtig til at komme i løb i feltet, så hedder makkeren til William Kvist nu enten Jan Gregus, der godt nok har højden til at kunne være farlig i luften men ikke mentaliteten, eller Uros Matic, der har sine egne problemer med at sætte sit aftryk på spillet.
Argumentet for at finde endnu en targetman ville tilgengæld være at med alt den udskiftning der er sket og kommer til at ske, så vil det smarteste være at fortsætte med den type angrebsspil som de fleste allerede kender. Samtidig har muligheden for at smide en lang bold op på en stor, stærk mand der kan holde i bolden været en vigtig sikkerhedsventil når vi har været under pres og med en ny forsvarskæde giver det mening at beholde den mulighed.
Så kommer vi til den anden del af ligningen. Uanset om man går efter en targetman eller bare efter den bedste angriber på markedet, hvem er så egentlig på markedet? Der blev talt en del om Viktor Fischer der sad fast i Middlesbrough, men så røg han til Mainz. Den svenske angriber Isaac Kiese Thelin var udlejet fra Bordeaux til Anderlecht sidste sæson og med hans 189 cm, 12 landskampe og 25 år så ville han være et ideelt trekløver af den rigtige type, den rigtige erfaring og det rigtige videresalgspotentiale. Desværre var Anderlecht enige og hans lejeaftale blev sidste måned forlænget med endnu et år. Marcus Ingvartsen er højst sandsynligt uden for vores økonomiske rækkevidde, allerede før vi begynder at stille spørgsmålstegn ved om sidste sæson var hans reelle niveau eller Niels Christian Holmstrøms dansende sommer, Marcus Berg har den helt rigtige profil til at være den erfarne mand i truppen men han har taget til Saudi Arabien og Al Ain, nu vi taler uden for økonomisk rækkevidde, og Nicklas Bendtner har problemer nok med at slå igennem i den norske liga, han ville være inde for vores rækkevidde mest fordi Rosenborg ser ud til at ville have ham ud af deres.
En mulighed kunne være Ola Toivonen, den svenske landsholdsangriber der spiller i Toulouse. Han har højden til at agere klassisk FCK angriber på bagerste stolpe og teknik og boldkontrol til at have spillet stort set lige så meget offensiv midtbane som angriber gennem karrieren. Han er 31, så der er ikke meget videresalgspotentiale i ham, men en god mand for Pavlovic og Pieros at kunne lære af. Der går allerede rygter om at Toivonen skulle være på vej til Djurgårdens, men det bliver afvist både af Djurgårdens og af Toivonen selv som siger han ikke har lyst til at tage til Allsvenskan på grund af alt det kunstgræs der bliver spillet på. Toulouse skulle dog stadig være interesseret i at sælge ham og har allerede indgået en aftale med den tidligere Arsenal-angriber Yaya Sanogo, så afløseren er på plads.
En anden spiller der i flere omgange er blevet kædet sammen med FCK er senegalesiske Moussa Konaté der spiller i schweiziske Sion. Både i 2015 og i 2016 skulle FCK have haft snøren ude efter Konaté, men interesse fra større, rigere og mere engelske klubber gjorde at han var for dyr i begge tilfælde og man hentede i stedet først Federico Santander og senere Andrija Pavlovic. Premier League interessen for Konaté blev der dog aldrig gjort alvor af og senegaleseren er stadig i Sion nu med kun et år tilbage på kontrakten. Skal man have en chance for at lande Konaté, så skal det være nu. Det ville være et transfer i “bedste mand på markedet” kategorien, han er kun 183 cm høj og tidligere kantspiller, men ellers tjekker han af i alle kategorier når det kommer til et ideelt transfer. Stadig ung, har landsholdserfaring men mangler lige at blive rundet af før man kan sælge ham videre til større klubber.
Men det navn der senest er dukket op i forbindelse med FCK er såmænd en gammel kending i klubben, nemlig Dame N’Doye. Tyrkiske twitterkilder, notorisk troværdige som man siger, mener at FCK allerede har kontaktet Trabzonspor omkring et skifte og det virker ikke til at Trabzonspor vil stille sig i vejen hvis vi skulle gøre alvor af interessen. Han er efterhånden blevet 32 år og har ikke haft en sæson med 15 eller flere sæsonmål siden han forlod os. Faktisk skal vi tilbage til 13/14 sæsonen for at finde sidst han scorede bare et to-cifret antal mål på en sæson. Men det er svært at sige nej til en legende og det ville samtidig betyde at man fik en spiller ind som kender til de værdier som klub og træner står for og kender angrebsspillet ud og ind. Bengtsson, Kvist, N’Doye, en FCK veteran i hver kæde. Det er ikke den løsning jeg selv vil håbe på, men det er nok den jeg tror er mest sandsynlig.
Hvis altså at Federico Santander ryger. Måske får vi lov til at følge den transferplan der er blevet lagt og så tager vi først den her snak igen næste sommer. “The best-laid schemes o’ mice an’ men gang aft agley” men ikke altid.