5-0 over Vålerenga i en iskold Parken. Det sætter lidt tanker i gang.
- Jamen, sikke dog en forskel fra for bare et par måneder siden. Bare at se FCK spillerne langsomt lukke spilmulighederne ned og så samle sig to eller tre mand om boldholderen og vinde bolden på den måde, det var jo forsvundet fuldstændig under Roland Nilsson. Og angrebsspil med kombinationer, med overlap, med mere end bare individuelle præstationer, alt sammen noget man har savnet.
- Lars Jacobsen, man of the match? Det ville jeg mene. Det var en fryd at følge den formstærke fynbo i dagens fodboldkamp når han for frem (jeg skal nok holde op nu) over den kant i angreb efter angreb. Han har ikke det samme offensive punch som Zdenek Pospech havde, den lille tjekke var i en kategori for sig hvad det angik, men han er nærmest utrættelig i sin vilje til at gå med frem og har vist vigtigheden af offensive backs i FCK’s system.
- Det bliver et hårdt forår for Thomas Delaney. Han startede godt nok inde i dag på den centrale midtbane, men efter en solid første halvleg krydret med et par flotte detaljer var det alligevel det unge talent der måtte vige pladsen for Christian Grindheim istedet for den skuffende Claudemir. Man skal vist ikke læse andet i dagens startplads end at Delaney ikke havde fået så meget spilletid i de sidste par træningskampe grundet en mindre skade og at Grindheim, omvendt, netop havde spillet ekstra meget af samme grund. Men mere om midtbane situationen en anden dag.
- Bliver det et hårdt forår for Sølvi Ottesen? Både mod Shakhtar Donetsk og i dag mod Vålerenga lignede det i høj grad noget nær stærkeste opstilling og begge gange er Kris Stadsgaard startet inde sammen med Ragnar Sigurdsson. Det vidner om to ting, det ene er at man i klubben må mene at man har hentet en lederskikkelse i Kris Stadsgaard. Med al snakken om manglende ledere på banen, så smider man næppe en type som Sølvi på bænken hvis manden der kommer ind ikke har nogle af de samme ledermæssige kvaliteter. Det andet er at man også internt må have ment at centerforsvaret var for tungt i efteråret. Med Stadsgaard ville man have en hurtigere mand dernede, en der mindede lidt om “Zanka” Jørgensen, men også på den anden plads har man altså indtil videre valgt den hurtigere Ragnar Sigurdsson frem for Sølvi Ottesen.
- Dommere har også brug for træningskampe, for det var da en uheldig præstation af dagens dommer. Det helt store samtaleemne kom selvfølgelig da en Vålerenga spiller fra en position flere meter offside løb i dybden, tog et træk uden om målmanden og så blev løbet ned bagfra af Ragnar Sigurdsson. Resultat? Straffe og rødt kort til målmand Kim Christensen. Så kom Thomas Kristensen på mål og reddede endda straffesparket, men det betød også at de sidste 20 minutter af dagens træningskamp blev rimelig ligegyldige. Der kunne man godt forvente, når der nu ikke kunne blive dømt korrekt, så bare lidt nous af dommeren i den situation. Han havde forresten flere dårlige indgreb i dag, flere gange var fordelsreglen oplagt men der blev alligevel fløjtet, i slutminutterne blev en Pape Pate Diouf afslutning skubbet over mål af Vålerenga målmanden, men åbenbart ved tankens kræft for dommeren mente ikke der var hjørne på trods af at bolden tydeligt ændrede bane. Ikke en god dag.
- Apropos, dårlig kamp både af Martin Vingaard, der stadig virkede lidt rusten, og af Claudemir. I første halvleg var Claudemir primært ansvarlig for at føre bolden op, man så hele tiden Delaney lægge bolden af til ham, men uden det store held. Flere gange blev der lagt bløde afleveringer ud til specielt Bryan Oviedo der pludselig måtte kaste sig ned for at redde situationen. På et tidspunkt kom Claudemir og Vingaard nærmest op og toppes over Claudemirs hang til at modtage bolden og så vende rundt, ned mod eget mål, hvor Vingaard ville have ham til at spille bolden fremad med det samme. I anden halvleg begyndte Claudemir og Grindheim at bytte lidt frem og tilbage med hvem der skulle hente bolden og så blev det lidt bedre, men stadig ikke rigtig godt. Han skal op i niveau, Claudemir, og hurtigt. Det bliver en udfordring for Carsten V. Jensen.
- Og lige til slut, så kunne det godt se lidt ud som om vi har vundet i Abdelotto.
Tilykke med den nye Fc blog, bliver spændende at se, hvad du driver det til. Rigtigt godt med et referat fra træningskampen, og ja vi må håbe det hele bliver strammet lidt op med CV.