Der har været travlt på arbejdet, så den kommer både lidt sent og lidt… lidt. Tilgengæld kommer der snart noget mere generelt FCK skribleri på siden. Men først, OB kampen. Skal man sætte et ord på den kamp ville det nok blive:

PANIK!

Nej, faktisk ikke. Der kom godt nok kun et enkelt point på kontoen denne gang og det betyder så syv point ned til FCN før kampen på mandag, men skal der sættes et ord på selve kampen ville det nok nærmere være “solidt”.

Eller “indlæg”.

Specielt i første halvleg havde FCK et solidt overtag uden at det på noget tidspunkt blev prangende. Alligevel endte det med flere gode muligheder til Lars Jacobsen (?), Rurik Gislason og Cesar Santin, sidstnævnte fik endda chancen over de fleste da der endelig, langt om længe, blev dømt et straffespark til FCK. Godt nok for en både uheldig og en anelse tilfældig hånd på bolden, ikke for et af de mange overfald vi har set på Cornelius i boksen, men et straffespark alligevel.

Som han så brændte.

På det skammeligste.

Virkelig, virkelig skammeligste.

Det var tydeligt at Jesper Christiansen ikke havde tænkt sig at gøre det første udfald og jeg sad også efter sparket og undrede mig over hvorfor der ikke var nogen der var gået hen til Santin og sagt “Hør, han har ikke tænkt sig at smide sig først, bare vælg et hjørne og skyd”. Efter kampen viste det sig så at der var faktisk en henne og fortælle Santin at Jesper Christiansen ikke havde tænkt sig at smide sig først.

Det var Jesper Christiansen der var henne og sige det.

Måske troede Santin han bluffede?

Han havde også to andre store chancer tæt under mål og på en af dem formåede han endda at rette sin afslutning ind mod målet. Det var en “Åh Cesar” kamp af typen vi nu kender alt for godt til.

Heller ikke Rurik Gislason havde en god kamp. Et par tidlige aktioner startede godt men slutproduktet manglede og så virkede det som om selvtilliden gik af ballonen. Han kom lidt tilbage i anden halvleg ved at koncentrere sig om at modtage og skille sig af med bolden, holde den taktiske formation og ellers lade Lars Jacobsen om højrekanten. Bortset fra en enkelt kombination hvor han endte med at slå et yderst kvalificeret indlæg til en rigtig farlig Lars Jacobsen hovedstødsafslutning (!!!).

Specielt i anden halvleg blev det vigtigt at holde formationen, for første halvlegs overtag handlede i stor grad om at OB var kommet ud i en 3-5-2 formation med Bashkim Kadrii og Esben Ruud som wingbacks, en formation de skiftede ud med deres mere velkendte 4-4-2 allerede sidst i halvlegen. Ideen var vel at bruge en tre-mands midtbane med Silberbauer, Vadócz og Schoop til at knokle sig til et overtag centralt. Der kom boldflytteriet fra TK og Claudemir rigtig til sin ret, OB fik aldrig sat sig på midtbanen for bolden blev aldrig rigtig derinde. I stedet røg den med det samme ud på kanten hvor OB enten måtte se en back og en kant komme i overtal mod en enkelt wingback eller også måtte de flytte en spiller ud af position ved enten at rotere en central midtbane eller en midtstopper derud. Og det skulle ske i en fart, specielt på FCKs venstrekant hvor Pierre Bengtsson igen og igen udfordrede med bolden og hvor han ikke kunne løbe forbi sin modstander kunne han ofte alligevel få drejet et kvalificeret indlæg ind.

Eller, ihvertfald et indlæg. Det var FCKs helt store problem og ironisk nok måske der hvor man mest savnede Nicolai Jørgensen, ikke så meget hans evner i pasningsspillet men måden han så ofte kommer med ind i feltet når det begynder at brænde på. Mod OB kom FCK bare i første halvleg alene frem til tyve indlæg fra åbent spil. I anden halvleg var det 22. Næsten helt lige fordelt mellem højre og venstre. Men Andreas Cornelius endte kun med at komme på seks af dem, tre i hver halvleg. Santin, Thomas Delaney, Rurik Gislason og Lars Jacobsen kom også sidst på et par indlæg, men kun Santin kom på mere end et og… ja, åh Cesar.

Cornelius gik ellers ok med i spillet og fik også vist nogle tekniske raffinementer men inde i feltet var det bedste hovedstød han frem til nok da han og Daniel Høegh smækkede hovederne sammen sidst i kampen. Det gav så noget uforståeligt et gult kort for film fra en dommer som fra den afstand burde have hørt det kæmpe KLONK! der uden tvivl lød. Heldigvis er han ikke i karantænefare men mod FCN må der altså gå noget kvalitet-over-kvantitet i de indlæg hvis vi skal have noget ud af ham.

Nu er Nicolai Jørgensen så tilbage mod FCN og bliver det ligesom sidst går vi over i en formation hvor Christian Bolaños alligevel ikke havde spillet, men mod OB var det alligevel vores to mest kreative kræfter der manglede. Ser man på det, så var det langt hen af vejen en godkendt kamp. OB havde næsten ingen chancer og burde selvfølgelig ikke få lov til at score. FCK havde en tre-fire kæmpe chancer som der selvfølgelig skal scores på. Og gennem hele kampen var der stort set styr på et ellers kompetent OB hold, både i en ny 3-5-2 formation og da de gik tilbage til 4-4-2. Eneste minus var egentlig at kampen ikke blev vundet.

Det er selvfølgelig noget af et minus, men alligevel.

Nu venter plasticbanen i Farum så på mandag. Kan vi vende rækken af nederen mandagskampe? Det var vi godt nok bare at gøre. Ingen spænding, tak. Det mesterskab skal bare hjem nu.

Så er vi i gang igen.

Johan? Jeg sagde så er vi i… åh, Johan.

Ja, det virkede som om Johan Wiland var sidste mand på banen der opdagede at forårssæsonen var gået i gang. Selv før de mere åbenlyse problemer var han uheldig med et par indgreb, tabte faktisk bolden et par gange og gav også en rigtig dum retur.

Ikke at Wiland var ene mand om at have en dårlig første halvleg. Efter 0-1 målet, som egentlig burde være noget der gav lidt selvtillid til holdet, begyndte man at stå alt, alt for lavt på banen. OB fik et par store chancer og burde egentlig have fået et straffespark da Claudemir havde knæ-til-lår kontakt med Bashkim Kadrii i feltet. Til dommer Jacob Kehlets forsvar, sådan noget gør vi os også i engang imellem, så skulle der tre vinkler og en slow-motion replay til før man kunne se at der rent faktisk var kontakt.

Så kom det første drop. Så kom det andet. Begge store fejl, den første udelukkende Wilands mens Ragnar Sigurdsson også havde lidt af ansvaret for den anden. Selvfølgelig skal Wiland bare ud og tage den, men Ragnar skal omvendt heller ikke så langt ind mod målet uden at sætte hovedet på den bold.

Interessant nok og noget der muligvis har haft en indflydelse på forsvaret, så var der for første gang under Ariël Jacobs byttet om på Ragnar Sigurdsson og Kris Stadsgaard, så Stadsgaard lå til højre i forsvaret og kunne bidrage mere til opspillet med sit højreben mens Sigurdsson, den dårligere pasningsspiller, lå til venstre. Hele efteråret var den omvendt med Stadsgaard til venstre og Sigurdsson til højre. Hvis det gav nogle forvirringer så kom de sig dog over det, for i anden halvleg var der langt mere styr på sagerne og der lå Stadsgaard stadig til højre i forsvaret. Det bliver spændende at se om det var noget specifikt til OB kampen eller om der er lagt op til at det er den nye standard i forsvaret. Og om det måske er blevet lavet om fordi Michael Jakobsen er kommet tættere på Ragnar Sigurdsson end han var i efteråret.

Anden halvleg var en anden historie som sagt, og egentlig startede det allerede i slutningen af første halvleg hvor især et hovedstød af Nicolai Jørgensen var rigtig tæt på. Vi begyndte endelig at se noget til spillere som Christian Bolaños, som forsøgte sig med et regulært Zuma-sakse, Claudemir, som stod svagt i billedet i første halvleg men godt nok oppede sig i anden, og Nicolai Jørgensen. Jørgensen forsøgte flere gange at gå ind i banen med bolden og små ti minutter inde i anden halvleg fik han pladsen til at spille en milimeter-præcis et-to med Daniel Jensen og så var der udlignet.

Jørgensen havde to gange tidligere i halvlegen modtaget bolden samme sted som ved scoringen, søgt ind i banen med bolden og begge gange blev han vendt bort af OBs midtbane. Tredje gang var det Marcus Pedersen der var trukket ned for at følge Jørgensen og han endte med at give Jørgensen masser af plads til at vende op i banen og få front mod målet. Det er en dårlig ide at lade Nicolai Jørgensen få front mod mål med bolden for fødderne, det har de nok også lært i OB nu.

Målet til 2-3 kom også efter at Nicolai Jørgensen gik ind i banen med bolden, men denne gang skulle der lidt held til. En OB spiller fik ikke Jørgensens for lange træk under kontrol og mister man bolden til en modstander lige uden for feltet, så skal det næsten gå galt. Flot bandespil med Bolaños, der havde sat hele angrebet i gang med en fin aktion på egen banehalvdel, og så en god hovedstødsaflevering ind foran til Claudemir, der viste stor holdånd ved at fejre sit mål ikke med hverken Jørgensen eller Bolaños men derimod med Johan Wiland.

Efter målet til 2-3 døde kampen lidt ud og selvom der var lidt flere chancer til blandt andet Bolaños og Cornelius og selvom der var lidt optakt til panik i slutminutterne, så blev det aldrig rigtig til noget specielt. Det ene hold ville ikke og det andet hold kunne ikke. Og det hold der ikke ville virkede heller ikke rigtig som om de kunne. Og det hold der ikke kunne virkede ikke rigtig som om de ville. Og så blev det som det blev.

Så i stedet vil kampen nok mest blive husket som den hvor 33-årige Daniel Jensen fik Superliga debut. Som forudset her på siden (og, host, som i træningskampen ugen før) var det som offensiv midtbanespiller at Daniel Jensen startede inde, foran den vante TK-Claudemir midtbane. Der skulle han ligge og agere spilstation og efter et par små startvanskeligheder lykkedes det ham at finde ind i noget der godt kunne minde om en rytme. Blandt andet ude på højrekanten havde han flere gode aktioner i trekant-spillet med Bolaños og Lars Jacobsen. Han formåede også at komme med ind i feltet et par gange, blandt andet havde han en rimelig stor hovedstødschance som mest af alt viste at hans styrke ikke ligger i hovedspillet.

Problemet med en offensiv midt i FCK er at når en Nicolai Jørgensen trækker ind i banen, så skal den offensive midt have muligheden for at trække ud på kanten og bytte plads og det er ikke der Daniel Jensen fungerer bedst. Han kom ud på kanten et par gange og når der først skulle løbes igennem derude, så kom han til kort. Også selvom måleinstrumenterne havde ham i løbet af kampen som både den spiller der løb mest og hurtigst.

Både med arbejdsindsatsen og så sandelig også pasningsspillet viste Daniel Jensen sig som en spiller der er bedst på den centrale midtbane. Den kombination med Nicolai Jørgensen ved det udlignende mål var af høj, høj klasse. Han lægger en aflevering mellem fire OB spillere der får lige præcis hvad den skal have for at Nicolai Jørgensen er den eneste der kan nå frem til den. Han skal ned på den centrale midtbane og jeg gætter på at vi kan få det at se allerede mod Silkeborg.

Som er næste kamp nu her på søndag. Det ville være… forfærdeligt hvis vi satte point til mod nedrykningskandidaterne fra Silkeborg. Ganske forfærdeligt.

Nudge nudge.

Wink wink.

Men endelig er vi i gang.