Tag Archives: Landsholdet

Artikler, Generelt, Landsholdet

Det større problem med Morten Olsens nye kontrakt

Ja, vi runder lige landsholdet en enkelt gang før det hedder FCK igen.

Det er nok ikke gået nogens næse forbi at den danske landstræner for de næste to år stadig hedder Morten Olsen. Generalsekretær Jim Stjerne Hansen valgte i torsdags at forlænge med den siddende landstræner med argumentet “Morten Olsen nyder en enorm respekt blandt de personer herhjemme og i udlandet, jeg tillægger kvalificeret viden om trænermarkedet i international fodbold.”

Eller “alle dem jeg er enige med, mener det samme som jeg gør.”

“DBU skal blandt mange spændende og nødvendige projekter fastholde fokus på sin grundlæggende forretning, og jeg er derfor personligt meget tilfreds med at kunne overlade ledelsen af det danske fodboldforbund med en aftale med den mest kvalificerede træner til at stå i spidsen for landsholdet i den næste kvalifikationsturnering.”

Den er sværere at gennemskue. Jeg går ud fra at DBUs grundlæggende forretning er “skuffende tilskuertal” og derfor holder man fast i en landstræner der ikke har fanget folkets interesse i et godt stykke tid nu. Men mere interessant er det med at kunne overlade DBUs nye ledelse med “den mest kvalificerede træner til at stå i spidsen for den næste kvalifikationsturnering”.

For det her er nemlig Jim Stjerne Hansens sidste handling som generalsekretær. 25 år i stolen er nu ovre og med tanke på at det sidste år har budt på dårlige landsholdspræstationer, manglende VM kvalifikation og et underskud hos DBU der blandt andet har kostet ligalandsholdet livet, så kan man måske ikke fortænke Jim Stjerne Hansen i at ville ende på en positiv note. Og hvad ville være bedre end at vise sig som den store statsmand og fastholde en international kapacitet som tager os til EM i 2016?

Jeg er ganske sikker på at Jim Stjerne Hansen virkelig mener at Morten Olsen som landstræner er hvad der giver os størst chance for at komme til EM i 2016. Og jeg er faktisk enig, Morten Olsen som landstræner giver os størst chance for det. Hvis vi kigger på de syv kvalifikationsrunder vi har været igennem under Morten Olsen så har Danmark kvalificeret sig til fire ud af syv slutrunder (og mærkeligt nok vundet enten fire eller seks kampe hver gang). Kun en gang er Danmark endt uden for top tre i en kvalifikationsrunde. Hvorfor er det vigtigt? Fordi EM i 2016 er udvidet til 24 hold, hvilket betyder at selv en tredjeplads mindst vil give en plads i playoff runden.

Så ja, der har været nogle skuffende resultater her de sidste par år. Nederlag til Armenien, nederlag til Makedonien, Slovakiet, Skotland, Polen, en sejr over Norge hvor vi formåede at blive udspillet i en grad sjældent set i disse nordiske møder, kvalifikationer hvor automatismer erstattede mod og mandshjerte og kun uforudsete wunderkampe mod Portugal der i realiteten reddede vores deltagelse i flere slutrunder.

Og Morten Olsen har aldrig været en særlig god mand når først vi kom til de slutrunder. VM i 2002 var hans første slutrunde som landstræner, det var også sidste gang vi vandt mere end en enkelt kamp ved et VM eller EM. Slutrunderne under Morten Olsen har været kendetegnende for at vi enten har været chanceløse eller har vist overraskende gode takter for så at falde totalt sammen i en afgørende kamp. Mod Japan, senest.

Så vi skal nok ikke forvente det helt store når vi først kommer til EM, men på nuværende tidspunkt er store forventninger heller ikke det største problem det her landshold står over for, så det går nok.

Er alt så ikke fryd og gammen? Vi kommer med til EM, Morten Olsen får lov til at trække sig tilbage med en succesoplevelse, Jim Stjerne Hansens gravskrift bliver endnu en slutrunde sikret. Det danske publikum får lov til at kede sig bravt i to år, men DBU har nu for længst slået fast at landsholdet tilhører dem og ikke den danske befolkning, så ikke den store forandring der.

Måske ikke. For hvad sker der i 2014? Medmindre alting går helt, frygteligt galt, så skal Danmark stadig have en ny landstræner. En ny landstræner med nye ideer, ny taktik, sikkert med nye spillere, en mand der ikke kan komme ind med den samme respekt omkring sig som Morten Olsen havde, ikke medmindre Michael Laudrup har slået hovedet til den tid og siger “Ja… hvor er jeg?” til at overtage som landstræner. Og så skal han til spille alt det ind mens der er kvalifikation til VM i 2018.

Vi ved hvor svært det er at kvalificere sig til et VM. Bare se på hvordan det gik i år. Og i 2018 har der været snak fra Sepp Blatters side om at både Afrika og Asien skal have flere pladser. Michel Platini vil have VM udvidet til 40 hold, men går FIFA ikke med til det, så kommer de nye pladser nok til at blive taget fra Europas tretten. Altså kan en i forvejen svær VM kvalifikation blive endnu sværere.

Ikke en optimal start for en splinterny landstræner. Faktisk kan det blive noget nær den værste start, hvis en ny spillergruppe og nye ideer skal spilles ind på en baggrund af konstant fiasko. Det ville være langt bedre hvis en ny landstræner kunne så godt som garanteres en succesoplevelse. En kvalifikationsturnering hvor det næsten er sværere ikke at gå videre end omvendt.

Jeg tror Jim Stjerne Hansen mener at Morten Olsen er vores bedste chance for at komme med til EM i 2016 men vores chance for at komme med til EM i 2016 er rimelig god til at begynde med. Det ville den også være med Kasper Hjulmand, med Morten Wieghorst, med Jürgen Klinsmann eller Ståle Solbakken, det ville den være uanset hvilken træner Jim Stjerne Hansen havde fundet. Og forudsætninger for fremtiden ville være langt bedre hvis en ny træner havde fået den her kvalifikation til at blive kørt ind på pladsen.

Prøv at tænk en gruppe der hedder Grækenland, Danmark, Østrig, Estland, Moldova og San Marino. Hvor de to bedste gik videre og selv tredjepladsen giver playoff adgang. Ville den være mere sikker med Morten Olsen end med Kasper Hjulmand? Selvfølgelig. Ville den stadig være sikker med Kasper Hjulmand? Absolut.

Bare ikke ligeså sikker.

Og der har Jim Stjerne Hansen solgt fremtiden for dansk fodbold for at sikre sig eget eftermæle.

Sådan groft sagt.

Artikler, Generelt, Landsholdet

Fremtiden for Eriksen og landsholdet

– Han er vigtig. Han har været vores strateg gennem halvandet år på den sidste tredjedel af banen. Det er der ikke nogen tvivl om, siger Morten Olsen.

Med en VM kvalifikation der ser sværere ud end længe og en række skuffende både resultater og præstationer begynder spørgsmålet om landsholdets fremtid at presse sig mere og mere på.

Taler man om landsholdets fremtid taler man nødvendigvis om Christian Eriksens fremtid. Det største danske fodboldtalent set længe, Eriksen var i lang tid én man så indgå i et partnerskab med Nicklas Bendter der skulle bære det danske landshold frem og være den moderne pandang til Michael Laudrup og Preben Elkjær. Men i takt med at Nicklas Bendtner har kørt sin egen karriere længere og længere ud på et sidespor, har forventningerne til landsholdets frelse i større og større grad faldet på Christian Eriksen alene.

Forventninger som Eriksen ikke har formået at indfri.

Så mens presset på den unge fynbos skuldre bliver stadig mere Atlas end Ajax er det fristende at se på hvorfor tingene ikke ser ud til at fungere for ham som det gør på klubplan og hvad man kan gøre for at få det optimale ud af Danmarks største talent.

Det umiddelbart mest åbenlyse er selvfølgelig at kigge på Ajax. Hvorfor fungerer Christian Eriksen i Ajaxs hollandske system, men ikke i Morten Olsens hollandske system? Og det åbenlyse svar er at landsholdets system da absolut har sit udgangspunkt i den Ajax 4-3-3 som klubben spillede da Morten Olsen var træner dernede, men både landsholdet og Ajax har videreudviklet systemet siden da. I Ajax er den berømte trekant på midtbanen for eksempel vendt på hovedet, så Eriksen har en sidestillet midtbanemand, oftest Ajax-kaptajn Siem de Jong, og en defensiv midt bag sig, endda en dansk af slagsen i Christian Poulsen. Den defensive midtbane er ikke nødvendigvis det defensive fejeblad som Poulsen har udviklet sig til, Lasse Schöne har for eksempel spillet pladsen flere gange, men det var tydeligvis de fysiske og defensive egenskaber Ajax havde for øje da de hentede Christian Poulsen til pladsen.

Længere fremme er de to kanter mere offensive af karakter end vi ser på det danske landshold. Hvor en Viktor Fischer, for nu at nævne endnu en dansker i klubben, spiller venstrekanten mere som en angriber er det på landsholdet Michael Krohn-Dehli der langt mere er den offensive midtbanespiller der søger ind i rummet foran modstandernes felt, ganske som Christian Eriksen også skal. Han kanniballiserer i langt højere grad pladsen for Christian Eriksen end Fischer eller en Ryan Babel gør hos Ajax. I modsatte side er Dennis Rommedahl naturligvis en mere traditionel fløj end Krohn-Dehli er men Rommedahl skaber ikke den samme plads for sine medspillere som dengang for år tilbage hvor han var lynende hurtig og altid parat til at udfordre.

Men er det så løsningen? At spille mere som Ajax? Krohn-Dehli kommer nok ikke til at spille fløj-angriber lige med det samme, men man kunne skaffe Eriksen lidt mere plads ved at rykke ham længere tilbage, vende trekanten og så spille med en defensiv midt. Ville det virke?

Ikke lige så godt som i Ajax.

Spillermaterialet passer ikke lige så godt som i Ajax. William Kvist er en fremragende balancespiller på sine bedste dage, men han er ikke udpræget defensiv midt. Faktisk har vi ikke en Christian Poulsen på landsholdet siden Christian Poulsen stoppede på landsholdet. Og på den centrale midt er Niki Zimling meget aktiv, meget energisk, en glimrende jing til Kvists jang, men han er ikke på samme måde en offensiv trussel som Siem de Jong er. Lasse Schöne ville passe bedre ind i den rolle, men han får næppe en særlig stor rolle på landsholdet under Morten Olsen.

Hvad så?

– Han er 10’eren, der ligger ude i siden, og som også har det nemmere end den, der spiller inde centralt.

Kunne det være løsningen?

– Det er jo blevet de spilstyrende, kreative spillere, der kommer ude fra siden fremfor spillerne inde i centrum, hvor der ikke er så meget plads, forklarer landstræneren.

Ja, han talte selvfølgelig om Michael Krohn-Dehli, men en spilstyrende, kreativ spiller der er en strateg på den sidste tredjedel af banen? Er det ikke præcis hvad vi har forventet af Christian Eriksen i hans tid på landsholdet? Og er det ikke en beskrivelse der passer bedre på Christian Eriksen end på Krohn-Dehli? Krohn-Dehli der godt nok er kreativ men generelt er det på enten i eget spil eller i samspil med en anden, ikke en spiller der går ind og styrer opspillet.

Vi ved at det kan fungere med en kreativ spiller på kanten der søger ind i banen, vi ved der er rum at finde på den måde, for vi har set det her det sidste halve år i FCK. Nicolai Jørgensen er præcis den type, den kreative playmaker der søger ind fra kanten og finder de åbne rum. Tænk hvis Christian Eriksen kunne få lige så stor indflydelse på det danske landshold som Jørgensen har for FCK.

Det største problem, nu hvor det stadig er et landshold styret af Morten Olsen, er selvfølgelig at Dennis Rommedahl ville miste pladsen som højrekant. Men selv hvis man mener at Rommedahl stadig er en vigtig del af det danske landshold, så er det ikke nødvendigvis en dårlig løsning for ham heller. Han er ved at komme op i dage, han er ikke lige så lynende hurtig som før, han falder mere og mere ud af kampe. Så spar hans kræfter og brug ham som super-sub istedet. Sæt ham ind overfor en back der har brugt hele kampen på både at følge Eriksen når han forlader kanten og på at dæmme op for Lars Jacobsen og hans raids, og lad ham bruge 90 minutters energi på 20 minutter. Lyder det ikke som en måde at få mere ud af Dennis Rommedahl end nu, hvor han alligevel kun dukker op i circa 20 minutter og det kun i, skal vi kalde det, udvalgte kampe?

Der er en anden fordel ved at rykke Christian Eriksen ud på kanten. Det løsner en mand på midten og giver langt mere rum til taktiske justeringer alt efter hvilken modstander vi render ind i.

Skal vi op mod Malta eller San Marino? Must-win kamp hvor vi regner med at have bolden mest? Sæt en ekstra angriber ind i stedet og kør med to helt fremme. Vi så det allerede mod Bulgarien med Cornelius og Bendtner fremme sammen.

Måske vil man hellere køre med den gamle Jon Dahl type af angriber, den hængende angriber der ankommer sent i feltet. Det kunne sagtens være en måde at få Nicklas Helenius ind omkring landsholdet uden at bruge ham helt fremme på en plads som han ikke er specielt velegnet til i landsholdsregi.

Vil man have en mere stationær playmaker, en Schöne eller måske Thomas Kahlenberg? En boks-til-boks spiller som Jacob Poulsen eller Leon Andreasen? Måske styrke den flade midtbanekæde med Thomas Kristensen? Eller vende pyramiden og smide Nicolai Stokholm ned som dyb playmaker? Vil man prøve Simon Kjær eller Andreas Bjelland som decideret defensiv midtbane?

Mulighederne er mange og mere vigtigt, mulighederne vil være der fordi der nu er den åbne plads på midten.

Det er selvfølgelig alt sammen taktiske ideer men der er en ting man burde gøre som faktisk kunne vise sig at være endnu vigtigere for at få Christian Eriksen til at indfri sit potentiale som det store offensive håb for dansk fodbold:

Hold op med at se ham som det store offensive håb for dansk fodbold.

Ikke bare er det et kæmpe pres på den unge mand, det er også lidt fornærmende mod den forrygende talentmasse vi faktisk står med. Nicklas Bendtner gør sit bedste for at sabotere en lovende karriere som rigtig god target-spiller for en karriere som en tredje-rangs Zlatan, men får han nogensinde ego’et under kontrol og koncentrerer sig om at være god til det han er god til i en klub på et passende niveau for ham, så vil han være et kæmpe aktiv på det danske landshold i mange år endnu.

Sker det ikke, så står Andreas Cornelius klar i kulissen. Det samme gør Nicklas Helenius. På kanterne er der i lang tid blevet snakket om at der ikke rigtig var nogle reelle alternativer til Krohn-Dehli og Rommedahl, nu er der folk som Victor Fischer, Nicolai Jørgensen, Rasmus Falk og Lucas Andersen der alle er ved at blive kørt i position til at træde ind på den internationale scene. Længere tilbage på banen har vi spillere om Mads Albæk og Casper Sloth. Alle sammen unge talenter som man må regne med er en del af holdet når vi begynder at tænke på VM i 2018 og de fleste af dem nok allerede ved EM i 2016. På et tidspunkt, i takt med at drømmen om VM i Brasilien svinder længere og længere bort, på et tidspunkt bliver man næsten nødt til at tage konsekvensen og sige “OK, det gik ikke denne gang, nu må vi begynde at bygge mod EM i 2016 allerede nu” og så begynde at hive de her unge talenter ind på holdet.

At en sådan udmelding sagtens kunne falde sammen med en Superliga sæson-afslutning hvor en mand som Kasper Hjulmand godt kunne tænkes at kigge på et FCN hold der har byttet guld til sølv og sige til sig selv “Nu kan jeg nok ikke flytte den flok her meget mere, nu er det på tide at skabe sit et navn internationalt der kan hjælpe med drømmen om en udlandskarriere”, tjah… timing er en fin ting.

Et nyt hold med nye spillere og en ny træner, med en masse tid op til en ny slutrunde, måske med en ny position til Christian Eriksen. En ny start for det danske landshold. Det kunne være løsningen. Det er ihvertfald mit bedste bud.

Artikler, Danske hold, Generelt, Landsholdet

Morten Olsen og de ligegyldige kampe

Morten Olsen, den altid glade mand med de mange fornuftige holdninger, valgte i dag at bruge en del af pressemødet før kampen mod Brasilien på at revse folk der ikke falder på halen over at Brøndby sendte Krohn-Dehli og Rommedahl på landsholdslejr mens resten af holdet tog ud og tabte til Lyngby.

Vi har dårligere forberedelsesmuligheder end eksempelvis Holland, når Superligaen først sent bliver afsluttet. Vi havde en aftale med medaljeholdene om, at de ville slippe spillerne, hvis alt var afgjort. Det var så ikke tilfældet. Og så bliver jeg sgu irriteret, når Brøndby afleverer Krohn-Dehli og Rommedahl og får så meget ‘badwill’. Det er kedeligt at høre på, når Brøndby kun forsøger at hjælpe dansk fodbold. Den kamp var ligegyldig. Det er uforståeligt, at de ikke får noget goodwill i stedet.

En ligegyldig kamp. En fuldstændig ligegyldig kamp. Er det ikke sandt, OB sportsdirektør Poul Hansen?

 Det er vist noget med cirka en halv million kroner ekstra i forhold til at slutte som nummer 10, og det er da også en slags penge.

En halv million kroner må vist siges at være en slags penge, specielt for en klub som har akutte penge problemer. Hvis nu HB Køge ikke havde udlignet, gad vide om DBU så havde kompenseret Brøndby for den tabte indtjening? Gad vide om Morten Olsen selv havde? Hvis nu Brøndby havde smidt en halv million kroner så Michael Krohn-Dehli kunne komme med i venskabskampen mod Brasilien.

Nu vi taler om ligegyldige kampe.