Tag Archives: Efter Kampen

Efter Kampen: Lyngby v. FCK, 01/04/12

Smidt d. 03/04/2012 af David

Nå, det var ikke så ringe endda.

Tre mål i samme kamp, Cesar Santin scorede som forudset (tilsyneladende af halvdelen af den danske befolkning), Pape Pate Diouf kom ind og gjorde det fantokayisk. Middelragende. Helt fint. Dame N’Doye fik vist tandbeskytteren og målfarligheden op mod Brøndby kampen. TK spillede en god kamp. TK spillede rent faktisk en god kamp. Det var da fint.

OK, der var dele der ikke var helt så gode, men dem kommer vi tilbage til. Kigger vi først på startopstillingerne så var der en enkelt ændring på hvert hold fra optakten. Hos Lyngby var det Jonas Henriksen der erstattede Anders “AC” Christiansen og hos FCK var det ganske rigtigt TK ind centralt og Delaney ud på kanten, men så fik Pierre Bengtsson tilgengæld chancen på venstreback pladsen istedet for Bryan Oviedo. Det var ihvertfald de ændringer der var fra start. Undervejs i kampen udgik både Martin Bergvold, Kris Stadsgaard og Thomas Delaney med skader og værst så det ud for stakkels Delaney. Sidst en FCK spiller blev båret ud af Lyngby Stadion var det Matthias “Zanka” Jørgensen, der stadig er et par uger væk fra et comeback, og det kunne desværre sagtens ligne noget derhen af for Thomas Delaney.

Men ind istedet for Delaney kom så førnævnte Pape Pate Diouf og der gik ikke lang tid før han havde stor andel i føringsmålet til 1-0, en retur sparket i kassen af Dame N’Doye. Med Cesar Santins mål til 2-0 og N’Doyes til 3-1 i slutningen af kampen, så holdt FCK sig tre point foran FC Nordsjælland i toppen af ligaen. Santins mål kom forresten på en rigtig flot aflevering fra Thomas Kristensen der satte sig solidt på titlen som kampens bedste spiller, på trods af hvad der kunne ligne en forårs-opblomstring hos Christian Bolaños.

Faktisk sad midtbanen for første gang i år ganske solidt på modstanderne gennem en hel kamp. Ser man på bolderobringer fra en modstander, altså situationer hvor en spiller går ind og piller bolden fra en modstander istedet for at opsnappe en aflevering, så havde FCK 13 af dem i kampen, hvoraf midtbanen stod for 10 af dem. Og Thomas Kristensen for størstedelen af de 10. Og at presspillet rent faktisk fungerede bedre end set længe afspejles også i at selvom fem af de erobringer skete på FCKs sidste tredjedel af banen, så var der alligevel tre af dem på den midterste tredjedel og hele fem på Lyngbys sidste tredjedel. En del af det kan selvfølgelig forklares med at det også kun var Lyngby, og endda et Lyngby hold der fik en af deres vigtigste midtbanespillere skadet efter knap 20 minutters spil, men det er stadig opmuntrende.

Også opmuntrende var det at se Pape Pate Diouf komme ind og rent faktisk have held med en del af sine aktioner. Han er stadig ikke verdens bedste dribler, han er ikke typen man spiller den ud til og venter på at han sætter en mand, men han kan komme med i feltet og skabe noget ravage der og det vidste han et par gange. Første gang selvfølgelig ved målet til 1-0 hvor et langt indlæg fra Bolaños ender hos Diouf der er kommet med bagerst i feltet. Fin nedtagning af bolden og en kompetent afslutning og så var N’Doye over returen. I anden halvleg var han også godt med fremme, blandt andet i et angreb hvor en bare lidt bedre aflevering fra N’Doye havde sent Diouf alene igennem med målmanden og så hans store chance hvor et N’Doye indlæg igen til bagerste stolpe finder Diouf der får sat hovedet på. Desværre blev vinklen lidt for spids, men det viste de muligheder der er hos en kantspiller med et veludviklet hovedspil der kan komme med ind i feltet. Desværre viste han så også nogle af de ting der fik folk til at tage sig til hovedet over ham så ofte i efteråret, blandt andet en situation hvor han får et rigtig dårligt touch på en bold hvor han ellers står helt fri inde foran mål.

Nu vi taler om dårlige touches fra en senegaleser, professionel overgang der, så havde Dame N’Doye nok den dårligste kamp man kan have som angriber når man alligevel scorer to mål. Dårlige førsteberøringer, dårlige afleveringer og de to mål han scorede var vel også hans to eneste reelle afslutninger i kampen. Desuden kunne han sagtens have endt kampen tidligt med et rødt kort da han kommer for sent ind på Lyngbys målmand i en situation hvor han allerede havde et gult kort. OK, Frederik Krabbe spillede så også gevaldigt på kontakten i situationen der gav det første gule kort, det var N’Doyes ryg der ramte Krabbe i ansigtet og Krabbe lavede også lige en mini-Busquets for at sikre sig at dommeren nu også havde set “overfaldet”, men det var alligevel dumt at ende i en situation hvor dommeren sagtens kunne have fisket gult nummer to op af lommen.

Hans makker i angrebet, Cesar Santin, fik også scoret men spillede ligesom N’Doye heller ikke nogen særlig god kamp. Og modsat N’Doye havde han rent faktisk en afslutning før han scorede, et helt frit hovedstød fra kanten af det lille felt som han formår at brænde. Det er fint at Santin nu er kommet i gang og han bliver næppe sat af mod Brøndby, men der er ved at være lidt for meget sikkerhedstæppe over hans konstante tilstedeværelse i startopstillingen.

Nu er vi jo så rykket ind i den del af spillet der ikke fungerede og så bliver vi igen nødt til at kigge på fejlafleveringer. Der er for mange af dem og det kan kun være mangel på koncentration. I første halvleg blev bolden smidt væk hele 11 gange, efter Carsten V. Jensen havde spillerne ude til pause blev det kun til fire i anden halvleg. Nu har CV talt meget om “FCK-tid”, den sidste halve time i kampen, men bare fordi man har et fikst ord for det betyder det ikke at man kan fortsætte med at skulle bruge en time før det går op for spillerne at der rent faktisk skal ydes en 100% indsats hele tiden. Det er simpelthen for dårligt. Og det er noget der ikke vil være råd til på torsdag mod et topmotiveret Brøndby hold der er bedre kørende end længe. Specielt ikke med de skader vi også endte med efter Lyngby kampen.

Foruden Thomas Delaney der ser ud til at være ude i noget tid, så måtte Kris Stadsgaard også humpe fra banen med noget lyske problemer og det er godt nok et slag. Stadsgaard har lynhurtigt vist sig at være en rigtig vigtig del af FCK’s forsvar og selvom Ragnar Sigurdsson er en glimrende spiller, så er et Sigurdsson/Sølvi forsvar en svækkelse fra et Stadsgaard/Sølvi forsvar eller et Stadsgaard/Sigurdsson ditto. Samtidig er Claudemirs trælår slemt nok til at han sidder ude mod Brøndby også og så er vi ved at være dernede hvor startopstillingen giver sig selv ikke på grund af godt spil men på grund af manglende alternativer. Det største spørgsmål mod Brøndby kommer nok til at blive om Oviedo kommer tilbage på venstreback.

Vi får se på torsdag. New Firm venter.

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: FCK v. FCM, 18/03/12

Smidt d. 20/03/2012 af David

Først skal jeg da lige sige undskyld for at optakten til kampen aldrig dukkede op. En kombination St. Patricks Day/fødselsdags fest stjal min lørdag… og en god del af søndagen også. Men det er heldigvis ikke Saint Paddys Day hver lørdag, så der burde være optakt igen næste uge.

Nå, FC Midtjylland kampen. Jeg sagde efter SønderjyskE kampen at det positive man kunne tage med var at man var et skridt nærmere mesterskabet, og efter FCM kampen er man jo faktisk kommet reelt tættere på det danske mesterskab efter FC Nordsjælland tabte til Brøndby, men det er en lille flamme at varme sig på efter sådan en kamp.

Ser vi på startopstillingerne så havde FCM en del skadesproblemer nede i forsvaret specielt, med Kolja Afriyie flyttet ind i centerforsvaret og den unge Jesper Lauridsen ind som højreback. På midtbanen var det interessant at bemærke at Sylvester Igboun, der sidste sæson var den mest målfarlige af de FCM spillere der stadig er i klubben, var rykket ud på højrekanten hvor han så skulle ligge over for Bryan Oviedo, mens man på den centrale midt kørte med en tremands midtbane med Izunna, Jacob Poulsen og Danny Olsen. Hos FCK var vi tilbage til opstillingen mod AaB, med Delaney på venstrekanten og så Grindheim inde centralt med Claudemir.

Resultatet blev en halv-kedelig 0-0, og selvom Glen Riddersholm efter kampen sagde at han bare sad og ventede på at FC Midtjylland skulle score, så var det meget svært at pege på et af de hold som en fortjent vinder. Ser man på spil havde FCM overtaget, ser man på chancer havde FCK de bedste, faktisk tvang FCM på intet tidspunkt Johan Wiland til at redde en bold fra at gå i mål. Og når man kan tage alle afslutninger på mål, fjerne målmanden helt fra det billede, og stadig ende uden scoringer, så har man nok ikke fortjent at vinde. Så alt i alt et retfærdigt men skuffende resultat.

Nu nævnte jeg Bryan Oviedo lidt tidligere og et af de mere utrolige rygter der florerede op til kampen var at Manchester United skulle have spurgt rundt omkring Ovideo, blandt andet hos Costa Ricas assistenttræner, den tidligere Manchester City angriber Paulo Wanchope. Det blev skudt ned af Oviedos agent efter kampen, men jeg valgte alligevel at kigge lidt nærmere på Oviedo, både fordi han i de sidste par kampe har været en vigtig del af holdets offensive output og fordi Carsten V. Jensen i den her kamp havde udtrykt ønske om at Oviedo kom længere frem på banen.

Det var også interessant at se hans samarbejde med Thomas Delaney foran ham. Valget af Delaney fremfor Vingaard på kanten var ikke populært hos særlig mange fans, men var det egentlig ikke et meget smart træk? Oviedo kom nemlig rigtig meget frem af banen, efter en lidt usikker start, nok ikke mindst fordi at han blev bakket op bagud af Delaney. Det var ikke meget de to hurtige afrikanere Igboun og Nworuh kom til ud over den venstrekant. Offensivt forsvandt Oviedo tilgengæld ud af kampen efter omkring en times spil, ikke helt tilfældigt efter at Martin Vingaard blev skiftet ind istedet for Delaney. Uden den samme hjælp bagud blev han lidt mere konservativ med kræfterne og var ikke nær så meget med fremme.

Samtidig var ideen med at skubbe Oviedo op og Delaney indad i banen ikke den dummeste. FC Midtjylland stillede med en fem-mands midtbane, så kunne man skubbe backerne op og kanterne lidt ind, så gik man fra at være i undertal på midtbanen til at være i overtal. FC Midtjyllands modtræk var så at køre et højt, højt presspil i næsten hele kampen.

Skal man ud af sådan et presspil har man to valg. Enten har man spillere der med et træk, en pasning, en tæmning kan bryde presset og skabe noget eller også spiller man sig hurtigt og sikkert ud af det, fordi man ved hvor spilstation et, to og tre er på alle givne tidspunkter og kan ramme dem i blinde. Det kører på automatismerne, de automatismer som forsvandt i sommers hvor så mange spillere forlod klubben, de automatismer som aldrig blev genetableret under Roland Nilsson og de automatismer som nok kommer igen under CV, men ikke på et par måneder. Og mod FCM blev det udstillet igen og igen. Enten blev spillerne fanget af presspillet eller, kom de faktisk ud af det, var det alt for ofte at det hele løb ud i sandet fordi omstillingsspillet enten var for upræcist eller for langsomt.

Dermed ikke sagt at højt presspil pludselig er de vises sten mod FCK. Det var gode chancer til Santin, Claudemir og Vingaard, og med lidt mere præcision på et par afleveringer kunne der sagtens have været et par friløbere til henholdsvis Santin og Bolaños. Men der skal være mere konsekvens i angrebsspillet, bedre styr på pasningsspillet. Især der haltede det efter, alt for mange upræcise afleveringer hvor tempoet faldt da modtageren skulle bruge et par ekstra sekunder på at hente bolden og få den under kontrol. Den centrale midtbane-duo Grindheim/Claudemir overbeviste endnu engang ikke om at det skal være de to sammen. Begge havde nogle uheldige boldtab og var generelt for langsomme i pasningsspillet. Der var dog lidt flere pasninger frem af banen end man så mod AaB og SønderjyskE, og specielt Grindheim havde et OK blik for den flade aflevering op til en angrebsspiller. Claudemir endte faktisk med flere angrebs-pasninger end Grindheim, men mere ligeligt fordelt mellem midt og kant.

Apropos midtbanen, så var der som sagt en del utilfredse røster der ikke var enige i beslutningen om at bænke Vingaard og sætte Delaney på kanten. Det blev en smule mere forståeligt da Vingaard så kom ind. Bortset fra en fint afslutning med venstrebenet, så virkede han dårlig nok klar til at spille 25 minutter, slet ikke 90. Hans første aktion i kampen var at tabe en fysisk duel og det satte ligesom linjen for resten af kampen. Der var ikke den saft og kraft man plejede at få fra Vingaard, der var ikke det tempo i handlingerne som holdet havde brug for fra en offensiv indskifter. Der er blevet talt en del om hans snarlige kontraktudløb og hvordan Carsten V. Jensen skal til at få en underskrift snart så Vingaard ikke bliver endnu en FCK spiller der smutter transferfrit til en større liga. Ud fra det han har vist indtil videre efter hans meget alvorlige skadesforløb, så skal Carsten V. nok lige så meget sikre sig at Vingaard rent faktisk er i stand til at nå tilbage til sit tidligere niveau. Det ligger nemlig ikke lige for.

Den anden offensive indskifter havde ikke en meget bedre dag, men han havde tilgengæld også en del mindre at arbejde med. Mustafa Abdellaoue fik denne gang kun lige omkring et kvarter, på et tidspunkt hvor der nok blev satset lidt mere på høje bolde frem mod N’Doye, i en kamp hvor man ellers sad og følte at en mere ren afslutter som Mos ville være en noget større trussel oppe foran end den mere bevægelige Santin som i anden halvleg aldrig rigtig fik de rum at bevæge sig i som han har brug for. Det må snart være på tide at give ham en kamp fra start, gerne før SønderjyskE i pokalen som ellers nok ligner den mest sandsynlige start-debut for Mos.

En kedelig kamp med et fair resultat. Endnu et bevis på hvor meget det nuværende FCK hold mangler i forhold til Ståle Solbakkens Champions League hold sidste sæson. Og så alligevel et point længere væk fra FCN end i sidste runde. Videre til Silkeborg.

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: FCK v. SønderjyskE, 11/03/12

Smidt d. 13/03/2012 af David

Endnu en runde tættere på mesterskabet er vist hvad man mest af alt kan tage med fra kampen igår.

Det er selvfølgelig svært ikke at sidde med en skuffende følelse efter kampen, lige fra spillet på banen til banen selv og endda antallet af tilskuere. FC København havde før kampen meldt alt udsolgt, hvilket naturligvis er en del lettere når billetterne er gratis, men alligevel dukkede der “kun” 24.000 op. Men faktisk var spillet på banen ikke helt så dårligt som det måske føltes lige efter kampen, det var bare i lange perioder kedeligt. Og hellere en kedelig kamp af de rigtige grunde end en spændende af de forkerte.

Ser vi på opstillingerne først så havde SønderjyskE cheftræner Lars Søndergård, hvis ansigt ser ud til at være 50% læder og dermed klart overtræder maks 15% fremmedmateriale grænsen, sat opstillingen som forventet langt hen af vejen indtil Henrik Bødker erstattede Hedinsson kort før kampstart. Hos FCK var det den håbede opstilling med Vingaard på kanten og Delaney på midten, fremfor Delaney på kanten og Grindheim centralt. Desværre var det ikke en særlig god kamp af hverken Delaney eller Vingaard, men det var det sådan set heller ikke af nogen andre. Der var ingen der var gode, kun gode nok.

Kigger vi på resultatet, så havde jeg forudset en kedelig kamp med et mål i hver halvleg og en 2-0 sejr. Det gør mig vist til Fodboldekspert, så Fodbold Uden Filter og Fodboldmagasinet, I smider bare en kommentar her og så aftaler vi hvornår jeg dukker op.

OK, det var måske ikke verdens sværeste resultat at forudse og der skulle alligevel et heldigt selvmål til før vi kom så langt. Selve sejren var der ikke så meget at sige til, FCK var langt hen af vejen et bedre hold end SønderjyskE, de var bare ikke i stand til at gøre angrebene rigtig farlige. Blandt andet på grund af en dårlig dag på kanterne.

Christian Bolaños kom frem til det meste og fik også et par OK afslutninger afsted mod mål, men den berømte sidste pasning sad der ikke. Lars Jacobsen bag ham havde en af hans dårligere kampe siden returen fra England, han kom frem til en enkel afslutning/indlæg og prøvede generelt også at komme med frem, men det lykkedes ikke rigtig for ham.

På den modsatte kant havde Bryan Oviedo også en kamp på det jævne, han kom meget med frem specielt i første halvleg mens der ikke var helt så meget fra ham i anden. Han skal stadig arbejde på sine indlæg, selvom det var et frispark fra ham der ledte til selvmålet. Foran ham var Martin Vingaard tilbage i startopstillingen for kun anden gang i en turneringskamp siden Chelsea kampen. Og det var desværre til at se, der var et par situationer hvor bold-fornemmelsen svigtede og med 10 minutter igen måtte han selv bede om at blive udskiftet efter en kamp hvor bedste aktion var et forkølet forsøg i første halvleg.

Jeg havde i optakten kig på SønderjyskEs venstre side og hvad det ville betyde for vores ditto. Og kigger man på de angreb der kom over kanterne, defineret her som enten indlæg eller en spiller der trækker ind fra kanten og afslutter, så kom der næsten dobbelt så mange angreb over højre siden som over venstre, 8 angreb fra venstre og 15 fra højre. Og halvdelen af de angreb over venstre kom faktisk i de første 10 minutter, hvor Bolaños havde byttet med Vingaard. Omvendt kom målet i første halvleg også fra venstre, Claudemir med et godt indadsvingende indlæg som N’Doye sikkert pandede ind.

Faktisk var Claudemir nok en af de bedste på banen i dag, en glædelig overraskelse med hans seneste kampe in mente. Kun to fejlafleveringer, ingen af dem farlige, og en del gode offensive afleveringer. Han sendte både Oviedo og Lars Jacobsen afsted i dybden og det var som sagt Claudemir der fandt N’Doye ved 1-0 målet. Ved siden af ham havde han som sagt Thomas Delaney. Ifølge Stig Tøfting var det fordi Grindheim er en mere decideret defensiv midt end Thomas Delaney der har større offensive egenskaber. Hvilket nok vil overraske enhver der rent faktisk har set Grindheim og Delaney spille. “Tøffe” mente også at hvis en spiller er fysisk stærk, så er et skub i ryggen ikke længere ulovlig, så skal det først være et kraftigt skub i ryggen. Det var ikke en god dag for Tøfting.

Det var det heller ikke for Delaney (endnu en professionel overgang), som virkede lidt tung i det og havde et par uheldige afleveringer. Det var ikke kampen hvor han satte sig tungt på pladsen ved siden af Claudemir og det blev ikke nødvendigvis bedre for ham at ryge ud på kanten da Claudemir og Bolaños blev taget ud for Christian Grindheim og Thomas Kristensen. Ikke at det blev bedre for særlig mange spillere, Grindheim og TK kom ind for at få styr på spillet og lukke midtbanen ned og det gjorde de. Begge veje. Før dobbeltudskiftningen var der 18 angreb over kanten, i den sidste halve time var der 5. Tre af dem i de sidste ti minutter, hvor SønderjyskE prøvede at forcere og åbnede op for de to/tre FCK spillere der nu gik med i modangrebene.

Som sagt, en runde nærmere mesterskabet er nok primært hvad man kan tage med fra i dag. Lige efter kampen føltes det som om SønderjyskE fik alt for mange muligheder, men set igen der egentlig kun et par tilfældigheder der gør at SønderjyskE får de chancer de får, blandt andet at N’Doye forlader sit område ved SjE dødbolde lidt for tidligt. Faktisk var Kenneth Fabricius’, som jeg personlig var en del bekymret for før kampen, bedste mulighed i kampen en situation hvor bolden ping-ponger uden kontrol mellem Fabricius og Antipas og Fabricius tilfældigvis får skovlet den med sig. Ellers var han meget anonym, godt holdt på plads af Sølvi Ottesen og Kris Stadsgaard. Ottesen havde kun to reelle dueller med Fabricius, den ene vandt han og Johan Wiland annullerede den anden. SønderjyskEs farligste mand var Quincy Antipas der tog nogle ture ind fra venstrekanten og fik trykket godt af et par gange. Han fik også trykket dårligt af et par gange og så havde SjE faktisk ikke andet end tilfældigheder.

Alt i alt var det, nok for begge hold, en kamp på det jævne. Igen, der var ikke nogen der var gode, kun gode nok. Det er også derfor at der ikke er noget video materiale denne omgang, der er ikke rigtig noget jeg kan trække ud af kampen.

Videre mod FC Midtjylland.

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: AaB v. FCK, 04/03/12

Smidt d. 06/03/2012 af David

Det her indlæg (artikel?) skulle selvfølgelig have været oppe i går, men lidt begyndervanskeligheder omkring det tekniske nødvendiggjorde desværre en forsinkelse. Det bliver bedre i fremtiden.

Forhåbentlig også for FC København. Ja, professionel overgang der. Det var ikke en sjov dag i det nordjyske, ikke medmindre man får den helt store ståpik af lidt rødt lys og noget røg, men der var dog lidt tegn på bedre tide forude.

Kigger vi først på opstillingerne, så havde jeg ret i 18 af 22 pladser. De eneste jeg tog fejl om var dem der ikke var åbenlyse. AaB valgte at stille med Henrik Dalsgaard oppe foran for at udfordre forsvaret på hurtigheden og Anders Due blev sat ind på venstrekanten, sikkert for at hjælpe med at dække op for Bolaños. FCK valgte så Sølvi Ottesen, som vi vender tilbage til, og Thomas Delaney på kanten. Delaney arbejdede hårdt som altid, men hele holdet blev bedre da Delaney blev rykket ind centralt og Martin Vingaard, just tilbagevendt fra skade, røg ind på kanten i anden halvleg. Jeg har svært ved at se Vingaard ikke tage den kant næste weekend.

Resultatet blev 1-1, samme som FC Nordsjælland fik AGF, og så er der status quo i toppen. Med langt hår, skaldede pletter og “Whatever You Want” kørende i baggrunden. Man kan ikke rigtig kalde 1-1 et ufortjent resultat for AaB, de var langt hen af kampen det farligste hold med overraskende simple midler, men efter at være kommet foran så sent på Dame N’Doyes hovedstødsmål, så er det alligevel en bitter pille at sluge at man ikke kan holde fast i føringen i bare to minutter mere.

Noget jeg syntes var spændende var den centrale midt. Vi har i optakten set forskellige kombinationer af Delaney, Grindheim og Claudemir, med TK på gæstevisit, men det føltes som om Carsten V. Jensen havde lagt sig fast på Grindheim og Claudemir inde centralt. Og det viste sig at holde stik, ihvertfald til den her kamp, dog uden det store held. I træningskampene har man kunne se Grindheim gå langt mere ned og hente bolden fra forsvaret, være den spilstation der skulle føre bolden ud fra de bagerste rækker, men det så man meget lidt til i AaB kampen.

Under min defination af konceptet, nemlig at en af de centrale midtbanespillere forlader sin kæde, trækker ned i banen og modtager bolden fra forsvaret (jeg regner ikke med de gange hvor de er trukket ned men ikke har fået bolden, eller har fået bolden på linje med resten af midtbanen), så var Claudemir nede og agere spilstation ni gange i løbet af kampen, Grindheim kun tre. Og første gang Grindheim trak ned og modtog bolden fra forsvaret i løbet af kampen var i 34:00 minut. Der gik altså over en halv time af kampen før det var Grindheim der tog sig af bolden. Og selv de i alt tolv gange hvor det skete er misvisende, langt størstedelen af gangene modtog midtbanespilleren bolden fra den ene centrale forsvarsspiller og spillede over til den anden centrale forsvarsspiller.

Faktisk viste Bryan Oviedo sig at være den vigtigste mand for vores opspil specielt i første halvleg. Hele elleve gange stod han for den afgørende aflevering frem i banen, altså fra de første 2/3 af banen og op til eller mod en angriber. I anden halvleg blev det til yderligere fem af slagsen, hvilket også meget godt viser at vi kom en del bedre i gang med spillet i anden halvleg da AaB begyndte at løbe sig trætte og vi fik mere plads at spille på. Men det er alligevel 16 gange venstrebacken på holdet var den igangsættende spilstation. Kombineret med en dag hvor hverken N’Doye eller Santin var på deres bedste viser det også meget godt hvor dårligt kørende vi faktisk var i den første halvleg.

Hvem var så bedst af de centrale midtbanespillere? Claudemir blev kritiseret heftigt efter kampen, også af mig selv, men når jeg så den igen efterfølgende så var forskellen på de to ikke så markant. Claudemir lavede flere fejl, men havde også længere tid på banen til at begå dem. Han var også mere boldsøgende end Grindheim var og havde ganske enkelt flere muligheder for at lave de fejl. Men det betød også at han var vigtigere for vores spil, specielt i den gode anden halvleg, end Grindheim var. Det der nok umiddelbart gjorde at Claudemir fik den hårdeste kritik var at han begik de to største fejl, af typen vi har set ham lave før, to forfærdelige fejlafleveringer inden for et par sekunder af hinanden. Men Grindheims anonymitet i opspillet og boldtab centrale steder på banen var et problem og det gav en del mere mening anden gang igennem at det var Claudemir der blev på banen og Grindheim der blev taget ud for Vingaard.

Så var der argumentet om at Grindheim i det mindste prøvede noget frem af banen og han havde måske lidt mere vilje til at smide en offensiv aflevering, men de blev alt for ofte for upræcise. Faktisk havde han kun en enkelt vellykket aktion af slagsen, en bold op til Cesar Santin midt for mål som, endnu en gang, ikke kunne få den under kontrol. Der havde Claudemir ikke så mange af de der bolde op i fødderne på en angrebsspiller, men han var langt bedre i anden halvleg til at brede spillet ud og få sendt primært Oviedo afsted.

Der er et boldtab midt på banen som det måske var lidt unfair at tage med, den langsomme gengivelse ligner grangiveligt et frispark af Augustinussen, men ellers minder størstedelen af fejlene mest af alt om manglende koncentration. Han går ikke 100% ind på den aflevering han skal smide og så bliver den fanget på vejen. Eller målet til sidst hvor han stopper op og ikke følger med Helenius. Da han opfanger at situationen bliver farlig er han lige to meter fra Helenius og kommer nu halsende efter ham. Til hans forsvar skal siges at den anden centrale midtbanespiller Thomas Delaney også stoppede op i situationen, men det er Claudemir der er tættest på Helenius, det er ham der bliver nødt til at følge ham ned. I stedet kigger han fodbold.

Hvordan skal midtbanen så se ud næste gang? Thomas Delaney var et af lyspunkterne i kampen da han først kom ind centralt, han burde spille medmindre CV går all-in på Grindheim/Claudemir konstellationen. Men hvem skal have pladsen ved siden af Delaney? Lige efter kampen havde jeg sagt Grindheim. Lige efter kampen tror jeg faktisk jeg sagde TK, men vi siger alle ting vi ikke mener når vi er oprørte. Nu? Claudemir. Der er stadig mere fodbold i ham end nogen af de andre. Og så må CV altså tage en alvorlig snak om koncentrations-evne og muligheden for at tape en elektrochok anordning fast til pungen hvis han ikke snart holder op med de der selvmordsafleveringer på tværs af banen.

Nede i forsvaret tog jeg også fejl om opstillingen. Jeg havde troet at den lidt mere mobile Sigurdsson ville være at foretrække for den mere solide Sølvi Ottesen og der må jeg blankt erkende at jeg havde ret. Det er stort af mig at indrømme det, jeg ved det. Det var ikke et hold der passede Sølvi og det var godt nok heller ikke en god kamp fra den islandske klippe. Kendetegnet for klipper er at de ikke er særlig gode i løbedueller og både Nicklas Helenius og Henrik Dalsgaard var tydeligvis blevet gjort klart at så de chancen skulle de bare tage spurten. Så var planen, som Kris Stadsgaard også sagde senere, at Stadsgaard skulle tage løbeduellerne og så tog Sølvi sig af de fysiske af slagsen. En solid plan der afhænger af to ting. Den ene er at modstanderne er med på kun at lægge sig op af den hurtige forsvarsspiller når der kommer lange bolde. Den anden er at Sølvi så også rent faktisk skal vinde de fysiske dueller. Ingen af de to gik forsvarets vej mod AaB, Dalsgaard satte på et tidspunkt Sølvi så tidligt at islændingen bare gav op og Stadsgaard blev nødt til at trække på tværs, mens nogen af de største muligheder til AaB i første halvleg kom på enten tabte eller fejlede hovedstødsdueller fra Sølvis side.

Tilsæt så forsvarsspil der et par gange, specielt ved målet til sidst, lignede den berømte hund i et spil kegler og det var en gennemført dårlig dag på kontoret for Sølvi Ottesen. Man må selvfølgelig håbe at han kommer stærkt igen, men mod et Sønderjyske hold med Quincy Antipas og Kenneth Fabricius? Jeg ville være en del mere tryg ved Ragnar Sigurdsson, selvom han ikke selv regner med det.

Vi har haft et “Hvem” og et “Hvordan”, så vi slutter af med et “Hvad”. Hvad var så det positive ved kampen? De sidste tyve minutter der rent faktisk blev spillet. Ja, AaB fik udlignet efter et intelligent angreb og noget kludespil i forsvaret, men indtil dag lignede det et FCK hold der havde håndteret en dårlig kamp bedst muligt, ved at køre modstanderne trætte indtil der opstod plads nok på midtbanen til at spille bolden rundt og så begynde at lægge et stadig hårdere pres. Det var ikke helt det ishockey power play vi så nogle gange under Ståle, men fremgang fra første halvdel af sæsonen var det da. Bryan Oviedo og Thomas Delaney. To unge spillere der igen viste at de både kunne være med her og være vigtige brikker for holdet. Delaney skal ind og spille centralt og Oviedo skal øve indlæg, men sker det kan man også forvente store ting af de unge fyre. Kris Stadsgaard. Havde en enkelt stor fejl men var ellers solid og havde så et offensivt fremstød som kun Zanka nok kunne gøre kunsten efter hvis vi ser på de sidste mange års centrale forsvarsspillere i FCK. Han skal selvfølgelig stadig falde til ro derinde i det centrale forsvar, men det er svært at se ham være andet end fast mand her fra og ud. Dame N’Doye. På en dag hvor ikke meget lykkedes var han alligevel professionel nok til at stå det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og var stensikker da den bold kom. Den mand bliver svær at undvære.

Til sidst kan man ikke komme uden om at nævne de problemer der var på tilskuerpladserne. Så det har jeg nu gjort.

Og så videre mod SønderjyskE.