Tag Archives: Efter Kampen

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: FCK v. AC Horsens, 15/03/13

Smidt d. af

Så kom klubrekorden i hus, flest vundne kampe i træk, men der skulle godt nok både hiv og sving til.

Før Horsens-kampen sagde jeg at det var en af den slags kampe der sagtens kunne ende i en ærgerlig uafgjort og helt hen til overtiden af anden halvleg lignede det netop sådan en kamp. Og selv der skulle der et super mål fra en offside-position til før at sejren kom i hus.

Det var en problematisk kamp, specielt i første halvleg, omend sandheden om kampens niveau nok ligger et sted midt imellem Lars Jacobsens vurdering af kampen som sæsonens dårligste og Ariël Jacobs som ikke kunne se de store problemer. Lige efter kampen lå jeg selv meget op af Jacobsens opfattelse men efter at have set den igen var det nu ikke så slemt. Der var perioder i begge halvlege hvor FCK sad tungt på spillet, hvilket selvfølgelig mindskede de problemer der var specielt i første halvleg. Og efter Santins udligning kom Horsens ikke rigtig frem til noget farligt. Ikke før til allersidst, ihvertfald.

Problemerne, når de var der, var tilgengæld gammelkendte. Christian Bolaños er endnu ikke kommet i gang på den højrekant og kunne godt ligne en mand der har brug for lidt luftforandring hvis han skal finde det helt store ambitionsniveau frem igen. Cesar Santin fik scoret efter en bold dumper ned foran ham i feltet, men det var så også både første og sidste afslutning fra Santin i den kamp. Og så var den centrale midtbane med TK og Claudemir både statisk og fraværende specielt i første halvleg. Kris Stadsgaard havde tre, fire afleveringer op mod enten en kant eller en angriber som blev interceptet af en Horsens-spiller og det er da kritisabelt at han laver de afleveringer, men det er mere kritisabelt at han bliver nødt til at lave de afleveringer. Og defensivt efterlod de ofte kæmpe huller foran forsvaret som enten Spelmann kunne trække op i eller Takyi kunne falde ned i. Bedst set ved målet hvor Takyi og Spelmann får lov til at spille en et-to bag den centrale midtbane. TK halser endda efter Takyi hele vejen ned til feltet og slipper ham så noget uforståeligt et par sekunder før han sparker den forbi Wiland.

Apropos “uforståelig”, så udtalte Werge og Frimann det konsekvent som Tjatji eller Tatji. Åbenbart ud fra devisen at hvis ch i Christensen kan udtales k, så kan k også udtales ch. Jeg hørte ikke noget om Thomas Tjistensen på midtbanen, men det må komme før eller senere.

Der var heldigvis også positiver og i første halvleg var det primært venstresiden. Der var lidt begyndervanskeligheder i samarbejdet mellem Bengtsson og Jørgensen, og Pierre Bengtsson er bare ikke en back der dominerer sådan en kant, selv på sine bedste dage, men det var en solid og understøttende indsats fra Bengtsson der var med til at gøre Nicolai Jørgensen til FCKs bedste kort i første halvleg. Han prøvede flere gange at kombinere sig igennem og den ene gang det lykkedes endte det med en afslutning fra Cornelius der ikke var langt fra den fjerneste stolpe. Det var også Jørgensens ihærdige forarbejde der gjorde at bolden faldt ned for fødderne af Santin i feltet hvilket førte til den udlignende scoring. Det skal også siges at det var et fint træk og en kølig afslutning fra Santin, også selv om det stort set var det eneste vi så til ham. Apropos rekorder er Santin nu kun fire mål fra at tangere Dame N’Doye som mest scorende FCK’er nogensinde. Mon ikke han har lidt længere snor i resten af sæsonen tl at nå den?

I anden halvleg faldt Jørgensen igen lidt ud af kampen men så har vi jo heldigvis en anden ung, blond komet. Andreas Cornelius kom langt mere med i spillet i anden halvleg, både som spilstation og med løb i dybden. Kampens største chance tilfaldt også Cornelius, da han fra tæt hold fik ydersiden af venstreskøjten på et hovedstød af Vetokele. Der skulle hurtige reaktioner og lidt held til for at Rønnow i Horsens målet kunne holde den ude. Mål blev det dog ikke til og så kunne Cornelius altså ikke tangere Peter Møllers rekord som mest scorende teenager. Ja, endnu en rekord.

Mod slutningen af kampen kom Daniel Jensen så endelig ind for Thomas Kristensen. Det er den bedste kombination vi har på den centrale midtbane, Daniel Jensen løser op for Claudemir ved simpelthen at være en mere taktisk intelligent spiller. Han formår både at spille den fremskudte midtbaneplads som vi så mod OB og også den bagerste i en firekæde som mod Silkeborg og Horsens. Det gør så at Claudemir i højere grad kan tillade sig at presse op eller falde ud mod siderne. Det så vi ved målet hvor et langt indkast fra Claudemir bliver clearet. Daniel Jensen, som næsten bagerste mand, samler op og smider en lang aflevering ud på kanten hvor Claudemir har holdt pladsen istedet for at søge ind centralt. Derfra ryger den tilbage til Jørgensen, gennem benene på en Horsens spiller til Claudemir igen (i en tydelig offside, når man ser den langsomme gengivelse) og så over Rønnow i det lange hjørne. Fantastisk afslutning af typen som man næsten aldrig ser fra Claudemir.

Efter kampen skulle Lars Jacobsen så vurdere kampen igen og der nævnte han blandt andet at noget af det der hjalp på spillet i anden halvleg var at de havde brugt et par lange afleveringer til at flytte Horsens-forsvaret længere tilbage på banen. Det er selvfølgelig rart at der er en taktisk grund udover at man er løbet tør for ideer, men det var nu svært at se at de 14-15 lange bolde man hældte frem i begge halvlege rent faktisk flyttede Horsens baglinjen bagud. Presspil og evnen til at vinde andenbolde og fastholde angrebet flyttede forsvaret men ellers stod Horsens faktisk ikke så meget længere tilbage på banen i anden halvleg end i første. Men stadig, det er da rart at der er mere tanke bag de lange bolde end hvad man lige kan se udefra.

Så 2-1 og ni vundne kampe i streg. Nu er der så landsholdspause hvor håbet om VM i Brasilien endegyldigt skal slukkes og så ventet der minsandten endnu en fredagskamp ude mod FC Midtjylland. Har vi nogensinde haft to fredagskampe i træk? Nå ja, det kan ikke altid være rekorder, nogen gange skal det jo være første gang.

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: FCK v. Silkeborg IF, 10/03/13

Smidt d. af

Samme vinder som sidste kamp? Samme vinder som hver kamp, James. Heller ikke denne gang lykkedes det Silkeborg at slippe sejrrigt ud af Parken og efter kampen mellem FCN og FCM endte uafgjort er FCK nu 14 point foran nummer to i rækken med kun 11 kampe tilbage, vi har altså flere point ned til FCN end der er kampe tilbage i sæsonen.

Alligevel har jeg på fornemmelsen at det måske ville have været bedre at tabe den kamp. Som en anden Star Wars figur har jeg en dårlig fornemmelse omkring denne runde, jeg ved ik–hvad var det, AGF træner Peter Sørensen? Hvis AGF bare vinder deres kampe mod de omkringliggende rivaler, så vinder AGF bronze? Udtalt mindre end en uge før kampen mod ligaens nummer sjok? Ja, så giver det pludselig mere mening.

Ganske rigtigt, et gennemført svagt AGF hold tabte til Brøndbyernes IF der nu kun har et enkelt point op til nedrykningsstregen. Det er da også utroligt med AGF. De siger igen og igen at denne gang har de lært lektien af at bralre op om medaljeaspirationer kun for at se dem brænde op som en bønne-spisende mand i en lighter-fabrik og når de så endelig rent faktisk stikker næsen frem? Bang, så klapper fælden. Kvajhoveder.

Nå, men det skal da ikke afholde os fra at nyde en faktisk rigtig god kamp fra FCKs side. Eller ihvertfald en god kamp, med et par præstationer der var endnu bedre. Specielt Claudemir bliver man nødt til at nævne, den aflevering til Nicolai Jørgensen ved 1-0 målet var af typen der ville få sportsjournalister til at kamme over i Laudrup sammenligninger hvis det havde været en ung dansk spiller som Casper Sloth der havde lagt den. Mere vigtigt var det den type aflevering vi ikke rigtig har set fra ham siden hans første tid i klubben. Og så var der selvfølgelig resten af kampen, hvor han valgte at holde niveau fra anden halvleg af OB kampen. Det kunne godt virke som om at interessen fra Twente har vækket den gode brasilianer og fortsætter han på den her måde, så vil der uden tvivl være mere interesse fra det store udland til sommer.

Nicolai Jørgensen var ikke helt så overvældende som han var sidst Silkeborg var på besøg, men det var stadig en god kamp fra Jørgensens side og, ligesom Claudemir, så var der lige det der mål. Måden han fandt det åbne rum, igen ved at trække ind fra kanten, måden han tog bolden ned på og måden han resolut smækkede den ind var alle af høj klasse og i resten af kampen viste han også i flere omgange hvor vigtig han er for vores opspil.

Men den bedste spiller mod Silkeborg var klart vores unge angrebskomet Andreas Cornelius. Ikke bare scorede han to mål, mål nummer to af dem godt nok en del mere imponerende end det første, han viste også ikke bare kropsstyrke men evnen til at bruge den kropsstyrke. Både til at vinde bolden, han brugte sin kropsstyrke til at komme frem til afslutninger og han brugte den også i flere situationer til at modtage bolden, holde sin modstander væk og lægge bolden af til medspillere. Nicolai Jørgensens mål kom efter en aflevering fra Claudemir, men angrebet startede med at bolden blev lagt op på Cornelius som så lagde den af til Claudemir. Samme skete faktisk igen lidt senere, bogstavelig talt det samme. Bold op på Cornelius, Cornelius lagde den af til Claudemir, Claudemir afleverede til Nicolai Jørgensen som bare denne gang skød lige ved siden af stolpen. Og så var det et fremragende mål til 3-0, hvor han vender en forsvarsspiller på en lang bold, skyder en god fart ned mod målet og så holder det helt kølige overblik og lægger bolden i mål uden problemer. En fremragende kamp fra Cornelius.

Helt så god var Daniel Jensen ikke. På grund af en lille skade til Thomas Kristensen, det står alle frit for hvor meget de har lyst til at tro på den udmelding, så var det Daniel Jensen der spillede ved siden af Claudemir på den centrale midtbane. Mod OB havde han en rolle med lidt mindre ansvar end mod Silkeborg hvilket også betød at han kunne falde lidt igennem fra tid til anden. Mod Silkeborg betød de samme udfald at den centrale midtbane ikke rigtig kunne sætte det tempo på kampen som træner Ariël Jacobs efterlyste i pausen. De bold-aktioner han havde var generelt af et højt niveau, men der kom ikke rigtig de der genistreger som kombinationen med Nicolai Jørgensen mod OB.

Og så fik han også sit gule kort. Det er nu to kort på to kampe og ser man på de to situationer så kunne det godt ligne et vedvarende problem. Han skal nok rage sine karantæne-dage til sig.

Hvor Cornelius lå i toppen af listen over FCK-præstationer og Daniel Jensen rimelig meget i midten, så var det nok Christian Bolaños der lå nederst. Selv han havde dog flere gode aktioner, både indlæg og afslutninger. Næh, den mest interessante spiller på listen er nok Cesar Santin. Nok også den mest omdiskuterede, flere mente efter kampen at det var en rigtig god kamp af Santin, flere mente at det var endnu en forfærdelig kamp fra hans side. Virkeligheden ligger som altid et sted imellem de to men nok nærmere forfærdelig end fremragende.

Ja, ja, han arbejdede hårdt og gik med i spillet. Ikke altid godt med i spillet, men dog med i spillet. Og det var selvfølgelig positivt at se ham gå tilbage til noget af det der fungerede rigtig godt i starten af sæsonen, det med at gå ned i banen og deltage både i offensiven men så sandelig også i defensiven hvor der var flere gange hvor han var nede og vinde bolde før Silkeborg kunne sætte angreb i gang. Men som angriber havde han store mangler. Kampen igennem havde han reelt kun to afslutninger, en svær inderside volley langt ude fra der ikke voldte Lasse Heinze i Silkeborg målet nogen problemer og en tåhyler på en Cornelius-retur som heller ikke voldte Lasse Heinze nogen problemer, denne gang fordi den var lige på ham. Og problemet er ikke nødvendigvis de to afslutninger, en af dem var utrolig svær og den anden kom i det mindste ud til ham meget hurtigt, det var ok at han nåede at reagere. Nej, problemet er alle de gange hvor han modtog bolden i feltet eller i farlige positioner og enten smed bolden væk eller vendte væk fra målet og reelt stoppede farlige angreb.

Der var mindst fire angreb der strandede på at Santin modtog bolden inde i feltet, vendte væk fra mål, trak ud af feltet og spillede en central midtbane- eller forsvarsspiller. Det er ikke i orden for en angriber. Der skal noget ud af de situationer, han skal prøve at udfordre når han får bolde i de situationer. Men ikke bare vandt han ikke en eneste udfordring, han tog ikke en eneste udfordring. Når han så på et tidspunkt modtog bolden i fri position inde i feltet, jamen så blev det også farligt. Ikke på en afslutning men i det mindste et farligt indlæg. Han kan bare ikke kun være farlig når andre spillere tvinger ham til det.

I sidste ende betød det ikke det store, selvfølgelig. Det var en rimelig sikker 3-1 sejr, også efter et frisparksmål til Silkeborg som Johan Wiland intet kunne gøre noget ved. Det var ellers en god kamp for Wiland efter den mindre fiasko mod OB. Så, ja, tre point, et par rigtig gode individuelle præstationer og så videre i manuskriptet. Kom så med Horsens.

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: OB v. FCK, 03/03/13

Smidt d. af

Så er vi i gang igen.

Johan? Jeg sagde så er vi i… åh, Johan.

Ja, det virkede som om Johan Wiland var sidste mand på banen der opdagede at forårssæsonen var gået i gang. Selv før de mere åbenlyse problemer var han uheldig med et par indgreb, tabte faktisk bolden et par gange og gav også en rigtig dum retur.

Ikke at Wiland var ene mand om at have en dårlig første halvleg. Efter 0-1 målet, som egentlig burde være noget der gav lidt selvtillid til holdet, begyndte man at stå alt, alt for lavt på banen. OB fik et par store chancer og burde egentlig have fået et straffespark da Claudemir havde knæ-til-lår kontakt med Bashkim Kadrii i feltet. Til dommer Jacob Kehlets forsvar, sådan noget gør vi os også i engang imellem, så skulle der tre vinkler og en slow-motion replay til før man kunne se at der rent faktisk var kontakt.

Så kom det første drop. Så kom det andet. Begge store fejl, den første udelukkende Wilands mens Ragnar Sigurdsson også havde lidt af ansvaret for den anden. Selvfølgelig skal Wiland bare ud og tage den, men Ragnar skal omvendt heller ikke så langt ind mod målet uden at sætte hovedet på den bold.

Interessant nok og noget der muligvis har haft en indflydelse på forsvaret, så var der for første gang under Ariël Jacobs byttet om på Ragnar Sigurdsson og Kris Stadsgaard, så Stadsgaard lå til højre i forsvaret og kunne bidrage mere til opspillet med sit højreben mens Sigurdsson, den dårligere pasningsspiller, lå til venstre. Hele efteråret var den omvendt med Stadsgaard til venstre og Sigurdsson til højre. Hvis det gav nogle forvirringer så kom de sig dog over det, for i anden halvleg var der langt mere styr på sagerne og der lå Stadsgaard stadig til højre i forsvaret. Det bliver spændende at se om det var noget specifikt til OB kampen eller om der er lagt op til at det er den nye standard i forsvaret. Og om det måske er blevet lavet om fordi Michael Jakobsen er kommet tættere på Ragnar Sigurdsson end han var i efteråret.

Anden halvleg var en anden historie som sagt, og egentlig startede det allerede i slutningen af første halvleg hvor især et hovedstød af Nicolai Jørgensen var rigtig tæt på. Vi begyndte endelig at se noget til spillere som Christian Bolaños, som forsøgte sig med et regulært Zuma-sakse, Claudemir, som stod svagt i billedet i første halvleg men godt nok oppede sig i anden, og Nicolai Jørgensen. Jørgensen forsøgte flere gange at gå ind i banen med bolden og små ti minutter inde i anden halvleg fik han pladsen til at spille en milimeter-præcis et-to med Daniel Jensen og så var der udlignet.

Jørgensen havde to gange tidligere i halvlegen modtaget bolden samme sted som ved scoringen, søgt ind i banen med bolden og begge gange blev han vendt bort af OBs midtbane. Tredje gang var det Marcus Pedersen der var trukket ned for at følge Jørgensen og han endte med at give Jørgensen masser af plads til at vende op i banen og få front mod målet. Det er en dårlig ide at lade Nicolai Jørgensen få front mod mål med bolden for fødderne, det har de nok også lært i OB nu.

Målet til 2-3 kom også efter at Nicolai Jørgensen gik ind i banen med bolden, men denne gang skulle der lidt held til. En OB spiller fik ikke Jørgensens for lange træk under kontrol og mister man bolden til en modstander lige uden for feltet, så skal det næsten gå galt. Flot bandespil med Bolaños, der havde sat hele angrebet i gang med en fin aktion på egen banehalvdel, og så en god hovedstødsaflevering ind foran til Claudemir, der viste stor holdånd ved at fejre sit mål ikke med hverken Jørgensen eller Bolaños men derimod med Johan Wiland.

Efter målet til 2-3 døde kampen lidt ud og selvom der var lidt flere chancer til blandt andet Bolaños og Cornelius og selvom der var lidt optakt til panik i slutminutterne, så blev det aldrig rigtig til noget specielt. Det ene hold ville ikke og det andet hold kunne ikke. Og det hold der ikke ville virkede heller ikke rigtig som om de kunne. Og det hold der ikke kunne virkede ikke rigtig som om de ville. Og så blev det som det blev.

Så i stedet vil kampen nok mest blive husket som den hvor 33-årige Daniel Jensen fik Superliga debut. Som forudset her på siden (og, host, som i træningskampen ugen før) var det som offensiv midtbanespiller at Daniel Jensen startede inde, foran den vante TK-Claudemir midtbane. Der skulle han ligge og agere spilstation og efter et par små startvanskeligheder lykkedes det ham at finde ind i noget der godt kunne minde om en rytme. Blandt andet ude på højrekanten havde han flere gode aktioner i trekant-spillet med Bolaños og Lars Jacobsen. Han formåede også at komme med ind i feltet et par gange, blandt andet havde han en rimelig stor hovedstødschance som mest af alt viste at hans styrke ikke ligger i hovedspillet.

Problemet med en offensiv midt i FCK er at når en Nicolai Jørgensen trækker ind i banen, så skal den offensive midt have muligheden for at trække ud på kanten og bytte plads og det er ikke der Daniel Jensen fungerer bedst. Han kom ud på kanten et par gange og når der først skulle løbes igennem derude, så kom han til kort. Også selvom måleinstrumenterne havde ham i løbet af kampen som både den spiller der løb mest og hurtigst.

Både med arbejdsindsatsen og så sandelig også pasningsspillet viste Daniel Jensen sig som en spiller der er bedst på den centrale midtbane. Den kombination med Nicolai Jørgensen ved det udlignende mål var af høj, høj klasse. Han lægger en aflevering mellem fire OB spillere der får lige præcis hvad den skal have for at Nicolai Jørgensen er den eneste der kan nå frem til den. Han skal ned på den centrale midtbane og jeg gætter på at vi kan få det at se allerede mod Silkeborg.

Som er næste kamp nu her på søndag. Det ville være… forfærdeligt hvis vi satte point til mod nedrykningskandidaterne fra Silkeborg. Ganske forfærdeligt.

Nudge nudge.

Wink wink.

Men endelig er vi i gang.

Europæiske kampe, FC København, Kampe, Pokalkampe, Superligakampe

Efter Kampene: Brøndby, Randers og Steaua

Smidt d. af

“Vi har fire finaler tilbage inden vinterpausen mod Brøndby, Randers, Steaua Bukarest og FC Nordsjælland, som alle kan blive meget afgørende for resten af sæsonen.”

Med tre af Ariël Jacobs fire finaler i bogen kan vi konstatere to tabte finaler, kun sejr i den mindste af kampene og den absolut vigtigste af kampene tilbage.

Desværre er der ikke meget fra de tre kampe der peger mod et positivt resultat. Mod Brøndby var der rent faktisk en del chancer, men tre gange blev der sparket forbi bolden tæt under mål og når man så samtidig bliver snydt for et straffe og den offensive satsning først kommer med et kvarter tilbage af den forlængede spilletid, så skal man næsten ryge ud af pokalen.

Mod Randers var der rykket lidt rundt fra start, Martin Vingaard blev prøvet på den offensive midt plads han også blev skiftet ind på tidligere i sæsonen, da Ariël Jacobs tilsyneladende har mistet tiltroen til ham som kantspiller. Efter et kvarter fik Andreas Cornelius en halv-gratis chance som røg ind efter den tog et touch på en forsvarsspiller og ikke særlig lang tid efter kom Ragnar Sigurdsson først på et hjørne og viste at forskellen på “godt målmandsspil” og “hvad skal han dog også derude, jeg fatter det ikke” udelukkende ligger i om man rammer bolden. Med to lette mål var den kamp lukket og så gjorde det mindre at Vingaard endnu engang faldt igennem og at man følte sig nødsaget til at gå tilbage til en flad 4-4-2 efter kun en halv time af første halvleg. Resten af kampen fungerede offensiven omtrent lige så godt som i resten af sæsonen, selv da Nicolai Jørgensen kom ind i anden halvleg, men det blev alligevel til en sikker 2-0 sejr og videre i manuskriptet.

Til hjemmekampen mod Steaua, den vigtige, must-win hjemmekamp mod et rumænsk hold som vi havde kraftigt overvurderet i Rumænien og havde betalt prisen for. Nu skulle den kamp vindes og helst med to mål.

Så første halvleg blev brugt på at stå langt tilbage, ikke presse hverken boldholder eller modtager og når vi fik fat i bolden, slå en lang aflevering op mod Cornelius som så skulle snitte den videre til en Nicolai Jørgensen som ventede på at den blev lagt af eller lægge den af til en Nicolai Jørgensen der var løbet i dybden hvis den blev snittet videre.

Det var langt hen af vejen en ynk at se et hold der før kampen havde påstået at de ville komme stormende frem være så stillestående og smide så mange lange, ubrugelige bolde frem. Og når der endelig blev etableret noget offensivt, så endte man alt for ofte med at Andreas Cornelius var ene mand i feltet, klar ved bagerste stolpe, når der så endelig kom et alt for lavt indlæg til forreste.

Kort sagt en forfærdelig halvleg.

Anden halvleg blev egentlig værre da Thomas Kristensen lavede et dumt og kluntet straffespark men så meget bedre da dommeren ret uforståeligt valgte at dømme film i stedet for og vise Tanase, Steauas bedste mand på dagen, hans andet gule kort i kampen. Så kom der lidt mere boldkontrol ind og vi kom frem til nogle chancer men stadig tilfældige chancer der aldrig blev spillet større. Og så går den slags kampe hverken værre eller bedre end at Steaua scorede, fordi selvfølgelig gjorde de det, og et panisk pres til sidst skaffede kun et af de tre mål der så var nødvendigt.

Et uværdigt exit på en skuffende europæisk kampagne.

Og så er der FCN tilbage. Den sidste og den største af de fire finaler.

Vi får se.

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: FCK v. FCM, 18/11/12

Smidt d. af

Stop mig hvis I har hørt den her før:

FCM kommer til Parken til en kamp hvor Nicolai Jørgensen gjorde udslaget så længe det varede, hvor vi misbrugte en del chancer for at lukke kampen, hvor Cesar Santin var skuffende og Cornelius energisk men målløs, en kamp hvor TK’s tacklinger kan tælles på en hånd af selv den mest klodsede slagter og hvor problemerne med den danske dommerstand endnu engang blev udstillet.

Nå ja, og hvor vi vandt.

Ja, Nicolai Jørgensen var tilbage og endnu engang havde han en nærmest talismanisk indflydelse på spillet. Eller… det havde han nu ikke. Jo, jo, spillet flød bedre med ham end uden ham og han var også selv bedre end han var sidste uge mod AaB, indtil et niv i baglåret tvang ham ud. Men så godt var opspillet altså heller ikke i første halvleg hvor meget af det offensive drev faktisk kom fra en velspillende Rurik Gíslason i højre side. Blandt andet det frispark der førte til 1-0 målet.

Jo, opspillet blev værre efter han gik ud. Thomas Delaney er ikke kantspiller, han bidrager slet ikke i samme omfang som Jørgensen og det kan man heller ikke forvente af ham. Ovre i modsatte side spillede Gíslason som sagt en god kamp, også i anden halvleg, men det kom på drev, speed og fysik, ikke på de kreative indslag vi kan forvente fra Jørgensen og Bolaños. Det helt store problem lå dog centralt. Sammenlignet med AaB kampen havde den centrale midtbane mod FCM fire færre bolderobringer tilsammen, selv om Claudemir faktisk havde flere mod FCM end AaB. TK havde færre pasninger end Delaney, Claudemir havde næsten halvt så mange som mod AaB, alt det flow vi så mod AaB var forsvundet som dug for solen. Tilmed kom Albæks reducering efter Petter Andersson spadserede forbi Thomas Kristensen og Claudemir glemte at følge med Albæk i hans løb.

Det er simpelthen problemet der skal løses i vinterpausen, den centrale midtbane. Indtil da må TK vige pladsen for Delaney resten af året. Hvilket ikke kommer til at ske.

Oppe foran var Santin igen Santin. Nogle gode aktioner, en fin aflevering til Gíslason, et par forfærdelige afspil og en misset 100% chance. Det interessante denne gang var at det rent faktisk fik konsekvenser, da han blev hevet ud med tyve minutter igen til fordel for unge Danny Amankwaa. Nu bliver det store spørgsmål om Danny når at prøve at starte inde i ligaen før vinterpausen. Han virker som en ung mand med et begrænset men veldefineret sæt arbejdsredskaber, vel nok den hurtigste spiller vi har haft oppe foran siden Zuma i sine unge dage. Og han kom netop frem til en stor chance mod FCM på den speed.

Andreas Cornelius er faktisk også pænt hurtig, hvilket han fik vist en enkelt gang eller to mod FCM, modsat sin helt store styrke som er luftspillet. Endnu en gang var der en mangel på de der dropbolde mod bagerste stolpe som han levede af i sine første kampe og de chancer han kom frem til kom i stedet på langskud. Et enkelt rigtig flot af dem, men stadig ikke hans ideelle afslutningstyper. I stedet måtte han tage til tåls med at lægge et par gode afleveringer i dybden til Thomas Delaney i anden halvleg. Den første burde Delaney have fundet Amankwaa på, den anden burde Jacob Tykgaard have dømt straffe eller i det mindste et frispark på kanten af feltet. I stedet vinkede han spillet videre.

Jeg gider egentlig ikke bruge tid på Tykgaard, men jeg er godt nok træt af dommere der vil have at et frispark på egen bane der bare skal smides ud til en back absolut skal en meter længere tilbage end hvor det blev taget de første to gange mens et benspænd i feltet bare bliver ignoreret.

Eller stakkels Andreas Cornelius der utrolig hurtigt er røget ned i Zuma-skuffen, hvor en spiller har nogle kvaliteter der så åbenlyst overmatcher modstanderne at dommerne begynder at overse de små frispark. For ellers er det ikke fair. Hos Zuma var det teknikken der var så god at der ikke var noget der hed “at gå i ryggen” på ham. Hos Cornelius er det den fysiske styrke der gør at modstanderne får lov til at skubbe lidt mere, hive lidt mere, eller i Kristian Baks tilfælde hoppe op og sparke ham på knæet uden at der bliver dømt noget.

Måske lyder det lige paranoidt nok, så tak til Danmarks Bedste Dommer Claus Bo Larsen for lige i dag efter FCN kampen at udtale at hvis han så en situation han ikke mente var fair, så ville han opfinde noget for at kompensere. Han talte godt nok om Adrianos mål efter dommerkast mod FCN, men der er ikke langt fra den tankegang og så til “jamen han er jo bare for stor, det er ikke fair”.

Nå, vi vandt da. Endda efter endnu et kanonmål af Nicolai Jørgensen, hvis skade holder ham ude mod Molde men heldigvis ikke skulle være værre end at han kan være tilbage allerede mod SønderjyskE. Så må vi bare se om der bliver satset lidt mod Molde på hjemmebane eller om det bliver Delaney på kanten igen.

Lad os krydse fingre for at der bliver prøvet på lidt seværdig fodbold, selv uden Jørgensen.

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: FCK v. AaB, 11/11/12

Smidt d. af

Nicolai Jørgensen kommer på banen og straks er samspillet meget bedre.

Kunne det lyde i en reklame afspillet alt for højt over Parkens højtalere, men selvom Jørgensens comeback i Superligaen ramte sammen med to mål, en udradering af ligaens nummer tre og en af de bedst spillede kampe vi har set på det seneste, så havde han faktisk ikke så stor en andel af kampen som man måske kunne tro.

Foruden at det af markspillerne kun var Thomas Delaney og de to angribere der havde mindre tid på bolden end Jørgensen i følge Superliga.dk, så har hans helt store bidrag til vores spil altid været måden han trak ind i banen og fandt det frie rum mellem midtbane og forsvar som vi selv har haft så store problemer med at forsvare. Og fordi han gør det fra en position på venstrekanten så er der den usikkerhed hos modstanderne om hvem der skal opgive deres position for at følge ham, er det højreback der skal følge ham ind centralt, er det en forsvarsspiller der skal træde op, en midtbanespiller der skal falde ned, han finder og skaber rum. Det har faktisk fungeret mindre godt når han er startet derinde som offensiv midt eller hængende angriber, fordi han ikke på samme måde kan luske ind fra kanten.

I første halvleg mod AaB havde han tre situationer hvor han trak ind i banen og var indblandet i spillet. Ingen af dem førte til en farlig situation.

Var han så farlig ude på sin kant? Egentlig ikke. Han havde et enkelt indlæg som ikke førte til noget. Han havde to afslutninger, det var de to mål han scorede. Kun de to angribere havde færre afleveringer, kun Santin færre bolderobringer. Men spillet flød.

Hvorfor så det? Primært på grund af den centrale midtbane. Med Thomas Kristensen ude på grund af en mindre lyskenskade han fik mod Stuttgart, så hed duoen centralt Claudemir og Thomas Delaney og hvor TK/Claudemir parret er mere sidestillet så har Claudemir og Delaney sammen en noget klarere arbejdsfordeling. Delaney skal erobre bolde og løbe defensivt, Claudemir skal lægge afleveringerne og løbe offensivt. Og det blev der godt nok gjort. Thomas Delaney havde 21 vundne bolde i løbet af kampen, kun tre færre end hele AaBs midtbanekæde tilsammen. Claudemir havde 107 afleveringer, med en succesrate på 92%. Det er knapt 1/3 det antal afleveringer som AaB havde. Altså hele holdet.

Ude på højrekanten fortsatte Christian Bolaños de gode takter, Lars Jacobsen var solid om ikke prangende, Pierre Bengtsson kom godt med frem, alt det hjalp selvfølgelig. Selv Cesar Santin havde en af de bedre dage, han faldt mere ned i banen end vi har set i et stykke tid og kom frem til en del chancer. Han brændte dem selvfølgelig, det er stadig Cesar Santin vi taler om, men han kom frem til dem. Men faktisk var det nok, bortset fra den centrale midtbane, midterforsvaret der bidrog mest.

Ragnar Sigurdsson var ude med sygdom og Sölvi Ottesen med ikke-særlig-god/attitude-problemer og så var det eks-AaBeren Michael Jakobsen der fik chancen ved siden af Kris Stadsgaard. Med en venstrebenet midterforsvarer i startopstillingen kom Stadsgaard over til højre, hvilket passede ham bedre i opspillet og begge spillere viste sig rigtig gode til at gå med i spillet. Faktisk så man begge midterforsvarere bryde kæderne og tage bolden med ind på AaBs banehalvdel, uden den der fornemmelse af at en Chaplin-film er ved at bryde ud som man har når vores to islændinge tager et langt træk. Jakobsen endte med 84 afleveringer og en succesrate på 92%, Stadsgaard med 91 og en succesrate på 98%. Bortset fra et tidligt gult kort til Michael Jakobsen, så var det en fejlfri optræden fra det centrale forsvar og den slags kommer man langt med. At Jakobsen så også lige snuppede sig en assist, det er bare chokoladesovs på toppen af isdesserten.

Eller en god ting på toppen af en kliche af eget valg.

Faktisk var kampens dårligste FCK spiller, hvis det ellers giver mening af tale om dårligste spiller efter en 4-0 sejr, nok unge Andreas Cornelius. Hvor trist det så end er. Der var ikke meget der lykkedes for Cornelius, selv da han et øjeblik troede han havde scoret viste det sig at han bare havde headet bolden ind på en AaB spiller og derfra var den hoppet i mål. Han havde hele tre gode indlæg som han simpelthen ikke kom ordentlig op til og endte med at heade langt over mål. Hvis vi havde et alternativ, så tror jeg næsten at han ville have godt af en lille periode på bænken.

Nå, forhåbentlig har han godt af ikke at skulle til Tyrkiet med resten af B-landsholdet (som jeg ellers troede vi var holdt op med at bruge) og er klar til at klø på mod FC Midtjylland.

Europæiske kampe, FC København, Kampe

Efter Kampen: FCK v. Stuttgart, 08/11/12

Smidt d. af

Jeg skrev kort efter kampen på Twitter at det her var en “gratis” kamp for FCK. En kamp i en turnering som ingen i sidste ende forventer at vi skal gøre os gældende i og hvor forskellen på hvad der bliver anset for succes og fiasko reelt bare er om vi ryger ud i denne runde eller næste. Der hvor det nuværende hold er, så kan Europa League højst bruges til at give nogle af de yngre spillere lidt europæisk erfaring.

Eller til et taktisk sats. Der var comeback til FCN opstillingen, bare med Grindheim på højrekanten og Claudemir rykket frem på Nicolai Jørgensens plads. Selvfølgelig vil enhver startopstilling med fire centrale midtbanespillere give anledning til mumlen i krogene om defensiv indstilling og så på hjemmebane, men man skal nok forvente at se den her opstilling igen i fremtiden, nu hvor Jørgensen er tilbage. Med Vingaards form og med et snarligt salg af Bolaños, så kunne diamanten sagtens være vejen frem efter vinterpausen mens man finder ud af om den afløser der forhåbentlig er hentet ind for Bolaños er et N’Doye/Jørgensen køb eller et Diouf/Grindheim et.

Mod Stuttgart virkede diamanten også i en lang periode efter hensigten. Stuttgarts spil blev enten dirigeret ind gennem midten hvor kværneren kørte med TK, Delaney og alternativt Claudemir eller Grindheim, eller spredt ud på kanten hvor det primært var de to backs der fik lov til at slå indlæg der var længe undervejs og generelt til at håndtere for forsvaret. Når de endelig fik chancer var det på individuelle aktioner, enten deres, Traore der overraskede Lars med et hurtigt træk og en afslutning tæt forbi det lange hjørne, eller vores, som de to gange TK serverede bolden for henholdsvis Ibisevic og Harnik.

I anden halvleg kom de frem til lidt mere, Stuttgart, men det var stadig først da Nicolai Jørgensen kom ind og man mistede den første skanse på midtbanen. Det kunne også ses på målet, efter at have tvunget så mange halv-farlige indlæg fra fløjen så blev Claudemir og TK fanget centralt efter at TK havde været til behandling for et riv i baglåret og Boka fik nu lov til at slå et tidligt indlæg fra en position længere inde i banen, før forsvaret var klar til at afvise.

Og da først det mål var scoret, så var kampen ligesom afgjort. Bevares, vi kom da frem til nogle chancer, både på tilfældigheder og på dødbolde, hvilket næsten er hele vores repertoire for tiden, men det tætteste vi kom på et “gennemspillet” angreb kom aldrig over de to afleveringer. En til en offensiv spiller, som så lagde den af til Pierre Bengtsson der kom med et af hans terninge-indlæg. Uh, en 1’er, ud over baglinjen.

Specielt angrebet ser skidt ud for tiden. Andreas Cornelius er nede i den bølgedal som alle godt viste ville komme og hvor det var så vigtigt at han havde en erfaren angriber at læne sig op ad. Desværre er den erfarne angriber Cesar Santin. Og et er at være nede i en bølgedal, men når man ligefrem er på førstenavnsbasis med alle man møder dernede… det er længe siden Cesar har set farlig ud. Han har ikke lignet en topangriber, selv efter dansk Superliga standard, siden august. Og med Igor ude med skade og Mos som er totalt fejlcastet til dette hold, så er det ikke meget støtte han får oppe foran, den gode Cornelius. Forhåbentlig vil Nicolai Jørgensens retur give ham en ordentlig legekammerat igen.

Og forhåbentlig vil han begynde at få nogle ordentlige bolde at arbejde med igen. Jeg ved ikke hvor de er blevet af, men kan I huske de høje, bløde indlæg til bagerste stolpe som var så farlige fordi Cornelius kunne komme op over stort set alle og pande sådan en i nettet? Mod Stuttgart blev de prøvet to gange. Første gang mod Kris Stadsgaard efter et hjørne, i en situation hvor Cornelius slet ikke var i feltet, anden gang var den ikke helt lang nok og i stedet var det Thomas Delaney der fik hovedet på. Lars Jacobsen forsøgte sig med flere skud på mål end indlæg mod Cornelius. Vi skal altså have ham i gang igen, lige nu er han vores eneste angriber med potentiale for international klasse.

Til sidst fik Stuttgart så smækket endnu en i kassen, et flot mål som der ikke kan siges helt så meget om. Det ændrede heller ikke noget, nu skal de sidste to kampe vindes for at gå videre fra puljen, men fokus burde være på den hjemlige turnering. Som kampen mod AaB.

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: AGF v. FCK, 04/11/12

Smidt d. af

Efter et længere teknisk mareridt der kun kan beskrives som “Jeg blev nødt til at optage det to gange og kørte så en 140gb fil forkert ud fire-fem gange fordi jeg er en idiot” er mit alternativ til at skrive om AGF kampen endelig klar.

En video hvor jeg taler om AGF kampen.

Banebrydende.

Eventuel feedback kan smides i kommentarerne her, på YouTube eller som e-mail til mail@fcsofa.com.

Der kommer nok nogle korte tanker om Stuttgart kampen i morgen.

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: FCK v. Brøndby, 21/10/12

Smidt d. af

Og sådan endte hvad der i større og større grad ligner det sidste derby i Parken.

Med et FCK hold der endnu engang spillede under niveau.

Med et Brøndby hold der kæmpede bravt for sagen.

Og med et 1-0 resultat der sagtens kunne og retfærdigvis burde være et par mål større.

For mens der uden for banen er historier om Faxe der overtager den daglige træning, om et hovedsponsorat som nummer tolv i ligaen ikke vil sælge for under 10 millioner som de ikke kommer til at få men har såre brug for, mens sportsøkonomer udtaler at BIF er “too big to fail” og at Spillerforeningen burde lempe på deres krav primært fordi det ville være godt for Brøndby hvis de gjorde, mens Spillerforeningen bruger ord som “endnu” når de taler om at begære klubben konkurs, mens alt det foregår, så skulle der på banen to helt igennem vanvittige offside-kendelser til for at holde det på et et-måls nederlag.

Foruden de to på Cornelius og Vetokele var der også et par yderst tvivlsomme kendelser på Santin og TK og et frispark dømt på Cornelius hvor han ellers var alene igennem. Ikke den bedste dag for dommerteamet, men også et billede på at Brøndby på trods af den fight og vilje man havde forventet efter Faxes ankomst og et par kvalificerede skud udefra alligevel ikke havde nok i posen til at udfordre et FCK hold der ellers har været til at tale med i et stykke tid nu. Den centrale midtbane var stadig problematisk, når Brøndby havde overtag i spillet var det når bolden var i rummene enten foran eller bagved de to centrale midtbanespillere. Og det er sådan set ikke fordi der ikke er nok bevægelse i dem, Claudemir var igen den med flest kilometer i benene efter kampen, men ingen af dem har det taktiske overblik der er brug for. Endnu en grund til at al den snak om at TK ligner William Kvist for meget er noget vrøvl.

På venstrekanten var Martin Vingaard endnu en gang milevidt og fucking miles away fra eget topniveau og fra at kunne udfylde hullet efter den skadede Nicolai Jørgensen. Jeg skal ikke dybere ind på den venstrekant lige nu, det venter vi lidt med, men det gjorde at Pierre Bengtsson ganske hurtigt fik lært at det ikke kunne betale sig at komme med frem efter de første tre afleveringer fra Vingaard var helt igennem ubrugelige og så var der ellers lukket ned for den venstre side.

I sidste ende betød det bare ikke rigtig noget. Selv uden de mange fejlkendelser var der et par store chancer til både Cesar Santin og Christian Bolaños (på sidstnævnte var der endda en slem dunst af straffespark inde centralt hvor Anders Randrup havde travlt med at hive Rurik Gislason i armen) mens Brøndbys bedste på dagen, nytilkomne Quincy Antipas, led den tort at være ineffektiv i første halvleg fordi han var for selvisk og i anden halvleg fordi han begyndte at spille de andre.

Og i sidste ende betød det bare ikke rigtig noget fordi det ikke rigtig betød noget. Det er en kamp der i stigende grad har mistet nerven og intensiteten og denne gang var ingen undtagelse. Jo jo, Brøndby kæmpede godt, men det gør de altid. Det gør det ikke mere intenst fordi det kommer af at en træner har stået og forklaret hvor vigtig det er at de kæmper. De her opgør levede dengang det var utænkeligt for begge hold at tabe. Vi er gået fra at begge hold skulle vinde til at kun det ene hold vandt og forbi det til hvor begge hold kan vinde. Begge hold kan vinde sådan en kamp, der er bare større chancer for at det ene hold vinder.

Ligesom kampe mod Esbjerg. Eller AGF. Eller enhver anden modstander i ligaen.

Det er blevet enhver anden kamp i ligaen.

Selv med 28.000 på lægterne, alligevel et stykke vej fra den udsolgt der var annonceret, selv med BIF fans tilbage på udebaneafsnittet, som endte med mest at ligne en undskyldning for dem til at kaste med romerlys igen og smadre Rosie McGees. Igen.

Og jo, selvfølgelig er den vigtig, kampen. Vigtig for medierne ikke mindst, læg mærke til at ingen er klar til bare at nævne muligheden for at det her var New Firms død, ikke dens genopstandelse. Den er vigtig for Viasat, ligesom enhver kamp med Brøndby er vigtig for dem. Deres Peter Pan strategi omkring Brøndby er en af de mere unikke i moderne fodbold. Ligesom Klokkeblomst kunne overleve hvis bare folk klappede, så håber Viasat at hvis de bare viser Brøndby nok gange så får de også nok point til at holde sig oppe.

Men er den vigtig for FCK? Med tanke på hvor langt Brøndby er fra det gamle New Firm niveau, hvad får de så ud af den kamp som lidt marketing og en god stime ikke kunne skaffe fra en kamp mod OB? Eller FC Nordsjælland? FCN har et stærkt koncept, et godt hold, nogle klare profiler, mindst en veteran der er klog nok til at være et dumt svin (det hjælper altid når man skal sælge sådan nogle opgør), den geografiske nærhed og status som reel udfordrer til FC København. Det eneste der mangler er den rabide fanbase. Faktisk kunne noget af det bedste for FCK og dansk fodbold være hvis Brøndby gik konkurs og en større del af deres fanbase kastede deres kærlighed på Farums fineste.

Pointen er at vi er nået til et punkt hvor Brøndby ikke længere er nødvendige i dansk fodbold. Den rolle Brøndby havde skal udfyldes, men de er selv op til flere engelske mil væk, af den fornikerende slags.

Så egentlig er jeg vel bare træt af at høre al den tale om at dansk fodbold har brug for et stærkt Brøndby. Det skib er sejlet. Og så træt af at se den her Stuttgart-FCK kamp. Der kommer nok ikke noget om den kamp specifikt. Gislason ud og Grindheim ind med 10 minutter igen siger et eller andet sted alt om den kamp.

Fri os fra opblæste bundkampe og defensive europæiske udebaneture. Giv os nu lidt kampe med nerve i. Og lidt godt spil igen.

Eller en mandagskamp mod Horsens. Whatever.

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: Esbjerg v. FCK, 07/10/12

Smidt d. af

“We should have been the stars, instead we are the clowns in the arena.”

Hvor kampen mod Horsens var måske den værste præstation under Ariël Jacobs og den mod Steaua den mindst ambitiøse under Ariël Jacobs, så var kampen mod Esbjerg måske den mest deprimerende under Ariël Jacobs. Som I nok har gættet ud fra hvor længe det tog mig at finde noget at skrive om den.

Kampen mod Esbjerg viste hvor papirstyndt et fundament der faktisk er blevet bygget ovenpå den forfærdelige Rolle/CV sæson. Og det viste hvorfor en ordentlig omgang Belgien Basics nok rent faktisk er den rigtige fremgangsmåde, selvom jeg dømte den voldsomt uambitiøs. For i guder hvor var FCK dog porøse bagude, hvor enhver tilfældig bold op i bagrummet kunne blive farlig, og hvor var vi dog ikke bare stillestående men ligegyldige i det offensive spil. I første halvleg alene var vi oppe på et to-cifret antal planløse bolde hældt frem mod angriberne fordi vi ikke magtede at spille os igennem et halv-seriøst Esbjerg pres. Og de få gange der var optakt til noget farligt blev der alt for hurtigt tyet til det tidlige indlæg mod Cornelius, hvilket betød at hans store force med at skrælle modstanderne af med sine løb blev neutraliseret. Og jo, bevares, Santin havde da en enkelt chance men skød lige på målmanden og så når man jo ikke langt.

I den anden ende var der ikke meget mere bevægelse i spillet. Thomas Delaney var gledet ind på venstreback pladsen efter Pierre Bengtsson havde lagt sig igen med sygdom og det slap han ikke umiddelbart særlig godt fra. Han lå konsekvent to-tre meter længere tilbage end Lars Jacobsen gjorde i modsatte side og kom ikke i et eneste overlap i hele første halvleg. Læg dertil en generelt sløset indsats fra hele forsvaret i både løb og pasningsspil og det var ikke den store overraskelse at Esbjerg fik scoret. Målet til 1-0 kom efter en simpel pasning fra Esbjergs højreside ned bag forsvaret til deres venstrekant, pasningen var uforstyrret og Esbjerg-spilleren var helt fri efter at Lars Jacobsen ikke tog løbet med ham og Ragnar Sigurdsson, som sædvanligt, ikke havde styr på hvad der foregik i ryggen på ham.

I anden halvleg, båret frem af en belgisk skideballe uden tvivl, kom der mere fart på, mere tempo på men vigtigst af alt, mere bevægelse. Nicolai Jørgensen spillede generelt en skidt kamp men specielt hans første halvleg var under al kritik. I anden begyndte han at bevæge sig og finde de åbne rum og så blev vores offensiv straks meget bedre. Claudemir var en anden der pludselig begyndte at bevæge sig rigtig meget og skal man pege på en positiv ting fra kampen så var det at Claudemir i starten af anden halvleg viste præcis hvor vigtig han kan være for vores offensiv. Han var her, der og alle vegne, kom i overlap på ydersiden af højrekanten, tog dybdeløb ned gennem forsvaret og var ikke så overraskende den spiller efter lidt over en time der havde løbet mest. Heller ikke så overraskende var det TK på femtepladsen og så var resten af top seks udelukkende Esbjerg-spillere.

Indenfor ti minutter fik den aggressive spillestil gjort lidt bod på sagerne da Thomas Delaney, i hvad der praktisk talt var kampens første offensive aktion fra hans side, kom med frem og smækkede et flot lavt indlæg ind til Cesar Santin som med dagens gode aktion satte en inderside på og placerede den fremragende oppe i krydset. Lidt senere var det den indskiftede Rurík Gíslason der kronede et energisk indhop med en fin lille hæl-aflevering til Nicolai Jørgensen der sparkede den ind langt udefra og så stod det pludselig 1-2. Jørgensen skulle senere have gjort det til 1-3 efter at have fundet et hul i Esbjerg forsvaret men det blev ikke til noget.

Så blev der skiftet lidt yderligere, Cesar Santin der ser ud til at være havnet tilbage i rollen som ham der går ud efter omkring de 70 minutters spil gik ud efter omkring de 70 minutters spil og ind kom Martin Vingaard, ikke på venstrekant og så Nicolai Jørgensen op foran som man måske havde forventet men i stedet som offensiv midt/hængende angriber. Der blev spekuleret lidt i om han kom ind for at gøre den centrale midtbane mere solid, men han placerede sig faktisk konsekvent næsten helt oppe omkring Cornelius og havde tydeligvis fået at vide at han skulle lægge pres på Esbjergs forsvarsspillere. Det kunne godt ligne et forsøg på at finde en plads til Vingaard af en træner som ikke virker særlig glad for ham som venstrekant. En tanke som ikke just forsvandt da Christian Grindheim kom ind i stedet for en skuffende, på trods af målet, Nicolai Jørgensen og spillede resten af kampen som venstrekant, hvor det virkede mere oplagt at gå på en femmands midtbane med Vingaard til venstre og Grindheim inde centralt.

Og så kom udligningen. Og egentlig er der ikke noget at sige til målet som sådan. Det er fremragende sparket ind på en af de der chancer der bare opstår. Der var ikke nogle særlige fejl der gjorde at chancen opstod. Der var ingen åbenlyse markeringer der blev svigtet, den var ganske enkelt utagelig for målmanden, det var sådan et mål der bare går ind engang imellem.

Problemet er ikke målet. Problemet er at målet fik lov til at koste point.

Nu er der så landsholdspause og så venter nedrykningskandidaterne fra provinsen i det der engang var en af de største kampe i dansk fodbold. Så må vi håbe at Ariël Jacobs har haft godt med tid til at råbe meget højlydt af spillerne. Det lader til at de har brug for det.

Created by Cohhe. Proudly powered by WordPress
Up