Jeg havde egentlig tænkt mig at vente til efter Elfsborg kampen og så skrive om henholdsvis det centrale forsvar og den centrale midtbane, hvilket lige nu ser ud til at være de to steder hvor der er størst konkurrence om pladserne. Men hvis jeg, og Carsten V. Jensen, havde håbet på at Elfsborg kampen ville besvare nogle af de spørgsmål der var tilbage, så blev vi begge godt nok skuffede.
En halv-kedelig første halvleg, hvor Claudemirs uvante position på venstrekanten lukkede alt for meget ned for offensiven i den side, blev afløst af en helt forfærdelig anden halvleg, hvor ingen rigtig gad… spille fodbold. Det eneste positive fra anden halvleg var at Bolãnos og Lars Jacobsen viste glimt af et offensivt samarbejde og så det klokkeklare straffespark som ikke blev dømt af en dommer der stod en meter væk. Så blev det istedet et knebent nederlag, men selv om man måske kan kalde selve målet for lidt et lucky punch, så var det ikke fordi Elfsborg manglede chancer til at score. De havde masser, primært skabt af det Københavnske forsvar og mangel på samme.
Men lad os kigge på noget af hvad kampen kunne fortælle os.
Det ser ud til at kampen står mellem Delaney og Claudemir om pladsen ved siden af Grindheim.
Da Christian Grindheim kom til klubben udtalte dengang kun sportsdirektør Carsten V. Jensen at man havde fulgt ham i mange år og at man nu havde hentet en spiller der “altid er først på holdkortet” for sine klubber. I sin første halvsæson for FCK har Grindheim også rigtig nok været i markspillernes top 5 over samlet spilletid, men det tegner ikke et fyldestgørende billede. Jo længere henne i sæsonen vi kom, jo mere røg han på bænken til fordel for enten Thomas Kristensen eller Thomas Delaney. Der var ellers lagt op til en ny midtbane konstellation på niveau med den William Kvist/Claudemir duo der sendte os i Champions League 1/8 finalerne. Ja, nærmest en forbedring, som Carsten V. Jensen udtalte dengang.
Rollefordelingen mellem eksempelvis William og Claudemir var ofte med William i en tydeligere defensiv rolle. Med Claudemir og Grindheim vil det være mere fleksibelt og ikke så tydeligt, hvem der har den ene og anden rolle. Det vil de begge kunne håndtere, og det vil blive lidt mere uforudsigeligt.
I stedet endte man under Roland Nilsson alt for ofte i situationer hvor det så ud til at hverken Claudemir eller Grindheim kunne håndtere den defensive rolle. Til at begynde med prøvede Nilsson sig med den lidt akavede løsning der hed Thomas Delaney som defensiv midtbaneslider ude på venstrekanten, men til sidst endte det med at Delaney blev rykket ind på en central plads og Grindheim røg på bænken, i en halvsæson hvor Grindheim selv endte med at indrømme i pressen at han havde spillet under niveau. Men under den nye træner, samme mand som hentede ham til at begynde med, ser Grindheim ud til at være røget først på holdkortet alligevel.
I træningskampene indtil videre er det ham og Claudemir der har fået med afstand mest spilletid af de fire centrale midtbanespillere. Thomas Delaney led med en mindre skade under en del af opstarten, selvfølgelig, men når man så kampene var det tydeligt at CV meget gerne ville have Grindheim i gang. Flere gange så man den nye cheftræner stå ude på sidelinjen og råbe instrukser ind til den norske midtbanemand. Og i den afsluttende optaktskamp mod Elfsborg var det Claudemir og Delaney der blev kastet frem og tilbage mellem central midt og venstrekant. Man kan selvfølgelig kalde det en naturlig konsekvens af Grindheims manglende evne til at spille kant, men det virkede grangiveligt som om der blev afholdt sidste optagelsesprøver mellem Claudemir og Delaney om hvem der skulle spille ved siden af Grindheim.
Forsvaret er stadig skræmmende vakkelvornt.
Noget af det man kunne være optimistisk omkring i træningskampene indtil videre har været at presspillet fra midtbanen begyndte at hænge langt bedre sammen end under Roland Nilsson. Når der blev spillet gennem presset, så det tilgengæld ikke helt så godt ud. Og mod Elfsborg, hvor presspillet enten ikke fungerede eller bare ikke blev brugt, der så forsvaret godt nok hullet ud. Noget så enkelt som en flad aflevering ned mellem de to midterforsvarere blev håndteret som var det Michael Laudrup i karrierens højeste der smed rene guldbolde afsted. En angriber der også løb uden bold var noget som de slet ikke var klar på dernede. Og når begge midtstoppere så begynder at krydre indsatsen med personlige fejl, så kan det ikke ende godt.
Jeg skal være ærlig og sige at jeg nu længe har mistænkt Sølvi Ottensen for i virkeligheden ikke at være en særlig god forsvarsspiller. Og selvom det ikke var ham der stod for de største fejl i forsvaret mod Elfsborg, så blev min mistanke alligevel styrket. Han virkede, som ofte, sløv både i vendinger og løb og havde alt for let ved at miste overblikket. På et tidspunkt blev der lagt en høj bold op mod ham som han havde alt mulig tid til at vurdere, men det at der løb en Elfsborg spiller en meter forbi ham gjorde at han missede bolden fuldstændig med hovedet, men tilgengæld formåede at få begge hænder på bolden, først venstre og så højre. Elfsborgs opstilling med den hurtige Jawo på toppen gjorde ham tydeligt utilpas og hans måde at håndtere den lille, kvikke angriber ved flere gange at løbe op til ham mens bolden blev spillet rundt på midtbanen, gribe fat i ham, vælte ham til jorden og så løbe væk igen måske virkede et par gange her, så fremstår det ikke umiddelbart som en holdbar løsning hver gang FCK møder et hold med en angriber der er hurtigere end Sølvi Ottesen. Det er de fleste.
Hans makker i forsvaret, nytilkomne Kris Stadsgaard, brød rækken af gode kampe med en rigtig katastrofe kamp. Flere gange gav han store chancer væk, den største af dem da en aflevering fra Oviedo lå en lille meter bag ham og Stadsgaard valgte at lade Wiland tage sig af den, uden først lige at orientere sig om hvor Wiland rent faktisk befandt sig. Resultatet var en 1-mod-1 situation mellem Wiland og Victor Claesson, hvor Wiland måtte se sig afdriblet og kun en dårlig afslutning fra en spids vinkel forhindrede et Elfsborg mål. Det positive man kan tage fra kampen hvad angår Stadsgaard er at det igen var ham der skubbede forsvaret op og det virker generelt som om han er ved at indfinde sig i en rolle som forsvarsstyrmand. Det ville ikke overraske mig hvis han overtog hvervet som anfører næste sæson.
På backerne er Lars Jacobsen stensikker og har været blandt de bedste i optakten, inklusive mod Elfsborg hvor han godt nok var blandt de bedste af de værste, men stadig var et af få lyspunkter. I den anden side virker Oviedo til at have holdt Bengtsson bag sig, han har forbedret sin defensiv det sidste halve år og offensivt er han både løbevillig og tager mere initiativ end Bengtsson umiddelbart gør. Hvis man bare kunne lave en Frankenstein back der havde Oviedos offensive indstilling og Bengtssons indlæg.
Spørgsmålet lige nu ser ud til at være om det bliver Sølvi Ottesen eller Ragnar Sigurdsson der tager pladsen ved siden af Kris Stadsgaard. Jeg hælder mest til Sigurdsson, selvom vi måske taber lidt på dødbolde. Gør CV det samme?
N’Doye og Santin er stadig førstevalg i angrebet.
Der er blevet spekuleret en del i Mustafa “Mos” Abdellaoues ankommen til klubben og hvor han ville ende i angriber-hierakiet. Ud fra de sidste par kampe må det vist være ganske klart. På bænken, ved siden af Morten Nordstrand. Og muligvis ikke engang før Morten Nordstrand i køen.
Der var selvfølgelig aldrig nogen tvivl om hvorvidt Dame N’Doye ville være fast mand i foråret, specielt når spillet ikke fungerer er N’Doye en enmandshær oppe foran. Mod Elfsborg var han langt fra imponerende langt hen af vejen og så pludselig stod han helt alene med Elfsborgs nye danske keeper Kevin Stuhr-Ellemann, tog trækket uden om keeperen og blev nedlagt i feltet. Normalt ville det være straffe og endnu et eksempel på et FCK hold der spillede dårligt og blev reddet af Dame N’Doye. Nu ville dommeren det anderledes, men stadig en påmindelse om hvor vigtig den mand er.
Hans makker oppe foran, Cesar Santin, kunne man tilgengæld tvivle lidt på. Godt nok har Santin scoret flere mål i ligaen end N’Doye, men med hans ønske om at prøve noget nyt til sommer og indkøbet af en norsk Tippeliga topscorer kunne man godt forestille sig at foråret blev brugt primært på at køre “Mos” ind på pladsen ved siden af N’Doye. Indtil videre er Santin istedet startet inde i 7 ud af 8 kampe og den ene kamp han ikke startede inde i var mod Spartak Moskva hvor der blev stillet op med hvad der tydeligvis var reserverne.
De to der startede inde for det reserve-hold var så, naturligt nok, de to tilbageværende angribere. Morten Nordstrand og Mustafa Abdellaoue. Og mens det var Abdellaoue der startede inde sammen med Santin mod HSV, var det Nordstrand der kom ind og scorede to mål. Og da Santin skulle ud mod Elfsborg var det Nordstrand og ikke Mos der kom ind. I sidste ende bliver det nok Abdellaoue, fremtidens mand, der bliver første-indskifter i angrebet og ikke Nordstrand, der forlader klubben til sommer, men Nordstrand skal nok få sine minutter. Og det ville ikke være så overraskende igen hvis spilletiden ender med at blive meget ens for de to angrebsreserver.
Så er der en uge til sæsonen starter op igen. Der er stadig en del ubesvarede spørgsmål og man kan ikke forvente at CV har fået skuden vendt allerede fra dag et. Men man må håbe at vi taler om lystjolle mere end supertanker for med fire point ned til FC Nordsjælland skal der ikke alt for mange dårlige resultater til før skibet begynder at gynge. Og… gæsterne på krydstogtet begynder at klage… jeg tror jeg stopper her.
AaB om en uge.
Here we go.
