Tag Archives: 06/05/12

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: FCK v. OB, 06/05/12

Søndag i Parken var en kamp mellem to hold. Det ene hold kom med alt at spille for, gav sig 100% og spillede som et hold gennem alle 90 minutter. Det andet hold skulle bare have sæsonen overstået, luntede rundt som om det ikke rigtig betød noget og gad dårlig nok flytte sig ud af deres positioner. Det første hold ligger som nummer et i ligaen kun et enkelt point foran deres nærmeste konkurrent, det andet hold ligger som nummer ti uden chance for at rykke ned.

Hov, undskyld, omvendt, det andet hold ligger som nummer et i ligaen, det første ligger nummer ti.

Her de sidste par kampe har jeg ikke haft noget video materiale. Mod FCN var det fordi hele holdet generelt spillede en fin kamp og der ikke rigtig var nogen man kunne fremhæve. Pierre Bengtsson var tættest på, men han var en del mindre synlig i anden halvleg end i første. Kampen mod OB er meget af det samme, bare… modsat. Det ville være unfair at fremhæve nogen fordi alle var dårlige. Nogen måske en anelse mere end andre, men der var ingen der havde særdeles stor andel i at der blev tabt point.

Det skulle da lige være Carsten V. Jensen, som har haft nogle besynderlige dispositioner på det seneste. I dag stillede han igen op med Oviedo på kanten og hvor ham og Pierre Bengtsson mod FCN fik tid og plads til at spille, så var de mod Rurik Gislason og Esben Ruud langt bedre matchet, faktisk overmatchet. Oviedo, der ellers har været bedst når han kunne komme en-mod-en med sin modstander, kom ikke en eneste gang i en direkte duel med Ruud og de få gange Bengtsson kom igennem blev han løbet ned af Gislason. Når Oviedo så skulle erstattes inde i anden halvleg havde CV to valgmuligheder. Sæt en spiller ind med nul mål og en enkelt assist i sæsonen, en spiller som ikke har nået fordums niveau og vel dårlig nok har spillet en god kamp endnu. Eller sæt en spiller ind med seks mål og seks assists, med afstand den farligste midtbanespiller i truppen og en af de få spillere på bænken med lidt styrke i luftspillet. Endda en spiller som var kampens bedste sidst han optrådte i ligaen. Nem nok beslutning? Ja, CV valgte så Vingaard. Og senere Morten Nordstrand.

Hvorfor også så vigtigt med noget pondus i luftrummet? Fordi FCK gennem to halvlege smed 39 lange, høje afleveringer afsted og tabte 25 af dem. I syv tilfælde tabte man førstebolden men vandt andenbolden og i de sidste syv vandt man førstebolden men tabte andenbolden. Dem der valgte matematik linjen har nok allerede opdaget at det betyder der var ingen lange bolde som bare blev vundet. I første halvleg hed tallene endda to bolde hvor andenbolden blev vundet og 14 som bare blev tabt. Efter en halvleg med så lidt succes fortsatte man med samme recept, med de samme spillere og til sidst med Morten Nordstrand og Mos Abdellaoue oppe foran. Det er fint nok med en plan B, men når din plan B bliver sat i værk efter mindre end et kvarter af første halvleg og samtidig er din plan C, D, E og F, så skal det gå galt.

Nu nævnte jeg at de ikke kom frem til særlig meget i venstre side, det gjorde de heller ikke i højre. Lars Jacobsen kom ikke en eneste gang forbi Bernard Mendy og Christian Bolaños kom kun en enkelt gang forbi Bashkim Kadrii. De få gange der kom noget ud af kanterne var det på tidlige indlæg, som retfærdigvis var hvad der var med til at skabe det straffespark som Dame N’Doye udlignede på, men bortset fra det var det eneste der blev skabt på tidlige indlæg det Lars Jacobsen indlæg som Oviedo vippede videre til førnævnte N’Doye som skød forbi fra kanten af det lille felt.

Men hvorfor kom de til så lidt over kanterne? Hvad var set som OB gjorde så godt? Det var selvfølgelig et par hurtige kanter som kunne matche FCK kanterne på hurtigheden, men primært skyldtes det to ting. Det ene var at de fire kantspillere ganske enkelt ikke bevægede sig særlig meget, det var der ingen på holdet der gjorde. Det hele føltes sådan lidt “hvorfor dog, det hele går nok alligevel”. Og det andet var at OB holdt dem væk fra bolden ved simpelthen at have bolden meget.

Det så ud til at være en rimelig god ide, det kunne være CV skulle kigge lidt nærmere på den.

Nå ja, så var OB’s mål en klar offside men man kan jo ikke forvente kompetence fra den danske dommerstand og det var selvfølgelig heller ikke den værste dommerindsats i denne runde. Nej, der skal vi til Silkeborg hvor Anders Nøhr fik sit andet gule kort for at råbe “Han tager den jo til sig selv” efter et hjørnespark hvor Christian Holst først prikker bolden i spil og så tager et træk forbi en Horsens spiller før han smider et indlæg. Anders Hermansen, folkens.

Nå, så er det ene pointtab vi kan tillade os så tabt. Nu gælder det SønderjyskE på søndag, heldigvis ikke et SønderjyskE hold der har virket direkte skræmmende på det seneste, men det skal der vist heller ikke til for at give det her FCK hold problemer.

FC København, Kampe, Superligakampe

Før Kampen: FCK v. OB, 06/05/12

Åh den forbandede spænding.

Det kunne have været runden hvor vi endeligt sikrede os mesterskabet men istedet er kampen mod OB nu blevet til en must-win kamp efter et sløjt FCN hold alligevel vandt en sikker 2-0 sejr over et sløjere Lyngby ditto. Altså er de nu oppe på 61 point, samme antal som vi har og kampen mod OB er altså en nødvendighed hvis vi skal holde dem en kamp bag os. Heldigvis er det som sagt OB der gæster Parken kl. 18:00, med optakt på 3+ for de TV ramte fra kl. 16:00.

Som altid er der trupper, OB og FCK, hos OB er Christian Bannis med i truppen i stedet for Mads Raben og hvis det betyder noget for dig så er dit efternavn enten Bannis eller Raben. Ellers er det samme trup som mod AaB, sikkert til OBs store fortrydelse. Det var godt nok ikke en god kamp de spillede der, men det er det jo sjældent for tiden. Det kommer nok til at betyde samme opstilling, dog, for de har ikke ret meget af give af i det fynske. Største spørgsmål er vel om Mendy går tilbage på venstrebacken mens Kadrii rykker op på venstremidt igen, det kunne godt tænkes at man ville bruge den hurtigere Mendy til at stække Bolaños, og om Falk eller Skoubo i angrebet bliver erstattet af Schoop eller Sørensen på midtbanen. Jeg kunne godt se Skoubo blive ofret og så Gislason og Falk som bevægelige angribere der skal give Stadsgaard og Sigurdsson problemer.

Stefan Wessels

Esben Ruud – Anders Møller Christensen – Daniel Høgh – Bernard Mendy

Christian Sørensen – Eric Djemba-Djemba – Kalilou Traoré – Bashkim Kadrii

Rurik Gislason – Rasmus Falk

Hos FCK er det rub og stub igen, denne gang uden Peter Larsson, Thomas Delaney, Thomas Kristensen og igen Sølvi Ottesen. Det betyder at startopstillingen er rimelig ligetil. Det er stadig mærkværdigt at vores farligste midtbanespiller er så meget udenfor holdet som han er, men det er sådan Carsten V. Jensen har valgt at gøre det og det bliver næppe i de sidste fire kampe at han går væk fra hans sikre kort.

Cesar Santin – Dame N’Doye

Bryan Oviedo – Claudemir – Christian Grindheim – Christian Bolaños

Pierre Bengtsson – Kris Stadsgaard – Ragnar Sigurdsson – Lars Jacobsen

Johan Wiland

Mod OB burde det heller ikke være nødvendigt. De har i forårssæsonen fået tre point på tre uafgjorte kampe, resten har været nederlag. Selv i de kampe hvor de har vist gejst og vilje og alle de der buzz-words som skal gøre det ud for reelt talent, så har de endt med at skyde sig selv i foden på den ene eller anden mode. Primært ved ikke at være særlig gode. Det bliver ikke mod FCK at de får deres første sejr i sæsonen, den bliver heller ikke uafgjort. Det bliver en relativt sikker sejr der først bliver slået fast i anden halvleg.

Håber jeg.