På en dag hvor man kunne have sagt goddag til FC København som mesterskabskandidat blev det i stedet til en masse farveller, både store og små.
Det helt store farvel i dag var selvfølgelig mesterskabet. Elleve point op og tre hold der alle virker i mesterskabsform foran os ville være svært nok at forholde sig optimistisk til hvis vi lignede et hold på mod topformen igen, men i vores nuværende forfatning kan den helt afskrives.
Det blev farvel til stimen som ubesejret i Parken i Superliga-regi, en der har kørt siden 2014 og som aldrig rigtig lignede en stime man kunne holde da først Brøndby kom foran. Ikke at Brøndby nødvendigvis var bedre end os i dag, da vi først kom forbi de første tyve minutter synes jeg faktisk at vi var fuldt med i kampen. Vi var absolut dem der var bedst til at skabe chancer, selvom en del af dem vi skabte var til Brøndby.
Men rent offensivt var der tre mand der stod med ansvaret. Rasmus Falk, der spillede en rigtig god kamp. Peter Ankersen, der spillede en fremragende kamp. Og Pierre Bengtsson, der langtsomt har løftet niveauet fra forfærdelig til hæderlig andetvalg. To gode spillere og en der ikke har niveau til at være førstevalg er ikke nok, hverken i dag eller generelt.
En del af forklaringen skal selvfølgelig findes i at det allerede før kampen var et farvel på dagen til en hel del spillere. Benjamin Verbic har været rødglødende i denne sæson, men kogte over mod Horsens og måtte sidde udenfor i denne og de næste to kampe. Jeg er personlig af den (ganske gratis) holdning at vi havde vundet den her kamp med Verbic på holdet, men det kan hverken bevises eller bruges til noget.
Vi manglede Nicolii, som det vist hedder i flertal, både Nicolaj Thomsen og Nicolai Boilesen, der begge i topform kunne have bidraget væsentligt til venstrekanten. Det må man i hvert fald gå ud fra at Nicolaj Thomsen kunne, vi har endnu ikke set ham i topform eller noget der ligner.
Jan Gregus sidder ude med en skade og var derfor ikke et alternativ til en central midtbane hvor Uros Matic ikke er bedre end bænken og Carlos Zeca stadig har til gode at vise niveauet fra FC Midtjylland kampen hvor han lignede en spiller der kunne gå ind og, med Ståle Solbakkens ord, dominere Superligaen.
Oppe foran mangler vi Federico Santander, og det skadesmæssige farvel til Santander var samtidig et farvel til spillemæssige bidrag fra angrebet. Andrija Pavlovic har godt nok braget nogle mål i kassen, men den spiller man så i glimt sidste sæson, ham der kunne modtage en flad bold med en forsvarsspiller i ryggen og så rulle af og komme til en afslutning, ham har vi dårlig set. Tværtimod er det oftest Pavlovic der kommer skævt ind på de bolde og han virker ikke som om han tror på sig selv hvis han ikke lige får muligheden for at afslutte fra hans smørhul, der hvor han kan trække på tværs fra højre mod venstre på kanten af feltet og afslutte med venstrebenet. Pieros Sotiriou har mere tiltro til egne afslutningsevner, han er stadig villig til at klappe til den fra de fleste vinkler, men han er ikke overraskende rendt ind i de problemer jeg tidligere har skrevet om ved målslugere som Sotiriou. Mål handler oftest om de helt små marginaler og når de ikke går en spillers vej, jamen hvad så? Når en målræv ikke scorer mål… altså, der står ikke noget i reglerne om at en ræv ikke må spille fodbold men den har nok ikke det store at bidrage med.
Desværre virker det også til at man har sagt farvel til muligheden for at gøre noget ved angrebet i vinter-vinduet da man sagde goddag til Martin Pusic. Pusic er endnu en angriber af typen der kun rigtigt har målene at bidrage med og med Pusic valgte man endda at hente en angriber der primært scorer mål af typen som han ikke får chancen for i FCK. Da Pusic blev topscorer for FCM i sin første fulde sæson i klubben scorede han flere mål fra området centralt foran mål inde i det lille felt end nogen FCK angriber har haft bare afslutninger fra samme sted i en sæson gennem al den tid Superliga.dk har målt den slags. For at Martin Pusic skal være farlig skal holdet skabe chancer inde i det lille felt og den slags ser vi bare ikke mange af i FCK, slet ikke som holdet spiller lige for tiden. Men nu er han her, Pusic, som discountløsningen der lige akkurat var råd til, og når først Federico Santander er tilbage fra skade, jamen så vil Pusic være den fjerdeangriber som Ståle oprindeligt sagde at der ikke var plads til i truppen. Faktisk vil han, nu hvor det ser ud til at Carlo Holse har overhalet ham i hierakiet (og faktisk er en af de få angribere vi har der kan bidrage med noget udover mål), være femte-angriber i en trup hvor der ikke var plads til en fjerde-angriber. At vi så henter en sjette, det har jeg svært ved at se ske.
Og så er der midterforsvaret, hvor Erik Johansson har sagt farvel for resten af året og med det farvel har der også været et farvel til begge de boldstærke pasningsspillere vi havde i midterforsvaret sidste sæson. Selvom Johansson ikke havde den bedste spillemæssige tid i den del af sæsonen han nåede at spille, så var og er han en markant bedre pasningsspiller end Denis Vavro, der kom til som udviklingsspiller og er lidt undskyldt at han ikke endnu er bedre ven med bolden, samt Michael Lüftner der blev hentet ind som den direkte afløser til Zanka, der blev præsenteret som en mand der havde både hurtigheden og pasningsspillet som Zanka havde og indtil videre har vist ingen af delene.
At midterforsvaret er så usikre med bolden på fødderne forplanter sig til resten af holdet, det er ikke længere muligt at spille sig rundt om Brøndbys pres for ingen af de to i midterforsvaret har roen til at modtage og vende med bolden med en gult trøje galloperende mod sig. Midtbanen kan ikke bestemme tempoet, holdet kan ikke holde på bolden, det ender alt for ofte med en høj, lang bold op mod to angribere der ikke har de samme spidskompetencer til at kunne vinde de bolde som vi så sidste sæson.
Det blev farvel til mesterskabet, det blev farvel til den ubesejrede stime og selvom det næppe blev afgjort i dag, så må det også være farvel til en hel del spillere enten til sommer eller måske allerede til vinter. Youssef Toutouh, Kasper Kusk, Danny Amankwaa, Martin Pusic, Uros Matic, Andrija Pavlovic og det er kun listen over spillere som man må forvente forlader holdet grundet manglende niveau, spilletid eller tillid.
Så bliver det måske et goddag til en genopbygning. Det virker ikke sådan ud fra Ståles udtalelser, men hvis vi død og pine skal bruge et halvt år på at spille nye spillere ind, så lad os dog bruge det næste halve år på det.
Spørgsmålet er dog om det overhovedet er en mulighed. Et farvel til mesterskabet er samtidig et farvel til Champions League kvalifikation og et farvel til muligheden for Champions League penge. Hvad vil en ledelse, hvad vil hovedaktionærerne der virker til at se FC København som noget der blev tørret af på dem og som engang i mellem giver Champions League jackpot, hvad vil de egentlig med en lotto-kupon som ikke kan give jackpot før om halvandet år, er de klar til at kaste penge i sådan et projekt allerede til vinter?
Og som Peter Brüchmann lidt er inde på her, hvad er ambitionerne egentlig for FC København fremover? Er det her et tilbageslag i forhold til målet om at etablere sig europæisk eller er FC København ikke mere end den lottokupon? Og hvis ledelsens ambitioner virkelig ikke er til mere, vil det så betyde et eventuelt farvel til Ståle Solbakken, ikke på grund af manglende resultater men fordi han vil for meget? Det kan vi sagtens ende med at få et første vink om i vinter-transfervinduet.
Men før det skal vi passe på. Som det ser ud nu skal resten af sæsonen også bruges til at sikre at det hverken bliver et farvel til Europa eller et farvel til mesterskabsspillet. Vi er simpelthen ikke der hvor vi er sikrede den slags og det ville være for stort et farvel.
