Vi hører det igen og igen. Hvis FCK skal skabe noget, så skal det være gennem Nicolai Jørgensen. Offensivspilleren der kom til før 12/13 sæsonen og brændte igennem med det samme, hans 11 mål og 6 assists i høj grad medvirkende til Ariel Jacobs første og FCKs seneste mesterskab. Den merkuriale offensiv-spiller slog hurtigt Martin Vingaard af pladsen som venstre fløj hvor han blev en nøglespiller når han trak ind fra fløjen og fandt de åbne rum foran forsvaret. Hans efterfølgende sæson blev i høj grad ødelagt af skader, kun 16 Superliga kampe blev det til, under halvdelen af sæsonen, men med 7 mål og 5 assists var han stadig lige så stor en del af det offensive spil når han så spillede.
I 14/15 skulle det hele så gå op i en højere enhed for Jørgensen. 25 kampe i sæsonen, flere minutter spillet end i begge de to forgående sæsoner og primært i yndlingspositionen som angriber. Det var i høj grad Nicolai Jørgensen der var offensiven. Det var ham spillet gik igennem, det var ham folk så til når der skulle skabes noget.
Det blev ikke til et mesterskab. Det blev ikke til flere mål end hans 11 i debut-sæsonen, kun 10 i ligaen. Det blev ikke til flere assists end i nogle af de to sæsoner, det blev faktisk ikke til en eneste assist. I sæsonens første 10 kampe fik FCK kun 12 point ud af 30 mulige, i samme periode blev det kun til et enkelt mål fra Nicolai Jørgensen. Hverken FCK eller Nicolai Jørgensen kom i gang før det var for sent, eller måske kom FCK ikke i gang før Nicolai Jørgensen gjorde det. Det blev en sæson hvor han alt for ofte tjekkede ud af kampene og alt for sjældent huskede at tjekke ind igen. Selv med ti mål i sæsonen var det sjældent at man fandt ham i rollen som matchvinder, som manden der dukkede op med det mål der betød forskellen på sejr eller ej. Han fik ikke løftet offensiven.
Enlarge
Liselotte Sabroe/Scanpix 2013
Han var faktisk i langt mindre grad en del af den. Som angriber manglede han selvfølgelig ude på kanten, både som den driblestærke kant der kom med front ned mod forsvaret og kunne sætte en mand i høj fart, men også det tomrum han efterlod på kanten når han gled ind i banen og trak modstanderens back med, det tomrum som Pierre Bengtsson så ofte forstod at udnytte i de første par sæsoner med Jørgensen, det manglede også. Selv når han kom tilbage på kanten for en kort stund var det uden samme gravitas som tidligere, selvom forklaringen for den manglende spilletid på kanten var at han fysisk var blevet for stor til den.
Et er man hvad man tabte på kanten, men hvad vandt man så i angrebet? Ideen virkede til at være en rolle som hængende angriber, hvor han trak ned i banen og fandt de samme rum mellem midtbane og forsvar som når han trak ind fra kanten. Så kunne han få front mod mål og komme i fart med bolden, åbne både for afslutninger, udfordringer og målgivende afleveringer, samtidig med at Andreas Cornelius ikke i lige så høj grad skulle deltage i spillet som ham man kunne lægge bolden op på. Det så man desværre bare heller ikke i lige så høj grad som man havde håbet på. Den arkitekt-rolle som man havde håbet at Jørgensen ville indtage blev i langt højere grad en »Jamen så giv mig dog bolden« rolle. Den typiske Nicolai Jørgensen chance i 14/15 sæsonen var at han fik bolden, driblede lidt til venstre, lidt til højre og så et skud. Og nogle gange lykkedes det, men det er alligevel lidt sigende at ud af hans 10 ligamål var der kun et enkelt der kom efter en aflevering i fødderne, på noget der lignede kombinationsspil. Og måske endnu mere at i modsætning til hans første to sæsoner, hvor han på mål og assists sat op mod antal spillede minutter var indblandet i et FCK-mål per 107 minutter og 101 minutter respektivt, så var han i sidste sæson kun indblandet i et FCK-mål per 191 minutter. Det der kom var ofte godt, men det kom alt for sjældent.
Den manglende offensiv blev der taget konsekvensen af i sommerens transfervindue. Der blev hentet en kropsstærk angriber man kunne spille bolden op på, som kunne agere spilstation og tage nogle af de slagsmål som kunne frigøre Andreas Cornelius til at komme mere i feltet. Der blev hentet en udfordrende og målsøgende kantspiller som kunne trække ind i banen og true direkte på mål men også åbne op for at få backen med i overlap. Og så blev der hentet en offensiv spiller med blik både for de målgivende afleveringer men i lige så høj grad for at finde de åbne rum foran forsvaret.
Eller en anden måde at se det på, der blev hentet tre spillere for at gøre de ting som Nicolai Jørgensen ikke længere gjorde.
Nu kan det godt lyde som om at jeg nedtoner Nicolai Jørgensens evner som fodboldspiller, så lad mig da være helt klar i mælet: Nicolai Jørgensen har klart det højeste topniveau i truppen. En Nicolai Jørgensen der kører på alle cylindre er ligaens bedste spiller. Selv en Nicolai Jørgensen på bare en halvgod dag bør være sikker mand i FC Københavns startopstilling. Og omgivet af brikkerne til en større, bedre offensiv end sidste sæson burde Nicolai Jørgensen have alle forudsætninger til ikke bare at have halvgode dage men til at sprudle. Det har vi bare stadig til gode at se ham gøre.
At klubben selv er klar over at det ikke går optimalt med Jørgensen kan blandt andet ses ved hvor han bliver brugt på banen. For et halvt år siden var Jørgensen klar i mælet.
Jeg har snakket med Ståle om, at vi skulle finde frem til min optimale plads, og det er ikke på kanten.
Yndlingspladsen var angrebet og han skulle enten være helt i front eller hængende angriber. Et halvt år efter var meldingen fra Ståle Solbakken så at nu kunne Jørgensen godt spille kant igen og af de elleve kampe han har spillet i ligaen indtil videre har seks af dem været på kanten. Det kan selvfølgelig ses som positivt at man har en spiller som kan dække begge pladser men det kan lige så vel ses som en spiller der endnu ikke har sat sig på en af dem.
Bevares, han har allerede tre assists flere end han havde hele sidste sæson (for dem der ligesom mig tog sproglinjen fremfor den matematiske, han har tre assists) og lige så mange mål, men siden straffesparket mod SønderjyskE i 3. runde (eller sæsonens anden kamp i ligaen, tak igen til Elfsborg) har han kun scoret et enkelt mål og mens dele af den danske sportspresse har været optaget af hvor desperat de er overbeviste om at Federico Santander har været for at score, så har Nicolai Jørgensen rent faktisk lignet en mand desperat efter et mål. Han ligner en mand der gerne vil være det omdrejningspunkt som han konstant bliver udråbt til, men er det hvad holdet har brug for at Nicolai Jørgensen er på nuværende tidspunkt?
Lionel Messi er det ubestridte omdrejningspunkt hos FC Barcelona. Zlatan Ibrahimovic udfordrede ham og tabte, Luis Suarez har indfundet sig i rollen som underordnet. Skal der ske noget i Barcelona, så giver de bolden til Messi. Og selvom han nogle gange falder ud af kampe, så sidder man altid med fornemmelsen af at han kan tjekke ind hvert øjeblik det skal være. Diego Maradona hos Napoli, Suarez og Ibrahimovic selv hos Liverpool og Sverige, engang var den offensive taktik i FC København »spark den op i nærheden af Sibusiso Zuma«.
Modpunktet er stjernen blandt stjerner, hold med et langt fladere hieraki med flere strenge at spille på, selvom de individuelle spillere måske ikke når helt det samme topniveau. Arsenal kunne man påstå var et hold af stjerner uden en superstjerne, Wayne Rooney har gennem hele sin Manchester United karriere været en stjerne som ikke var det der ubestridte omdrejningspunkt men altid var et af de største navne i klubben.
Og så rammer vi måske stridspunktet for Nicolai Jørgensen. For er Nicolai Jørgensen endnu ikke god nok til at være FC Københavns svar på Lionel Messi men for god til at være deres Wayne Rooney? Er han for god til at indfinde sig i en rolle som stjerne blandt stjernerne men ikke god nok til at påtage sig ansvaret som superstjernen over resten af holdet? Føler han sig trykket af ansvaret som manden vi hører igen og igen skal være ham der skaber det offensive? Er selvforståelsen til at acceptere at være andet?
Man står ihvertfald i en svær situation med ham. Han burde være for god til bænken, men hans plads på kanten ser mest ud til at være til låns mens Benjamin Verbic er skadet. Kommer Verbic tilbage på det niveau han har ramt indtil videre i en højst imponerende debutsæson, så skal det være i angrebet at man bruger Nicolai Jørgensen. Her er både Santander og Cornelius inde i et par gode stimer og fortsætter det, ja, så er Nicolai Jørgensen pludselig ikke længere selvsagt til startopstillingen. Det kan ingen rigtig være tilfreds med, slet ikke med en spiller som man allerede har meldt ud skal sælges til sommer. Måske ender Palermo med at løse problemet her til vinter, de er ihvertfald meldt interesserede i Jørgensen. Men indtil da bliver det spændende at se hvad han vil.
Vil han være stjerne eller superstjerne?
