Kampen
Efter at have scoret fire mål per kamp mod hold der spillede 3-4-3 var det i anden halvleg af kampen mod Sheriff så vores tur til at spille 3-4-3. Heldigvis slap vi så ikke fire mål ind, men ligesom Helsingør og Silkeborg før os, så var 3-4-3 i virkeligheden fem mand i bagkæden og to defensive midtbanespillere, snarere end den offensive satsning det blev solgt som af kommentatorerne.
Ikke overraskende førte en defensiv taktisk ændring ikke til større chancer og en kedelig 0-0 kamp som vi absolut burde have haft mulighed for at vinde endte med at blive en morbid kedelig 0-0 kamp hvor vi dårligt kunne siges at fortjene det ene point, selvom Sheriff godt nok heller ikke havde det store at byde ind med.
Faktisk føltes min reaktion nok mest som efter Qarabaq kampen. Der var den samme skuffelse, ikke nødvendigvis over resultatet som i isolation vel var fint nok, men over den indstilling man så specielt fra træner teamet. Ikke mindst taktisk, men faktisk også at for eksempel Carlo Holse, efter to fine kampe og et par flotte mål allerede blev sat ikke bare bagerst i køen men helt uden for butikken. Da snakken dagen før var faldet på angrebsalternativer til småskadede Pavlovic, fik vi at vide af Zak Egholm, nævnte Ståle kun Pusic, Verbic og Rasmus Falk. Velkommen til holdet, Carlo, håber du nød dit korte ophold.
Spillere
Kasper Kusk havde endnu en dårlig kamp i en nu lang række af dem og det kan ikke blive ved med den tidligere AaB’er i startopstillingen. Han virker drænet for selvtillid og krydrede sin efterhånden normale mangel på slutprodukt med et par graverende opspilsfejl. Med Youssef Toutouh ude skal der åbenbart være en kantspiller der får alt for meget af Ståles tillid, men nu må Rasmus Falk altså gerne snart melde sig 100% på plads fysisk.
Denis Vavro spillede tilgengæld endnu en i en række af rigtig gode kampe. Den unge slovak, der deler både nationalitet og frisure med Martin Skrtel og derfor uundgåeligt bliver sammenlignet med ham, har efterhånden fundet løsningen på problemet med at komme ind i vores yderst krævende system og skulle bidrage fra dag et. Han gør de ting han kan, han gør dem godt og han gør ikke mere end han kan og skal. En simpel opskrift der heldigvis ser ud til at holde vand indtil videre.
Konklusion
Det ser stadig fint ud i gruppespillet så længe vi kan få vores point mod Zlin og kan vinde over Sheriff hjemme. Det kan vi bare ikke hvis det bliver en gentagelse af den her kamp. Så vi står samtidig bedre i Europa League efter den her kamp og mærkværdigt nok også værre. Og så bliver det spændende at se hvad der sker hvis hverken Pavlovic eller Pusic bliver klar til kampen mod Lyngby.