Forventningernes målepæl

FC Midtjylland direktør Rasmus Ankersen kan være en polariserende skikkelse i dansk fodbold. Nogle ser det som forfriskende at Ankersen er med til at gøre statistisk analyse synligt i dansk fodbold og har tiltroen til at holde ved det koncept, andre ser ham som en populistisk platugle der slynger om sig med tomme buzzwords.

Her på siden er han blevet kaldt “international varmluftsforhandler”, af samme grund som folk ruller øjne når talen falder på “Table of Justice”, et selvopfundet udtryk for en ligatabel der giver et bedre billede af holdenes indbyrdes styrke fordi den er baseret på en hel masse statistiske milepæle i modsætning til den almindelige, kedelige ligatabel der kun kigger på hvor mange point klubberne har hentet. Man kan sige at problemet med Ankersen ikke er at han taler om ligegyldige ting, mange af de koncepter han taler om er skam interessante nok, men de bliver bygget op til noget større end de er, specielt hvis det får FCM (eller Brentford) til at se bedre ud end virkeligheden gør.

Et lignende eksempel kom for nyligt hvor Ankersen holdt en uformel Q&A session på twitter. Her blev han spurgt om Paul Onuachu, FC Midtjyllands bidrag til Hernings højhuspolitik, og om han nu var effektiv nok foran mål. Her var svaret at Onuachu jo trods alt havde scoret lige så mange mål i ligaen som Andreas Cornelius og desuden var rigtig godt med når det kom til hans andre statistikker som FCM holdt øje med, blandt andet xG eller “Expected Goals”.

Et par dage efter var Onuachu, i Ankersens optik, nu Ligaens! Bedste! Angriber! Og har I forresten hørt om Table of Justice?

Hvis Onuachu bare havde fået lov til at være bedre end hans målscore måske antydede, så havde mandens næste par kampe kunne tjene som et fint eksempel på netop det. I stedet skulle det hele nu ophøjes af Ankersens sandhedstal, som var han fodboldens svar på Karl Rove, den amerikanske politiske strateg der engang gik med ophøjet pande ind i et svidende præsidentielt valgnederlag på live TV fordi han var sikker på at han havde “The Math”. Det hele er måske mest ærgeligt fordi der rent faktisk er noget om sagen.

Paul Onuachu burde være ligaens topscorer.

Paul Onuachu er den spiller med størst negativ difference mellem hans mål og hans forventede mål, holdt op mod hvad en gennemsnitlig Superliga-angriber ville få ud af de afslutninger han er kommet frem til. Efter 26 runder havde Onuachu scoret ni mål, han burde have scoret fjorten, helt specifikt burde han have scoret 5,05 mål mere end han havde.

Betyder en stor negativ difference at man har med en dårlig angriber at gøre? Nej. De fleste angribere vil score nogenlunde hvad de “burde” i forhold til chancer, ud af 72 spillere er der kun 15 der er to mål eller flere væk fra det forventede, positivt eller negativt. Vi har været inde på det her på siden før, det at rent faktisk score mål er måske noget af det mindst vigtige for en angriber. Eller… at kalde det mindst vigtigt er måske lige harsk nok, men lad os sige at det sidste lille stykke ind over linjen er noget af det en angriber har mindst indflydelse på, fordi så meget af det handler om en centimeter her og der, om stolpe ind eller stolpe ud, om modstandernes målmand lige har en god dag eller ej. Hvis en angriber har værktøjerne til at komme frem til chancerne, så skal målene nok også dukke op.

Selvfølgelig, hvis en angriber har flere sæsoner i træk med negativ difference, så begynder det at tyde på en angriber der bare ikke er særlig effektiv en afslutter, men det er for eksempel meget sigende at både Rasmus Festersen og Anders K. Jacobsen er blandt de spillere med en negativ difference på mere end to mål denne sæson. Ikke fordi de er dårlige, men fordi de har været skuffende.

Faktisk var både Festersen og Jakobsen også blandt de spillere sidste sæson der havde en positiv difference. Rasmus Festersen er gået fra +2,97 til -2,34, et sving på 5.31 mål. Anders K. Jacobsen gik fra +4,99 til -3,65, et sving på 8,64 mål. Sidste sæson så de begge bedre ud end de egentlig var, denne sæson har de begge set værre ud end de egentlig er.

For ligesom en negativ difference kan være intet mere end en midlertidig formkrise, så kan en positiv difference både være tegn på en yderst effektiv angriber men også på en angriber der spiller over niveau, selvom det er et udtryk der irriterer nogle. I sidste sæson var Lukas Spalvis god, men var han virkelig 18-måls god? Han var i hvert fald i top tre over spillere med positiv difference, +4,94, bag førnævnte Anders K. Jacobsen og nummer et på listen, SønderjyskE’s Johan Absalonsen. Absalonsen scorede 12 mål i SønderjyskE’s sølv-sæson, eller samme antal mål som de foregående seks sæsoner tilsammen. At det var noget udover normen for Absalonsen kunne også aflæses i en difference på +5,78, han scorede altså næsten dobbelt så mange mål som han burde. I denne sæson er Absalonsen tilbage på de to mål som var målgennemsnittet før 15/16 sæsonen og en difference på -0,86. Efter en (flot) udstikker af en sæson har han nu vendt tilbage til normen.

Chancer er altså vigtigere end mål, over en tilpas lang periode, og det kan hverken betale sig at gå i panik over en periode med dårlig udnyttelse af chancerne eller falde i svime over en periode med god udnyttelse af dem. Nummer et på listen over positiv difference for denne sæson er forresten Marcus Ingvartsen med en vanvittig +6,75 og nummer to er Teemu Pukki med +5,22.

Hvorfor så tage det her op på en FCK blog? Fordi næste mand efter Paul Onuachu på listen over spillere der burde have scoret flere mål end han har gjort naturligt nok er Andrija Pavlovic, med en difference på -4,04.

Og ligesom Onuachu har Pavlovic brugt de sidste par kampe efter de her data blev indsamlet på at pynte på de tal, blandt andet med et mål mod SønderjyskE af typen der kræver den slags selvtillid som Den Gale Pose rapper om. Og et mål der netop handler om at komme frem til chancen. Om at have tillid til at hvis man kommer frem til chancen, så skal målene nok komme.

For på trods af alt den snak man hører om hvor vigtigt det er for en angriber at have selvtillid, og det er det uden tvivl også, så er det lige så vigtigt for en angriber at have tillid. Hvis selvtillid var et og alt for en angriber, så ville Marvin Pourié være den mest succesfulde angriber i FC Københavns historie og Nicklas Bendtner ville ikke sidde lige nu og google “Best way to get drunk in Trondheim”. En angriber bliver nødt til at have tillid til de små centimetre der gør forskellen på stolpe ind og stolpe ud, han bliver nødt til at have tillid til fodboldspillet selv.

For at se hvor vigtigt det er med den slags, så behøver man ikke at se længere end Andreas Cornelius. Han har aldrig virket som en fyr der manglede selvtillid. Men man kunne godt se sidste sæson at der manglede noget. Det blev ofte sagt at han var bedst når han bare reagerede, når han ikke fik tid til at tænke over hvad han skulle gøre. Masser af selvtillid, ingen tillid.

Nok bedst eksemplificeret af to mål. Det første var i 6-2 sejren over AaB i marts sidste sæson, en stikning i dybden fra Kasper Kusk og så en first-timer med højrebenet fra Cornelius der sidder lige så målmanden men alligevel går ind. Han kom i en god position og så skulle der bare hakkes til bolden, lige meget om den lå til det dårligere højre, lige meget hvor målmanden var placeret, bare hak og håb.

Det andet mål var mod Horsens i september, 2-0 sejren på udebane i denne sæson. En lang bold forlænges af Santander, Cornelius får den heldigt med i frit løb ned mod målmanden, tager et træk uden om og lægger den stille og roligt ind i det tomme mål. Det mål ville 15/16 Cornelius aldrig have scoret for han ville slet ikke overveje at tage det ekstra træk og dermed gøre chancen større. Han ville ikke have troen på at det ville lykkes.

Man kan sagtens argumentere for at det også er selvtillid, at det er en intern tro på at man har evnerne og så en mere ekstern tro på at man også kan udnytte dem til fulde, men nu vælger jeg at sige tillid og selvtillid.

En anden grund til at kigge på Andreas Cornelius, forresten? Sidste sæson havde han en negativ måldifference på -4,16. Han var altså værre kørende sidste sæson end Pavlovic er i denne. I denne er han på +0,89 og bliver set som en af ligaens bedste angribere. Det betyder ikke at det samme nødvendigvis vil ske for Pavlovic, men det er svært at forestille sig en angriber med Pavlovic’s spillemæssige kvaliteter, som han trods alt har vist, skulle fastholde en så dårlig udnyttelsesrate af de chancer han kommer frem til. Der var kun en spiller sidste sæson med en dårligere måldifference end Cornelius, det var Serge Deble med -4,21. I denne sæson er han på -0,22. I Debles tilfælde er det lige så meget fordi han simpelthen er kommet frem til færre chancer denne sæson end sidste og det kan sagtens være hvad der sker med Pavlovic, men hvor Viborg gik fra en 8. plads til en 13. plads og de manglende chancer nok hænger sammen med det, så burde der ikke være den store risiko for at FC København pludselig holder op med at kreere chancer i samme omfang.

Hvis Andrija Pavlovic spiller nogenlunde på samme niveau næste sæson og bare scorer som en gennemsnitlig Superliga-angriber på de chancer han kommer frem til, så burde Andrija Pavlovic ende næste sæson med et dobbeltcifret antal mål i ligaen.

Hvis han får lov.

For rygterne går og når du læser det her kan det allerede være annonceret at FC København har skrevet med den cypriotiske angriber Pieros Sotiriou fra APOEL, vores Champions League kvalifications modstander og de (ikke overraskende) regerende cypriotiske mestre. Sotiriou er 24 år, gennemsnitsalderen for vores nuværende angreb (Pavlovic er 23, Santander 25 og Cornelius 24), han er 1,86 høj, hvilket ville gøre ham til den laveste af de fire og har 19 landskampe for Cypern og et mål. Han fik først sit gennembrud for APOEL i 2016, hvor han i anden halvdel af 15/16 sæsonen scorede 10 mål på 20 kampe, efter at have gået målløs gennem første halvdel af sæsonen uden at have spillet særligt meget. En skade til argentinske Fernando Cavenaghi åbnede op for Sotiriou og indtil videre i 16/17 sæsonen er han holdets klare topscorer.

Det er selvfølgelig svært at vurdere en spiller fra den cypriotiske liga, men han virker typemæssigt mest til at ligne Pavlovic snarere end Santander eller Cornelius. Han er ikke en targetman, heller ikke den udfordrende type der kan noget på egen hånd. Han virker ikke til at være speciel hurtig, men han skulle være meget løbevillig og falder ofte ned for at tage del i presset, så som defensiv forward burde han passe glimrende ind i Ståles system.

Offensivt er det måske lidt sværere at se hvad der eftersigende har fået den helt store pengepung op af Ståles lommer. I de to kampe mod os scorede han godt nok deres ene mål, men det var stort set på hans eneste afslutning over de to kampe. Han tog næsten ikke del i opspillet, slet ikke på samme måde som Santander og Cornelius bliver brugt, han havde lidt for mange spånplade tæmninger til at blive farlig når bolden nåede ham og i luftrummet skulle vi tolv minutter ind i returopgøret før han vandt sin første duel. Det var mod Rasmus Falk.

Han har scoret mange mål, så noget må han jo kunne, men spillemæssigt har jeg svært ved at se ham gå ind som en erstatning for Santander eller Cornelius. Så uanset hvem af de tre der bliver solgt, og vi kommer nok til at se mindst en angriber blive solgt, så kunne det sagtens se ud til at blive Pavlovic der ender med at tabe kampen om spilletid. Den unge Julian Kristoffersen kommer nok også til at forlade klubben og blive erstattet af et ungt talent som man har lidt større tiltro til fremover, så hvis der skal afsættes lidt flere minutter til talentpladsen end tidligere vil det nok også være Pavlovic der går ud over.

Medmindre selvfølgelig at den gode serber bliver ved med at komme frem til chancer og kan begynde at omsætte dem til scoringer. Mål plejer at være et godt remedie mod manglende spilletid.