Før Kampen: FCM v. FCK, 29/03/13

En kort optakt i anledning af påsken, det er FC Midtjylland der tager imod langfredag kl. 19:00 på MCH Arena og 3+, der er trupper her og her og så er der røde næser hele vejen rundt for at støtte Danske Hospitalsklovne. Ikke første gang at Viasat bruger den sene aftenkamp til at støtte nogle klovne…

Hos FCM er der comeback i truppen til Erik Sviatchenko, der ser frem til duellen med Andreas Cornelius som han sammenligner lidt med Ken Fagerberg, og ellers er det samme flok som fik 1-1 mod Brøndby. Hmm.

Jonas Lössl

Kolja Afriyie – Erik Sviatchenko – Kristian Ipsa – Jesper Juelsgård

Kristian Bak

Danny Olsen – Mads Albæk – Petter Andersson – Rilwan Hassan

Morten ‘Duncan’ Rasmussen

Mads Albæk startede kampen mod Brøndby på kanten for at give plads til Izunna Uzochukwu uden det store held og allerede i pausen blev der omrokeret, efter en Kristian Bak skade. Jeg tror ikke umiddelbart at FCM har tænkt sig at prøve det igen, men det er ikke utænkeligt at de prøver at sætte sig på kampen med en massiv midtbane, så det er stadig en mulighed.

Hos FCK er Thomas Delaney tilbage efter et trykket ribben, men han er næppe en der går direkte i startopstillingen. Spørgsmålet er nok nærmere om FCM på udebane er nok til at gå fuld kujon og stille med Daniel Jensen i angrebet. Jeg håber og tror på nej, men ligesom Albæk på kanten er det en mulighed. Nok desværre en større mulighed end Albæk, faktisk. Det andet spørgsmål er så om Christian Bolaños starter inde. Han var i aktion henover landskampspausen, en kamp der mindede mere om Anders And mod Rip, Rap og Rup end en fodboldkamp, hvilket betyder to lange flyture og en hård kamp i benene. Det har tidligere betydet kamppause til højrefløjen, hvilket muligvis vil gøre ham godt selv hvis han var frisk. Får han en pause, så må man regne med at det er Rurik Gislason der får chancen over Martin Vingaard.

Cesar Santin – Andreas Cornelius

Nicolai Jørgensen – Daniel Jensen – Claudemir – Rurik Gislason

Pierre Bengtsson – Kris Stadsgaard – Ragnar Sigurdsson – Lars Jacobsen

Johan Wiland

Forhåbentlig ser vi en bedre indsats end sidste gang vi havde en fredagskamp hvilket var… i fredags. Vi har i lang tid haft rigtig godt styr på FCM på udebane, men i de sidste fire kampe har vi tabt tre og kun vundet en, så det kan sagtens blive en svær nød at knække. Det ideelle ville være at lukke kampen i første halvleg og kunne spare lidt kræfter med tanke på at vi har en kamp igen allerede på mandag. Men vi får se.

FacebooktwitterFacebooktwitter
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *