Det var dog uforskammet at lægge en kamp på en torsdag af alle dage. Og så er det endda et derby.
Ja, så er det Brøndby der gæster Parken, med kampstart kl. 18:00 og optakt kun fra kl. 16:00. Skuffende. Jeg ved vi alle gerne ville have set seks/otte timer af Viasats mest morsomme påfund.
Der er blevet udtaget trupper, både Brøndby og FCK, og man kan vist roligt sige at det er to vidt forskellige kriterier for udtagelse der er blevet brugt her. Hos Brøndby har cheftræner Auri Skarbalius udtaget præcis samme trup som sidste kamp mod OB, med den ene undtagelse af den unge venstreback Daniel Norouzi der sidder udenfor efter han fik rødt kort i slutminutterne af OB kampen. Hos FCK har cheftræner Carsten V. Jensen udtaget alt hvad der kan kravle og gå, inklusive en meget teoretisk mulighed for debut til angriberen Andreas Cornelius der er hevet op fra U19 holdet. Hos Brøndby må man også formode at startopstillingen bliver noget lig den mod OB, hvor Jan Frederiksen virker som den mest oplagte afløser på venstreback pladsen. Det er selvfølgelig også muligt at Auri vælger rutinen hos Mikael Nilsson frem for Frederiksen, men Nilsson har endnu ikke fået spilletid under Auri i år og har flere gange været siet helt fra kamptruppen, hvor Jan Frederiksen har været fast inventar på bænken.
Michael Tørnes
Anders Randrup – Clarence Goodson – Daniel Stenderup – Jan Frederiksen
Dennis Rommedahl – Mike Jensen – Mikkel Thygesen – Michael Krohn-Dehli
Nicolai Agger – Simon Makienok Christoffersen
Hos FCK er startopstillingen primært betinget af hvem der stadig kan spille. Med Kris Stadsgaard, Peter Larsson, Matthias “Zanka” Jørgensen, Claudemir, Martin Vingaard og Thomas Delaney ude, Delaney for resten af sæsonen, så er eneste rigtige tvivlspunkt i startopstillingen om Bryan Oviedo kommer tilbage istedet for Pierre Bengtsson. Jeg tror han gør, jeg synes ikke Oviedo spillede sig af og Bengtsson spillede sig absolut heller ikke på mod Lyngby. Der er måske en lille chance for at Pape Pate Diouf ikke tager sig af venstrekanten, men CV istedet satser på Oviedo og Bengtsson sammen derude, men forhåbentlig ikke.
Cesar Santin – Dame N’Doye
Pape Pate Diouf – Thomas Kristensen – Christian Grindheim – Christian Bolaños
Bryan Oviedo – Ragnar Sigurdsson – Sølvi Ottesen – Lars Jacobsen
Johan Wiland
Det betyder så at vi stiller med en bænk der hedder Kim Christensen, Pierre Bengtsson, Christian Gamboa, Youssef Toutouh, Morten Nordstrand, Mustafa “Mos” Abdellaoue og Andreas Cornelius. Med andre ord, vores bedste løsning i det centrale forsvar og på den centrale midtbane hvis noget skulle gå galt er samtidig vores bedste løsning i front, Dame N’Doye der har spillet både midtbane og midterforsvar før. “Tyndt besat” er lidt af en underdrivelse.
Ser man på Brøndbys sidste tre kampe så er det lutter sejre, over FC Nordsjælland, Lyngby og OB, og Brøndby er faktisk ubesejrede i år. Der er stadig svagheder at spore under kampene, men gejst og vilje har Auri da fået ind i dem derude. Jeg synes personlig ikke at angrebet er særlig imponerende, HB Køge kunne lige så godt have holdt på Simon Christoffersen og lejet Nicolai Agger i Brøndby og så var der næppe nogen der ville mene at HB Køge pludselig havde et angreb der havde niveau til den øverste halvdel af Superligaen, men midtbanen ser på papiret imponerende ud og kan de først finde ud af at spille op til papir-potentialet, ja, så bliver det svært.
Med tanke på Brøndbys momentum, selvom diverse sportsteoretikere skulle have fundet ud af at sådanne ikke faktisk findes, så tror jeg vi skal ud i en uafgjort. 1-1 lyder ikke usandsynligt, måske med Christian Bolaños på scoringstavlen for første gang i år.