Dansk fodbolds værst bevarede hemmelighed gennem de sidste par år? Rasmus Falk er rigtig, rigtig god.
Det passede allerede i Odense men efter syv sæsoner og tæt på 150 kampe for et OB-hold i en nedjusteringsperiode har det bare været let at tænke på Rasmus Falk som en spiller der nok var den store fisk i Odense å men ikke havde niveauet eller indstillingen til at tage det næste skridt op. Den fattige mands Matt Le Tissier, altid god for et øjeblik eller to af genialitet men dømt til at forblive en fange af sin egen tryghedsnarkomani. Selv skiftet til FCK blev i samme øjeblik anset som både alt for uambitiøst, han skulle da være taget direkte til udlandet, og som for stort, han kom da ikke til at få særlig meget spilletid i København.
Men hvor folk måske havde forventet at Falk ville visne under det øgede pres og konkurrence der kommer af at være i en klub der spiller om mesterskab og Champions League deltagelse, så har det indtil videre været nogle andre faktorer der har spillet ind. Med bedre medspillere og uden den øgede opmærksomhed der kommer af at være sit holds bedste og i nogle tilfælde eneste kreative outlet, så har Rasmus Falk fundet plads og tid til at blomstre med den slags hurtige fødder og generøse blik for medspillerne der kan være med til at åbne de forsvar som FC København oftest står over for på anden måde end vi så fra Nicolai Jørgensen.
For han er faktisk en erstatning for Nicolai Jørgensen. Efter at det ellers blev slået fast at Rasmus Falk ikke var hentet som ny mand i angrebet når nu Jørgensen skulle videre i karrieren, så har det vist sig at være en sandhed med modifikationer, for med Rasmus Falk har FCK endelig fået den vandrende offensive midtbanemand tilbage som man mistede da Jørgensen blev rykket op i angrebet. Fra sin plads på venstrekanten slog Jørgensen igennem ved at trække ind i banen ind i et ingenmandsland mellem back, kant, forsvar og midtbane, hvor modstanderne enten blev nødt til at give ham pladsen eller forvrænge sig selv ud af position for at få en mand på ham og dermed åbne op for andre offensive kræfter på FCK-holdet. Både Kasper Kusk og Benjamin Verbic blev udset til at være spillere der, ligesom Jørgensen, skulle trække ind fra kanten og udnytte det tomrum men som spillertyper får man noget andet ud af de to end man får fra Falk. Rasmus Falk har en tålmodighed derinde som de andre kantspillere ikke har, han formår at modtage bolden centralt og så derfra påvirke større dele af spillet end mere direkte offensive typer som Verbic og Kusk. Lige nu virker det faktisk til at uanset hvem alternativet er så kan Falk bare enten lidt mere, eller gør det lidt bedre, eller lidt hurtigere.
Eller lidt af alle tre. Ud af de nitten mål som København har scoret mens Rasmus Falk har været på banen, så har han været involveret med enten sidste, næstsidste eller tredjesidste fod på ti af dem. Ti mål enten som målscorer eller med en assist eller anden-assist. Så taler vi om en mand der har efterladt sit aftryk. Sidste sæson scorede han seks mål og fik ni assists for OB over hele sæsonen, i de syv kampe han har spillet for FCK indtil videre har han scoret fire mål og lavet tre assists. Der er så mange ting som Rasmus Falk gør rigtigt, fra de positioner og løb han tager, til måden han vender om bolden i stedet for med bolden når han modtager den, til det overblik og de no-look pasninger der leder tankerne hen på allerhøjeste niveau, at man allerede nu begynder at overveje hvor lang tid han kommer til at være i København.
Rasmus Falk er rigtig, rigtig god. Og skræmmende nok ser han ud til at blive bedre.
Ikke at de andre valgmuligheder på kanterne er dårligere end Falk, nødvendigvis, bare anderledes typer. Det skræmmende ved de københavnske kanter er ikke bare det høje niveau de holder, men også at det giver Ståle Solbakken en imponerende stor værktøjskasse at gribe i alt efter behov.
Kasper Kusk er enormt direkte og kynisk i sit spil, et slangehug af en angriber forklædt som kant. Han er bedst når han kan gå direkte mod mål i høj fart og kan være enten sidste eller næstsidste mand på bolden. Han har både teknik og overblik til at indgå i kombinationsspillet ude i banen, specielt det indadsvingende indlæg fra højre har vist sig at være farligt, men han har også en tendens til at forsvinde lidt ud af kampe og kun stemple ind momentvist. Men så længe de momenter så udmønter sig i mål og assists, så er meget tilgivet for klubbens nok bedste offensive omstillingsspiller.
Benjamin Verbic er nok ham der minder mest om Jesper Grønkjær i spillestil, en aggressiv og udfordrende spiller der minder mere om en 4-3-3 kant med blik for målet og nok derfor også den eneste af kanterne som er blevet brugt i angrebet en sjælden gang imellem. Han kan gå begge veje rundt om en modstander og er stort set lige god på begge kanter, men den versatilitet kan også ende med at blive en hindring for ham hvis han bliver kastet rundt på forskellige pladser. Indtil videre i denne sæson har han dog grebet chancen uanset hvor han spiller, selvom favoritpladsen ser ud til at være venstrekanten hvor han kan trække ind over midten med bolden og trykke af lige uden for feltet.
Hvis Benjamin Verbic er dette FCK-holds svar på Jesper Grønkjær, så er Youssef Toutouh så den moderne Atiba Hutchinson, en offensiv midt der vikarierer på kanten med teknik og overblik snarere end raketfart og lange træk mod baglinjen. Og ligesom Atiba, så virker fremtiden for Youssef Toutouh til at ligge inde centralt snarere end på kanten, noget der sagtens kan ske allerede i denne sæson når Thomas Delaney uundgåeligt bliver solgt. Men indtil da giver Toutouh både noget fysik og måske en større velvilje til at arbejde defensivt end de andre kanter, kvaliteter der uden tvivl vil give ham en del kampe denne sæson under Ståle Solbakken.
Vi så værktøjskassen komme i brug mod Lyngby, hvor folk måske var lidt overrasket over at Rasmus Falk ikke fik sin liga-debut for København efter et par gode træningskampe og mål mod Crusaders, men trænerteamet havde set at Youssef Toutouh fysisk kunne overmatche Jeppe Brandrup på højreback og det gav så 1-0 målet. Mod Esbjerg, et hold der slet ikke har fået styr på deres centrale midtbane, kom Rasmus Falk ind og kunne boltre sig i rummet mellem midtbane og baglinje. Det er en schweizer-kniv af de helt, helt store som Ståle Solbakken kan vifte rundt med, og allerede nu har alle fire kanter ikke bare spillet men også scoret.
Og så er der Danny Amankwaa. En taktisk skolet og lynhurtig kant som har været i FC København siden han som 12-årig kom til fra Brønshøj, som har været en del af diverse U-landshold op gennem karrieren inklusive det højt besungne U17 landshold sammen med Pierre-Emile Højbjerg og Viktor Fischer, en spiller som mange fans bare har ventet på fik det endelige gennembrud i klubben, en spiller med fart som Theo Walcott og teknik som en anden, bedre spiller end Theo Walcott.
Gennembruddet så næsten ud til at komme for to sæsoner siden. 23 kampe, 18 af dem fra start, et mål og fire assists, men det burde have været flere. Gradvist fik man et billede af et kæmpe talent der havde alt hvad en kantspiller skal have, bortset fra et slutprodukt. Og så kom skaderne der gjorde sidste sæson til et lille helvede for den unge mand, kun syv kampe, alle som indskifter, under 180 minutter over en hel sæson. Og nu ser vejen til spilletid til at være rigtig lang endda.
Ihvertfald her i klubben. Nu bliver der talt om at Bashkim Kadrii skal lejes ud og så tænker man måske på hvorfor ikke det samme for Amankwaa, men som det blev påpeget for mig, Danny har kontraktudløb nu til sommer. Det giver desværre ingen mening for klubben at udleje ham uden først at forlænge med ham mens det ikke giver den store mening for Danny Amankwaa at forlænge uden at stå til at få spilletid. Medmindre de i klubben har en klar plan for Amankwaas udvikling klar som han også selv kan stå inde for, medmindre vi ser en dobbelt-nyhed snart om forlængelse og udlejning, så kunne det godt se ud som om Danny Amankwaa ender med at følge i Christoffer Remmers fodspor som et ungt talent der blev udkonkurreret hele vejen ud af klubben.
Er det ærgeligt? Ja, selvfølgelig, men samtidig er det også det sted i den danske/skandinaviske fødekæde som vi befinder os i lige nu. Der er tidligere FCK-talenter på bøgerne i Horsens, Lyngby, Randers, SønderjyskE, den norske liga, den svenske, i Tyskland og i Schweitz. Vi henter spillere som Rasmus Falk ind og vi sender spillere som Christoffer Remmer og måske også Danny Amankwaa videre.
Jeg håber selvfølgelig at Danny bliver i klubben, men jeg er også overbevist om at han får succes uanset hvor han ender, om det bliver på leje eller permanent. For ligesom Rasmus Falk har vist at han var klar til FC København, så er Danny Amankwaa også klar til at tage sit næste skridt.
Et par flyvefærdige fløje.
