Peter Brüchmann har for nyligt forfattet et blog-indlæg om FCK i Europa, om ledelsens ambitioner rækker ud over landets grænser. Kort, så bliver den københavnske ledelse rost for at investere i tingene rundt om fodbolden, trådløst netværk i Parken, satsningen på FCK TV, men der bliver sat spørgsmålstegn ved om klubben sigter efter den slags udvikling man så under Ståle Solbakken eller om ledelsen gerne vil nøjes med at være konge i den hjemlige andedam.
Og nu bliver der godt nok talt om den sportslige ledelse, men det er Hørsholt, Skjærbæk og Sørensen der bliver nævnt ved navn. Det er dem der bliver sat til at bære ansvaret for den sportslige satsning og det virker måske lidt misforstået. Hvorfor skulle de pludselig til at tage de sportslige beslutninger?
Før vi går videre bør vi måske lige præsentere den sportslige ledelse i FC København. Det er hurtig gjort, det er Carsten V. Jensen.
Bevares, han har da folk omkring sig, men det virker begrænset hvad der er af folk med indflydelse. Niels-Christian Holmstrøm var en del af et sportsligt panel men blev så sparket opad i organisationen til pladsen som næstformand i PS&E, egentlig med begrundelsen at man ville have ham tættere på fodboldholdet. Holmstrøm virker dog til at have sit at se til som KB formand med manglende forsikring på KB-hallen og med at vurdere FCN’s spillertrup for Østre Landsret. Han har i hvert fald ikke været særligt synlig omkring FC København siden han blev flyttet.
Da Ståle Solbakken var i klubben var han tydeligvis særdeles aktiv som både med- og modspiller for CV. I en sådan grad at CV jokede med at den mobilregning han havde med Ståle i klubben ville han helt sikkert ikke få med Ariël Jacobs, hvilket ser ud til at passe. Jacobs var en populær mand blandt ledelsen i Anderlecht fordi han stort set aldrig lagde sig ud med dem og også i København har han vist sig som en firmaets mand. Han indordner sig klubbens identitet og blander sig ikke i transfer-aktiviteterne.
Og så er der Lars Højer Nielsen, chefscout hos FCK på samme måde som jeg er chefredaktør her på siden, det er altid lettest når man er alene i huset. Han er også manden der sammen med Carsten V. Jensen har tegnet klubbens transferpolitik de sidste mange år og blandt andet fandt unge Bryan Oviedo til et U-20 VM. Men efter flere store fejlskud som Pape Pate Diouf, Christian Grindheim og Mustafa Abdellaoue, så begynder der at danne sig et mønster omkring spillerne vi har vist interesse for i dette vindue. Der er en Sandro Wagner, Mike van Duinen, Alex Martinez, navne som sikkert er dukket op gennem vores scouting-netværk, men vi købte rent faktisk Marvin Pourié og det ser lige nu ud til at Joshua John og Jesper Jørgensen er mest aktuelle. Vi har også hentet Olof Mellberg, en legende i skandinavisk fodbold, men ellers ser det ud som om at et af kriterierne for at ryge til FCK lige nu er at have gjort det godt i Superligaen. Noget Carsten V. sagtens kan se selv. Måske er det et tilfælde, jeg har ingen inside information om den slags, men måske er det ikke. Måske er tilliden om ikke forsvundet, så i hvert fald dalet fra CV’s side.
Det ville være den eneste konsekvens de sidste par års forfærdelige transfervinduer vil have haft. Hvilket i sig selv er utroligt. Den sidste spiller der blev købt til startopstillingen under Ståle var Pierre Bengtsson. Det var godt nok ikke til Ståle’s egen startopstilling, men som langsigtet erstatning for Oscar Wendt. Så blev Jos Hooiveld hentet til bredden og der blev også skrevet kontrakt med Johan Absalonsen.
Efter Ståle forlod klubben hentede CV og Lars Højer så, og det er en lang liste, Christian Grindheim, Johnny Thomsen, Pape Pate Diouf, Cristian Gamboa, Youssef Toutouh, Ragner Sigurdsson, Lars Jacobsen, Kris Stadsgaard, Mos Abdellaoue, Michael Jakobsen, Igor Vetokele, Nicolai Jørgensen, Rurik Gislason, Daniel Jensen, Olof Mellberg og Marvin Pourié. Det er naturligvis foruden de talenter der blev rykket op. Det er seksten spillere på to år, siden sommerpausen 2011. Af de seksten er halvdelen af dem enten ikke længere i klubben eller sidder fast i klubben uden nogen reel fremtid her. Kun fire har sat sig på en plads i startopstillingen, to af dem svæver i periferien og de sidste to er kun lige blevet hentet.
For lige at gentage, siden 2011 er halvdelen af spillerne der er blevet hentet enten forsvundet igen eller sidder udenfor holdet. Og jo, spillere som Gamboa og Toutouh, endda Johnny Thomsen var sikkert billige nok og værd at tage chancen på, men vi taler altså også om dyrt hentede spillere som Christian Grindheim og Pape Pate Diouf.
Og ikke kun spillere. Carsten V. Jensen har i samme periode ansat tre forskellige trænere. Manden han havde længst tid til at finde var Roland Nilsson, han røg igen efter et halvt år. Ikke på grund af de sportslige resultater, han afleverede klubben på en førsteplads med et pænt forspring ned til nummer to, men fordi han personligt ikke passede ind i hverken trup eller klub. CV har senere udtalt at den slags problemer opdager man først når man arbejder sammen med en træner, men hiver man ikke potentielle nye ansatte ind til en samtale eller to før man hyrer dem, netop for at opdage sådan nogle mismatches?
Træner nummer to vender vi tilbage til, men det betød at der var brug for en brandslukker og træner nummer tre, Ariël Jacobs, formåede at komme ind og stabilisere truppen og samle den nok til at skrabe et mesterskab hjem og, vigtigere, snuppe den sidste direkte Champions League billet i et stykke tid. At det nu så småt viser sig at det passer, det billede man fik fra Belgien af en træner med en begrænset værktøjskasse der er tom efter et halvt til et helt år, det skal ikke nødvendigvis ligge Carsten V. Jensen til last. Men samtidig skal han heller ikke have hele kreditten for at finde Ariël Jacobs til at begynde med, der skulle vi nemlig have fået endnu en hjælpende hånd fra Ståle Solbakken.
Men tilbage til træner nummer to. Træner nummer to blev nemlig ansat uden nogen erfaring som chef-træner. Han havde fem år som assistent, men det var for syv år siden. Og han fik et hold med fire points forspring ned til nummer to, med femten kampe tilbage, et hold der var i gang med muligvis den vigtigste sæson nogensinde hvor et mesterskab betød en tur i Champions League og en indtægt på over 150 millioner kroner. Træneren som Carsten V. Jensen ansatte til at hive det vanvittigt vigtige mesterskab hjem var Carsten V. Jensen.
Og han smed mesterskabet med to point op til FC Nordsjælland.
Og vendte så tilbage til jobbet som sportsdirektør.
Hvordan kan en sportsdirektør brænde millioner af på transfers og løn, hvor halvdelen af spillerne bliver smidt i skraldespanden igen, ansætte en træner kun for at fyre ham igen et halvt år efter, sætte sig selv i trænerstolen, smide et uhyre vigtigt mesterskab på gulvet og så sætte sig tilbage i sportsdirektør stolen uden konsekvenser?
FC København har en sportslig bibel der forklarer klubbens spillestil, klubbens mål og midler, hele klubbens identitet. Den er skrevet af Carsten V. Jensen og ligger på hans kontor. Mere end nogen anden person tegner Carsten V. Jensen klubben sportsligt. Langt mere end nogen anden person. Og han har været åben om at han har planer om at blive ved med det i lang tid endnu, det var faktisk en af grundene til at han selv støttede op om ideen med at træde tilbage som træner og blive sportsdirektør igen.
“Jeg har været i FCK i 20 år nu, og jeg har da en ide om, at jeg skal være der mange år endnu, men hvis vi var arbejdet videre i det samme spor, havde der været en risiko for, at det kunne slutte, uden at jeg kunne træde tilbage i en rolle som ren sportsdirektør.”
Fordi en træner kan fyres. Men hvem er der i ledelsen med det sportslige pondus til at fyre den kulturbærende sportsdirektør der ene mand tegner klubbens fodboldmæssige ledelse?
Så hverken Hørsholt, Skjærbæk og Sørensen bør holdes til ansvar for klubbens sportslige ambitioner. Og når Carsten V. Jensen siger at man ikke forstærker sig ud fra seks kampe i Europa, så er det de førnævnte ambitioner der bliver luftet.
FC København er gået fra at have stærke personligheder som Flemming Østergaard, Niels-Christian Holmstrøm, Ståle Solbakken og, ja, Carsten V. Jensen inde omkring den sportslige ledelse til nu at være regulært enevælde. Så lad være med at pege på aktionærene, lad være med at pege på direktøren, for hvem er de til at banke på porten ind til kongeriget og tale om manglende ambitioner?
FC København er blevet udsat for et sportsligt kup.
