Så fik FC København endelig en ny træner, efter flere uger med rygter om Peter Sørensen og frygt for alle fra Lars Søndergaard over Johan Lange til, ja, Peter Sørensen. Til sidst blev det så det i Danmark relativt ukendte navn Ariël Jacobs der endte med at overtage trænersædet på en to-årig kontrakt. Informationer blev hurtigt indhentet, et billede begyndte at dannes af en træner der efter fem år i Anderlecht med to mesterskabet og tre forfejlede Champions League-kvalifikationer begyndte at kløjs i kritikken fra presse og tilskuere om kedeligt spil og nu havde besluttet sig for noget nyt på trods af at han stadig var populær internt i klubben.
Der blev også lagt mærke til at han i Anderlecht havde spillet mere 4-2-3-1 end 4-4-2, noget der kunne ligne et opgør med den stramme organisation der har været talt så meget om gennem det sidste år. Manden selv lyder lidt mere ambivalent omkring talkombinationer, med fokus i stedet på hvad spillermaterialet ligger op til. Kombineret med en mere tilbageholdende attitude omkring det at have indflydelse på spillerindkøb, markant indflydelse ihvertfald, lyder det ikke som klubben forlader den 4-4-2 der har tegnet FC København udadtil siden 2001. En træner der stiller op alt efter spillermaterialet indkøbt af en 4-4-2 mand stiller stadig op i en 4-4-2.
En af hans stærke sider skulle så være kommunikation, han taler en del sprog allerede og har engang i tidernes morgen endda lært lidt dansk. Han mente selv på pressemødet at det handlede om uger før han kunne begynde at kommunikere på dansk. I Anderlecht fik han en del ros for sin mandskabsbehandling, ikke mindst fordi han var i stand til at tage samtaler med de individuelle spillere på deres eget sprog. Det bliver spændende at se hvordan en spiller som Claudemir vil tage sig ud under Jacobs, en træner med større chance for at nå ind og motivere ham end både Roland Nilsson og Carsten V. Jensen.
Det der umiddelbart har vakt mest bekymring om Jacobs er selvfølgelig anklagerne om kedeligt spil. Udtalelser fra nu kun sportschef Carsten V. Jensen om at både klub og træner er enige om at starte ud fra en solid defensiv organisation har spædet til og sammen med de uheldige CL kvalifikations resultater er der måske begyndt at dannes et billede af Hans Backe v. 2. Det er dog ikke første gang at en træner i FCK begynder at tale defensiv organisation, selvom Backe Basics er hvad der hænger mest ved. Roy Hodgson var af den klassiske skole der mente at den bedste måde at vinde på var ved ikke at tabe. Ståle Solbakken, under hvem holdet spillede nok det mest sprudlende angrebsspil endnu set i København, startede selv sin tid i klubben ved at tale om at angribe som Arsenal og forsvare sig som AC Milan og blev flere gange i sin tid i klubben kritiseret kraftigt netop fordi folk mente at han havde en alt for defensiv indgang til kampene.
Så skal det også siges at Jacobs mål-gennemsnit i de fem år han havde i Anderlecht er lige en flis over to mål per kamp, hvilket faktisk er marginalt bedre end Ståle Solbakkens gennem hans tid i klubben. Men det er nu ikke det den her klumme skal handle om. Der er konkrete argumenter omkring manden for både optimisme og bekymring men det jeg synes er spændende ved ansættelsen af ham handler faktisk om manifestet, den ellers på det sidste så udskældte køreplan som Carsten V. Jensen vogter, som startede med Roy Hodgson og stadig er skabelonen som klubben bliver kørt efter den dag i dag.
Mere specifikt, muligheden for forandring af den.
Den fremragende og tidligere nævnte bog “Soccernomics” af journalisten Simon Kuper og Stefan Szymanski, professor i sport ved Michigan University, har en del at sige om vigtigheden af videns-netværk inden for fodbold. Spanien og Barcelona blev fremhævet som to af de største eksempler på hold der først rigtig begyndte at udvikle sig da spillestilen fik en bredere europæisk indflydelse, i begge tilfælde primært gennem den hollandske skole ført med over af Johan Cruyff. Guus Hiddink bliver også fremhævet for hans rolle i at udbrede EEC-fodbold, den hurtige pasnings-baserede spillestil som er grundlaget for næsten alle større Champions League hold, blandt nationer som Tyrkiet, Australien og Rusland.
Herhjemme har vi de to meget konkrete eksempler som hedder Sepp Piontek hos det danske landshold og Roy Hodgson her i København, som begge kom til og udvidede den fodboldmæssige viden hos de to hold. Uden Sepp Piontek, ingen Danish Dynamite, uden Roy Hodgson, ingen moderne FC København.
Dermed ikke sagt at det FCK der findes i dag er det samme som Hodgson efterlod. Han udvidede FCK’s vidensnetværk til at omfatte den meget britiske stringente 4-4-2 med kort afstand mellem linjerne og lange bolde ned i bagrummet. Så kom Hans Backe med den svenske videreudvikling af hvad Roy Hodgson selv havde bragt til Sverige år tidligere. Stadig kort afstand mellem linjerne men nu havde backerne større muligheder for at gå med i det offensive spil. De to fløje havde mere frihed til at skære ind i banen. Og der var mere fokus på at beholde bolden i egne rækker. Der blev endda leget med tanken om at spille 4-3-1-2 en overgang, i et forsøg på at få det bedste ud af Jörgen Pettersson. Og så kom Ståle, og nu blev vidensnetværket udvidet igen. Denne gang var det Ståles udgave af Drillo-skolen der blev tilført til gryden. Spil i længderetningen, tempo i omstillingsspillet, backs som fløjspillere og fløjspillere som offensive midtbanespillere.
Men omkring Roland Nilsson gik det galt. Ideen gik på at finde en træner der i spillestilen mindede om Ståle. Hurtige omstillinger, 4-4-2 med bevægelige fløje, spil i længderetningen. Og det fik man. Man fik bare ikke andet. Det virkede ikke som om Roland Nilsson havde sin egen spillestil at bringe til holdet. Det hele var velkendt men mølædt, en bleg kopi af hvad man havde i forvejen. I stedet for at udvide netværket havde den sportslige ledelse sat den i dvale i deres forsøg på at videreføre hvad man allerede havde. Da Nilsson samtidig tabte omklædningsrummet blev det for meget og Carsten V. Jensen måtte selv i trænerstolen det sidste halve år. Men en mand der kommer indefra kan naturligvis ikke tilføje noget udefra, så den fodboldmæssige viden i klubben forblev i dvale og de manglende ideer endte med at være alt for tydelige. Det kunne ikke fortsætte, hverken med Carsten V. Jensen eller med Johan Lange, som det ellers blev frygtet en overgang. Der skulle nye ideer til.
Træd frem, Ariël Jacobs.
Uanset hvad der bliver sagt omkring talkombinationer, defensiv organisation og respekt for kubbens kultur, så kan en mand med næsten ti år i den belgiske fodboldunions talentudvikling og fem år hos RSC Anderlecht, en større klub i en større liga, ikke undgå at bringe nyt til det vidensnetværk som nærmest har ligget brak det sidste år. Manifestet blev skabt af Roy Hodgson, der blev efterladt aftryk af Hans Backe og Ståle Solbakken. Roland Nilsson kunne ikke tilføje det noget og Carsten V. Jensen kender ikke til andet. Ariël Jacobs vil uden tvivl efterlade sit aftryk. Med hans baggrund og fodboldopdragelse er det uundgåeligt.
Og det er på tide.
Bliver det et opgør med 4-4-2 og en betingelsesløs overgivelse til 4-2-3-1 systemet som mange håber på? Nej. Det er heller ikke nødvendigt. Vi skal ikke til at smide et system ud som har gjordt klubben til den største skandinaviske klub gennem de sidste ti år. Vi har vundet mesterskaber med det, vi har stået i Champions League 1/8. finaler med det. Men ligesom Backe gjorde med Hodgsons system og Ståle med Backes, så skal det udvides, videreudvikles og opdateres. Nu med de bedste dele af Ariël Jacobs belgiske fodboldviden.
Det synes jeg er spændende.
