Jeg havde en intro klar med “kender I den om topholdet der spillede 2-2 mod et bundhold og smed guldet” men først scorede Sergio Aguero i overtiden for Manchester City og så spillede FC Nordsjælland uafgjort mod OB og nu ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal sige.
Ja, FC Nordsjælland smed point mod OB, så pointtabet mod SønderjyskE, det pointtab som der ikke var råd til, var der så råd til alligevel. FCK kan ikke engang finde ud af at smide et dansk mesterskab for tiden.
Ser vi på de to startopstillinger så var SønderjyskE for en gangs skyld uden sidste-minuts ændringer og derfor også uden overraskelser, ligesom Carsten V. Jensen igen-igen havde valgt suttekluds opstillingen med Oviedo og Bengtsson på kanten. På midten var det Grindheim istedet for TK og nede i midterforsvaret måtte Sølvi også starte ude. Det varede dog kun lige indtil pausen og så blev både Kris Stadsgaard og Christian Grindheim hevet ud. Grindheim fordi han, bortset fra et par enkelte offensive placeringer, havde spillet en(dnu en) meget anonym kamp og Kris Stadsgaard fordi han havde råbt “hold kæft” efter CV.
Undskyld, han røg ud fordi vi havde brug for Sølvis gejst og vilje. Og Ragnars evne til ikke at vide når der løber nogen i ryggen på ham.
Det ærgrer mig for jeg har egentlig været meget glad for Ragnar indtil videre, men begge SønderjyskEs mål kom da en SjE spiller løb ned bag ham og han først opdagede det da afleveringen kom susende forbi. 2-0 målet var Lasse Vibe og, OK, han er også pænt hurtig, men 1-0 målet var Henrik Hansen. Det burde være muligt som forsvarsspiller at have bare en anelse tjek på hvor Henrik Hansen befinder sig, specielt hvis han befinder sig fem meter bag dig i en helt fri position.
Endelig, med et kvarter igen, gik det op for spillerne at man ikke ville få point hvis man tabte 2-0 og først Bolaños, der ligner en mand der ikke har lyst til at gå otte måneder mere uden et mål, og så Sølvis gejst og vilje fik skrabet det endelige 2-2 resultat hjem. I realiteten et rimelig ligegyldigt resultat medmindre de spiller to gange uafgjort og FC Nordsjælland samtidig taber mindst en kamp. Hvilket med FCN’s slutprogram ser rimelig usandsynligt ud.
Grindheim blev som sagt hevet ud i pausen sammen med Kris Stadsgaard, noget der ikke var så overraskende igen. Han er nummer to på listen over spillere der er blevet skiftet mest ud under Carsten V. Jensen og ligner sjældent en mand der har kapaciteten til at spille 90 minutter. Nummer et på listen er heller ikke nogen overraskelse, det er nemlig Cesar Santin. Det mest overraskende ved ham mod SønderjyskE var at han ikke blev skiftet ud. Med to mand ud i pausen og en bovlam Oviedo der ikke kom frem til noget særligt, så var der for engangs skyld 90 minutter til Santin. Han spillede godt nok stadig kun 45, men gamle vaner forgår jo ikke så let.
Heller ikke særlig overraskende, bortset fra på den der måde hvor man til stadighed tager sig til hovedet over hvor store chancer den mand rent faktisk kan brænde, var de store chancer som den mand rent faktisk brændte. Han havde fire gode muligheder i første halvleg, tre af dem burde have givet mål og specielt den ene afbrænder hvor han vender rundt i feltet og brager bolden langt over mål var simpelthen ikke en angriber i en dansk topklub værdig. Og spørgsmålet om Santins fremtid efter sommeren begynder kraftigt at trykke på. Han har ikke hurtigheden han havde engang. Han har en vending han ofte bruger når han får en lidt hård aflevering mens han løber på tværs af banen hvor han løber forbi bolden og så tager den lange vej rundt. Dengang han havde hurtigheden i benene, dengang forsvarsspillerne sad rigtig tæt på ham fordi hvis de ikke gjorde, så var han væk, dengang virkede den. Den pludselige drejning ville komme før forsvarsspilleren opfattede situationen og så havde han pludselig den meter eller to på forsvarsspilleren han skulle bruge. Nu holder forsvarsspillerne sig en meter eller to væk og løber stille og rolig den bold op før Santin kan lave sin drejning.
Jeg har før talt om Positions Of Maximum Opportunity, om Santins evne til at stå de rigtige steder og hvordan han bruger den evne til at kompensere for det aldrende bentøj, og at han kommer til de chancer han gør viser også at han stadig formår det der med at finde positionen. Det så man også mod FCN hvor han nærmest ubemærket lusker til bagerste stolpe og bare skal prikke den bold der dumper ned der ind. Det gjorde han bare ikke. Og når N’Doye mod SønderjyskE smider en lav bold ind foran målet, så er Santin der lige nøjagtig ikke. Alene med Coe sparker han lige på ham. Og helt alene i feltet brager han den langt over mål. Bevares, han har altid været en spiller der brændte mange chancer, det har ikke stoppet ham fra at sparke den i kassen 17 gange i denne sæson, men mængden og størrelsen på de afbrændere, det lugter altså af en spiller der har toppet og ville være bedst tjent med at finde en god udlandskontrakt til sommer.
At en af hans afbrændere i den her kamp så kom efter muligvis det bedst gennemførte angreb vi har haft hele året, 21 berøringer i egne rækker før Bolaños fandt Santin helt fri i feltet, virkede nærmest absurd. Som at finde en rose i en mødding.
For der var godt nok meget møddinge-bold over det. CV var ude efter kampen og sige at holdet ikke kom rigtigt ud til kampen, hvilket ikke passede men på nuværende tidspunkt er det jo bare blevet en vane for manden. Der var faktisk tegninger til noget bedre end hvad vi fik til at starte med, men langsomt og sikkert begyndte spillerne at trække i håndbremsen. Selv efter målene til både 1-0 og 2-0 virkede det ikke som om synet af det danske mesterskab og medfølgende Champions League deltagelse der forsvandt i horisonten rent faktisk gjorde en forskel. Det var først efter Bolaños’ fine hug at der kom lidt tro på sagerne igen.
Jeg nævnte tidligere at Bryan Oviedo var blandt dem der blev skiftet ud i løbet af kampen og det var selvfølgelig ikke Pape Pate Diouf der kom ind men istedet Martin Vingaard og ret skal være ret, som en af de få spillede Martin Vingaard faktisk… ikke godt men bedre end længe set. Det var blandt andet ham der smed den glimrende tværpasning som spillede Bolaños fri til målet. Han havde også et enkelt forsøg som drejede lige uden om målet og en fiks lille et-to i feltet (med Cesar Santin, no less) som han desværre valgte ikke at afslutte på.
2-2 sluttede det altså og dagen efter blev det 0-0 i Farum og så er FCK på forunderlig vis stadig et point foran i tabellen med to runder igen. Nu her på torsdag gælder det først reserveholdsligaen og så… hvad? Pokalfinalen. Ja, skal vi ikke lige vente og se hvordan startopstillingen kommer til at se ud. Uanset er det Horsens og guderne må vide hvordan det går.
