Og dybt inde i overtiden var det Sölvi Ottesen der kom sidst på et indlæg og scorede til 3-2 til heltemodige FC København over de forfærdelige blåblusede modstandere med den tidligere FCK’er på højreback.
Men nok om FCK’s sejr over Lyngby tilbage i 2010 og til kampen mod Randers, hvor der var comeback i startopstillingen til Thomas Delaney og Sölvi Ottesen efter skadespauser, Delaneys af en del længere varighed, samt debut til Michael Jakobsen. Hvad kunne dog på nogen mode gå galt?
Nå ja, og dagens dommer var Michael Svendsen.
Det var ikke en god kamp fra FCK’s side. Det var heller ikke en dårlig kamp, nødvendigvis, men en middelmådig en i mange henseender. Spillere som Cesar Santin og Christian Bolaños virkede ikke helt tilstede, Martin Vingaard startede godt men faldt ud af kampen som den skred frem og virkede generelt mere interesseret i at have bolden end at tage de tunge defensive løb. Sölvi Ottesen var tung og næppe klar til en startplads endnu efter sin skade, Thomas Delaney gav ikke 100% simpelthen fordi han endnu ikke har 100% at give. Han gav hvad han havde, men han er heller ikke klar til en startplads endnu.
Omvendt, stor ros til unge Christoffer Remmer som spillede en stort set fejlfri kamp på højrebacken og krydrede det med to assists. Nu er han oppe på tre af dem på to kampe. Nogle vil måske mene at han var impliceret i målet til 1-0, men selvfølgelig skal han løbe på Bolaños’ stikning i dybden og så kan han ikke nå fra ene baglinje til den anden i tide. Michael Jakobsen så heller ikke helt godt ud, men i en tre-mod-to situation er det heller ikke nemt. Han hopper måske lidt for let på Ronnie Schwartz’s fintede aflevering ud til venstre men alternativet er at han ikke hopper på den og Ronnie Schwartz så reelt afleverer ud til venstre. Tilgengæld er det fuldstændig utilgiveligt af Sölvi Ottesen at han sælger holdet på den måde. Han har ingen chance for at nå bolden, der er ingen grund til at sætte sig selv fuldstændig af på den måde. En af de ting som Ariël Jacobs har ændret hos FCK er at indføre nogle automatismer for det defensive spil. I Fodboldmagasinet (som er tilbage, gå ind og download podcasten med det samme) bliver det omtalt som 3+1, ideen om at der hele tiden skal være tre forsvarsspillere og en midtbanespiller med tilbage. Sölvi bryder i situationen den aftale med sin kamikaze tackling og pludselig er det tre mod tre. Da Thomas Delaney så sætter sig midt mellem to stole og hverken følger Schwartz helt i bund eller stopper ham med et professionelt frispark, så hedder den pludselig tre mod to og 1-0.
I anden halvleg kom Nicolai Jørgensen ind istedet for Cesar Santin og 1-1 målet stod han for med et flot hovedstød, på oplæg af Christoffer Remmer. Jacobs sagde i pausen at han ville have mere tilstedeværelse i Randers’ straffesparksfelt og selvom Jørgensen måske virker mere som en fløj eller hængende angriber end en decideret boksspiller, så viste han at han forstår at bruge sin højde og drøjde samt at han har et forholdsvis veludviklet hovedspil. Ikke bare header han den tilbage på tværs af Randers keeper David Ousteds bevægelse, han drejer den faktisk ind. Hvis det hovedstød var fortsat i en lige linje fra Jørgensens hoved, så var den gået forbi. Det veludviklede hovedspil kunne faktisk gøre det ud for en Cornelius-aflaster, næsten af ren og skær nødvendighed hvis Igor Vetokele er den eneste angriber vi henter. Problemet med at hive Jørgensen op foran er bare at der kun er tre reelle alternativer til kanterne i truppen. Ja, Vetokele blev præsenteret som en mulighed på kanten og Thomas Delaney har også spillet derude et par gange, men naturlige kantspillere er de ikke. Cercle Brugge spilleren Rudy er blevet nævnt som den udsete afløser for Bolaños, hvis han nu skulle blive solgt, men ham henter man næppe hvis Bolaños bliver i truppen. Med seneste udmelding om at man er åben i det SønderjyskE for det salg af Lasse Vibe, så virker 5 millioner og Søren Frederiksen i bytte som et bud som skal prøves.
Nå, 1-1 blev det og så skulle det da også blive 2-1 og fik jeg nævnt at Michael Svendsen var dommer? Michael Svendsen, som nu har dømt fire kampe i denne sæson og dømt straffe i tre af dem. Før det i Randers kampen var det i åbningskampen mellem AGF og AaB hvor Devdariani bliver nedlagt af Würtz i feltet og så i kampen mellem Esbjerg og SønderjyskE hvor Esbjerg keeper Lukas Hradecky går op for at gribe en bold og Tommy Bechmann løber forsigtigt ind i hans udstrakte fod og kaster sig til jorden. Så ud af hans sidste tre straffespark er to af dem rent faktisk dømt for noget der skete inde i feltet og en af dem kunne faktisk dømmes. Det er da en meget pæn statistik.
Nej, selvfølgelig var der ikke straffe mod Michael Jakobsen. Selv hvis man ikke mener at det skub Ronnie Schwartz giver ham er nok til et frispark, så burde det faktum at det foregik en meter udenfor feltet være nok i sig selv til at der ikke kunne dømmes straffe. Der burde man også kunne forvente at linjevogteren kunne se at det foregik bogstavelig talt en meter uden for feltet, men enten så han det ikke eller også tog Svendsen ham ikke med på råd før han dømte straffe. Uanset var det en forfærdelig beslutning af Svendsen som ikke kommer til at få konsekvenser for ham men nok burde. Det hjælper ikke på vurderingen at han kampen igennem kørte den meget danske version af den internationale linje, som er at dommeren bare undlader at dømme de små frispark indtil han mister kontrollen og så dømmer et straffe for en hånd på bolden en meter uden for feltet.
Men okay, han skal have ros for en ting, den gode Svendsen. Han var god til at lade spillet fortsætte selvom der lå en Randers spiller på jorden og virkelig gerne ville trække nogle minutter. Ved 2-2 målet begår Ronnie Schwartz et halvgroft frispark på Oviedo og lægger sig straks selv ned for at trække noget tid. Oviedo springer op og sætter spillet i gang og et par sekunder senere har Christoffer Remmer den på højrekanten, ind foran, Cornelius med hovedet (teenage angriber der scorer, endnu en sammenligning med Lyngby kampen) og 2-2. Det var ikke en god kamp af Cornelius heller, han er endnu ikke på det punkt i sin udvikling hvor han kan løfte sit spil over holdets niveau, men et flot mål var det og det viste endnu engang en af hans forcer i hovedspillet, nemlig evnen til at sætte kraft og fart på et hovedstød. Indlægget fra Remmer var præcist men ikke ligefrem hårdt og alligevel får Cornelius sat nok kraft på til at pande den ind bag Ousted.
Og ja, så var der Sölvi til sidst.
Alt i alt, en okay kamp med mange ændringer der i lang tid så ud til at koste mere end den endte med. FCK spillede ikke så dårligt endda som det blev gjort til nogen steder, primært spillede Randers bare en rigtig god kamp. Faktisk spillede Randers vores kamp mod Lille, endda med Tidiane Sane i den direkte TK-rolle. Da Sane havde været i ligaen i et par år begyndte jeg at holde øje med ham som en mulig afløser for Atiba Hutchinson på den centrale midtbane. Han endte aldrig med at udvikle talentet derhen hvor han blev rigtig interessant, men kampe som den mod FCK får en til at tænke over hvad det kunne have endt med.
Men nok om Randers, nok om Sane, alt for meget om Svendsen. Nu handler det om Lille og måske det sidste skridt i Champions League eventyret for i år. Måske det første.
