Efter Kampen: FCK v. Brøndby IF, 18/08/12

Det er umådeligt varmt og enhver lyst til at gøre noget som helst bliver svedt væk bare af at sidde i sofaen og klage over varmen. Det er min undskyldning for et middelmådigt stykke arbejde, jeg ved ikke hvad spillernes er.
Sikkert også varmen.

Det er altså også varmt.

Der var derby i Parky og vi bliver nok nødt til at indse at antallet af derbies der er tilbage er begrænsede. Fortsætter udviklingen så vil det meget snart være bare endnu en kamp. Det føles allerede godt derhen af. Ikke hjulpet af timingen, selvfølgelig. Kampen blev naturligt nok overskygget af CL kvalifikationen mod Lille, med Bryan Oviedo og Christian Bolaños udenfor i en kamp som de nok ellers ville have spillet hvis den var relativt betydningsfuld. Bolaños var forresten ikke til landskamp som jeg ellers påstod, undskyldningen var “en mindre skade”. Mere bekymrende var det at Johan Wiland også sad over med hvad der lød som en mere reel skade, men han skulle heldigvis være klar mod Lille og så stod Kim Christensen forresten en glimrende kamp.

Eneste spiller jeg kommer til at bruge udtrykket “glimrende kamp” om.

Claudemir startede med tre af den slags selvmords-tværpasninger som han ellers har været god til at fjerne fra sit spil, heldigvis lykkedes de alle lige akkurat, og det bedste han gjorde i resten af kampen var ikke at prøve flere af dem. Martin Vingaard var på en taknemlig opgave overfor en Jens Stryger Larsen der aldrig havde spillet venstreback pladsen før, men hvor der burde være muligheder for en mobil Vingaard til at trække Larsen ud af position og enten åbne fløjen eller finde de tomme områder, blev det istedet alt for statisk og langsomt for Vingaard. De par gange han så trak væk fra Larsen blev det også farligt eller ihvertfald burde. Hans sidste touch på bolden var desværre for dårligt, der var flere kiksede indlæg, og alt i alt må det siges at være sæsonens dårligste kamp for Vingaard.

Det samme kan siges om stjerneskuddet Andreas Cornelius, der på trods af en glimrende assist da han header Lars Jacobsens indlæg tilbage på tværs af feltet, også havde sin dårligste kamp indtil videre, med alt for mange boldtab både på manglende teknik og på at blive udfordret på fysikken. Hans bedste aktion, bortset fra oplægget, kom da han løb i dybden på en god aflevering fra Santin, blev presset ude i siden af feltet af Goodson, rullede ham over på den anden side og sendte en svag inderside afsted mod mål. Potentialet er der men det fungerede bare ikke mod Brøndby.

Det var der ikke meget der gjorde. Hverken presspillet, positionerne, omstillingspillet eller tempoet. Og i sidste ende var det noget så irriterende som en fortjent udligning og et undgåeligt point tab.
Jeg tror vi placerer den her under “varmeslag” og “tankerne andetsteds”.

Ikke mindst fordi det er utroligt varmt og mine tanker er andetsteds.

FacebooktwitterFacebooktwitter
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *