…
…
Er det ovre? Pyyyha. Ja, sådan endte jeg med at “se” de sidste fire minutter af kampen mod Brügge. Jeg slukkede lyden og gik ind i et andet lokale. Afslutningen på stolpen var jeg sikker på gik ind. Annulleringen af deres mål var jeg en evighed om at opdage, næsten lige så lang tid som Carsten Wer–ah, nu ikke overdrive. Det tog ikke så lang tid. Men kombinationen af de to, det var mere end jeg kunne klare. Jeg var ganske sikker på at hele korthuset røg lige om lidt, specielt da jeg lige stak snuden indenfor og så at Brügge havde smidt målmanden med op på et hjørnespark. “Så”, tænkte jeg, “nu pander han den sgu ind”.
Det gjorde han så ikke, fandt jeg ud af, omend der lige var det der halve sekund da jeg kom tilbage og så at et af tallene i stillingen havde skiftet fra 2 til 3. Men så var der billeder af jublende FCK spillere og så faldt det hele på plads. Efter endnu et drama af de større er FCK nu sikret europæisk gruppespil for gud ved hvilken gang i træk. Syvende gang i træk? FCK.dk? Okay.
Det holdt hårdt. Og det blev da også en taktisk affære ganske som forudsagt, nok hjulpet af at Jacobs i dagens anledning havde valgt at stille op i en 4-5-1. Diverse lineups havde lidt optimistisk valgt at sætte Martin Vingaard i angrebet, men i realiteten var han offensiv midtbanespiller, den fremskudte del af en tre-mands central midtbane. Han skulle så finde rummene mellem midtbane og forsvar, gå ind i kombinationer og gerne komme til afslutninger. Det blev ikke en ubetinget succes. Det blev faktisk heller ikke en betinget succes. På trods af luftige løfter om at skulle kontrollere kampen og gå efter at score mål, så havde Brügge det fint med med at stå kompakt, lade FCK om at have bolden og så ellers lade deres hurtige spillere i front om at skabe det offensive. Det betød at Vingaard ofte blev “klemt” melllem kæderne og blev nødt til enten at lægge sig op ved siden af Santin, hvor han så kunne stå og kigge bold, eller droppe ned på den centrale midtbane og ende for langt fra Brügges mål til at indgå i spillet som han var tiltænkt.
Det andet problem for Vingaard havde mindre at gøre med Brügge specifikt og mere at gøre med Vingaard som spiller. Han evner ikke at sætte en mand. Jo, jo, er modstanderen ikke alt for hurtig så kan han vinde en løbeduel, men det som vi ser Bolaños gøre, Oviedo gøre, Nicolai Jørgensen gøre, at lokke modstanderen over på det forkerte ben og så skifte tempo for at komme væk, det er et værktøj som Vingaard bare ikke har at arbejde med. Hans positions- og kombinationsspil gør ham til en farlig spiller på FCK’s venstrekant fordi han kan trække ind i banen og blive fri enten ved at tage de rigtige løb eller indgå i det rigtige samspil, men når han som mod Brügge ender med at blive isoleret med en modspiller, så er han markant mindre farlig.
Det blev så løst i anden halvleg da Nicolai Jørgensen gik ind centralt og Vingaard gik ud på kanten. Vingaard fik nu hjælpen fra Oviedo over kanten og kunne trække ind i banen for at møde bolden hos Nicolai Jørgensen, som omvendt var bedre i stand til at holde på den overfor en modstander. Jørgensen trak også mere på Jesper Grønkjærs måde at spille den hængende angriber, var mere bevægelig og havde flere løb på ydersiden af frontangriberen som Brügge skulle tage stilling til. Det gav mere bevægelse hos Brügge i defensiven og mere plads til Jørgensen at spille på. 1-1 målet kom også efter en stikning i dybden til Cesar Santin af netop Nicolai Jørgensen, som så også sparkede returen fra Bolaños helt utageligt ind.
Nu hvor jeg har talt om evnen til at sætte en spiller af, og mere plads til Nicolai Jørgensen, så bliver jeg også nødt til at nævne den chance som netop Nicolai Jørgensen fik bare et par minutter før udligningen, hvor han helt fri i feltet sparker over bolden. Ikke at det skal nævnes af den grund, selvom det var endnu et eksempel på den mere bevægelige Jørgensen der fandt den frie plads, men mere fordi afleveringen fra Bryan Oviedo kom efter en sekvens hvor han sætter Brügges højreback Carl Hoefkens, den erfarne anfører med 22 landskampe for Belgien, så gevaldigt med den mindste lille finte at Hoefkens rent faktisk kommer til skade af det. Pierre Bengtsson er en fin back, men føj hvor vi kommer til at mangle lige netop det aspekt når Oviedo bliver solgt.
Oviedo havde også sin andel af 2-2 målet. Et par minutter før var han strøget til baglinjen og havde fundet Bolaños helt fri inde foran, jeg skal nok lade være med at gå i selvsving over korrekt placering ved indlæg igen, kun for at se hans landsmand sparke langt over mål. Denne gang var det et indlæg fra Lars Jacobsen der røg hele vejen igennem og blev opsnappet af Oviedo på modsatte side som kunne se sit skudforsøg tage en Brügge spiller og ryge lige hen til Bolaños der kunne prikke den ind. At skyde på mål derfra var muligvis ikke den rigtige løsning, men han er tilgivet, den gode Oviedo.
Og så kom de sidste ti minutter. Yeah.
Men vi er videre og skal nu, oh come on! OSC Lille? Mickaël Landreau? Rio Mavuba, Salomon Kalou, Túlio de Me–vent, hvad? Jo, minsandten, midt i alle stjernenavnene er der også den tidligere AaB’er Túlio de Melo, der efter AaB har fået en karriere som man nok ikke lige havde regnet med hvis man så ham dengang. Det er stadig et forfærdelig godt hold og chancerne for avancement bliver givetvis ikke større af at hjemmebanefordelen i sidste kamp blev byttet væk grundet en Coldplay koncert. Det ligner Europa League denne gang, men intet er afgjort før den buttede dame lålålå’er. Som bekendt.
Men nu skal vi lige tilbage til den danske Superliga. Det bliver næppe lige så vildt mod AGF som mod Club Brügge.
