Pokalmestre, woohoo!
Okay, okay, det lyder måske ikke helt overbevisende med tanke på mine tidligere skriblerier om pokalen, men det er altid rart at vinde sølvtøj, selvom det virker helt absurd at FCK efter den her sæson pludselig har muligheden for at stå med The Double om to kampe.
Ser vi lige hurtigt på startopstillingerne, så havde Horsens både Jeppe Mehl og Martin Spelmann med fra start, selv om begge døjede med lidt skadesproblemer. Det viste sig at være en smartere beslutning for Mehl, der spillede hele kampen, end Spelmann som kun kunne klare den første halve time. Hos FCK var det Claudemir der havde trukket tjansen ved siden af Grindheim og Bryan Oviedo der fik venstreback pladsen.
Specielt sidstnævnte viste sig at være en rigtig god løsning. Med Martin Vingaard foran sig på venstremidt spillede Oviedo en af sine bedste kampe længe og blev fortjent kåret til årets Pokalfighter.
Åh, når jeg siger “spillede en god kamp” eller bare generelt taler om noget positivt, så taler jeg kun om den første time. Efter tres minutter blev Pape Pate Diouf, der i dagens anledning fik lov til at spille højrekant, erstattet af Thomas Kristensen og Claudemir blev skubbet ud på højrekanten. Efter det mistede FCK alt kontrol over kampen, stillede sig konsekvent ned med ti mand på den sidste tredjedel af banen og overlod alt initiativ til Horsens.
Men hey, den første time var fin. Specielt med tanke på at det var en noget reserveholds-agtig startopstilling.
Eller, generelt fin. Oviedo spillede som sagt en glimrende kamp men der var også udfald den anden vej. Morten Nordstrand spillede ikke særlig godt i hvad der højst sansynligt bliver hans sidste kamp i FCK trøjen, han har uden tvivl en høj fodbold IQ, en god forståelse for spillet, men der var for mange bolde der blev smidt væk eller bare aldrig kom under kontrol. Han kom også alt for ofte til kort over for Horsens to fysisk stærke midterforsvarere.
Samme problem havde Mustafa Abdellaoue, som godt nok viste bedre takter end Nordstrand men specielt hans dueller med Morten Rasmussen viste at skal Mos have en fremtid i FCK, så skal sommeren altså bruges i styrkelokalet. Han havde nogle gode løb og faldt generelt godt ind i rollefordelingen med at være dybdeløberen over for Nordstrands rolle som ham der faldt ned i banen, men han tabte klart alle de fysiske dueller han endte i.
Nede på midtbanen havde Christian Grindheim en fin kamp så længe han ikke havde bolden og en dårlig kamp når han fik den. Måske derfor han havde så travlt med at give den væk igen. Tilgengæld skal siges at han så ud til at have fundet en løsning på problemet med at han ofte går og gemmer sig bag modspillere for ikke at modtage bolden. Han gik stadig og gemte sig bag modspillere, men denne gang havde han ofte armene i vejret for at vise at han skam var helt fri og sagtens kunne spilles.
Lidt mere positivt var det at se på kanterne. Med Oviedo på backen og Christian Bolaños på bænken, så var der plads til både Martin Vingaard og Pape Pate Diouf og selvom ingen af dem havde en decideret blændende kamp, så var begge gode nok til at løsningen med Oviedo på kanten og Bengtsson på backen burde være et overstået kapitel.
Jeg vil faktisk gå så langt, med tanke på hvor god Oviedo var efter han endelig kom tilbage på backpladsen, som at sige at det vil være en deciderert falliterklæring at stille op med Bengtsson og Oviedo samtidig i de to sidste kampe i ligaen.
Så kan man diskutere hvem af Vingaard og Diouf der skal ind på kanten, kampen mod Horsens viste at Pape Pate Diouf måske er en anelse bedre kørende end Vingaard er, han havde et par gode indlæg, en rigtig flot aktion hvor han tog bolden med sig med yderside af foden og så var han også oppe og vinde et par hovedstødsdueller, blandt andet en enkelt på et indlæg af Vingaard der strøg lige forbi stolpen. Omvendt vil Martin Vingaard være et merre skolet alternativ, han vil falde bedre ind i det taktiske oplæg som Carsten V. Jensen arbejder ud fra. Bedømt ud fra de sidste par kampe er han også ved at få skudt sig ind på målet, han har haft et par afslutninger der gik lige forb og så mod Horsens et skud på mål som blev rettet af, næste trin må jo være at han rent faktisk rammer målet.
Uanset vil man få mere ud af en reel venstrekant og så Oviedo på backen end ved at flytte Oviedo tilbage på kanten og så Bengtsson ind. Specielt i to kampe som er must-win. Men mere om det i optakten.
Som kommer om lidt. Først vil jeg lige nyde pokaltriumfen i et par minutter. Og prøve ikke at tænke på N’Doyes afbrændere.