Efter AGF eller il Salvatore vender tilbage

Der var to hold i Parken i søndags.

Det ene stillede op i en 4-5-1 med deres offensive playmaker i en fri rolle bag en stor, stærk angriber. Det andet stillede op i en 4-5-1 med deres offensive playmaker i en hængende angriber rolle bag en lille, hurtig angriber. Begge spillede som om de havde en stor stærk angriber i front.

Begge hold scorede.

Det ene hold scorede efter en fiks dribling på højrekanten efterfulgt af en flad aflevering tilbage i feltet til en midtbanespiller der var fulgt med frem.

Det andet hold scorede på en kæmpe defensiv fadæse.

Ja, nu blev det forvirrende. Det med den flade aflevering tilbage i feltet var en af de få taktiske ting som Ariël Jacobs havde arbejdet med, det med den kæmpe defensive fadæse er en af de ting om holdet er blevet kendt for i den her sæson, men det var faktisk omvendt. For en gangs skyld var det FCK der scorede på en fadæse, et drop af de større fra Steffen Rasmussen.

Faktisk slap forsvaret gennem en hel kamp uden en kæmpe fejl og det ene drop der var fra unge Jacob Busk, der stod i stedet for en skadet Wiland og foran en Kim Christensen der snart forlader klubben, formåede han på forunderlig vis at droppe på stolpen. Hvilket vi vel alle kan blive enige om er det bedste slags drop når det er egen målmand.

Det var forresten en mærkværdig situation. Selvfølgelig er det Busk der står med ansvaret, men han skal ikke stå alene. Det var nemlig noget så sjældent som bænken der bestemte hvor mange mand der skulle stå i muren, ikke målmanden. Det startede med tre mand som Busk fik linet op med stolpen, så kom Bolaños til og stillede sig yderst i muren, så fik Nicolai Jørgensen besked fra bænken på at fjerne sig fra muren, Pierre Bengtsson gik over for at tage hans plads men blev vinket væk og så curlede Søren Larsen bolden rundt om muren i samme side som Jørgensen lige havde forladt.

Amerikanerne ville kalde det et clusterfuck men skal vi bare kalde det noget rod?

Dog muligvis den mest spændende situation i anden halvleg der godt nok var søvndyssende. Mest positive i halvlegen var Youssef Toutouh der kom ind med noget så sjældent som tiltro til egne evner, mens det mest mærkværdige i halvlegen var hvor lidt form og facon der var på holdet. Venstre side gik med i et angreb men højre side var væk. Højreback blev hjemme, en midterforsvarer tog det lange løb med frem. Der var dele af kampen hvor Olof Mellberg tog flere offensive løb end Lars Jacobsen.

Første halvleg var ikke meget bedre, faktisk var spillet nok værre, men den blev i det mindste lidt mere underholdende med de to mål. Nicolai Jørgensen scorede efter en god solotur og en fuldstænding absurd målmandsaktion fra Steffen Rasmussen der er på vej til at samle bolden op da han opdager at den kom fra en AGF fod og før han får ændret fra “tag bolden op” til “spark bolden væk” er den allerede røget mellem benene på ham og Nicolai Jørgensen kan holde op med at ærgre sig over en forspildt chance og sparke bolden i et tomt mål. Det er i sandhed sæsonen for målmandsdrop.

AGFs mål kom som sagt på et opspil som Ariël Jacobs gerne så FCK praktisere, men selvom det er flot sparket ind af Casper Sloth så må man altså sige at målet hænger på to spillere som jeg ellers synes har været to af de bedre i efteråret. Thomas Delaney bliver godt gammeldags tørret på venstrekanten og mangler så inde foran til at hjælpe med at samle Sloth op, mens Pierre Bengtsson har meldt sig helt ud af spillet og går tilbage. Langsomt endda. Resten af holdet gør egentlig hvad de skal, Kris dækker første stolpe, Mellberg er på Søren Larsen, Claudemir stopper Juul Andersen fra at trække længere ind i banen og prøver samtidig at skære ned på vinklen tilbage i banen. Lars er den der er mest åben i situationen til at støde op på Sloth, nu hvor Delaney og Gislason sammen er strandet ude ved hjørneflaget og Bengtsson ikke har taget tilbageløbet, men den gamle mand er vel undskyldt for at være langt væk fra Sloth fordi han dækker sin højre back plads.

Og når vi nu har Casper Sloth oppe at vende, så må man også være large nok til at indrømme at han spillede en rigtig, rigtig flot kamp. Han havde godt nok en meget fri rolle, men den forvaltede han også flot og med nogle rigtig, rigtig gode pasninger og diagonal bolde som det ikke er nødvendigt med så fri en rolle som han havde for at have gavn af. Der var flere diagonal afleveringer hvor jeg tog mig selv i at tænke føj, hvor var den god.

Modsat Sloth, så havde Nicolai Jørgensen ikke lige så stor indflydelse på kampen og heller ikke en lige så fri rolle. Han var lidt mere traditionel hængende angriber/offensiv midtbane og problemet var faktisk nok at han ikke var endnu mere begrænset. Mod FCN spillede han helt i front og kunne bruge sine evner som spilstation til at lade holdet flytte spillet vigtige meter frem på banen. Der havde han ikke lige så stor frihed i sine offensive aktioner som mod AGF, men det man fik ud af ham var vigtigere for holdet end det man fik mod AGF. I stedet var rollen som fysisk stærk spilstation lagt over på Igor Vetokele og det var ikke en succes. Da Cesar Santin kom ind til de sidste par minutter byttede han plads med Nicolai Jørgensen, så han lå som hængende angriber og kunne løbe omkring Jørgensen. Det burde have været sådan det var fra start, med Vetokele der kunne bruge sin fart i rummene der blev skabt af en Nicolai Jørgensen der var skubbet længere frem på banen og brugt som spilstation.

Stakkels Igor. Det var et gedigen fejlcast at bruge ham i den rolle, men jeg kan godt forstå at det blev ham i rollen hvis man alligevel havde tænkt sig at bruge Nicolai Jørgensen som offensiv midt. Af de tre angribere med spillerlicens i truppen (altså, fraregnet nytilkomne Adi som ikke var med mod AGF), så er han klart den mest kropsstærke og den der er bedst i luftrummet uden for feltet. Men det er lidt ligesom at være den højeste dværg i lokalet, det hjælper ikke rigtig med at skifte den her pære som er gået ud.

Pæren er FCKs offensive spil, den er gået ud fordi Andreas Cornelius ikke er her længere.

Ja, ja, okay, de er ikke alle lige gode.

Folk har spekuleret lidt i hvor Igor kommer til at stå nu hvor, spoiler alert, Jacobs er blevet fyret. Og mit gæt er umiddelbart “samme sted han står nu”. Igor var ikke Jacobs opfindelse, som så ofte før “fandt” FCK ham da han scorede imod dem i en træningskamp. Og som nævnt er han den af de små angribere der har mest at byde ind med fysisk, når målene ikke lige hagler ind. Selvfølgelig, scorer Pourié et mål per kamp så er det ham der spiller, men når han ikke lige scorer så har Igor mere at bidrage med. Hvilket blandt andet kan aflæses i at ud af de fem mål FCK har scoret i denne sæson, der har Igor haft en fod med i tre af dem. Mod AaB er det ham frisparket bliver begået mod som Pierre Bengtsson scorer på, mod Randers er det ham som modtager det korte hjørne og lægger den tilbage til Lars Jacobsen der smider indlægget ind til Delaney og mod FCN er det et indlæg fra ham som der bliver dømt hands og straffe på. Samtidig har han mere spilletid og flere afslutninger end de to andre angribere. Det har ikke været godt, det siger jeg ikke, men det har været bedre end hvad resten har budt ind med.

Så 1-1 i Parken og endnu en kamp uden sejr for Ariël Jacobs som, nu kan vi ikke komme uden om det længere, ikke længere er FCK træner. Sidste uge var det Nicolai Jørgensen der gjorde comeback og blev nødt til at fortælle os at, ligesom i Monty Pythons Life of Brian, så var han ikke en messias, bare en meget fræk dreng. Og i denne uge er det så il Salvatore, Ståle Solbakken der vender tilbage.

Næste uge må det næsten blive Jesus look-a-like Erik Mykland, ikke?

Så Ståle er tilbage, FCKs fjerde træner på lidt over to sæsoner. Det kan lyde lidt panisk men… det er det sådan set også. Det har set slemt ud og det har det i et stykke tid. På trods af CV’s massive del af ansvaret samt hans fortsat pinlige insisteren på at holde sæsonerne adskilt og ditto på at sidste sæsons mesterskab blev vundet “suverænt”, så har Jacobs haft store problemer det sidste halve år nu. Havde man været lidt bedre rustet på scouting siden så havde man sikkert fundet de oplysninger der kom frem om Jacobs i ugerne efter allerede i ugerne før, set det billede der blev tegnet af en mand med stor faglig viden og personlig pondus men også en mand med en begrænset værktøjskasse der kører i tomgang når grænsen er nået, og nøjedes med at tegne en et-årig kontrakt med mulighed for forlængelse. For det ene år var hvad der var til. I FCK fik han sat en prop i en skude der måske ikke var ved at synke men i hvert fald tog vand ind efter tiden med Rolle og CV. Han tog slagsmålet med N’Doye og trak sig sejrrigt ud, han var med til at genetablere rollen som træner som den ubestridte chef i truppen samtidig med at han, ganske som i Anderlecht, lod transfers og andet ledelsesmæssigt arbejde ligge hos ledelsen uden at blande sig.

Desværre for den sympatiske belgier med de mange floskler var der mere varm luft end nye ideer i hans taktiske arbejde med holdet. Han viste sig i rollen som reagerende træner mod FCN til stor effekt, men det med at sætte holdet til at neutralisere et andet hold, det er et bundholds lod og som agerende træner havde han ikke det store at komme med. Tro på sig selv kan kun tage spillere så langt og selvom man har fået at vide at man skal agere som løver, så er noget af det der karakteriserer løver faktisk manglen på offensive løb uden om boldholderen. Løver er gode til mange ting, så som at spise gazeller, ikke så meget til et samlet pres højt oppe på banen. Der var simpelthen ikke et klart koncept til at bakke flosklerne op og så står vi nu i dag, med den statistisk dårligste træner siden årtusindeskiftet.

Som altså nu er fortid og Ståle Solbakken indsat på en tre-årig kontrakt. Hvad det helt specifikt kommer til at betyde må vente til en anden gang, men jeg må sige, jeg fik en lille kilden i mit glade sted da han under dagens pressemøde talte om at have et koncept hvor alle vidste hvad de skulle, både offensivt og defensivt.

Det bliver sikkert defensivt til at begynde med. Det bliver ikke champagnebold. Men bare det at det bliver med et klart sportsligt koncept vil være en stor forandring. Forhåbentlig kan vi få lidt af det at se allerede mod FC Vestsjælland.