Gud skabte verden på syv dage. Der skulle en del flere til før FC København blev en virkelighed i 1992, og først i 2000 fik klubben deres egen bibel da Roy Hodgson kom til som en anden profet. Og her er det vidst bedst at forlade den her analogi før Hodgsons exit til Udinese ender med at blive sammenlignet med Judas.
Bibelen hed 4-4-2 og var oprindelig engelsk før Hodgson videre-udviklede den i den svenske liga. Den skandinaviske udgave af den klassiske 4-4-2 handlede om rigide linjer der stod tæt, bolde i længderetningen af banen og hurtige omstillinger. Kanterne var utraditionelle, angriberen Thomas Thorninger og den centrale midtbanespiller Christian Lønstrup, offensiven handlede oftest om at sende bolde ud i kanalerne til en flagrende Sibusiso Zuma i angrebet.
Med tiden udviklede spillestilen sig. Forskellige trænere bragte forskellige ting med sig. Hans Backe tog den Backe to Basics. Boldbesiddelse og tålmodighed blev en del af bibelen. Men kæderne stod stadig tæt, Thomas Røll med det berømte træk ind i banen fortsatte traditionen med de utraditionelle kanter. Ståle Solbakken ville angribe som Arsenal og forsvare sig som Milan, angriberne begyndte at bevæge sig mere ned i banen end ud i siderne og Zdenech Pospech og Oscar Wendt var flyvende som backs. Men både Atiba Hutchinson og William Kvist, begge centrale midtbanespillere, tog deres tørn som kant og omstillingsspillet blev vigtigere end nogensinde. Bibelen var stadig bibelen.
Og er stadig bibelen. Under Ariël Jacobs har Lars Jacobsen ramt karrierens højdepunkt rent offensivt, under Jacobs er Nicolai Jørgensen blevet et omdrejningspunkt i offensiven ved at trække væk fra udgangspositionen på venstrekanten. Ligesom Backe før ham har Jacobs leget med tanken om en 4-3-1-2 men udgangspunktet hedder stadig 4-4-2 og vil fortsætte med det så længe at FC København ønsker det. Jacobs har gentagende gange været klar i mælet om sin egen respekt for klubbens traditioner, kultur og måde at gøre tingene på. En taktisk omvæltning kommer kun hvis klubben ønsker det.
Og hvorfor skulle klubben ønske det? Efter en mindre heldig sæson sidste år står klubben nu til at vinde det danske mesterskab endnu en gang og dermed gå direkte i Champions League med et hold der talentmæssigt ikke kan måle sig med Ståle Solbakkens Champions League ottendedels-finalister. Et solidt taktisk fundament er vigtigere end nogensinde hvis der ikke skal gå FCN i den. Truppen er typemæssigt bygget op omkring den nuværende taktik på langt de fleste pladser. Og det er en taktik der gennem over et årti er bygget til at vinde danske mesterskaber.
Hvilke grunde kunne der være til at ændre?
Truppen er bygget til taktikken på langt de fleste pladser men den ene plads hvor det halter er utrolig vigtig. Gennem årene har spillere som Michael Mio, Peter Nielsen, Erik Mykland, Tobias Linderoth og William Kvist spillet sekseren, den defensive midtbanespiller der binder forsvar og midtbane sammen, der styrer både spil og bane. Problemet er at den defensive midtbanespiller nærmer sig en uddøende race, både i international topfodbold og i Skandinavien. Ser man på de svenske og norske landshold er det navne som Samuel Holmen og Henning Hauger der er tættest på den klassiske defensive midtbanespiller. Ser man på danske spillere er der to tidligere FCK’ere, William Kvist og Christian Poulsen, der begge kan spille pladsen men også umiddelbart er uden for rækkevidde. I den danske liga er de defensive midtbanespillere folk som Rasmus Würtz og Kasper Povlsen. Medmindre Lars Højer Nielsen har en kanin i posen, så finder vi ikke den defensive midtbane general som systemet er afhængig af.
Hvem er de åbenlyse emner til midtbanen? De to største er Mads Albæk og Casper Sloth. Begge store tekniske, offensive talenter men kan nogen af dem gå ind på den centrale midtbane som den ser ud nu? Mads Albæk og Daniel Jensen sammen? Casper Sloth og Claudemir? Så længe de havde bolden ville det virke fint, men hverken Albæk eller Sloth ville gøre noget ved de defensive problemer holdet kæmper med allerede nu. Det ville kun blive værre.
Hvad gør man så? Følger man udviklingen i international fodbold, så går man over til en tre-mands midtbane. Claudemir ligner et salgsemne til sommer mens Casper Sloth har talt om at FCK ville være et godt skifte for ham. Men Thomas Kristensen og Casper Sloth i en 4-4-2? Nej. Thomas Kristensen, Casper Sloth og Daniel Jensen? Den ser bedre ud. Ajax Amsterdam spiller en 4-3-3 hvor den defensive midtbaneplads ofte bliver spillet af Lasse Schöne. I Heerenveen fik en tre-mands midtbane Christian Grindheim til at se kompetent ud. Hvis der hverken er spillere i truppen eller på markedet til at køre den midtbane man gerne vil, så må man skifte.
En anden grund? At man skal skifte. Ikke taktik, men spillere. To vigtige spillere for FCK gennem de sidste tre-fire år, Cesar Santin og Christian Bolaños, står begge til at forlade klubben over de næste to sæsoner. Det er begge spillere der i højere grad end William Kvist kan afløses lige for lige, men et farvel til to spillere der i den grad har sat sig på to specifikke pladser i klubbens nuværende system åbner også op for en mere naturlig overgang til et nyt system. Cesar Santin kom faktisk fra et hold der spillede 4-3-3 men omskoling og alder gør at han nok er den af de to der passer mindst ind i et sådanne system. Han har hverken de fysiske eller tekniske evner til at spille ene-angriber eller ude på kanten. Bolaños ville nok passe bedre ind som kant i en 4-3-3 men hans store mangel gennem tiden i FCK har altid været målfarligheden hvilket er endnu vigtigere for en kant i et system med kun en decideret angriber. Selvfølgelig er der flere spillere som heller ikke umiddelbart passer perfekt ind i et nyt system, men det er primært reserver. Martin Vingaard er ikke en udpræget 4-3-3 kant, men omvendt kunne han måske genopfinde sig selv som forreste mand i en tre-mands midtbane hvor hans defensive mangler ville blive udstillet mindre. Igor Vetokele har måske ikke fysikken til at gå ind og spille front-angriber på samme måde som Cornelius, men hans hurtighed kunne sagtens udnyttes på den plads og ellers kan han også spille en kant, specielt en der skal mere med i feltet end vores nuværende kanter.
Og kigger vi på hvordan transfermarkedet ser ud, så er det umiddelbart mest oplagte emne til højrekanten herhjemme nok Kasper Kusk fra AaB. Teknisk spændende spiller men venstrefodet og søger derfor ofte ind i banen. Sæt ham i en flad fire-mands kæde med Nicolai Jørgensen på modsatte kant og to centrale spillere der begge gerne vil med frem, det er mange spillere samlet på et lille område. Men hvad hvis man skubber ham længere frem hvor han kan bruge venstrebenet til at trække ind i feltet og få afsluttet? Et andet navn der bliver nævnt er svenske Tobias Sana der allerede spiller den slags system hos Ajax. Kunne han omstille sig til en fire-kæde? Højst sandsynligt, men det er ikke helt risikofrit. Det så vi selv med Pape Pate Diouf der kom fra en tid med succes som wing i et 4-3-3 system men ikke har formået at omstille sig hverken til kant eller angriber i en 4-4-2.
En tredje grund kunne ende med at være træner-situationen. Kan Ariël Jacobs holde hjem og vinde sit første danske mesterskab vil klubben uden tvivl være interesseret i at forlænge den to-årige kontrakt som udløber næste sommer. Jacobs har selv været ude og lufte muligheden for en forlængelse, men omvendt har han også fortalt om flere velbetalte jobtilbud han har fået i sin tid i København. Den slags åbenhed kan man måske godt undre sig lidt over men Jacobs har selv i tidligere interviews forklaret at man i Holland og Belgien ganske ofte udfordrer den sportslige ledelse gennem pressen for at få det man gerne vil have. Vil man gerne have en ekstra angriber, så er det ikke unormalt at fortælle det til pressen i stedet for sin egen sportschef. Det er en del af kulturen. Og så begynder man lidt nemmere at forstå hvorfor en træner der står over for en snarlig kontraktforhandling føler behov for at nævne hvor mange andre økonomisk favorable tilbud han har fået. Selvfølgelig vil klubben nok strække sig langt nu man endelig er kommet over Roland Nilsson fiaskoen og står Jacobs med et mesterskab og Champions League deltagelse vil han naturligt nok have stor stjerne hos både klub og fans, men som man har set før så betyder det ikke at forhandlingerne nødvendigvis falder i hak. Og selv hvis de gør, så taler vi om en snart 60-årig belgier der har efterladt familien hjemme i Belgien. En forlængelse bliver næppe på mere end maks to år og så står man der igen.
Med andre ord, vi kan stå om et år eller to og mangle ny mand ved roret, med en succesoplevelse frisk i hukommelsen med en træner fra Benelux området. Gik man over i en 4-3-3 model kunne det åbne op for at klubben ville kigge mod den hollandske liga eller måske vende blikket mod en skandinavisk træner med international erfaring som Trond Sollied, en rendyrket 4-3-3 mand.
Nu er det selvfølgelig lidt letkøbt bare at sige “4-3-3”. Ligesom FC København ikke spiller 4-4-2 ligesom Silkeborg spiller 4-4-2, så er der mange forskellige variationer af 4-3-3. Chelsea spiller ikke 4-3-3 ligesom Barcelona spiller 4-3-3. Og FC Nordsjælland, på trods af øgenavnet Farumlona, spiller faktisk heller ikke 4-3-3 som Barcelona gør.
Jeg har ofte opponeret imod at gå over til den 4-2-3-1 som FC Nordsjælland og det danske landshold spiller. Jeg så det som populistisk mere end taktisk, det nye “in” system. Barcelona-inspireret uden rent faktisk at være det system som Barcelona spiller, fordi Barcelona spiller en 4-3 af verdens bedste midtbanespillere-3 og det er meget få hold der kan stille op i sådan en formation. DBU’s bibel, som skrevet af blandt andre Morten Olsen og Kasper Hjulmand, har nogle klart definerede roller på midtbanen hvor blandt andet rollen som offensiv midt er en jeg mener er problematisk, både i systemet og i FCK’s trup hvis man skulle spille det. Det er et system der som FCN spiller det har vist svagheder når modstanderne er bedre, hvilket stadig er reglen mere end undtagelsen når danske hold skal spille europæisk, og et system der som landsholdet spiller det har vist svagheder når modstanderne pakker sig, hvilket stadig er reglen mere end undtagelsen når FCK spiller i den hjemlige liga.
Når jeg taler om muligheden for at skifte til 4-3-3, så går mine tanker umiddelbart mere i retning af et hold der er blevet nævnt et par gange undervejs allerede, nemlig Ajax Amsterdam. I stedet for en offensiv midt som Søren Christensen i FC Nordsjælland, så har Ajax to offensive centrale midtbanespillere i, normalt, Siem de Jong og Christian Eriksen der begge har muligheden for at trække op i banen, og så en mere defensiv spiller bag dem der enten kan spille direkte defensivt, som man ser det når Christian Poulsen spiller, eller gå mere med i spillet hvis det for eksempel er Lasse Schöne der spiller pladsen. Ser man på den nuværende FCK trup ville det være Thomas Kristensen bag Daniel Jensen og Claudemir. De to kanter er selvfølgelig længere fremme end i en 4-4-2, men en spiller som Viktor Fischer for eksempel spiller den kant mere som angriber end som klassisk wing. Nicolai Jørgensen ville måske miste lidt ved at starte længere oppe på banen, men en anden af hans store styrker er jo netop hans evne til at komme med i feltet, hvilket hans 11 sæsonmål indtil videre også vidner om. Og oppe foran vil det nok kun hjælpe på Cornelius’ salgspris hvis han også blev oplært som ene mand i front.
Når alt det er sagt, når alle argumenter om at både trup og transfermarked er til et skifte er lagt på bordet, når alle modargumenter om vigtigheden af taktisk kontinuitet og mangeårig succes er lagt på bordet, når alt det er kommet frem, så er der stadig et vægtigt argument imod at FC København skifter taktik, at de omskriver bibelen.
Klubben og sportsdirektør Carsten V. Jensen er i bund og grund konservative, forstokkede hvis man skulle være lidt grov. Forandring kommer sjældent hvis det kommer overhovedet. Kontinuitet er vigtigere end succes fordi kontinuitet nu sikrer succes senere. Man skal ikke se længere end det scoutingnetværk der skaffede os Johnny Thomsen, Pape Pate Diouf, Christian Gamboa, Søren Frederiksen, Christian Grindheim og Mustafa Abdellaoue inden for kort tid. Vi har stadig den samme talentspejder, Lars Højer Nielsen, han er stadig kun på deltid, den eneste forandring er at fokus er flyttet til andre markeder end det norske. Ashvetia-doktrinen var navnet på den tommelfinger-regel der skulle sørge for at vi ikke fik flere ukendte flop-angribere som Mikhail Ashvetia. Nu skulle spillere have en skandinavisk tilvænningsperiode før man ville hente dem. Så vi fik Jörgen Pettersson, Søren Frederiksen og Peter Ijeh i stedet. Det er først inden for de sidste tre-fire år at spillere som Dame N’Doye, Bryan Oviedo og Claudemir blev hentet uden et tidligere ophold i en skandinavisk klub.
At ændre taktik i en klub som FCK er andet og mere end at træneren sætter spillerne nogle andre steder end normalt. Det er andet og mere end talkombinationer, selvom der har været en del af dem i den her klumme. Det handler om at ændre kulturen i klubben. Om at sætte sig ned og sige “vi har gjort tingene på den her måde i over ti år men nu kan vi gøre det bedre på en anden måde”. Det handler om at ofre kontinuitet for fremtidig succes.
Det handler om at omskrive bibelen. Men det er måske på tide.
