“You can’t always get what you want”

Robert Skov er et oplagt køb.

Han er ung, han er god, han er inde i en fin udvikling, han minder på mange måder om hvor Benjamin Verbic var da vi hentede ham. Bortset fra at Verbic var i Slovenien og Skov er i Silkeborg, hvilket så også betyder at han kender ligaen, han kender klubben, han ved allerede, i hvert fald set udefra, hvad det betyder at være FCK spiller.

Han bidrager med både mål og assists, han er vokset i Silkeborgs offensiv de sidste par sæsoner og han er med sin gode venstrefod og fine skud fra distancen oplagt til den slags højrekant Ståle Solbakken gerne spiller med, en spiller som kan trække ind og true centralt mens han skaber plads til backen.

Enlarge

vy7sncrt82hq73x8wsf42oe7u

Foto af: Dynamo Kyiv

Han er et oplagt køb, men ikke en oplagt Verbic afløser. Der er han ikke endnu. Han er tyve år gammel, han har spillet lidt over 100 kampe for Silkeborg men ingen europæisk bold. Det tætteste han er kommet på at spille for et tophold var da Silkeborg var i 1. division. Han har ikke prøvet at spille mod hold der stiller sig så lavt som de gør mod FCK, mod hold der giver så lidt plads som mod FCK, han er ikke en FCK-spiller og det er noget der handler om mere end bare om han spiller for FCK eller ej.

Ideelt burde den oplagte Verbic afløser allerede spille i klubben. Han skulle gerne være den spiller man peger på og siger “det er noget af et luksus-problem vi har på kanterne” og “han skal vel også snart til at være fast mand”. Men vi har ikke været de bedste til at forfremme indefra her på det seneste. Nicolai Boilesen gik direkte ind på Ludwig Augustinssons plads og et angreb med Nicolai Jørgensen og enten Federico Santander eller Andreas Cornelius gled rimelig smertesfrit over i Federico Santander og Andreas Cornelius, men lige så glat gik det ikke med Mathias “Zanka” Jørgensen som først skulle afløses af lottokuponen Jores Okore, så Oddset kuponen Michael Lüftner og nu til sommer sigter man efter lav-risiko obligationen Andreas Granqvist. På den centrale midtbane blev først Jan Gregus hentet som Thomas Delaney’s afløser på sigt, så Uros Matic som Thomas Delaney’s direkte afløser og endelig Carlos Zeca som manden der skulle udfylde hullet efter Thomas Delaney. Og selvom Andreas Cornelius var med til at udfylde hullet efter Nicolai Jørgensen, så var Andrija Pavlovic ikke lige så god en murer-mester da vi så stod med et Cornelius-formet hul i sommers.

Ideelt burde den oplagte Verbic afløser være hentet i sommers som erstatning for Youssef Toutouh, som skulle have kørt videre på CL gennembruddet og sikret sig et stort skifte. Eller burde være den Kasper Kusk som havde brugt skader til Rasmus Falk og nedturen for Youssef Toutouh til at etablere sig som en kampafgørende spiller for FCK, i stedet for den Kasper Kusk der godt nok fik vist sig som kampafgørende men på den helt forkerte måde.

Den oplagte Verbic afløser kunne have været Jesus Medina, men den sag er noget for sig og gad vide hvad indflydelse den ender med at få for vores indsats i det sydamerikanske marked?

Den sandsynlige Verbic afløser, som det ser ud nu, kunne sagtens have været den oplagte Verbic afløser. Nicolaj Thomsen kom til for et år siden og fik et halvt år til at komme sig over en skade og komme tilbage i form før hans FCK-karriere så rigtigt kunne starte her til sommer. Skal man være venlig skal man nok fokusere på at kampform og fysisk form er to forskellige ting, og efter et par anonyme kampe på kanten og et gævt forsøg som højreback, så blev Thomsen skadet igen og fik først kæmpet sig ind på holdet til årets allersidste kampe.

Enlarge

20170802-222959-L-1000x625we

Foto af: Scanpix/Anders Kjærbye

Nu er han blevet kategoriseret som en helt ny spiller i truppen af Ståle Solbakken, ligesom alle der sad ude i mere end fem kampe i efteråret er blevet det, og har fået lovning på at han vil blive brugt som kant og ikke som back. Så er håbet at han nu et år efter sin ankomst endelig vil have fundet tilbage til det der gjorde ham til et oplagt FCK emne til at begynde med, hans evne til at kombinere fremragende teknik og godt overblik i høj fart når han trækker ind fra venstrekanten og skaber overtalssituationer centralt. De kvaliteter der gjorde at han i 15/16 sæsonen scorede seks mål og lavede ni assists i ligaen og blev solgt til franske Nantes.

Frygten er selvfølgelig at nedturen i Nantes har sat sig i ham, at gennembruddet i Aalborg var hvad man på engelsk ville kalde “of a time and a place”, noget der kun kunne ske lige der hvor og hvornår det skete, som det skete for Kasper Kusk som tog til Twente og floppede, som det skete for Nicklas Helenius der tog til Aston Villa og fik en depression, som det skete for Lukas Spalvis der tog til Sporting og nu render rundt for Kaiserslautern i bunden af 2. Bundesliga. At AaB i den periode spillede kontraspil i høj fart og af høj klasse, men stadig en type spil som levede på høj effektivitet, masser af plads og ganske få boldberøringer, ikke noget der gør en spiller klar til at være effektiv i FCK.

En kantspiller i FCK skal hjælpe med at tegne rigtig meget af det offensive spil, i sidste sæson var der kun to kantspillere der havde under 100 boldberøringer per kamp i Superligaen. Den ene var Danny Amankwaa, der spillede 103 minutter i ligaen og aldrig rigtig blev en del af sæsonen. Den anden var Kasper Kusk, der havde over 1.200 minutter i ligaen og kun et gennemsnit på 70 boldberøringer per kamp. I denne sæson nåede Verbic op på 155. Kantspillerne skal være på bolden for det er dem der skaber offensiven på midtbanen, det er dem der tegner angrebsspillet. I Nicolaj Thomsens gennembrudssæson i 15/16 havde han i gennemsnit 61 boldberøringer per kamp.

Robert Skov er forresten gået frem fra 115 boldberøringer per kamp sidste sæson for Silkeborg til 134 i denne.

Ingen tvivl om at Thomsen har spillemæssige kvaliteter at bidrage med, nu er spørgsmålet om han også kan spille en FCK kant. Han kommer til at få chancen, ser det ud til. Og ellers må man håbe at Robert Skov klarer overgangen på lidt mindre end de tolv måneder som efterhånden er minimum.

Enlarge

Nicolai-Boilesen-Robert-Skov_0

Foto af: Lars Rønbøg, Getty Images

For han er god, Skov. Han er godt nok ikke helt så målfarlig som i sidste sæson, hvor han scorede 10 mål i 29 kampe i ligaen, denne sæson er det indtil videre kun blevet til 4 mål i 19 kampe, men tilgengæld har han allerede flere assists denne sæson, seks stykker, end han havde i hele sidste sæson hvor det kun blev til fire. Han er blevet en større og vigtigere del af Silkeborgs offensiv sæson for sæson, med fremgange på stort set alle offensive statistikker som Superliga.dk noterer. Ikke mindst antallet af indlæg per kamp er gået kraftigt frem, fra 3.7 i 16/17 sæsonen til 6 i 17/18. Det er tal man normalt skal være venstreback i FCK for at opnå.

Noget der har bidraget kraftigt til både mål og assists er at vi nu har nok ligaens farligste venstreben når det kommer til dødbolde. Han bruger samme sparkestil som Peter Ankersen, direkte på bolden så den brækker så sent som muligt, men på et lidt højere niveau end Ankersen. Og modsat Ankersen, så har Skov også udviklet sin sparketeknik tættere på mål, så han er farlig fra stort set alle distancer. Mod Randers fik han en assist på et frispark, fordi Robert Skov frispark simpelthen er en af de ting som modstanderne bliver nødt til at reagere på taktisk. Randers satte en mand til at storme tilbage og prøve at dække nærmeste stolpe og Davit Skhirtladze kunne snitte bolden i mål fra tæt hold fordi Randers ophævede deres egen offside. Han har også nogle gode hjørnespark og må formodes at gå ind omkring toppen af straffesparksskytte-hierakiet.

Han er ikke en raket med bolden, men han har både teknikken, accelerationen og ikke mindst det rigtige mindset til at udfordre og sætte en mand. Han har et ganske fint blik for sine medspillere, god til at trække ind i banen og så sende en aflevering i dybden, og når han ikke har bolden kan man se hvordan han prioriterer at komme med i feltet og finde de åbne rum. Han er ikke fejlfri, specielt når modstanderne har bolden kan man se at der bliver slukket på hovedkontakten og det er noget som Ståle skal arbejde med. Det har kostet mål for Silkeborg og det vil koste mål for os, men det er en del af den udvikling han skal igennem nu. Han er på mange måder et Martin Vingaard transfer, en ung dansk spiller med åbenlyse offensive kvaliteter der nu skal lære hvordan man spiller som tophold, hvordan man spiller europæisk, hvordan man bliver til en FCK-spiller.

Og når Ståle så har slebet ham grundigt, så står man måske tilbage med en lille diamant, måske bare med en rigtig skarp kniv. Begge kan bruges.

“Sometimes you get what you need.”

Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *