Tipsbladet har på deres hjemmeside en oversigt over de 19 stjernefrø i Superligaen som de glæder sig til at følge.
Tipsbladet præsenterer her 19 talenter som endnu mangler at slå igennem, men som vi af den ene eller anden årsag glæder os til at følge i løbet af foråret:
På den liste finder vi minsandten vores helt egen Youssef Toutouh.
Ny bomber i FC København?
Under den overskrift finder vi en beskrivelse af Toutouh som en ung angriber der har svært ved at slå igennem fordi N’Doye, Santin, Abdellaoue og Nordstrand er i klubben. Bortset fra det bliver hans spilletid indtil videre i sæsonen nævnt og så hans højde. Det er de tre ting vi får at vide om Youssef Toutouh.
Hvad er, i den her situation, mest sandsynligt?
A: Martin Davidsen, journalist på Tipsbladet, har set Youssef Toutouh spille og mener han er en spændende ung spiller der fortjener at være med i Tipsbladets oversigt over stjernefrø.
B: Martin Davidsen, journalist på Tipsbladet, har hørt godt om Youssef Toutouh og selv om han ikke har set særlig meget til ham, så er han alligevel overbevist om at Toutouh bør være med på Tipsbladets oversigt over stjernefrø.
C: Martin Davidsen, journalist på Tipsbladet, får at vide at han skal have mindst en spiller med fra hver klub og går derfor ind på FCK’s hjemmeside og vælger den yngste spiller i truppen. Det er i dette tilfælde Toutouh der står noteret som angriber selvom han primært er offensiv midtbanespiller og udelukkende har spillet Superliga bold som kantspiller. Hans højde og antal minutter i Superligaen er med fordi det er det eneste Martin Davidsen lige kan finde på det minut han har sat af til opgaven.
Det sætter ihvertfald nogle tanker igang om hvor seriøst man kan tage de andre spiller profiler i den liste.