Tanker om sæsonafslutningen

Der har ikke været reaktioner på de sidste tre kampe og det beklager jeg selvfølgelig, men der er et par grunde. For det første er det mange af de samme ting der var problematisk i alle tre kampe og det er begrænset hvor mange gange jeg kan skrive at vi endnu, endnu, endnu en gang manglede tempo og ide med spillet. For det andet har det været alt andet end motiverende at se de kampe, så jeg har ikke ligefrem glædet mig til at skulle skrive om dem. Og for det tredje, helt ærligt, hvis spillerne ikke gider arbejde…

Tre kampe tilbage efter vi vandt mesterskabet, tre sejre skulle der til i følge Ariël Jacobs, det blev til et enkelt point og lige så mange mål. De kampe der skulle vise at vi var værdige mestre viste i stedet at det mesterskab langtfra var så suverænt som det blev lagt ud i medierne.

For lad os nu være ærlige. De spillemæssige problemer vi så i de kampe kom ikke pludselig efter mesterskabet blev sikret i Brøndby. De kom ikke engang først her i forårssæsonen. Det er problemer vi så antydningen til allerede i efterårssæsonen og som fik mig til i vinterpausen at spekulere her på siden om hvorvidt Ariël Jacobs nu også var den rigtige mand på posten. Der havde han selvfølgelig ikke haft holdet i så lang tid, så meget afhang af hvordan han formede holdet og taktikken over den lange vinterpause.

I stedet virkede det som om der slet ikke var blevet arbejdet med holdet over vinteren. Små problemer blev til store, små mangler lige så. I efteråret var vi for hurtige til at gå over til plan B med lange bolde frem til Cornelius, i foråret blev det i stedet til plan A. Kantspillet afhang alt for meget af enkeltmandspræstationer uden at der taktisk blev justeret når specielt Nicolai Jørgensen sad udenfor, i foråret forsvandt Jørgensen så helt stadig uden at der blev justeret på noget. Ikke engang succeshistorierne fra efteråret overlevede. FCK brugte tretten runder på at finpudse deres hjørnesparkskombination og holdt så op med at bruge den i foråret.

Og hvorfor gik det sådan? Var det virkelig bare at mesterskabet allerede var vundet efter tyve runder, selvom det matematisk først blev sikret efter tredive? Forhåbentlig. For da Mette Cornelius spurgte Ariël Jacobs om han vidste hvorfor før SønderjyskE kampen erkendte han blankt at han ingen forklaring havde. Man må håbe at han finder en før næste sæson, for ellers kunne man sagtens være overordentlig bekymret for en sæson hvor ture til Bernabéu eller Old Trafford ligger side om side med ture til Haderslev og Slagelse. Enhver spiller burde kunne sætte sig op til en Champions League deltagelse men hvem har lyst til at tage til Viborg bagefter?

Og de helt store problemer, dem vi så i hele efterårssæsonen, dem jeg nævnte i starten, manglende tempo, manglende ide? Det er ikke kun indstillingsproblemer. Det kan skjules hvis indstillingen er der, hvis enkeltmandsaktionerne virker som de gjorde i efteråret for spillere som Nicolai Jørgensen, som Andreas Cornelius. Men når det ikke lige fungerer for de spillere, hvad så? Så skal ideerne og tempoet komme fra det taktiske koncept. Jo mere folk spiller sammen, jo mere de får systemet ind på rygradden, jo tryggere de er ved systemet, jo mere de ved hvad deres rolle er og hvad deres medspilleres roller er, jo nemmere har de ved at finde hinanden, jo hurtigere går det med at finde hinanden, jo lettere kommer de til de kreative indslag. Men hvad er vores taktiske koncept? Udover at få bolden ud til kantspillerne og lade dem finde på noget? Ståle-holdet brugte år på at nå et punkt hvor enhver midtbanespiller i blinde kunne smide bolden ud til højre mod Pospech fordi de vidste hvor han ville være og han vidste hvor bolden ville komme. Det har det her hold selvfølgelig ikke haft tiden til at opnå endnu, men Ståles hold kunne gøre det fordi de rent faktisk havde et koncept de arbejdede med. Jeg kan ikke se at vi har et lige nu. Og det kan blive dyrt.

Ikke mindst fordi dette års mesterskab som sagt ikke var så suverænt alligevel. Vi endte på 65 point. Sidste sæson vandt vi sølv med 66. FCN sluttede otte point dårligere end sidste sæson, men det på en sæson hvor de spillede Champions League for første gang og udskiftede en del bærende kræfter. Alligevel var vi ikke længere væk end at hvis de havde vundet bare en af de indbyrdes kampe, så var FCK endt på 62 point og FCN på 63. Som det ser ud nu kommer titelkampen næste år til at være ubehagelig tæt og meget, rigtig meget vil afhænge af hvor stærkt et hold FCN kan strikke sammen.

Vi er selvfølgelig stadig favoritter næste sæson. Det skal vi være. Vi har også stadig den stærkeste trup i Danmark, selvom der er nogle åbenlyse mangler der skal adresseres. Og i sidste ende er Ariël Jacobs her for at vinde mesterskaber. Det er det han blev hyret til og han vidste i de tre kampe mod FCN at det er noget han kan. Han blev ikke hyret til at bygge det her hold op, han blev ikke hyret til at skabe fremtidens FCK, han er her for at tage den trup han nu får af CV og vinde det danske mesterskab med den, hverken mere eller mindre. Som CV sagde før sæsonens sidste kamp, det Ariël kom efter har han leveret. Spørgsmålet er hvor længe det er nok. Og om han kan blive ved, sådan som holdets udvikling er lige nu.

Når jeg sagde det var et mesterskab med en dårlig smag i munden var det ikke kun på grund af Brøndby men lige så meget på grund af hvor pilen peger hen for fremtiden. Forhåbentlig bliver mine bekymringer gjort til skamme næste sæson. Men det sagde jeg også i vinterpausen.

FacebooktwitterFacebooktwitter
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published.