Når et vindue lukker bliver taktik-bogen åbnet
Med under halvandet døgn til transfervinduet lukkede kom Ståle Solbakken med to yderst interessante erkendelser.
OB var blevet slået på udebane med 1-0 efter et mål af Bashkim Kadrii og med transfervinduets deadline lige om hjørnet afslørede Ståle at FCK havde prøvet med Fulhams talentfulde kantspiller Alexander Kacaniklic men at han havde valgt at blive i England. I sidste ende sagde Kacaniklics mavefornemmelse alligevel FC København, men på daværende tidspunkt var Ståle ikke bleg for at erkende at uden Kacaniklic stod man stort set på bar bund hvad angik transferemner.
– Vi har telefonerne åbne i morgen (mandag, red.), og vi får tilbudt mange spillere. Det kan godt være, jeg selv prøver et par stykker, men det kan også ske, at vi ikke får en, for vi skal heller ikke ud at hente en breddespiller. Det skal være en spiller, der virkelig kan tilføre noget.
Så Kacaniklic var det sidste skud i bøssen, men lige så overraskende var at Kacaniklic overhovedet var et emne. For Fulhams svensker er en lille, hurtig kantspiller der kan drible og løbe dybt. Men Ståle havde selv forklaret hvilken type man ledte efter.
– Den offensive spiller, som jeg har talt om, at vi har brug for, er en angriber. Vi har ikke brug for små typer og folk, der kan løbe i dybden. Vi har brug for en stor, stærk type.
Hvorfor ændrede man fokus? Et par dage efter vinduet lukkede forklarede Ståle at man simpelthen ikke kunne finde den rigtige type til den rigtige pris med det rigtige niveau. Og hvad gør man så, hvis man står med alvorlige mangler på en position? Man ser på hvad der ellers er på markedet og så fjerner man problemet ved at fjerne positionen.
FC København havde flyttet fokus væk fra en front-angriber allerede før OB kampen, hvilket faktisk blev afsløret før al snakken om Kacaniklic. For efter OB kampen kom den anden erkendelse samtidig med at der blev uddelt ros til målscorer Bashkim Kadrii. Ståle fortalte til FCK TV at han havde været enormt bevægelig i sin rolle som hængende angriber i vores 4-2-3-1 formation.
Med al den fokus der har været blandt fans på at Ståle holder stædigt fast i hans stenalder 4-4-2, så blev den lille nyhed forbigået i overraskende stilhed.
Og det var ikke bare en fortalelse. For det første kunne man se en tydelig forskel i Kadriis placering i OB kampen kontra Dnipro kampen hvor han spillede angriber sammen med Andreas Cornelius. Mod Dnipro lå han ofte helt oppe på linje med Cornelius og når han faldt ned i banen var det i højere grad afstemt på front-angriberen end på kantspillerne.
Mod OB lå Kadrii ofte længere tilbage og indgik meget mere i kombinationer med specielt Danny Amankwaa på kanten.
Men man kunne også høre det da Kacaniklic så gik efter mavefornemmelsen og alligevel valgte FCK. Ståle forklarede igen til FCK TV at man med Kacaniklic foruden en del Premier League erfaring fik en spiller der kan spille alle tre pladser bag en top-forward. Altså alle pladser i 3-delen af 4-2-3-1. Også Johan Lange i hans gennemgang af trupsammensætningen forklarede at man nu havde rigtig mange spillere der kunne spille pladsen bag en forward og hvis Andreas Cornelius skulle have en pause, så måtte man jo finde en løsning.
FCK spiller 4-2-3-1 nu.
Og det giver mening. Både i at man nu havde plads til en spiller med Kacaniklics niveau, der blev ellers spekuleret i om man var blevet træt af Nicolai Jørgensens skadesfrekvens eller om Kacaniklic skulle ind og spille central midtbane for første gang i karrieren, og at man med den meget lille ændring formår at ændre offensiven fra der hvor vi var tyndest til muligvis der hvor vi er stærkest besat.
Til de tre offensive pladser bag angriberen har vi nu Alexander Kacaniklic, Nicolai Jørgensen, Danny Amankwaa, Youssef Toutouh, Steve De Ridder og Rurik Gislason. Alle seks kan stort set spille enhver af de tre pladser, så pludselig står vi med et luksusproblem hvor det handler om at vælge de tre der er bedst kørende fra kamp til kamp. Foran dem er Andreas Cornelius lige så sikker på sin plads som han var før og som han ville have været uanset. Der er godt nok ikke en oplagt reserve hvis Cornelius ikke kan spille, men af spillerne i truppen har både Nicolai Jørgensen og Steve De Ridder vist evner ud i at spillere modstanderne på fysikken og kunne holde på bolden. Nicolai er nok mest oplagt, vi så ham spille den rolle mod FCN sidste sæson i en sjælden 4-3-3 optræden, men det ser godt nok lidt tyndt ud med hans skadeshistorik in mente.
Også fordi man endelig fik skibbet Marvin Pourié afsted. Tag ikke fejl, Pourié er en glimrende angriber i de rette omgivelser men de omgivelser er, var og vil ikke være FCK. Dertil har han simpelthen ikke redskaberne til at spille front-angriber her i klubben, specielt ikke i et 4-2-3-1 system hvor angriberen i endnu større grad skal bruges både i opspillet og i feltet. Marvin skal nok få masser af succes i SønderjyskE, en klub hvor han kan få lov til at flitte rundt i angrebet som han vil velvidende at selv hvis han misser to, tre, fire chancer så er han stadig manden de spiller ind til den femte.
Efter transfervinduet lukkede blev der både på Twitter og FCKFCs fanforum spekuleret i transferfrie angribere, spekulation der blev fodret af Michael Qureshis oplysning om at Ståle også havde tanker i den retning. Der blev spekuleret i alt fra Hugo Almeida over Tulio de Melo til Bangura brødrene, men det viste sig at være islandske Eidur Gudjohnsen der kom på besøg. Gudjohnsen havde tidligere været på kort visit i OB da hans søn spillede ungdomsturnering i Kolding og dengang afviste hans agent ellers at den danske liga lå i kortene, men man har et standpunkt og så videre. Gudjohnsen trænede med et par dage og var også med i en reservekamp mod FCN hvor han med to assists viste at overblikket og teknikken stadig var der. Som Ståle også lagde mærke til.
– Vi så lidt det, vi havde håbet. Overblikket og fodboldintelligensen har han stadig, og det har han nok også om ti år. Men for os handler det lidt om hvor lang tid det tager at få ham i gear, samt hvor mange kampe vi tror han kommer til at spille.
Endnu en udtalelse der er værd at gå lidt tættere ind på. Hvor mange kampe han kommer til at spille separat fra hvor lang tid det tager at få ham i gear. Det tyder altså ikke på at han bliver set som en makker til Andreas Cornelius, det lyder mere som om man skal holde hans lønkrav op mod hvor meget spilletid han egentlig vil få. Hvilket også forklarer hvorfor det blev Gudjohnsen og ikke en yngre spiller med mere umiddelbar effekt, vi leder ikke efter en makker til Andreas Cornelius, vi leder efter en mere oplagt reserve end hvad vi har.
Gudjohnsen har selvfølgelig ikke den samme arbejdsradius eller for den sags skyld den samme pondus i feltet som Andreas Cornelius, men han viste mod FCN at han sagtens kan modtage bolden og skille sig fornuftigt af med den og at han heller ikke helt har glemt hvordan man scorer mål viste han med et flot hovedstød der sneg sig lige forbi fjerneste stolpe. Det ville være en anden type end Cornelius, men ideen om en Eidur Gudjohnsen der trækker ned i banen og efterlader rum bag sig som typer som Danny Amankwaa og Alexander Kacaniklic kan komme løbende i, specielt med nogle af de sukkerballer som Gudjohnsen kan slå, det kan sagtens blive farligt. Dermed ikke sagt at vi aldrig kommer til at se ham sammen med Andreas Cornelius, men jeg tror primært det bliver i kampe og situationer hvor vi skal satse med to angribere snarere end det bliver med Gudjohnsen som fast makker til Cornelius.
Hvis vi skriver med den rutinerede islænding. Vi får se.
Et andet problem der blev forsøgt vendt om med den taktiske ændring var den centrale midtbane. Claudemir har længe virket uden den samme offensive glød som man så i hans første sæson i klubben og argentinske Franco Mussis var udset til at være manden der skulle bringe noget gnist og angrebsiver til den centrale midt. Sammen med Youssef Toutouh, som havde spillet et par rigtig opmuntrende kampe inde centralt sidste sæson før hans skade, ville man have nogle valgmuligheder inde centralt som man ikke havde haft før.
Hvad der så skete er nok til en længere artikel men El Gordo gik fra at være et kælenavn til en beskrivelse af Franco Mussis og så valgte Ståle og klubben at sende ham videre til Genoa mens der stadig var værdi i manden. Samtidig er Youssef Toutouh ikke kommet umærket gennem sit skadesforløb og mangler stadig en del for at ramme det niveau vi så ham strejfe i sidste sæson. Alt det betyder at den centrale midtbane indtil videre har bestået primært af Thomas Delaney og Daniel Amartey. Specielt Amartey har været en åbenbaring indtil videre, men det er ikke meget nogen af dem bidrager med i angrebet. I en flad 4-4-2 kan det være problematisk, i en 4-2-3-1 er det i langt højere grad forventeligt at den centrale midtbane koncentrerer sig om de defensive pligter.
Det betyder dog at man har fjernet Youssef Toutouh fra regnskabet når man taler central midt. Han har ikke de defensive egenskaber til at komme i betragtning der længere, så man har reelt sagt farvel til to centrale midtbanespillere. Her ville det jo være fint hvis man kunne hente en transferfri spiller, en leder-skikkelse der kan give videre af sin erfaring og være med til at udvikle både Delaney og Amartey, en spiller med langt, lyst hår og et hårbå–jeg taler om Christian Poulsen, tydeligvis.
Det skulle efter sigende også være klubbens intentioner og med den nye taktik giver det en masse mening at gå efter de to spillere. Så spørgsmålet må næsten være om man også havde dem med i tankerne før OB kampen, da man gik væk fra 4-4-2?
Nu får vi se, det kan være vi ikke får nogen af dem, det kan være vi er tilbage i 4-4-2 når vi møder AaB, det kan være at Kacaniklic virkelig blev hentet fordi man ikke længere turde stole på Nicolai Jørgensen over en hel sæson og at man alligevel vælger at gå efter en decideret topangriber i vintervinduet. Men det kan også være at det her er hvordan Bibelen nu ser ud, at vi også i fremtiden ser FCK spille 4-2-3-1.
Vi får se, du. Vi får se.