Tag Archives: statistik

Artikler, Danske hold, Generelt

Den berygtede seks-points kamp

Man hører det så tit om kampe. Det er ikke her de skal få deres point. En oprykker på udebane i Parken, “det er ikke her de skal få deres point”. Eller modsat. Man ved godt som FCK fan at en tur til Viborg eller Silkeborg bare ikke er lige så vigtigt som en tur til Herning eller Brøndby.

Eller den berygtede seks-points kamp. En kamp mellem to hold der ligger tæt på hinanden i ligaen og har de samme ambitioner, om det er mesterskab eller at undgå nedrykning.

Ikke alle kampe er lige vigtige. Nogle er mere vigtige end andre og nogle skal bare overståes. Det kan ende med at betyde forskellige ting, måske kan hold ikke sætte sig ordentligt op til en mindre vigtig kamp, måske er en række af mindre vigtige kampe lige hvad et hold har brug for til at starte en god stime. Det kan tage mere på moralen at tabe en vigtig kamp end en af dem man allerede har afskrevet. Og måske kan det være med til at forklare hvorfor Hobro gjorde det så godt sidste sæson mens Esbjerg havde så store problemer.

For at finde ud af det rangerede jeg alle kampe i sidste sæson for vigtighed i forhold til en række parametre. For det første er hjemmekampe, alt andet lige, altid vigtigere end udekampe. Det hører man så ofte fra diverse eksperter, det er på hjemmebane at man skal hente sine point. Jeg kiggede på afstanden fra toppen eller bunden af tabellen. Jo tættere man er på 1. pladsen eller på nedrykningspladserne, jo vigtigere er kampen. Jeg så på holdenes målsætning, hvad de meldte ud før sæsonen, af to forskellige grunde. Det første var for at se hvor langt holdene var fra deres målsætning. Har man en målsætning om top tre og man ligger og roder rundt nede omkring en 10. plads? Jamen, så er kampene generelt vigtigere. Har man en målsætning om at undgå nedrykning men ligger oppe omkring de europæiske kval-pladser? Så er de generelt mindre vigtige, for man har et stykke vej man kan tillade sig at falde og stadig opfylde sin målsætning.

Den anden måde målsætningen har indflydelse er at jeg har sammenlignet de to holds målsætning i hver kamp. Kampe mod andre hold med samme målsætning er vigtigere for sæsonen end kampe mod hold der har andre mål for sæsonen. Det vil altid være vigtigere for SønderjyskE at slå hold som FC Vestsjælland og Silkeborg (eller Viborg og AGF i denne sæson) end FCM og FCK. Og den sidste ting jeg har taget med i overvejelserne er pointforskel mellem de to hold. Jo tættere på hinanden to hold er i ligaen, jo vigtigere er kampene mellem dem.

En sidste ting der også har indflydelse til sidst i sæsonen er at hvis man ikke længere kan nå top tre eller ikke længere kan rykke ned, så har holdets placering i ligaen mindre indflydelse. Når vi først når frem til de sidste par runder, så er SønderjyskE rimelig ligeglade med om de ender som nummer 10 eller nummer 9, så længe de ikke rykker ned.

Alt det her kom ind i en matematisk formel der gav alle kampe samme basis point og så enten trak point fra eller lagde point til alt efter holdenes placering og point-antal runde for runde, med en bonus hvis det var en hjemmekamp. Dertil kom at kampe i de første 11 runder blev vurderet som en anelse mindre vigtige end kampe i de midterste 11 runder, som så blev vurderet som en anelse mindre vigtige end kampe i de sidste 11 runder. Jo senere henne i turneringen vi kom, jo vigtigere blev de individuelle kampe altså. Forskellen på holdenes målsætning og hvor holdene lå i forhold til deres egen målsætning blev også vægtet som en anelse vigtigere tidligt i sæsonen i forhold til senere, mens afstanden fra top eller bund blev vigtigere sidst i sæsonen. Med andre ord, tidligt i sæsonen var det vigtigere for Randers at nå deres målsætning om top seks mens det senere i sæsonen blev vigtigere for dem at nå 3. pladsen end bare at holde deres top seks målsætning.

Nå ja, og sæsonens første kamp var lidt vigtigere for alle. Bare for at komme godt i gang.

Alt det gav så en runde for runde rangering af alle holdenes kampe, som man kan se nedenunder. Kampene er blevet farve-kodet for at man kan se hvilke hold der mødte hinanden, rød mødte rød, gul mødte gul. Al rundedata er taget fra Superstats.dk, hvor kampene oppefra og ned fik farverne rød, orange, gul, grøn, lyseblå, mørkeblå. Det betyder at en god tommelfinger-regel er at rød er en fredagskamp, orange en lørdagskamp, gul er den tidlige søndagskamp, grøn er den midterste søndagskamp, lyseblå er den sene søndagskamp og mørkeblå er mandagskampen. Jeg siger tommelfinger-regel fordi jeg intet har gjort ved de gange hvor, for eksempel, en sen søndagskamp på 3+ blev flyttet til lørdag og den derfor kom før de andre søndagskampe i Superstats oversigten.

Alle hold var venlige nok til at melde en målsætning ud, bortset fra AaB der kom med noget hippie-crap om at de snakkede præstationer istedet for mål, for selvfølgelig kan man ikke få de forsvarende Superliga- og pokalvindere til at sige at man ville vinde mesterskabet eller bare få medaljer. Jeg besluttede mig for at tildele dem en målsætning om top fire, fordi mindre end det ville bare blive pinligt.

Det betyder at FC København som det eneste hold havde 1. pladsen som målsætning, FC Midtjylland og Brøndby ville begge i top tre, AaB i top fire, FCN, Randers og Esbjerg meldte alle sammen ud at de ville i top seks, OB ville mærkværdigt nok i top syv, FCV ville gøre det bedre end sæsonen før hvor man blev nummer ni så jeg gav dem en målsætning om top otte og Hobro, SønderjyskE og Silkeborg ville bare undgå nedrykning, altså minimum en 10. plads.

kampvigtighed

Klik for større

Umiddelbart kan man se, for eksempel, at FCM startede med et par vigtige kampe mod Brøndby, AaB og Randers op mod FCK kampen og fik skabt sig et pænt hul fordi FCK samtidig havde en start med mindre vigtige kampe mod blandt andet de to hold der rykkede ned i sidste ende, FCV og Silkeborg, samt oprykkerne fra Hobro, og tabte point i alle tre. I resten af ligaen sad FCM sikkert på en forspring der gav dem mindre vigtige kampe end et jagtende FCK hold. Selv FCM-FCK kampen sidst på sæsonen var kun lige vigtig nok til at komme i en top 10 over sæsonens vigtigste kampe. Man sad ofte i sidste sæson og rystede lidt på hovedet over specielt Viasats insisteren på at mesterskabskampen skam stadig var piv-åben og tallene viser også at FCM relativt tidligt på sæsonen kunne begynde at føle sig sikre på mesterskabet mens FCK kæmpede for at nå deres målsætning og samtidig beskytte andenpladsen fra holdene bag dem.

I den anden ende af tabellen kan man også se hvordan Silkeborg rimelig hurtigt blev kørt agterud og konsekvent stod i kampe hvor man ikke kunne forvente at de skulle få point. Imens endte FC Vestsjælland, den nedrykker som rent faktisk var med i nedrykningskampen hele vejen igennem sæsonen, med at være nummer tre på listen over samlet vigtigste kampe. Nummer to på listen var et hold der havde højere målsætninger end at være en del af nedrykningskampen, nemlig OB, og nummer et på listen kommer vi til om lidt.

Omvendt var FC Midtjylland nummer et på listen over mindst vigtige kampe, godt hjulpet på vej af at de lukkede mesterskabet med et par runder igen og at de med deres top tre målsætning kunne lurepasse lidt i toppen af ligaen gennem den første del af sæsonen. Nummer to på listen kommer vi også til om lidt.

Jeg nævnte tidligere at FCM-FCK kun lige kom ind på en top ti liste over sæsonens vigtigste kampe og jeg giver ikke hele top ti listen men lad os tage top fem. Det vil også afsløre hvillket hold ligger nummer et på listen over vigtigste kampe.

5: Esbjerg fB mod Randers FC i runde 25. En mandagskamp hvor Randers tog til Esbjerg som nummer fire med kun et point op til Brøndby på 3. pladsen mens Esbjerg som nummer 10 var otte point fra FC Vestsjælland og en nedrykningsplads. Der blev ikke i modellen taget højde for tidligere kampresultater i samme runde, så den her kamp kunne faktisk godt være nået højere på listen fordi Brøndby om søndagen havde tabt til Hobro mens FC Vestsjælland om lørdagen vandt over AaB. Begge hold havde altså brug for en sejr, for Randers var 3. pladsen snublende tæt på mens Esbjerg blev presset af et fremstormende FC Vestsjælland hold. Måske var det kampens vigtighed der satte sig i holdene, for en must-win kamp blev til en can’t-lose kamp og en 0-0 løsning.

4: OB mod FC Vestsjælland i runde 23. Endnu en mandagskamp hvor ti point adskilte nummer 10, OB, fra nummer 11, FC Vestsjælland. For FC Vestsjælland var det ved at være sidste udkald hvis man skulle koble sig på OB, Esbjerg og SønderjyskE over dem, mens OB med en sejr kunne overhale Esbjerg og tage vigtige skridt væk fra nedrykningspladserne. FC Vestsjælland havde ikke vundet i over ti runder, siden Silkeborg på udebane i runde 12, men mod OB blev det endelig til en sejr da de kom tilbage efter et OB-mål efter kun tre minutter og vandt med 2-1. I de næste ti runder hev FCV i alt 18 hjem, over halvdelen af deres samlede point-total, og det startede med kampen mod OB.

3: FC Nordsjælland mod Esbjerg fB i runde 29. En tidlig mandagskamp, fra en runde med to af dem, så FC Nordsjælland på en 7. plads, lige uden for deres målsætning om top seks og med kun et enkelt point op til Hobro og AaB på henholdsvis 6. og 5. pladsen. Med en sejr ville bronze-medaljerne kun være fire point væk og alting var altså stadig i spil for FCN på dette tidspunkt. Imens var Esbjerg med kun en sejr i de sidste seks runder ved at mærke ånden i nakken fra FC Vestsjælland, med seks point ned fra Esbjergs 10. plads til FCV på 11. pladsen. Værre endda, FCV havde allerede spillet i denne runde og slået Hobro, så i realiteten var der kun tre point til en nedrykningsplads. Omvendt kunne Esbjerg med en sejr højst sandsynligt overhale SønderjyskE, der spillede senere på aftenen, og i det mindste komme en tabelplads længere væk fra nedrykningen. På Farums kunstgræs endte Esbjerg med at trække det længste gummi-granulat og kunne tage hjem med en 3-1 sejr der nok burde have sendt dem endegyldigt ud af nedrykningskampen men runden efter tabte de til SønderjyskE og så var de tilbage i suppedasen igen indtil…

2: Esbjerg fB mod FC Vestsjælland i runde 32. Scenariet var ganske enkelt, det var nummer 10, Esbjerg, mod nummer 11, FC Vestsjælland, med kun fire point imellem dem og kun en runde tilbage efter denne. Uafgjort eller en sejr til Esbjerg ville afgøre det hele, ville sikre Esbjerg mod nedrykning og dømme FC Vestsjælland til en tur ned i 1. division. Det var sådan set en nedryknings-playoff kamp. Og fordi det var i en af de sidste to runder, så var det en søndag kl. 15 sammen med resten af rundens kampe. Jeg tror ikke der blev zappet særlig meget rundt, dog, specielt ikke hvis man var Esbjerg eller Vestsjælland fan. Denne gang blev det så holdet med blå og hvide stribers tur til at komme igen efter en FC Vestsjælland føring, da to mål i anden halvleg gjorde Esbjerg til 2-1 vindere og afgjorde nedrykningskampen endegyldigt.

1: Esbjerg fB mod OB i runde 26. Det kan måske virke mærkeligt at den her kamp rangerer højere end en kamp der sendte et hold ud af ligaen på dramatiske vis, men både Esbjerg og OB havde langt højere ambitioner end at skulle ligge og spille om nedrykning. Inden kampen her lå OB på 9. pladsen kun et point foran Esbjerg på 10. pladsen. En sejr kunne sende det vindende hold op på 8. pladsen og endegyldigt væk fra nedrykningskampen. En sejr og der ville være under 10 point op til bronzepladserne. En sejr kunne åbne op for hvad som helst. Et nederlag ville betyde et farvel til den nuværende målsætning og goddag til en benhård kamp om overlevelse. Esbjerg brændte et straffe, den tidligere FCK’er Michael Jakobsen der bankede bolden over, og OB vandt 2-0. Efterfølgende røg OB ikke under en 8. plads før efter den ligegyldige 33. runde mens Esbjerg skulle helt hen til runde 32 før de kunne vide sig sikre. I de foregående 25 runder havde de to hold samlet spillet nogenlunde lige vigtige kampe, i de efterfølgende syv runder svarede det til at Esbjerg spillede en kamp mere end OB gjorde. Det endte med at være en klassisk seks-points kamp.

Nu er det sikkert ingen overraskelse at holdet der ligger nummer et på listen over samlet set vigtigste kampe gennem sæsonen er det hold der går igen i fire ud af de fem kampe vi lige har gennemgået. Esbjerg fB er nummer et på listen, som sagt med hvad der svarer til en ekstra kamp ned til OB. Det hold der måske skuffede mest sidste sæson, klart mest i forhold til deres erklærede målsætning (eller påduttede målsætning hvis man er AaB). Hvem var så nummer to på listen over færrest vigtige? Det hold der overraskede mest. Hobro.

Hvordan endte Hobro, oprykkerne som alle havde forventet ville rykke ud igen på, ja, Silkeborgsk vis, med at overraske sådan? Det var ikke deres spil. Vi har tidligere været inde på det her på siden men Hobro tillod flere skud imod per kamp end noget andet hold i ligaen. Indenfor rammen tillod de tredjeflest, kun efter de to nedrykkere. Af egne skud var de igen dårligst i ligaen, det eneste hold faktisk der i gennemsnit havde under 10 skud på mål per kamp. Indenfor rammen var de også dårligst, denne gang foran både SIF og FCV. Hobros resultater var bedre end deres spil berettigede til. De havde selvfølgelig en forfærdelig træfsikker angriber i Mads Hvilsom som stod for 40% af deres mål og det ser umiddelbart ud til at være den største forskel fra Hobro der sluttede på 7. pladsen og så Esbjerg der sluttede på 8. pladsen.

For hvorfor underpræsterede Esbjerg så i den grad? Deres topscorer var Martin Pusic med ni mål og han skiftede til FC Midtjylland i vinterpausen. Den næste på listen var Jakob Ankersen med fem, som også forlod dem midt i sæsonen. Så dårlig udnyttelse af chancer mod god udnyttelse af chancer? Esbjerg lå ihvertfald i top tre over flest skud per kamp og i top fire over flest skud indenfor rammen per kamp. Defensivt så det ikke helt lige så godt ud, men i både skud imod og skud indenfor rammen imod lå de midt i ligaen, langt bedre end Hobro.

Hvad hvis vi kigger på vigtigheden af deres kampe over en hel sæson?

vigtig1

Efter de første fem runder i sidste sæson lå Hobro på 2. pladsen med ti point, tre sejre, en uafgjort, et nederlag, en målscore på 8-3 og sejre over både Brøndby og FCK. Imens lå Esbjerg på en 11. plads med tre point, ingen sejre, tre uafgjorte, to nederlag, en målscore på 4-6 og blandt andet en uafgjort mod Silkeborg. Esbjerg kom aldrig op og møde deres målsætning om top seks, Hobro røg aldrig ned og ramme deres målsætning om en 10. plads. Esbjerg gik gennem sæsonen med enormt pres på dem hele vejen igennem, Hobro red en tidlig bølge af gode resultater, formåede ikke at tabe til deres nedrykningskonkurrenter og vandt deres point i kampe hvor man ikke forventede at de ville vinde point, mod AaB, mod FCK, mod Brøndby.

Esbjerg blev tynget ned af forventningernes pres, Hobro nåede aldrig at mærke det. Ville Hobro have kunne gøre det samme hvis de lå a’point med Silkeborg efter 5 runder? Ville Esbjerg være rendt ind i de samme problemer hvis det var dem på 2. pladsen efter fem runder? Vi kan selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed, men… nej, vel?

Det er selvfølgelig ikke hele historien, så nemt er det aldrig med sådan noget her, men skal man forklare Hobro så er Mads Hvilsom og en forrygende start på sæsonen der gjorde at man kunne spille uden rigtig at komme under pres nok alligevel et godt stykke over 50% af historien. Ligesom Esbjergs dårlige start og manglende udnyttelse af scoringschancer er det for dem. Esbjerg har ihvertfald reageret, de har hentet Nicki Bille som ny frontangriber og står allerede et point bedre efter 1. runde end de gjorde sidste år. Imens er Mads Hvilsom i Hobro erstattet af Morten Beck, der scorede 5 mål for Silkeborg sidste sæson, og Mayron George, en ukendt Costa Ricaner. De lagde ud med at tabe 3-0 til OB.

Nu skal Hobro bevise at de kan vinde de svære kampe mens Esbjerg kan håbe på lidt lettere kampe. Og så får vi se om der er andre hold der formår at flyde ovenpå som en korkprop eller bliver tvunget under. Et hold som FC Nordsjælland skal ihvertfald vogte sig for at fortsætte takterne fra deres åbningskamp meget længere. Det kan blive meget vigtigt, i sidste ende.

Artikler, Danske hold, FC København, Generelt, Superligakampe

Held og forstand i den danske liga

Det kunne være interessant at høre fra statistikkens højborg og Danmarks ultimative magtcenter om FC Midtjylland egentlig har overpræsteret i denne sæson i forhold til alle de data, de samler sammen.

Jeg husker et citat fra Rasmus Ankersens research, at Newcastle en sæson fik mange flere point, end de havde gjort sig fortjent til. Er det mon tilfældet med FC Midtjylland i år, når man tænker på, hvor mange mål de har scoret på dødbolde og hvor mange mål de har scoret til slut i kampene.

Jeg spørger bare af nysgerrighed. Det er jo ikke mig, der står på en ølkasse og siger, vi gør alting smartere, bedre og hurtigere end vores konkurrenter.

Og med de ord afslog Jan Bech Andersen ikke bare Glen Riddersholms olivengren om fælles værdier mellem FC Midtjylland og Brøndby, han satte ild til den.

Man kunne spekulere i at Jan Bech Andersen og Brøndby føler sig mere truet af FC Midtjylland end FC København netop fordi de ser ud til at sætte sig på så mange af de pladser i dansk fodbold der traditionelt er Brøndbys. Her tænker jeg ikke så meget på pladsen i ligaen, men man kunne for eksempel for nyligt se et indslag i Onside om hvor upopulære FC Midtjylland er hos resten af klubberne i ligaen, hvilket må skurre i ørere for en klub hvis fans i lang tid har råbt med på “Alle Hader Os”. Også Brøndbys hang til lemfældig omgang med sandheden i forsøg på at tale sig selv op har FCM sat sig på, senest med Claus Steinleins ode til talentudviklingen i klubben.

Der er ingen, der har stillet det geniale spørgsmål: “Kan det virkelig passe, at FC Midtjylland har udviklet fire næsten verdensklasse-stjernespillere igennem 10 år?” Jeg tænker på Simon Kjær, Winston Reid, Viktor Fischer og Pione Sisto.

Det er spillere ud over det sædvanlige, der har haft debut på landsholdet, inden de var 20 år. Det er der ikke mange akademier i Europa, der kan prale af.

På det tidspunkt havde Pione Sisto, allerede 20 år, endnu ikke fået landsholdsdebut, mens Simon Kjær var blevet 20 da han fik debut og Winston Reid hele 22 år før han kunne trække New Zealands hvide trøje over hovedet for første gang. Det efterlader Viktor Fischer og ham skal vi nok ikke kigge dybere ind i rekrutteringen af hvis vi vil undgå endnu en omgang “jamen vi er jo bare klassens frække dreng” fra det midtjyske.

Men nu skal det ikke handle så meget om FC Midtjylland men om Jan Bech Andersens spørgsmål om held og fortjente point. For Rasmus Ankersen har ganske rigtigt tidligere kigget på Newcastle og hvorvidt de rent faktisk fortjente deres femteplads dengang i 2011/12 sæsonen. Ud fra målforskel og skudforsøg kom han frem til at Newcastle nok var en 5-6 pladser højere oppe end de burde være og derfor var det ikke helt så overraskende at de blot sæsonen efter endte på en 16. plads i ligaen. Så hvordan vil Superliga-tabellen se ud hvis man ser på den slags tal? Ikke at jeg tror Jan Bech har noget at komme efter, men nu var min nysgerrighed ligesom vakt.

Og desværre Jan Bech, FCM er skam helt fortjente mestre på alle parametre. Det kan jeg ligeså godt skyde ned allerede før vi går i gang.

Kigger man kun på skudforsøg ligger FCM i toppen af ligaen, kigger man på antal scorede mål så ligger FCM i toppen af ligaen, så hvis man laver en liste over skudforsøg plus mål, så ligger FCM ikke overraskende stadig i front. Jeg har helt arbitrært valgt at skudforsøg tæller for 1/10 af scorede mål, for vildt imponerende er det jo ikke at have 500 skud på mål hvis kun 10 af dem er gået ind.

Ankersen

Og her i Ankersen+-ratingen tæller vi kun de skudforsøg der er indenfor rammen.

Ankersen+

Der kan man se at FCK’s tandløse offensiv har kostet både på mål og skudforsøg, hvilket heller ikke overrasker. Tilgengæld lidt interessant at se hvor højt Esbjerg ligger hvis man kun ser på det offensive. Deres angrebsspil er til langt mere end den 10. plads de reelt ligger på, mens AaB og Hobro begge ligner hold der ligger over hvad deres offensive spil har været til, alt efter hvilken tabel man kigger på.

Men nu kan vi jo ikke kun måle det på angrebsspillet, med fare for at Poul Hansen kigger fordi og dømmer det “ren Hawaii-bold”. Hvordan ser det ud hvis vi tager den fulde Ankersen-rating og kigger både på mål og skud for og imod?

Full Ankersen

Eller ++ udgaven med kun skud indenfor rammen?

Full Ankersen++

Nu har AaB taget springet op i nærheden af den midterplacering de reelt besidder men Esbjerg bliver også deroppe af. De er ikke længere i top tre men når vi taler held og fortjent, så ligner Esbjerg mere og mere et hold som faktisk har fortjent bedre end den nedrykningsplads de lige nøjagtigt holder fra struben. Nede på den plads finder vi istedet oprykkerne fra Hobro, som man må sige har fået det helt optimale ud af truppen, mere end de måske burde. Silkeborg og FC Vestsjælland har dog stadig sat sig solidt på de to nedrykningspladser, selv her.

Så hvis vi tager udgangspunkt i FC Midtjyllands 68 point og så går Full Ankersen++ og justerer tabellen derfra med Silkeborg i den modsatte ende som absolut nulpunkt, hvordan ville ligaen så se ud?

Justerede point

FC Københavns spil har ikke overraskende ikke været i nærheden af guldet i år og de må helt ned på en tredjeplads, omend vi taler om et par skudforsøg til forskel på dem og Brøndby. Brøndby må regnes som blandt mesterskabsfavoritterne næste sæson, og kan de bygge på det hold de har nu som man forventer at FCK gør på deres, så bliver det en yderst spændende tre-vejs duel om guldet.

I midterfeltet har Randers, AaB, FC Nordsjælland og OB alle beholdt deres plads i tabellen, faktisk er der kun to ændringer i hele den justerede tabel. Foruden Brøndby der hoppede lige op over FCK, så har Esbjerg og Hobro simpelthen byttet plads.

Den er svær at komme uden om, Esbjerg burde ligge langt højere i tabellen end de gør og det virker lidt absurd at tænke på at de faktisk stadig kan nå at rykke ned. Spørgsmålet for Esbjerg må være om det kun er et spørgsmål om fodboldens uransagelige veje og næste sæson er de tilbage i midterfeltet eller om Niels Frederiksen har fået det ud af truppen som han kan. Det ville ihvertfald være næsten kriminelt hvis de røg i 1. division.

En træner som absolut har fået maks ud af sin trup, det må så siges at være Jonas Dal. Men der kommer vi så tilbage til Newcastle som blandt andet fik sin femteplads på Papiss Cisses helt ekstreme scoringsrate som ganske enkelt ikke var holdbar i længden. I Mads Hvilsom har de (pr. dags dato) en spiller med den fjerdebedste minutter pr. mål ratio på listen over spillere med fem mål eller mere og det er med over dobbelt så mange minutter som nummer tre på listen (Djiby Fall). Faktisk er der kun to spillere i ligaen der har spillet flere minutter end ham og scoret mindst et mål. Den kommer ikke til at holde næste sæson, ikke kun fordi Hvilsom uden tvivl bliver solgt til sommer. Afløseren er fundet i Silkeborgs Morten Beck Andersen som godt nok har scoret fem mål i denne sæson, men Hvilsom er altså ansvarlig for omkring 40% af Hobros scoringer og det kommer Morten Beck ikke i nærheden af. Hobro har haft en eventyrs-sæson men næste sæson kan sagtens blive lidt af et mareridt.

Og endeligt må man sige at FC Vestsjælland og Silkeborg er fortjente nedrykkere. Med det caveat at FC Vestsjælland muligvis ikke rykker ned.

Så fortjente mestre, fortjente (mulige) nedrykkere, FC København har været dårligere end tabellen viser, Esbjerg har været bedre og Hobro får det hårdt næste sæson. Så overraskende var det alligevel ikke men nu fik jeg lov til at lege lidt med tal og så er jeg jo glad.

Artikler, FC København, Superligakampe

Lies, damn lies and statistics

Hvis man spørger Ståle Solbakken, og det er der flere der har gjort, så er løsningen på vores manglende mål hjørnespark og effektivitet foran mål. Hvilket ikke er forkert, det ville absolut pynte på sagerne, men det er måske lidt for simpelt sat op. Det kan vi gøre langt mere kompliceret.

Jeg kan godt lide statistik. Det er næppe nogen hemmelighed for folk der har fulgt med her på siden, og hvis vi skal kigge på vores offensiv over den første halvdel af sæsonen, så er det selvfølgelig statistikken jeg slår ned på. Men jeg vil starte med at påpege at de her tal jeg kommer med ikke skal ses som et argument i sig selv, dertil er fodbold for tilfældigt og kilden for lille. Det er snarere at bruge som en indikation på noget.

Som når vi ser på den type mål vi har scoret.

goaltypes

Som sagt, målt kun på efteråret 2014 er det svært at vurdere ud fra. Men der er nogle udviklinger hvis man kigger årene igennem som alligevel er værd at bide mærke i. For eksempel er flere af vores mål indtil videre scoret på tilfældige aktioner end var tilfældet før. Tilfældige nedfald, som SønderjyskE på udebane hvor en headet clearing falder lige ned for fødderne af Alexander Kacaniklic på kanten af feltet, eller returbolde som de to sidste mål mod FC Midtjylland i 3-0 sejren på hjemmebane. Det er selvfølgelig ikke totalt tilfældige mål, de fleste mål i kategorien bliver skabt på at have nok spillere med fremme hvor man kan drage fordel af de her tilfældigheder, men det er mål som man ikke selv er herre over som hold. Havde Kacaniklic stået en meter til højre eller var De Ridders afslutning mod FCM blevet pareret ud over baglinjen, så var målene ikke blevet scoret. Det er altså ikke mål man selv har kreeret.

Og her peger jeg så på den blå del af grafikken. Men det kommer vi tilbage til.

Før vi går videre kan det måske overraske at dødbolde er så godt med, med tanke på problemerne vi har haft med hjørnespark. En del af forklaringen ligger i at halvdelen af de dødbolde har været straffespark og fortsætter vi i samme takt ender vi med flere mål scoret på straffespark end nogen sæson siden 2003/2004.

Hvis vi kigger på hvem der scorer vores mål, så har jeg desværre ingen pæn grafik, men selve tallene kommer nok ikke som en overraskelse. Vi får langt færre mål fra vores kantspillere end vi gjorde før i tiden. Den er selvfølgelig lidt tricky, for en af grundene til det er at Nicolai Jørgensen er røget op i angrebet indtil videre og han har været vores primære trussel fra kanterne de sidste to sæsoner. Men hvor spillere som Bolaños, Vingaard og Gislason tidligere har været garant for ihvertfald en lille håndfuld mål, så er den eneste kantspiller med mere end et enkelt mål i denne sæson ikke længere i klubben, nu hvor Alexander Kacaniklic (med hele to) er røget tilbage til Fulham.

Faktisk har kanterne samlet været de helt store syndere indtil videre. Kigger vi på assists, så har kant- og backspillere tilsammen stået for over 75% af vores assists i både 12/13 og 13/14 sæsonen. Indtil videre i 14/15 sæsonen står de for under 40% og faktisk er der ikke en kantspiller der står noteret for en assist endnu. Også vores backs står svagere i billedet, i 12/13 havde vi 16 assists fra vores backs, i 13/14 havde vi hele 18 (over 65%) og indtil videre i denne sæson 3.

Hvoraf de to er taget til Mainz.

Hvis der er noget der har naget i baghovedet, så var det måske den med kantspillerne og ingen assists. Hvad med Amankwaa mod FC Midtjylland? Ja, der må jeg så indrømme at jeg går mod strømmen når det kommer til assists. Hvis afleveringen eller aktionen ikke var direkte målgivende, så har jeg det med ikke at give en assist. Amankwaa havde et skud på mål og målmanden skubbede bolden direkte ud til Nicolai Jørgensen. Det giver for mig ikke en assist. Tilgengæld er det ofte svært at se hvor målene kommer fra hvis man kun kigger på målscorer og assist, så jeg har vovet at låne et koncept fra ishockey og er begyndt at måle anden-assists. Simpelthen den andensidste spiller der rører bolden eller, i situationer som den med Amankwaa eller hvis der bliver begået et straffespark, den næstsidste FCK’er.

Hvor kommer målene så fra? Kort sagt, målene kommer i færre grad fra midtbanen og i højere grad fra angrebet. Da man sagde farvel til Claudemir udtrykte jeg selv en bekymring for at den til tider så frustrerende brasilianer faktisk betød mere for vores spil end man lige kunne se. Set over de sidste to og en halv sæson kan det derfor næppe overraske at Claudemir er i top med 12 anden-assists. Med hvor vigtig Nicolai Jørgensen har været for vores offensiv kan det næppe heller overraske at han også ligger på 12 (hvoraf 1/4 af dem kom på mål han selv scorede). Men at den tredje spiller der deler 1. pladsen med 12 anden-assists skulle være Christian Bolaños kom faktisk som en overraskelse for mig. Bolaños, der nu spiller i Qatar efter kun et halvt år i den hjemlige liga, var altid god til at holde på bolden og gøre sig spilbar ind i banen og selvom Danny Amankwaa har vist noget af den samme tekniske kunnen, så har han ikke i samme omfang formået at sætte sit præg på spillet som Bolaños altså gjorde.

Måske endnu mere overraskende er det næste navn på listen. Med 10 anden-assists, 8 af dem i sidste sæson, er det Rurik Gislason. Faktisk, hvis man kigger på mål, assists og anden-assists, så hed top tre for sidste sæson Igor Vetokele (15 i alt, 13 mål og 2 anden-assists), Nicolai Jørgensen (14 i alt, 7 mål, 2 assists og 5 anden-assists) og Rurik Gislason (12 i alt, 4 mål og 8 anden-assists). Jeg vil gå så langt som at sige at tabet af 13/14 Rurik Gislason har måske været den spiller-afgang der har skadet klubben mest, hvilket er imponerende for en spiller der stadig er her.

Når jeg siger, forresten, at målene i højere grad kommer fra angrebet hænger det naturligvis også sammen med at Nicolai Jørgensen er flyttet fra kanten og op i angrebet. Men det hænger også en del sammen med at færre mål er scoret på angreb der startede på vores egen tredjedel af banen i denne sæson i forhold til de to foregående sæsoner og flere mål er scoret på angreb der startede på modstandernes tredjedel af banen i forhold til tidligere. Når vi scorer sker det fra en startposition højere oppe på banen og det sker hurtigere.

Kan i huske den blå del af grafikken i toppen?

averagepasspergoal

Fra 12/13 og frem er det gennemsnitlige antal afleveringer per mål gået ned. Jeg vil faktisk sige rimelig markant. En del af det er Ståles fokus på at flytte bolden mere i længderetningen, men jeg mener at vi her faktisk kan ane en af de helt store grunde til vores svage offensiv.

Der er blevet talt meget om at vi skaber færre chancer end før, Ståle selv har været villig til at gå med til at vi tidligt i sæsonen skabte færre chancer men henmod vinterpausen skabte chancer nok, vi skulle bare være bedre til at udnytte dem. Men hvor vi i 13/14 sæsonen havde i gennemsnit 16 skud på mål og 5.5 skud inden for rammen, så har gennemsnittet i denne sæson heddet 14 skud og 4.5 indenfor rammen. En nedgang, ja, men ikke voldsomt. Boldbesiddelse og antal hjørnespark ligger også kun marginalt under sidste sæson. Og kigger man kun på denne sæson, så havde vi faktisk flere skud og skud inden for rammen tidligt i sæsonen hvor alle var enige om at vi skabte færre chancer.

Som sagt, statistik er ikke et argument i sig selv men snarere en indikation og måske er alt det her med til at forklare en række ting.

Er forklaringen på vores manglende effektivitet foran mål måske ikke manglende effektivitet foran mål men snarere at man ikke har været gode nok til at spille chancerne store? Det gennemsnitlige FCK-mål, fraregnet dødbolddssituationer, i 13/14 bestod af fem afleveringer. I denne sæson er vi nede på kun tre. Hvis man ikke lige fanger modstanderne i ubalance, så er det ikke meget man har at gøre sig farlig med. Derfor er der flere mål der bliver skabt på tilfældigheder og færre mål skabt på afleveringer og indlæg.

Er det også hvorfor Steve De Ridder ikke har haft den umiddelbare gennemslagskraft man havde håbet på? Da han kom som erstatning for Cesar Santin var der mange der tænkte at hvis en erfaren Eresdivisions angriber som De Ridder fik bare halvdelen af de store chancer som Santin fik (en af de mest scorende spillere i FCKs historie men muligvis også den mand der har misset flest chancer foran et tomt mål), så ville han ihvertfald kunne gå ind og dække det mål-underskud som Santins afgang efterlod os med. Men hvor mange af den slags chancer har vi egentlig set? Ikke til De Ridder specifikt, i det hele taget?

Måske kan det forklare hvorfor Andreas Cornelius ikke står så stærkt i billedet som man havde håbet? Af mandens i alt 28 Superliga-mål for FC København er 16 af dem scoret med assist, af dem er 10 af dem med assist fra en kant eller en back, 14 af dem kom på et indlæg af en art og 14 af dem kom på hovedstød. I denne sæson har han scoret tre mål assisteret (og to straffe), ingen af dem med en assist fra en kantspiller eller en back, kun et af dem med hovedet.

Og af de kant/backer med assist er der kun to tilbage i klubben. Rurik Gislason og Christoffer Remmer, hvoraf ham der kan slå et ordentlig indlæg er skadet og ham der ikke er skadet, ja… gad vide hvad der er sket med ham.

Nu har Ludwig Augustinsson heldigvis vist masser af positive takter i opstarten og måske har Tom Høgli nu gennemgået det halve års tilvænningsperiode som man altid læner sig op af når en ny spiller ikke slår igennem med det samme, men lige nu ser det ud til at man måske hellere skulle have valgt Hamdallah end Cornelius tilbage i vintervinduet 2014, for som truppen er sammensat lige nu kunne det godt se ud til at vi simpelthen ikke har nok spillere der kan servicere Andreas Cornelius på et niveau hvor vi kan få det bedste ud af ham.

Nej, seriøst, hvad er der sket med Rurik Gislason? OK, det var ikke en mulig forklaring, det var bare et spørgsmål, men come on?

Og måske kan de manglende indlæg også forklare hvorfor vi ikke er bedre på hjørnespark. Men… et eksempel på hvorfor jeg elsker statistik.

Mathias “Zanka” Jørgensen har i sine 167 kampe for klubben scoret i alt 12 mål. Mikael Antonsson har i sine 149 kampe for klubben scoret i alt 3 mål. Tilsammen har de altså i 316 kampe scoret 15 mål. Det giver et gennemsnit på, rundet op, 0.05 mål per kamp. På de 17 Superliga-kampe der er spillet indtil videre burde man altså kunne forvente at de tilsammen ville score 0.85 mål. Runder vi op giver det Zankas ene mål mod FC Nordsjælland.

Måske er vi ikke bedre på hjørnespark fordi vi ganske enkelt ikke kan forvente at være bedre?

Det er selvfølgelig noget vrøvl, vi har jo også spillere som Nicolai Jørgensen, Cornelius og Delaney der alle har noget at byde ind med når det kommer til hovedspillet. Men mon ikke vi alligevel havde været lidt farligere hvis Pelle Nilsson havde kunne holde Anton på bænken?

Hvad skal der så ske her i foråret? Jeg så gerne at gennemsnittet for afleveringer røg op. Jeg så gerne at antal assists for backs og kanter røg op. Og man kan håbe at det store udlæg i sommers for at skabe et ordentligt fundament nu gør at spillerne har haft tid til at finde hinanden og at spillet kan blive bedre. Det er allerede nu at grundplanen for næste sæsons hold skal lægges og der er en del spillere der skal overbevise om at de skal være med der.

Men nogle gange er det OK at holde det simpelt. Så vi skal score nogle mål og vinde nogle kampe.

Og så kigger vi på statistikken igen til sommer.

Artikler, FC København

Hvad siger tallene? Et kig på statistik fra denne sæson og sidste.

I 2012/2013 sæsonen scorede vi 62 mål på 33 Superliga kampe. Det gav et målgennemsnit på 1.87 mål per kamp og var det næststørste antal mål vi har scoret i ligaen siden 2009/2010 sæsonen. Kun i den fantastiske 2010/2011 sæson scorede vi flere, hele 77 mål. Det var også Ståles sidste sæson i klubben før han tog til Köln.

2013/2014 er Ståles første sæson siden han kom tilbage. På de 18 kampe vi har spillet i ligaen indtil videre har vi scoret 34 mål. Det er et målgennemsnit på 1.88 per kamp.

Jeg har, som det nok kan ses, været igennem tallene for denne sæson og sammenlignet en del af dem med sidste sæson. Som udgangspunkt har jeg valgt kun at fokusere på ligaen og altså hverken pokalen eller Champions League. Der er simpelthen for stor forskel på modstandere og niveauer til at begynde at drage de to turneringer ind i det her.

Faktisk startede det med at jeg ville se hvilken indflydelse det havde haft at Andreas Cornelius var blevet solgt og en direkte afløser ikke var blevet fundet. Selvfølgelig er der den åbenlyse indflydelse der hedder at vi mangler 18 mål i ligaen i forhold til sidste sæson, men hvad har det betydet for den slags mål vi scorer? Hvor vi scorer dem? Hvad har ændret sig?

Og der kom så den første overraskelse. Sidste sæson scorede vi i alt femten mål på indlæg og havde altså et gennemsnit på 0.45 mål på indlæg per kamp. Hele 24% af vores mål blev scoret på indlæg i 12/13 sæsonen. Uden Andreas Cornelius her i 13/14 sæsonen har vi indtil videre scoret otte mål på indlæg, hvilket giver et gennemsnit på 0.44 per kamp og en procentdel af vores samlede mål på 23%. Med andre ord, kun en marginal nedgang.

Okay, men hvad så med hovedstød? Vi kommer stadig frem til en masse indlæg, men uden Cornelius og hans otte hovedstødsmål, kan vi så måle en mere markant nedgang der? I 12/13 blev det foruden Cornelius til ni andre mål på hovedstød og altså en total på sytten mål. Det giver et gennemsnit på 0.51 hovedstødsmål per kamp og betyder at 29% af vores mål i Superligaen den sæson blev scoret med hovedet. I 13/14? Indtil videre er der scoret ti mål på hovedstød, hvilket giver et gennemsnit på 0.55 og en procentdel af vores samlede mål der igen hedder 29%.

tv. FCKs mål på hovedstød i sæsonen 12/13.        th. FCKs mål på hovedstød i sæsonen 13/14.

FCKMålPåHoved1213Heatmap FCKMålPåHoved1314Heatmap

(Her kan vi se en af de åbenlyse forskelle på de to sæsoner, Cornelius-området ved bagerste stolpe på indlæg fra højre. I denne sæson er det blevet mere centreret.)

Så på indlæg ser vi kun en marginal nedgang og på hovedstød endda en marginal forbedring. Hvordan kan det være? Blandt andet ved at flere spillere har scoret med hovedet i denne sæson end i sidste. Sidste sæson scorede Andreas Cornelius som sagt otte gange på hovedstød mens Nicolai Jørgensen og Ragnar Sigurdsson begge scorede tre gange. Kun tre andre spillere scorede med hovedet, alle tre kun en enkelt gang, og altså seks forskellige spillere i alt. I denne sæson har kun Thomas Delaney og Igor Vetokele scoret to gange med hovedet mens seks andre har scoret en enkelt gang hver. Så allerede nu, efter kun 18 af de 33 kampe vi skal spille i denne sæson, har der været flere forskellige spillere der har scoret med hovedet end i hele sidste sæson.

Og så er kun et enkelt af de mål kommet fra det centrale forsvar. Ikke bare på hovedstød, men overhovedet. I sidste sæson blev der scoret otte mål af den bagerste kæde, seks af dem scoret af centrale forsvarsspillere. Ragnar Sigurdsson var forsvarstopscorer med hele tre mål. I denne sæson har vi kun fået tre mål fra hele den bagerste kæde og det eneste mål fra en central forsvarsspiller var Olof Mellberg mod Viborg.

Hvad med de andre kæder? Der bliver det lidt mere besværligt at sammenligne, for hvor skal man placere Nicolai Jørgensen? Sidste sæson var han venstremidt der blev brugt lidt rundt omkring. I denne sæson har han spillet flere kampe i angrebet end på midtbanen, men det har lugtet af nødløsning langt hen af vejen. For en god ordens skyld så regner vi Nicolai Jørgensens mål i kampe hvor han er startet i angrebet som en del af angribernes og kampe hvor han er startet på midtbanen som en del af midtbanespillernes. Så ignorerer vi behændigt eventuelle justeringer undervejs.

Når det så er på plads, så starter vi med at kigge på angrebet. Sidste sæson scorede Andreas Cornelius og Cesar Santin tilsammen 29 mål, fordelt på 11 til den klejne brasser og 18 mål fra Cornelius. Vetokele scorede tre mål og Mos Abdellaoue nåede faktisk også to før han blev sendt på lejeophold i det norske. Det giver 34 mål og et gennemsnit på 1.03. Vi kunne altså være rimelig sikre på at få mindst et mål per kamp fra vores angribere sidste sæson.

Så kan det sikkert ikke overraske at det ikke ser helt sådan ud i en sæson hvor Igor Vetokele godt nok har scoret ni mål i ligaen mens ingen andre angribere på listen har scoret mere end tre mål i de kampe hvor de har spillet som angribere.

Jeg sagde jo den blev lidt mere besværlig med Nicolai Jørgensen.

Det er forøvrigt ikke Jørgensen der har scoret de tre, i hans kampe som angriber har han kun scoret to mål. Nej, det er faktisk Fanendo Adi der har været mest scorende makker til Igor Vetokele. De to der har spillet mest sammen med vores lille belgier er så omvendt Nicolai Jørgensen med to mål og Daniel Braaten med nul. Cesar Santin kom også op på de to mål han manglede og så fik Marvin Pourié lige sneget en enkelt scoring ind på falderebet og altså alt i alt 17 mål og et målgennemsnit på 0.94. Så endnu en lille overraskelse, man kan sige at salget af Cornelius kan ses men ikke mærkes.

Hvad så med midtbanen? Vi er målmæssigt dårligere kørende i bagerste kæde og lige en flig bagefter i forreste, så det er på midtbanen at vi har set den største fremgang. Sidste sæson kom der atten mål fra midtbanen eller gennemsnitligt 0.54. I denne sæson indtil videre, tretten mål i de kampe hvor Nicolai Jørgensen har spillet på midtbanen og altså et mål gennemsnit på 0.72, en rimelig markant forskel. Vi kan også se på antal mål scoret uden for feltet, hvor der i 12/13 blev scoret ni mål på 33 kampe og i denne sæson seks mål på 18 kampe. Det er 0.27 sidste sæson og 0.33 nu her. De seks mål i denne sæson forresten scoret af seks forskellige spillere, mens der kun var fem spillere sidste sæson der fik scoret fra distancen.

tv. alle mål scoret af FCK i sæsonen 12/13.    th. alle mål scoret af FCK i sæsonen 13/14.

FCKMål1213Heatmap FCKMål1314Heatmap
(Et par ting går igen, både Cornelius området men også at målene er blevet mere centreret i denne sæson.)

Så en mere målfarlig midtbane end sidste sæson men hvad man tjener på gyngen har man jo så ofte mistet på karrusellen. I 12/13 sæsonen havde vi femten assists fra midtbanen, indtil videre i 13/14 sæsonen har vi fire. To indlæg, et fra Braaten og et fra TK, og så to afleveringer fra Nicolai Jørgensen. Altså kun en enkelt assist fra en central midtbanespiller og ingen fra vores to normale startere derinde. Det tætteste vi kommer på en assist fra Claudemir var kampen mod Brøndby hvor det var hans lange bold som Vetokele kæmpede sig foran Almebäck på, men vi kan vist godt alle blive enige om at det var Vetokele og ikke Claudemir der skabte det mål.

Så det er ikke så overraskende at der bliver set på den centrale midtbane, selvom det glippede med Stefan Johansen der valgte at tage til Celtic. Nu er det så Franco Mussis det kredser om og skulle det glippe, så må man håbe at der er flere navne at tage af. Men hvad med angrebet? Det oprindelige spørgsmål gik på Andreas Cornelius og hvad det betød at der ikke var fundet en direkte afløser.

Jeg tror faktisk der er fundet en afløser.

Eller ikke en hel afløser men jeg vil faktisk mene at der er fundet tre-kvart afløser (forklaring følger) for Andreas Cornelius og det er Igor Vetokele.

tv. Andreas Cornelius’ mål for FCK i 12/13 sæsonen.    th. Igor Vetokeles mål for FCK de sidste to sæsoner.

CorneliusMålHeatmap IgorMålHeatmap

tv. Cesar Santins mål for FCK de sidste to sæsoner.    th. Marvin Pouriés mål for Silkeborg i 12/13 sæsonen.

SantinMålHeatmap PourieSIFMålHeatmap

(Vetokele er ikke helt lige så stærk uden for feltet, men ellers minder deres data mere om hinanden end nogen af vores andre angribere. Pourié er fra hans tid i Silkeborg, Adi havde ikke nok data til at være med.)

Ja, Igor kommer jo nok aldrig i nærheden af Cornelius på indlæg, for eksempel, som Corner scorede halvdelen af sine 18 mål på, men mindre kan også gøre det. Faktisk er Igor oppe på at 25% af hans mål kommer på indlæg. Generelt ligner hans fordeling af mål mere Andreas Cornelius end, for eksempel, Cesar Santin der i langt højere grad lever af afleveringer end nogle af de to. Og sammenligner vi på mål med og uden assists, så kan man se at både Igor og Cornelius har en circa lige fordeling af de to, modsat Santin som har tre gange så mange mål med assists som uden.

Selvfølgelig kunne man ikke tale om en afløser hvis vi stadig spillede som vi gjorde sidste sæson og som vi faktisk også gjorde i starten af denne sæson, hvor Plan B meget hurtigt blev til Plan A. Men vi har faktisk formået at stille om til at spille uden en decideret targetman oppe foran, faktisk så godt at vi er marginalt bedre end sidste sæson både på boldbesiddelse og antal skud. Og i det nye system spiller Vetokele så den rolle som Cornelius havde i det gamle system, rollen som spidsangriber. En påstand som til dels bliver underbygget af at den angriber vi kigger på lige for tiden i højere grad ligner Santin af type end Cornelius.

Eller måske ikke Santin. Jeg tror faktisk at det vi leder efter er en der kan gå ind og gøre nogle af de ting man gerne så Nicolai Jørgensen gøre i angrebet. For hvis der er en spiller vi har manglet, så er det Nicolai Jørgensen ala efteråret 2012.

tv. Nicolai Jørgensens mål for FCK i sæsonen 12/13.    th. Nicolai Jørgensens mål for FCK i sæsonen 13/14.

NicoJørgensenMål1213Heatmap NicoJørgensenMål1314Heatmap
(Selv Nicolai Jørgensen er ikke immun overfor den skævridning der var sidste sæson. Muligvis immun overfor målscoring i denne sæson. Hans straffespark er ikke taget med i 13/14, skal lige siges.)

I efteråret 2012 spillede Nicolai Jørgensen seksten kampe og scorede ni mål, mens han lagde tre assists. Det er nok det bedste målsnit for en midtbanespiller i den moderne FCK æra. Han sluttede sæsonen med kun to mål mere og har scoret seks i alt i denne sæson, inklusive et på straffe. Bevares, specielt det mod Brøndby var både flot og, ikke mindst, vigtigt. Men han har selv været ude og tale om at skulle tilbage på det niveau han havde tidligere og der er ingen tvivl om at kan han ramme det niveau igen, så bliver han FCK’s vigtigste spiller.

Men det kommer ikke til at ske i angrebet. Det har hele tiden været en nødløsning fordi man havde brug for en spiller der kunne operere bag Vetokele og være den sidste fjerdedel af afløseren for Cornelius (jeg sagde jo at en forklaring ville følge). Cornelius var god til at modtage bolden og flytte den videre og selvom vi ikke længere smider høje bolde op mod en fysisk stor angriber, så skal vi stadig have en spiller der kan spille på kanten af feltet, modtage bolden, flytte den videre, indgå i spillet. Det er nogle spidskompetencer som hverken Fanendo Adi eller Marvin Pourié har og derfor er både Daniel Braaten og Nicolai Jørgensen blevet brugt i den rolle i stedet. Problemet er at Braaten er ikke målfarlig nok og Jørgensen mister en del når han ikke kan vandre ind fra kanten og få overblikket over de åbne rum derfra.

Så ud fra de tal jeg har set på vil jeg konkludere at fokus-områderne på vej ind i det her transfervindue har været en pasningsstærk midtbanespiller og en teknisk stærk angriber der kan frigøre Nicolai Jørgensen fra angrebet.

Og til spørgsmålet om hvilken indflydelse det har haft at vi ikke har fundet en afløser for Cornelius bliver svaret, overraskende nok, at hvad man ikke kunne finde på transfermarkedet har man i stedet fundet på træningsbanen gennem en taktisk ændring og en lille belgier der slog til på det rette tidspunkt. Hvad man har tabt på gyngen har man tjent ind på karrusellen.