Tag Archives: Ståle Solbakken

Artikler, FC København

Kongefald

Det rumlede i hjørnerne. Var det blevet tid?

Havde Ståle Solbakken, manden der har tegnet FC København i en samlet periode på snart ti år, udspillet sin rolle, kørt død i den, havde han simpelthen ikke mere at kunne bringe til klubben?

Skulle Ståle Solbakken fyres?

Continue reading

Artikler, FC København, Spillere

Er der plads til William Kvist?

Til sommer står William Kvist uden kontrakt.

Den tidligere FC København anfører forsvandt ud i kulden i Stuttgart, havde et skuffende lejeophold i Fulham og endte så med at underskrive en et-årig kontrakt med Wigan hvor han først begyndte at få spilletid da den nye manager Malky Mackay opdagede at han kunne kaste lange indkast. Efterfølgende blev Mackay fyret igen og Wigan kunne ikke undgå nedrykningen fra det engelske Championship. Hele vejen rundt en skuffende tid for Kvist der nu skal finde ud af hvad fremtiden bringer.

Hvad med FCK? Hvis William Kvist vil tilbage til FC København, så kan han bare ringe, fortæller Ståle Solbakken. Og efter et år med begrænset spilletid og nedrykning til League One, så ligner det også noget der ville være en klog beslutning for den 30-årige midtbanespiller. Han skal have karrieren på ret køl igen og hvor bedre end der hvor han havde sin bedste tid og fik sit gennembrud?

Som 30-årig burde han stadig være i sin bedste fodboldalder og han ville med det samme gå ind i toppen af hierakiet som den leder på holdet og midtbanen som man ofte har siddet og manglet. Men er der plads til ham? Kvist har mange kvaliteter, men han er ikke en offensiv strateg, han smider ikke om sig med chance-skabende afleveringer, han er en defensiv stopklods der kan sætte tempoet i en kamp. Han er hårdt-arbejdende og hårdt-løbende, han er meget af hvad vi allerede har meget af.

Det er det store problem med en William Kvist i FC København, vi har Thomas Delaney, Daniel Amartey og Christian Poulsen der alle har deres forcer i det defensive, kontrollerende spil. Poulsen har godt nok kontraktudløb til sommer men han virker ikke som en spiller der er færdig på topplan og bedre tredjemand finder man næppe. Erstatter man ham alligevel med William Kvist, så ender man med en gruppe der hedder Delaney, Amartey og Kvist, tre spillere der alle skal spille og kun to pladser. Hvilket Ståle også er klar over.

Jeg har ikke haft ham i tankerne omkring holdet. Vi er godt besat på den position, hvor vi har Amartey, Delaney, Christian Poulsen og Youssef, som kan spille der, så vi har ikke travlt med at forstærke os der.

Muligvis har det ændret sig med skaden til Youssef Toutouh, men det er stadig tre meget ens spillere vi har tilbage. Men kan man tillade sig at sige nej hvis William Kvist ringer? Selvfølgelig ikke. Vil William Kvist tilbage til FC København, så siger man ja tak først og finder ud af hvordan han skal passe ind efterfølgende.

Men det kommer vi tilbage til.

Først vil jeg nemlig gerne kigge lidt på det centrale forsvar. Vores defensiv har fået masser af ros og kigger man på det antal mål vi har lukket ind, så ser det også imponerende ud. Men ærlig talt og det her vil sikkert irritere en del FCK fans, hvis det ikke var for Stephan Andersen så ville vores defensiv se langt mere hullet ud. For det centrale forsvar har ikke været ligeså dirkefrit som tallene påstår.

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg ikke er overbevist af Mikael Antonsson. Han blev hentet ind som den rutinerede reserve, erstatning for Olof Mellberg, på en 2-årig kontrakt. Det var ikke meningen at han skulle være fast mand, det centrale forsvar skulle bestå af Mathias »Zanka« Jørgensen og Bundesliga-importen Per Nilsson. Men Per Nilsson har indtil videre været langt fra det niveau man kunne have forventet af en spiller med de meritter som han har. På det seneste har han vist et højere niveau end vi så i starten af sæsonen, men stadig ikke deroppe hvor han virker til at have en chance for at smide Zanka Jørgensen eller Antonsson af holdet. Men samtidig har Antonsson ikke vist det samme niveau han havde for fire år siden. Hans placeringsevne og spil-intelligens er der stadig, men manden er under en måned fra sin 34. fødselsdag og de skridt han har tabt kommer ikke igen. Der bliver kun flere af dem.

Hvilket hænger sammen med midtbanen vi kom fra. For uden en central midt med offensive ideer så skal meget af det offensive komme fra kanter der trækker ind og truer centralt. Hvis kanterne trækker ind, så skal bredden komme fra backs der stiller sig højt. Og hvis de to backs stiller sig højt, så bliver meget af det defensive arbejde, specielt mod hold der stiller sig langt tilbage og dermed trækker backs endnu længere frem, det bliver i form af løbedueller, fysiske dueller, det bliver duelspil mod angribere der truer i bagrummet. Det kommer til at handle om fysik.

Det passer glimrende til en af vores midterforsvarere. Mathias »Zanka« Jørgensen får masser af kritik, ofte ganske uanset hvordan han egentlig har spillet, og der er også stadig problemer fra tid til anden med positioneringen, men han har både farten og kropsstyrken til at kunne spille den slags duelspil vi taler om. Samtidig har han evnen til at træde op og spille med i det etablerende spil, en vigtig ting når vi møder den slags hold vi så ofte møder i Superligaen, defensivt indstillede hold der står lavt og med kun en enkelt angriber. I de europæiske kampe specielt er han udfordret, Zanka, men i Superligaen er han noget nær den perfekte FCK-forsvarer.

Det er Mikael Antonsson ikke længere. Og det har Pelle Nilsson stadig til gode at vise at han nogensinde har været. Indtil videre er Antonsson den bedste løsning, men hvis han stadig er det når hans kontrakt udløber om et år, så er det ikke godt nok for et hold som FCK. Enten skal Pelle Nilsson slå igennem eller også skal man finde en anden løsning. Man kommer næppe til at bruge en masse penge på endnu en central forsvarsspiller her til sommer, ikke med så mange offensive pladser der har brug for de resourcer man nu har i et transfervindue.

Men jeg ville mene at man allerede har fundet den bedste løsning til det centrale forsvar. En løbestærk, fysisk velfunderet duelspiller der kan dække et stort bagrum og samtidig er teknisk stærk nok til at kunne deltage i det offensive spil hvis muligheden byder sig. Det er et alternativ jeg har slået på tromme for før. Daniel Amartey. Kan man umiddelbart forestille sig et bedre midterforsvar end Zanka og Amartey? Jeg kan ikke. Faktisk lyder det i mine ører som en del stærkere end vores nuværende konstellation.

Men det vil selvfølgelig efterlade et hul på den centrale midtbane. Og der har vi så fundet ud af hvordan en William Kvist ville passe ind i FCK. Det ville på alle områder være et transfer der styrkede både klub og hold, hvis man valgte at rotere rundt med Amartey. Og selv hvis man ikke gjorde det, så ville jeg personligt have meget svært ved at sige nej til at få William tilbage.

Godt nok siger Ståle at Kvist bare kan ringe, men måske burde det være Ståle der ringede til ham.

Artikler, FC København

Når et vindue lukker bliver taktik-bogen åbnet

Med under halvandet døgn til transfervinduet lukkede kom Ståle Solbakken med to yderst interessante erkendelser.

OB var blevet slået på udebane med 1-0 efter et mål af Bashkim Kadrii og med transfervinduets deadline lige om hjørnet afslørede Ståle at FCK havde prøvet med Fulhams talentfulde kantspiller Alexander Kacaniklic men at han havde valgt at blive i England. I sidste ende sagde Kacaniklics mavefornemmelse alligevel FC København, men på daværende tidspunkt var Ståle ikke bleg for at erkende at uden Kacaniklic stod man stort set på bar bund hvad angik transferemner.

– Vi har telefonerne åbne i morgen (mandag, red.), og vi får tilbudt mange spillere. Det kan godt være, jeg selv prøver et par stykker, men det kan også ske, at vi ikke får en, for vi skal heller ikke ud at hente en breddespiller. Det skal være en spiller, der virkelig kan tilføre noget.

Så Kacaniklic var det sidste skud i bøssen, men lige så overraskende var at Kacaniklic overhovedet var et emne. For Fulhams svensker er en lille, hurtig kantspiller der kan drible og løbe dybt. Men Ståle havde selv forklaret hvilken type man ledte efter.

– Den offensive spiller, som jeg har talt om, at vi har brug for, er en angriber. Vi har ikke brug for små typer og folk, der kan løbe i dybden. Vi har brug for en stor, stærk type.

Hvorfor ændrede man fokus? Et par dage efter vinduet lukkede forklarede Ståle at man simpelthen ikke kunne finde den rigtige type til den rigtige pris med det rigtige niveau. Og hvad gør man så, hvis man står med alvorlige mangler på en position? Man ser på hvad der ellers er på markedet og så fjerner man problemet ved at fjerne positionen.

FC København havde flyttet fokus væk fra en front-angriber allerede før OB kampen, hvilket faktisk blev afsløret før al snakken om Kacaniklic. For efter OB kampen kom den anden erkendelse samtidig med at der blev uddelt ros til målscorer Bashkim Kadrii. Ståle fortalte til FCK TV at han havde været enormt bevægelig i sin rolle som hængende angriber i vores 4-2-3-1 formation.

Med al den fokus der har været blandt fans på at Ståle holder stædigt fast i hans stenalder 4-4-2, så blev den lille nyhed forbigået i overraskende stilhed.

Og det var ikke bare en fortalelse. For det første kunne man se en tydelig forskel i Kadriis placering i OB kampen kontra Dnipro kampen hvor han spillede angriber sammen med Andreas Cornelius. Mod Dnipro lå han ofte helt oppe på linje med Cornelius og når han faldt ned i banen var det i højere grad afstemt på front-angriberen end på kantspillerne.

Mod OB lå Kadrii ofte længere tilbage og indgik meget mere i kombinationer med specielt Danny Amankwaa på kanten.

Men man kunne også høre det da Kacaniklic så gik efter mavefornemmelsen og alligevel valgte FCK. Ståle forklarede igen til FCK TV at man med Kacaniklic foruden en del Premier League erfaring fik en spiller der kan spille alle tre pladser bag en top-forward. Altså alle pladser i 3-delen af 4-2-3-1. Også Johan Lange i hans gennemgang af trupsammensætningen forklarede at man nu havde rigtig mange spillere der kunne spille pladsen bag en forward og hvis Andreas Cornelius skulle have en pause, så måtte man jo finde en løsning.

FCK spiller 4-2-3-1 nu.

Og det giver mening. Både i at man nu havde plads til en spiller med Kacaniklics niveau, der blev ellers spekuleret i om man var blevet træt af Nicolai Jørgensens skadesfrekvens eller om Kacaniklic skulle ind og spille central midtbane for første gang i karrieren, og at man med den meget lille ændring formår at ændre offensiven fra der hvor vi var tyndest til muligvis der hvor vi er stærkest besat.

Til de tre offensive pladser bag angriberen har vi nu Alexander Kacaniklic, Nicolai Jørgensen, Danny Amankwaa, Youssef Toutouh, Steve De Ridder og Rurik Gislason. Alle seks kan stort set spille enhver af de tre pladser, så pludselig står vi med et luksusproblem hvor det handler om at vælge de tre der er bedst kørende fra kamp til kamp. Foran dem er Andreas Cornelius lige så sikker på sin plads som han var før og som han ville have været uanset. Der er godt nok ikke en oplagt reserve hvis Cornelius ikke kan spille, men af spillerne i truppen har både Nicolai Jørgensen og Steve De Ridder vist evner ud i at spillere modstanderne på fysikken og kunne holde på bolden. Nicolai er nok mest oplagt, vi så ham spille den rolle mod FCN sidste sæson i en sjælden 4-3-3 optræden, men det ser godt nok lidt tyndt ud med hans skadeshistorik in mente.

Også fordi man endelig fik skibbet Marvin Pourié afsted. Tag ikke fejl, Pourié er en glimrende angriber i de rette omgivelser men de omgivelser er, var og vil ikke være FCK. Dertil har han simpelthen ikke redskaberne til at spille front-angriber her i klubben, specielt ikke i et 4-2-3-1 system hvor angriberen i endnu større grad skal bruges både i opspillet og i feltet. Marvin skal nok få masser af succes i SønderjyskE, en klub hvor han kan få lov til at flitte rundt i angrebet som han vil velvidende at selv hvis han misser to, tre, fire chancer så er han stadig manden de spiller ind til den femte.

Efter transfervinduet lukkede blev der både på Twitter og FCKFCs fanforum spekuleret i transferfrie angribere, spekulation der blev fodret af Michael Qureshis oplysning om at Ståle også havde tanker i den retning. Der blev spekuleret i alt fra Hugo Almeida over Tulio de Melo til Bangura brødrene, men det viste sig at være islandske Eidur Gudjohnsen der kom på besøg. Gudjohnsen havde tidligere været på kort visit i OB da hans søn spillede ungdomsturnering i Kolding og dengang afviste hans agent ellers at den danske liga lå i kortene, men man har et standpunkt og så videre. Gudjohnsen trænede med et par dage og var også med i en reservekamp mod FCN hvor han med to assists viste at overblikket og teknikken stadig var der. Som Ståle også lagde mærke til.

– Vi så lidt det, vi havde håbet. Overblikket og fodboldintelligensen har han stadig, og det har han nok også om ti år. Men for os handler det lidt om hvor lang tid det tager at få ham i gear, samt hvor mange kampe vi tror han kommer til at spille.

Endnu en udtalelse der er værd at gå lidt tættere ind på. Hvor mange kampe han kommer til at spille separat fra hvor lang tid det tager at få ham i gear. Det tyder altså ikke på at han bliver set som en makker til Andreas Cornelius, det lyder mere som om man skal holde hans lønkrav op mod hvor meget spilletid han egentlig vil få. Hvilket også forklarer hvorfor det blev Gudjohnsen og ikke en yngre spiller med mere umiddelbar effekt, vi leder ikke efter en makker til Andreas Cornelius, vi leder efter en mere oplagt reserve end hvad vi har.

Gudjohnsen har selvfølgelig ikke den samme arbejdsradius eller for den sags skyld den samme pondus i feltet som Andreas Cornelius, men han viste mod FCN at han sagtens kan modtage bolden og skille sig fornuftigt af med den og at han heller ikke helt har glemt hvordan man scorer mål viste han med et flot hovedstød der sneg sig lige forbi fjerneste stolpe. Det ville være en anden type end Cornelius, men ideen om en Eidur Gudjohnsen der trækker ned i banen og efterlader rum bag sig som typer som Danny Amankwaa og Alexander Kacaniklic kan komme løbende i, specielt med nogle af de sukkerballer som Gudjohnsen kan slå, det kan sagtens blive farligt. Dermed ikke sagt at vi aldrig kommer til at se ham sammen med Andreas Cornelius, men jeg tror primært det bliver i kampe og situationer hvor vi skal satse med to angribere snarere end det bliver med Gudjohnsen som fast makker til Cornelius.

Hvis vi skriver med den rutinerede islænding. Vi får se.

Et andet problem der blev forsøgt vendt om med den taktiske ændring var den centrale midtbane. Claudemir har længe virket uden den samme offensive glød som man så i hans første sæson i klubben og argentinske Franco Mussis var udset til at være manden der skulle bringe noget gnist og angrebsiver til den centrale midt. Sammen med Youssef Toutouh, som havde spillet et par rigtig opmuntrende kampe inde centralt sidste sæson før hans skade, ville man have nogle valgmuligheder inde centralt som man ikke havde haft før.

Hvad der så skete er nok til en længere artikel men El Gordo gik fra at være et kælenavn til en beskrivelse af Franco Mussis og så valgte Ståle og klubben at sende ham videre til Genoa mens der stadig var værdi i manden. Samtidig er Youssef Toutouh ikke kommet umærket gennem sit skadesforløb og mangler stadig en del for at ramme det niveau vi så ham strejfe i sidste sæson. Alt det betyder at den centrale midtbane indtil videre har bestået primært af Thomas Delaney og Daniel Amartey. Specielt Amartey har været en åbenbaring indtil videre, men det er ikke meget nogen af dem bidrager med i angrebet. I en flad 4-4-2 kan det være problematisk, i en 4-2-3-1 er det i langt højere grad forventeligt at den centrale midtbane koncentrerer sig om de defensive pligter.

Det betyder dog at man har fjernet Youssef Toutouh fra regnskabet når man taler central midt. Han har ikke de defensive egenskaber til at komme i betragtning der længere, så man har reelt sagt farvel til to centrale midtbanespillere. Her ville det jo være fint hvis man kunne hente en transferfri spiller, en leder-skikkelse der kan give videre af sin erfaring og være med til at udvikle både Delaney og Amartey, en spiller med langt, lyst hår og et hårbå–jeg taler om Christian Poulsen, tydeligvis.

Det skulle efter sigende også være klubbens intentioner og med den nye taktik giver det en masse mening at gå efter de to spillere. Så spørgsmålet må næsten være om man også havde dem med i tankerne før OB kampen, da man gik væk fra 4-4-2?

Nu får vi se, det kan være vi ikke får nogen af dem, det kan være vi er tilbage i 4-4-2 når vi møder AaB, det kan være at Kacaniklic virkelig blev hentet fordi man ikke længere turde stole på Nicolai Jørgensen over en hel sæson og at man alligevel vælger at gå efter en decideret topangriber i vintervinduet. Men det kan også være at det her er hvordan Bibelen nu ser ud, at vi også i fremtiden ser FCK spille 4-2-3-1.

Vi får se, du. Vi får se.

Artikler, FC København, Spillere

Everywhere we go…

Kongen er død, længe leve kongen.

Carsten V. Jensen, sportsdirektør i FC København, blev til tidligere sportsdirektør da ledelsen mente at han ikke længere var den rigtige til at bygge holdet op frem mod den nye sæson. Det sportslige ansvar er i stedet lagt over på Ståle Solbakken i en ny rolle som manager, med Johan Lange flyttet fra udviklingschef til teknisk direktør, en rolle som ser ud til at være meget lig Carsten V. Jensens rolle som sportsdirektør men med Ståle Solbakken som chef.

For et par år siden virkede det nærmest utænkeligt at Carsten V. Jensens position i klubben skulle komme i fare. Jeg skrev selv at udviklingen i den sportslige ledelse nærmest var blevet udsat for et kup, med en træner der var kendt for ikke at ville blande sig i transfers, en ledelse som ikke havde kvalifikationerne til at sætte spørgsmålstegn ved Carsten V. Jensens arbejde og et sportsligt udvalg der var blevet nedlagt og den tidligere sportsdirektør flyttet længere væk til bestyrelsen. Efter at have overlevet en trænerfyring, en træner-titel og et tabt mesterskab til en værdi af over hundrede millioner, en situation hvor eneste konsekvens var ved egen hånd, så virkede Carsten V. Jensen nærmest urørlig.

Ironisk nok lagde han så selv grundlaget for sin egen fyring. Ariël Jacobs, altid sympatiske Ariël Jacobs med den store udstråling og den lille værktøjskasse løb tør for værktøjer og da Ståle Solbakken overtog jobbet lignede det et scoop af Carsten V. Jensen at have hentet den fortabte norske søn hjem. Klubbens mest succesfulde træner nogensinde, en markant og stærk personlighed der blev hentet ind. Men samtidig en mand som klubbens ledelse kunne og ville lytte til. Ståle, der ved ansættelsen noterede hvor vigtig CV var for ham og for klubben, var allerede før jul meget åben om at han var kommet hjem til en trup i ubalance. Carsten V. Jensens to store sommerindkøb til angrebet, Marvin Pourié og Fanendo Adi, røg begge hurtigt i kategorien dur ikke da Ståle overtog. Johan Lange blev hentet ind til en position som udviklingschef. Og i December valgte Anders Hørsholt og resten af ledelsen så officielt at sidestille Carsten V. Jensen og Ståle Solbakken i hierakiet.

Anders Hørsholt sagde på det tidspunkt at det ikke skulle ses som en degradering af Carsten V. Jensen. Hvilket i sig selv blev set som bevis nok på at det var en degradering af Carsten V. Jensen.

Transfervinduet kom og gik. Et opsigtsvækkende køb af Andreas Cornelius på vinduets sidste dage, timer og minutter endte med at være den eneste justering af truppen, hvilket Ståle i endnu en overraskende ærlig udmelding indrømmede var en fejl. Man havde simpelthen overvurderet truppen. Og man havde nok brug for en større udrensning i sommervinduet end man ellers havde regnet med.

Et par dage efter den udmelding sagde Carsten V. i et interview at det kommende transfervindue nok blev et vindue som så mange andre og at Ståle sikkert ikke havde ment det han sagde.

Et par uger efter viste det sig at ledelsen var mere enig med Ståle end med CV i den sag og det der lignede sportsligt enevælde blev nu væltet af en ledelse der kunne falde tilbage på to mænd som Carsten V. Jensen selv var med til at hente til klubben igen, Ståle Solbakken og Johan Lange.

Så hvorfor gik det så galt for CV?

Anders Hørsholt var ude og sige at det ikke havde noget med indkøb at gøre men resultater, og resultaterne har siden CV alene overtog den sportslige ledelse i 2011 heller ikke levet op til de forventninger man kan have i en klub som FC København. I Ståle Solbakkens første tid i klubben havde FCK et gennemsnit på 1.99 point per kamp. Under Roland Nilsson hed det 1.90, under Carsten V. Jensen hed det så 1.83 og under Ariël Jacobs endte vi på 1.75 point i gennemsnit. Efter Ståles retur til klubben hedder pointgennemsnittet så 1.77, første gang den er gået op siden 2011. To gange sølv og kun et enkelt mesterskab har heller ikke været godt nok for FC København, en sølv-medalje i denne sæson som endda så meget tvivlsom ud da beslutningen om CV blev taget.

Men selvom der blev henvist til resultater og ikke indkøb, så kan de to ting ikke rigtig adskilles. Resultater afhænger af materialet til rådighed, materialet til rådighed afhænger i FCK primært af køb og salg af spillere. Og for nu at tage det positive, så har CV altid imponeret med hans evne til at sælge spillere. Men problemet er at uanset hvor imponerende det er at kunne sælge Pape Pate Diouf, så var CV også ham der købte Pape Pate Diouf.

Argumentet for Carsten V. Jensen har altid været at han var en vigtig del af opbygningen af de to Champions League hold, i 2006 og i 2010. Fra han tiltrådte sammen med Ståle Solbakken i 2006 og frem til Ståles afsked i 2011 havde han en fremragende track record. Der var spillere der ikke slog igennem, en Peter Larsson, en Rasmus Würtz, der var spillere der måske havde svært ved at leve op til de store transferbeløb der var blevet lagt for dem, en Ailton Almeida, en Ulrik Laursen, og der var spillere der aldrig blev mere end middelmådige, en Fredrik Berglund, en Razak Pimpong. Men samtidig var der altså en perlerække af spillere der alle konkurrerer om plads på et FCK All-Star hold, Brede Hangeland, Atiba Hutchinson, Jesper Grønkjær, Oscar Wendt, Mikael Antonsson, Libor Sionko, Zdenek Pospech, Cesar Santin, Johan Wiland, Dame N’Doye, Bryan Oviedo, Martin Vingaard, Claudemir, Pierre Bengtsson…

Argumentet imod er så at Ståle Solbakken havde en enorm indflydelse på transfers i de år og det er svært at vurdere hvor meget af de år der var Ståle og hvor meget der var CV. Så i stedet giver det mere mening at se på de år hvor vi ved at det har været CV, årene efter Ståle tog til Tyskland. Her ser det mindre overbevisende ud. Der var stadig store transferhits, en Ragnar Sigurdsson, en Nicolai Jørgensen, der var unge spillere der udviklede sig enormt, en Igor Vetokele, en Youssef Toutouh, men generelt har man fået markant mindre værdi for pengene i tiden efter Ståle. Ikke kun dyre flops som Pape Pate Diouf, som nok den mest kendte, men spillere som Cristian Gamboa der blev hentet dyrt til klubben og fik kun to kampe, en spiller som Christian Grindheim der blev hentet som afløser for William Kvist og aldrig slog igennem.

Faktisk er det bemærkelsesværdigt hvor markant mindre værdi for pengene man har fået fra sommervinduet 2011 og fremefter. Hvis man ser på hvor meget man har betalt per kamp for de spillere som Carsten V. Jensen har været med til at hente til klubben, fra vintervinduet i 2006 til og med vintervinduet i 2011, altså tager købsprisen og dividerer med antal spillede kampe, så handler det om 32 spillere som man til sammen har betalt circa tre millioner kroner for. Det er ganske fin værdi for pengene, specielt med tanke på at vi i den periode rutinemæssigt bevægede os op i priser som femten millioner per spiller.

Kigger man på de spillere man har hentet fra sommervinduet 2011 og frem til og med vintervinduet i 2014, så er det 18 spillere der har kostet tre gange så meget. Ni millioner kroner hos en flok spillere hvor kun Andreas Cornelius af de rigtig dyre drenge har en reel mulighed for at forbedre sin gennemsnitspris.

Det tegner selvfølgelig ikke nødvendigvis et fyldestgørende billede, en spiller som Ailton Almeida vil de fleste nok mene aldrig formåede at leve op til sin indkøbspris, men alligevel er han med over hundrede kampe endt på en pris per kamp på omkring de 150.000 kroner. Johan Absalonsen kom aldrig i nærheden af at være hverken et alternativ til eller en erstatning for Jesper Grønkjær men han kom på en fri transfer og da løn er nærmest umulige oplysninger at finde, så har Absalonsen en gennemsnitspris på et rundt nul. Men fyldestgørende eller ej, der tegner sig alligevel et billede og ikke nødvendigvis et pænt et.

Hvis man ser på hvilke spillere FC København har betalt mere end en halv million for per kamp, så er der syv spillere. Kun en af dem var før 2011. Søren Frederiksen, den unge angriber fra SønderjyskE der kom til klubben midt i en sand rygtestorm om Rafael van der Vaart, blev hentet for to millioner, fik kun fire officielle kampe og er dermed lige nøjagtig oppe på en pris på en halv million per kamp. Efter 2011 hentede CV så Pape Pate Diouf, Cristian Gamboa, Michael Jakobsen, Marvin Pourié, Fanendo Adi og Andreas Cornelius der alle har en gennemsnitspris på over en halv million per kamp.

Navn Pris Kampe Gennemsnitspris
Søren Frederiksen 2M 4 500K
Pape Pate Diouf 18M 34 529K
Cristian Gamboa 7M 2 3.5M
Michael Jakobsen 8M 9 888K
Marvin Pourié 7.5M 14 535K
Fanendo Adi 11M 12 916K
Andreas Cornelius 27M 16 1.6M

Af de syv har de første fire spillere forladt klubben og hverken Pourié eller Adi ligner nogle der får lov til at forbedre deres gennemsnit.

Hvorfor går det så galt? Før 2011 havde CV en træner med en markant ide om hvordan han gerne ville spille fodbold og hvilke typer han havde brug for til det. Efter var det først Roland Nilsson, som tydeligvis ikke havde den fornødne respekt omkring sig til at kunne sætte sig igennem, så Carsten V. Jensen selv og så Ariël Jacobs, en træner med stor udstråling og et ry fra Anderlecht-tiden som en firmaets mand der tog det han fik og ikke blandede sig i transfers eller den sportslige ledelse. Først da Ståle kom tilbage blev han mødt med lidt modstand fra trænerbænken og en næsten sikker handel med Morten Gamst Pedersen blev der også med det samme trukket stikket på og Daniel Braaten hentet i stedet.

Hvorfor er det så stort et problem? Carsten V. Jensen var i lang tid udnævnt til vogteren af FC Københavns hvide tråd, den Københavnske bibel der skulle fortælle hvordan FCK skulle spille. Men når man ser hvordan vi spillede under Backe, under Ståle, under Jacobs, så er det tydeligvis mere en rettesnor end en rigid regelbog. De spillere Backe gerne ville have var ikke den samme type som Ståle var ikke den samme type som Jacobs og i sidste ende var ingen af dem rigtig ude efter den samme type som Carsten V. Jensen. For når man ser på hvordan Carsten V. Jensen har købt ind uden en stærk trænerstemme til at guide ham, så købte han sjældent ind til FCK.

Carsten V. Jensen købte ind til et løbestærkt midterhold der spillede meget umiddelbart og direkte. Han købte ind til SønderjyskE Ekstra. Christian Grindheim på den centrale midtbane, en spiller CV havde holdt øje med i lang tid. Pape Pate Diouf, manden der blev et hit i den norske liga ved at være sidste mand på bolden, ikke næstsidste. Mos Abdellaoue med de lige linjer, Marvin Pourié som den klassiske bundholds-måltyv. Johan Absalonsen, Johnny Thomsen, Søren Frederiksen, Rurik Gislason som spilleren med størst succes i FCK. Alle sammen hårdtarbejdende spillere med stort løbepensum og ikke den vilde teknik.

Carsten V. Jensen købte ind til den bedst mulige udgave af SønderjyskE og fik resultater derefter. Og det er ikke godt nok i København.

Der var andre ting, selvfølgelig. Den historie der går om Pape Pate Diouf hedder at Ståle Solbakken i flere omgange fik præsenteret navnet og sagde nej hver gang, men at CV simpelthen ville have ham og fik ham i sidste ende. Historien om Fanendo Adi minder om en hvor en dansk sportsdirektør er blevet narret af en slovakisk klub til at smide et større millionbeløb for en spiller som man ikke fik en chance for at scoute ordentligt fordi man fik præsenteret en historie om umiddelbar udenlandsk interesse som man blev nødt til at komme i forkøbet. Grindheim som erstatning for William Kvist og Pourié som erstatning for Andreas Cornelius virker begge som indkøb hvor sportsdirektørens holdning til spillerne er blevet sat forud for taktiske hensyn.

Uanset hvad det var, så blev det i sidste ende for meget. Så meget at en fyring blev fundet nødvendigt, nok ikke mindst fordi det sportslige udvalg var blevet nedlagt i takt med omjusteringen omkring ligestillingen mellem Ståle og CV og Johan Langes nye position som udviklingschef. Ellers ville det virke som et oplagt sted at parkere en klubmand som Carsten V. Jensen, som FC Københavns repræsentant i et udvalg hvor man i forvejen havde personer fra KB og B1903 som man hellere ikke havde lyst til at høre på mere. Eller, som sportsdirektøren ikke virkede til at have lyst til at høre på mere.

Så Carsten V. Jensen røg ud og Ståle Solbakken blev rykket endnu en tak op i hierakiet. Nu som Manager med en teknisk direktør under sig, en konstellation som man kender fra engelsk fodbold.

Og hvordan ser fremtiden så ud med den opstilling?

Man får en stærk mand ind, en stærk personlighed med en markant holdning til hvordan han vil spille fodbold, en mand der ved hvilke slags spillere han har brug for og en mand der vil spille en slags fodbold som ikke bare vil give succes i den hjemlige liga men som også kan fungere i Europa. Johan Lange, i rollen som teknisk direktør, tænker fodbold på samme måde som Ståle gør og har erfaring både fra ungdomssiden, som cheftræner og fra udlandet, en noget nær ideel mand at give jobbet med at lave en ny hvid linje op igennem organisationen, fra ungdomsholdene og op til førsteholdet.

Setuppet med en manager og en teknisk direktør er, som nævnt en del, kendt fra engelsk fodbold men selv i England er der klubber der er begyndt at bevæge sig væk fra det. Manchester City har Txiki Begiristain som deres Director of Football, Sunderland, West Bromwich og Leicester har alle en sportsdirektør og Liverpool, Tottenham og Newcastle har alle prøvet sig af med en sportsdirektør inden for de sidste par år. Desværre for de tre klubber var det henholdsvis Damien Comolli gange to og Joe Kinnear der fik jobbene og så kan man måske ikke bebrejde klubberne hvis de efterfølgende er blevet skræmt lidt væk fra ideen med en sportschef.

Men stadig, fordelen ved en sportsdirektør er at man netop har et fast holdepunkt i klubben der kan overleve mellem trænere og det man kan bekymre sig for i København er netop “Hvad sker der i klubben når Ståle stopper?”. Forhåbentlig kan man holde på Johan Lange og “bare” skubbe ham op som sportsdirektør. Hvis man ikke kan, hvis han forlader klubben sammen med Ståle, så er det et kæmpe sportsligt vakuum man pludselig vil stå med.

Foruden det, så kunne man være lidt bekymret for samme situation som under Carsten V. Jensen da han sad på al magten. Hvis det ikke fungerer for Ståle, hvis det ikke bliver bedre, hvem foretager så den sportslige vurdering af det arbejde han udfører? Quis custodiet ipsos custodes, hvem vogter vogterne? Omvendt, så har tiden med CV netop vist at ledelsen, herunder Anders Hørsholt, i sidste ende ikke vil sidde udenfor i en sådan situation. Så må man bare håbe at de på det tidspunkt, skulle det komme, har den fornødne ekspertise til at foretage den rigtige vurdering af situationen.

Men det er alt sammen meget om hvad der kan gå galt. Spørgsmålet er snarere, vil det gå galt? Jeg tror det ikke. Jeg har personlig stor tiltro til Ståle, jeg tror at hans personlighed er den helt rette til situationen og samtidig tror jeg at han vil være bevist om behovet for at bygge en klub op der kan overleve uden ham. Jeg tror ikke man er færdig med at justere i den sportslige ledelse, jeg tror man vil kigge alvorligt på at hente en ny træner ind der kan tage noget ansvar på træningsbanen og måske lade Brian Riemer koncentrere sig en anelse mere om de unge spillere i truppen. Og jeg tror at man vil se en anderledes ageren på transfermarkedet end man har set før, ikke bare omkring kvalitet og pris men også hvornår i vinduet man har tænkt sig at agere.

Ja, faktisk bliver sommerens transfervindue vel et af de mest spændende i klubbens historie. Men det må blive noget jeg ser på en anden dag.

Så Ståle ind som manager. Det rigtige valg? På nuværende tidspunkt, ja. Jeg vil faktisk sige at det var det helt rigtige valg for at få FC Københavns identitet tilbage. Ikke længere SønderjyskE Ekstra men Danmarks førende klub, lokomotivet for dansk fodbold.

Kongen er død, længe leve kongen.

Artikler, FC København, Spillere

De fire vigtigste spillere i FC Københavns historie

I disse dage med Superliga opstart der kommer tættere og tættere på og All-Star afstemninger over det hele, både hos FCK.dk og en måske lidt mere repræsentativ en på FCKFC forumet Sidelinien, så fik jeg lyst til at se på de fire vigtigste spillere i FCKs historie, også selvom mine fire nok ikke er hvem folk umiddelbart vil pege på.

Vi tager dem ikke efter hvor stor betydning de har haft men sådan halvvejs hvilken betydning de har haft og halvvejs kronologisk, mest ved et tilfælde. Alle fire endte med at dukke op i klubben rimelig tæt på hinanden.

Jeg kan også afsløre at en af spillerne har spillet over hundrede kampe mere end de andre tre tilsammen.

Jeg har ikke nogle med fra det første mesterskab i 1992. Ikke fordi det mesterskab ikke var vigtigt, det var utroligt vigtigt for at etablere klubben som en af de klubber der “burde” være med i toppen, det gav FC København en platform at bygge videre på som man bare ikke havde haft med en hæderlig femteplads eller hvad man ellers var endt med. Men der er ikke en enkelt spiller man sådan rigtig kan hive frem foran resten fra det hold. Der var spillere der var bedre end andre, bevares, men det var primært B1903’ernes fremragende 1991 hold der var ansvarlige for det mesterskab.

Op gennem halvfemserne var der, skal vi sige, blandede resultater, med spillere der blev legender i klubben men ingen man rigtig kan pege på i den her sammenhæng. I ’97 kom Flemming Østergaard så til fra Lyngby og der blev skruet op for ambitionsniveauet. FCK gik på Børsen, Parken blev købt og i 1998 blev det annonceret at den første spiller på listen startede op i FC København i januar 1999.

BRIAN LAUDRUP

Tolv kampe blev det til for Brian Laudrup og dermed det færreste antal for nogen spiller på listen. Det blev til to mål, begge mod Silkeborg, et af dem på straffe, begge kampe endte faktisk 2-2. Af de tolv kampe vandt FCK tre, tre blev uafgjort og seks blev tabt, pointsnittet var altså helt nede på 1.00 per kamp.

Kort sagt, det er ikke for præstationerne på banen at Brian Laudrup er vigtig.

Efter en flot præstation mod Chelsea i den hedengangne Cup Winners Cup, så blev det annonceret at Bjarne Goldbæk var blevet solgt til Chelsea og mere opsigtsvækkende, at den danske landsholdsstjerne Brian Laudrup tog turen tilbage til Danmark og til FC København. Og med et var FCK gen-etableret som et hold med ambitioner, endda rigtig store ambitioner. Brian Laudrup blev personificeringen af Flemming Østergaards store armbevægelser og startede reelt projektet vi i dag kender som FC København.

Det blev aldrig den succes man håbede på, det blev aldrig den succes som det senere skulle blive da Jesper Grønkjær tog samme tur fra udland til København, men da Grønkjær kom til klubben kom det ikke som et chok. En overraskelse, måske, men det var trods alt noget man havde set før, man vidste godt at FCK var i stand til sådan noget. På grund af Brian Laudrup.

Selvfølgelig, efter Brian Laudrup tog til Ajax, så stod man og manglede manden der kunne gøre det exceptionelle i offensiven, manden med den der X faktor, dengang X faktor ikke var evnen til at synge falsk på TV. Året efter dukkede han op på en træningslejr til Sydafrika.

SIBUSISO ZUMA

Da FC København i 2001 vandt sit første mesterskab siden ’92/’93 sæsonen skete det med en central midtbane der hed Christian Poulsen og Michael Mio Nielsen. Det skete med kanter der hed Christian Lønstrup og Thomas Thorninger. I angrebet var der spillere som Todi Jönsson, Pascal Simpson og så selvfølgelig Sibusiso Zuma. Det er ikke svært at se hvor det kreative angrebsspil skulle komme fra i den samling spillere.

Da FC København vandt det mesterskab i Parken mod Brøndby IF vandt de det reelt på et mål af Sibusiso Zuma, på det mål af Sibusiso Zuma. Selve afslutningen var fantastisk, men det der gjorde det til sådan et typisk Zuma mål, hvis noget ved det mål kan kaldes typisk, var at bolden han fik at arbejde med faktisk bare var en høj bold ind i feltet. For det kunne han. Skabe noget ud af ingenting, ud af paniske clearinger, ud af høje bolde frem fordi plan A ikke var blevet til noget så nu gik man til plan B, spark den op i nærheden af Zuma. Og så ville han tage den ned og lægge den død med en mand (og ofte to arme) i ryggen eller løbe ud i kanalerne og få noget ud af en håbløs bold eller måske bare vippe den op med ydersiden af foden og så hamre den i mål fra kanten af feltet.

Og så blev der langsomt bygget på omkring ham med Thomas Røll og Morten Bisgaard og Alvaro Santos og Michael Silberbauer og i sæsonen efter Zuma forlod klubben stod man med spillere som Linderoth, Allbäck, Kvist, Hutchinson, Gravgaard, Hangeland, man stod med et utroligt stærkt hold på et fundament der var bygget op omkring Sibusiso Zuma.

Den taktiske organisation der gjorde FCK til et moderne tophold stod Roy Hodgson for. Det kreative angrebsspil der gjorde det samme var Zuma.

Nu talte vi om personificering tidligere og når man har nævnt Roy Hodgson og hans taktiske organisation, så bliver man også nødt til at nævne nummer tre på listen.

JACOB LAURSEN

Jacob Laursen var et røvhul på et tidspunkt hvor der var en masse lort der skulle ud.

Han var den helt rigtige mand til at sparke noget organisation og defensiv disciplin ind på et hold der indtil videre i klubbens historie aldrig havde indkasseret under 37 mål. I Laursens første sæson med Roy Hodgson på bænken slap man kun 27 ind, kun 12 af dem i anden halvleg.

Han var den helt rigtige mand til at sparke noget professionalisme ind i en klub hvor spillerne var mere kendt for at gå på cafe end for at vinde kampe og den helt rigtige mand til at føre Roy Hodgsons engelske mentalitet og spillestil ind på banen. Han var om nogen værktøjet der blev brugt til at forandre klubben fra fantaster til realister.

Og ligesom Roy Hodgson endte med at tage videre før han blev uønsket i klubben, så forlod Laursen også klubben før han kørte sur i det. Eller, surere i det. Ind i stedet kom Martin Albrechtsen, en af stjernerne hos et AB hold der på det tidspunkt kun var et enkelt point bag FCK i ligaen. Ligesom Grønkjær ikke var utænkelig efter Laudrup, så var det heller ikke helt utænkeligt at FCK hentede en stor profil hos de nærmeste konkurrenter. Det var set før.

STÅLE SOLBAKKEN

Da Ståle Solbakken faldt om på træningsbanen i marts 2001 havde han spillet femten kampe for FCK. Det var de eneste kampe han fik for klubben.

Da Ståle Solbakken i august 2000 skiftede til FC København var det som kaptajn for AaB og med en dansk mesterskabs medalje i bagagen. Det var intet mindre end en magtdemonstration da FCK hentede ham, endegyldigt bevis på at FCK mente det alvorligt, det her, ikke bare om mesterskabet men om pladsen helt til tops i dansk klubfodbold.

Før Ståle Solbakken hed de danske indkøb Peter Christiansen fra Vejle, Piotr Haren fra Lyngby og Thomas Lauridsen fra Tårnby Boldklub. Efter var det spillere som Martin Albrechtsen, Thomas Røll og Michael Silberbauer, man udvidede og begyndte at hente topspillere fra Norge og Sverige, Hangeland, Hutchinson, man var villig til at bruge de penge der skulle til, Ailton Almeida, Cesar Santin, til sidst endte Andreas Cornelius med at være både største salg og største køb i Superligaens historie. Men det startede med Ståle Solbakken.

Og som træner har han videreført den udvikling som klubben var i gang med. Fra Toto Cup til Champions League. Ståle Solbakken er simpelthen den vigtigste spiller i FC Københavns historie.

Nu har jeg så kun valgt fire, mest fordi jeg syntes der var fire der sprang i øjnene mens det er sværere at pege på en femte der har haft samme betydning som de fire på listen. Man kunne pege på en vigtig spiller som Tobias Linderoth, men et eller andet sted var Linderoth jo bare en videreførelse af hvad vi havde set før med Peter Nielsen, med Michael Mio, med Erik Mykland. Man kunne faktisk pege på Andreas Cornelius, både den første rigtige succeshistorie fra FC Københavns talentsats og samtidig, som nævnt, både dyreste salg og dyreste køb. Jesper Grønkjær er nok mest oplagt i forhold til den europæiske udvikling klubben har været igennem, men ligesom Linderoth er han mere bare en bedre version af hvad vi har set tidligere.

Skulle jeg partout pege på en enkelt spiller, så ville det nok blive Dame N’Doye. Den første moderne internationale topangriber i klubben, en spiller der gennemtæskede reglen om at FCK angribere ikke må score mere end femten mål i ligaen ved at hamre 25 ind i ’10/’11 sæsonen og nok den spiller der har gjort det bedst efter han forlod FCK.

Men jeg holder mig til de fire jeg har udpeget. Og glæder mig til at høre andres bud.

Artikler, FC København

Ståles første træningsdag

Vores nye hollandske målmandstræner Anton Scheutjens sparker lige godt med begge ben.

Ja, jeg imponeres let, men alligevel.

Ståle Solbakken havde første arbejdsdag igen i dag og det var ellers noget der trak folkemængder. Fire videokameraer sat op, snesevis af fotografer og så proppet på tilskuerafsnittet at folk blev nødt til at sidde langs hegnet bag det ene mål. Specielt dem af os der kom lidt for sent og måtte stå og skimte over det store “Velkommen hjem, Ståle” banner.

For ja, selvfølgelig skulle man da ud og se giraffen og, ikke mindst, høre giraffen. Hvilke vi også kom til, men det kommer vi til senere.

Jeg kom som sagt lidt sent og måtte tage til takke med en af de billige pladser og da det meste af truppen først varmede op og så spilede lidt løst pasningsspil i store firkanter i den anden ende af banen, så holdt jeg primært øje med målmandstræningen til at begynde med. Der var fire mand i gang i dag, Aris Vaporakis fra U19 holdet trænede med, og man må næsten gå ud fra at han bliver ny tredjemålmand i klubben fra vinter når Kim Christensen forlader os ved kontraktudløb. Han virkede ganske påpasselig men dog med en del vej at gå endnu.

Lille detalje var træning af indlæg hvor tre mand agerede angribere og en mand skulle ud og hive bolden ned samt vokalisere højt og tydeligt. Der havde Johan Wiland flere gode hovedstød, inklusive et glimrende mål. Han er tydeligvis bedre med hovedet end med fødderne. Også lidt morsomt at høre de fire råbe op. Kim, Aris og Busk havde alle en variant af “Jeg har!”, Wiland var meget svensk og råbte bare “YUP!”.

Efter det var det tid til forsvarstræning med Ståle oppe i modsatte ende og afslutningstræning ned hvor jeg stod. Det var Riemer med assistance fra Anders Storskov der stod for den del, med Claudemir/TK eller Delaney/Wohlgemuth på den centrale midtbane, Rurik/Bolaños til højre, Nico/Toutouh til venstre og så enten Igor/Santin eller Fanendo Adi og unge Tobias “Djøb” Christensen i angrebet. Der var tre øvelser i et sæt, først smed en midtbanespiller bolden ud på kanten hvor de to kantspillere spillede en et-to og kom til indlæg, den angriber der ikke kom på indlægget fik så en bold af Storskov som han skulle afslutte på og så lagde Riemer en langt bold op på den første angriber der på første touch skulle lægge bolden af til en afslutning fra midtbanen. Der så vores nye angriber Adi dejlig skarp ud, både i afslutningerne og i spillet omkring kanten af feltet. Og så fik Claudemir minsandten sparket den ganske godt i kassen i et par omgange.

Efterfølgende var det så Ståles tur til at have fat i de offensive spillere og her blev forskellen på Ariël Jacobs og Ståle Solbakken utrolig tydelig. Under Jacobs var det primært Riemer der stod for øvelserne og så kunne Jacobs finde på at træde ind og lige forklare lidt meget generelt hvad han ville med øvelsen. I dag var det Ståle der tegnede og fortalte da spillerne skulle lære aggressivt samlet pres (!!!), han viste hvor han ville have bolden hen, hvor han ville have spillerne hen, hvordan de skulle løbe for at lukke ned som Ståle ville have det og efter at have forklaret alt det så fik “forsvaret” lov til at spille bolden rundt indtil Ståle ville have spillerne til at gå op og presse.

Hvor på han SKREG DEM FREM UAFBRUDT INDTIL DE VANDT BOLDEN! GO! GO! GO! GET THE BALL! GET THE BALL! GET THE BALL!

Det gjorde han kun første gang, men føj for en energi-indsprøjtning han kom med. Nede bag hegnet blev man nærmest blæst tilbage. Øvelsen fortsatte de med, med lidt flere justeringer fra Ståle både i presset og hvordan han ville have holdet til at agere når de så vandt bolden. Blandt andet fik Rurik og Marvin ros for deres samarbejde i en hurtig kontra, ligesom Adi viste fint overblik i en situation hvor han langt nede mod baglinjen fik sendt bolden tilbage i feltet til en fri midtbanespiller.

Efter det blev træningen afsluttet med en omgang fire-mod-fire på kvart bane, med et nyt hold ind periodisk. Ikke så meget at sige her, ikke mindst fordi Ståle igen rykkede træningen op i den anden ende. Da de var færdige med det blev spillerne sendt indenfor og Ståle bevægede sig ud mod sidelinjen hvor pressen hurtigt samlede sig. Det mindede lidt om Discovery’s Shark Week.

Så ikke en helt vild første træning for Ståle, men der var så meget mere energi og ide over træningen sammenlignet med Jacobs tiden. Det var helt opløftende at se dem træne i at presse op på den måde, endnu mere at se cheftræneren være så aktiv i at vise og rette og træne spillerne.

Det blev en god dag, da Ståle var tilbage.

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter AGF eller il Salvatore vender tilbage

Der var to hold i Parken i søndags.

Det ene stillede op i en 4-5-1 med deres offensive playmaker i en fri rolle bag en stor, stærk angriber. Det andet stillede op i en 4-5-1 med deres offensive playmaker i en hængende angriber rolle bag en lille, hurtig angriber. Begge spillede som om de havde en stor stærk angriber i front.

Begge hold scorede.

Det ene hold scorede efter en fiks dribling på højrekanten efterfulgt af en flad aflevering tilbage i feltet til en midtbanespiller der var fulgt med frem.

Det andet hold scorede på en kæmpe defensiv fadæse.

Ja, nu blev det forvirrende. Det med den flade aflevering tilbage i feltet var en af de få taktiske ting som Ariël Jacobs havde arbejdet med, det med den kæmpe defensive fadæse er en af de ting om holdet er blevet kendt for i den her sæson, men det var faktisk omvendt. For en gangs skyld var det FCK der scorede på en fadæse, et drop af de større fra Steffen Rasmussen.

Faktisk slap forsvaret gennem en hel kamp uden en kæmpe fejl og det ene drop der var fra unge Jacob Busk, der stod i stedet for en skadet Wiland og foran en Kim Christensen der snart forlader klubben, formåede han på forunderlig vis at droppe på stolpen. Hvilket vi vel alle kan blive enige om er det bedste slags drop når det er egen målmand.

Det var forresten en mærkværdig situation. Selvfølgelig er det Busk der står med ansvaret, men han skal ikke stå alene. Det var nemlig noget så sjældent som bænken der bestemte hvor mange mand der skulle stå i muren, ikke målmanden. Det startede med tre mand som Busk fik linet op med stolpen, så kom Bolaños til og stillede sig yderst i muren, så fik Nicolai Jørgensen besked fra bænken på at fjerne sig fra muren, Pierre Bengtsson gik over for at tage hans plads men blev vinket væk og så curlede Søren Larsen bolden rundt om muren i samme side som Jørgensen lige havde forladt.

Amerikanerne ville kalde det et clusterfuck men skal vi bare kalde det noget rod?

Dog muligvis den mest spændende situation i anden halvleg der godt nok var søvndyssende. Mest positive i halvlegen var Youssef Toutouh der kom ind med noget så sjældent som tiltro til egne evner, mens det mest mærkværdige i halvlegen var hvor lidt form og facon der var på holdet. Venstre side gik med i et angreb men højre side var væk. Højreback blev hjemme, en midterforsvarer tog det lange løb med frem. Der var dele af kampen hvor Olof Mellberg tog flere offensive løb end Lars Jacobsen.

Første halvleg var ikke meget bedre, faktisk var spillet nok værre, men den blev i det mindste lidt mere underholdende med de to mål. Nicolai Jørgensen scorede efter en god solotur og en fuldstænding absurd målmandsaktion fra Steffen Rasmussen der er på vej til at samle bolden op da han opdager at den kom fra en AGF fod og før han får ændret fra “tag bolden op” til “spark bolden væk” er den allerede røget mellem benene på ham og Nicolai Jørgensen kan holde op med at ærgre sig over en forspildt chance og sparke bolden i et tomt mål. Det er i sandhed sæsonen for målmandsdrop.

AGFs mål kom som sagt på et opspil som Ariël Jacobs gerne så FCK praktisere, men selvom det er flot sparket ind af Casper Sloth så må man altså sige at målet hænger på to spillere som jeg ellers synes har været to af de bedre i efteråret. Thomas Delaney bliver godt gammeldags tørret på venstrekanten og mangler så inde foran til at hjælpe med at samle Sloth op, mens Pierre Bengtsson har meldt sig helt ud af spillet og går tilbage. Langsomt endda. Resten af holdet gør egentlig hvad de skal, Kris dækker første stolpe, Mellberg er på Søren Larsen, Claudemir stopper Juul Andersen fra at trække længere ind i banen og prøver samtidig at skære ned på vinklen tilbage i banen. Lars er den der er mest åben i situationen til at støde op på Sloth, nu hvor Delaney og Gislason sammen er strandet ude ved hjørneflaget og Bengtsson ikke har taget tilbageløbet, men den gamle mand er vel undskyldt for at være langt væk fra Sloth fordi han dækker sin højre back plads.

Og når vi nu har Casper Sloth oppe at vende, så må man også være large nok til at indrømme at han spillede en rigtig, rigtig flot kamp. Han havde godt nok en meget fri rolle, men den forvaltede han også flot og med nogle rigtig, rigtig gode pasninger og diagonal bolde som det ikke er nødvendigt med så fri en rolle som han havde for at have gavn af. Der var flere diagonal afleveringer hvor jeg tog mig selv i at tænke føj, hvor var den god.

Modsat Sloth, så havde Nicolai Jørgensen ikke lige så stor indflydelse på kampen og heller ikke en lige så fri rolle. Han var lidt mere traditionel hængende angriber/offensiv midtbane og problemet var faktisk nok at han ikke var endnu mere begrænset. Mod FCN spillede han helt i front og kunne bruge sine evner som spilstation til at lade holdet flytte spillet vigtige meter frem på banen. Der havde han ikke lige så stor frihed i sine offensive aktioner som mod AGF, men det man fik ud af ham var vigtigere for holdet end det man fik mod AGF. I stedet var rollen som fysisk stærk spilstation lagt over på Igor Vetokele og det var ikke en succes. Da Cesar Santin kom ind til de sidste par minutter byttede han plads med Nicolai Jørgensen, så han lå som hængende angriber og kunne løbe omkring Jørgensen. Det burde have været sådan det var fra start, med Vetokele der kunne bruge sin fart i rummene der blev skabt af en Nicolai Jørgensen der var skubbet længere frem på banen og brugt som spilstation.

Stakkels Igor. Det var et gedigen fejlcast at bruge ham i den rolle, men jeg kan godt forstå at det blev ham i rollen hvis man alligevel havde tænkt sig at bruge Nicolai Jørgensen som offensiv midt. Af de tre angribere med spillerlicens i truppen (altså, fraregnet nytilkomne Adi som ikke var med mod AGF), så er han klart den mest kropsstærke og den der er bedst i luftrummet uden for feltet. Men det er lidt ligesom at være den højeste dværg i lokalet, det hjælper ikke rigtig med at skifte den her pære som er gået ud.

Pæren er FCKs offensive spil, den er gået ud fordi Andreas Cornelius ikke er her længere.

Ja, ja, okay, de er ikke alle lige gode.

Folk har spekuleret lidt i hvor Igor kommer til at stå nu hvor, spoiler alert, Jacobs er blevet fyret. Og mit gæt er umiddelbart “samme sted han står nu”. Igor var ikke Jacobs opfindelse, som så ofte før “fandt” FCK ham da han scorede imod dem i en træningskamp. Og som nævnt er han den af de små angribere der har mest at byde ind med fysisk, når målene ikke lige hagler ind. Selvfølgelig, scorer Pourié et mål per kamp så er det ham der spiller, men når han ikke lige scorer så har Igor mere at bidrage med. Hvilket blandt andet kan aflæses i at ud af de fem mål FCK har scoret i denne sæson, der har Igor haft en fod med i tre af dem. Mod AaB er det ham frisparket bliver begået mod som Pierre Bengtsson scorer på, mod Randers er det ham som modtager det korte hjørne og lægger den tilbage til Lars Jacobsen der smider indlægget ind til Delaney og mod FCN er det et indlæg fra ham som der bliver dømt hands og straffe på. Samtidig har han mere spilletid og flere afslutninger end de to andre angribere. Det har ikke været godt, det siger jeg ikke, men det har været bedre end hvad resten har budt ind med.

Så 1-1 i Parken og endnu en kamp uden sejr for Ariël Jacobs som, nu kan vi ikke komme uden om det længere, ikke længere er FCK træner. Sidste uge var det Nicolai Jørgensen der gjorde comeback og blev nødt til at fortælle os at, ligesom i Monty Pythons Life of Brian, så var han ikke en messias, bare en meget fræk dreng. Og i denne uge er det så il Salvatore, Ståle Solbakken der vender tilbage.

Næste uge må det næsten blive Jesus look-a-like Erik Mykland, ikke?

Så Ståle er tilbage, FCKs fjerde træner på lidt over to sæsoner. Det kan lyde lidt panisk men… det er det sådan set også. Det har set slemt ud og det har det i et stykke tid. På trods af CV’s massive del af ansvaret samt hans fortsat pinlige insisteren på at holde sæsonerne adskilt og ditto på at sidste sæsons mesterskab blev vundet “suverænt”, så har Jacobs haft store problemer det sidste halve år nu. Havde man været lidt bedre rustet på scouting siden så havde man sikkert fundet de oplysninger der kom frem om Jacobs i ugerne efter allerede i ugerne før, set det billede der blev tegnet af en mand med stor faglig viden og personlig pondus men også en mand med en begrænset værktøjskasse der kører i tomgang når grænsen er nået, og nøjedes med at tegne en et-årig kontrakt med mulighed for forlængelse. For det ene år var hvad der var til. I FCK fik han sat en prop i en skude der måske ikke var ved at synke men i hvert fald tog vand ind efter tiden med Rolle og CV. Han tog slagsmålet med N’Doye og trak sig sejrrigt ud, han var med til at genetablere rollen som træner som den ubestridte chef i truppen samtidig med at han, ganske som i Anderlecht, lod transfers og andet ledelsesmæssigt arbejde ligge hos ledelsen uden at blande sig.

Desværre for den sympatiske belgier med de mange floskler var der mere varm luft end nye ideer i hans taktiske arbejde med holdet. Han viste sig i rollen som reagerende træner mod FCN til stor effekt, men det med at sætte holdet til at neutralisere et andet hold, det er et bundholds lod og som agerende træner havde han ikke det store at komme med. Tro på sig selv kan kun tage spillere så langt og selvom man har fået at vide at man skal agere som løver, så er noget af det der karakteriserer løver faktisk manglen på offensive løb uden om boldholderen. Løver er gode til mange ting, så som at spise gazeller, ikke så meget til et samlet pres højt oppe på banen. Der var simpelthen ikke et klart koncept til at bakke flosklerne op og så står vi nu i dag, med den statistisk dårligste træner siden årtusindeskiftet.

Som altså nu er fortid og Ståle Solbakken indsat på en tre-årig kontrakt. Hvad det helt specifikt kommer til at betyde må vente til en anden gang, men jeg må sige, jeg fik en lille kilden i mit glade sted da han under dagens pressemøde talte om at have et koncept hvor alle vidste hvad de skulle, både offensivt og defensivt.

Det bliver sikkert defensivt til at begynde med. Det bliver ikke champagnebold. Men bare det at det bliver med et klart sportsligt koncept vil være en stor forandring. Forhåbentlig kan vi få lidt af det at se allerede mod FC Vestsjælland.