Tag Archives: Nicolai Jørgensen

Artikler, FC København, Spillere

Stjerne eller superstjerne

Vi hører det igen og igen. Hvis FCK skal skabe noget, så skal det være gennem Nicolai Jørgensen. Offensivspilleren der kom til før 12/13 sæsonen og brændte igennem med det samme, hans 11 mål og 6 assists i høj grad medvirkende til Ariel Jacobs første og FCKs seneste mesterskab. Den merkuriale offensiv-spiller slog hurtigt Martin Vingaard af pladsen som venstre fløj hvor han blev en nøglespiller når han trak ind fra fløjen og fandt de åbne rum foran forsvaret. Hans efterfølgende sæson blev i høj grad ødelagt af skader, kun 16 Superliga kampe blev det til, under halvdelen af sæsonen, men med 7 mål og 5 assists var han stadig lige så stor en del af det offensive spil når han så spillede.

I 14/15 skulle det hele så gå op i en højere enhed for Jørgensen. 25 kampe i sæsonen, flere minutter spillet end i begge de to forgående sæsoner og primært i yndlingspositionen som angriber. Det var i høj grad Nicolai Jørgensen der var offensiven. Det var ham spillet gik igennem, det var ham folk så til når der skulle skabes noget.

Continue reading

Artikler, FC København, Spillere

De to tårne

Vi skal nok komme tilbage til titlen, men først…

Federico Santander er ankommet til København.

Både ganske reelt, hans transfer var udsat til hans tidligere klub Guarani røg ud af Copa Libertadores og derfor var der nogle spændte FCK fans (og sikkert ledere) der så de to semifinale opgør mod argentinske River Plate. Det blev til et samlet nederlag og allerede dagen efter kunne man på Twitter følge Santanders rejse fra Paraguay til Danmark, hvor han ankom lige præcis for sent til at kunne få sin arbejds- og opholdstilladelse underskrevet før Esbjerg-kampen. Det skete om mandagen og så var Federico Santander helt officielt en del af FC København, med efterfølgende spilletid både mod Jablonec og mod SønderjyskE.

Og det er den anden måde som Federico Santander er ankommet til København på. For efter en svær debut mod Jablonec hvor man kun i glimt så hvad han havde vist i Guarani, og kun i glimt så noget til bolden for den sags skyld, viste Santander mod SønderjyskE et par af de kvaliteter der har gjort ham til Københavns dyreste indkøb denne sommer. Det blev ikke til det store afslutningsmæssigt, men med blandt andet to assists så man tydeligt den spil-intelligens som gjorde Santander til den perfekte frontløber for Guarani i Copa Libertadores.

Julio Cesar Caceres, landsholdsspiller for Paraguay og Guarani, forklarede klubbens spillestil i et interview til FIFA’s hjemmeside.

“We’re very patient with our marking, but we also go forward pretty persistently. We don’t play long ball, we try to do damage with our passing. We’ve got lots of pace on the wings and a No9 in Federico Santander who has shown himself capable of leading the line on his own until other difference-makers arrive on the scene.”

Problemet for Guarani i semifinalen mod River Plate var netop at de blev tvunget ud i alt for mange lange bolde op mod og forbi Santander. Den slags bolde kan han vinde, det så vi også mod SønderjyskE, men Guarani blev først rigtig farlige da de begyndte at tage Santander med i opspillet. Deres føringsmål på hjemmebane kom efter et angreb hvor Santander både deltog i opspillet og fik en assist ved at jagte en løs bold til venstre for mål og sende den retur ind i feltet.

Mod SønderjyskE fik han sin første assist for FCK ved at jagte en høj bold til venstre for mål og sende den retur ind i feltet.

I begge tilfælde var det en kombination af en dedikeret arbejdsindsats og en fornem spilforståelse der skabte målet. Og det så vi flere gange i det jyske. Manden de kalder Klædeskabet tog bolde til sig som var der en teenager der var blevet bedt om at rydde op i sine t-shirts. Uanset hvad der blev kastet imod ham sad det lige i skabet. Og stort set hver gang kom han både sikkert og konstruktivt af med bolden igen, i første halvleg med et par fine stikninger til Marvin Pourié og i anden halvleg med en lige så fin assist til William Kvist. Før kampen blev han spurgt om hvor mange mål han regnede med at score og svaret var at mål kom af sig selv, det vigtige var at hjælpe holdet. Det gjorde han i den grad.

I højere grad end angrebsmakkerne. Pourié løb meget men fik ikke det store ud af det og efter en time blev han hevet ud til fordel for William Kvist og Nicolai Jørgensen blev sendt op foran sammen med Santander. Her gjorde han det ikke meget bedre end han havde gjort på kanten, hvor han havde levet en anonym tilværelse der kun fløj under radaren fordi Kasper Kusks endnu mere anonyme indsats tog al opmærksomheden.

Nej, jeg ved ikke helt præcis hvordan det fungerer.

Med Benjamin Verbic ude skulle det kreative endnu engang primært komme fra Nicolai Jørgensen, men hverken på den kant som han og Ståle har erklæret ham fysisk for stor til at spille længere eller oppe på hans fortrukne angrebsplads virkede Jørgensen klar og fokuseret. Med hvad vi har set fra Verbic indtil videre virker det ikke som om der er plads på kanten til Jørgensen mere og med Bashkim Kadrii og Andreas Cornelius på vej tilbage virker han heller ikke urørlig i angrebet. I hvert fald ikke hvis han fastholder niveauet han har vist indtil videre.

Så mens der bliver talt meget om hvor vigtigt det er for FCK at holde på Nicolai Jørgensen kigger jeg lidt på hvordan angrebet kunne se ud uden ham.

Federico Santander taber stort set ikke en eneste fysisk duel mod de hærdebredde SønderjydEr, suger bolden til sig og er chanceskabende med den. Hvis han kan score mål i den danske liga som han har gjort i Sydamerika, så ligner han en komplet angriber og umiddelbart er det ikke Hernan Crespo som flasher for mit indre øje når jeg ser ham trække ned på midtbanen og tage imod bolden, det er Dame N’Doye. Jeg har ingen tvivl om at han bliver fast mand i angrebet. Så spørgsmålet er egentlig hvem der skal spille ved siden af ham.

Det kunne være Marvin Pourié. Men jeg skal være ærlig, jeg har aldrig været Marvin fan. Jeg er stadig ikke Marvin fan. Og jeg tror ikke han stadig er i klubben når transfervinduet lukker. Når det er sagt, så er Marvin en klassisk dybdeløber som har lagt en masse hårdt arbejde oven på i forhold til hans sidste ophold i klubben. Han har stadig mangler i forhold til teknik og overblik, han har stadig sine primære forcer steder hvor FC København som klub ikke har dem, men vi så mod SønderjyskE at han kan løbe rundt om Santander. Men nej. Duer ikke, ikke god nok, farvel.

Hvad så med Bashkim Kadrii? Det er selvfølgelig svært at spå om i hvilken tilstand Bashkim Kadrii vender tilbage i, men er det den Kadrii vi så i perioden omkring Dnipro kampene, så taler vi om en hurtig, pågående spiller med kort aftrækker og et eksplosivt venstreben. Det lille chip fra Santander som Pourié bragede forbi med venstre i første halvleg mod SjE, den havde jeg gerne set med Bashkim som modtager. Det ville være en »klassisk« stor og lille kombination i angrebet, hvor Santander kunne flække bolde videre som Kadrii kunne løbe på. Selv uden en startplads ville Kadrii pynte gevaldigt i vores angreb, en hidsig lille angrebsterrier at kunne sætte ind mod et træt forsvar, en klinisk afslutter, det kan kun hjælpe.

Men kan vi gøre det bedre?

»’Corner’ kan det hele. Han styrer det selv. Han er mentalt ekstremt stærk. Han har en smertetærskel, som andre kun kan drømme om. Han er jo lavet af granit. Det er tre en halv måned siden, at benet stod lige ud til siden, og så ser du, hvad han laver nu. Det er næsten et mirakel. Han er jo lidt Dolph Lundgren. En mand, hvis smertetærskel ikke ser ud til at have en kobling mellem hovedet og resten af kroppen. Det kunne være, vi skulle overføre det fra ham til nogle af de andre spillere.«

Det er ikke første gang at en FCK-spiller er blevet sammenlignet med Dolph Lundgren, men når man ser Andreas Cornelius løbe rundt på 10’eren på en ankel man kunne se igennem for et par måneder siden så er det lige før man nærmere tænker Arnold Schwarzenegger som Terminator. Vender han tilbage på 100% rent fysisk, så ville det næsten være mere end man kunne forvente med hans skade in mente, men det ville også give forhåbninger om at se ham vende tilbage til det spillemæssige niveau som han havde i sin gennembrudssæson. For hvor man kunne være bekymret for at to store, fysiske angribere ville løbe i vejen for hinanden ser jeg snarere Santander som den perfekte makker til Cornelius.

Den gængse kritik af Andreas Cornelius, fra både Ståle Solbakken samt diverse fodboldeksperter og Stig Tøfting, var at han brugte for meget energi udenfor feltet. Han løb rundt og deltog i småspillet midt på banen, han var for lang tid for langt væk fra målet. Andreas Cornelius skal ind i feltet, han skal søge det lille felt, han skal bruge sin fysisk derinde.

Hvis bare vi havde nogen der kunne tage de der slagsmål uden for feltet, der kunne deltage i opspillet, der kunne give Cornelius tid og plads til at koncentrere sig om at søge det lille felt.

Samtidig har Santander i sine løb i feltet netop ikke taget de løb til bagerste stolpe som Cornelius har levet af. Han trækker ofte lidt tilbage i feltet, giver en mulighed for en bold skråt tilbage. Så på trods af at de fysisk minder om hinanden burde der faktisk være plads til begge inde i feltet. Og så bliver det pludselig et enormt pres man kan sætte modstanderne under. Får vi kanterne og backs i gang, får vi pres-spillet fra midtbanen i gang, kommer vi ind i en af de der perioder hvor vi vinder alle andenbolde, hvor modstanderen ikke kan få bolden over midterlinjen? Så kan jeg ikke forestille mig et farligere angreb. Heller ikke med Nicolai Jørgensen.

Og kunne lidt pres på startpladsen gøre at Nicolai Jørgensen finder sit gamle niveau igen? Det kunne blive helt eventyrligt.

Se, jeg sagde jo at vi nok skulle komme tilbage til titlen.

Artikler, FC København, Spillere

Det er på tide at Nicolai Jørgensen bliver voksen

Det er ikke let at skrive om FCK for tiden. Ikke fordi man ikke kan finde emner, tværtimod. Fordi så snart man lægger sig fast på et emne at skrive om, så hopper der et andet op og råber “Mig, mig, tag mig, jeg er det vigtigste!”. Så, for ikke at springe frem og tilbage mellem fire eller fem halvfærdige artikler, så bliver jeg nødt til at tage dem en af gangen og så må jeg bare undskylde hvis timingen ikke altid er lige aktuel.

Case in point.

                                                                                                                    

Da Nicolai Jørgensen stod på sidelinjen den dag i juli, 2012, og ventede på at få sin debut for FC København hjemme i Parken mod FC Midtjylland var det med blandede forventninger fra publikum. Godt nok var den unge mand et stort talent der allerede i Leverkusen tiden havde været inde omkring det danske landshold, men det endelige gennembrud havde ladt vente på sig, både i Leverkusen og i Kaiserslautern, og der er altid nogle spørgsmålstegn ved en spiller som en klub gerne vil af med.

Da sæsonen var ovre havde Jørgensen allerede skiftet lejekontrakten ud med en permanent en og FCK fans undrede sig lidt over at manden ikke allerede havde fået ti-tallet på ryggen. Tolv mål og ti assists kom der fra manden der havde sat sig så solidt på venstrekanten at Martin Vingaard røg helt ud af klubben. Specielt målene var af en karakter hvor hver gang man troede man havde set årets mål, så overgik Jørgensen det lige ugen efter.

Det var godt nok lige ti kampe han havde misset og man vidste også godt at der var lidt skadesproblemer i Tyskland, men kunne han bare holde sig nogenlunde skadesfri, så lignede Nicolai Jørgensen manden der ville få FCK fans til at glemme savnet af Jesper Grønkjær.

Der var faktisk mere end bare lidt skadesproblemer i Tyskland. Jørgensen havde ikke fået så mange kampe i Bundesligaen efter sit skifte fra AB, men i Europa League var det blevet til en del. Men hver gang at han skulle til at tage skridtet op, så kom der skader i vejen. En lejeaftale med Kaiserslautern skulle have været gennembruddet i det tyske, halvandet år i en klub hvor vejen til spilletid var en del mindre end Leverkusen, men efter bare et halvt år og kun fem kampe blev Jørgensen sparket tilbage til Leverkusen af en nedrykningsklausul der forhindrede ham i at følge Kaiserslautern ned i 2. Bundesliga.

Havde Nicolai Jørgensen ikke haft de skadesproblemer var han sikkert aldrig kommet til FCK. Men i 2013/14 sæsonen så man hvorfor gennembruddet aldrig var kommet. Kun 24 kampe af 45 mulige blev det til og selvom han med otte mål holdt sit målsnit fra sæsonen før så blev det kun til fem assists yderligere. I mange af kampene virkede han ude af form, ikke klar til at spille førsteholdsbold, nogle gange direkte ugidelig. I foråret 2014, hvor mesterskabet blev afgjort, blev det til et mål og ingen assists i kun fire kampe. Da det hele spidsede til forsvandt Nicolai Jørgensen bogstavelig talt.

Indtil videre ser det ikke meget bedre ud i denne sæson. Seks kampe holdt bentøjet til før den første skade indbefandt sig. Et enkelt mål men måske også flest afslutninger af alle FCK’ere i de seks kampe, der blev skudt meget og oftest i situationer hvor lidt overblik og en enkelt aflevering kunne have gjort det hele meget farligere. Det er faktisk det største problem med Nicolai Jørgensen for tiden, det er skidt at han er skadet men hvis han heller ikke spiller godt når han spiller?

Mod Dnipro i Parken havde han seks mislykkede driblinger og tolv gange mistede han bolden. Han stoppede flere FCK angreb end langt størstedelen af Dnipro spillerne. Ingen indlæg blev det til og kun tre afleveringer til en spiller der kom i et overlap. Specielt det sidste var frustrerende at se. Igen og igen kom specielt Pierre Bengtsson i et rush udenom uden at få bolden. Første gang Pierre så fik bolden fra Nicolai i et overlap lagde han den fladt ind til Cornelius der scorede, så man skulle tro at man ville fortsætte den succesoplevelse men nej, kun en anden gang i kampen fik Bengtsson bolden i et overlap.

Mod Hobro, hans sidste kamp før skaden, mistede han bolden hele seksten gange. Seks gange i første halvleg og ti gange i anden.

Seksten boldtab.

Læg hertil fem mislykkede driblinger, en del udfordringer der lykkedes på tværs af banen men kun en enkelt en der faktisk blev farlig, ingen skud på mål og kun et enkelt indlæg i hver halvleg…

Og igen blev det manglende samarbejde med backen udstillet. Efter de kun tre afleveringer til en spiller i overlap fra Dnipro kampen skulle man tro at det kun kunne blive bedre, men mod Hobro endte det med kun to af den slags afleveringer. Nu kom Bashkim Kadrii selvfølgelig ind og spillede en lidt uvant plads men det gjorde ikke at venstrebacken kom mindre med frem. Faktisk var der et utal af situationer (kode for “jeg holdt op med at tælle da det blev to-cifret”) hvor enten Bengtsson eller Kadrii stod alene med bolden overfor to modstandere fordi Nicolai Jørgensen var løbet ind på midten i stedet for at hjælpe sin back.

Og det var ikke kun i offensiven. Hobros første mål kom fordi Pierre Bengtsson blev nødt til at reagere på et offensivt løb fra modsatte back og Nicolai Jørgensen slet ikke kom ned og pressede Hobro-spilleren med bolden. I stedet fik han alt den tid han havde brug for til at lægge et perfekt indlæg til en fremstormende Quincy Antipas. På TV var det Zanka der fik skylden for det mål, men så fri må man altså ikke få lov til at stå og slå et indlæg.

Så hvad nu for Nicolai Jørgensen? Førnævnte Bashkim Kadrii blev hentet i OB og selvom han mest er blevet brugt i angrebet indtil videre så skabte han sit navn som venstrekant. En type med mere power i sit spil end Nicolai Jørgensen, en type mere ala Rurik Gislason, og som venstrebenet en spiller der er mere tryg ved at gå mod baglinjen og lægge et indlæg end Nicolai Jørgensen. Danny Amankwaa har spillet flere kampe på venstrekanten og ligner en spiller på randen af et gennembrud. Youssef Toutouh spillede venstrekanten i Esbjerg og flere gange for FCK før. Vi har rent faktisk alternativer til Nicolai Jørgensen, måske ikke alternativer til Nicolai Jørgensens topniveau men hvor ofte ser vi også det?

Ja, hvor ofte ser vi rent faktisk det topniveau? Selv når han ikke er skadet, hvor god er han så? Kan man stadig bygge et hold op omkring Nicolai Jørgensen? Hvis man ikke direkte bygger det op omkring ham, kan han så stadig være en hjørnesten i et nyt hold? Eller skal man til at se ham som en champagne-spiller? En luksus når man har ham men ikke en normal del af holdet.

En ting er sikkert. Hvis Nicolai Jørgensen vil have sit endelige gennembrud på topniveau, så er det på tide at han bliver voksen. Det er på tide at han får styr på sine skader, på tide at man kan regne med at have ham til rådighed i løbet af en sæson. Og det er på tide at han får styr på sin tilgang og indstilling. Det er ikke altid sjovt, man er ikke altid den største stjerne på banen, men det er ingen undskyldning for at tjekke ud af kampe.

Nu har Nicolai Jørgensen fået ti-tallet. Nu er det på tide at han lever op til det.

Artikler, FC København, Spillere

Nicolai og Youssef

Jeg må komme med en indrømmelse.

Så sent som i sommers troede jeg ikke Youssef Toutouh havde hverken niveau til eller en fremtid i FC København.

Hans tid i Esbjerg var kendetegnet ved nogle rigtig flotte højdepunkter omgivet af generel anonymitet. Han scorede årets mål men havde flere kampe hvor han forsvandt fuldstændig. Jeg var ikke overrasket over at Esbjerg valgte ikke at forlænge lejeaftalen med ham. Jeg var rimelig overrasket over at de hentede Pape Diouf i stedet, men ikke over at man fravalgte Toutouh.

Under Ariël Jacobs virkede Toutouh også som en spiller der drev længere og længere væk fra førsteholdet, han passede ikke ind i Jacobs ide om fløje der skabte bredden i spillet og virkede slet ikke egnet til en mere central rolle. Det virkede som et spørgsmål om tid før han blev sluset ud som en lottokupon uden gevinst.

Jeg må komme med en anden indrømmelse.

Jeg har nu i længere tid undret mig over hvor solid en startplads Nicolai Jørgensen egentlig sidder på.

Forstå mig ret, når han er i gear er Nicolai Jørgensen muligvis Superligaens bedste spiller. Men han er meget sjældent i gear, ikke mindst på grund af hans konstante skadesproblemer. Men selv når han ikke kæmper med småskader, så er der bare for mange kampe hvor han ikke rigtig kommer i gang. Der bliver talt meget om at Andreas Cornelius reelt kun har en god halvsæson, men det samme kan vel siges om Nicolai Jørgensen. Enkelte gode kampe, men ikke den længere periode hvor han viser kamp efter kamp at han er den bedste spiller på banen, som vi jo så det tilbage i 2012.

Nu står vi så i 2014 efter en vinteroptakt hvor Nicolai Jørgensen dårligt nok har spillet mens Youssef Toutouh har været en af de absolut bedste. Han er af flere blevet spået et stort forår, efter et efterår hvor han under Ståle Solbakken har udviklet sit spil markant, har fået masser af spilletid og endda har startet inde i Champions League. Toutouh har formået at lægge til både top og bundniveau og har været et aktiv for klubben på hele tre pladser, venstremidt, central midt og mod Brøndby så vi ham på toppen af en diamant på midtbanen, den eneste spiller i truppen der kan spille den plads ifølge Ståle.

Modsat sidder Nicolai Jørgensen ude af præmieren mod AGF fordi man endnu ikke er helt tryg ved at lade ham spille oven på den lårskade der har holdt ham ude af de fleste træningskampe. I efteråret spillede han kun tretten ud af atten mulige kampe i ligaen og en stor del af sæsonen brugte han i angrebet. Der var rigtig gode kampe som den mod Brøndby hvor han lige gik ind og mindede om hvor god han kan være og så var der omvendt også kampe som den mod Viborg hvor han spadserede sig gennem 90 minutter uden på noget tidspunkt at ligne en der havde opdaget at kampen faktisk var gået i gang.

Jeg har sagt det et par gange og jeg bliver nødt til at gentage mig bare lige for at slå fast, Nicolai Jørgensen er rigtig god. Når selvtilliden er der og han er kommet op i omdrejninger er han rigtig, rigtig god og man kan ikke holde ham ude af holdet når han er klar. Men når han ikke er helt klar, så har jeg svært ved at se at Youssef Toutouh ikke giver holdet mere end 80% af Nicolai Jørgensen, 90% endda af Nicolai Jørgensen. Toutouh er tydeligvis en spiller Ståle godt kan lide og han tilfører holdet nogle ting som vi ikke har vildt meget af, både når det kommer til individuelle udfordringer og med at kunne holde på bolden og vide hvornår man skal holde på bolden.

Jeg ville stille med Youssef Toutouh som fast mand på venstre midt i det her forår. Og jeg tror ikke jeg er alene om den holdning.

Men hvis man stiller med Toutouh på kanten og man skal have Nicolai Jørgensen med når han er klar? Jeg tror Nicolai Jørgensen kommer til at spille primært angriber i det her forår, jeg tror den bedste løsning bliver at han spiller primært angriber i det her forår, en plads på banen hvor han kan bruge sine kræfter udelukkende i offensiven.

Og jeg tror måske også at han faktisk er en bedre makker til Cornelius end Vetokele er. Men det må blive emnet for en senere artikel.

Det er en utrolig flot udvikling som Youssef Toutouh har gennemgået i det her halve år der lige er overstået og jeg under ham virkelig et endegyldigt gennembrud her i foråret. Han bliver rigtig spændende at følge, også mere spændende end jeg troede dengang.

Hvis det bliver på bekostning af Nicolai Jørgensen, så er det bare endnu et bevis på hvor langt Toutouh er nået.

Artikler, FC København

Hvad siger tallene? Et kig på statistik fra denne sæson og sidste.

I 2012/2013 sæsonen scorede vi 62 mål på 33 Superliga kampe. Det gav et målgennemsnit på 1.87 mål per kamp og var det næststørste antal mål vi har scoret i ligaen siden 2009/2010 sæsonen. Kun i den fantastiske 2010/2011 sæson scorede vi flere, hele 77 mål. Det var også Ståles sidste sæson i klubben før han tog til Köln.

2013/2014 er Ståles første sæson siden han kom tilbage. På de 18 kampe vi har spillet i ligaen indtil videre har vi scoret 34 mål. Det er et målgennemsnit på 1.88 per kamp.

Jeg har, som det nok kan ses, været igennem tallene for denne sæson og sammenlignet en del af dem med sidste sæson. Som udgangspunkt har jeg valgt kun at fokusere på ligaen og altså hverken pokalen eller Champions League. Der er simpelthen for stor forskel på modstandere og niveauer til at begynde at drage de to turneringer ind i det her.

Faktisk startede det med at jeg ville se hvilken indflydelse det havde haft at Andreas Cornelius var blevet solgt og en direkte afløser ikke var blevet fundet. Selvfølgelig er der den åbenlyse indflydelse der hedder at vi mangler 18 mål i ligaen i forhold til sidste sæson, men hvad har det betydet for den slags mål vi scorer? Hvor vi scorer dem? Hvad har ændret sig?

Og der kom så den første overraskelse. Sidste sæson scorede vi i alt femten mål på indlæg og havde altså et gennemsnit på 0.45 mål på indlæg per kamp. Hele 24% af vores mål blev scoret på indlæg i 12/13 sæsonen. Uden Andreas Cornelius her i 13/14 sæsonen har vi indtil videre scoret otte mål på indlæg, hvilket giver et gennemsnit på 0.44 per kamp og en procentdel af vores samlede mål på 23%. Med andre ord, kun en marginal nedgang.

Okay, men hvad så med hovedstød? Vi kommer stadig frem til en masse indlæg, men uden Cornelius og hans otte hovedstødsmål, kan vi så måle en mere markant nedgang der? I 12/13 blev det foruden Cornelius til ni andre mål på hovedstød og altså en total på sytten mål. Det giver et gennemsnit på 0.51 hovedstødsmål per kamp og betyder at 29% af vores mål i Superligaen den sæson blev scoret med hovedet. I 13/14? Indtil videre er der scoret ti mål på hovedstød, hvilket giver et gennemsnit på 0.55 og en procentdel af vores samlede mål der igen hedder 29%.

tv. FCKs mål på hovedstød i sæsonen 12/13.        th. FCKs mål på hovedstød i sæsonen 13/14.

FCKMålPåHoved1213Heatmap FCKMålPåHoved1314Heatmap

(Her kan vi se en af de åbenlyse forskelle på de to sæsoner, Cornelius-området ved bagerste stolpe på indlæg fra højre. I denne sæson er det blevet mere centreret.)

Så på indlæg ser vi kun en marginal nedgang og på hovedstød endda en marginal forbedring. Hvordan kan det være? Blandt andet ved at flere spillere har scoret med hovedet i denne sæson end i sidste. Sidste sæson scorede Andreas Cornelius som sagt otte gange på hovedstød mens Nicolai Jørgensen og Ragnar Sigurdsson begge scorede tre gange. Kun tre andre spillere scorede med hovedet, alle tre kun en enkelt gang, og altså seks forskellige spillere i alt. I denne sæson har kun Thomas Delaney og Igor Vetokele scoret to gange med hovedet mens seks andre har scoret en enkelt gang hver. Så allerede nu, efter kun 18 af de 33 kampe vi skal spille i denne sæson, har der været flere forskellige spillere der har scoret med hovedet end i hele sidste sæson.

Og så er kun et enkelt af de mål kommet fra det centrale forsvar. Ikke bare på hovedstød, men overhovedet. I sidste sæson blev der scoret otte mål af den bagerste kæde, seks af dem scoret af centrale forsvarsspillere. Ragnar Sigurdsson var forsvarstopscorer med hele tre mål. I denne sæson har vi kun fået tre mål fra hele den bagerste kæde og det eneste mål fra en central forsvarsspiller var Olof Mellberg mod Viborg.

Hvad med de andre kæder? Der bliver det lidt mere besværligt at sammenligne, for hvor skal man placere Nicolai Jørgensen? Sidste sæson var han venstremidt der blev brugt lidt rundt omkring. I denne sæson har han spillet flere kampe i angrebet end på midtbanen, men det har lugtet af nødløsning langt hen af vejen. For en god ordens skyld så regner vi Nicolai Jørgensens mål i kampe hvor han er startet i angrebet som en del af angribernes og kampe hvor han er startet på midtbanen som en del af midtbanespillernes. Så ignorerer vi behændigt eventuelle justeringer undervejs.

Når det så er på plads, så starter vi med at kigge på angrebet. Sidste sæson scorede Andreas Cornelius og Cesar Santin tilsammen 29 mål, fordelt på 11 til den klejne brasser og 18 mål fra Cornelius. Vetokele scorede tre mål og Mos Abdellaoue nåede faktisk også to før han blev sendt på lejeophold i det norske. Det giver 34 mål og et gennemsnit på 1.03. Vi kunne altså være rimelig sikre på at få mindst et mål per kamp fra vores angribere sidste sæson.

Så kan det sikkert ikke overraske at det ikke ser helt sådan ud i en sæson hvor Igor Vetokele godt nok har scoret ni mål i ligaen mens ingen andre angribere på listen har scoret mere end tre mål i de kampe hvor de har spillet som angribere.

Jeg sagde jo den blev lidt mere besværlig med Nicolai Jørgensen.

Det er forøvrigt ikke Jørgensen der har scoret de tre, i hans kampe som angriber har han kun scoret to mål. Nej, det er faktisk Fanendo Adi der har været mest scorende makker til Igor Vetokele. De to der har spillet mest sammen med vores lille belgier er så omvendt Nicolai Jørgensen med to mål og Daniel Braaten med nul. Cesar Santin kom også op på de to mål han manglede og så fik Marvin Pourié lige sneget en enkelt scoring ind på falderebet og altså alt i alt 17 mål og et målgennemsnit på 0.94. Så endnu en lille overraskelse, man kan sige at salget af Cornelius kan ses men ikke mærkes.

Hvad så med midtbanen? Vi er målmæssigt dårligere kørende i bagerste kæde og lige en flig bagefter i forreste, så det er på midtbanen at vi har set den største fremgang. Sidste sæson kom der atten mål fra midtbanen eller gennemsnitligt 0.54. I denne sæson indtil videre, tretten mål i de kampe hvor Nicolai Jørgensen har spillet på midtbanen og altså et mål gennemsnit på 0.72, en rimelig markant forskel. Vi kan også se på antal mål scoret uden for feltet, hvor der i 12/13 blev scoret ni mål på 33 kampe og i denne sæson seks mål på 18 kampe. Det er 0.27 sidste sæson og 0.33 nu her. De seks mål i denne sæson forresten scoret af seks forskellige spillere, mens der kun var fem spillere sidste sæson der fik scoret fra distancen.

tv. alle mål scoret af FCK i sæsonen 12/13.    th. alle mål scoret af FCK i sæsonen 13/14.

FCKMål1213Heatmap FCKMål1314Heatmap
(Et par ting går igen, både Cornelius området men også at målene er blevet mere centreret i denne sæson.)

Så en mere målfarlig midtbane end sidste sæson men hvad man tjener på gyngen har man jo så ofte mistet på karrusellen. I 12/13 sæsonen havde vi femten assists fra midtbanen, indtil videre i 13/14 sæsonen har vi fire. To indlæg, et fra Braaten og et fra TK, og så to afleveringer fra Nicolai Jørgensen. Altså kun en enkelt assist fra en central midtbanespiller og ingen fra vores to normale startere derinde. Det tætteste vi kommer på en assist fra Claudemir var kampen mod Brøndby hvor det var hans lange bold som Vetokele kæmpede sig foran Almebäck på, men vi kan vist godt alle blive enige om at det var Vetokele og ikke Claudemir der skabte det mål.

Så det er ikke så overraskende at der bliver set på den centrale midtbane, selvom det glippede med Stefan Johansen der valgte at tage til Celtic. Nu er det så Franco Mussis det kredser om og skulle det glippe, så må man håbe at der er flere navne at tage af. Men hvad med angrebet? Det oprindelige spørgsmål gik på Andreas Cornelius og hvad det betød at der ikke var fundet en direkte afløser.

Jeg tror faktisk der er fundet en afløser.

Eller ikke en hel afløser men jeg vil faktisk mene at der er fundet tre-kvart afløser (forklaring følger) for Andreas Cornelius og det er Igor Vetokele.

tv. Andreas Cornelius’ mål for FCK i 12/13 sæsonen.    th. Igor Vetokeles mål for FCK de sidste to sæsoner.

CorneliusMålHeatmap IgorMålHeatmap

tv. Cesar Santins mål for FCK de sidste to sæsoner.    th. Marvin Pouriés mål for Silkeborg i 12/13 sæsonen.

SantinMålHeatmap PourieSIFMålHeatmap

(Vetokele er ikke helt lige så stærk uden for feltet, men ellers minder deres data mere om hinanden end nogen af vores andre angribere. Pourié er fra hans tid i Silkeborg, Adi havde ikke nok data til at være med.)

Ja, Igor kommer jo nok aldrig i nærheden af Cornelius på indlæg, for eksempel, som Corner scorede halvdelen af sine 18 mål på, men mindre kan også gøre det. Faktisk er Igor oppe på at 25% af hans mål kommer på indlæg. Generelt ligner hans fordeling af mål mere Andreas Cornelius end, for eksempel, Cesar Santin der i langt højere grad lever af afleveringer end nogle af de to. Og sammenligner vi på mål med og uden assists, så kan man se at både Igor og Cornelius har en circa lige fordeling af de to, modsat Santin som har tre gange så mange mål med assists som uden.

Selvfølgelig kunne man ikke tale om en afløser hvis vi stadig spillede som vi gjorde sidste sæson og som vi faktisk også gjorde i starten af denne sæson, hvor Plan B meget hurtigt blev til Plan A. Men vi har faktisk formået at stille om til at spille uden en decideret targetman oppe foran, faktisk så godt at vi er marginalt bedre end sidste sæson både på boldbesiddelse og antal skud. Og i det nye system spiller Vetokele så den rolle som Cornelius havde i det gamle system, rollen som spidsangriber. En påstand som til dels bliver underbygget af at den angriber vi kigger på lige for tiden i højere grad ligner Santin af type end Cornelius.

Eller måske ikke Santin. Jeg tror faktisk at det vi leder efter er en der kan gå ind og gøre nogle af de ting man gerne så Nicolai Jørgensen gøre i angrebet. For hvis der er en spiller vi har manglet, så er det Nicolai Jørgensen ala efteråret 2012.

tv. Nicolai Jørgensens mål for FCK i sæsonen 12/13.    th. Nicolai Jørgensens mål for FCK i sæsonen 13/14.

NicoJørgensenMål1213Heatmap NicoJørgensenMål1314Heatmap
(Selv Nicolai Jørgensen er ikke immun overfor den skævridning der var sidste sæson. Muligvis immun overfor målscoring i denne sæson. Hans straffespark er ikke taget med i 13/14, skal lige siges.)

I efteråret 2012 spillede Nicolai Jørgensen seksten kampe og scorede ni mål, mens han lagde tre assists. Det er nok det bedste målsnit for en midtbanespiller i den moderne FCK æra. Han sluttede sæsonen med kun to mål mere og har scoret seks i alt i denne sæson, inklusive et på straffe. Bevares, specielt det mod Brøndby var både flot og, ikke mindst, vigtigt. Men han har selv været ude og tale om at skulle tilbage på det niveau han havde tidligere og der er ingen tvivl om at kan han ramme det niveau igen, så bliver han FCK’s vigtigste spiller.

Men det kommer ikke til at ske i angrebet. Det har hele tiden været en nødløsning fordi man havde brug for en spiller der kunne operere bag Vetokele og være den sidste fjerdedel af afløseren for Cornelius (jeg sagde jo at en forklaring ville følge). Cornelius var god til at modtage bolden og flytte den videre og selvom vi ikke længere smider høje bolde op mod en fysisk stor angriber, så skal vi stadig have en spiller der kan spille på kanten af feltet, modtage bolden, flytte den videre, indgå i spillet. Det er nogle spidskompetencer som hverken Fanendo Adi eller Marvin Pourié har og derfor er både Daniel Braaten og Nicolai Jørgensen blevet brugt i den rolle i stedet. Problemet er at Braaten er ikke målfarlig nok og Jørgensen mister en del når han ikke kan vandre ind fra kanten og få overblikket over de åbne rum derfra.

Så ud fra de tal jeg har set på vil jeg konkludere at fokus-områderne på vej ind i det her transfervindue har været en pasningsstærk midtbanespiller og en teknisk stærk angriber der kan frigøre Nicolai Jørgensen fra angrebet.

Og til spørgsmålet om hvilken indflydelse det har haft at vi ikke har fundet en afløser for Cornelius bliver svaret, overraskende nok, at hvad man ikke kunne finde på transfermarkedet har man i stedet fundet på træningsbanen gennem en taktisk ændring og en lille belgier der slog til på det rette tidspunkt. Hvad man har tabt på gyngen har man tjent ind på karrusellen.

Artikler, FC København, Spillere

Lær at se forskel på Andreas Cornelius og Nicolai Jørgensen

Som en public service ting har FC Sofa valgt at komme alle dem der har problemer med at se forskel på Cornelius og Jørgensen til hjælp. Mest fordi jeg også selv har problemer med det.

Den her guide er selvfølgelig kun gyldig indtil de skifter støvler, så… ja. Men indtil da, 100% nøjagtig.

Hvad?

Cornelius skiftede til et par sorte støvler allerede i pausen mod AaB?

Fffffffffffff-…