Tag Archives: Igor Vetokele

Artikler, FC København

Hvad siger tallene? Et kig på statistik fra denne sæson og sidste.

I 2012/2013 sæsonen scorede vi 62 mål på 33 Superliga kampe. Det gav et målgennemsnit på 1.87 mål per kamp og var det næststørste antal mål vi har scoret i ligaen siden 2009/2010 sæsonen. Kun i den fantastiske 2010/2011 sæson scorede vi flere, hele 77 mål. Det var også Ståles sidste sæson i klubben før han tog til Köln.

2013/2014 er Ståles første sæson siden han kom tilbage. På de 18 kampe vi har spillet i ligaen indtil videre har vi scoret 34 mål. Det er et målgennemsnit på 1.88 per kamp.

Jeg har, som det nok kan ses, været igennem tallene for denne sæson og sammenlignet en del af dem med sidste sæson. Som udgangspunkt har jeg valgt kun at fokusere på ligaen og altså hverken pokalen eller Champions League. Der er simpelthen for stor forskel på modstandere og niveauer til at begynde at drage de to turneringer ind i det her.

Faktisk startede det med at jeg ville se hvilken indflydelse det havde haft at Andreas Cornelius var blevet solgt og en direkte afløser ikke var blevet fundet. Selvfølgelig er der den åbenlyse indflydelse der hedder at vi mangler 18 mål i ligaen i forhold til sidste sæson, men hvad har det betydet for den slags mål vi scorer? Hvor vi scorer dem? Hvad har ændret sig?

Og der kom så den første overraskelse. Sidste sæson scorede vi i alt femten mål på indlæg og havde altså et gennemsnit på 0.45 mål på indlæg per kamp. Hele 24% af vores mål blev scoret på indlæg i 12/13 sæsonen. Uden Andreas Cornelius her i 13/14 sæsonen har vi indtil videre scoret otte mål på indlæg, hvilket giver et gennemsnit på 0.44 per kamp og en procentdel af vores samlede mål på 23%. Med andre ord, kun en marginal nedgang.

Okay, men hvad så med hovedstød? Vi kommer stadig frem til en masse indlæg, men uden Cornelius og hans otte hovedstødsmål, kan vi så måle en mere markant nedgang der? I 12/13 blev det foruden Cornelius til ni andre mål på hovedstød og altså en total på sytten mål. Det giver et gennemsnit på 0.51 hovedstødsmål per kamp og betyder at 29% af vores mål i Superligaen den sæson blev scoret med hovedet. I 13/14? Indtil videre er der scoret ti mål på hovedstød, hvilket giver et gennemsnit på 0.55 og en procentdel af vores samlede mål der igen hedder 29%.

tv. FCKs mål på hovedstød i sæsonen 12/13.        th. FCKs mål på hovedstød i sæsonen 13/14.

FCKMålPåHoved1213Heatmap FCKMålPåHoved1314Heatmap

(Her kan vi se en af de åbenlyse forskelle på de to sæsoner, Cornelius-området ved bagerste stolpe på indlæg fra højre. I denne sæson er det blevet mere centreret.)

Så på indlæg ser vi kun en marginal nedgang og på hovedstød endda en marginal forbedring. Hvordan kan det være? Blandt andet ved at flere spillere har scoret med hovedet i denne sæson end i sidste. Sidste sæson scorede Andreas Cornelius som sagt otte gange på hovedstød mens Nicolai Jørgensen og Ragnar Sigurdsson begge scorede tre gange. Kun tre andre spillere scorede med hovedet, alle tre kun en enkelt gang, og altså seks forskellige spillere i alt. I denne sæson har kun Thomas Delaney og Igor Vetokele scoret to gange med hovedet mens seks andre har scoret en enkelt gang hver. Så allerede nu, efter kun 18 af de 33 kampe vi skal spille i denne sæson, har der været flere forskellige spillere der har scoret med hovedet end i hele sidste sæson.

Og så er kun et enkelt af de mål kommet fra det centrale forsvar. Ikke bare på hovedstød, men overhovedet. I sidste sæson blev der scoret otte mål af den bagerste kæde, seks af dem scoret af centrale forsvarsspillere. Ragnar Sigurdsson var forsvarstopscorer med hele tre mål. I denne sæson har vi kun fået tre mål fra hele den bagerste kæde og det eneste mål fra en central forsvarsspiller var Olof Mellberg mod Viborg.

Hvad med de andre kæder? Der bliver det lidt mere besværligt at sammenligne, for hvor skal man placere Nicolai Jørgensen? Sidste sæson var han venstremidt der blev brugt lidt rundt omkring. I denne sæson har han spillet flere kampe i angrebet end på midtbanen, men det har lugtet af nødløsning langt hen af vejen. For en god ordens skyld så regner vi Nicolai Jørgensens mål i kampe hvor han er startet i angrebet som en del af angribernes og kampe hvor han er startet på midtbanen som en del af midtbanespillernes. Så ignorerer vi behændigt eventuelle justeringer undervejs.

Når det så er på plads, så starter vi med at kigge på angrebet. Sidste sæson scorede Andreas Cornelius og Cesar Santin tilsammen 29 mål, fordelt på 11 til den klejne brasser og 18 mål fra Cornelius. Vetokele scorede tre mål og Mos Abdellaoue nåede faktisk også to før han blev sendt på lejeophold i det norske. Det giver 34 mål og et gennemsnit på 1.03. Vi kunne altså være rimelig sikre på at få mindst et mål per kamp fra vores angribere sidste sæson.

Så kan det sikkert ikke overraske at det ikke ser helt sådan ud i en sæson hvor Igor Vetokele godt nok har scoret ni mål i ligaen mens ingen andre angribere på listen har scoret mere end tre mål i de kampe hvor de har spillet som angribere.

Jeg sagde jo den blev lidt mere besværlig med Nicolai Jørgensen.

Det er forøvrigt ikke Jørgensen der har scoret de tre, i hans kampe som angriber har han kun scoret to mål. Nej, det er faktisk Fanendo Adi der har været mest scorende makker til Igor Vetokele. De to der har spillet mest sammen med vores lille belgier er så omvendt Nicolai Jørgensen med to mål og Daniel Braaten med nul. Cesar Santin kom også op på de to mål han manglede og så fik Marvin Pourié lige sneget en enkelt scoring ind på falderebet og altså alt i alt 17 mål og et målgennemsnit på 0.94. Så endnu en lille overraskelse, man kan sige at salget af Cornelius kan ses men ikke mærkes.

Hvad så med midtbanen? Vi er målmæssigt dårligere kørende i bagerste kæde og lige en flig bagefter i forreste, så det er på midtbanen at vi har set den største fremgang. Sidste sæson kom der atten mål fra midtbanen eller gennemsnitligt 0.54. I denne sæson indtil videre, tretten mål i de kampe hvor Nicolai Jørgensen har spillet på midtbanen og altså et mål gennemsnit på 0.72, en rimelig markant forskel. Vi kan også se på antal mål scoret uden for feltet, hvor der i 12/13 blev scoret ni mål på 33 kampe og i denne sæson seks mål på 18 kampe. Det er 0.27 sidste sæson og 0.33 nu her. De seks mål i denne sæson forresten scoret af seks forskellige spillere, mens der kun var fem spillere sidste sæson der fik scoret fra distancen.

tv. alle mål scoret af FCK i sæsonen 12/13.    th. alle mål scoret af FCK i sæsonen 13/14.

FCKMål1213Heatmap FCKMål1314Heatmap
(Et par ting går igen, både Cornelius området men også at målene er blevet mere centreret i denne sæson.)

Så en mere målfarlig midtbane end sidste sæson men hvad man tjener på gyngen har man jo så ofte mistet på karrusellen. I 12/13 sæsonen havde vi femten assists fra midtbanen, indtil videre i 13/14 sæsonen har vi fire. To indlæg, et fra Braaten og et fra TK, og så to afleveringer fra Nicolai Jørgensen. Altså kun en enkelt assist fra en central midtbanespiller og ingen fra vores to normale startere derinde. Det tætteste vi kommer på en assist fra Claudemir var kampen mod Brøndby hvor det var hans lange bold som Vetokele kæmpede sig foran Almebäck på, men vi kan vist godt alle blive enige om at det var Vetokele og ikke Claudemir der skabte det mål.

Så det er ikke så overraskende at der bliver set på den centrale midtbane, selvom det glippede med Stefan Johansen der valgte at tage til Celtic. Nu er det så Franco Mussis det kredser om og skulle det glippe, så må man håbe at der er flere navne at tage af. Men hvad med angrebet? Det oprindelige spørgsmål gik på Andreas Cornelius og hvad det betød at der ikke var fundet en direkte afløser.

Jeg tror faktisk der er fundet en afløser.

Eller ikke en hel afløser men jeg vil faktisk mene at der er fundet tre-kvart afløser (forklaring følger) for Andreas Cornelius og det er Igor Vetokele.

tv. Andreas Cornelius’ mål for FCK i 12/13 sæsonen.    th. Igor Vetokeles mål for FCK de sidste to sæsoner.

CorneliusMålHeatmap IgorMålHeatmap

tv. Cesar Santins mål for FCK de sidste to sæsoner.    th. Marvin Pouriés mål for Silkeborg i 12/13 sæsonen.

SantinMålHeatmap PourieSIFMålHeatmap

(Vetokele er ikke helt lige så stærk uden for feltet, men ellers minder deres data mere om hinanden end nogen af vores andre angribere. Pourié er fra hans tid i Silkeborg, Adi havde ikke nok data til at være med.)

Ja, Igor kommer jo nok aldrig i nærheden af Cornelius på indlæg, for eksempel, som Corner scorede halvdelen af sine 18 mål på, men mindre kan også gøre det. Faktisk er Igor oppe på at 25% af hans mål kommer på indlæg. Generelt ligner hans fordeling af mål mere Andreas Cornelius end, for eksempel, Cesar Santin der i langt højere grad lever af afleveringer end nogle af de to. Og sammenligner vi på mål med og uden assists, så kan man se at både Igor og Cornelius har en circa lige fordeling af de to, modsat Santin som har tre gange så mange mål med assists som uden.

Selvfølgelig kunne man ikke tale om en afløser hvis vi stadig spillede som vi gjorde sidste sæson og som vi faktisk også gjorde i starten af denne sæson, hvor Plan B meget hurtigt blev til Plan A. Men vi har faktisk formået at stille om til at spille uden en decideret targetman oppe foran, faktisk så godt at vi er marginalt bedre end sidste sæson både på boldbesiddelse og antal skud. Og i det nye system spiller Vetokele så den rolle som Cornelius havde i det gamle system, rollen som spidsangriber. En påstand som til dels bliver underbygget af at den angriber vi kigger på lige for tiden i højere grad ligner Santin af type end Cornelius.

Eller måske ikke Santin. Jeg tror faktisk at det vi leder efter er en der kan gå ind og gøre nogle af de ting man gerne så Nicolai Jørgensen gøre i angrebet. For hvis der er en spiller vi har manglet, så er det Nicolai Jørgensen ala efteråret 2012.

tv. Nicolai Jørgensens mål for FCK i sæsonen 12/13.    th. Nicolai Jørgensens mål for FCK i sæsonen 13/14.

NicoJørgensenMål1213Heatmap NicoJørgensenMål1314Heatmap
(Selv Nicolai Jørgensen er ikke immun overfor den skævridning der var sidste sæson. Muligvis immun overfor målscoring i denne sæson. Hans straffespark er ikke taget med i 13/14, skal lige siges.)

I efteråret 2012 spillede Nicolai Jørgensen seksten kampe og scorede ni mål, mens han lagde tre assists. Det er nok det bedste målsnit for en midtbanespiller i den moderne FCK æra. Han sluttede sæsonen med kun to mål mere og har scoret seks i alt i denne sæson, inklusive et på straffe. Bevares, specielt det mod Brøndby var både flot og, ikke mindst, vigtigt. Men han har selv været ude og tale om at skulle tilbage på det niveau han havde tidligere og der er ingen tvivl om at kan han ramme det niveau igen, så bliver han FCK’s vigtigste spiller.

Men det kommer ikke til at ske i angrebet. Det har hele tiden været en nødløsning fordi man havde brug for en spiller der kunne operere bag Vetokele og være den sidste fjerdedel af afløseren for Cornelius (jeg sagde jo at en forklaring ville følge). Cornelius var god til at modtage bolden og flytte den videre og selvom vi ikke længere smider høje bolde op mod en fysisk stor angriber, så skal vi stadig have en spiller der kan spille på kanten af feltet, modtage bolden, flytte den videre, indgå i spillet. Det er nogle spidskompetencer som hverken Fanendo Adi eller Marvin Pourié har og derfor er både Daniel Braaten og Nicolai Jørgensen blevet brugt i den rolle i stedet. Problemet er at Braaten er ikke målfarlig nok og Jørgensen mister en del når han ikke kan vandre ind fra kanten og få overblikket over de åbne rum derfra.

Så ud fra de tal jeg har set på vil jeg konkludere at fokus-områderne på vej ind i det her transfervindue har været en pasningsstærk midtbanespiller og en teknisk stærk angriber der kan frigøre Nicolai Jørgensen fra angrebet.

Og til spørgsmålet om hvilken indflydelse det har haft at vi ikke har fundet en afløser for Cornelius bliver svaret, overraskende nok, at hvad man ikke kunne finde på transfermarkedet har man i stedet fundet på træningsbanen gennem en taktisk ændring og en lille belgier der slog til på det rette tidspunkt. Hvad man har tabt på gyngen har man tjent ind på karrusellen.

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter AGF eller il Salvatore vender tilbage

Der var to hold i Parken i søndags.

Det ene stillede op i en 4-5-1 med deres offensive playmaker i en fri rolle bag en stor, stærk angriber. Det andet stillede op i en 4-5-1 med deres offensive playmaker i en hængende angriber rolle bag en lille, hurtig angriber. Begge spillede som om de havde en stor stærk angriber i front.

Begge hold scorede.

Det ene hold scorede efter en fiks dribling på højrekanten efterfulgt af en flad aflevering tilbage i feltet til en midtbanespiller der var fulgt med frem.

Det andet hold scorede på en kæmpe defensiv fadæse.

Ja, nu blev det forvirrende. Det med den flade aflevering tilbage i feltet var en af de få taktiske ting som Ariël Jacobs havde arbejdet med, det med den kæmpe defensive fadæse er en af de ting om holdet er blevet kendt for i den her sæson, men det var faktisk omvendt. For en gangs skyld var det FCK der scorede på en fadæse, et drop af de større fra Steffen Rasmussen.

Faktisk slap forsvaret gennem en hel kamp uden en kæmpe fejl og det ene drop der var fra unge Jacob Busk, der stod i stedet for en skadet Wiland og foran en Kim Christensen der snart forlader klubben, formåede han på forunderlig vis at droppe på stolpen. Hvilket vi vel alle kan blive enige om er det bedste slags drop når det er egen målmand.

Det var forresten en mærkværdig situation. Selvfølgelig er det Busk der står med ansvaret, men han skal ikke stå alene. Det var nemlig noget så sjældent som bænken der bestemte hvor mange mand der skulle stå i muren, ikke målmanden. Det startede med tre mand som Busk fik linet op med stolpen, så kom Bolaños til og stillede sig yderst i muren, så fik Nicolai Jørgensen besked fra bænken på at fjerne sig fra muren, Pierre Bengtsson gik over for at tage hans plads men blev vinket væk og så curlede Søren Larsen bolden rundt om muren i samme side som Jørgensen lige havde forladt.

Amerikanerne ville kalde det et clusterfuck men skal vi bare kalde det noget rod?

Dog muligvis den mest spændende situation i anden halvleg der godt nok var søvndyssende. Mest positive i halvlegen var Youssef Toutouh der kom ind med noget så sjældent som tiltro til egne evner, mens det mest mærkværdige i halvlegen var hvor lidt form og facon der var på holdet. Venstre side gik med i et angreb men højre side var væk. Højreback blev hjemme, en midterforsvarer tog det lange løb med frem. Der var dele af kampen hvor Olof Mellberg tog flere offensive løb end Lars Jacobsen.

Første halvleg var ikke meget bedre, faktisk var spillet nok værre, men den blev i det mindste lidt mere underholdende med de to mål. Nicolai Jørgensen scorede efter en god solotur og en fuldstænding absurd målmandsaktion fra Steffen Rasmussen der er på vej til at samle bolden op da han opdager at den kom fra en AGF fod og før han får ændret fra “tag bolden op” til “spark bolden væk” er den allerede røget mellem benene på ham og Nicolai Jørgensen kan holde op med at ærgre sig over en forspildt chance og sparke bolden i et tomt mål. Det er i sandhed sæsonen for målmandsdrop.

AGFs mål kom som sagt på et opspil som Ariël Jacobs gerne så FCK praktisere, men selvom det er flot sparket ind af Casper Sloth så må man altså sige at målet hænger på to spillere som jeg ellers synes har været to af de bedre i efteråret. Thomas Delaney bliver godt gammeldags tørret på venstrekanten og mangler så inde foran til at hjælpe med at samle Sloth op, mens Pierre Bengtsson har meldt sig helt ud af spillet og går tilbage. Langsomt endda. Resten af holdet gør egentlig hvad de skal, Kris dækker første stolpe, Mellberg er på Søren Larsen, Claudemir stopper Juul Andersen fra at trække længere ind i banen og prøver samtidig at skære ned på vinklen tilbage i banen. Lars er den der er mest åben i situationen til at støde op på Sloth, nu hvor Delaney og Gislason sammen er strandet ude ved hjørneflaget og Bengtsson ikke har taget tilbageløbet, men den gamle mand er vel undskyldt for at være langt væk fra Sloth fordi han dækker sin højre back plads.

Og når vi nu har Casper Sloth oppe at vende, så må man også være large nok til at indrømme at han spillede en rigtig, rigtig flot kamp. Han havde godt nok en meget fri rolle, men den forvaltede han også flot og med nogle rigtig, rigtig gode pasninger og diagonal bolde som det ikke er nødvendigt med så fri en rolle som han havde for at have gavn af. Der var flere diagonal afleveringer hvor jeg tog mig selv i at tænke føj, hvor var den god.

Modsat Sloth, så havde Nicolai Jørgensen ikke lige så stor indflydelse på kampen og heller ikke en lige så fri rolle. Han var lidt mere traditionel hængende angriber/offensiv midtbane og problemet var faktisk nok at han ikke var endnu mere begrænset. Mod FCN spillede han helt i front og kunne bruge sine evner som spilstation til at lade holdet flytte spillet vigtige meter frem på banen. Der havde han ikke lige så stor frihed i sine offensive aktioner som mod AGF, men det man fik ud af ham var vigtigere for holdet end det man fik mod AGF. I stedet var rollen som fysisk stærk spilstation lagt over på Igor Vetokele og det var ikke en succes. Da Cesar Santin kom ind til de sidste par minutter byttede han plads med Nicolai Jørgensen, så han lå som hængende angriber og kunne løbe omkring Jørgensen. Det burde have været sådan det var fra start, med Vetokele der kunne bruge sin fart i rummene der blev skabt af en Nicolai Jørgensen der var skubbet længere frem på banen og brugt som spilstation.

Stakkels Igor. Det var et gedigen fejlcast at bruge ham i den rolle, men jeg kan godt forstå at det blev ham i rollen hvis man alligevel havde tænkt sig at bruge Nicolai Jørgensen som offensiv midt. Af de tre angribere med spillerlicens i truppen (altså, fraregnet nytilkomne Adi som ikke var med mod AGF), så er han klart den mest kropsstærke og den der er bedst i luftrummet uden for feltet. Men det er lidt ligesom at være den højeste dværg i lokalet, det hjælper ikke rigtig med at skifte den her pære som er gået ud.

Pæren er FCKs offensive spil, den er gået ud fordi Andreas Cornelius ikke er her længere.

Ja, ja, okay, de er ikke alle lige gode.

Folk har spekuleret lidt i hvor Igor kommer til at stå nu hvor, spoiler alert, Jacobs er blevet fyret. Og mit gæt er umiddelbart “samme sted han står nu”. Igor var ikke Jacobs opfindelse, som så ofte før “fandt” FCK ham da han scorede imod dem i en træningskamp. Og som nævnt er han den af de små angribere der har mest at byde ind med fysisk, når målene ikke lige hagler ind. Selvfølgelig, scorer Pourié et mål per kamp så er det ham der spiller, men når han ikke lige scorer så har Igor mere at bidrage med. Hvilket blandt andet kan aflæses i at ud af de fem mål FCK har scoret i denne sæson, der har Igor haft en fod med i tre af dem. Mod AaB er det ham frisparket bliver begået mod som Pierre Bengtsson scorer på, mod Randers er det ham som modtager det korte hjørne og lægger den tilbage til Lars Jacobsen der smider indlægget ind til Delaney og mod FCN er det et indlæg fra ham som der bliver dømt hands og straffe på. Samtidig har han mere spilletid og flere afslutninger end de to andre angribere. Det har ikke været godt, det siger jeg ikke, men det har været bedre end hvad resten har budt ind med.

Så 1-1 i Parken og endnu en kamp uden sejr for Ariël Jacobs som, nu kan vi ikke komme uden om det længere, ikke længere er FCK træner. Sidste uge var det Nicolai Jørgensen der gjorde comeback og blev nødt til at fortælle os at, ligesom i Monty Pythons Life of Brian, så var han ikke en messias, bare en meget fræk dreng. Og i denne uge er det så il Salvatore, Ståle Solbakken der vender tilbage.

Næste uge må det næsten blive Jesus look-a-like Erik Mykland, ikke?

Så Ståle er tilbage, FCKs fjerde træner på lidt over to sæsoner. Det kan lyde lidt panisk men… det er det sådan set også. Det har set slemt ud og det har det i et stykke tid. På trods af CV’s massive del af ansvaret samt hans fortsat pinlige insisteren på at holde sæsonerne adskilt og ditto på at sidste sæsons mesterskab blev vundet “suverænt”, så har Jacobs haft store problemer det sidste halve år nu. Havde man været lidt bedre rustet på scouting siden så havde man sikkert fundet de oplysninger der kom frem om Jacobs i ugerne efter allerede i ugerne før, set det billede der blev tegnet af en mand med stor faglig viden og personlig pondus men også en mand med en begrænset værktøjskasse der kører i tomgang når grænsen er nået, og nøjedes med at tegne en et-årig kontrakt med mulighed for forlængelse. For det ene år var hvad der var til. I FCK fik han sat en prop i en skude der måske ikke var ved at synke men i hvert fald tog vand ind efter tiden med Rolle og CV. Han tog slagsmålet med N’Doye og trak sig sejrrigt ud, han var med til at genetablere rollen som træner som den ubestridte chef i truppen samtidig med at han, ganske som i Anderlecht, lod transfers og andet ledelsesmæssigt arbejde ligge hos ledelsen uden at blande sig.

Desværre for den sympatiske belgier med de mange floskler var der mere varm luft end nye ideer i hans taktiske arbejde med holdet. Han viste sig i rollen som reagerende træner mod FCN til stor effekt, men det med at sætte holdet til at neutralisere et andet hold, det er et bundholds lod og som agerende træner havde han ikke det store at komme med. Tro på sig selv kan kun tage spillere så langt og selvom man har fået at vide at man skal agere som løver, så er noget af det der karakteriserer løver faktisk manglen på offensive løb uden om boldholderen. Løver er gode til mange ting, så som at spise gazeller, ikke så meget til et samlet pres højt oppe på banen. Der var simpelthen ikke et klart koncept til at bakke flosklerne op og så står vi nu i dag, med den statistisk dårligste træner siden årtusindeskiftet.

Som altså nu er fortid og Ståle Solbakken indsat på en tre-årig kontrakt. Hvad det helt specifikt kommer til at betyde må vente til en anden gang, men jeg må sige, jeg fik en lille kilden i mit glade sted da han under dagens pressemøde talte om at have et koncept hvor alle vidste hvad de skulle, både offensivt og defensivt.

Det bliver sikkert defensivt til at begynde med. Det bliver ikke champagnebold. Men bare det at det bliver med et klart sportsligt koncept vil være en stor forandring. Forhåbentlig kan vi få lidt af det at se allerede mod FC Vestsjælland.