Tag Archives: Hobro

FC København, Kamp tanker, Kampe, Superligakampe

Kamptanker: Mod Hobro hjemme, d. 29, 07/17.

Kampen

Det var en dårlig kamp. Det var en dårlig kamp mod en middelmådig modstander som alligevel slog os både spille- og indsatsmæssigt. Det eneste positive man måske kan sige er at det ikke var systemet men de individuelle indsatser som var det største problem i dag. Det var ikke pest i dag, kun kolera.

Spillere

Forsvaret var faktisk OK i dag. Ingen store personlige fejl, Lüftner vandt faktisk flere dueller, og Robin Olsen er en topklasse målmand hvilket han beviste igen i dag.

Men så er der resten af holdet. Verbic prøver, bless his heart og Santander fungerer stadig som opspilsstation, men alt for mange spillere er bare ikke tilstede. Toutouh var lige så anonym som altid, Matic var der ikke, Boilesen gjorde sit bedste indtil han fik et slag på brystbenet der nu holder ham ude i seks uger men offensivt var der igen ikke noget at komme efter, Bengtsson, Sotiriou, Kusk, alt for lidt fra alt for mange.

Konklusion

Der skal små mirakler til for at vi slår Vardar med to mål.

Artikler, Danske hold, Generelt

Den berygtede seks-points kamp

Man hører det så tit om kampe. Det er ikke her de skal få deres point. En oprykker på udebane i Parken, “det er ikke her de skal få deres point”. Eller modsat. Man ved godt som FCK fan at en tur til Viborg eller Silkeborg bare ikke er lige så vigtigt som en tur til Herning eller Brøndby.

Eller den berygtede seks-points kamp. En kamp mellem to hold der ligger tæt på hinanden i ligaen og har de samme ambitioner, om det er mesterskab eller at undgå nedrykning.

Ikke alle kampe er lige vigtige. Nogle er mere vigtige end andre og nogle skal bare overståes. Det kan ende med at betyde forskellige ting, måske kan hold ikke sætte sig ordentligt op til en mindre vigtig kamp, måske er en række af mindre vigtige kampe lige hvad et hold har brug for til at starte en god stime. Det kan tage mere på moralen at tabe en vigtig kamp end en af dem man allerede har afskrevet. Og måske kan det være med til at forklare hvorfor Hobro gjorde det så godt sidste sæson mens Esbjerg havde så store problemer.

For at finde ud af det rangerede jeg alle kampe i sidste sæson for vigtighed i forhold til en række parametre. For det første er hjemmekampe, alt andet lige, altid vigtigere end udekampe. Det hører man så ofte fra diverse eksperter, det er på hjemmebane at man skal hente sine point. Jeg kiggede på afstanden fra toppen eller bunden af tabellen. Jo tættere man er på 1. pladsen eller på nedrykningspladserne, jo vigtigere er kampen. Jeg så på holdenes målsætning, hvad de meldte ud før sæsonen, af to forskellige grunde. Det første var for at se hvor langt holdene var fra deres målsætning. Har man en målsætning om top tre og man ligger og roder rundt nede omkring en 10. plads? Jamen, så er kampene generelt vigtigere. Har man en målsætning om at undgå nedrykning men ligger oppe omkring de europæiske kval-pladser? Så er de generelt mindre vigtige, for man har et stykke vej man kan tillade sig at falde og stadig opfylde sin målsætning.

Den anden måde målsætningen har indflydelse er at jeg har sammenlignet de to holds målsætning i hver kamp. Kampe mod andre hold med samme målsætning er vigtigere for sæsonen end kampe mod hold der har andre mål for sæsonen. Det vil altid være vigtigere for SønderjyskE at slå hold som FC Vestsjælland og Silkeborg (eller Viborg og AGF i denne sæson) end FCM og FCK. Og den sidste ting jeg har taget med i overvejelserne er pointforskel mellem de to hold. Jo tættere på hinanden to hold er i ligaen, jo vigtigere er kampene mellem dem.

En sidste ting der også har indflydelse til sidst i sæsonen er at hvis man ikke længere kan nå top tre eller ikke længere kan rykke ned, så har holdets placering i ligaen mindre indflydelse. Når vi først når frem til de sidste par runder, så er SønderjyskE rimelig ligeglade med om de ender som nummer 10 eller nummer 9, så længe de ikke rykker ned.

Alt det her kom ind i en matematisk formel der gav alle kampe samme basis point og så enten trak point fra eller lagde point til alt efter holdenes placering og point-antal runde for runde, med en bonus hvis det var en hjemmekamp. Dertil kom at kampe i de første 11 runder blev vurderet som en anelse mindre vigtige end kampe i de midterste 11 runder, som så blev vurderet som en anelse mindre vigtige end kampe i de sidste 11 runder. Jo senere henne i turneringen vi kom, jo vigtigere blev de individuelle kampe altså. Forskellen på holdenes målsætning og hvor holdene lå i forhold til deres egen målsætning blev også vægtet som en anelse vigtigere tidligt i sæsonen i forhold til senere, mens afstanden fra top eller bund blev vigtigere sidst i sæsonen. Med andre ord, tidligt i sæsonen var det vigtigere for Randers at nå deres målsætning om top seks mens det senere i sæsonen blev vigtigere for dem at nå 3. pladsen end bare at holde deres top seks målsætning.

Nå ja, og sæsonens første kamp var lidt vigtigere for alle. Bare for at komme godt i gang.

Alt det gav så en runde for runde rangering af alle holdenes kampe, som man kan se nedenunder. Kampene er blevet farve-kodet for at man kan se hvilke hold der mødte hinanden, rød mødte rød, gul mødte gul. Al rundedata er taget fra Superstats.dk, hvor kampene oppefra og ned fik farverne rød, orange, gul, grøn, lyseblå, mørkeblå. Det betyder at en god tommelfinger-regel er at rød er en fredagskamp, orange en lørdagskamp, gul er den tidlige søndagskamp, grøn er den midterste søndagskamp, lyseblå er den sene søndagskamp og mørkeblå er mandagskampen. Jeg siger tommelfinger-regel fordi jeg intet har gjort ved de gange hvor, for eksempel, en sen søndagskamp på 3+ blev flyttet til lørdag og den derfor kom før de andre søndagskampe i Superstats oversigten.

Alle hold var venlige nok til at melde en målsætning ud, bortset fra AaB der kom med noget hippie-crap om at de snakkede præstationer istedet for mål, for selvfølgelig kan man ikke få de forsvarende Superliga- og pokalvindere til at sige at man ville vinde mesterskabet eller bare få medaljer. Jeg besluttede mig for at tildele dem en målsætning om top fire, fordi mindre end det ville bare blive pinligt.

Det betyder at FC København som det eneste hold havde 1. pladsen som målsætning, FC Midtjylland og Brøndby ville begge i top tre, AaB i top fire, FCN, Randers og Esbjerg meldte alle sammen ud at de ville i top seks, OB ville mærkværdigt nok i top syv, FCV ville gøre det bedre end sæsonen før hvor man blev nummer ni så jeg gav dem en målsætning om top otte og Hobro, SønderjyskE og Silkeborg ville bare undgå nedrykning, altså minimum en 10. plads.

kampvigtighed

Klik for større

Umiddelbart kan man se, for eksempel, at FCM startede med et par vigtige kampe mod Brøndby, AaB og Randers op mod FCK kampen og fik skabt sig et pænt hul fordi FCK samtidig havde en start med mindre vigtige kampe mod blandt andet de to hold der rykkede ned i sidste ende, FCV og Silkeborg, samt oprykkerne fra Hobro, og tabte point i alle tre. I resten af ligaen sad FCM sikkert på en forspring der gav dem mindre vigtige kampe end et jagtende FCK hold. Selv FCM-FCK kampen sidst på sæsonen var kun lige vigtig nok til at komme i en top 10 over sæsonens vigtigste kampe. Man sad ofte i sidste sæson og rystede lidt på hovedet over specielt Viasats insisteren på at mesterskabskampen skam stadig var piv-åben og tallene viser også at FCM relativt tidligt på sæsonen kunne begynde at føle sig sikre på mesterskabet mens FCK kæmpede for at nå deres målsætning og samtidig beskytte andenpladsen fra holdene bag dem.

I den anden ende af tabellen kan man også se hvordan Silkeborg rimelig hurtigt blev kørt agterud og konsekvent stod i kampe hvor man ikke kunne forvente at de skulle få point. Imens endte FC Vestsjælland, den nedrykker som rent faktisk var med i nedrykningskampen hele vejen igennem sæsonen, med at være nummer tre på listen over samlet vigtigste kampe. Nummer to på listen var et hold der havde højere målsætninger end at være en del af nedrykningskampen, nemlig OB, og nummer et på listen kommer vi til om lidt.

Omvendt var FC Midtjylland nummer et på listen over mindst vigtige kampe, godt hjulpet på vej af at de lukkede mesterskabet med et par runder igen og at de med deres top tre målsætning kunne lurepasse lidt i toppen af ligaen gennem den første del af sæsonen. Nummer to på listen kommer vi også til om lidt.

Jeg nævnte tidligere at FCM-FCK kun lige kom ind på en top ti liste over sæsonens vigtigste kampe og jeg giver ikke hele top ti listen men lad os tage top fem. Det vil også afsløre hvillket hold ligger nummer et på listen over vigtigste kampe.

5: Esbjerg fB mod Randers FC i runde 25. En mandagskamp hvor Randers tog til Esbjerg som nummer fire med kun et point op til Brøndby på 3. pladsen mens Esbjerg som nummer 10 var otte point fra FC Vestsjælland og en nedrykningsplads. Der blev ikke i modellen taget højde for tidligere kampresultater i samme runde, så den her kamp kunne faktisk godt være nået højere på listen fordi Brøndby om søndagen havde tabt til Hobro mens FC Vestsjælland om lørdagen vandt over AaB. Begge hold havde altså brug for en sejr, for Randers var 3. pladsen snublende tæt på mens Esbjerg blev presset af et fremstormende FC Vestsjælland hold. Måske var det kampens vigtighed der satte sig i holdene, for en must-win kamp blev til en can’t-lose kamp og en 0-0 løsning.

4: OB mod FC Vestsjælland i runde 23. Endnu en mandagskamp hvor ti point adskilte nummer 10, OB, fra nummer 11, FC Vestsjælland. For FC Vestsjælland var det ved at være sidste udkald hvis man skulle koble sig på OB, Esbjerg og SønderjyskE over dem, mens OB med en sejr kunne overhale Esbjerg og tage vigtige skridt væk fra nedrykningspladserne. FC Vestsjælland havde ikke vundet i over ti runder, siden Silkeborg på udebane i runde 12, men mod OB blev det endelig til en sejr da de kom tilbage efter et OB-mål efter kun tre minutter og vandt med 2-1. I de næste ti runder hev FCV i alt 18 hjem, over halvdelen af deres samlede point-total, og det startede med kampen mod OB.

3: FC Nordsjælland mod Esbjerg fB i runde 29. En tidlig mandagskamp, fra en runde med to af dem, så FC Nordsjælland på en 7. plads, lige uden for deres målsætning om top seks og med kun et enkelt point op til Hobro og AaB på henholdsvis 6. og 5. pladsen. Med en sejr ville bronze-medaljerne kun være fire point væk og alting var altså stadig i spil for FCN på dette tidspunkt. Imens var Esbjerg med kun en sejr i de sidste seks runder ved at mærke ånden i nakken fra FC Vestsjælland, med seks point ned fra Esbjergs 10. plads til FCV på 11. pladsen. Værre endda, FCV havde allerede spillet i denne runde og slået Hobro, så i realiteten var der kun tre point til en nedrykningsplads. Omvendt kunne Esbjerg med en sejr højst sandsynligt overhale SønderjyskE, der spillede senere på aftenen, og i det mindste komme en tabelplads længere væk fra nedrykningen. På Farums kunstgræs endte Esbjerg med at trække det længste gummi-granulat og kunne tage hjem med en 3-1 sejr der nok burde have sendt dem endegyldigt ud af nedrykningskampen men runden efter tabte de til SønderjyskE og så var de tilbage i suppedasen igen indtil…

2: Esbjerg fB mod FC Vestsjælland i runde 32. Scenariet var ganske enkelt, det var nummer 10, Esbjerg, mod nummer 11, FC Vestsjælland, med kun fire point imellem dem og kun en runde tilbage efter denne. Uafgjort eller en sejr til Esbjerg ville afgøre det hele, ville sikre Esbjerg mod nedrykning og dømme FC Vestsjælland til en tur ned i 1. division. Det var sådan set en nedryknings-playoff kamp. Og fordi det var i en af de sidste to runder, så var det en søndag kl. 15 sammen med resten af rundens kampe. Jeg tror ikke der blev zappet særlig meget rundt, dog, specielt ikke hvis man var Esbjerg eller Vestsjælland fan. Denne gang blev det så holdet med blå og hvide stribers tur til at komme igen efter en FC Vestsjælland føring, da to mål i anden halvleg gjorde Esbjerg til 2-1 vindere og afgjorde nedrykningskampen endegyldigt.

1: Esbjerg fB mod OB i runde 26. Det kan måske virke mærkeligt at den her kamp rangerer højere end en kamp der sendte et hold ud af ligaen på dramatiske vis, men både Esbjerg og OB havde langt højere ambitioner end at skulle ligge og spille om nedrykning. Inden kampen her lå OB på 9. pladsen kun et point foran Esbjerg på 10. pladsen. En sejr kunne sende det vindende hold op på 8. pladsen og endegyldigt væk fra nedrykningskampen. En sejr og der ville være under 10 point op til bronzepladserne. En sejr kunne åbne op for hvad som helst. Et nederlag ville betyde et farvel til den nuværende målsætning og goddag til en benhård kamp om overlevelse. Esbjerg brændte et straffe, den tidligere FCK’er Michael Jakobsen der bankede bolden over, og OB vandt 2-0. Efterfølgende røg OB ikke under en 8. plads før efter den ligegyldige 33. runde mens Esbjerg skulle helt hen til runde 32 før de kunne vide sig sikre. I de foregående 25 runder havde de to hold samlet spillet nogenlunde lige vigtige kampe, i de efterfølgende syv runder svarede det til at Esbjerg spillede en kamp mere end OB gjorde. Det endte med at være en klassisk seks-points kamp.

Nu er det sikkert ingen overraskelse at holdet der ligger nummer et på listen over samlet set vigtigste kampe gennem sæsonen er det hold der går igen i fire ud af de fem kampe vi lige har gennemgået. Esbjerg fB er nummer et på listen, som sagt med hvad der svarer til en ekstra kamp ned til OB. Det hold der måske skuffede mest sidste sæson, klart mest i forhold til deres erklærede målsætning (eller påduttede målsætning hvis man er AaB). Hvem var så nummer to på listen over færrest vigtige? Det hold der overraskede mest. Hobro.

Hvordan endte Hobro, oprykkerne som alle havde forventet ville rykke ud igen på, ja, Silkeborgsk vis, med at overraske sådan? Det var ikke deres spil. Vi har tidligere været inde på det her på siden men Hobro tillod flere skud imod per kamp end noget andet hold i ligaen. Indenfor rammen tillod de tredjeflest, kun efter de to nedrykkere. Af egne skud var de igen dårligst i ligaen, det eneste hold faktisk der i gennemsnit havde under 10 skud på mål per kamp. Indenfor rammen var de også dårligst, denne gang foran både SIF og FCV. Hobros resultater var bedre end deres spil berettigede til. De havde selvfølgelig en forfærdelig træfsikker angriber i Mads Hvilsom som stod for 40% af deres mål og det ser umiddelbart ud til at være den største forskel fra Hobro der sluttede på 7. pladsen og så Esbjerg der sluttede på 8. pladsen.

For hvorfor underpræsterede Esbjerg så i den grad? Deres topscorer var Martin Pusic med ni mål og han skiftede til FC Midtjylland i vinterpausen. Den næste på listen var Jakob Ankersen med fem, som også forlod dem midt i sæsonen. Så dårlig udnyttelse af chancer mod god udnyttelse af chancer? Esbjerg lå ihvertfald i top tre over flest skud per kamp og i top fire over flest skud indenfor rammen per kamp. Defensivt så det ikke helt lige så godt ud, men i både skud imod og skud indenfor rammen imod lå de midt i ligaen, langt bedre end Hobro.

Hvad hvis vi kigger på vigtigheden af deres kampe over en hel sæson?

vigtig1

Efter de første fem runder i sidste sæson lå Hobro på 2. pladsen med ti point, tre sejre, en uafgjort, et nederlag, en målscore på 8-3 og sejre over både Brøndby og FCK. Imens lå Esbjerg på en 11. plads med tre point, ingen sejre, tre uafgjorte, to nederlag, en målscore på 4-6 og blandt andet en uafgjort mod Silkeborg. Esbjerg kom aldrig op og møde deres målsætning om top seks, Hobro røg aldrig ned og ramme deres målsætning om en 10. plads. Esbjerg gik gennem sæsonen med enormt pres på dem hele vejen igennem, Hobro red en tidlig bølge af gode resultater, formåede ikke at tabe til deres nedrykningskonkurrenter og vandt deres point i kampe hvor man ikke forventede at de ville vinde point, mod AaB, mod FCK, mod Brøndby.

Esbjerg blev tynget ned af forventningernes pres, Hobro nåede aldrig at mærke det. Ville Hobro have kunne gøre det samme hvis de lå a’point med Silkeborg efter 5 runder? Ville Esbjerg være rendt ind i de samme problemer hvis det var dem på 2. pladsen efter fem runder? Vi kan selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed, men… nej, vel?

Det er selvfølgelig ikke hele historien, så nemt er det aldrig med sådan noget her, men skal man forklare Hobro så er Mads Hvilsom og en forrygende start på sæsonen der gjorde at man kunne spille uden rigtig at komme under pres nok alligevel et godt stykke over 50% af historien. Ligesom Esbjergs dårlige start og manglende udnyttelse af scoringschancer er det for dem. Esbjerg har ihvertfald reageret, de har hentet Nicki Bille som ny frontangriber og står allerede et point bedre efter 1. runde end de gjorde sidste år. Imens er Mads Hvilsom i Hobro erstattet af Morten Beck, der scorede 5 mål for Silkeborg sidste sæson, og Mayron George, en ukendt Costa Ricaner. De lagde ud med at tabe 3-0 til OB.

Nu skal Hobro bevise at de kan vinde de svære kampe mens Esbjerg kan håbe på lidt lettere kampe. Og så får vi se om der er andre hold der formår at flyde ovenpå som en korkprop eller bliver tvunget under. Et hold som FC Nordsjælland skal ihvertfald vogte sig for at fortsætte takterne fra deres åbningskamp meget længere. Det kan blive meget vigtigt, i sidste ende.

Artikler, Danske hold, FC København, Generelt, Superligakampe

Held og forstand i den danske liga

Det kunne være interessant at høre fra statistikkens højborg og Danmarks ultimative magtcenter om FC Midtjylland egentlig har overpræsteret i denne sæson i forhold til alle de data, de samler sammen.

Jeg husker et citat fra Rasmus Ankersens research, at Newcastle en sæson fik mange flere point, end de havde gjort sig fortjent til. Er det mon tilfældet med FC Midtjylland i år, når man tænker på, hvor mange mål de har scoret på dødbolde og hvor mange mål de har scoret til slut i kampene.

Jeg spørger bare af nysgerrighed. Det er jo ikke mig, der står på en ølkasse og siger, vi gør alting smartere, bedre og hurtigere end vores konkurrenter.

Og med de ord afslog Jan Bech Andersen ikke bare Glen Riddersholms olivengren om fælles værdier mellem FC Midtjylland og Brøndby, han satte ild til den.

Man kunne spekulere i at Jan Bech Andersen og Brøndby føler sig mere truet af FC Midtjylland end FC København netop fordi de ser ud til at sætte sig på så mange af de pladser i dansk fodbold der traditionelt er Brøndbys. Her tænker jeg ikke så meget på pladsen i ligaen, men man kunne for eksempel for nyligt se et indslag i Onside om hvor upopulære FC Midtjylland er hos resten af klubberne i ligaen, hvilket må skurre i ørere for en klub hvis fans i lang tid har råbt med på “Alle Hader Os”. Også Brøndbys hang til lemfældig omgang med sandheden i forsøg på at tale sig selv op har FCM sat sig på, senest med Claus Steinleins ode til talentudviklingen i klubben.

Der er ingen, der har stillet det geniale spørgsmål: “Kan det virkelig passe, at FC Midtjylland har udviklet fire næsten verdensklasse-stjernespillere igennem 10 år?” Jeg tænker på Simon Kjær, Winston Reid, Viktor Fischer og Pione Sisto.

Det er spillere ud over det sædvanlige, der har haft debut på landsholdet, inden de var 20 år. Det er der ikke mange akademier i Europa, der kan prale af.

På det tidspunkt havde Pione Sisto, allerede 20 år, endnu ikke fået landsholdsdebut, mens Simon Kjær var blevet 20 da han fik debut og Winston Reid hele 22 år før han kunne trække New Zealands hvide trøje over hovedet for første gang. Det efterlader Viktor Fischer og ham skal vi nok ikke kigge dybere ind i rekrutteringen af hvis vi vil undgå endnu en omgang “jamen vi er jo bare klassens frække dreng” fra det midtjyske.

Men nu skal det ikke handle så meget om FC Midtjylland men om Jan Bech Andersens spørgsmål om held og fortjente point. For Rasmus Ankersen har ganske rigtigt tidligere kigget på Newcastle og hvorvidt de rent faktisk fortjente deres femteplads dengang i 2011/12 sæsonen. Ud fra målforskel og skudforsøg kom han frem til at Newcastle nok var en 5-6 pladser højere oppe end de burde være og derfor var det ikke helt så overraskende at de blot sæsonen efter endte på en 16. plads i ligaen. Så hvordan vil Superliga-tabellen se ud hvis man ser på den slags tal? Ikke at jeg tror Jan Bech har noget at komme efter, men nu var min nysgerrighed ligesom vakt.

Og desværre Jan Bech, FCM er skam helt fortjente mestre på alle parametre. Det kan jeg ligeså godt skyde ned allerede før vi går i gang.

Kigger man kun på skudforsøg ligger FCM i toppen af ligaen, kigger man på antal scorede mål så ligger FCM i toppen af ligaen, så hvis man laver en liste over skudforsøg plus mål, så ligger FCM ikke overraskende stadig i front. Jeg har helt arbitrært valgt at skudforsøg tæller for 1/10 af scorede mål, for vildt imponerende er det jo ikke at have 500 skud på mål hvis kun 10 af dem er gået ind.

Ankersen

Og her i Ankersen+-ratingen tæller vi kun de skudforsøg der er indenfor rammen.

Ankersen+

Der kan man se at FCK’s tandløse offensiv har kostet både på mål og skudforsøg, hvilket heller ikke overrasker. Tilgengæld lidt interessant at se hvor højt Esbjerg ligger hvis man kun ser på det offensive. Deres angrebsspil er til langt mere end den 10. plads de reelt ligger på, mens AaB og Hobro begge ligner hold der ligger over hvad deres offensive spil har været til, alt efter hvilken tabel man kigger på.

Men nu kan vi jo ikke kun måle det på angrebsspillet, med fare for at Poul Hansen kigger fordi og dømmer det “ren Hawaii-bold”. Hvordan ser det ud hvis vi tager den fulde Ankersen-rating og kigger både på mål og skud for og imod?

Full Ankersen

Eller ++ udgaven med kun skud indenfor rammen?

Full Ankersen++

Nu har AaB taget springet op i nærheden af den midterplacering de reelt besidder men Esbjerg bliver også deroppe af. De er ikke længere i top tre men når vi taler held og fortjent, så ligner Esbjerg mere og mere et hold som faktisk har fortjent bedre end den nedrykningsplads de lige nøjagtigt holder fra struben. Nede på den plads finder vi istedet oprykkerne fra Hobro, som man må sige har fået det helt optimale ud af truppen, mere end de måske burde. Silkeborg og FC Vestsjælland har dog stadig sat sig solidt på de to nedrykningspladser, selv her.

Så hvis vi tager udgangspunkt i FC Midtjyllands 68 point og så går Full Ankersen++ og justerer tabellen derfra med Silkeborg i den modsatte ende som absolut nulpunkt, hvordan ville ligaen så se ud?

Justerede point

FC Københavns spil har ikke overraskende ikke været i nærheden af guldet i år og de må helt ned på en tredjeplads, omend vi taler om et par skudforsøg til forskel på dem og Brøndby. Brøndby må regnes som blandt mesterskabsfavoritterne næste sæson, og kan de bygge på det hold de har nu som man forventer at FCK gør på deres, så bliver det en yderst spændende tre-vejs duel om guldet.

I midterfeltet har Randers, AaB, FC Nordsjælland og OB alle beholdt deres plads i tabellen, faktisk er der kun to ændringer i hele den justerede tabel. Foruden Brøndby der hoppede lige op over FCK, så har Esbjerg og Hobro simpelthen byttet plads.

Den er svær at komme uden om, Esbjerg burde ligge langt højere i tabellen end de gør og det virker lidt absurd at tænke på at de faktisk stadig kan nå at rykke ned. Spørgsmålet for Esbjerg må være om det kun er et spørgsmål om fodboldens uransagelige veje og næste sæson er de tilbage i midterfeltet eller om Niels Frederiksen har fået det ud af truppen som han kan. Det ville ihvertfald være næsten kriminelt hvis de røg i 1. division.

En træner som absolut har fået maks ud af sin trup, det må så siges at være Jonas Dal. Men der kommer vi så tilbage til Newcastle som blandt andet fik sin femteplads på Papiss Cisses helt ekstreme scoringsrate som ganske enkelt ikke var holdbar i længden. I Mads Hvilsom har de (pr. dags dato) en spiller med den fjerdebedste minutter pr. mål ratio på listen over spillere med fem mål eller mere og det er med over dobbelt så mange minutter som nummer tre på listen (Djiby Fall). Faktisk er der kun to spillere i ligaen der har spillet flere minutter end ham og scoret mindst et mål. Den kommer ikke til at holde næste sæson, ikke kun fordi Hvilsom uden tvivl bliver solgt til sommer. Afløseren er fundet i Silkeborgs Morten Beck Andersen som godt nok har scoret fem mål i denne sæson, men Hvilsom er altså ansvarlig for omkring 40% af Hobros scoringer og det kommer Morten Beck ikke i nærheden af. Hobro har haft en eventyrs-sæson men næste sæson kan sagtens blive lidt af et mareridt.

Og endeligt må man sige at FC Vestsjælland og Silkeborg er fortjente nedrykkere. Med det caveat at FC Vestsjælland muligvis ikke rykker ned.

Så fortjente mestre, fortjente (mulige) nedrykkere, FC København har været dårligere end tabellen viser, Esbjerg har været bedre og Hobro får det hårdt næste sæson. Så overraskende var det alligevel ikke men nu fik jeg lov til at lege lidt med tal og så er jeg jo glad.