Den berygtede seks-points kamp

Man hører det så tit om kampe. Det er ikke her de skal få deres point. En oprykker på udebane i Parken, “det er ikke her de skal få deres point”. Eller modsat. Man ved godt som FCK fan at en tur til Viborg eller Silkeborg bare ikke er lige så vigtigt som en tur til Herning eller Brøndby.

Eller den berygtede seks-points kamp. En kamp mellem to hold der ligger tæt på hinanden i ligaen og har de samme ambitioner, om det er mesterskab eller at undgå nedrykning.

Ikke alle kampe er lige vigtige. Nogle er mere vigtige end andre og nogle skal bare overståes. Det kan ende med at betyde forskellige ting, måske kan hold ikke sætte sig ordentligt op til en mindre vigtig kamp, måske er en række af mindre vigtige kampe lige hvad et hold har brug for til at starte en god stime. Det kan tage mere på moralen at tabe en vigtig kamp end en af dem man allerede har afskrevet. Og måske kan det være med til at forklare hvorfor Hobro gjorde det så godt sidste sæson mens Esbjerg havde så store problemer.

For at finde ud af det rangerede jeg alle kampe i sidste sæson for vigtighed i forhold til en række parametre. For det første er hjemmekampe, alt andet lige, altid vigtigere end udekampe. Det hører man så ofte fra diverse eksperter, det er på hjemmebane at man skal hente sine point. Jeg kiggede på afstanden fra toppen eller bunden af tabellen. Jo tættere man er på 1. pladsen eller på nedrykningspladserne, jo vigtigere er kampen. Jeg så på holdenes målsætning, hvad de meldte ud før sæsonen, af to forskellige grunde. Det første var for at se hvor langt holdene var fra deres målsætning. Har man en målsætning om top tre og man ligger og roder rundt nede omkring en 10. plads? Jamen, så er kampene generelt vigtigere. Har man en målsætning om at undgå nedrykning men ligger oppe omkring de europæiske kval-pladser? Så er de generelt mindre vigtige, for man har et stykke vej man kan tillade sig at falde og stadig opfylde sin målsætning.

Den anden måde målsætningen har indflydelse er at jeg har sammenlignet de to holds målsætning i hver kamp. Kampe mod andre hold med samme målsætning er vigtigere for sæsonen end kampe mod hold der har andre mål for sæsonen. Det vil altid være vigtigere for SønderjyskE at slå hold som FC Vestsjælland og Silkeborg (eller Viborg og AGF i denne sæson) end FCM og FCK. Og den sidste ting jeg har taget med i overvejelserne er pointforskel mellem de to hold. Jo tættere på hinanden to hold er i ligaen, jo vigtigere er kampene mellem dem.

En sidste ting der også har indflydelse til sidst i sæsonen er at hvis man ikke længere kan nå top tre eller ikke længere kan rykke ned, så har holdets placering i ligaen mindre indflydelse. Når vi først når frem til de sidste par runder, så er SønderjyskE rimelig ligeglade med om de ender som nummer 10 eller nummer 9, så længe de ikke rykker ned.

Alt det her kom ind i en matematisk formel der gav alle kampe samme basis point og så enten trak point fra eller lagde point til alt efter holdenes placering og point-antal runde for runde, med en bonus hvis det var en hjemmekamp. Dertil kom at kampe i de første 11 runder blev vurderet som en anelse mindre vigtige end kampe i de midterste 11 runder, som så blev vurderet som en anelse mindre vigtige end kampe i de sidste 11 runder. Jo senere henne i turneringen vi kom, jo vigtigere blev de individuelle kampe altså. Forskellen på holdenes målsætning og hvor holdene lå i forhold til deres egen målsætning blev også vægtet som en anelse vigtigere tidligt i sæsonen i forhold til senere, mens afstanden fra top eller bund blev vigtigere sidst i sæsonen. Med andre ord, tidligt i sæsonen var det vigtigere for Randers at nå deres målsætning om top seks mens det senere i sæsonen blev vigtigere for dem at nå 3. pladsen end bare at holde deres top seks målsætning.

Nå ja, og sæsonens første kamp var lidt vigtigere for alle. Bare for at komme godt i gang.

Alt det gav så en runde for runde rangering af alle holdenes kampe, som man kan se nedenunder. Kampene er blevet farve-kodet for at man kan se hvilke hold der mødte hinanden, rød mødte rød, gul mødte gul. Al rundedata er taget fra Superstats.dk, hvor kampene oppefra og ned fik farverne rød, orange, gul, grøn, lyseblå, mørkeblå. Det betyder at en god tommelfinger-regel er at rød er en fredagskamp, orange en lørdagskamp, gul er den tidlige søndagskamp, grøn er den midterste søndagskamp, lyseblå er den sene søndagskamp og mørkeblå er mandagskampen. Jeg siger tommelfinger-regel fordi jeg intet har gjort ved de gange hvor, for eksempel, en sen søndagskamp på 3+ blev flyttet til lørdag og den derfor kom før de andre søndagskampe i Superstats oversigten.

Alle hold var venlige nok til at melde en målsætning ud, bortset fra AaB der kom med noget hippie-crap om at de snakkede præstationer istedet for mål, for selvfølgelig kan man ikke få de forsvarende Superliga- og pokalvindere til at sige at man ville vinde mesterskabet eller bare få medaljer. Jeg besluttede mig for at tildele dem en målsætning om top fire, fordi mindre end det ville bare blive pinligt.

Det betyder at FC København som det eneste hold havde 1. pladsen som målsætning, FC Midtjylland og Brøndby ville begge i top tre, AaB i top fire, FCN, Randers og Esbjerg meldte alle sammen ud at de ville i top seks, OB ville mærkværdigt nok i top syv, FCV ville gøre det bedre end sæsonen før hvor man blev nummer ni så jeg gav dem en målsætning om top otte og Hobro, SønderjyskE og Silkeborg ville bare undgå nedrykning, altså minimum en 10. plads.

kampvigtighed

Klik for større

Umiddelbart kan man se, for eksempel, at FCM startede med et par vigtige kampe mod Brøndby, AaB og Randers op mod FCK kampen og fik skabt sig et pænt hul fordi FCK samtidig havde en start med mindre vigtige kampe mod blandt andet de to hold der rykkede ned i sidste ende, FCV og Silkeborg, samt oprykkerne fra Hobro, og tabte point i alle tre. I resten af ligaen sad FCM sikkert på en forspring der gav dem mindre vigtige kampe end et jagtende FCK hold. Selv FCM-FCK kampen sidst på sæsonen var kun lige vigtig nok til at komme i en top 10 over sæsonens vigtigste kampe. Man sad ofte i sidste sæson og rystede lidt på hovedet over specielt Viasats insisteren på at mesterskabskampen skam stadig var piv-åben og tallene viser også at FCM relativt tidligt på sæsonen kunne begynde at føle sig sikre på mesterskabet mens FCK kæmpede for at nå deres målsætning og samtidig beskytte andenpladsen fra holdene bag dem.

I den anden ende af tabellen kan man også se hvordan Silkeborg rimelig hurtigt blev kørt agterud og konsekvent stod i kampe hvor man ikke kunne forvente at de skulle få point. Imens endte FC Vestsjælland, den nedrykker som rent faktisk var med i nedrykningskampen hele vejen igennem sæsonen, med at være nummer tre på listen over samlet vigtigste kampe. Nummer to på listen var et hold der havde højere målsætninger end at være en del af nedrykningskampen, nemlig OB, og nummer et på listen kommer vi til om lidt.

Omvendt var FC Midtjylland nummer et på listen over mindst vigtige kampe, godt hjulpet på vej af at de lukkede mesterskabet med et par runder igen og at de med deres top tre målsætning kunne lurepasse lidt i toppen af ligaen gennem den første del af sæsonen. Nummer to på listen kommer vi også til om lidt.

Jeg nævnte tidligere at FCM-FCK kun lige kom ind på en top ti liste over sæsonens vigtigste kampe og jeg giver ikke hele top ti listen men lad os tage top fem. Det vil også afsløre hvillket hold ligger nummer et på listen over vigtigste kampe.

5: Esbjerg fB mod Randers FC i runde 25. En mandagskamp hvor Randers tog til Esbjerg som nummer fire med kun et point op til Brøndby på 3. pladsen mens Esbjerg som nummer 10 var otte point fra FC Vestsjælland og en nedrykningsplads. Der blev ikke i modellen taget højde for tidligere kampresultater i samme runde, så den her kamp kunne faktisk godt være nået højere på listen fordi Brøndby om søndagen havde tabt til Hobro mens FC Vestsjælland om lørdagen vandt over AaB. Begge hold havde altså brug for en sejr, for Randers var 3. pladsen snublende tæt på mens Esbjerg blev presset af et fremstormende FC Vestsjælland hold. Måske var det kampens vigtighed der satte sig i holdene, for en must-win kamp blev til en can’t-lose kamp og en 0-0 løsning.

4: OB mod FC Vestsjælland i runde 23. Endnu en mandagskamp hvor ti point adskilte nummer 10, OB, fra nummer 11, FC Vestsjælland. For FC Vestsjælland var det ved at være sidste udkald hvis man skulle koble sig på OB, Esbjerg og SønderjyskE over dem, mens OB med en sejr kunne overhale Esbjerg og tage vigtige skridt væk fra nedrykningspladserne. FC Vestsjælland havde ikke vundet i over ti runder, siden Silkeborg på udebane i runde 12, men mod OB blev det endelig til en sejr da de kom tilbage efter et OB-mål efter kun tre minutter og vandt med 2-1. I de næste ti runder hev FCV i alt 18 hjem, over halvdelen af deres samlede point-total, og det startede med kampen mod OB.

3: FC Nordsjælland mod Esbjerg fB i runde 29. En tidlig mandagskamp, fra en runde med to af dem, så FC Nordsjælland på en 7. plads, lige uden for deres målsætning om top seks og med kun et enkelt point op til Hobro og AaB på henholdsvis 6. og 5. pladsen. Med en sejr ville bronze-medaljerne kun være fire point væk og alting var altså stadig i spil for FCN på dette tidspunkt. Imens var Esbjerg med kun en sejr i de sidste seks runder ved at mærke ånden i nakken fra FC Vestsjælland, med seks point ned fra Esbjergs 10. plads til FCV på 11. pladsen. Værre endda, FCV havde allerede spillet i denne runde og slået Hobro, så i realiteten var der kun tre point til en nedrykningsplads. Omvendt kunne Esbjerg med en sejr højst sandsynligt overhale SønderjyskE, der spillede senere på aftenen, og i det mindste komme en tabelplads længere væk fra nedrykningen. På Farums kunstgræs endte Esbjerg med at trække det længste gummi-granulat og kunne tage hjem med en 3-1 sejr der nok burde have sendt dem endegyldigt ud af nedrykningskampen men runden efter tabte de til SønderjyskE og så var de tilbage i suppedasen igen indtil…

2: Esbjerg fB mod FC Vestsjælland i runde 32. Scenariet var ganske enkelt, det var nummer 10, Esbjerg, mod nummer 11, FC Vestsjælland, med kun fire point imellem dem og kun en runde tilbage efter denne. Uafgjort eller en sejr til Esbjerg ville afgøre det hele, ville sikre Esbjerg mod nedrykning og dømme FC Vestsjælland til en tur ned i 1. division. Det var sådan set en nedryknings-playoff kamp. Og fordi det var i en af de sidste to runder, så var det en søndag kl. 15 sammen med resten af rundens kampe. Jeg tror ikke der blev zappet særlig meget rundt, dog, specielt ikke hvis man var Esbjerg eller Vestsjælland fan. Denne gang blev det så holdet med blå og hvide stribers tur til at komme igen efter en FC Vestsjælland føring, da to mål i anden halvleg gjorde Esbjerg til 2-1 vindere og afgjorde nedrykningskampen endegyldigt.

1: Esbjerg fB mod OB i runde 26. Det kan måske virke mærkeligt at den her kamp rangerer højere end en kamp der sendte et hold ud af ligaen på dramatiske vis, men både Esbjerg og OB havde langt højere ambitioner end at skulle ligge og spille om nedrykning. Inden kampen her lå OB på 9. pladsen kun et point foran Esbjerg på 10. pladsen. En sejr kunne sende det vindende hold op på 8. pladsen og endegyldigt væk fra nedrykningskampen. En sejr og der ville være under 10 point op til bronzepladserne. En sejr kunne åbne op for hvad som helst. Et nederlag ville betyde et farvel til den nuværende målsætning og goddag til en benhård kamp om overlevelse. Esbjerg brændte et straffe, den tidligere FCK’er Michael Jakobsen der bankede bolden over, og OB vandt 2-0. Efterfølgende røg OB ikke under en 8. plads før efter den ligegyldige 33. runde mens Esbjerg skulle helt hen til runde 32 før de kunne vide sig sikre. I de foregående 25 runder havde de to hold samlet spillet nogenlunde lige vigtige kampe, i de efterfølgende syv runder svarede det til at Esbjerg spillede en kamp mere end OB gjorde. Det endte med at være en klassisk seks-points kamp.

Nu er det sikkert ingen overraskelse at holdet der ligger nummer et på listen over samlet set vigtigste kampe gennem sæsonen er det hold der går igen i fire ud af de fem kampe vi lige har gennemgået. Esbjerg fB er nummer et på listen, som sagt med hvad der svarer til en ekstra kamp ned til OB. Det hold der måske skuffede mest sidste sæson, klart mest i forhold til deres erklærede målsætning (eller påduttede målsætning hvis man er AaB). Hvem var så nummer to på listen over færrest vigtige? Det hold der overraskede mest. Hobro.

Hvordan endte Hobro, oprykkerne som alle havde forventet ville rykke ud igen på, ja, Silkeborgsk vis, med at overraske sådan? Det var ikke deres spil. Vi har tidligere været inde på det her på siden men Hobro tillod flere skud imod per kamp end noget andet hold i ligaen. Indenfor rammen tillod de tredjeflest, kun efter de to nedrykkere. Af egne skud var de igen dårligst i ligaen, det eneste hold faktisk der i gennemsnit havde under 10 skud på mål per kamp. Indenfor rammen var de også dårligst, denne gang foran både SIF og FCV. Hobros resultater var bedre end deres spil berettigede til. De havde selvfølgelig en forfærdelig træfsikker angriber i Mads Hvilsom som stod for 40% af deres mål og det ser umiddelbart ud til at være den største forskel fra Hobro der sluttede på 7. pladsen og så Esbjerg der sluttede på 8. pladsen.

For hvorfor underpræsterede Esbjerg så i den grad? Deres topscorer var Martin Pusic med ni mål og han skiftede til FC Midtjylland i vinterpausen. Den næste på listen var Jakob Ankersen med fem, som også forlod dem midt i sæsonen. Så dårlig udnyttelse af chancer mod god udnyttelse af chancer? Esbjerg lå ihvertfald i top tre over flest skud per kamp og i top fire over flest skud indenfor rammen per kamp. Defensivt så det ikke helt lige så godt ud, men i både skud imod og skud indenfor rammen imod lå de midt i ligaen, langt bedre end Hobro.

Hvad hvis vi kigger på vigtigheden af deres kampe over en hel sæson?

vigtig1

Efter de første fem runder i sidste sæson lå Hobro på 2. pladsen med ti point, tre sejre, en uafgjort, et nederlag, en målscore på 8-3 og sejre over både Brøndby og FCK. Imens lå Esbjerg på en 11. plads med tre point, ingen sejre, tre uafgjorte, to nederlag, en målscore på 4-6 og blandt andet en uafgjort mod Silkeborg. Esbjerg kom aldrig op og møde deres målsætning om top seks, Hobro røg aldrig ned og ramme deres målsætning om en 10. plads. Esbjerg gik gennem sæsonen med enormt pres på dem hele vejen igennem, Hobro red en tidlig bølge af gode resultater, formåede ikke at tabe til deres nedrykningskonkurrenter og vandt deres point i kampe hvor man ikke forventede at de ville vinde point, mod AaB, mod FCK, mod Brøndby.

Esbjerg blev tynget ned af forventningernes pres, Hobro nåede aldrig at mærke det. Ville Hobro have kunne gøre det samme hvis de lå a’point med Silkeborg efter 5 runder? Ville Esbjerg være rendt ind i de samme problemer hvis det var dem på 2. pladsen efter fem runder? Vi kan selvfølgelig ikke vide det med sikkerhed, men… nej, vel?

Det er selvfølgelig ikke hele historien, så nemt er det aldrig med sådan noget her, men skal man forklare Hobro så er Mads Hvilsom og en forrygende start på sæsonen der gjorde at man kunne spille uden rigtig at komme under pres nok alligevel et godt stykke over 50% af historien. Ligesom Esbjergs dårlige start og manglende udnyttelse af scoringschancer er det for dem. Esbjerg har ihvertfald reageret, de har hentet Nicki Bille som ny frontangriber og står allerede et point bedre efter 1. runde end de gjorde sidste år. Imens er Mads Hvilsom i Hobro erstattet af Morten Beck, der scorede 5 mål for Silkeborg sidste sæson, og Mayron George, en ukendt Costa Ricaner. De lagde ud med at tabe 3-0 til OB.

Nu skal Hobro bevise at de kan vinde de svære kampe mens Esbjerg kan håbe på lidt lettere kampe. Og så får vi se om der er andre hold der formår at flyde ovenpå som en korkprop eller bliver tvunget under. Et hold som FC Nordsjælland skal ihvertfald vogte sig for at fortsætte takterne fra deres åbningskamp meget længere. Det kan blive meget vigtigt, i sidste ende.

Held og forstand i den danske liga

Det kunne være interessant at høre fra statistikkens højborg og Danmarks ultimative magtcenter om FC Midtjylland egentlig har overpræsteret i denne sæson i forhold til alle de data, de samler sammen.

Jeg husker et citat fra Rasmus Ankersens research, at Newcastle en sæson fik mange flere point, end de havde gjort sig fortjent til. Er det mon tilfældet med FC Midtjylland i år, når man tænker på, hvor mange mål de har scoret på dødbolde og hvor mange mål de har scoret til slut i kampene.

Jeg spørger bare af nysgerrighed. Det er jo ikke mig, der står på en ølkasse og siger, vi gør alting smartere, bedre og hurtigere end vores konkurrenter.

Og med de ord afslog Jan Bech Andersen ikke bare Glen Riddersholms olivengren om fælles værdier mellem FC Midtjylland og Brøndby, han satte ild til den.

Man kunne spekulere i at Jan Bech Andersen og Brøndby føler sig mere truet af FC Midtjylland end FC København netop fordi de ser ud til at sætte sig på så mange af de pladser i dansk fodbold der traditionelt er Brøndbys. Her tænker jeg ikke så meget på pladsen i ligaen, men man kunne for eksempel for nyligt se et indslag i Onside om hvor upopulære FC Midtjylland er hos resten af klubberne i ligaen, hvilket må skurre i ørere for en klub hvis fans i lang tid har råbt med på “Alle Hader Os”. Også Brøndbys hang til lemfældig omgang med sandheden i forsøg på at tale sig selv op har FCM sat sig på, senest med Claus Steinleins ode til talentudviklingen i klubben.

Der er ingen, der har stillet det geniale spørgsmål: “Kan det virkelig passe, at FC Midtjylland har udviklet fire næsten verdensklasse-stjernespillere igennem 10 år?” Jeg tænker på Simon Kjær, Winston Reid, Viktor Fischer og Pione Sisto.

Det er spillere ud over det sædvanlige, der har haft debut på landsholdet, inden de var 20 år. Det er der ikke mange akademier i Europa, der kan prale af.

På det tidspunkt havde Pione Sisto, allerede 20 år, endnu ikke fået landsholdsdebut, mens Simon Kjær var blevet 20 da han fik debut og Winston Reid hele 22 år før han kunne trække New Zealands hvide trøje over hovedet for første gang. Det efterlader Viktor Fischer og ham skal vi nok ikke kigge dybere ind i rekrutteringen af hvis vi vil undgå endnu en omgang “jamen vi er jo bare klassens frække dreng” fra det midtjyske.

Men nu skal det ikke handle så meget om FC Midtjylland men om Jan Bech Andersens spørgsmål om held og fortjente point. For Rasmus Ankersen har ganske rigtigt tidligere kigget på Newcastle og hvorvidt de rent faktisk fortjente deres femteplads dengang i 2011/12 sæsonen. Ud fra målforskel og skudforsøg kom han frem til at Newcastle nok var en 5-6 pladser højere oppe end de burde være og derfor var det ikke helt så overraskende at de blot sæsonen efter endte på en 16. plads i ligaen. Så hvordan vil Superliga-tabellen se ud hvis man ser på den slags tal? Ikke at jeg tror Jan Bech har noget at komme efter, men nu var min nysgerrighed ligesom vakt.

Og desværre Jan Bech, FCM er skam helt fortjente mestre på alle parametre. Det kan jeg ligeså godt skyde ned allerede før vi går i gang.

Kigger man kun på skudforsøg ligger FCM i toppen af ligaen, kigger man på antal scorede mål så ligger FCM i toppen af ligaen, så hvis man laver en liste over skudforsøg plus mål, så ligger FCM ikke overraskende stadig i front. Jeg har helt arbitrært valgt at skudforsøg tæller for 1/10 af scorede mål, for vildt imponerende er det jo ikke at have 500 skud på mål hvis kun 10 af dem er gået ind.

Ankersen

Og her i Ankersen+-ratingen tæller vi kun de skudforsøg der er indenfor rammen.

Ankersen+

Der kan man se at FCK’s tandløse offensiv har kostet både på mål og skudforsøg, hvilket heller ikke overrasker. Tilgengæld lidt interessant at se hvor højt Esbjerg ligger hvis man kun ser på det offensive. Deres angrebsspil er til langt mere end den 10. plads de reelt ligger på, mens AaB og Hobro begge ligner hold der ligger over hvad deres offensive spil har været til, alt efter hvilken tabel man kigger på.

Men nu kan vi jo ikke kun måle det på angrebsspillet, med fare for at Poul Hansen kigger fordi og dømmer det “ren Hawaii-bold”. Hvordan ser det ud hvis vi tager den fulde Ankersen-rating og kigger både på mål og skud for og imod?

Full Ankersen

Eller ++ udgaven med kun skud indenfor rammen?

Full Ankersen++

Nu har AaB taget springet op i nærheden af den midterplacering de reelt besidder men Esbjerg bliver også deroppe af. De er ikke længere i top tre men når vi taler held og fortjent, så ligner Esbjerg mere og mere et hold som faktisk har fortjent bedre end den nedrykningsplads de lige nøjagtigt holder fra struben. Nede på den plads finder vi istedet oprykkerne fra Hobro, som man må sige har fået det helt optimale ud af truppen, mere end de måske burde. Silkeborg og FC Vestsjælland har dog stadig sat sig solidt på de to nedrykningspladser, selv her.

Så hvis vi tager udgangspunkt i FC Midtjyllands 68 point og så går Full Ankersen++ og justerer tabellen derfra med Silkeborg i den modsatte ende som absolut nulpunkt, hvordan ville ligaen så se ud?

Justerede point

FC Københavns spil har ikke overraskende ikke været i nærheden af guldet i år og de må helt ned på en tredjeplads, omend vi taler om et par skudforsøg til forskel på dem og Brøndby. Brøndby må regnes som blandt mesterskabsfavoritterne næste sæson, og kan de bygge på det hold de har nu som man forventer at FCK gør på deres, så bliver det en yderst spændende tre-vejs duel om guldet.

I midterfeltet har Randers, AaB, FC Nordsjælland og OB alle beholdt deres plads i tabellen, faktisk er der kun to ændringer i hele den justerede tabel. Foruden Brøndby der hoppede lige op over FCK, så har Esbjerg og Hobro simpelthen byttet plads.

Den er svær at komme uden om, Esbjerg burde ligge langt højere i tabellen end de gør og det virker lidt absurd at tænke på at de faktisk stadig kan nå at rykke ned. Spørgsmålet for Esbjerg må være om det kun er et spørgsmål om fodboldens uransagelige veje og næste sæson er de tilbage i midterfeltet eller om Niels Frederiksen har fået det ud af truppen som han kan. Det ville ihvertfald være næsten kriminelt hvis de røg i 1. division.

En træner som absolut har fået maks ud af sin trup, det må så siges at være Jonas Dal. Men der kommer vi så tilbage til Newcastle som blandt andet fik sin femteplads på Papiss Cisses helt ekstreme scoringsrate som ganske enkelt ikke var holdbar i længden. I Mads Hvilsom har de (pr. dags dato) en spiller med den fjerdebedste minutter pr. mål ratio på listen over spillere med fem mål eller mere og det er med over dobbelt så mange minutter som nummer tre på listen (Djiby Fall). Faktisk er der kun to spillere i ligaen der har spillet flere minutter end ham og scoret mindst et mål. Den kommer ikke til at holde næste sæson, ikke kun fordi Hvilsom uden tvivl bliver solgt til sommer. Afløseren er fundet i Silkeborgs Morten Beck Andersen som godt nok har scoret fem mål i denne sæson, men Hvilsom er altså ansvarlig for omkring 40% af Hobros scoringer og det kommer Morten Beck ikke i nærheden af. Hobro har haft en eventyrs-sæson men næste sæson kan sagtens blive lidt af et mareridt.

Og endeligt må man sige at FC Vestsjælland og Silkeborg er fortjente nedrykkere. Med det caveat at FC Vestsjælland muligvis ikke rykker ned.

Så fortjente mestre, fortjente (mulige) nedrykkere, FC København har været dårligere end tabellen viser, Esbjerg har været bedre og Hobro får det hårdt næste sæson. Så overraskende var det alligevel ikke men nu fik jeg lov til at lege lidt med tal og så er jeg jo glad.

I rygtemøllens stride strøm

    Efter et sommervindue sidste år hvor der blev brugt over 120 millioner kroner på truppen og et vintervindue hvor transferbudgettet bestod af flaskepant og hvad man nu fandt i fællessofaen ude på 10’eren, så er det forståeligt hvis man var lidt nervøs for at de der 30% ekstra i spillerbudgettet allerede var brugt op og at sommerens vindue ville blive lidt mindre ekseptionelt end man havde håbet.

Men for at låne lidt fra en gammel reklame, så kom der en delårsrapport på bordet og pludselig blev rygtemøllen meget bedre. Sikkert er det at der skal hentes spillere til sommer og nu ser det ud til at transferbudgettet har fået endnu et nøk i vejret og straks vrimler det frem med historier, rygter, påstande og ideer. Så giver vel kun mening at kigge lidt på dem?

    Der har været lidt delte meninger om det rygte som både EkstraBladets Michael Qureshi og BTs Søren Sorgenfri har skrevet om, højrebacken Peter Ankersen til FCK fra RB Salzburg, muligvis på en lejeaftale. Der er dem der mener at det er et oplagt transfer hvis Ankersen og Salzburg begge er enige om at Ankersen må videre og så dem der mener at det ikke giver mening at hente endnu en højreback til klubben og at det enten må være som højrefløj man kigger på Ankersen eller at hele historien er en and.

Jeg tilhører den første gruppe. Jeg er en af dem der mener at det største offensive problem i FC København ikke er angriberne men kanterne, både backs og fløje. Efter et halvt år med en Pierre Bengtsson der led af metaltræthed så har Ludwig Augustinsson virkelig givet vores venstreside et løft, selv når det er den tomme skal af Rurik Gislason der spiller på fløjen derude. Det samme kan man ikke sige at Tom Høgli har gjort i modsatte side, hvor flink en mand han end er uden for banen. Det offensive spil har aldrig været Høglis største force og selv i kampe hvor han får masser af plads at løbe på er han oftest tilbøjelig til at tage sin position tre-fire meter bag hvor det bliver rigtigt farligt og spilleren der har vendt med bolden og nu gerne vil smide den dybt i højreside skal lige holde på den i fem, ti sekunder før det går op for Høgli at det er nu han skal være offensivt indstillet.

Nu ved jeg der sidder folk der mener at jeg negligerer hans værdi i det defensive spil og det er sandt at han er en rigtig solid forsvarsspiller, specielt i duelspillet. Jeg er personlig ikke altid glad for hans måde at positionere sig når han ikke er mand-mand, jeg synes alt for ofte at han stiller sig for langt ind i banen og ikke orienterer sig nok mod den fløjspiller han har ansvaret for. Men mere end det, så er han ganske enkelt for dårlig offensivt til at det ophæves af hans gode defensiv. Angrebsspillet over højre side bliver forsinket for meget og udført med for lav kvalitet til at man kan fortsætte med ham som fast mand på backen. Han er en fremragende spiller at have til de europæiske kampe, men ikke mod SønderjyskE eller FC Vestsjælland.

Så har vi Christoffer Remmer, det unge talent der har vist gode offensive takter efter han kom tilbage fra sin længere skadespause, ihvertfald i de kampe hvor han har fået lov til at spille back istedet for central midt. Hvad med Remmer, siger folk, skal vi ikke hellere satse på ham end på Peter Ankersen? Og han er virkelig et talent på backen, Remmer, absolut. Men han er stadig ikke på det niveau som Peter Ankersen viste i hans tid i Esbjerg. Og vi ved reelt ikke om han vil være i stand til at nå det niveau eller om han bare kan holde sit nuværende niveau hvis han pludselig skal være fast mand og spille mellem 30 og 40 kampe på en sæson. Det ville på en sæson være flere kampe end han har spillet i de sidste tre sæsoner tilsammen. Kan det mentale holde til det? Kan fysikken? Det ville være et sats, selvom han helt sikkert har vist nok til at jeg ville være villig til at tage det sats hvis det ikke lige var Peter Ankersen der bankede på.

Det skal med, jeg ser ikke højreback som en position vi død og pine skal ud og forstærke os på. Det er lidt en »gratis omgang« med Peter Ankersen, forstået på den måde at hvis det ikke lykkes med ham, jamen så kører vi videre med hvad vi har. Vi skal ikke ud i plan B eller næste navn på listen. Men kan man finde en en løsning som passer alle parter, så er Peter Ankersen i mine øjne en no-brainer af en forstærkning, en spiller som fra dag et ville gå ind og gøres vores offensiv bedre.

Hvorfor? Fordi han er løbestærk, han er hurtig, han er villig til at udfordre begge veje rundt og han kan lægge et enormt pres på modstanderholdet med sin angrebsivrighed. Samtidig sparker han hårdt og præcist og er i stand til at afslutte med kompetent med venstre, hvilket igen giver ham mulighed for også at true ind i banen. Og så har han præcis det som Ståle i flere omgange har efterspurgt. EkstraBladet kalder ham Ståles ønskespiller og jeg vil vædde på at det i høj grad er fordi han har den indstilling som Ståle vil se i flere spillere og den indstilling som hverken Høgli eller Remmer har. Peter Ankersen vil score mål. Peter Ankersen ser det som en del af hans ansvar at score mål. Hvilket er noget vi ikke har set i en højreback siden Zdenek Pospech og skal jeg umiddelbart pege på en sammenligning til den mulige backduo Augustinsson/Ankersen, så ville det netop være Wendt/Pospech.

Jeg tror og håber på Peter Ankersen, jeg synes det er et indlysende transfermål der ville betyde meget for vores offensive spil.

    Det bliver ikke alle sammen lige så lange passager som det blev om Peter Ankersen. For eksempel har jeg ikke set det store til den svenske midterforsvarer Filip Helander, bortset fra de par Malmö kampe i Champions League som man nu ikke kunne komme uden om. Han er høj, venstrebenet og efter alt at dømme, ganske god. Den norske avis VG har ham på deres årlige bud på et nordisk landshold ved siden af Simon Kjær og altså blandt andet foran alle tre af vores nuværende midterforsvarere. I Malmö er han så småt røget af holdet, ikke fordi han ikke er god nok men fordi han har kontraktudløb til vinter og allerede har fået lov til at forlade klubben til sommer og Malmö vil derfor gerne spille deres nye forsvar sammen. Det er ikke sikkert at Malmö ville være alt for glade for at miste en spiller til FC København, men med kontraktudløb til vinter kan FCK skrive kontrakt med Helander uden om Malmö og så forhandle med dem om et sommertransfer, endda i en situation hvor Malmö reelt intet har at vinde på at sætte hårdt mod hårdt i forhandlingerne.

Så langt, så godt, men er han så ikke for god til FCK? Ikke at det skal stoppe os, vi elsker jo at signe specielt midterforsvarere der er »for gode til FCK«, et skudsmål som både Daniel Amartey og Brede Hangeland fik med på vejen. Men interesse må der også være fra andre klubber i større ligaer end den danske. Panathinaikos har blandt andet været inde i billedet og vildt overraskende er det næppe hvis konkurrencen ender med at blive ganske hård om den unge svensker. Har vi så en chance? Så skal det være for sikkerhedens skyld, samme grund som Ludwig Augustinsson valgte os. Det er næppe gået Helanders næse helt forbi at ikke alle Allsvenskan eksportvarer klarer turen lige godt. Bare i Malmö har han set spillere som Guillermo Molins og Agon Mehmeti gå fra at være store stjerner i Malmö til at sidde på bænken i udlandet og nu endt tilbage i Malmö. Eller værre, han har set Erik Friberg og Daniel Larsson tage til henholdsvis Bologna og Valladolid og begge er nu endt i Esbjerg. Også en spiller som Jiloan Hamad sidder nu fast i udlandet og Pontus Jansson, Helanders tidligere makker i forsvaret, sidder på bænken i Torino. Ideen om at kunne tage til udlandet, blive udlandsprofessionel og samtidig være inden for køreafstand af familie og venner? Det kan sagtens være at det trækker mere end for eksempel en tur til Panathinaikos og den græske liga. Ikke mindst hvis han spørger spillere som Mattias Bjärsmyr eller Emir Bajrami der begge har haft mindre heldige ophold i netop Panathinaikos og nu begge er tilbage i den svenske liga.

Sikkert er det ihvertfald at hvis man kan hente en spiller som Helander i en så fordelagtig transfersituation, så skal man prøve. Efter en alt andet en overbevisende første sæson for Pelle Nilsson og en Mikael Antonsson der rammer de 34 om et par uger, samt et fortsat tvivlsomt skadesforløb for Kris Stadsgaard, så er der absolut plads til en spiller som Helander i truppen. Spørgsmålet er så om der også er det i lønbudgettet og generelt må Helander tænkes som lidt samme situation som Ankersen, en ekstra appelsin i turbanen hvis det lykkedes men ikke nødvendigvis en plads hvor vi skal være aktive på markedet hvis det glipper.

    Det skulle da lige være hvis en anden appelsin faldt ned istedet. Andreas Bjelland ser snart ud til at være fortid hos økonomisk trængte Twente. Umiddelbart ligner han et lige så godt match som Helander, venstrebenet midterforsvarer på landsholdsniveau, men både skadesproblemer og de estimerede to millioner Euro Twente eftersigende sigter efter gør at Bjelland ikke er lige så oplagt som den unge svensker. Han vil uden tvivl blive nævnt i forbindelse med FCK, men jeg tror ikke på den.

    På den centrale midt har jeg allerede skrevet en del om William Kvist, hvorpå han gik ud i pressen og fortalte at han stadig mente han havde fem år mere på topplan og at han gerne ville spille mere Premier League. Det er umiddelbart mere end svært at forestille sig en Premier League klub der ville binde sig an med en spiller der havde svært ved at spille sig på holdet hos Championship nedrykkerne Wigan og lige så svært er det for mig at forestille sig FC København være interesseret i en 35-årig William Kvist, så på et par dage gik vi fra at Kvist til FCK som et oplagt transfer fra alle sider til at William Kvist nok desværre har spillet sin sidste kamp for FCK. Desværre ikke mindst fordi det netop lå lige til højrebenet, men forhåbentlig finder Kvist sig en klub hvor han kan få karrieren på ret køl igen.

    Bortset fra Kvist, så tvivler jeg på at vi kigger på den centrale midtbane medmindre der kommer et pludseligt salg og Ståles udtalelser om det tyder da også på at man vil holde på den unge stamme man har bygget op efterhånden. Skulle der alligevel komme et overraskende godt bud på en spiller som Thomas Delaney eller et bud i Cornelius-klassen på Amartey, så ville jeg ikke blive overrasket hvis klubben og Jesper Jansson holdt øje med hvordan situationen ser ud for sydafrikanske May Mahlangu i tyrkiske Konyaspor. Mahlangu var i tiden hos Helsingborgs IF en af de bedste midtbanespillere i ligaen og netop en type som kunne noget frem af banen. Samtidig kan man i bedste Atiba Hutchinson-stil lægge ham ud på en kant hvis det bliver nødvendigt og efter et par et-årige kontrakter hos IFK Göteborg og Konyaspor ville han næppe være den helt store byrde på budgettet.

    Når det kommer til højrekanten, så må man allerførst kigge på det mest oplagte navn. Den tidligere AaBer som nu sidder udenfor i Twente, Kasper Kusk. Kusk ville være en »omvendt fløj«, en venstrebenet spiller der fra højresiden trækker ind i banen og truer mod mål samtidig med at han åbner op for en offensiv back. I tiden i AaB var Kusk både målfarlig og målskabende med et fint flow med bolden og et godt blik for spillet. Han er typemæssigt en spiller der ville gå direkte ind på holdet og gøre det bedre. Specielt med den kontrollerende men defensive centrale midtbane ville en spiller som Kusk bidrage med noget offensivt henover midten, i samme stil som Nicolai Jørgensen gjorde det dengang han stadig var kant.

Hvad er argumentet imod? For det første, hvem ved egentlig hvor god Kasper Kusk er nu? Nicklas Helenius kom hjem til AaB efter et år hos Aston Villa og virkede meget langt fra fordums styrke. Nu havde Helenius en meget hård tid rent mentalt hos Villa og det er ikke så overraskende at sådan noget både sætter sig i en spiller og er svært at ryste af sig, men hvordan har Kasper Kusk reageret på sin deroute? Og generelt, hvor svært vil han have ved at være god på et hold der ikke nødvendigvis allerede er det? Hans gennembrud i AaB kom i en sæson hvor alt lykkedes og det er altid nemmere at være god når det går godt.

For det andet, er han reelt det klubben mangler? Kasper Kusk er, eller var, en rigtig god boldspiller men hvor meget af den X-faktor som Ståle har efterlyst har han i sig? Er han typen der gør det overraskende eller er han typen som gør det forventede, bare rigtig, rigtig godt? Han vil næsten uden tvivl gøre os til et bedre hold, men vil han »kun« gøre os bedre til at gøre det vi allerede gør?

Og tredje og sidst, vil han overhovedet til FCK? Ikke bare er der hård konkurrence fra FCM, Brøndby og eftersigende også OB, men AaB har også vist interesse i deres »fortabte søn« og det kan sagtens vise sig svært at hamle op med de velkendte omgivelser i det jyske. AaBs økonomi er godt nok stadig presset, men for nylig udtalte en anden hjemvendt AaB-dreng, Nicklas Helenius, at førsteprioriteten til sommer var et transfer til en dansk klub efter leje-aftalen med AaB er ovre. At han præciserede dansk fodbold over AaB specifikt kunne godt få en til at lege med tanken om at AaB har fortalt Helenius at de kun har råd til at gå efter en af ham og Kusk og at valget er faldet på Kusk.

Alt det til trods, så er Kusk stadig favoritten til pladsen på højrekanten og specielt hvis man samtidig lander Peter Ankersen til højrebacken, så kan jeg sagtens se de to blive et farligt makkerpar der virkelig kan genoplive fløjen.

    Det andet oplagte navn på listen er OBs Rasmus Falk, en spiller som efterhånden må have udtjent sin værnepligt i det fynske og også en spiller der både har fortjent og har behov for at komme til et højere niveau end de sørgelige rester af OB. Hans statistik er ikke på højde med Kasper Kusks tid i AaB, men hvor Kusk havde muligheden for at være god med de gode, så har Rasmus Falk været nødt til at være god med Darko Bodul og Mikkel Kirkeskov.

Han har så været god. Hvor problemet med Kusk måske ville være mangel på X-faktor, så er Rasmus Falk netop typen man kan forvente gøre det uventede. Foruden de hurtige fødder har han også et rigtigt godt blik for de der små stikninger i feltet eller til en fremstormende back. Under Troels Bech var han fast højrefløj i en 4-4-2, selvom overraskende mange mennesker jeg har talt med var overbevist om at han kun har spillet hængende angriber eller 4-3-3 fløj. Han er faktisk overraskende god til at tage de defensive løb ude på kanten og specielt i presspillet er han ekstrem villig til at tage de der ekstra meter der skal til.

Problemet er at han ikke har scoret nok for OB. Og han har ikke skabt nok mål for OB. Selv når man tager højde for forskellen mellem et AaB hold der vandt det danske mesterskab og et OB hold der blev nummer otte i ligaen, så var Kasper Kusk simpelthen en større andel af AaBs mål end Rasmus Falk var det for OB. Hvis Falk skal gøre en rigtig forskel hos FCK, så skal han tage det næste skridt i sin udvikling, men kan han det?

Omvendt kan man sige, tager han det næste skridt et andet sted end hos FCK, så er han også endegyldigt tabt for FCK. Med et år tilbage på kontrakten er det uanset nu han skal videre hvis OB skal tjene penge på ham. Jeg så ham meget gerne i FCK, det skal jeg ærligt indrømme, jeg er en fan. Det er svært at vælge ham over en Kasper Kusk i mesterskabsform, men hvis han ikke er det eller hvis AaB trækker for meget i ham, så ville jeg været ovenud tilfreds med Rasmus Falk i den hvide trøje.

    Når vi nu er i OB, så bliver jeg næsten nødt til også at nævne Emil Larsen. Han har ikke været imponerende i denne sæson. Han har været ganske forfærdelig, faktisk. Men vi ved alle at han er bedre end det og samtidig ville han være en rigtig billig løsning der kunne dække begge kanter. Jeg tror ikke på at klubben ville hente ham som den store satsning på kanten, men som supplement til en Kusk eller Falk, eventuelt som erstatning for Rurik Gislason, der ville Emil Larsen måske være værd at tage en chance på.

Selvom jeg indrømmer det ikke lugter af dansk mesterskab sådan at skumme fløden hos OBs nedrykningskandidater.

    En mere oplagt spiller at nævne som også er meget alsidig og kan dække det meste af midtbanen ville så være Nicolaj Thomsen der også slog igennem i AaBs mesterskabssæson. Han har ikke vist helt det samme niveau efterfølgende og har været lidt ramt af skader, men han er en teknisk velfunderet midtbanespiller der af flere er blevet betegnet som typemæssigt en spiller der ville passe godt ind hos FCK.

Men han er næppe billig, kontrakten med AaB løber til udgangen af 2016, han vil selv til udlandet, hans styrker ligger lidt ligesom Kusk mere i holdspillet end det individuelle og så gør han det bedst i venstresiden hvor han kan trække ind i banen. Som højrekant ville hans manglende fart gøre det svært at udfordre mod baglinjen mens det vil være mindre naturligt for ham at trække ind i banen til det svagere venstreben. Med Verbic allerede landet er rollen som talentfuld ung venstrekant besat og så tror jeg ikke at Thomsen bliver set som løsningen på vores højrekant.

    Men med den økonomiske udmelding der kom fra PS&Es side, så bliver jeg også nødt til at nævne den frække løsning til højrekanten, Uffe Bech fra FC Nordsjælland. Et transfer til Mainz blev aldrig til noget og bliver nu næppe til noget. FC Midtjylland var ude efter ham da Igboun var i kinesisk søgelys men det blev ikke til noget. Nu er der ikke længere et oplagt sted for ham at lande i udlandet og efter et skadesforløb har han brugt det meste af forårssæsonen på at prøve at finde tilbage til sit tidligere niveau. Alt i alt åbner det døren på klem for et talent som egentlig var uden for rækkevidde. En spiller som kan stort set det hele, hurtig, udfordrende, teknisk stærk, målfarlig, godt blik for spillet, en spiller som ligesom Kusk kan starte på højrekanten og udfordre indover midten, endda i høj fart med bolden på fødderne. En utrolig irriterende spiller at spille overfor, det tror jeg en del FCK fans kan skrive under på, men samtidig en spiller som alle gerne vil have på eget hold.

Han ville næppe være billig, han vil på nuværende tidspunkt måske ikke engang være interesseret hvis der er bud fra udlandet og der er altid det gamle spøgelse i FCK når det kommer til en spiller som skabte sit navn i et 4-3-3 system, kan han omstille sig til en 4-4-2 hvor han også skal arbejde baglæns? Men vi taler altså om en 21-årig dansk landsholdsspiller der kan dække begge kanter og pladsen som hængende angriber, som efter danske forhold allerede er blandt de bedste i ligaen og næsten kun kan blive bedre. Jeg tvivler på den, men jeg kan godt lide ideen.

    I angrebet er der stort set kun et navn. Nicklas Bendtner. Et navn der snart er ligeså forventet som det er urealistisk. Selvfølgelig skal Nicklas Bendtner ikke rende rundt og spille i den danske liga. Alligevel er man snart nået et punkt hvor et pressemøde med Nicklas Bendtner i den hvide trøje mere ville blive mødt med »nå, det var på tide« end »nej hvor er det vildt«.

Det ville være vildt. Det ville være helt vildt hvis man kunne nå til økonomisk enighed med både Bendtner og Wolfsburg. Det ville være det største transfer i dansk fodboldhistorie, større end Daniel Aggers nedbrudte korpus i en Brøndby-trøje, større end Brian Laudrups ophold i–hov, hvor blev han af? Han stod lige her i en FCK trøje, jeg sværger.

Og det er jo så også risikoen. Med Daniel Agger ved man hvad man får. Man ved ikke hvor meget af det man får, men alligevel. Tænk hvis man gik alt det igennem, smed alle de penge efter Bendtner og så fik man… Brian Laudrup. En undervældende indsats af en spiller der mener han er for god til det her og forsvinder efter et halvt år. Tænk hvis den første overskrift efter »Bendtner skifter til FC København« er »Bendtner voldtager taxa, igen«.

Men… tænk hvis han opførte sig ordentligt og så det som chancen for at genetablere sit navn som en spiller store europæiske klubber gerne vil binde sig an med? Tænk hvis det værste han gør i sin tid i klubben er at komme for sent til lidt træninger? Tænk hvis vi rent faktisk fik Nicklas Bendtner til klubben?

Mest oplagt er selvfølgelig tanken om en lejeaftale til at dække indtil Andreas Cornelius er tilbage, men det handler nok mest om hvad Wolfsburg egentlig gerne vil med Bendtner. De har godt nok været ud og sige at de regner med at beholde ham i klubben, men de har allerede købt en ny angriber til næste sæson og ambitiøse som de er stopper det nok ikke der. Har man muligheden for at tilknytte Bendtner mere permanent til truppen skal man selvfølgelig gøre det, også selvom der måske kan være nogle bekymringer om hvorvidt han ville kunne fungere sammen med Cornelius på sigt. Det tror jeg sagtens han kan. Bendtner blev jo en overgang både hos Arsenal og på landsholdet brugt som venstrefløj, han har intet imod at vandre og trække ned i banen for at deltage i spillet. hvor Cornelius er bedre længere fremme på banen. Faktisk ville Bendtner kunne spille sammen med alle vores angribere, på Superliga-niveau er manden jo for en gangs skyld reelt uden for skala på alle parametre, ikke bare selvtillid.

Bendtner til FC København ville være et drømmetransfer. Men ærlig talt, når William Kvist ikke mener at tiden er inde til et retur til den danske liga, så kan jeg ikke forestille mig at Nicklas Bendtner vil tage turen.

    Og hvis man ikke kan få Bendtner, så er spørgsmålet måske om man reelt har brug for at købe en angriber? Der skal en ind, helt sikkert, men med Andreas Cornelius og Bashkim Kadrii ude med skade og Nicolai Jørgensen og en langsomt forbedrende Steve De Ridder i truppen, så giver det måske mest mening netop at leje en spiller midlertidigt, indtil alle fire er tilbage. Og så peger en del på Simon Makienok, lige nu på bænken i Palermo efter han skiftede fra Brøndby.

Uha, Brøndby. Endnu en spiller fra Brøndby? Ærlig talt, det er ikke det der gør at jeg ikke bryder mig om ideen. Ikke at jeg synes det ville være fedt at hente en spiller med Brøndby-fortid, men hverken de to år han brugte derude eller ægteskabet med Ibi Makienok eller hele hans personlighed ændrer på at jeg bare ikke synes han passer ind i spillet. Jo, jo, jeg kan godt høre jer råbe »høj bold til bagerste stolpe« men det der gjorde Andreas Cornelius god dengang han var god var netop at det ikke bare var høj bold til bagerste stolpe. Han truede hele vejen rundt, han scorede på langskud, han scorede direkte på frispark, han driblede forbi modstandere og kanonerede bolden i mål fra alle vinkler. Og fordi modstanderne skulle dække op for alt det, så var der åbninger til den høje bold til bagerste stolpe. Makienok ville ikke erstatte Cornelius, Makienok ville erstatte Cornelius når han var værst.

Samtidig ville det nok være tvivlsomt om Makienok selv var interesseret i et halvt års leje og omvendt ville klubben næppe være interesseret i mere. Hvor Bendtner sagtens kunne spille sammen med Cornelius, så ville Makienok og Cornelius sammen slet ikke fungere.

    Hvad så med en anden Nicklas, førnævnte Nicklas Helenius? Jeg skrev tidligere at Helenius selv åbnede op for dansk fodbold generelt, kunne han ikke være en løsning? Måske. Han er en helt anden type end Cornelius, på trods af hans højde er det begrænset hvad han bidrager med i luftrummet, antallet af hovedstødsmål som senior kan vist stadig til den dag i dag tælles på en hånd med rum til overs. Men tilbage i AaB-tiden var han muligvis den mest kliniske afslutter i Superligaen, krydret med en fin teknik når han skulle modtage bolden og et ganske acceptabelt antrit. Typen man skulle sammenligne mest med ville nok være Cesar Santin og vi ved jo at han fungerede sammen med Cornelius. Men for at se Helenius når han er bedst skal vi netop tilbage til AaBs mesterskabssæson, for tiden i Aston Villa har sat alvorligt aftryk i ham og selvom et hattrick mod Hobro fik folk til at sige at nu kunne man så småt se den gamle Helenius igen, så var det meget småt i forhold til hvad han kunne før.

Kan man ikke få den ene Nicklas, så er den anden ikke en dårlig ide, men så skal det højst være en lejeaftale med en købsoption, for lige nu er Nicklas Helenius langt fra et sikkert kort. Men samtidig må man forvente at han har sine bejlere til sommer, blandt andet Kent Nielsens nye OB må man forvente vil være interesserede i Helenius, så det går nok næppe at regne med at have him i baghånden hvis andre, bedre muligheder ikke bliver til noget.

    Når vi nu er i gang bliver jeg nødt til at nævne IFK Göteborgs Lasse Vibe, ikke fordi jeg tror på det men fordi han uden tvivl vil blive nævnt som et emne af andre. Og jeg tror ikke på den, jeg tror hverken at han er prissat på et niveau hvor vi er interesserede, jeg tror ikke at han selv er interesseret i at tage turen tilbage til den danske liga, jeg tror han har blikket stift rettet mod det store udland, og jeg har ærlig talt svært ved at se ham blive en succes her. Det er dog mere ud fra hvad jeg husker af ham her end i Göteborg, men der var han en spiller der skulle bruge en del rum bag forsvaret for at fungere optimalt og det får han ikke her.

    Men selvfølgelig ville det være nærliggende at nævne Vibe når nu vores nye Head of Scouting startede med at sige at han jo havde stort kendskab til den svenske liga og at det var oplagt for ham at starte med at kigge der. Jeg vil dog mene at der er et mere oplagt Jesper Jansson bekendskab at starte med, nemlig den tidligere Helsingborgs IF lejesvend og nu Real Sociedad spiller, islandske Alfred Finnbogason.

Finnbogason kom til Real Sociedad som en af klubbens dyreste køb nogensinde, kun overgået af mexikanske Carlos Vela. Han kom til klubben efter tre år hos hollandske Heerenveen hvor han blandt andet blev Eresdivisie topscorer med 29 mål. Siden han kom til Sociedad er han kun startet inde i syv ud af 25 kampe og kun scoret to mål. Han har været et godt gammeldags flop og selvom det nok er for tidligt for Sociedad at afskrive hele den enorme transfersum de har smidt efter islændingen, så virker et lejemål ikke helt ude i hampen. Vi ville få midlertidig dækning i angrebet og Sociedad vil forhåbentlig få Finnbogason op i omdrejninger igen, for der er ingen tvivl om at han er en farlig herre når tingene kører for ham.

Typemæssigt er han en klinisk afslutter der er god til at modtage bolden og har både nok fysik, teknik og antrit til at give sig selv den halve meter han har brug for til at trykke af, enddog med en enorm kølighed. En på alle måder bedre udgave af Marvin Pourié kunne man fristes til at sige og selvom det langt fra er min favorit-type af angriber, så er det svært at se hvordan han ikke skulle score mål med en fornyet og forstærket offensiv bag sig til at skabe chancerne.

Det sker nok ikke. Ligesom Bendtner er han simpelthen for stor til den danske liga, bare uden Bendtners forbindelse til land og klub. Samtidig vil vi næppe være i stand til at betale en eventuel transfersum som Sociedad vil være tilfreds med efter at de selv smed tæt på 60 millioner kroner efter islændingen, så selv hvis man fik en lejeaftale på plads ville der ikke være den store udsigt til noget permanent. Men stadig, hvis man mener at man er bedst tjent med en midlertidig lejeaftale indtil de skadede angribere er tilbage, så kunne Finnbogason godt ligne et Helander-agtigt sammenfald af den rigtige mand på det rigtige tidspunkt.

    Uanset hvad der sker, så tegner sommervinduet til at blive utroligt spændende. Forhåbentligt bliver det et af dem der ender med at overgå vores forventninger, også selvom de forventninger efterhånden er skruet en del i vejret. Vi får se.

Er der plads til William Kvist?

Til sommer står William Kvist uden kontrakt.

Den tidligere FC København anfører forsvandt ud i kulden i Stuttgart, havde et skuffende lejeophold i Fulham og endte så med at underskrive en et-årig kontrakt med Wigan hvor han først begyndte at få spilletid da den nye manager Malky Mackay opdagede at han kunne kaste lange indkast. Efterfølgende blev Mackay fyret igen og Wigan kunne ikke undgå nedrykningen fra det engelske Championship. Hele vejen rundt en skuffende tid for Kvist der nu skal finde ud af hvad fremtiden bringer.

Hvad med FCK? Hvis William Kvist vil tilbage til FC København, så kan han bare ringe, fortæller Ståle Solbakken. Og efter et år med begrænset spilletid og nedrykning til League One, så ligner det også noget der ville være en klog beslutning for den 30-årige midtbanespiller. Han skal have karrieren på ret køl igen og hvor bedre end der hvor han havde sin bedste tid og fik sit gennembrud?

Som 30-årig burde han stadig være i sin bedste fodboldalder og han ville med det samme gå ind i toppen af hierakiet som den leder på holdet og midtbanen som man ofte har siddet og manglet. Men er der plads til ham? Kvist har mange kvaliteter, men han er ikke en offensiv strateg, han smider ikke om sig med chance-skabende afleveringer, han er en defensiv stopklods der kan sætte tempoet i en kamp. Han er hårdt-arbejdende og hårdt-løbende, han er meget af hvad vi allerede har meget af.

Det er det store problem med en William Kvist i FC København, vi har Thomas Delaney, Daniel Amartey og Christian Poulsen der alle har deres forcer i det defensive, kontrollerende spil. Poulsen har godt nok kontraktudløb til sommer men han virker ikke som en spiller der er færdig på topplan og bedre tredjemand finder man næppe. Erstatter man ham alligevel med William Kvist, så ender man med en gruppe der hedder Delaney, Amartey og Kvist, tre spillere der alle skal spille og kun to pladser. Hvilket Ståle også er klar over.

Jeg har ikke haft ham i tankerne omkring holdet. Vi er godt besat på den position, hvor vi har Amartey, Delaney, Christian Poulsen og Youssef, som kan spille der, så vi har ikke travlt med at forstærke os der.

Muligvis har det ændret sig med skaden til Youssef Toutouh, men det er stadig tre meget ens spillere vi har tilbage. Men kan man tillade sig at sige nej hvis William Kvist ringer? Selvfølgelig ikke. Vil William Kvist tilbage til FC København, så siger man ja tak først og finder ud af hvordan han skal passe ind efterfølgende.

Men det kommer vi tilbage til.

Først vil jeg nemlig gerne kigge lidt på det centrale forsvar. Vores defensiv har fået masser af ros og kigger man på det antal mål vi har lukket ind, så ser det også imponerende ud. Men ærlig talt og det her vil sikkert irritere en del FCK fans, hvis det ikke var for Stephan Andersen så ville vores defensiv se langt mere hullet ud. For det centrale forsvar har ikke været ligeså dirkefrit som tallene påstår.

Det skal ikke være en hemmelighed at jeg ikke er overbevist af Mikael Antonsson. Han blev hentet ind som den rutinerede reserve, erstatning for Olof Mellberg, på en 2-årig kontrakt. Det var ikke meningen at han skulle være fast mand, det centrale forsvar skulle bestå af Mathias »Zanka« Jørgensen og Bundesliga-importen Per Nilsson. Men Per Nilsson har indtil videre været langt fra det niveau man kunne have forventet af en spiller med de meritter som han har. På det seneste har han vist et højere niveau end vi så i starten af sæsonen, men stadig ikke deroppe hvor han virker til at have en chance for at smide Zanka Jørgensen eller Antonsson af holdet. Men samtidig har Antonsson ikke vist det samme niveau han havde for fire år siden. Hans placeringsevne og spil-intelligens er der stadig, men manden er under en måned fra sin 34. fødselsdag og de skridt han har tabt kommer ikke igen. Der bliver kun flere af dem.

Hvilket hænger sammen med midtbanen vi kom fra. For uden en central midt med offensive ideer så skal meget af det offensive komme fra kanter der trækker ind og truer centralt. Hvis kanterne trækker ind, så skal bredden komme fra backs der stiller sig højt. Og hvis de to backs stiller sig højt, så bliver meget af det defensive arbejde, specielt mod hold der stiller sig langt tilbage og dermed trækker backs endnu længere frem, det bliver i form af løbedueller, fysiske dueller, det bliver duelspil mod angribere der truer i bagrummet. Det kommer til at handle om fysik.

Det passer glimrende til en af vores midterforsvarere. Mathias »Zanka« Jørgensen får masser af kritik, ofte ganske uanset hvordan han egentlig har spillet, og der er også stadig problemer fra tid til anden med positioneringen, men han har både farten og kropsstyrken til at kunne spille den slags duelspil vi taler om. Samtidig har han evnen til at træde op og spille med i det etablerende spil, en vigtig ting når vi møder den slags hold vi så ofte møder i Superligaen, defensivt indstillede hold der står lavt og med kun en enkelt angriber. I de europæiske kampe specielt er han udfordret, Zanka, men i Superligaen er han noget nær den perfekte FCK-forsvarer.

Det er Mikael Antonsson ikke længere. Og det har Pelle Nilsson stadig til gode at vise at han nogensinde har været. Indtil videre er Antonsson den bedste løsning, men hvis han stadig er det når hans kontrakt udløber om et år, så er det ikke godt nok for et hold som FCK. Enten skal Pelle Nilsson slå igennem eller også skal man finde en anden løsning. Man kommer næppe til at bruge en masse penge på endnu en central forsvarsspiller her til sommer, ikke med så mange offensive pladser der har brug for de resourcer man nu har i et transfervindue.

Men jeg ville mene at man allerede har fundet den bedste løsning til det centrale forsvar. En løbestærk, fysisk velfunderet duelspiller der kan dække et stort bagrum og samtidig er teknisk stærk nok til at kunne deltage i det offensive spil hvis muligheden byder sig. Det er et alternativ jeg har slået på tromme for før. Daniel Amartey. Kan man umiddelbart forestille sig et bedre midterforsvar end Zanka og Amartey? Jeg kan ikke. Faktisk lyder det i mine ører som en del stærkere end vores nuværende konstellation.

Men det vil selvfølgelig efterlade et hul på den centrale midtbane. Og der har vi så fundet ud af hvordan en William Kvist ville passe ind i FCK. Det ville på alle områder være et transfer der styrkede både klub og hold, hvis man valgte at rotere rundt med Amartey. Og selv hvis man ikke gjorde det, så ville jeg personligt have meget svært ved at sige nej til at få William tilbage.

Godt nok siger Ståle at Kvist bare kan ringe, men måske burde det være Ståle der ringede til ham.

Den unikke atmosfære

Stop mig hvis det lyder bekendt, Brøndby har problemer med indberetning af deres fans på udebane.

Kun indberetningen af deres fans, naturligvis. Som Brøndbys hjemmeside gør klart i starten af deres seneste indslag:

»I Brøndby IF har vi Danmarks bedste og mest loyale fans, som i tusindtal sæson efter sæson har fulgt Brøndby IF over alt i landet. I stort antal er de med til – både på hjemme- og udebane – at skabe en unik atmosfære til vores kampe.«

Den unikke atmosfære er ellers problemet. Hele tolv gange er Brøndbys fans blevet indberettet til Disciplinærudvalget, flere end nogensinde før på en sæson eller som Jesper Jørgensen kalder det »en nedadgående tendens i omfanget og graden af negative episoder på tribunerne«. Det til trods har Brøndby valgt at fremstille en række krav til deres kommende modstandere på udebane der skal sikre at den unikke atmosfære ikke koster flere indberetninger. En række krav der blandt andet indebærer et net til at stoppe kasteskyts, flere vagter til at visitere folk, bedre indgangsforhold på stadion, alt sammen for klubbernes egen regning og kan det eventuelt komme op indenfor den næste uge?

Ikke at Brøndby ikke selv gør noget ved problemet. Som de forklarer:

»Sideløbende med forventningerne om forbedrede rammer på udebaneafsnittene igangsætter Brøndby IF i samarbejde med fansene en oplysningskampagne rettet mod egne fans.

Den vil blandt andet bestå af et tribunekodeks med specifikke forventninger til, hvordan man opfører sig til Brøndby IF’s kampe, hjemme som ude. Et tribunekodeks, som udarbejdes af fansene.

Derudover justeres stadionreglementet på Brøndby Stadion, lige som kommunikationen omkring konsekvenserne ved at bryde reglerne opprioriteres fremadrettet.«

Eller med andre ord, næh næh næh, det må I ikke! Fy fy, skamme skamme, fy fy, slut, forbudt!

Undskyld hvis jeg ikke er imponeret over at deres eget ansvar bliver kogt ned til en pegefinger som fansene selv forventes at skulle løfte. Selv Brøndby Support gør mere end det der, som næstformand Sarah Agerklint forklarede til BT.

»Jeg tror, vi nærmest en gang årligt er ude med en udmelding om, at folk skal lade være med at kaste med ting.«

I samme interview forklarer hun at det hele handler om passion og følelser, hvilket jeg ikke helt kan få til at hænge sammen med at der bliver kastet batterier efter bolddrenge i Parken. Det ligner langt mere en overlagt handling af folk der nok godt ved at den slags ikke er okay, også uden et tribunekodeks udarbejdet af de samme fans som nu har brug for specialbehandling.

Men er det specialbehandling, er det ikke nødvendigt med de her krav, for hele ligaen? Det er ihvertfald argumentet der bliver fremlagt, at Brøndby håber at deres forslag »kan danne udgangspunkt for fælles rammer og reglement i hele Alka Superligaen« og vil hjælpe »alle klubber med fans, der rejser med på udebane, og som også har lignende udfordringer«. Nu skulle man tro at Brøndby, med deres tolv indberetninger for ikke at overholde det, ville være helt unikt kvalificeret til at vide at der allerede var et fælles ordensreglement for hele Alka Superligaen. Ligesom jeg har svært ved at se præcis hvem de tænker på når de taler om hold med »lignende udfordringer«.

Hvornår har vi sidst set målmænd og bolddrenge bombarderet med lightere, batterier og mere i kampe der ikke har Brøndby som en af parterne? Hvilke andre hold har den slags problemer i nok omfang til at net er nødvendige? Net som Brøndby forresten foretrækker i grønt og af typen som ikke umiddelbart kan hives ned, den sidste del nødvendig at have med fordi vi nu i flere omgange har set Brøndby-fans gøre netop det med nettet der sidder i Parken.

Jeg kan godt forstå at de gerne vil have bedre indgangsforhold men igen, måske gribe i egen barm først? Det er stort set en fast tradition nu at enhver nyhed om udsolgt på Brøndby Stadion bliver fulgt op af en forsinkelse af kampstart fordi de ikke kan få folk på plads i tide.

Og nu ved jeg godt at argumentet fra højt og lavt har været »jamen, hvad med FCK« og man skal bare kigge på antallet af vores indberetninger til fodboldens disciplinærinstans for at se at vi har problemer med pyroteknik på udebane. Men reaktionen hos FC København var allerede for år tilbage at gå igang med at indføre Awaykort, det var ikke en oplysningskampagne og en række krav til de andre klubber i ligaen om at løse vores problem. Og uden at sidde med aktuelle tal foran mig, så kunne man forestille sig at forsøget på at finde en reel omend upopulær løsning på problemet er hvad der i dag gør at Brøndby er blevet indberettet i over halvdelen af deres kampe indtil videre i denne sæson og FCK ikke er.

Men nu kommer løsningen så. Lige så upopulær som FCKs Awaykort, dog med de andre klubber snarere end klubbens egne fans. Spørgsmålet om hvorfor det skal være dem og ikke fansene kræver et større skriv end det her, det ville handle om Brøndby-fans der hopper på biler og en tidligere sikkerhedschef der blev truet med tæskehold, om en klub der har fundet ud af at de ikke er så uundværlige for dansk fodbold som de troede de var og derfor har bundet sig op på den ene ting som de stadig kan sælge som værende unikt, deres fans og stemning, to ting der både er blevet klubbens største aktiv (næststørste aktiv, efter Jan Bech Andersen) men samtidig en af deres største trusler.

Den sidste del er vigtig for det andet spørgsmål, ikke hvorfor dem men hvorfor nu. Hvorfor nu, med fem udekampe tilbage, er det pludseligt bydende nødvendigt med de her tiltag?

»Fodboldens disciplinærinstans har overvejet, om det var nødvendigt at anvende andre sanktioner end bøde for at få stoppet de kontinuerlige overtrædelser af Cirkulæret, men har ikke fundet fuldt tilstrækkeligt grundlag for det på nuværende tidspunkt.«

Det var reaktionen på den ellevte indberetning denne sæson, efterfølgende har der været en tolvte. Jeg vil gerne garantere at de ikke slipper fra et Københavner-derby uden nummer tretten og så er spørgsmålet hvor langt DBU er villige til at strække sig for at undgå at eskalere straffen forbi bødestadiet. Så nu kommer de her krav, krav hvor halvdelen af dem er ting der allerede er dækket af det fælles reglement som klubberne har aftalt imellem sig. Der skal være kontrollører i udebaneafsnittet, de skal gennemsøge afsnittet for pyro, adgangsforholdene skal være i orden og der skal føres sager mod folk der overtræder reglementet. Klubberne er faktisk »forpligtet« til at føre sager hele vejen til byretten. Der står ingen steder hvad der sker hvis de ikke gør som forpligtet eller hvem de er forpligtet over for. Der skal være net foran udebaneafsnittet, Brøndby skal have indflydelse på hvor mange der kommer ind på afsnittet og hvem der kommer ind på afsnittet.

Jeg ved ikke hvilken kommunikation der har været mellem DBU og Brøndby IF, men der begynder at danne sig et skær af panik over de her krav.

Ikke mindst over reaktionen hvis klubberne vælger ikke at lægge sig under for Brøndbys krav. Eller, ikke reaktionen så meget som truslen. Brøndby truer nemlig med at frasige sig retten til udebaneafsnit. Og sker det, så bliver klubberne nødt til at følge trop med SønderjyskE der stoppede helt for billetsalget. For Brøndbys fans dukker stadig op. Samlet på et udeafsnit grænser det allerede til en uholdbar sikkerhedsrisiko, uden muligheden for at holde de medrejsende Brøndby-fans samlet et sted og uden noget udebaneansvar eller hjælp fra Brøndbys side er det fuldstændigt uholdbart. Det ville ikke kunne forsvares fra hjemmeholdets side. Så det hedder enten Brøndby-fans eller ingen fans.

Det er ikke et krav. Det er afpresning.

Og så er spørgsmålet om Brøndby endnu engang bliver ramt på uundværligheden eller om deres fans endnu engang bliver bekræftet i at de er det mest unikke Brøndby har tilbage.

Lies, damn lies and statistics

Hvis man spørger Ståle Solbakken, og det er der flere der har gjort, så er løsningen på vores manglende mål hjørnespark og effektivitet foran mål. Hvilket ikke er forkert, det ville absolut pynte på sagerne, men det er måske lidt for simpelt sat op. Det kan vi gøre langt mere kompliceret.

Jeg kan godt lide statistik. Det er næppe nogen hemmelighed for folk der har fulgt med her på siden, og hvis vi skal kigge på vores offensiv over den første halvdel af sæsonen, så er det selvfølgelig statistikken jeg slår ned på. Men jeg vil starte med at påpege at de her tal jeg kommer med ikke skal ses som et argument i sig selv, dertil er fodbold for tilfældigt og kilden for lille. Det er snarere at bruge som en indikation på noget.

Som når vi ser på den type mål vi har scoret.

goaltypes

Som sagt, målt kun på efteråret 2014 er det svært at vurdere ud fra. Men der er nogle udviklinger hvis man kigger årene igennem som alligevel er værd at bide mærke i. For eksempel er flere af vores mål indtil videre scoret på tilfældige aktioner end var tilfældet før. Tilfældige nedfald, som SønderjyskE på udebane hvor en headet clearing falder lige ned for fødderne af Alexander Kacaniklic på kanten af feltet, eller returbolde som de to sidste mål mod FC Midtjylland i 3-0 sejren på hjemmebane. Det er selvfølgelig ikke totalt tilfældige mål, de fleste mål i kategorien bliver skabt på at have nok spillere med fremme hvor man kan drage fordel af de her tilfældigheder, men det er mål som man ikke selv er herre over som hold. Havde Kacaniklic stået en meter til højre eller var De Ridders afslutning mod FCM blevet pareret ud over baglinjen, så var målene ikke blevet scoret. Det er altså ikke mål man selv har kreeret.

Og her peger jeg så på den blå del af grafikken. Men det kommer vi tilbage til.

Før vi går videre kan det måske overraske at dødbolde er så godt med, med tanke på problemerne vi har haft med hjørnespark. En del af forklaringen ligger i at halvdelen af de dødbolde har været straffespark og fortsætter vi i samme takt ender vi med flere mål scoret på straffespark end nogen sæson siden 2003/2004.

Hvis vi kigger på hvem der scorer vores mål, så har jeg desværre ingen pæn grafik, men selve tallene kommer nok ikke som en overraskelse. Vi får langt færre mål fra vores kantspillere end vi gjorde før i tiden. Den er selvfølgelig lidt tricky, for en af grundene til det er at Nicolai Jørgensen er røget op i angrebet indtil videre og han har været vores primære trussel fra kanterne de sidste to sæsoner. Men hvor spillere som Bolaños, Vingaard og Gislason tidligere har været garant for ihvertfald en lille håndfuld mål, så er den eneste kantspiller med mere end et enkelt mål i denne sæson ikke længere i klubben, nu hvor Alexander Kacaniklic (med hele to) er røget tilbage til Fulham.

Faktisk har kanterne samlet været de helt store syndere indtil videre. Kigger vi på assists, så har kant- og backspillere tilsammen stået for over 75% af vores assists i både 12/13 og 13/14 sæsonen. Indtil videre i 14/15 sæsonen står de for under 40% og faktisk er der ikke en kantspiller der står noteret for en assist endnu. Også vores backs står svagere i billedet, i 12/13 havde vi 16 assists fra vores backs, i 13/14 havde vi hele 18 (over 65%) og indtil videre i denne sæson 3.

Hvoraf de to er taget til Mainz.

Hvis der er noget der har naget i baghovedet, så var det måske den med kantspillerne og ingen assists. Hvad med Amankwaa mod FC Midtjylland? Ja, der må jeg så indrømme at jeg går mod strømmen når det kommer til assists. Hvis afleveringen eller aktionen ikke var direkte målgivende, så har jeg det med ikke at give en assist. Amankwaa havde et skud på mål og målmanden skubbede bolden direkte ud til Nicolai Jørgensen. Det giver for mig ikke en assist. Tilgengæld er det ofte svært at se hvor målene kommer fra hvis man kun kigger på målscorer og assist, så jeg har vovet at låne et koncept fra ishockey og er begyndt at måle anden-assists. Simpelthen den andensidste spiller der rører bolden eller, i situationer som den med Amankwaa eller hvis der bliver begået et straffespark, den næstsidste FCK’er.

Hvor kommer målene så fra? Kort sagt, målene kommer i færre grad fra midtbanen og i højere grad fra angrebet. Da man sagde farvel til Claudemir udtrykte jeg selv en bekymring for at den til tider så frustrerende brasilianer faktisk betød mere for vores spil end man lige kunne se. Set over de sidste to og en halv sæson kan det derfor næppe overraske at Claudemir er i top med 12 anden-assists. Med hvor vigtig Nicolai Jørgensen har været for vores offensiv kan det næppe heller overraske at han også ligger på 12 (hvoraf 1/4 af dem kom på mål han selv scorede). Men at den tredje spiller der deler 1. pladsen med 12 anden-assists skulle være Christian Bolaños kom faktisk som en overraskelse for mig. Bolaños, der nu spiller i Qatar efter kun et halvt år i den hjemlige liga, var altid god til at holde på bolden og gøre sig spilbar ind i banen og selvom Danny Amankwaa har vist noget af den samme tekniske kunnen, så har han ikke i samme omfang formået at sætte sit præg på spillet som Bolaños altså gjorde.

Måske endnu mere overraskende er det næste navn på listen. Med 10 anden-assists, 8 af dem i sidste sæson, er det Rurik Gislason. Faktisk, hvis man kigger på mål, assists og anden-assists, så hed top tre for sidste sæson Igor Vetokele (15 i alt, 13 mål og 2 anden-assists), Nicolai Jørgensen (14 i alt, 7 mål, 2 assists og 5 anden-assists) og Rurik Gislason (12 i alt, 4 mål og 8 anden-assists). Jeg vil gå så langt som at sige at tabet af 13/14 Rurik Gislason har måske været den spiller-afgang der har skadet klubben mest, hvilket er imponerende for en spiller der stadig er her.

Når jeg siger, forresten, at målene i højere grad kommer fra angrebet hænger det naturligvis også sammen med at Nicolai Jørgensen er flyttet fra kanten og op i angrebet. Men det hænger også en del sammen med at færre mål er scoret på angreb der startede på vores egen tredjedel af banen i denne sæson i forhold til de to foregående sæsoner og flere mål er scoret på angreb der startede på modstandernes tredjedel af banen i forhold til tidligere. Når vi scorer sker det fra en startposition højere oppe på banen og det sker hurtigere.

Kan i huske den blå del af grafikken i toppen?

averagepasspergoal

Fra 12/13 og frem er det gennemsnitlige antal afleveringer per mål gået ned. Jeg vil faktisk sige rimelig markant. En del af det er Ståles fokus på at flytte bolden mere i længderetningen, men jeg mener at vi her faktisk kan ane en af de helt store grunde til vores svage offensiv.

Der er blevet talt meget om at vi skaber færre chancer end før, Ståle selv har været villig til at gå med til at vi tidligt i sæsonen skabte færre chancer men henmod vinterpausen skabte chancer nok, vi skulle bare være bedre til at udnytte dem. Men hvor vi i 13/14 sæsonen havde i gennemsnit 16 skud på mål og 5.5 skud inden for rammen, så har gennemsnittet i denne sæson heddet 14 skud og 4.5 indenfor rammen. En nedgang, ja, men ikke voldsomt. Boldbesiddelse og antal hjørnespark ligger også kun marginalt under sidste sæson. Og kigger man kun på denne sæson, så havde vi faktisk flere skud og skud inden for rammen tidligt i sæsonen hvor alle var enige om at vi skabte færre chancer.

Som sagt, statistik er ikke et argument i sig selv men snarere en indikation og måske er alt det her med til at forklare en række ting.

Er forklaringen på vores manglende effektivitet foran mål måske ikke manglende effektivitet foran mål men snarere at man ikke har været gode nok til at spille chancerne store? Det gennemsnitlige FCK-mål, fraregnet dødbolddssituationer, i 13/14 bestod af fem afleveringer. I denne sæson er vi nede på kun tre. Hvis man ikke lige fanger modstanderne i ubalance, så er det ikke meget man har at gøre sig farlig med. Derfor er der flere mål der bliver skabt på tilfældigheder og færre mål skabt på afleveringer og indlæg.

Er det også hvorfor Steve De Ridder ikke har haft den umiddelbare gennemslagskraft man havde håbet på? Da han kom som erstatning for Cesar Santin var der mange der tænkte at hvis en erfaren Eresdivisions angriber som De Ridder fik bare halvdelen af de store chancer som Santin fik (en af de mest scorende spillere i FCKs historie men muligvis også den mand der har misset flest chancer foran et tomt mål), så ville han ihvertfald kunne gå ind og dække det mål-underskud som Santins afgang efterlod os med. Men hvor mange af den slags chancer har vi egentlig set? Ikke til De Ridder specifikt, i det hele taget?

Måske kan det forklare hvorfor Andreas Cornelius ikke står så stærkt i billedet som man havde håbet? Af mandens i alt 28 Superliga-mål for FC København er 16 af dem scoret med assist, af dem er 10 af dem med assist fra en kant eller en back, 14 af dem kom på et indlæg af en art og 14 af dem kom på hovedstød. I denne sæson har han scoret tre mål assisteret (og to straffe), ingen af dem med en assist fra en kantspiller eller en back, kun et af dem med hovedet.

Og af de kant/backer med assist er der kun to tilbage i klubben. Rurik Gislason og Christoffer Remmer, hvoraf ham der kan slå et ordentlig indlæg er skadet og ham der ikke er skadet, ja… gad vide hvad der er sket med ham.

Nu har Ludwig Augustinsson heldigvis vist masser af positive takter i opstarten og måske har Tom Høgli nu gennemgået det halve års tilvænningsperiode som man altid læner sig op af når en ny spiller ikke slår igennem med det samme, men lige nu ser det ud til at man måske hellere skulle have valgt Hamdallah end Cornelius tilbage i vintervinduet 2014, for som truppen er sammensat lige nu kunne det godt se ud til at vi simpelthen ikke har nok spillere der kan servicere Andreas Cornelius på et niveau hvor vi kan få det bedste ud af ham.

Nej, seriøst, hvad er der sket med Rurik Gislason? OK, det var ikke en mulig forklaring, det var bare et spørgsmål, men come on?

Og måske kan de manglende indlæg også forklare hvorfor vi ikke er bedre på hjørnespark. Men… et eksempel på hvorfor jeg elsker statistik.

Mathias “Zanka” Jørgensen har i sine 167 kampe for klubben scoret i alt 12 mål. Mikael Antonsson har i sine 149 kampe for klubben scoret i alt 3 mål. Tilsammen har de altså i 316 kampe scoret 15 mål. Det giver et gennemsnit på, rundet op, 0.05 mål per kamp. På de 17 Superliga-kampe der er spillet indtil videre burde man altså kunne forvente at de tilsammen ville score 0.85 mål. Runder vi op giver det Zankas ene mål mod FC Nordsjælland.

Måske er vi ikke bedre på hjørnespark fordi vi ganske enkelt ikke kan forvente at være bedre?

Det er selvfølgelig noget vrøvl, vi har jo også spillere som Nicolai Jørgensen, Cornelius og Delaney der alle har noget at byde ind med når det kommer til hovedspillet. Men mon ikke vi alligevel havde været lidt farligere hvis Pelle Nilsson havde kunne holde Anton på bænken?

Hvad skal der så ske her i foråret? Jeg så gerne at gennemsnittet for afleveringer røg op. Jeg så gerne at antal assists for backs og kanter røg op. Og man kan håbe at det store udlæg i sommers for at skabe et ordentligt fundament nu gør at spillerne har haft tid til at finde hinanden og at spillet kan blive bedre. Det er allerede nu at grundplanen for næste sæsons hold skal lægges og der er en del spillere der skal overbevise om at de skal være med der.

Men nogle gange er det OK at holde det simpelt. Så vi skal score nogle mål og vinde nogle kampe.

Og så kigger vi på statistikken igen til sommer.

Når et vindue lukker bliver taktik-bogen åbnet

Med under halvandet døgn til transfervinduet lukkede kom Ståle Solbakken med to yderst interessante erkendelser.

OB var blevet slået på udebane med 1-0 efter et mål af Bashkim Kadrii og med transfervinduets deadline lige om hjørnet afslørede Ståle at FCK havde prøvet med Fulhams talentfulde kantspiller Alexander Kacaniklic men at han havde valgt at blive i England. I sidste ende sagde Kacaniklics mavefornemmelse alligevel FC København, men på daværende tidspunkt var Ståle ikke bleg for at erkende at uden Kacaniklic stod man stort set på bar bund hvad angik transferemner.

– Vi har telefonerne åbne i morgen (mandag, red.), og vi får tilbudt mange spillere. Det kan godt være, jeg selv prøver et par stykker, men det kan også ske, at vi ikke får en, for vi skal heller ikke ud at hente en breddespiller. Det skal være en spiller, der virkelig kan tilføre noget.

Så Kacaniklic var det sidste skud i bøssen, men lige så overraskende var at Kacaniklic overhovedet var et emne. For Fulhams svensker er en lille, hurtig kantspiller der kan drible og løbe dybt. Men Ståle havde selv forklaret hvilken type man ledte efter.

– Den offensive spiller, som jeg har talt om, at vi har brug for, er en angriber. Vi har ikke brug for små typer og folk, der kan løbe i dybden. Vi har brug for en stor, stærk type.

Hvorfor ændrede man fokus? Et par dage efter vinduet lukkede forklarede Ståle at man simpelthen ikke kunne finde den rigtige type til den rigtige pris med det rigtige niveau. Og hvad gør man så, hvis man står med alvorlige mangler på en position? Man ser på hvad der ellers er på markedet og så fjerner man problemet ved at fjerne positionen.

FC København havde flyttet fokus væk fra en front-angriber allerede før OB kampen, hvilket faktisk blev afsløret før al snakken om Kacaniklic. For efter OB kampen kom den anden erkendelse samtidig med at der blev uddelt ros til målscorer Bashkim Kadrii. Ståle fortalte til FCK TV at han havde været enormt bevægelig i sin rolle som hængende angriber i vores 4-2-3-1 formation.

Med al den fokus der har været blandt fans på at Ståle holder stædigt fast i hans stenalder 4-4-2, så blev den lille nyhed forbigået i overraskende stilhed.

Og det var ikke bare en fortalelse. For det første kunne man se en tydelig forskel i Kadriis placering i OB kampen kontra Dnipro kampen hvor han spillede angriber sammen med Andreas Cornelius. Mod Dnipro lå han ofte helt oppe på linje med Cornelius og når han faldt ned i banen var det i højere grad afstemt på front-angriberen end på kantspillerne.

Mod OB lå Kadrii ofte længere tilbage og indgik meget mere i kombinationer med specielt Danny Amankwaa på kanten.

Men man kunne også høre det da Kacaniklic så gik efter mavefornemmelsen og alligevel valgte FCK. Ståle forklarede igen til FCK TV at man med Kacaniklic foruden en del Premier League erfaring fik en spiller der kan spille alle tre pladser bag en top-forward. Altså alle pladser i 3-delen af 4-2-3-1. Også Johan Lange i hans gennemgang af trupsammensætningen forklarede at man nu havde rigtig mange spillere der kunne spille pladsen bag en forward og hvis Andreas Cornelius skulle have en pause, så måtte man jo finde en løsning.

FCK spiller 4-2-3-1 nu.

Og det giver mening. Både i at man nu havde plads til en spiller med Kacaniklics niveau, der blev ellers spekuleret i om man var blevet træt af Nicolai Jørgensens skadesfrekvens eller om Kacaniklic skulle ind og spille central midtbane for første gang i karrieren, og at man med den meget lille ændring formår at ændre offensiven fra der hvor vi var tyndest til muligvis der hvor vi er stærkest besat.

Til de tre offensive pladser bag angriberen har vi nu Alexander Kacaniklic, Nicolai Jørgensen, Danny Amankwaa, Youssef Toutouh, Steve De Ridder og Rurik Gislason. Alle seks kan stort set spille enhver af de tre pladser, så pludselig står vi med et luksusproblem hvor det handler om at vælge de tre der er bedst kørende fra kamp til kamp. Foran dem er Andreas Cornelius lige så sikker på sin plads som han var før og som han ville have været uanset. Der er godt nok ikke en oplagt reserve hvis Cornelius ikke kan spille, men af spillerne i truppen har både Nicolai Jørgensen og Steve De Ridder vist evner ud i at spillere modstanderne på fysikken og kunne holde på bolden. Nicolai er nok mest oplagt, vi så ham spille den rolle mod FCN sidste sæson i en sjælden 4-3-3 optræden, men det ser godt nok lidt tyndt ud med hans skadeshistorik in mente.

Også fordi man endelig fik skibbet Marvin Pourié afsted. Tag ikke fejl, Pourié er en glimrende angriber i de rette omgivelser men de omgivelser er, var og vil ikke være FCK. Dertil har han simpelthen ikke redskaberne til at spille front-angriber her i klubben, specielt ikke i et 4-2-3-1 system hvor angriberen i endnu større grad skal bruges både i opspillet og i feltet. Marvin skal nok få masser af succes i SønderjyskE, en klub hvor han kan få lov til at flitte rundt i angrebet som han vil velvidende at selv hvis han misser to, tre, fire chancer så er han stadig manden de spiller ind til den femte.

Efter transfervinduet lukkede blev der både på Twitter og FCKFCs fanforum spekuleret i transferfrie angribere, spekulation der blev fodret af Michael Qureshis oplysning om at Ståle også havde tanker i den retning. Der blev spekuleret i alt fra Hugo Almeida over Tulio de Melo til Bangura brødrene, men det viste sig at være islandske Eidur Gudjohnsen der kom på besøg. Gudjohnsen havde tidligere været på kort visit i OB da hans søn spillede ungdomsturnering i Kolding og dengang afviste hans agent ellers at den danske liga lå i kortene, men man har et standpunkt og så videre. Gudjohnsen trænede med et par dage og var også med i en reservekamp mod FCN hvor han med to assists viste at overblikket og teknikken stadig var der. Som Ståle også lagde mærke til.

– Vi så lidt det, vi havde håbet. Overblikket og fodboldintelligensen har han stadig, og det har han nok også om ti år. Men for os handler det lidt om hvor lang tid det tager at få ham i gear, samt hvor mange kampe vi tror han kommer til at spille.

Endnu en udtalelse der er værd at gå lidt tættere ind på. Hvor mange kampe han kommer til at spille separat fra hvor lang tid det tager at få ham i gear. Det tyder altså ikke på at han bliver set som en makker til Andreas Cornelius, det lyder mere som om man skal holde hans lønkrav op mod hvor meget spilletid han egentlig vil få. Hvilket også forklarer hvorfor det blev Gudjohnsen og ikke en yngre spiller med mere umiddelbar effekt, vi leder ikke efter en makker til Andreas Cornelius, vi leder efter en mere oplagt reserve end hvad vi har.

Gudjohnsen har selvfølgelig ikke den samme arbejdsradius eller for den sags skyld den samme pondus i feltet som Andreas Cornelius, men han viste mod FCN at han sagtens kan modtage bolden og skille sig fornuftigt af med den og at han heller ikke helt har glemt hvordan man scorer mål viste han med et flot hovedstød der sneg sig lige forbi fjerneste stolpe. Det ville være en anden type end Cornelius, men ideen om en Eidur Gudjohnsen der trækker ned i banen og efterlader rum bag sig som typer som Danny Amankwaa og Alexander Kacaniklic kan komme løbende i, specielt med nogle af de sukkerballer som Gudjohnsen kan slå, det kan sagtens blive farligt. Dermed ikke sagt at vi aldrig kommer til at se ham sammen med Andreas Cornelius, men jeg tror primært det bliver i kampe og situationer hvor vi skal satse med to angribere snarere end det bliver med Gudjohnsen som fast makker til Cornelius.

Hvis vi skriver med den rutinerede islænding. Vi får se.

Et andet problem der blev forsøgt vendt om med den taktiske ændring var den centrale midtbane. Claudemir har længe virket uden den samme offensive glød som man så i hans første sæson i klubben og argentinske Franco Mussis var udset til at være manden der skulle bringe noget gnist og angrebsiver til den centrale midt. Sammen med Youssef Toutouh, som havde spillet et par rigtig opmuntrende kampe inde centralt sidste sæson før hans skade, ville man have nogle valgmuligheder inde centralt som man ikke havde haft før.

Hvad der så skete er nok til en længere artikel men El Gordo gik fra at være et kælenavn til en beskrivelse af Franco Mussis og så valgte Ståle og klubben at sende ham videre til Genoa mens der stadig var værdi i manden. Samtidig er Youssef Toutouh ikke kommet umærket gennem sit skadesforløb og mangler stadig en del for at ramme det niveau vi så ham strejfe i sidste sæson. Alt det betyder at den centrale midtbane indtil videre har bestået primært af Thomas Delaney og Daniel Amartey. Specielt Amartey har været en åbenbaring indtil videre, men det er ikke meget nogen af dem bidrager med i angrebet. I en flad 4-4-2 kan det være problematisk, i en 4-2-3-1 er det i langt højere grad forventeligt at den centrale midtbane koncentrerer sig om de defensive pligter.

Det betyder dog at man har fjernet Youssef Toutouh fra regnskabet når man taler central midt. Han har ikke de defensive egenskaber til at komme i betragtning der længere, så man har reelt sagt farvel til to centrale midtbanespillere. Her ville det jo være fint hvis man kunne hente en transferfri spiller, en leder-skikkelse der kan give videre af sin erfaring og være med til at udvikle både Delaney og Amartey, en spiller med langt, lyst hår og et hårbå–jeg taler om Christian Poulsen, tydeligvis.

Det skulle efter sigende også være klubbens intentioner og med den nye taktik giver det en masse mening at gå efter de to spillere. Så spørgsmålet må næsten være om man også havde dem med i tankerne før OB kampen, da man gik væk fra 4-4-2?

Nu får vi se, det kan være vi ikke får nogen af dem, det kan være vi er tilbage i 4-4-2 når vi møder AaB, det kan være at Kacaniklic virkelig blev hentet fordi man ikke længere turde stole på Nicolai Jørgensen over en hel sæson og at man alligevel vælger at gå efter en decideret topangriber i vintervinduet. Men det kan også være at det her er hvordan Bibelen nu ser ud, at vi også i fremtiden ser FCK spille 4-2-3-1.

Vi får se, du. Vi får se.

Det er på tide at Nicolai Jørgensen bliver voksen

Det er ikke let at skrive om FCK for tiden. Ikke fordi man ikke kan finde emner, tværtimod. Fordi så snart man lægger sig fast på et emne at skrive om, så hopper der et andet op og råber “Mig, mig, tag mig, jeg er det vigtigste!”. Så, for ikke at springe frem og tilbage mellem fire eller fem halvfærdige artikler, så bliver jeg nødt til at tage dem en af gangen og så må jeg bare undskylde hvis timingen ikke altid er lige aktuel.

Case in point.

                                                                                                                    

Da Nicolai Jørgensen stod på sidelinjen den dag i juli, 2012, og ventede på at få sin debut for FC København hjemme i Parken mod FC Midtjylland var det med blandede forventninger fra publikum. Godt nok var den unge mand et stort talent der allerede i Leverkusen tiden havde været inde omkring det danske landshold, men det endelige gennembrud havde ladt vente på sig, både i Leverkusen og i Kaiserslautern, og der er altid nogle spørgsmålstegn ved en spiller som en klub gerne vil af med.

Da sæsonen var ovre havde Jørgensen allerede skiftet lejekontrakten ud med en permanent en og FCK fans undrede sig lidt over at manden ikke allerede havde fået ti-tallet på ryggen. Tolv mål og ti assists kom der fra manden der havde sat sig så solidt på venstrekanten at Martin Vingaard røg helt ud af klubben. Specielt målene var af en karakter hvor hver gang man troede man havde set årets mål, så overgik Jørgensen det lige ugen efter.

Det var godt nok lige ti kampe han havde misset og man vidste også godt at der var lidt skadesproblemer i Tyskland, men kunne han bare holde sig nogenlunde skadesfri, så lignede Nicolai Jørgensen manden der ville få FCK fans til at glemme savnet af Jesper Grønkjær.

Der var faktisk mere end bare lidt skadesproblemer i Tyskland. Jørgensen havde ikke fået så mange kampe i Bundesligaen efter sit skifte fra AB, men i Europa League var det blevet til en del. Men hver gang at han skulle til at tage skridtet op, så kom der skader i vejen. En lejeaftale med Kaiserslautern skulle have været gennembruddet i det tyske, halvandet år i en klub hvor vejen til spilletid var en del mindre end Leverkusen, men efter bare et halvt år og kun fem kampe blev Jørgensen sparket tilbage til Leverkusen af en nedrykningsklausul der forhindrede ham i at følge Kaiserslautern ned i 2. Bundesliga.

Havde Nicolai Jørgensen ikke haft de skadesproblemer var han sikkert aldrig kommet til FCK. Men i 2013/14 sæsonen så man hvorfor gennembruddet aldrig var kommet. Kun 24 kampe af 45 mulige blev det til og selvom han med otte mål holdt sit målsnit fra sæsonen før så blev det kun til fem assists yderligere. I mange af kampene virkede han ude af form, ikke klar til at spille førsteholdsbold, nogle gange direkte ugidelig. I foråret 2014, hvor mesterskabet blev afgjort, blev det til et mål og ingen assists i kun fire kampe. Da det hele spidsede til forsvandt Nicolai Jørgensen bogstavelig talt.

Indtil videre ser det ikke meget bedre ud i denne sæson. Seks kampe holdt bentøjet til før den første skade indbefandt sig. Et enkelt mål men måske også flest afslutninger af alle FCK’ere i de seks kampe, der blev skudt meget og oftest i situationer hvor lidt overblik og en enkelt aflevering kunne have gjort det hele meget farligere. Det er faktisk det største problem med Nicolai Jørgensen for tiden, det er skidt at han er skadet men hvis han heller ikke spiller godt når han spiller?

Mod Dnipro i Parken havde han seks mislykkede driblinger og tolv gange mistede han bolden. Han stoppede flere FCK angreb end langt størstedelen af Dnipro spillerne. Ingen indlæg blev det til og kun tre afleveringer til en spiller der kom i et overlap. Specielt det sidste var frustrerende at se. Igen og igen kom specielt Pierre Bengtsson i et rush udenom uden at få bolden. Første gang Pierre så fik bolden fra Nicolai i et overlap lagde han den fladt ind til Cornelius der scorede, så man skulle tro at man ville fortsætte den succesoplevelse men nej, kun en anden gang i kampen fik Bengtsson bolden i et overlap.

Mod Hobro, hans sidste kamp før skaden, mistede han bolden hele seksten gange. Seks gange i første halvleg og ti gange i anden.

Seksten boldtab.

Læg hertil fem mislykkede driblinger, en del udfordringer der lykkedes på tværs af banen men kun en enkelt en der faktisk blev farlig, ingen skud på mål og kun et enkelt indlæg i hver halvleg…

Og igen blev det manglende samarbejde med backen udstillet. Efter de kun tre afleveringer til en spiller i overlap fra Dnipro kampen skulle man tro at det kun kunne blive bedre, men mod Hobro endte det med kun to af den slags afleveringer. Nu kom Bashkim Kadrii selvfølgelig ind og spillede en lidt uvant plads men det gjorde ikke at venstrebacken kom mindre med frem. Faktisk var der et utal af situationer (kode for “jeg holdt op med at tælle da det blev to-cifret”) hvor enten Bengtsson eller Kadrii stod alene med bolden overfor to modstandere fordi Nicolai Jørgensen var løbet ind på midten i stedet for at hjælpe sin back.

Og det var ikke kun i offensiven. Hobros første mål kom fordi Pierre Bengtsson blev nødt til at reagere på et offensivt løb fra modsatte back og Nicolai Jørgensen slet ikke kom ned og pressede Hobro-spilleren med bolden. I stedet fik han alt den tid han havde brug for til at lægge et perfekt indlæg til en fremstormende Quincy Antipas. På TV var det Zanka der fik skylden for det mål, men så fri må man altså ikke få lov til at stå og slå et indlæg.

Så hvad nu for Nicolai Jørgensen? Førnævnte Bashkim Kadrii blev hentet i OB og selvom han mest er blevet brugt i angrebet indtil videre så skabte han sit navn som venstrekant. En type med mere power i sit spil end Nicolai Jørgensen, en type mere ala Rurik Gislason, og som venstrebenet en spiller der er mere tryg ved at gå mod baglinjen og lægge et indlæg end Nicolai Jørgensen. Danny Amankwaa har spillet flere kampe på venstrekanten og ligner en spiller på randen af et gennembrud. Youssef Toutouh spillede venstrekanten i Esbjerg og flere gange for FCK før. Vi har rent faktisk alternativer til Nicolai Jørgensen, måske ikke alternativer til Nicolai Jørgensens topniveau men hvor ofte ser vi også det?

Ja, hvor ofte ser vi rent faktisk det topniveau? Selv når han ikke er skadet, hvor god er han så? Kan man stadig bygge et hold op omkring Nicolai Jørgensen? Hvis man ikke direkte bygger det op omkring ham, kan han så stadig være en hjørnesten i et nyt hold? Eller skal man til at se ham som en champagne-spiller? En luksus når man har ham men ikke en normal del af holdet.

En ting er sikkert. Hvis Nicolai Jørgensen vil have sit endelige gennembrud på topniveau, så er det på tide at han bliver voksen. Det er på tide at han får styr på sine skader, på tide at man kan regne med at have ham til rådighed i løbet af en sæson. Og det er på tide at han får styr på sin tilgang og indstilling. Det er ikke altid sjovt, man er ikke altid den største stjerne på banen, men det er ingen undskyldning for at tjekke ud af kampe.

Nu har Nicolai Jørgensen fået ti-tallet. Nu er det på tide at han lever op til det.

Frygten for fiasko

Brøndby-træner Thomas Frank blev for nyligt præsenteret for mærkatet “favorit” og reagerede som så mange trænere før ham. Han skubbede det straks over på FC København.

FCK har investeret, jeg ved ikke hvor mange millioner i spillere, så de er klart de største favoritter. Det vil jo være en decideret fiasko, hvis de ikke bliver mestre i år.

Lige i år bliver vi nok ikke mestre, det ville AaB ihvertfald blive kede af, men ville det være en fiasko hvis København ikke blev mestre i denne sæson?

Ja. Ja, selvfølgelig ville det være en fiasko. Vi har hentet solidt ind, brugt mange millioner og vi vandt ikke mesterskabet sidste år. Selvfølgelig ville det være en fiasko at gå to år i træk uden et mesterskab.

Det her er FC København, det er en fiasko at gå et år i træk uden et mesterskab.

Men det vil også være en fiasko hvis Brøndby ikke vinder mesterskabet. De har investeret kraftigt i deres trup, de ser ud til at ende med at holde på deres største salgsobjekt på trods af egne (erklærede) ambitioner, de har to rigtig, rigtig dyre drenge rendende rundt i Thomas Kahlenberg og nu Johan Elmander, det ville da klart være en fiasko for dem hvis de ikke vinder mesterskabet.

Ligesom det vil for FC Midtjylland, som har formået at holde på de fleste af de profiler som man ellers regnede med ville blive solgt (regnede ret så kraftigt med, for visse spilleres vedkommende) og har lige fået endnu en omgang ny kapital ind med store ambitioner om Champions League i kølvandet. Det vil være en fiasko for dem ikke at vinde mesterskabet, specielt med tanke på hvor tæt de var sidste sæson.

Og AaB har godt nok mistet Kasper Kusk og måske Rasmus Jönsson men uden penge har de alligevel formået at hente Thomas Enevoldsen og Nicklas Helenius ind og kan de ellers holde på spillere som Jacob Ahlmann og Nicolaj Thomsen så er det svært at se AaB som svækket i forhold til det hold der vandt mesterskabet sidste år. Så ville det da også være en fiasko for dem.

Sådan er det i en liga med ambitiøse tophold. Det vil altid være en fiasko for nogle.

Forskellen på et mesterskab og en katastrofe-sæson er ofte hvordan man håndterer frygten for fiasko. Det så vi tydeligst med FC Midtjylland sidste sæson. Uanset hvor godt det gik, så stak man hovedet i jorden når man blev forelagt muligheden for at vinde guld, for har man først en forventning om at vinde noget så åbner man også op for at miste noget. Så længe man ikke kan vinde guld, så kan man heller ikke tabe guld. Så fingrene i ørene, lalala, jeg kan ikke høre dig når talen faldt på guldet. Indtil helt til sidst. Så blev man nødt til at tale om guldchancer. Og så tabte man.

Faktisk er det nærmest blevet en konkurrence i sig selv, det med ikke at ville tale om guldet. Danmarksmesterskab i favorit-forflytning. Thomas Frank har lagt hårdt ud, men lur mig om de andre konkurrenter ikke kommer stærkt igen når chancen for et mesterskab bliver præsenteret for dem.

Bortset fra en. For selv om der er en del hold som må anse det for en fiasko hvis de ikke vinder guldet, så er der kun et hold i Danmark som ikke kan slippe afsted med at flytte favoritværdigheden over på andre. Det er FC København. Selv efter den famøse 1-5 kamp i Parken hvor Ståle Solbakken prøvede at tale København ud af kampen og FC Midtjylland i front i favorit-kapløbet, så var der ingen der sådan rigtig bed på. For selvfølgelig skal København vinde mesterskabet. Også sidste sæson. Også for to sæsoner siden.

Og frygten for fiasko findes da også her i klubben. Bare se fanreaktionen på et par, hvis man er gavmild, middelmådige træningskampe. Og det er nok ikke noget der ændrer sig før et godt stykke inde i sæsonen, for Ståle Solbakken og resten af den sportslige ledelse har også taget sidste års fiasko til sig og er gået i gang med at bygge et nyt mesterhold.

Og et mesterskabshold, det bliver bygget op fra bagkæden og frem. Det er ikke tilfældigt at vi har hentet en målmand, tre centrale forsvarsspillere (hvoraf den ene nu ser ud til at blive brugt primært som defensiv midtbanespiller) og to backs (den ene først fra vinter). Nu skal der lukkes af defensivt efter vores dårligste sæson siden 04/05 sæsonen hvis man kigger på mål scoret imod os. Offensiven bliver afhængig af en solid defensiv og det fysiske overskud til at sætte et hårdt pres når modstanderne har bolden. Det fysiske overskud har vi ikke endnu og der går nok et par måneder før vi rigtigt er der hvor vi kan kværne modstanderne helt ned.

Det bliver ikke kønt. Og det bliver næppe vildt effektivt før vi får det fysiske overskud. Men det kommer til at vinde kampe. Og det kommer til at holde antallet af mål imod os nede. Og det vinder mesterskaber.

Ser man på den moderne era af Superliga fodbold, den periode jeg så godt kan lige at bruge som datasæt fra vores andet mesterskab i 00/01 sæsonen og frem til nu, så er otte af de fjorten mesterskaber gået til det hold der har scoret flest mål (eller delt-flest). Tolv af dem er gået til det hold der har haft færrest mål imod.

Med andre ord, er man det hold i Superligaen der scorer flest mål så er det stadig plat eller krone om man vinder mesterskabet men er man det hold der bliver scoret færrest mål imod, så er du over 85% sikker på et mesterskab.

Sådan circa.

Offensiven ser stadig tynd ud og jeg ville være pænt overrasket hvis truppen ikke får tilført en spiller eller to, men man bliver nødt til at gå ind til denne sæson velvidende at det her er et langsigtet projekt lige så meget som det er et kortsigtet. Der er ikke plads til flere fiaskoer, hverken nu eller fremover, og både trupsammensætning og taktik er sat derefter. Målet er at holdet topper i en sæson ligesom 10/11 holdet med et suverænt mesterskab og et europæisk raid, men ligesom opbygningen af det hold også startede med et AaB mesterskab mens vi lå og kæmpede med FCM om andenpladsen, så vil det her hold nok også have brug for et par sæsoner før det hele går op i en højere enhed.

Indtil da vil det være vigtigere at vinde end at vinde underholdende. Det første udelukker ikke det andet, men det vigtigste er at det her mesterskab ikke glipper. Det er frygten for fiasko. Nu skal vi vise at vi kan håndtere den.

Everywhere we go…

Kongen er død, længe leve kongen.

Carsten V. Jensen, sportsdirektør i FC København, blev til tidligere sportsdirektør da ledelsen mente at han ikke længere var den rigtige til at bygge holdet op frem mod den nye sæson. Det sportslige ansvar er i stedet lagt over på Ståle Solbakken i en ny rolle som manager, med Johan Lange flyttet fra udviklingschef til teknisk direktør, en rolle som ser ud til at være meget lig Carsten V. Jensens rolle som sportsdirektør men med Ståle Solbakken som chef.

For et par år siden virkede det nærmest utænkeligt at Carsten V. Jensens position i klubben skulle komme i fare. Jeg skrev selv at udviklingen i den sportslige ledelse nærmest var blevet udsat for et kup, med en træner der var kendt for ikke at ville blande sig i transfers, en ledelse som ikke havde kvalifikationerne til at sætte spørgsmålstegn ved Carsten V. Jensens arbejde og et sportsligt udvalg der var blevet nedlagt og den tidligere sportsdirektør flyttet længere væk til bestyrelsen. Efter at have overlevet en trænerfyring, en træner-titel og et tabt mesterskab til en værdi af over hundrede millioner, en situation hvor eneste konsekvens var ved egen hånd, så virkede Carsten V. Jensen nærmest urørlig.

Ironisk nok lagde han så selv grundlaget for sin egen fyring. Ariël Jacobs, altid sympatiske Ariël Jacobs med den store udstråling og den lille værktøjskasse løb tør for værktøjer og da Ståle Solbakken overtog jobbet lignede det et scoop af Carsten V. Jensen at have hentet den fortabte norske søn hjem. Klubbens mest succesfulde træner nogensinde, en markant og stærk personlighed der blev hentet ind. Men samtidig en mand som klubbens ledelse kunne og ville lytte til. Ståle, der ved ansættelsen noterede hvor vigtig CV var for ham og for klubben, var allerede før jul meget åben om at han var kommet hjem til en trup i ubalance. Carsten V. Jensens to store sommerindkøb til angrebet, Marvin Pourié og Fanendo Adi, røg begge hurtigt i kategorien dur ikke da Ståle overtog. Johan Lange blev hentet ind til en position som udviklingschef. Og i December valgte Anders Hørsholt og resten af ledelsen så officielt at sidestille Carsten V. Jensen og Ståle Solbakken i hierakiet.

Anders Hørsholt sagde på det tidspunkt at det ikke skulle ses som en degradering af Carsten V. Jensen. Hvilket i sig selv blev set som bevis nok på at det var en degradering af Carsten V. Jensen.

Transfervinduet kom og gik. Et opsigtsvækkende køb af Andreas Cornelius på vinduets sidste dage, timer og minutter endte med at være den eneste justering af truppen, hvilket Ståle i endnu en overraskende ærlig udmelding indrømmede var en fejl. Man havde simpelthen overvurderet truppen. Og man havde nok brug for en større udrensning i sommervinduet end man ellers havde regnet med.

Et par dage efter den udmelding sagde Carsten V. i et interview at det kommende transfervindue nok blev et vindue som så mange andre og at Ståle sikkert ikke havde ment det han sagde.

Et par uger efter viste det sig at ledelsen var mere enig med Ståle end med CV i den sag og det der lignede sportsligt enevælde blev nu væltet af en ledelse der kunne falde tilbage på to mænd som Carsten V. Jensen selv var med til at hente til klubben igen, Ståle Solbakken og Johan Lange.

Så hvorfor gik det så galt for CV?

Anders Hørsholt var ude og sige at det ikke havde noget med indkøb at gøre men resultater, og resultaterne har siden CV alene overtog den sportslige ledelse i 2011 heller ikke levet op til de forventninger man kan have i en klub som FC København. I Ståle Solbakkens første tid i klubben havde FCK et gennemsnit på 1.99 point per kamp. Under Roland Nilsson hed det 1.90, under Carsten V. Jensen hed det så 1.83 og under Ariël Jacobs endte vi på 1.75 point i gennemsnit. Efter Ståles retur til klubben hedder pointgennemsnittet så 1.77, første gang den er gået op siden 2011. To gange sølv og kun et enkelt mesterskab har heller ikke været godt nok for FC København, en sølv-medalje i denne sæson som endda så meget tvivlsom ud da beslutningen om CV blev taget.

Men selvom der blev henvist til resultater og ikke indkøb, så kan de to ting ikke rigtig adskilles. Resultater afhænger af materialet til rådighed, materialet til rådighed afhænger i FCK primært af køb og salg af spillere. Og for nu at tage det positive, så har CV altid imponeret med hans evne til at sælge spillere. Men problemet er at uanset hvor imponerende det er at kunne sælge Pape Pate Diouf, så var CV også ham der købte Pape Pate Diouf.

Argumentet for Carsten V. Jensen har altid været at han var en vigtig del af opbygningen af de to Champions League hold, i 2006 og i 2010. Fra han tiltrådte sammen med Ståle Solbakken i 2006 og frem til Ståles afsked i 2011 havde han en fremragende track record. Der var spillere der ikke slog igennem, en Peter Larsson, en Rasmus Würtz, der var spillere der måske havde svært ved at leve op til de store transferbeløb der var blevet lagt for dem, en Ailton Almeida, en Ulrik Laursen, og der var spillere der aldrig blev mere end middelmådige, en Fredrik Berglund, en Razak Pimpong. Men samtidig var der altså en perlerække af spillere der alle konkurrerer om plads på et FCK All-Star hold, Brede Hangeland, Atiba Hutchinson, Jesper Grønkjær, Oscar Wendt, Mikael Antonsson, Libor Sionko, Zdenek Pospech, Cesar Santin, Johan Wiland, Dame N’Doye, Bryan Oviedo, Martin Vingaard, Claudemir, Pierre Bengtsson…

Argumentet imod er så at Ståle Solbakken havde en enorm indflydelse på transfers i de år og det er svært at vurdere hvor meget af de år der var Ståle og hvor meget der var CV. Så i stedet giver det mere mening at se på de år hvor vi ved at det har været CV, årene efter Ståle tog til Tyskland. Her ser det mindre overbevisende ud. Der var stadig store transferhits, en Ragnar Sigurdsson, en Nicolai Jørgensen, der var unge spillere der udviklede sig enormt, en Igor Vetokele, en Youssef Toutouh, men generelt har man fået markant mindre værdi for pengene i tiden efter Ståle. Ikke kun dyre flops som Pape Pate Diouf, som nok den mest kendte, men spillere som Cristian Gamboa der blev hentet dyrt til klubben og fik kun to kampe, en spiller som Christian Grindheim der blev hentet som afløser for William Kvist og aldrig slog igennem.

Faktisk er det bemærkelsesværdigt hvor markant mindre værdi for pengene man har fået fra sommervinduet 2011 og fremefter. Hvis man ser på hvor meget man har betalt per kamp for de spillere som Carsten V. Jensen har været med til at hente til klubben, fra vintervinduet i 2006 til og med vintervinduet i 2011, altså tager købsprisen og dividerer med antal spillede kampe, så handler det om 32 spillere som man til sammen har betalt circa tre millioner kroner for. Det er ganske fin værdi for pengene, specielt med tanke på at vi i den periode rutinemæssigt bevægede os op i priser som femten millioner per spiller.

Kigger man på de spillere man har hentet fra sommervinduet 2011 og frem til og med vintervinduet i 2014, så er det 18 spillere der har kostet tre gange så meget. Ni millioner kroner hos en flok spillere hvor kun Andreas Cornelius af de rigtig dyre drenge har en reel mulighed for at forbedre sin gennemsnitspris.

Det tegner selvfølgelig ikke nødvendigvis et fyldestgørende billede, en spiller som Ailton Almeida vil de fleste nok mene aldrig formåede at leve op til sin indkøbspris, men alligevel er han med over hundrede kampe endt på en pris per kamp på omkring de 150.000 kroner. Johan Absalonsen kom aldrig i nærheden af at være hverken et alternativ til eller en erstatning for Jesper Grønkjær men han kom på en fri transfer og da løn er nærmest umulige oplysninger at finde, så har Absalonsen en gennemsnitspris på et rundt nul. Men fyldestgørende eller ej, der tegner sig alligevel et billede og ikke nødvendigvis et pænt et.

Hvis man ser på hvilke spillere FC København har betalt mere end en halv million for per kamp, så er der syv spillere. Kun en af dem var før 2011. Søren Frederiksen, den unge angriber fra SønderjyskE der kom til klubben midt i en sand rygtestorm om Rafael van der Vaart, blev hentet for to millioner, fik kun fire officielle kampe og er dermed lige nøjagtig oppe på en pris på en halv million per kamp. Efter 2011 hentede CV så Pape Pate Diouf, Cristian Gamboa, Michael Jakobsen, Marvin Pourié, Fanendo Adi og Andreas Cornelius der alle har en gennemsnitspris på over en halv million per kamp.

Navn Pris Kampe Gennemsnitspris
Søren Frederiksen 2M 4 500K
Pape Pate Diouf 18M 34 529K
Cristian Gamboa 7M 2 3.5M
Michael Jakobsen 8M 9 888K
Marvin Pourié 7.5M 14 535K
Fanendo Adi 11M 12 916K
Andreas Cornelius 27M 16 1.6M

Af de syv har de første fire spillere forladt klubben og hverken Pourié eller Adi ligner nogle der får lov til at forbedre deres gennemsnit.

Hvorfor går det så galt? Før 2011 havde CV en træner med en markant ide om hvordan han gerne ville spille fodbold og hvilke typer han havde brug for til det. Efter var det først Roland Nilsson, som tydeligvis ikke havde den fornødne respekt omkring sig til at kunne sætte sig igennem, så Carsten V. Jensen selv og så Ariël Jacobs, en træner med stor udstråling og et ry fra Anderlecht-tiden som en firmaets mand der tog det han fik og ikke blandede sig i transfers eller den sportslige ledelse. Først da Ståle kom tilbage blev han mødt med lidt modstand fra trænerbænken og en næsten sikker handel med Morten Gamst Pedersen blev der også med det samme trukket stikket på og Daniel Braaten hentet i stedet.

Hvorfor er det så stort et problem? Carsten V. Jensen var i lang tid udnævnt til vogteren af FC Københavns hvide tråd, den Københavnske bibel der skulle fortælle hvordan FCK skulle spille. Men når man ser hvordan vi spillede under Backe, under Ståle, under Jacobs, så er det tydeligvis mere en rettesnor end en rigid regelbog. De spillere Backe gerne ville have var ikke den samme type som Ståle var ikke den samme type som Jacobs og i sidste ende var ingen af dem rigtig ude efter den samme type som Carsten V. Jensen. For når man ser på hvordan Carsten V. Jensen har købt ind uden en stærk trænerstemme til at guide ham, så købte han sjældent ind til FCK.

Carsten V. Jensen købte ind til et løbestærkt midterhold der spillede meget umiddelbart og direkte. Han købte ind til SønderjyskE Ekstra. Christian Grindheim på den centrale midtbane, en spiller CV havde holdt øje med i lang tid. Pape Pate Diouf, manden der blev et hit i den norske liga ved at være sidste mand på bolden, ikke næstsidste. Mos Abdellaoue med de lige linjer, Marvin Pourié som den klassiske bundholds-måltyv. Johan Absalonsen, Johnny Thomsen, Søren Frederiksen, Rurik Gislason som spilleren med størst succes i FCK. Alle sammen hårdtarbejdende spillere med stort løbepensum og ikke den vilde teknik.

Carsten V. Jensen købte ind til den bedst mulige udgave af SønderjyskE og fik resultater derefter. Og det er ikke godt nok i København.

Der var andre ting, selvfølgelig. Den historie der går om Pape Pate Diouf hedder at Ståle Solbakken i flere omgange fik præsenteret navnet og sagde nej hver gang, men at CV simpelthen ville have ham og fik ham i sidste ende. Historien om Fanendo Adi minder om en hvor en dansk sportsdirektør er blevet narret af en slovakisk klub til at smide et større millionbeløb for en spiller som man ikke fik en chance for at scoute ordentligt fordi man fik præsenteret en historie om umiddelbar udenlandsk interesse som man blev nødt til at komme i forkøbet. Grindheim som erstatning for William Kvist og Pourié som erstatning for Andreas Cornelius virker begge som indkøb hvor sportsdirektørens holdning til spillerne er blevet sat forud for taktiske hensyn.

Uanset hvad det var, så blev det i sidste ende for meget. Så meget at en fyring blev fundet nødvendigt, nok ikke mindst fordi det sportslige udvalg var blevet nedlagt i takt med omjusteringen omkring ligestillingen mellem Ståle og CV og Johan Langes nye position som udviklingschef. Ellers ville det virke som et oplagt sted at parkere en klubmand som Carsten V. Jensen, som FC Københavns repræsentant i et udvalg hvor man i forvejen havde personer fra KB og B1903 som man hellere ikke havde lyst til at høre på mere. Eller, som sportsdirektøren ikke virkede til at have lyst til at høre på mere.

Så Carsten V. Jensen røg ud og Ståle Solbakken blev rykket endnu en tak op i hierakiet. Nu som Manager med en teknisk direktør under sig, en konstellation som man kender fra engelsk fodbold.

Og hvordan ser fremtiden så ud med den opstilling?

Man får en stærk mand ind, en stærk personlighed med en markant holdning til hvordan han vil spille fodbold, en mand der ved hvilke slags spillere han har brug for og en mand der vil spille en slags fodbold som ikke bare vil give succes i den hjemlige liga men som også kan fungere i Europa. Johan Lange, i rollen som teknisk direktør, tænker fodbold på samme måde som Ståle gør og har erfaring både fra ungdomssiden, som cheftræner og fra udlandet, en noget nær ideel mand at give jobbet med at lave en ny hvid linje op igennem organisationen, fra ungdomsholdene og op til førsteholdet.

Setuppet med en manager og en teknisk direktør er, som nævnt en del, kendt fra engelsk fodbold men selv i England er der klubber der er begyndt at bevæge sig væk fra det. Manchester City har Txiki Begiristain som deres Director of Football, Sunderland, West Bromwich og Leicester har alle en sportsdirektør og Liverpool, Tottenham og Newcastle har alle prøvet sig af med en sportsdirektør inden for de sidste par år. Desværre for de tre klubber var det henholdsvis Damien Comolli gange to og Joe Kinnear der fik jobbene og så kan man måske ikke bebrejde klubberne hvis de efterfølgende er blevet skræmt lidt væk fra ideen med en sportschef.

Men stadig, fordelen ved en sportsdirektør er at man netop har et fast holdepunkt i klubben der kan overleve mellem trænere og det man kan bekymre sig for i København er netop “Hvad sker der i klubben når Ståle stopper?”. Forhåbentlig kan man holde på Johan Lange og “bare” skubbe ham op som sportsdirektør. Hvis man ikke kan, hvis han forlader klubben sammen med Ståle, så er det et kæmpe sportsligt vakuum man pludselig vil stå med.

Foruden det, så kunne man være lidt bekymret for samme situation som under Carsten V. Jensen da han sad på al magten. Hvis det ikke fungerer for Ståle, hvis det ikke bliver bedre, hvem foretager så den sportslige vurdering af det arbejde han udfører? Quis custodiet ipsos custodes, hvem vogter vogterne? Omvendt, så har tiden med CV netop vist at ledelsen, herunder Anders Hørsholt, i sidste ende ikke vil sidde udenfor i en sådan situation. Så må man bare håbe at de på det tidspunkt, skulle det komme, har den fornødne ekspertise til at foretage den rigtige vurdering af situationen.

Men det er alt sammen meget om hvad der kan gå galt. Spørgsmålet er snarere, vil det gå galt? Jeg tror det ikke. Jeg har personlig stor tiltro til Ståle, jeg tror at hans personlighed er den helt rette til situationen og samtidig tror jeg at han vil være bevist om behovet for at bygge en klub op der kan overleve uden ham. Jeg tror ikke man er færdig med at justere i den sportslige ledelse, jeg tror man vil kigge alvorligt på at hente en ny træner ind der kan tage noget ansvar på træningsbanen og måske lade Brian Riemer koncentrere sig en anelse mere om de unge spillere i truppen. Og jeg tror at man vil se en anderledes ageren på transfermarkedet end man har set før, ikke bare omkring kvalitet og pris men også hvornår i vinduet man har tænkt sig at agere.

Ja, faktisk bliver sommerens transfervindue vel et af de mest spændende i klubbens historie. Men det må blive noget jeg ser på en anden dag.

Så Ståle ind som manager. Det rigtige valg? På nuværende tidspunkt, ja. Jeg vil faktisk sige at det var det helt rigtige valg for at få FC Københavns identitet tilbage. Ikke længere SønderjyskE Ekstra men Danmarks førende klub, lokomotivet for dansk fodbold.

Kongen er død, længe leve kongen.