Der er blevet talt en del de sidste par år om talentudvikling i dansk fodbold, specielt blandt topklubberne i ligaen. Brøndby har lanceret deres Masterclass, FC Midtjylland har deres akademi og FC København har deres School of Excellence og alle mener de enten at de selv har ret eller i det mindste at de andre tager fejl.
Brøndby-træner Thomas Frank blev for nyligt præsenteret for mærkatet “favorit” og reagerede som så mange trænere før ham. Han skubbede det straks over på FC København.
FCK har investeret, jeg ved ikke hvor mange millioner i spillere, så de er klart de største favoritter. Det vil jo være en decideret fiasko, hvis de ikke bliver mestre i år.
Lige i år bliver vi nok ikke mestre, det ville AaB ihvertfald blive kede af, men ville det være en fiasko hvis København ikke blev mestre i denne sæson?
Ja. Ja, selvfølgelig ville det være en fiasko. Vi har hentet solidt ind, brugt mange millioner og vi vandt ikke mesterskabet sidste år. Selvfølgelig ville det være en fiasko at gå to år i træk uden et mesterskab.
Det her er FC København, det er en fiasko at gå et år i træk uden et mesterskab.
Men det vil også være en fiasko hvis Brøndby ikke vinder mesterskabet. De har investeret kraftigt i deres trup, de ser ud til at ende med at holde på deres største salgsobjekt på trods af egne (erklærede) ambitioner, de har to rigtig, rigtig dyre drenge rendende rundt i Thomas Kahlenberg og nu Johan Elmander, det ville da klart være en fiasko for dem hvis de ikke vinder mesterskabet.
Ligesom det vil for FC Midtjylland, som har formået at holde på de fleste af de profiler som man ellers regnede med ville blive solgt (regnede ret så kraftigt med, for visse spilleres vedkommende) og har lige fået endnu en omgang ny kapital ind med store ambitioner om Champions League i kølvandet. Det vil være en fiasko for dem ikke at vinde mesterskabet, specielt med tanke på hvor tæt de var sidste sæson.
Og AaB har godt nok mistet Kasper Kusk og måske Rasmus Jönsson men uden penge har de alligevel formået at hente Thomas Enevoldsen og Nicklas Helenius ind og kan de ellers holde på spillere som Jacob Ahlmann og Nicolaj Thomsen så er det svært at se AaB som svækket i forhold til det hold der vandt mesterskabet sidste år. Så ville det da også være en fiasko for dem.
Sådan er det i en liga med ambitiøse tophold. Det vil altid være en fiasko for nogle.
Forskellen på et mesterskab og en katastrofe-sæson er ofte hvordan man håndterer frygten for fiasko. Det så vi tydeligst med FC Midtjylland sidste sæson. Uanset hvor godt det gik, så stak man hovedet i jorden når man blev forelagt muligheden for at vinde guld, for har man først en forventning om at vinde noget så åbner man også op for at miste noget. Så længe man ikke kan vinde guld, så kan man heller ikke tabe guld. Så fingrene i ørene, lalala, jeg kan ikke høre dig når talen faldt på guldet. Indtil helt til sidst. Så blev man nødt til at tale om guldchancer. Og så tabte man.
Faktisk er det nærmest blevet en konkurrence i sig selv, det med ikke at ville tale om guldet. Danmarksmesterskab i favorit-forflytning. Thomas Frank har lagt hårdt ud, men lur mig om de andre konkurrenter ikke kommer stærkt igen når chancen for et mesterskab bliver præsenteret for dem.
Bortset fra en. For selv om der er en del hold som må anse det for en fiasko hvis de ikke vinder guldet, så er der kun et hold i Danmark som ikke kan slippe afsted med at flytte favoritværdigheden over på andre. Det er FC København. Selv efter den famøse 1-5 kamp i Parken hvor Ståle Solbakken prøvede at tale København ud af kampen og FC Midtjylland i front i favorit-kapløbet, så var der ingen der sådan rigtig bed på. For selvfølgelig skal København vinde mesterskabet. Også sidste sæson. Også for to sæsoner siden.
Og frygten for fiasko findes da også her i klubben. Bare se fanreaktionen på et par, hvis man er gavmild, middelmådige træningskampe. Og det er nok ikke noget der ændrer sig før et godt stykke inde i sæsonen, for Ståle Solbakken og resten af den sportslige ledelse har også taget sidste års fiasko til sig og er gået i gang med at bygge et nyt mesterhold.
Og et mesterskabshold, det bliver bygget op fra bagkæden og frem. Det er ikke tilfældigt at vi har hentet en målmand, tre centrale forsvarsspillere (hvoraf den ene nu ser ud til at blive brugt primært som defensiv midtbanespiller) og to backs (den ene først fra vinter). Nu skal der lukkes af defensivt efter vores dårligste sæson siden 04/05 sæsonen hvis man kigger på mål scoret imod os. Offensiven bliver afhængig af en solid defensiv og det fysiske overskud til at sætte et hårdt pres når modstanderne har bolden. Det fysiske overskud har vi ikke endnu og der går nok et par måneder før vi rigtigt er der hvor vi kan kværne modstanderne helt ned.
Det bliver ikke kønt. Og det bliver næppe vildt effektivt før vi får det fysiske overskud. Men det kommer til at vinde kampe. Og det kommer til at holde antallet af mål imod os nede. Og det vinder mesterskaber.
Ser man på den moderne era af Superliga fodbold, den periode jeg så godt kan lige at bruge som datasæt fra vores andet mesterskab i 00/01 sæsonen og frem til nu, så er otte af de fjorten mesterskaber gået til det hold der har scoret flest mål (eller delt-flest). Tolv af dem er gået til det hold der har haft færrest mål imod.
Med andre ord, er man det hold i Superligaen der scorer flest mål så er det stadig plat eller krone om man vinder mesterskabet men er man det hold der bliver scoret færrest mål imod, så er du over 85% sikker på et mesterskab.
Sådan circa.
Offensiven ser stadig tynd ud og jeg ville være pænt overrasket hvis truppen ikke får tilført en spiller eller to, men man bliver nødt til at gå ind til denne sæson velvidende at det her er et langsigtet projekt lige så meget som det er et kortsigtet. Der er ikke plads til flere fiaskoer, hverken nu eller fremover, og både trupsammensætning og taktik er sat derefter. Målet er at holdet topper i en sæson ligesom 10/11 holdet med et suverænt mesterskab og et europæisk raid, men ligesom opbygningen af det hold også startede med et AaB mesterskab mens vi lå og kæmpede med FCM om andenpladsen, så vil det her hold nok også have brug for et par sæsoner før det hele går op i en højere enhed.
Indtil da vil det være vigtigere at vinde end at vinde underholdende. Det første udelukker ikke det andet, men det vigtigste er at det her mesterskab ikke glipper. Det er frygten for fiasko. Nu skal vi vise at vi kan håndtere den.
Kongen er død, længe leve kongen.
Carsten V. Jensen, sportsdirektør i FC København, blev til tidligere sportsdirektør da ledelsen mente at han ikke længere var den rigtige til at bygge holdet op frem mod den nye sæson. Det sportslige ansvar er i stedet lagt over på Ståle Solbakken i en ny rolle som manager, med Johan Lange flyttet fra udviklingschef til teknisk direktør, en rolle som ser ud til at være meget lig Carsten V. Jensens rolle som sportsdirektør men med Ståle Solbakken som chef.
For et par år siden virkede det nærmest utænkeligt at Carsten V. Jensens position i klubben skulle komme i fare. Jeg skrev selv at udviklingen i den sportslige ledelse nærmest var blevet udsat for et kup, med en træner der var kendt for ikke at ville blande sig i transfers, en ledelse som ikke havde kvalifikationerne til at sætte spørgsmålstegn ved Carsten V. Jensens arbejde og et sportsligt udvalg der var blevet nedlagt og den tidligere sportsdirektør flyttet længere væk til bestyrelsen. Efter at have overlevet en trænerfyring, en træner-titel og et tabt mesterskab til en værdi af over hundrede millioner, en situation hvor eneste konsekvens var ved egen hånd, så virkede Carsten V. Jensen nærmest urørlig.
Ironisk nok lagde han så selv grundlaget for sin egen fyring. Ariël Jacobs, altid sympatiske Ariël Jacobs med den store udstråling og den lille værktøjskasse løb tør for værktøjer og da Ståle Solbakken overtog jobbet lignede det et scoop af Carsten V. Jensen at have hentet den fortabte norske søn hjem. Klubbens mest succesfulde træner nogensinde, en markant og stærk personlighed der blev hentet ind. Men samtidig en mand som klubbens ledelse kunne og ville lytte til. Ståle, der ved ansættelsen noterede hvor vigtig CV var for ham og for klubben, var allerede før jul meget åben om at han var kommet hjem til en trup i ubalance. Carsten V. Jensens to store sommerindkøb til angrebet, Marvin Pourié og Fanendo Adi, røg begge hurtigt i kategorien dur ikke da Ståle overtog. Johan Lange blev hentet ind til en position som udviklingschef. Og i December valgte Anders Hørsholt og resten af ledelsen så officielt at sidestille Carsten V. Jensen og Ståle Solbakken i hierakiet.
Anders Hørsholt sagde på det tidspunkt at det ikke skulle ses som en degradering af Carsten V. Jensen. Hvilket i sig selv blev set som bevis nok på at det var en degradering af Carsten V. Jensen.
Transfervinduet kom og gik. Et opsigtsvækkende køb af Andreas Cornelius på vinduets sidste dage, timer og minutter endte med at være den eneste justering af truppen, hvilket Ståle i endnu en overraskende ærlig udmelding indrømmede var en fejl. Man havde simpelthen overvurderet truppen. Og man havde nok brug for en større udrensning i sommervinduet end man ellers havde regnet med.
Et par dage efter den udmelding sagde Carsten V. i et interview at det kommende transfervindue nok blev et vindue som så mange andre og at Ståle sikkert ikke havde ment det han sagde.
Et par uger efter viste det sig at ledelsen var mere enig med Ståle end med CV i den sag og det der lignede sportsligt enevælde blev nu væltet af en ledelse der kunne falde tilbage på to mænd som Carsten V. Jensen selv var med til at hente til klubben igen, Ståle Solbakken og Johan Lange.
Så hvorfor gik det så galt for CV?
Anders Hørsholt var ude og sige at det ikke havde noget med indkøb at gøre men resultater, og resultaterne har siden CV alene overtog den sportslige ledelse i 2011 heller ikke levet op til de forventninger man kan have i en klub som FC København. I Ståle Solbakkens første tid i klubben havde FCK et gennemsnit på 1.99 point per kamp. Under Roland Nilsson hed det 1.90, under Carsten V. Jensen hed det så 1.83 og under Ariël Jacobs endte vi på 1.75 point i gennemsnit. Efter Ståles retur til klubben hedder pointgennemsnittet så 1.77, første gang den er gået op siden 2011. To gange sølv og kun et enkelt mesterskab har heller ikke været godt nok for FC København, en sølv-medalje i denne sæson som endda så meget tvivlsom ud da beslutningen om CV blev taget.
Men selvom der blev henvist til resultater og ikke indkøb, så kan de to ting ikke rigtig adskilles. Resultater afhænger af materialet til rådighed, materialet til rådighed afhænger i FCK primært af køb og salg af spillere. Og for nu at tage det positive, så har CV altid imponeret med hans evne til at sælge spillere. Men problemet er at uanset hvor imponerende det er at kunne sælge Pape Pate Diouf, så var CV også ham der købte Pape Pate Diouf.
Argumentet for Carsten V. Jensen har altid været at han var en vigtig del af opbygningen af de to Champions League hold, i 2006 og i 2010. Fra han tiltrådte sammen med Ståle Solbakken i 2006 og frem til Ståles afsked i 2011 havde han en fremragende track record. Der var spillere der ikke slog igennem, en Peter Larsson, en Rasmus Würtz, der var spillere der måske havde svært ved at leve op til de store transferbeløb der var blevet lagt for dem, en Ailton Almeida, en Ulrik Laursen, og der var spillere der aldrig blev mere end middelmådige, en Fredrik Berglund, en Razak Pimpong. Men samtidig var der altså en perlerække af spillere der alle konkurrerer om plads på et FCK All-Star hold, Brede Hangeland, Atiba Hutchinson, Jesper Grønkjær, Oscar Wendt, Mikael Antonsson, Libor Sionko, Zdenek Pospech, Cesar Santin, Johan Wiland, Dame N’Doye, Bryan Oviedo, Martin Vingaard, Claudemir, Pierre Bengtsson…
Argumentet imod er så at Ståle Solbakken havde en enorm indflydelse på transfers i de år og det er svært at vurdere hvor meget af de år der var Ståle og hvor meget der var CV. Så i stedet giver det mere mening at se på de år hvor vi ved at det har været CV, årene efter Ståle tog til Tyskland. Her ser det mindre overbevisende ud. Der var stadig store transferhits, en Ragnar Sigurdsson, en Nicolai Jørgensen, der var unge spillere der udviklede sig enormt, en Igor Vetokele, en Youssef Toutouh, men generelt har man fået markant mindre værdi for pengene i tiden efter Ståle. Ikke kun dyre flops som Pape Pate Diouf, som nok den mest kendte, men spillere som Cristian Gamboa der blev hentet dyrt til klubben og fik kun to kampe, en spiller som Christian Grindheim der blev hentet som afløser for William Kvist og aldrig slog igennem.
Faktisk er det bemærkelsesværdigt hvor markant mindre værdi for pengene man har fået fra sommervinduet 2011 og fremefter. Hvis man ser på hvor meget man har betalt per kamp for de spillere som Carsten V. Jensen har været med til at hente til klubben, fra vintervinduet i 2006 til og med vintervinduet i 2011, altså tager købsprisen og dividerer med antal spillede kampe, så handler det om 32 spillere som man til sammen har betalt circa tre millioner kroner for. Det er ganske fin værdi for pengene, specielt med tanke på at vi i den periode rutinemæssigt bevægede os op i priser som femten millioner per spiller.
Kigger man på de spillere man har hentet fra sommervinduet 2011 og frem til og med vintervinduet i 2014, så er det 18 spillere der har kostet tre gange så meget. Ni millioner kroner hos en flok spillere hvor kun Andreas Cornelius af de rigtig dyre drenge har en reel mulighed for at forbedre sin gennemsnitspris.
Det tegner selvfølgelig ikke nødvendigvis et fyldestgørende billede, en spiller som Ailton Almeida vil de fleste nok mene aldrig formåede at leve op til sin indkøbspris, men alligevel er han med over hundrede kampe endt på en pris per kamp på omkring de 150.000 kroner. Johan Absalonsen kom aldrig i nærheden af at være hverken et alternativ til eller en erstatning for Jesper Grønkjær men han kom på en fri transfer og da løn er nærmest umulige oplysninger at finde, så har Absalonsen en gennemsnitspris på et rundt nul. Men fyldestgørende eller ej, der tegner sig alligevel et billede og ikke nødvendigvis et pænt et.
Hvis man ser på hvilke spillere FC København har betalt mere end en halv million for per kamp, så er der syv spillere. Kun en af dem var før 2011. Søren Frederiksen, den unge angriber fra SønderjyskE der kom til klubben midt i en sand rygtestorm om Rafael van der Vaart, blev hentet for to millioner, fik kun fire officielle kampe og er dermed lige nøjagtig oppe på en pris på en halv million per kamp. Efter 2011 hentede CV så Pape Pate Diouf, Cristian Gamboa, Michael Jakobsen, Marvin Pourié, Fanendo Adi og Andreas Cornelius der alle har en gennemsnitspris på over en halv million per kamp.
| Navn | Pris | Kampe | Gennemsnitspris |
| Søren Frederiksen | 2M | 4 | 500K |
| Pape Pate Diouf | 18M | 34 | 529K |
| Cristian Gamboa | 7M | 2 | 3.5M |
| Michael Jakobsen | 8M | 9 | 888K |
| Marvin Pourié | 7.5M | 14 | 535K |
| Fanendo Adi | 11M | 12 | 916K |
| Andreas Cornelius | 27M | 16 | 1.6M |
Af de syv har de første fire spillere forladt klubben og hverken Pourié eller Adi ligner nogle der får lov til at forbedre deres gennemsnit.
Hvorfor går det så galt? Før 2011 havde CV en træner med en markant ide om hvordan han gerne ville spille fodbold og hvilke typer han havde brug for til det. Efter var det først Roland Nilsson, som tydeligvis ikke havde den fornødne respekt omkring sig til at kunne sætte sig igennem, så Carsten V. Jensen selv og så Ariël Jacobs, en træner med stor udstråling og et ry fra Anderlecht-tiden som en firmaets mand der tog det han fik og ikke blandede sig i transfers eller den sportslige ledelse. Først da Ståle kom tilbage blev han mødt med lidt modstand fra trænerbænken og en næsten sikker handel med Morten Gamst Pedersen blev der også med det samme trukket stikket på og Daniel Braaten hentet i stedet.
Hvorfor er det så stort et problem? Carsten V. Jensen var i lang tid udnævnt til vogteren af FC Københavns hvide tråd, den Københavnske bibel der skulle fortælle hvordan FCK skulle spille. Men når man ser hvordan vi spillede under Backe, under Ståle, under Jacobs, så er det tydeligvis mere en rettesnor end en rigid regelbog. De spillere Backe gerne ville have var ikke den samme type som Ståle var ikke den samme type som Jacobs og i sidste ende var ingen af dem rigtig ude efter den samme type som Carsten V. Jensen. For når man ser på hvordan Carsten V. Jensen har købt ind uden en stærk trænerstemme til at guide ham, så købte han sjældent ind til FCK.
Carsten V. Jensen købte ind til et løbestærkt midterhold der spillede meget umiddelbart og direkte. Han købte ind til SønderjyskE Ekstra. Christian Grindheim på den centrale midtbane, en spiller CV havde holdt øje med i lang tid. Pape Pate Diouf, manden der blev et hit i den norske liga ved at være sidste mand på bolden, ikke næstsidste. Mos Abdellaoue med de lige linjer, Marvin Pourié som den klassiske bundholds-måltyv. Johan Absalonsen, Johnny Thomsen, Søren Frederiksen, Rurik Gislason som spilleren med størst succes i FCK. Alle sammen hårdtarbejdende spillere med stort løbepensum og ikke den vilde teknik.
Carsten V. Jensen købte ind til den bedst mulige udgave af SønderjyskE og fik resultater derefter. Og det er ikke godt nok i København.
Der var andre ting, selvfølgelig. Den historie der går om Pape Pate Diouf hedder at Ståle Solbakken i flere omgange fik præsenteret navnet og sagde nej hver gang, men at CV simpelthen ville have ham og fik ham i sidste ende. Historien om Fanendo Adi minder om en hvor en dansk sportsdirektør er blevet narret af en slovakisk klub til at smide et større millionbeløb for en spiller som man ikke fik en chance for at scoute ordentligt fordi man fik præsenteret en historie om umiddelbar udenlandsk interesse som man blev nødt til at komme i forkøbet. Grindheim som erstatning for William Kvist og Pourié som erstatning for Andreas Cornelius virker begge som indkøb hvor sportsdirektørens holdning til spillerne er blevet sat forud for taktiske hensyn.
Uanset hvad det var, så blev det i sidste ende for meget. Så meget at en fyring blev fundet nødvendigt, nok ikke mindst fordi det sportslige udvalg var blevet nedlagt i takt med omjusteringen omkring ligestillingen mellem Ståle og CV og Johan Langes nye position som udviklingschef. Ellers ville det virke som et oplagt sted at parkere en klubmand som Carsten V. Jensen, som FC Københavns repræsentant i et udvalg hvor man i forvejen havde personer fra KB og B1903 som man hellere ikke havde lyst til at høre på mere. Eller, som sportsdirektøren ikke virkede til at have lyst til at høre på mere.
Så Carsten V. Jensen røg ud og Ståle Solbakken blev rykket endnu en tak op i hierakiet. Nu som Manager med en teknisk direktør under sig, en konstellation som man kender fra engelsk fodbold.
Og hvordan ser fremtiden så ud med den opstilling?
Man får en stærk mand ind, en stærk personlighed med en markant holdning til hvordan han vil spille fodbold, en mand der ved hvilke slags spillere han har brug for og en mand der vil spille en slags fodbold som ikke bare vil give succes i den hjemlige liga men som også kan fungere i Europa. Johan Lange, i rollen som teknisk direktør, tænker fodbold på samme måde som Ståle gør og har erfaring både fra ungdomssiden, som cheftræner og fra udlandet, en noget nær ideel mand at give jobbet med at lave en ny hvid linje op igennem organisationen, fra ungdomsholdene og op til førsteholdet.
Setuppet med en manager og en teknisk direktør er, som nævnt en del, kendt fra engelsk fodbold men selv i England er der klubber der er begyndt at bevæge sig væk fra det. Manchester City har Txiki Begiristain som deres Director of Football, Sunderland, West Bromwich og Leicester har alle en sportsdirektør og Liverpool, Tottenham og Newcastle har alle prøvet sig af med en sportsdirektør inden for de sidste par år. Desværre for de tre klubber var det henholdsvis Damien Comolli gange to og Joe Kinnear der fik jobbene og så kan man måske ikke bebrejde klubberne hvis de efterfølgende er blevet skræmt lidt væk fra ideen med en sportschef.
Men stadig, fordelen ved en sportsdirektør er at man netop har et fast holdepunkt i klubben der kan overleve mellem trænere og det man kan bekymre sig for i København er netop “Hvad sker der i klubben når Ståle stopper?”. Forhåbentlig kan man holde på Johan Lange og “bare” skubbe ham op som sportsdirektør. Hvis man ikke kan, hvis han forlader klubben sammen med Ståle, så er det et kæmpe sportsligt vakuum man pludselig vil stå med.
Foruden det, så kunne man være lidt bekymret for samme situation som under Carsten V. Jensen da han sad på al magten. Hvis det ikke fungerer for Ståle, hvis det ikke bliver bedre, hvem foretager så den sportslige vurdering af det arbejde han udfører? Quis custodiet ipsos custodes, hvem vogter vogterne? Omvendt, så har tiden med CV netop vist at ledelsen, herunder Anders Hørsholt, i sidste ende ikke vil sidde udenfor i en sådan situation. Så må man bare håbe at de på det tidspunkt, skulle det komme, har den fornødne ekspertise til at foretage den rigtige vurdering af situationen.
Men det er alt sammen meget om hvad der kan gå galt. Spørgsmålet er snarere, vil det gå galt? Jeg tror det ikke. Jeg har personlig stor tiltro til Ståle, jeg tror at hans personlighed er den helt rette til situationen og samtidig tror jeg at han vil være bevist om behovet for at bygge en klub op der kan overleve uden ham. Jeg tror ikke man er færdig med at justere i den sportslige ledelse, jeg tror man vil kigge alvorligt på at hente en ny træner ind der kan tage noget ansvar på træningsbanen og måske lade Brian Riemer koncentrere sig en anelse mere om de unge spillere i truppen. Og jeg tror at man vil se en anderledes ageren på transfermarkedet end man har set før, ikke bare omkring kvalitet og pris men også hvornår i vinduet man har tænkt sig at agere.
Ja, faktisk bliver sommerens transfervindue vel et af de mest spændende i klubbens historie. Men det må blive noget jeg ser på en anden dag.
Så Ståle ind som manager. Det rigtige valg? På nuværende tidspunkt, ja. Jeg vil faktisk sige at det var det helt rigtige valg for at få FC Københavns identitet tilbage. Ikke længere SønderjyskE Ekstra men Danmarks førende klub, lokomotivet for dansk fodbold.
Kongen er død, længe leve kongen.
I 2012/2013 sæsonen scorede vi 62 mål på 33 Superliga kampe. Det gav et målgennemsnit på 1.87 mål per kamp og var det næststørste antal mål vi har scoret i ligaen siden 2009/2010 sæsonen. Kun i den fantastiske 2010/2011 sæson scorede vi flere, hele 77 mål. Det var også Ståles sidste sæson i klubben før han tog til Köln.
2013/2014 er Ståles første sæson siden han kom tilbage. På de 18 kampe vi har spillet i ligaen indtil videre har vi scoret 34 mål. Det er et målgennemsnit på 1.88 per kamp.
Jeg har, som det nok kan ses, været igennem tallene for denne sæson og sammenlignet en del af dem med sidste sæson. Som udgangspunkt har jeg valgt kun at fokusere på ligaen og altså hverken pokalen eller Champions League. Der er simpelthen for stor forskel på modstandere og niveauer til at begynde at drage de to turneringer ind i det her.
Faktisk startede det med at jeg ville se hvilken indflydelse det havde haft at Andreas Cornelius var blevet solgt og en direkte afløser ikke var blevet fundet. Selvfølgelig er der den åbenlyse indflydelse der hedder at vi mangler 18 mål i ligaen i forhold til sidste sæson, men hvad har det betydet for den slags mål vi scorer? Hvor vi scorer dem? Hvad har ændret sig?
Og der kom så den første overraskelse. Sidste sæson scorede vi i alt femten mål på indlæg og havde altså et gennemsnit på 0.45 mål på indlæg per kamp. Hele 24% af vores mål blev scoret på indlæg i 12/13 sæsonen. Uden Andreas Cornelius her i 13/14 sæsonen har vi indtil videre scoret otte mål på indlæg, hvilket giver et gennemsnit på 0.44 per kamp og en procentdel af vores samlede mål på 23%. Med andre ord, kun en marginal nedgang.
Okay, men hvad så med hovedstød? Vi kommer stadig frem til en masse indlæg, men uden Cornelius og hans otte hovedstødsmål, kan vi så måle en mere markant nedgang der? I 12/13 blev det foruden Cornelius til ni andre mål på hovedstød og altså en total på sytten mål. Det giver et gennemsnit på 0.51 hovedstødsmål per kamp og betyder at 29% af vores mål i Superligaen den sæson blev scoret med hovedet. I 13/14? Indtil videre er der scoret ti mål på hovedstød, hvilket giver et gennemsnit på 0.55 og en procentdel af vores samlede mål der igen hedder 29%.
tv. FCKs mål på hovedstød i sæsonen 12/13. th. FCKs mål på hovedstød i sæsonen 13/14.
(Her kan vi se en af de åbenlyse forskelle på de to sæsoner, Cornelius-området ved bagerste stolpe på indlæg fra højre. I denne sæson er det blevet mere centreret.)
Så på indlæg ser vi kun en marginal nedgang og på hovedstød endda en marginal forbedring. Hvordan kan det være? Blandt andet ved at flere spillere har scoret med hovedet i denne sæson end i sidste. Sidste sæson scorede Andreas Cornelius som sagt otte gange på hovedstød mens Nicolai Jørgensen og Ragnar Sigurdsson begge scorede tre gange. Kun tre andre spillere scorede med hovedet, alle tre kun en enkelt gang, og altså seks forskellige spillere i alt. I denne sæson har kun Thomas Delaney og Igor Vetokele scoret to gange med hovedet mens seks andre har scoret en enkelt gang hver. Så allerede nu, efter kun 18 af de 33 kampe vi skal spille i denne sæson, har der været flere forskellige spillere der har scoret med hovedet end i hele sidste sæson.
Og så er kun et enkelt af de mål kommet fra det centrale forsvar. Ikke bare på hovedstød, men overhovedet. I sidste sæson blev der scoret otte mål af den bagerste kæde, seks af dem scoret af centrale forsvarsspillere. Ragnar Sigurdsson var forsvarstopscorer med hele tre mål. I denne sæson har vi kun fået tre mål fra hele den bagerste kæde og det eneste mål fra en central forsvarsspiller var Olof Mellberg mod Viborg.
Hvad med de andre kæder? Der bliver det lidt mere besværligt at sammenligne, for hvor skal man placere Nicolai Jørgensen? Sidste sæson var han venstremidt der blev brugt lidt rundt omkring. I denne sæson har han spillet flere kampe i angrebet end på midtbanen, men det har lugtet af nødløsning langt hen af vejen. For en god ordens skyld så regner vi Nicolai Jørgensens mål i kampe hvor han er startet i angrebet som en del af angribernes og kampe hvor han er startet på midtbanen som en del af midtbanespillernes. Så ignorerer vi behændigt eventuelle justeringer undervejs.
Når det så er på plads, så starter vi med at kigge på angrebet. Sidste sæson scorede Andreas Cornelius og Cesar Santin tilsammen 29 mål, fordelt på 11 til den klejne brasser og 18 mål fra Cornelius. Vetokele scorede tre mål og Mos Abdellaoue nåede faktisk også to før han blev sendt på lejeophold i det norske. Det giver 34 mål og et gennemsnit på 1.03. Vi kunne altså være rimelig sikre på at få mindst et mål per kamp fra vores angribere sidste sæson.
Så kan det sikkert ikke overraske at det ikke ser helt sådan ud i en sæson hvor Igor Vetokele godt nok har scoret ni mål i ligaen mens ingen andre angribere på listen har scoret mere end tre mål i de kampe hvor de har spillet som angribere.
Jeg sagde jo den blev lidt mere besværlig med Nicolai Jørgensen.
Det er forøvrigt ikke Jørgensen der har scoret de tre, i hans kampe som angriber har han kun scoret to mål. Nej, det er faktisk Fanendo Adi der har været mest scorende makker til Igor Vetokele. De to der har spillet mest sammen med vores lille belgier er så omvendt Nicolai Jørgensen med to mål og Daniel Braaten med nul. Cesar Santin kom også op på de to mål han manglede og så fik Marvin Pourié lige sneget en enkelt scoring ind på falderebet og altså alt i alt 17 mål og et målgennemsnit på 0.94. Så endnu en lille overraskelse, man kan sige at salget af Cornelius kan ses men ikke mærkes.
Hvad så med midtbanen? Vi er målmæssigt dårligere kørende i bagerste kæde og lige en flig bagefter i forreste, så det er på midtbanen at vi har set den største fremgang. Sidste sæson kom der atten mål fra midtbanen eller gennemsnitligt 0.54. I denne sæson indtil videre, tretten mål i de kampe hvor Nicolai Jørgensen har spillet på midtbanen og altså et mål gennemsnit på 0.72, en rimelig markant forskel. Vi kan også se på antal mål scoret uden for feltet, hvor der i 12/13 blev scoret ni mål på 33 kampe og i denne sæson seks mål på 18 kampe. Det er 0.27 sidste sæson og 0.33 nu her. De seks mål i denne sæson forresten scoret af seks forskellige spillere, mens der kun var fem spillere sidste sæson der fik scoret fra distancen.
tv. alle mål scoret af FCK i sæsonen 12/13. th. alle mål scoret af FCK i sæsonen 13/14.
(Et par ting går igen, både Cornelius området men også at målene er blevet mere centreret i denne sæson.)
Så en mere målfarlig midtbane end sidste sæson men hvad man tjener på gyngen har man jo så ofte mistet på karrusellen. I 12/13 sæsonen havde vi femten assists fra midtbanen, indtil videre i 13/14 sæsonen har vi fire. To indlæg, et fra Braaten og et fra TK, og så to afleveringer fra Nicolai Jørgensen. Altså kun en enkelt assist fra en central midtbanespiller og ingen fra vores to normale startere derinde. Det tætteste vi kommer på en assist fra Claudemir var kampen mod Brøndby hvor det var hans lange bold som Vetokele kæmpede sig foran Almebäck på, men vi kan vist godt alle blive enige om at det var Vetokele og ikke Claudemir der skabte det mål.
Så det er ikke så overraskende at der bliver set på den centrale midtbane, selvom det glippede med Stefan Johansen der valgte at tage til Celtic. Nu er det så Franco Mussis det kredser om og skulle det glippe, så må man håbe at der er flere navne at tage af. Men hvad med angrebet? Det oprindelige spørgsmål gik på Andreas Cornelius og hvad det betød at der ikke var fundet en direkte afløser.
Jeg tror faktisk der er fundet en afløser.
Eller ikke en hel afløser men jeg vil faktisk mene at der er fundet tre-kvart afløser (forklaring følger) for Andreas Cornelius og det er Igor Vetokele.
tv. Andreas Cornelius’ mål for FCK i 12/13 sæsonen. th. Igor Vetokeles mål for FCK de sidste to sæsoner.
tv. Cesar Santins mål for FCK de sidste to sæsoner. th. Marvin Pouriés mål for Silkeborg i 12/13 sæsonen.
(Vetokele er ikke helt lige så stærk uden for feltet, men ellers minder deres data mere om hinanden end nogen af vores andre angribere. Pourié er fra hans tid i Silkeborg, Adi havde ikke nok data til at være med.)
Ja, Igor kommer jo nok aldrig i nærheden af Cornelius på indlæg, for eksempel, som Corner scorede halvdelen af sine 18 mål på, men mindre kan også gøre det. Faktisk er Igor oppe på at 25% af hans mål kommer på indlæg. Generelt ligner hans fordeling af mål mere Andreas Cornelius end, for eksempel, Cesar Santin der i langt højere grad lever af afleveringer end nogle af de to. Og sammenligner vi på mål med og uden assists, så kan man se at både Igor og Cornelius har en circa lige fordeling af de to, modsat Santin som har tre gange så mange mål med assists som uden.
Selvfølgelig kunne man ikke tale om en afløser hvis vi stadig spillede som vi gjorde sidste sæson og som vi faktisk også gjorde i starten af denne sæson, hvor Plan B meget hurtigt blev til Plan A. Men vi har faktisk formået at stille om til at spille uden en decideret targetman oppe foran, faktisk så godt at vi er marginalt bedre end sidste sæson både på boldbesiddelse og antal skud. Og i det nye system spiller Vetokele så den rolle som Cornelius havde i det gamle system, rollen som spidsangriber. En påstand som til dels bliver underbygget af at den angriber vi kigger på lige for tiden i højere grad ligner Santin af type end Cornelius.
Eller måske ikke Santin. Jeg tror faktisk at det vi leder efter er en der kan gå ind og gøre nogle af de ting man gerne så Nicolai Jørgensen gøre i angrebet. For hvis der er en spiller vi har manglet, så er det Nicolai Jørgensen ala efteråret 2012.
tv. Nicolai Jørgensens mål for FCK i sæsonen 12/13. th. Nicolai Jørgensens mål for FCK i sæsonen 13/14.
(Selv Nicolai Jørgensen er ikke immun overfor den skævridning der var sidste sæson. Muligvis immun overfor målscoring i denne sæson. Hans straffespark er ikke taget med i 13/14, skal lige siges.)
I efteråret 2012 spillede Nicolai Jørgensen seksten kampe og scorede ni mål, mens han lagde tre assists. Det er nok det bedste målsnit for en midtbanespiller i den moderne FCK æra. Han sluttede sæsonen med kun to mål mere og har scoret seks i alt i denne sæson, inklusive et på straffe. Bevares, specielt det mod Brøndby var både flot og, ikke mindst, vigtigt. Men han har selv været ude og tale om at skulle tilbage på det niveau han havde tidligere og der er ingen tvivl om at kan han ramme det niveau igen, så bliver han FCK’s vigtigste spiller.
Men det kommer ikke til at ske i angrebet. Det har hele tiden været en nødløsning fordi man havde brug for en spiller der kunne operere bag Vetokele og være den sidste fjerdedel af afløseren for Cornelius (jeg sagde jo at en forklaring ville følge). Cornelius var god til at modtage bolden og flytte den videre og selvom vi ikke længere smider høje bolde op mod en fysisk stor angriber, så skal vi stadig have en spiller der kan spille på kanten af feltet, modtage bolden, flytte den videre, indgå i spillet. Det er nogle spidskompetencer som hverken Fanendo Adi eller Marvin Pourié har og derfor er både Daniel Braaten og Nicolai Jørgensen blevet brugt i den rolle i stedet. Problemet er at Braaten er ikke målfarlig nok og Jørgensen mister en del når han ikke kan vandre ind fra kanten og få overblikket over de åbne rum derfra.
Så ud fra de tal jeg har set på vil jeg konkludere at fokus-områderne på vej ind i det her transfervindue har været en pasningsstærk midtbanespiller og en teknisk stærk angriber der kan frigøre Nicolai Jørgensen fra angrebet.
Og til spørgsmålet om hvilken indflydelse det har haft at vi ikke har fundet en afløser for Cornelius bliver svaret, overraskende nok, at hvad man ikke kunne finde på transfermarkedet har man i stedet fundet på træningsbanen gennem en taktisk ændring og en lille belgier der slog til på det rette tidspunkt. Hvad man har tabt på gyngen har man tjent ind på karrusellen.
Nå, Google har åbenbart ødelagt YouTubes Google Apps adgang og lukket min FC Sofa konto. Jeg prøver at få videoen op et andet sted.
OK, den er oppe igen.
Så fik FC København endelig en ny træner, efter flere uger med rygter om Peter Sørensen og frygt for alle fra Lars Søndergaard over Johan Lange til, ja, Peter Sørensen. Til sidst blev det så det i Danmark relativt ukendte navn Ariël Jacobs der endte med at overtage trænersædet på en to-årig kontrakt. Informationer blev hurtigt indhentet, et billede begyndte at dannes af en træner der efter fem år i Anderlecht med to mesterskabet og tre forfejlede Champions League-kvalifikationer begyndte at kløjs i kritikken fra presse og tilskuere om kedeligt spil og nu havde besluttet sig for noget nyt på trods af at han stadig var populær internt i klubben.
Der blev også lagt mærke til at han i Anderlecht havde spillet mere 4-2-3-1 end 4-4-2, noget der kunne ligne et opgør med den stramme organisation der har været talt så meget om gennem det sidste år. Manden selv lyder lidt mere ambivalent omkring talkombinationer, med fokus i stedet på hvad spillermaterialet ligger op til. Kombineret med en mere tilbageholdende attitude omkring det at have indflydelse på spillerindkøb, markant indflydelse ihvertfald, lyder det ikke som klubben forlader den 4-4-2 der har tegnet FC København udadtil siden 2001. En træner der stiller op alt efter spillermaterialet indkøbt af en 4-4-2 mand stiller stadig op i en 4-4-2.
En af hans stærke sider skulle så være kommunikation, han taler en del sprog allerede og har engang i tidernes morgen endda lært lidt dansk. Han mente selv på pressemødet at det handlede om uger før han kunne begynde at kommunikere på dansk. I Anderlecht fik han en del ros for sin mandskabsbehandling, ikke mindst fordi han var i stand til at tage samtaler med de individuelle spillere på deres eget sprog. Det bliver spændende at se hvordan en spiller som Claudemir vil tage sig ud under Jacobs, en træner med større chance for at nå ind og motivere ham end både Roland Nilsson og Carsten V. Jensen.
Det der umiddelbart har vakt mest bekymring om Jacobs er selvfølgelig anklagerne om kedeligt spil. Udtalelser fra nu kun sportschef Carsten V. Jensen om at både klub og træner er enige om at starte ud fra en solid defensiv organisation har spædet til og sammen med de uheldige CL kvalifikations resultater er der måske begyndt at dannes et billede af Hans Backe v. 2. Det er dog ikke første gang at en træner i FCK begynder at tale defensiv organisation, selvom Backe Basics er hvad der hænger mest ved. Roy Hodgson var af den klassiske skole der mente at den bedste måde at vinde på var ved ikke at tabe. Ståle Solbakken, under hvem holdet spillede nok det mest sprudlende angrebsspil endnu set i København, startede selv sin tid i klubben ved at tale om at angribe som Arsenal og forsvare sig som AC Milan og blev flere gange i sin tid i klubben kritiseret kraftigt netop fordi folk mente at han havde en alt for defensiv indgang til kampene.
Så skal det også siges at Jacobs mål-gennemsnit i de fem år han havde i Anderlecht er lige en flis over to mål per kamp, hvilket faktisk er marginalt bedre end Ståle Solbakkens gennem hans tid i klubben. Men det er nu ikke det den her klumme skal handle om. Der er konkrete argumenter omkring manden for både optimisme og bekymring men det jeg synes er spændende ved ansættelsen af ham handler faktisk om manifestet, den ellers på det sidste så udskældte køreplan som Carsten V. Jensen vogter, som startede med Roy Hodgson og stadig er skabelonen som klubben bliver kørt efter den dag i dag.
Mere specifikt, muligheden for forandring af den.
Den fremragende og tidligere nævnte bog “Soccernomics” af journalisten Simon Kuper og Stefan Szymanski, professor i sport ved Michigan University, har en del at sige om vigtigheden af videns-netværk inden for fodbold. Spanien og Barcelona blev fremhævet som to af de største eksempler på hold der først rigtig begyndte at udvikle sig da spillestilen fik en bredere europæisk indflydelse, i begge tilfælde primært gennem den hollandske skole ført med over af Johan Cruyff. Guus Hiddink bliver også fremhævet for hans rolle i at udbrede EEC-fodbold, den hurtige pasnings-baserede spillestil som er grundlaget for næsten alle større Champions League hold, blandt nationer som Tyrkiet, Australien og Rusland.
Herhjemme har vi de to meget konkrete eksempler som hedder Sepp Piontek hos det danske landshold og Roy Hodgson her i København, som begge kom til og udvidede den fodboldmæssige viden hos de to hold. Uden Sepp Piontek, ingen Danish Dynamite, uden Roy Hodgson, ingen moderne FC København.
Dermed ikke sagt at det FCK der findes i dag er det samme som Hodgson efterlod. Han udvidede FCK’s vidensnetværk til at omfatte den meget britiske stringente 4-4-2 med kort afstand mellem linjerne og lange bolde ned i bagrummet. Så kom Hans Backe med den svenske videreudvikling af hvad Roy Hodgson selv havde bragt til Sverige år tidligere. Stadig kort afstand mellem linjerne men nu havde backerne større muligheder for at gå med i det offensive spil. De to fløje havde mere frihed til at skære ind i banen. Og der var mere fokus på at beholde bolden i egne rækker. Der blev endda leget med tanken om at spille 4-3-1-2 en overgang, i et forsøg på at få det bedste ud af Jörgen Pettersson. Og så kom Ståle, og nu blev vidensnetværket udvidet igen. Denne gang var det Ståles udgave af Drillo-skolen der blev tilført til gryden. Spil i længderetningen, tempo i omstillingsspillet, backs som fløjspillere og fløjspillere som offensive midtbanespillere.
Men omkring Roland Nilsson gik det galt. Ideen gik på at finde en træner der i spillestilen mindede om Ståle. Hurtige omstillinger, 4-4-2 med bevægelige fløje, spil i længderetningen. Og det fik man. Man fik bare ikke andet. Det virkede ikke som om Roland Nilsson havde sin egen spillestil at bringe til holdet. Det hele var velkendt men mølædt, en bleg kopi af hvad man havde i forvejen. I stedet for at udvide netværket havde den sportslige ledelse sat den i dvale i deres forsøg på at videreføre hvad man allerede havde. Da Nilsson samtidig tabte omklædningsrummet blev det for meget og Carsten V. Jensen måtte selv i trænerstolen det sidste halve år. Men en mand der kommer indefra kan naturligvis ikke tilføje noget udefra, så den fodboldmæssige viden i klubben forblev i dvale og de manglende ideer endte med at være alt for tydelige. Det kunne ikke fortsætte, hverken med Carsten V. Jensen eller med Johan Lange, som det ellers blev frygtet en overgang. Der skulle nye ideer til.
Træd frem, Ariël Jacobs.
Uanset hvad der bliver sagt omkring talkombinationer, defensiv organisation og respekt for kubbens kultur, så kan en mand med næsten ti år i den belgiske fodboldunions talentudvikling og fem år hos RSC Anderlecht, en større klub i en større liga, ikke undgå at bringe nyt til det vidensnetværk som nærmest har ligget brak det sidste år. Manifestet blev skabt af Roy Hodgson, der blev efterladt aftryk af Hans Backe og Ståle Solbakken. Roland Nilsson kunne ikke tilføje det noget og Carsten V. Jensen kender ikke til andet. Ariël Jacobs vil uden tvivl efterlade sit aftryk. Med hans baggrund og fodboldopdragelse er det uundgåeligt.
Og det er på tide.
Bliver det et opgør med 4-4-2 og en betingelsesløs overgivelse til 4-2-3-1 systemet som mange håber på? Nej. Det er heller ikke nødvendigt. Vi skal ikke til at smide et system ud som har gjordt klubben til den største skandinaviske klub gennem de sidste ti år. Vi har vundet mesterskaber med det, vi har stået i Champions League 1/8. finaler med det. Men ligesom Backe gjorde med Hodgsons system og Ståle med Backes, så skal det udvides, videreudvikles og opdateres. Nu med de bedste dele af Ariël Jacobs belgiske fodboldviden.
Det synes jeg er spændende.
