Frygten for fiasko

Brøndby-træner Thomas Frank blev for nyligt præsenteret for mærkatet “favorit” og reagerede som så mange trænere før ham. Han skubbede det straks over på FC København.

FCK har investeret, jeg ved ikke hvor mange millioner i spillere, så de er klart de største favoritter. Det vil jo være en decideret fiasko, hvis de ikke bliver mestre i år.

Lige i år bliver vi nok ikke mestre, det ville AaB ihvertfald blive kede af, men ville det være en fiasko hvis København ikke blev mestre i denne sæson?

Ja. Ja, selvfølgelig ville det være en fiasko. Vi har hentet solidt ind, brugt mange millioner og vi vandt ikke mesterskabet sidste år. Selvfølgelig ville det være en fiasko at gå to år i træk uden et mesterskab.

Det her er FC København, det er en fiasko at gå et år i træk uden et mesterskab.

Men det vil også være en fiasko hvis Brøndby ikke vinder mesterskabet. De har investeret kraftigt i deres trup, de ser ud til at ende med at holde på deres største salgsobjekt på trods af egne (erklærede) ambitioner, de har to rigtig, rigtig dyre drenge rendende rundt i Thomas Kahlenberg og nu Johan Elmander, det ville da klart være en fiasko for dem hvis de ikke vinder mesterskabet.

Ligesom det vil for FC Midtjylland, som har formået at holde på de fleste af de profiler som man ellers regnede med ville blive solgt (regnede ret så kraftigt med, for visse spilleres vedkommende) og har lige fået endnu en omgang ny kapital ind med store ambitioner om Champions League i kølvandet. Det vil være en fiasko for dem ikke at vinde mesterskabet, specielt med tanke på hvor tæt de var sidste sæson.

Og AaB har godt nok mistet Kasper Kusk og måske Rasmus Jönsson men uden penge har de alligevel formået at hente Thomas Enevoldsen og Nicklas Helenius ind og kan de ellers holde på spillere som Jacob Ahlmann og Nicolaj Thomsen så er det svært at se AaB som svækket i forhold til det hold der vandt mesterskabet sidste år. Så ville det da også være en fiasko for dem.

Sådan er det i en liga med ambitiøse tophold. Det vil altid være en fiasko for nogle.

Forskellen på et mesterskab og en katastrofe-sæson er ofte hvordan man håndterer frygten for fiasko. Det så vi tydeligst med FC Midtjylland sidste sæson. Uanset hvor godt det gik, så stak man hovedet i jorden når man blev forelagt muligheden for at vinde guld, for har man først en forventning om at vinde noget så åbner man også op for at miste noget. Så længe man ikke kan vinde guld, så kan man heller ikke tabe guld. Så fingrene i ørene, lalala, jeg kan ikke høre dig når talen faldt på guldet. Indtil helt til sidst. Så blev man nødt til at tale om guldchancer. Og så tabte man.

Faktisk er det nærmest blevet en konkurrence i sig selv, det med ikke at ville tale om guldet. Danmarksmesterskab i favorit-forflytning. Thomas Frank har lagt hårdt ud, men lur mig om de andre konkurrenter ikke kommer stærkt igen når chancen for et mesterskab bliver præsenteret for dem.

Bortset fra en. For selv om der er en del hold som må anse det for en fiasko hvis de ikke vinder guldet, så er der kun et hold i Danmark som ikke kan slippe afsted med at flytte favoritværdigheden over på andre. Det er FC København. Selv efter den famøse 1-5 kamp i Parken hvor Ståle Solbakken prøvede at tale København ud af kampen og FC Midtjylland i front i favorit-kapløbet, så var der ingen der sådan rigtig bed på. For selvfølgelig skal København vinde mesterskabet. Også sidste sæson. Også for to sæsoner siden.

Og frygten for fiasko findes da også her i klubben. Bare se fanreaktionen på et par, hvis man er gavmild, middelmådige træningskampe. Og det er nok ikke noget der ændrer sig før et godt stykke inde i sæsonen, for Ståle Solbakken og resten af den sportslige ledelse har også taget sidste års fiasko til sig og er gået i gang med at bygge et nyt mesterhold.

Og et mesterskabshold, det bliver bygget op fra bagkæden og frem. Det er ikke tilfældigt at vi har hentet en målmand, tre centrale forsvarsspillere (hvoraf den ene nu ser ud til at blive brugt primært som defensiv midtbanespiller) og to backs (den ene først fra vinter). Nu skal der lukkes af defensivt efter vores dårligste sæson siden 04/05 sæsonen hvis man kigger på mål scoret imod os. Offensiven bliver afhængig af en solid defensiv og det fysiske overskud til at sætte et hårdt pres når modstanderne har bolden. Det fysiske overskud har vi ikke endnu og der går nok et par måneder før vi rigtigt er der hvor vi kan kværne modstanderne helt ned.

Det bliver ikke kønt. Og det bliver næppe vildt effektivt før vi får det fysiske overskud. Men det kommer til at vinde kampe. Og det kommer til at holde antallet af mål imod os nede. Og det vinder mesterskaber.

Ser man på den moderne era af Superliga fodbold, den periode jeg så godt kan lige at bruge som datasæt fra vores andet mesterskab i 00/01 sæsonen og frem til nu, så er otte af de fjorten mesterskaber gået til det hold der har scoret flest mål (eller delt-flest). Tolv af dem er gået til det hold der har haft færrest mål imod.

Med andre ord, er man det hold i Superligaen der scorer flest mål så er det stadig plat eller krone om man vinder mesterskabet men er man det hold der bliver scoret færrest mål imod, så er du over 85% sikker på et mesterskab.

Sådan circa.

Offensiven ser stadig tynd ud og jeg ville være pænt overrasket hvis truppen ikke får tilført en spiller eller to, men man bliver nødt til at gå ind til denne sæson velvidende at det her er et langsigtet projekt lige så meget som det er et kortsigtet. Der er ikke plads til flere fiaskoer, hverken nu eller fremover, og både trupsammensætning og taktik er sat derefter. Målet er at holdet topper i en sæson ligesom 10/11 holdet med et suverænt mesterskab og et europæisk raid, men ligesom opbygningen af det hold også startede med et AaB mesterskab mens vi lå og kæmpede med FCM om andenpladsen, så vil det her hold nok også have brug for et par sæsoner før det hele går op i en højere enhed.

Indtil da vil det være vigtigere at vinde end at vinde underholdende. Det første udelukker ikke det andet, men det vigtigste er at det her mesterskab ikke glipper. Det er frygten for fiasko. Nu skal vi vise at vi kan håndtere den.

Everywhere we go…

Kongen er død, længe leve kongen.

Carsten V. Jensen, sportsdirektør i FC København, blev til tidligere sportsdirektør da ledelsen mente at han ikke længere var den rigtige til at bygge holdet op frem mod den nye sæson. Det sportslige ansvar er i stedet lagt over på Ståle Solbakken i en ny rolle som manager, med Johan Lange flyttet fra udviklingschef til teknisk direktør, en rolle som ser ud til at være meget lig Carsten V. Jensens rolle som sportsdirektør men med Ståle Solbakken som chef.

For et par år siden virkede det nærmest utænkeligt at Carsten V. Jensens position i klubben skulle komme i fare. Jeg skrev selv at udviklingen i den sportslige ledelse nærmest var blevet udsat for et kup, med en træner der var kendt for ikke at ville blande sig i transfers, en ledelse som ikke havde kvalifikationerne til at sætte spørgsmålstegn ved Carsten V. Jensens arbejde og et sportsligt udvalg der var blevet nedlagt og den tidligere sportsdirektør flyttet længere væk til bestyrelsen. Efter at have overlevet en trænerfyring, en træner-titel og et tabt mesterskab til en værdi af over hundrede millioner, en situation hvor eneste konsekvens var ved egen hånd, så virkede Carsten V. Jensen nærmest urørlig.

Ironisk nok lagde han så selv grundlaget for sin egen fyring. Ariël Jacobs, altid sympatiske Ariël Jacobs med den store udstråling og den lille værktøjskasse løb tør for værktøjer og da Ståle Solbakken overtog jobbet lignede det et scoop af Carsten V. Jensen at have hentet den fortabte norske søn hjem. Klubbens mest succesfulde træner nogensinde, en markant og stærk personlighed der blev hentet ind. Men samtidig en mand som klubbens ledelse kunne og ville lytte til. Ståle, der ved ansættelsen noterede hvor vigtig CV var for ham og for klubben, var allerede før jul meget åben om at han var kommet hjem til en trup i ubalance. Carsten V. Jensens to store sommerindkøb til angrebet, Marvin Pourié og Fanendo Adi, røg begge hurtigt i kategorien dur ikke da Ståle overtog. Johan Lange blev hentet ind til en position som udviklingschef. Og i December valgte Anders Hørsholt og resten af ledelsen så officielt at sidestille Carsten V. Jensen og Ståle Solbakken i hierakiet.

Anders Hørsholt sagde på det tidspunkt at det ikke skulle ses som en degradering af Carsten V. Jensen. Hvilket i sig selv blev set som bevis nok på at det var en degradering af Carsten V. Jensen.

Transfervinduet kom og gik. Et opsigtsvækkende køb af Andreas Cornelius på vinduets sidste dage, timer og minutter endte med at være den eneste justering af truppen, hvilket Ståle i endnu en overraskende ærlig udmelding indrømmede var en fejl. Man havde simpelthen overvurderet truppen. Og man havde nok brug for en større udrensning i sommervinduet end man ellers havde regnet med.

Et par dage efter den udmelding sagde Carsten V. i et interview at det kommende transfervindue nok blev et vindue som så mange andre og at Ståle sikkert ikke havde ment det han sagde.

Et par uger efter viste det sig at ledelsen var mere enig med Ståle end med CV i den sag og det der lignede sportsligt enevælde blev nu væltet af en ledelse der kunne falde tilbage på to mænd som Carsten V. Jensen selv var med til at hente til klubben igen, Ståle Solbakken og Johan Lange.

Så hvorfor gik det så galt for CV?

Anders Hørsholt var ude og sige at det ikke havde noget med indkøb at gøre men resultater, og resultaterne har siden CV alene overtog den sportslige ledelse i 2011 heller ikke levet op til de forventninger man kan have i en klub som FC København. I Ståle Solbakkens første tid i klubben havde FCK et gennemsnit på 1.99 point per kamp. Under Roland Nilsson hed det 1.90, under Carsten V. Jensen hed det så 1.83 og under Ariël Jacobs endte vi på 1.75 point i gennemsnit. Efter Ståles retur til klubben hedder pointgennemsnittet så 1.77, første gang den er gået op siden 2011. To gange sølv og kun et enkelt mesterskab har heller ikke været godt nok for FC København, en sølv-medalje i denne sæson som endda så meget tvivlsom ud da beslutningen om CV blev taget.

Men selvom der blev henvist til resultater og ikke indkøb, så kan de to ting ikke rigtig adskilles. Resultater afhænger af materialet til rådighed, materialet til rådighed afhænger i FCK primært af køb og salg af spillere. Og for nu at tage det positive, så har CV altid imponeret med hans evne til at sælge spillere. Men problemet er at uanset hvor imponerende det er at kunne sælge Pape Pate Diouf, så var CV også ham der købte Pape Pate Diouf.

Argumentet for Carsten V. Jensen har altid været at han var en vigtig del af opbygningen af de to Champions League hold, i 2006 og i 2010. Fra han tiltrådte sammen med Ståle Solbakken i 2006 og frem til Ståles afsked i 2011 havde han en fremragende track record. Der var spillere der ikke slog igennem, en Peter Larsson, en Rasmus Würtz, der var spillere der måske havde svært ved at leve op til de store transferbeløb der var blevet lagt for dem, en Ailton Almeida, en Ulrik Laursen, og der var spillere der aldrig blev mere end middelmådige, en Fredrik Berglund, en Razak Pimpong. Men samtidig var der altså en perlerække af spillere der alle konkurrerer om plads på et FCK All-Star hold, Brede Hangeland, Atiba Hutchinson, Jesper Grønkjær, Oscar Wendt, Mikael Antonsson, Libor Sionko, Zdenek Pospech, Cesar Santin, Johan Wiland, Dame N’Doye, Bryan Oviedo, Martin Vingaard, Claudemir, Pierre Bengtsson…

Argumentet imod er så at Ståle Solbakken havde en enorm indflydelse på transfers i de år og det er svært at vurdere hvor meget af de år der var Ståle og hvor meget der var CV. Så i stedet giver det mere mening at se på de år hvor vi ved at det har været CV, årene efter Ståle tog til Tyskland. Her ser det mindre overbevisende ud. Der var stadig store transferhits, en Ragnar Sigurdsson, en Nicolai Jørgensen, der var unge spillere der udviklede sig enormt, en Igor Vetokele, en Youssef Toutouh, men generelt har man fået markant mindre værdi for pengene i tiden efter Ståle. Ikke kun dyre flops som Pape Pate Diouf, som nok den mest kendte, men spillere som Cristian Gamboa der blev hentet dyrt til klubben og fik kun to kampe, en spiller som Christian Grindheim der blev hentet som afløser for William Kvist og aldrig slog igennem.

Faktisk er det bemærkelsesværdigt hvor markant mindre værdi for pengene man har fået fra sommervinduet 2011 og fremefter. Hvis man ser på hvor meget man har betalt per kamp for de spillere som Carsten V. Jensen har været med til at hente til klubben, fra vintervinduet i 2006 til og med vintervinduet i 2011, altså tager købsprisen og dividerer med antal spillede kampe, så handler det om 32 spillere som man til sammen har betalt circa tre millioner kroner for. Det er ganske fin værdi for pengene, specielt med tanke på at vi i den periode rutinemæssigt bevægede os op i priser som femten millioner per spiller.

Kigger man på de spillere man har hentet fra sommervinduet 2011 og frem til og med vintervinduet i 2014, så er det 18 spillere der har kostet tre gange så meget. Ni millioner kroner hos en flok spillere hvor kun Andreas Cornelius af de rigtig dyre drenge har en reel mulighed for at forbedre sin gennemsnitspris.

Det tegner selvfølgelig ikke nødvendigvis et fyldestgørende billede, en spiller som Ailton Almeida vil de fleste nok mene aldrig formåede at leve op til sin indkøbspris, men alligevel er han med over hundrede kampe endt på en pris per kamp på omkring de 150.000 kroner. Johan Absalonsen kom aldrig i nærheden af at være hverken et alternativ til eller en erstatning for Jesper Grønkjær men han kom på en fri transfer og da løn er nærmest umulige oplysninger at finde, så har Absalonsen en gennemsnitspris på et rundt nul. Men fyldestgørende eller ej, der tegner sig alligevel et billede og ikke nødvendigvis et pænt et.

Hvis man ser på hvilke spillere FC København har betalt mere end en halv million for per kamp, så er der syv spillere. Kun en af dem var før 2011. Søren Frederiksen, den unge angriber fra SønderjyskE der kom til klubben midt i en sand rygtestorm om Rafael van der Vaart, blev hentet for to millioner, fik kun fire officielle kampe og er dermed lige nøjagtig oppe på en pris på en halv million per kamp. Efter 2011 hentede CV så Pape Pate Diouf, Cristian Gamboa, Michael Jakobsen, Marvin Pourié, Fanendo Adi og Andreas Cornelius der alle har en gennemsnitspris på over en halv million per kamp.

Navn Pris Kampe Gennemsnitspris
Søren Frederiksen 2M 4 500K
Pape Pate Diouf 18M 34 529K
Cristian Gamboa 7M 2 3.5M
Michael Jakobsen 8M 9 888K
Marvin Pourié 7.5M 14 535K
Fanendo Adi 11M 12 916K
Andreas Cornelius 27M 16 1.6M

Af de syv har de første fire spillere forladt klubben og hverken Pourié eller Adi ligner nogle der får lov til at forbedre deres gennemsnit.

Hvorfor går det så galt? Før 2011 havde CV en træner med en markant ide om hvordan han gerne ville spille fodbold og hvilke typer han havde brug for til det. Efter var det først Roland Nilsson, som tydeligvis ikke havde den fornødne respekt omkring sig til at kunne sætte sig igennem, så Carsten V. Jensen selv og så Ariël Jacobs, en træner med stor udstråling og et ry fra Anderlecht-tiden som en firmaets mand der tog det han fik og ikke blandede sig i transfers eller den sportslige ledelse. Først da Ståle kom tilbage blev han mødt med lidt modstand fra trænerbænken og en næsten sikker handel med Morten Gamst Pedersen blev der også med det samme trukket stikket på og Daniel Braaten hentet i stedet.

Hvorfor er det så stort et problem? Carsten V. Jensen var i lang tid udnævnt til vogteren af FC Københavns hvide tråd, den Københavnske bibel der skulle fortælle hvordan FCK skulle spille. Men når man ser hvordan vi spillede under Backe, under Ståle, under Jacobs, så er det tydeligvis mere en rettesnor end en rigid regelbog. De spillere Backe gerne ville have var ikke den samme type som Ståle var ikke den samme type som Jacobs og i sidste ende var ingen af dem rigtig ude efter den samme type som Carsten V. Jensen. For når man ser på hvordan Carsten V. Jensen har købt ind uden en stærk trænerstemme til at guide ham, så købte han sjældent ind til FCK.

Carsten V. Jensen købte ind til et løbestærkt midterhold der spillede meget umiddelbart og direkte. Han købte ind til SønderjyskE Ekstra. Christian Grindheim på den centrale midtbane, en spiller CV havde holdt øje med i lang tid. Pape Pate Diouf, manden der blev et hit i den norske liga ved at være sidste mand på bolden, ikke næstsidste. Mos Abdellaoue med de lige linjer, Marvin Pourié som den klassiske bundholds-måltyv. Johan Absalonsen, Johnny Thomsen, Søren Frederiksen, Rurik Gislason som spilleren med størst succes i FCK. Alle sammen hårdtarbejdende spillere med stort løbepensum og ikke den vilde teknik.

Carsten V. Jensen købte ind til den bedst mulige udgave af SønderjyskE og fik resultater derefter. Og det er ikke godt nok i København.

Der var andre ting, selvfølgelig. Den historie der går om Pape Pate Diouf hedder at Ståle Solbakken i flere omgange fik præsenteret navnet og sagde nej hver gang, men at CV simpelthen ville have ham og fik ham i sidste ende. Historien om Fanendo Adi minder om en hvor en dansk sportsdirektør er blevet narret af en slovakisk klub til at smide et større millionbeløb for en spiller som man ikke fik en chance for at scoute ordentligt fordi man fik præsenteret en historie om umiddelbar udenlandsk interesse som man blev nødt til at komme i forkøbet. Grindheim som erstatning for William Kvist og Pourié som erstatning for Andreas Cornelius virker begge som indkøb hvor sportsdirektørens holdning til spillerne er blevet sat forud for taktiske hensyn.

Uanset hvad det var, så blev det i sidste ende for meget. Så meget at en fyring blev fundet nødvendigt, nok ikke mindst fordi det sportslige udvalg var blevet nedlagt i takt med omjusteringen omkring ligestillingen mellem Ståle og CV og Johan Langes nye position som udviklingschef. Ellers ville det virke som et oplagt sted at parkere en klubmand som Carsten V. Jensen, som FC Københavns repræsentant i et udvalg hvor man i forvejen havde personer fra KB og B1903 som man hellere ikke havde lyst til at høre på mere. Eller, som sportsdirektøren ikke virkede til at have lyst til at høre på mere.

Så Carsten V. Jensen røg ud og Ståle Solbakken blev rykket endnu en tak op i hierakiet. Nu som Manager med en teknisk direktør under sig, en konstellation som man kender fra engelsk fodbold.

Og hvordan ser fremtiden så ud med den opstilling?

Man får en stærk mand ind, en stærk personlighed med en markant holdning til hvordan han vil spille fodbold, en mand der ved hvilke slags spillere han har brug for og en mand der vil spille en slags fodbold som ikke bare vil give succes i den hjemlige liga men som også kan fungere i Europa. Johan Lange, i rollen som teknisk direktør, tænker fodbold på samme måde som Ståle gør og har erfaring både fra ungdomssiden, som cheftræner og fra udlandet, en noget nær ideel mand at give jobbet med at lave en ny hvid linje op igennem organisationen, fra ungdomsholdene og op til førsteholdet.

Setuppet med en manager og en teknisk direktør er, som nævnt en del, kendt fra engelsk fodbold men selv i England er der klubber der er begyndt at bevæge sig væk fra det. Manchester City har Txiki Begiristain som deres Director of Football, Sunderland, West Bromwich og Leicester har alle en sportsdirektør og Liverpool, Tottenham og Newcastle har alle prøvet sig af med en sportsdirektør inden for de sidste par år. Desværre for de tre klubber var det henholdsvis Damien Comolli gange to og Joe Kinnear der fik jobbene og så kan man måske ikke bebrejde klubberne hvis de efterfølgende er blevet skræmt lidt væk fra ideen med en sportschef.

Men stadig, fordelen ved en sportsdirektør er at man netop har et fast holdepunkt i klubben der kan overleve mellem trænere og det man kan bekymre sig for i København er netop “Hvad sker der i klubben når Ståle stopper?”. Forhåbentlig kan man holde på Johan Lange og “bare” skubbe ham op som sportsdirektør. Hvis man ikke kan, hvis han forlader klubben sammen med Ståle, så er det et kæmpe sportsligt vakuum man pludselig vil stå med.

Foruden det, så kunne man være lidt bekymret for samme situation som under Carsten V. Jensen da han sad på al magten. Hvis det ikke fungerer for Ståle, hvis det ikke bliver bedre, hvem foretager så den sportslige vurdering af det arbejde han udfører? Quis custodiet ipsos custodes, hvem vogter vogterne? Omvendt, så har tiden med CV netop vist at ledelsen, herunder Anders Hørsholt, i sidste ende ikke vil sidde udenfor i en sådan situation. Så må man bare håbe at de på det tidspunkt, skulle det komme, har den fornødne ekspertise til at foretage den rigtige vurdering af situationen.

Men det er alt sammen meget om hvad der kan gå galt. Spørgsmålet er snarere, vil det gå galt? Jeg tror det ikke. Jeg har personlig stor tiltro til Ståle, jeg tror at hans personlighed er den helt rette til situationen og samtidig tror jeg at han vil være bevist om behovet for at bygge en klub op der kan overleve uden ham. Jeg tror ikke man er færdig med at justere i den sportslige ledelse, jeg tror man vil kigge alvorligt på at hente en ny træner ind der kan tage noget ansvar på træningsbanen og måske lade Brian Riemer koncentrere sig en anelse mere om de unge spillere i truppen. Og jeg tror at man vil se en anderledes ageren på transfermarkedet end man har set før, ikke bare omkring kvalitet og pris men også hvornår i vinduet man har tænkt sig at agere.

Ja, faktisk bliver sommerens transfervindue vel et af de mest spændende i klubbens historie. Men det må blive noget jeg ser på en anden dag.

Så Ståle ind som manager. Det rigtige valg? På nuværende tidspunkt, ja. Jeg vil faktisk sige at det var det helt rigtige valg for at få FC Københavns identitet tilbage. Ikke længere SønderjyskE Ekstra men Danmarks førende klub, lokomotivet for dansk fodbold.

Kongen er død, længe leve kongen.

Held og forstand

I bogen “The Numbers Game: Why Everything You Know About Football Is Wrong” fortæller forfatterne om en undersøgelse om afleveringer. En af mændene bag hjemmesiden StatDNA brugte sidens data om den brasilianske liga til at undersøge hvor stor forskel der var på afleveringer fra en rigtig god spiller og fra en mere middelmådig spiller.

Forskellen? Ikke særlig stor. I de samme situationer har en god og en mindre god spiller stort set lige stor chance for at lykkes med en aflevering. Forskellen, fandt han ud af, lå ikke i selve afleveringen men i at en rigtig god spiller sjældent fandt sig selv i de samme situationer som en mindre god spiller. I de samme situationer var de lige gode, men den gode spiller var bedre til at forbedre sin egen situation før han slog afleveringen. Han fandt åbne rum, modtog bolden bedre, fik den hurtigere under kontrol, åbnede kroppen i forhold til den aflevering han ville lægge. Han satte sig selv under mindre pres.

I stedet for at vælge den lette aflevering, så gjorde den gode spiller afleveringen lettere.

                                                  

 

Samme bog, “The Numbers Game”, kommer med den teori at en enkelt kamp er stort set lige fordelt mellem held og evner. Vi har alle set kampe hvor man tænker “Hvordan tabte de dog den kamp?”. Vi har set kampe afgjort af forfejlede indlæg der sejler ind bag en ellers storspillende målmand, af selvmål der ser sværere ud end de fleste rigtige mål, af forkølede afslutninger der tager en græstørv eller en modspillers støvle eller en rød badebold. Klicheen om at sådanne hændelser udligner hinanden over en hel sæson er i virkeligheden bare det, en kliche. Tilfælde er i sagens natur tilfældige og ikke forpligtet til at overholde koncepter som retfærdig fordeling.

Omvendt har de fleste af os hørt udtrykket om at jo mere man træner, jo heldigere bliver man. Mesterskaber bliver ikke tildelt tilfældige hold, måske bortset fra det ene år hvor Herfølge blev danske mestre. Bedre hold vinder flere kampe, bedre spillere giver bedre chance for at vinde, men ligesom med en aflevering så er det vigtigste stykke arbejde ofte gjort før kampen. Det vigtigste arbejde for en sæson bliver gjort før sæsonen. Gode klubber har ikke lette kampe, de gør kampe lette.

Og derfor er det relativt svært at analysere på individuelle kampe for FCK. Ja, det er faktisk FCK-relateret selvom det tog lidt tid.

Selvfølgelig er der ting der bliver gjort forkert i kampene, ligesom der er ting der bliver gjort rigtigt i kampene. Men det store stykke arbejde, det der skulle gøre kampene lettere, det stykke arbejde man rent faktisk kan sætte sig ned og kritisere eller rose (og lad os nu være ærlige, primært kritisere), det er blevet gjort. Eller ikke gjort.

Ståle Solbakken har været nærmest overraskende åben over problemerne i truppen, måske et selvforsvar lært fra tiden i Köln og Wolverhampton, om at han overtog en trup i enorm ubalance og har senest givet udtryk for at der nok bliver en større overhaling af truppen end han umiddelbart troede var nødvendigt. Den trup vi står med i dag er simpelthen ikke bedre end det niveau den viser for tiden.

Hvilket er lidt… gamle nyheder.

De problemer vi står overfor nu, de store problemer der påvirker alle vores kampe er alt sammen ting man har talt om før. At AGF scorer til 1-1 kort før tid, det er en græstørv, det er tilfælde. At vi spiller 1-1 mod AGF, det er fordi man ikke har gjort sit arbejde som klub. Hvis jeg skal tale om hvad der gik galt mod AGF eller FCM eller AaB, så skal jeg til at tale om Christian Grindheim og Jesper Grønkjær. Om Roland Nilsson, om Carsten V. Jensen.

Hvis man skal til at tale om hvad der er gået galt i 2014, så skal man tale om hvad man ikke gjorde godt nok i 2013, i 2012, i 2011. Om en trup der siden 2010 har sagt farvel til Atiba Hutchinson, Zdenech Pospech, Jesper Grønkjær, William Kvist, Zanka Jørgensen, Bryan Oviedo, Dame N’Doye, Cesar Santin og senest Ragnar Sigurdsson enten helt uden at hente kvalificerede afløsere eller først hente dem langt senere. En åreladning af talent gennem flere sæsoner.

Så skal vi tale om mislykkede transfers, om Christian Grindheim, Pape Pate Diouf, Marvin Pourié, Mustafa Abdellaoue, om succesfulde spillere der blev hentet dyrt til et system de ikke passede ind i, eller om Johnny Thomsen, Søren Frederiksen, Johan Absalonsen, Michael Jakobsen, om spillere der simpelthen ikke havde niveauet til en klub som FCK.

Så skal vi tale om fire trænere på tre-et-halvt år, om Roland Nilsson der seks måneder efter at være den helt rigtige i ledelsens øjne pludselig blev den helt forkerte i de samme øjne, om Carsten V. Jensen der satte sig fra kontor til bænk og, da han ikke kunne få det hold han selv havde sat sammen til at fungere, satte sig tilbage på kontoret før han blev fyret, så skal vi tale om Ariël Jacobs, en ledelsens mand der i sidste ende løb tør for værktøjer til at fikse det rod han blev overladt.

Men det er igen gamle nyheder. Man kan finde indlæg her på siden der taler om det alt sammen.

Selv de ting man kunne tale om fra det foregående transfervindue virker mest som om de er beregnet på næste sæson, ikke på den her. Der er hentet en kvalificeret altmuligmand til backpladserne og en Energizer Bunny fra Argentina til en alt for stillestående central midtbane, men først fra sommer. Andreas Cornelius blev sensationelt hentet tilbage, men et halvt år med nedtur og fiasko bliver altså ikke børstet væk på grund af et hattrick i en træningskamp. Man må have vidst, eller ved i hvert fald nu, at han havde brug for tid målt i måneder, ikke uger. Endnu et køb der i sidste ende er beregnet til næste sæson.

Der blev også lavet ændringer i klub-setuppet. Budgettet for både løn og transfers blev sat op, men det blev reelt kun brugt på Andreas Cornelius. Det er positivt at det blev gjort, men det er forarbejde for et travlt transfervindue nu til sommer. Johan Lange kom tilbage i en nyoprettet stilling som udviklingschef, som støtte til både Ståle som træner og CV som sportsdirektør. Glimrende ide og tiltrængt forstærkning til den sportslige ledelse, men indtil videre er der ikke rigtig nogen der ved præcis hvad Langes rolle egentlig er i FCK. Under fire måneder inde i et job som ikke fandtes i FCK før han blev ansat, mon Johan Lange helt præcis ved det endnu? Vi kommer nok ikke til rigtig at mærke hans indflydelse før tidligst… ja, I kan næsten gætte det.

Så det er hverken overraskende eller et udtryk for hvad der sker fra kamp til kamp at vi ligger hvor vi gør i ligaen. Vi spiller dårlige kampe fordi fundamentet for at spille bedre ikke er blevet lagt i tide. Det mest overraskende ved situationen lige nu er faktisk at vi stadig er med i mesterskabskampen her med syv kampe tilbage. AaB kan gå ubesejret gennem deres resterende kampe og stadig nå at tabe det hele på gulvet. Men skulle vi gå hen og vinde mesterskabet, så ville det ikke være på grund af hverken taktik, spillere eller motivation eller noget af det man kan sætte sig ned og pege på i de enkelte kampe.

Så ville det vitterligt være mere held end forstand.

Nicolai og Youssef

Jeg må komme med en indrømmelse.

Så sent som i sommers troede jeg ikke Youssef Toutouh havde hverken niveau til eller en fremtid i FC København.

Hans tid i Esbjerg var kendetegnet ved nogle rigtig flotte højdepunkter omgivet af generel anonymitet. Han scorede årets mål men havde flere kampe hvor han forsvandt fuldstændig. Jeg var ikke overrasket over at Esbjerg valgte ikke at forlænge lejeaftalen med ham. Jeg var rimelig overrasket over at de hentede Pape Diouf i stedet, men ikke over at man fravalgte Toutouh.

Under Ariël Jacobs virkede Toutouh også som en spiller der drev længere og længere væk fra førsteholdet, han passede ikke ind i Jacobs ide om fløje der skabte bredden i spillet og virkede slet ikke egnet til en mere central rolle. Det virkede som et spørgsmål om tid før han blev sluset ud som en lottokupon uden gevinst.

Jeg må komme med en anden indrømmelse.

Jeg har nu i længere tid undret mig over hvor solid en startplads Nicolai Jørgensen egentlig sidder på.

Forstå mig ret, når han er i gear er Nicolai Jørgensen muligvis Superligaens bedste spiller. Men han er meget sjældent i gear, ikke mindst på grund af hans konstante skadesproblemer. Men selv når han ikke kæmper med småskader, så er der bare for mange kampe hvor han ikke rigtig kommer i gang. Der bliver talt meget om at Andreas Cornelius reelt kun har en god halvsæson, men det samme kan vel siges om Nicolai Jørgensen. Enkelte gode kampe, men ikke den længere periode hvor han viser kamp efter kamp at han er den bedste spiller på banen, som vi jo så det tilbage i 2012.

Nu står vi så i 2014 efter en vinteroptakt hvor Nicolai Jørgensen dårligt nok har spillet mens Youssef Toutouh har været en af de absolut bedste. Han er af flere blevet spået et stort forår, efter et efterår hvor han under Ståle Solbakken har udviklet sit spil markant, har fået masser af spilletid og endda har startet inde i Champions League. Toutouh har formået at lægge til både top og bundniveau og har været et aktiv for klubben på hele tre pladser, venstremidt, central midt og mod Brøndby så vi ham på toppen af en diamant på midtbanen, den eneste spiller i truppen der kan spille den plads ifølge Ståle.

Modsat sidder Nicolai Jørgensen ude af præmieren mod AGF fordi man endnu ikke er helt tryg ved at lade ham spille oven på den lårskade der har holdt ham ude af de fleste træningskampe. I efteråret spillede han kun tretten ud af atten mulige kampe i ligaen og en stor del af sæsonen brugte han i angrebet. Der var rigtig gode kampe som den mod Brøndby hvor han lige gik ind og mindede om hvor god han kan være og så var der omvendt også kampe som den mod Viborg hvor han spadserede sig gennem 90 minutter uden på noget tidspunkt at ligne en der havde opdaget at kampen faktisk var gået i gang.

Jeg har sagt det et par gange og jeg bliver nødt til at gentage mig bare lige for at slå fast, Nicolai Jørgensen er rigtig god. Når selvtilliden er der og han er kommet op i omdrejninger er han rigtig, rigtig god og man kan ikke holde ham ude af holdet når han er klar. Men når han ikke er helt klar, så har jeg svært ved at se at Youssef Toutouh ikke giver holdet mere end 80% af Nicolai Jørgensen, 90% endda af Nicolai Jørgensen. Toutouh er tydeligvis en spiller Ståle godt kan lide og han tilfører holdet nogle ting som vi ikke har vildt meget af, både når det kommer til individuelle udfordringer og med at kunne holde på bolden og vide hvornår man skal holde på bolden.

Jeg ville stille med Youssef Toutouh som fast mand på venstre midt i det her forår. Og jeg tror ikke jeg er alene om den holdning.

Men hvis man stiller med Toutouh på kanten og man skal have Nicolai Jørgensen med når han er klar? Jeg tror Nicolai Jørgensen kommer til at spille primært angriber i det her forår, jeg tror den bedste løsning bliver at han spiller primært angriber i det her forår, en plads på banen hvor han kan bruge sine kræfter udelukkende i offensiven.

Og jeg tror måske også at han faktisk er en bedre makker til Cornelius end Vetokele er. Men det må blive emnet for en senere artikel.

Det er en utrolig flot udvikling som Youssef Toutouh har gennemgået i det her halve år der lige er overstået og jeg under ham virkelig et endegyldigt gennembrud her i foråret. Han bliver rigtig spændende at følge, også mere spændende end jeg troede dengang.

Hvis det bliver på bekostning af Nicolai Jørgensen, så er det bare endnu et bevis på hvor langt Toutouh er nået.

De fire vigtigste spillere i FC Københavns historie

I disse dage med Superliga opstart der kommer tættere og tættere på og All-Star afstemninger over det hele, både hos FCK.dk og en måske lidt mere repræsentativ en på FCKFC forumet Sidelinien, så fik jeg lyst til at se på de fire vigtigste spillere i FCKs historie, også selvom mine fire nok ikke er hvem folk umiddelbart vil pege på.

Vi tager dem ikke efter hvor stor betydning de har haft men sådan halvvejs hvilken betydning de har haft og halvvejs kronologisk, mest ved et tilfælde. Alle fire endte med at dukke op i klubben rimelig tæt på hinanden.

Jeg kan også afsløre at en af spillerne har spillet over hundrede kampe mere end de andre tre tilsammen.

Jeg har ikke nogle med fra det første mesterskab i 1992. Ikke fordi det mesterskab ikke var vigtigt, det var utroligt vigtigt for at etablere klubben som en af de klubber der “burde” være med i toppen, det gav FC København en platform at bygge videre på som man bare ikke havde haft med en hæderlig femteplads eller hvad man ellers var endt med. Men der er ikke en enkelt spiller man sådan rigtig kan hive frem foran resten fra det hold. Der var spillere der var bedre end andre, bevares, men det var primært B1903′ernes fremragende 1991 hold der var ansvarlige for det mesterskab.

Op gennem halvfemserne var der, skal vi sige, blandede resultater, med spillere der blev legender i klubben men ingen man rigtig kan pege på i den her sammenhæng. I ’97 kom Flemming Østergaard så til fra Lyngby og der blev skruet op for ambitionsniveauet. FCK gik på Børsen, Parken blev købt og i 1998 blev det annonceret at den første spiller på listen startede op i FC København i januar 1999.

BRIAN LAUDRUP

Tolv kampe blev det til for Brian Laudrup og dermed det færreste antal for nogen spiller på listen. Det blev til to mål, begge mod Silkeborg, et af dem på straffe, begge kampe endte faktisk 2-2. Af de tolv kampe vandt FCK tre, tre blev uafgjort og seks blev tabt, pointsnittet var altså helt nede på 1.00 per kamp.

Kort sagt, det er ikke for præstationerne på banen at Brian Laudrup er vigtig.

Efter en flot præstation mod Chelsea i den hedengangne Cup Winners Cup, så blev det annonceret at Bjarne Goldbæk var blevet solgt til Chelsea og mere opsigtsvækkende, at den danske landsholdsstjerne Brian Laudrup tog turen tilbage til Danmark og til FC København. Og med et var FCK gen-etableret som et hold med ambitioner, endda rigtig store ambitioner. Brian Laudrup blev personificeringen af Flemming Østergaards store armbevægelser og startede reelt projektet vi i dag kender som FC København.

Det blev aldrig den succes man håbede på, det blev aldrig den succes som det senere skulle blive da Jesper Grønkjær tog samme tur fra udland til København, men da Grønkjær kom til klubben kom det ikke som et chok. En overraskelse, måske, men det var trods alt noget man havde set før, man vidste godt at FCK var i stand til sådan noget. På grund af Brian Laudrup.

Selvfølgelig, efter Brian Laudrup tog til Ajax, så stod man og manglede manden der kunne gøre det exceptionelle i offensiven, manden med den der X faktor, dengang X faktor ikke var evnen til at synge falsk på TV. Året efter dukkede han op på en træningslejr til Sydafrika.

SIBUSISO ZUMA

Da FC København i 2001 vandt sit første mesterskab siden ’92/’93 sæsonen skete det med en central midtbane der hed Christian Poulsen og Michael Mio Nielsen. Det skete med kanter der hed Christian Lønstrup og Thomas Thorninger. I angrebet var der spillere som Todi Jönsson, Pascal Simpson og så selvfølgelig Sibusiso Zuma. Det er ikke svært at se hvor det kreative angrebsspil skulle komme fra i den samling spillere.

Da FC København vandt det mesterskab i Parken mod Brøndby IF vandt de det reelt på et mål af Sibusiso Zuma, på det mål af Sibusiso Zuma. Selve afslutningen var fantastisk, men det der gjorde det til sådan et typisk Zuma mål, hvis noget ved det mål kan kaldes typisk, var at bolden han fik at arbejde med faktisk bare var en høj bold ind i feltet. For det kunne han. Skabe noget ud af ingenting, ud af paniske clearinger, ud af høje bolde frem fordi plan A ikke var blevet til noget så nu gik man til plan B, spark den op i nærheden af Zuma. Og så ville han tage den ned og lægge den død med en mand (og ofte to arme) i ryggen eller løbe ud i kanalerne og få noget ud af en håbløs bold eller måske bare vippe den op med ydersiden af foden og så hamre den i mål fra kanten af feltet.

Og så blev der langsomt bygget på omkring ham med Thomas Røll og Morten Bisgaard og Alvaro Santos og Michael Silberbauer og i sæsonen efter Zuma forlod klubben stod man med spillere som Linderoth, Allbäck, Kvist, Hutchinson, Gravgaard, Hangeland, man stod med et utroligt stærkt hold på et fundament der var bygget op omkring Sibusiso Zuma.

Den taktiske organisation der gjorde FCK til et moderne tophold stod Roy Hodgson for. Det kreative angrebsspil der gjorde det samme var Zuma.

Nu talte vi om personificering tidligere og når man har nævnt Roy Hodgson og hans taktiske organisation, så bliver man også nødt til at nævne nummer tre på listen.

JACOB LAURSEN

Jacob Laursen var et røvhul på et tidspunkt hvor der var en masse lort der skulle ud.

Han var den helt rigtige mand til at sparke noget organisation og defensiv disciplin ind på et hold der indtil videre i klubbens historie aldrig havde indkasseret under 37 mål. I Laursens første sæson med Roy Hodgson på bænken slap man kun 27 ind, kun 12 af dem i anden halvleg.

Han var den helt rigtige mand til at sparke noget professionalisme ind i en klub hvor spillerne var mere kendt for at gå på cafe end for at vinde kampe og den helt rigtige mand til at føre Roy Hodgsons engelske mentalitet og spillestil ind på banen. Han var om nogen værktøjet der blev brugt til at forandre klubben fra fantaster til realister.

Og ligesom Roy Hodgson endte med at tage videre før han blev uønsket i klubben, så forlod Laursen også klubben før han kørte sur i det. Eller, surere i det. Ind i stedet kom Martin Albrechtsen, en af stjernerne hos et AB hold der på det tidspunkt kun var et enkelt point bag FCK i ligaen. Ligesom Grønkjær ikke var utænkelig efter Laudrup, så var det heller ikke helt utænkeligt at FCK hentede en stor profil hos de nærmeste konkurrenter. Det var set før.

STÅLE SOLBAKKEN

Da Ståle Solbakken faldt om på træningsbanen i marts 2001 havde han spillet femten kampe for FCK. Det var de eneste kampe han fik for klubben.

Da Ståle Solbakken i august 2000 skiftede til FC København var det som kaptajn for AaB og med en dansk mesterskabs medalje i bagagen. Det var intet mindre end en magtdemonstration da FCK hentede ham, endegyldigt bevis på at FCK mente det alvorligt, det her, ikke bare om mesterskabet men om pladsen helt til tops i dansk klubfodbold.

Før Ståle Solbakken hed de danske indkøb Peter Christiansen fra Vejle, Piotr Haren fra Lyngby og Thomas Lauridsen fra Tårnby Boldklub. Efter var det spillere som Martin Albrechtsen, Thomas Røll og Michael Silberbauer, man udvidede og begyndte at hente topspillere fra Norge og Sverige, Hangeland, Hutchinson, man var villig til at bruge de penge der skulle til, Ailton Almeida, Cesar Santin, til sidst endte Andreas Cornelius med at være både største salg og største køb i Superligaens historie. Men det startede med Ståle Solbakken.

Og som træner har han videreført den udvikling som klubben var i gang med. Fra Toto Cup til Champions League. Ståle Solbakken er simpelthen den vigtigste spiller i FC Københavns historie.

Nu har jeg så kun valgt fire, mest fordi jeg syntes der var fire der sprang i øjnene mens det er sværere at pege på en femte der har haft samme betydning som de fire på listen. Man kunne pege på en vigtig spiller som Tobias Linderoth, men et eller andet sted var Linderoth jo bare en videreførelse af hvad vi havde set før med Peter Nielsen, med Michael Mio, med Erik Mykland. Man kunne faktisk pege på Andreas Cornelius, både den første rigtige succeshistorie fra FC Københavns talentsats og samtidig, som nævnt, både dyreste salg og dyreste køb. Jesper Grønkjær er nok mest oplagt i forhold til den europæiske udvikling klubben har været igennem, men ligesom Linderoth er han mere bare en bedre version af hvad vi har set tidligere.

Skulle jeg partout pege på en enkelt spiller, så ville det nok blive Dame N’Doye. Den første moderne internationale topangriber i klubben, en spiller der gennemtæskede reglen om at FCK angribere ikke må score mere end femten mål i ligaen ved at hamre 25 ind i ’10/’11 sæsonen og nok den spiller der har gjort det bedst efter han forlod FCK.

Men jeg holder mig til de fire jeg har udpeget. Og glæder mig til at høre andres bud.

En hurtig analyse af en Hamdallah video

Jeg skrev oprindelig det her inde på FCKFCs forum Sidelinien men reposter nu her også. Der blev og bliver talt meget om Aalesunds marokkanske angriber Abderrazak Hamdallah (eller Hamed-Allah) og hvad han egentlig har at komme med nu hvor et køb af ham er meldt lige oppe over. Der bliver også sammenlignet flittigt med de angribere vi allerede har, oftest Marvin Pourié, oftest ud fra devisen “han laver mange mål på kontra-angreb i de YouTube videoer jeg har set”. Jeg synes ikke han minder særligt om Pourié eller om nogen af de angribere vi har, så jeg satte mig ned for at kigge lidt nærmere på en af de YouTube videoer der er derude.

                                                                                

Jeg synes måske folk fokuserer lidt på de forkerte ting i de der Abderrazak Hamdallah videoer. Målene i sig selv er oftest det mindst vigtige i situationen, det man ofte ser med angribere er at deres mål er lidt tilfældige. Gode skud bliver reddet, bobleren ramt med ydersiden af foden går ind. Bolden rammer stolpen og går ind, en halv centimeter længere ude og den danser på tværs af målstregen og ud igen. Målscoring i sig selv er ikke en evne, det kommer ud fra hvad spilleren har i sin værktøjskasse. Så lad os i stedet se på hvilke værktøjer Hamdallah rent faktisk har.

Jeg har valgt en anden video fordi den er renere, uden alt det der SFX og slo-mo væsen som den video Tipsbladet blandt andet har valgt. Der er nogle ting her som ikke er med i den anden og også omvendt, jeg kan bare godt lide at kunne se hvad der sker. Tiderne jeg skriver er også rimelig omtrent, jeg har ikke timet det på sekundet.

Først, ignorer de stats de bruger. Han har fem assists og femten mål, ikke ti assists og elleve mål. God start, jeg ved det. Der er også to r’er i Abderrazak. Og for guds skyld, ignorer transfermarkts’ evaluering. Altid, ikke kun på Hamdallah.

OK, 1:15 kommer det første mål. Og ja, det er et løb i dybden men se alligevel på hvordan han skærer ind foran forsvarsspilleren, holder ham væk og skaber sig selv pladsen til afslutningen. I øvrigt en afslutning som der ikke ser ud til at være stor tvivl om, han ved hvor han vil sætte den og gør det.

Så er det 1:35, hvor vi ser at han har trukket ned i banen og har fundet det åbne rum foran forsvaret. Man kan se ham kigge rundt og orientere sig om spillerne omkring sig og når han så får bolden, så vender han altså på førsteberøringen. Et touch til at kontrollere bolden og orientere sig mod mål. En lille stopfinte giver ham plads højre om forsvarsspilleren og så en afslutning.

Jeg ville ikke personlig kalde det 1:50 en assist, dertil skaber målscoreren for meget af målet selv, men det viser meget godt at han rent faktisk kan gå med i spillet uden for feltet. En smart fodsålsaflevering til en spiller i fremdrift, god teknik og blik for spillet.

Endnu en lang bold 2:05, men igen er det vigtige at han skaber sig plads til en afslutning, denne gang med et træk over til venstrebenet og man må sige at han afslutter resolut uanset hvilket ben det ligger til.

Fra den anden video kan vi faktisk se at målet der starter 2:30 kommer fra en tidlig erobring, noget vi i høj grad prøver at praktisere i FCK, ikke et kontraangreb, og stop mig hvis i har hørt den her før men læg mærke til hvordan han skaber plads til sig selv. Han ser op, trækker væk fra forsvaret og skal godt nok strække sig for at få ydersiden af foden på den aflevering men nu har han pladsen til at løbe den op og afslutte.

Henrik Kildentoft har sammenlignet Hamdallah med Ailton, men 2:40 får vi nok det bedste modbevis. Læg mærke til hvordan han ikke dribler lige ind i tre mand men i stedet viser lidt overblik.

Igen her 3:00 får vi en situation som tidligere, han falder ned i banen, væk fra forsvaret for at skabe sig plads og så viser han rigtig flot teknik på et meget lille område i den første dribling, skaber sig plads med den anden og ender med et frit skud fra kanten af feltet. At den så kun går ind fordi målmanden dropper er hvad det er, kvaliteten af den chance han skaber er forrygende stor.

Og lige efter, 3:10, har han igen fundet plads foran forsvaret. Denne gang viser han at han kan bruge sin acceleration til at udfordre med og så en hård bold ind foran mål der bare er farlig. Nu dropper målmanden men den kan også ramme en forsvarsspiller og skabe ravage eller finde en medspiller. Det sidste kommer vi til senere.

Den er svær at se, her 3:25, fordi modstanderen hopper ind foran men læg mærke til den nedtagning. Det er låret han lægger bolden død med. Så er han ved at miste balancen men reagerer hurtigt og igen, boldkontrol på et meget lille område, sætter to mand og målmanden før han prikker den i kassen.

Hurtig omstilling 3:40, heller ikke et ukendt begreb i FCK under Ståle, og igen har Hamdallah fundet det frie rum og har tid og overblik til at finde en medspiller foran mål.

Læg mærke til nummer syv, tror jeg det her, her 3:55. Han står og kigger halvt på bold, halvt på Hamdallah. Hamdallah kigger ikke på bolden, kun på manden og lige så snart nummer syv vender hovedet, så løber Hamdallah mod bagerste stolpe. Prøv at stop videoen mens det kører og find det præcise øjeblik Hamdallah starter sit løb. I den langsomme gengivelse kan man se nummer syv opdage at Aalesund spilleren redder bolden på baglinjen, kigge mod bagerste stolpe hvor Hamdallah står fri, begynde at løbe og så give op. Frit hovedstød på bagerste giver mål, hovedstødet er frit fordi han igen finder pladsen.

Endnu en hurtig omstilling 4:10 og endnu en gang har han fundet smørhullet foran feltet. Denne gang snubler han lidt over sine fødder efter han har taget driblingen højre om, men får bolden lagt af.

Så ser han grangiveligt offside ud 4:25, men det er da fint nok at han kan bevare tempo og gå uden om målmanden.

Så 4:40 viser han igen fornem boldkontrol på et meget lille område og denne gang finder bolden på tværs af feltet en medspiller. Igen er det en pæn lille kattepote han disker op med og så er det også fint at han stadig tror på den selvom den er halvvejs ude over baglinjen.

Og så til sidst, 4:55, forsvarsspilleren ser op, orienterer sig om Hamdallah, ser væk og så finder Hamdallah det frie rum. Minder lidt om Cornelius mod FCN, bortset fra at det denne gang er en nydelig inderside halv-volley der bliver afsluttet med.

Så hvis vi ser på alt det uden om målene, så er det altså en spiller der afslutter lige godt med begge ben, viser fin boldkontrol både på modtagning af bolden og på udfordringen og vigtigst, en spiller der der kan finde pladsen til at modtage og til at udfordre.

Med andre ord, han virker som en spiller der kan gå ind og spille Nicolai Jørgensens plads i angrebet og dermed sende Nico tilbage på venstrekanten. Hvilket jeg vil påstå (og har påstået) er præcis hvad vi leder efter til angrebet. Og noget hverken Mos, Pourié eller for den sags skyld Igor er i stand til.

Hvad siger tallene? Et kig på statistik fra denne sæson og sidste.

I 2012/2013 sæsonen scorede vi 62 mål på 33 Superliga kampe. Det gav et målgennemsnit på 1.87 mål per kamp og var det næststørste antal mål vi har scoret i ligaen siden 2009/2010 sæsonen. Kun i den fantastiske 2010/2011 sæson scorede vi flere, hele 77 mål. Det var også Ståles sidste sæson i klubben før han tog til Köln.

2013/2014 er Ståles første sæson siden han kom tilbage. På de 18 kampe vi har spillet i ligaen indtil videre har vi scoret 34 mål. Det er et målgennemsnit på 1.88 per kamp.

Jeg har, som det nok kan ses, været igennem tallene for denne sæson og sammenlignet en del af dem med sidste sæson. Som udgangspunkt har jeg valgt kun at fokusere på ligaen og altså hverken pokalen eller Champions League. Der er simpelthen for stor forskel på modstandere og niveauer til at begynde at drage de to turneringer ind i det her.

Faktisk startede det med at jeg ville se hvilken indflydelse det havde haft at Andreas Cornelius var blevet solgt og en direkte afløser ikke var blevet fundet. Selvfølgelig er der den åbenlyse indflydelse der hedder at vi mangler 18 mål i ligaen i forhold til sidste sæson, men hvad har det betydet for den slags mål vi scorer? Hvor vi scorer dem? Hvad har ændret sig?

Og der kom så den første overraskelse. Sidste sæson scorede vi i alt femten mål på indlæg og havde altså et gennemsnit på 0.45 mål på indlæg per kamp. Hele 24% af vores mål blev scoret på indlæg i 12/13 sæsonen. Uden Andreas Cornelius her i 13/14 sæsonen har vi indtil videre scoret otte mål på indlæg, hvilket giver et gennemsnit på 0.44 per kamp og en procentdel af vores samlede mål på 23%. Med andre ord, kun en marginal nedgang.

Okay, men hvad så med hovedstød? Vi kommer stadig frem til en masse indlæg, men uden Cornelius og hans otte hovedstødsmål, kan vi så måle en mere markant nedgang der? I 12/13 blev det foruden Cornelius til ni andre mål på hovedstød og altså en total på sytten mål. Det giver et gennemsnit på 0.51 hovedstødsmål per kamp og betyder at 29% af vores mål i Superligaen den sæson blev scoret med hovedet. I 13/14? Indtil videre er der scoret ti mål på hovedstød, hvilket giver et gennemsnit på 0.55 og en procentdel af vores samlede mål der igen hedder 29%.

tv. FCKs mål på hovedstød i sæsonen 12/13.        th. FCKs mål på hovedstød i sæsonen 13/14.

FCKMålPåHoved1213Heatmap FCKMålPåHoved1314Heatmap

(Her kan vi se en af de åbenlyse forskelle på de to sæsoner, Cornelius-området ved bagerste stolpe på indlæg fra højre. I denne sæson er det blevet mere centreret.)

Så på indlæg ser vi kun en marginal nedgang og på hovedstød endda en marginal forbedring. Hvordan kan det være? Blandt andet ved at flere spillere har scoret med hovedet i denne sæson end i sidste. Sidste sæson scorede Andreas Cornelius som sagt otte gange på hovedstød mens Nicolai Jørgensen og Ragnar Sigurdsson begge scorede tre gange. Kun tre andre spillere scorede med hovedet, alle tre kun en enkelt gang, og altså seks forskellige spillere i alt. I denne sæson har kun Thomas Delaney og Igor Vetokele scoret to gange med hovedet mens seks andre har scoret en enkelt gang hver. Så allerede nu, efter kun 18 af de 33 kampe vi skal spille i denne sæson, har der været flere forskellige spillere der har scoret med hovedet end i hele sidste sæson.

Og så er kun et enkelt af de mål kommet fra det centrale forsvar. Ikke bare på hovedstød, men overhovedet. I sidste sæson blev der scoret otte mål af den bagerste kæde, seks af dem scoret af centrale forsvarsspillere. Ragnar Sigurdsson var forsvarstopscorer med hele tre mål. I denne sæson har vi kun fået tre mål fra hele den bagerste kæde og det eneste mål fra en central forsvarsspiller var Olof Mellberg mod Viborg.

Hvad med de andre kæder? Der bliver det lidt mere besværligt at sammenligne, for hvor skal man placere Nicolai Jørgensen? Sidste sæson var han venstremidt der blev brugt lidt rundt omkring. I denne sæson har han spillet flere kampe i angrebet end på midtbanen, men det har lugtet af nødløsning langt hen af vejen. For en god ordens skyld så regner vi Nicolai Jørgensens mål i kampe hvor han er startet i angrebet som en del af angribernes og kampe hvor han er startet på midtbanen som en del af midtbanespillernes. Så ignorerer vi behændigt eventuelle justeringer undervejs.

Når det så er på plads, så starter vi med at kigge på angrebet. Sidste sæson scorede Andreas Cornelius og Cesar Santin tilsammen 29 mål, fordelt på 11 til den klejne brasser og 18 mål fra Cornelius. Vetokele scorede tre mål og Mos Abdellaoue nåede faktisk også to før han blev sendt på lejeophold i det norske. Det giver 34 mål og et gennemsnit på 1.03. Vi kunne altså være rimelig sikre på at få mindst et mål per kamp fra vores angribere sidste sæson.

Så kan det sikkert ikke overraske at det ikke ser helt sådan ud i en sæson hvor Igor Vetokele godt nok har scoret ni mål i ligaen mens ingen andre angribere på listen har scoret mere end tre mål i de kampe hvor de har spillet som angribere.

Jeg sagde jo den blev lidt mere besværlig med Nicolai Jørgensen.

Det er forøvrigt ikke Jørgensen der har scoret de tre, i hans kampe som angriber har han kun scoret to mål. Nej, det er faktisk Fanendo Adi der har været mest scorende makker til Igor Vetokele. De to der har spillet mest sammen med vores lille belgier er så omvendt Nicolai Jørgensen med to mål og Daniel Braaten med nul. Cesar Santin kom også op på de to mål han manglede og så fik Marvin Pourié lige sneget en enkelt scoring ind på falderebet og altså alt i alt 17 mål og et målgennemsnit på 0.94. Så endnu en lille overraskelse, man kan sige at salget af Cornelius kan ses men ikke mærkes.

Hvad så med midtbanen? Vi er målmæssigt dårligere kørende i bagerste kæde og lige en flig bagefter i forreste, så det er på midtbanen at vi har set den største fremgang. Sidste sæson kom der atten mål fra midtbanen eller gennemsnitligt 0.54. I denne sæson indtil videre, tretten mål i de kampe hvor Nicolai Jørgensen har spillet på midtbanen og altså et mål gennemsnit på 0.72, en rimelig markant forskel. Vi kan også se på antal mål scoret uden for feltet, hvor der i 12/13 blev scoret ni mål på 33 kampe og i denne sæson seks mål på 18 kampe. Det er 0.27 sidste sæson og 0.33 nu her. De seks mål i denne sæson forresten scoret af seks forskellige spillere, mens der kun var fem spillere sidste sæson der fik scoret fra distancen.

tv. alle mål scoret af FCK i sæsonen 12/13.    th. alle mål scoret af FCK i sæsonen 13/14.

FCKMål1213Heatmap FCKMål1314Heatmap
(Et par ting går igen, både Cornelius området men også at målene er blevet mere centreret i denne sæson.)

Så en mere målfarlig midtbane end sidste sæson men hvad man tjener på gyngen har man jo så ofte mistet på karrusellen. I 12/13 sæsonen havde vi femten assists fra midtbanen, indtil videre i 13/14 sæsonen har vi fire. To indlæg, et fra Braaten og et fra TK, og så to afleveringer fra Nicolai Jørgensen. Altså kun en enkelt assist fra en central midtbanespiller og ingen fra vores to normale startere derinde. Det tætteste vi kommer på en assist fra Claudemir var kampen mod Brøndby hvor det var hans lange bold som Vetokele kæmpede sig foran Almebäck på, men vi kan vist godt alle blive enige om at det var Vetokele og ikke Claudemir der skabte det mål.

Så det er ikke så overraskende at der bliver set på den centrale midtbane, selvom det glippede med Stefan Johansen der valgte at tage til Celtic. Nu er det så Franco Mussis det kredser om og skulle det glippe, så må man håbe at der er flere navne at tage af. Men hvad med angrebet? Det oprindelige spørgsmål gik på Andreas Cornelius og hvad det betød at der ikke var fundet en direkte afløser.

Jeg tror faktisk der er fundet en afløser.

Eller ikke en hel afløser men jeg vil faktisk mene at der er fundet tre-kvart afløser (forklaring følger) for Andreas Cornelius og det er Igor Vetokele.

tv. Andreas Cornelius’ mål for FCK i 12/13 sæsonen.    th. Igor Vetokeles mål for FCK de sidste to sæsoner.

CorneliusMålHeatmap IgorMålHeatmap

tv. Cesar Santins mål for FCK de sidste to sæsoner.    th. Marvin Pouriés mål for Silkeborg i 12/13 sæsonen.

SantinMålHeatmap PourieSIFMålHeatmap

(Vetokele er ikke helt lige så stærk uden for feltet, men ellers minder deres data mere om hinanden end nogen af vores andre angribere. Pourié er fra hans tid i Silkeborg, Adi havde ikke nok data til at være med.)

Ja, Igor kommer jo nok aldrig i nærheden af Cornelius på indlæg, for eksempel, som Corner scorede halvdelen af sine 18 mål på, men mindre kan også gøre det. Faktisk er Igor oppe på at 25% af hans mål kommer på indlæg. Generelt ligner hans fordeling af mål mere Andreas Cornelius end, for eksempel, Cesar Santin der i langt højere grad lever af afleveringer end nogle af de to. Og sammenligner vi på mål med og uden assists, så kan man se at både Igor og Cornelius har en circa lige fordeling af de to, modsat Santin som har tre gange så mange mål med assists som uden.

Selvfølgelig kunne man ikke tale om en afløser hvis vi stadig spillede som vi gjorde sidste sæson og som vi faktisk også gjorde i starten af denne sæson, hvor Plan B meget hurtigt blev til Plan A. Men vi har faktisk formået at stille om til at spille uden en decideret targetman oppe foran, faktisk så godt at vi er marginalt bedre end sidste sæson både på boldbesiddelse og antal skud. Og i det nye system spiller Vetokele så den rolle som Cornelius havde i det gamle system, rollen som spidsangriber. En påstand som til dels bliver underbygget af at den angriber vi kigger på lige for tiden i højere grad ligner Santin af type end Cornelius.

Eller måske ikke Santin. Jeg tror faktisk at det vi leder efter er en der kan gå ind og gøre nogle af de ting man gerne så Nicolai Jørgensen gøre i angrebet. For hvis der er en spiller vi har manglet, så er det Nicolai Jørgensen ala efteråret 2012.

tv. Nicolai Jørgensens mål for FCK i sæsonen 12/13.    th. Nicolai Jørgensens mål for FCK i sæsonen 13/14.

NicoJørgensenMål1213Heatmap NicoJørgensenMål1314Heatmap
(Selv Nicolai Jørgensen er ikke immun overfor den skævridning der var sidste sæson. Muligvis immun overfor målscoring i denne sæson. Hans straffespark er ikke taget med i 13/14, skal lige siges.)

I efteråret 2012 spillede Nicolai Jørgensen seksten kampe og scorede ni mål, mens han lagde tre assists. Det er nok det bedste målsnit for en midtbanespiller i den moderne FCK æra. Han sluttede sæsonen med kun to mål mere og har scoret seks i alt i denne sæson, inklusive et på straffe. Bevares, specielt det mod Brøndby var både flot og, ikke mindst, vigtigt. Men han har selv været ude og tale om at skulle tilbage på det niveau han havde tidligere og der er ingen tvivl om at kan han ramme det niveau igen, så bliver han FCK’s vigtigste spiller.

Men det kommer ikke til at ske i angrebet. Det har hele tiden været en nødløsning fordi man havde brug for en spiller der kunne operere bag Vetokele og være den sidste fjerdedel af afløseren for Cornelius (jeg sagde jo at en forklaring ville følge). Cornelius var god til at modtage bolden og flytte den videre og selvom vi ikke længere smider høje bolde op mod en fysisk stor angriber, så skal vi stadig have en spiller der kan spille på kanten af feltet, modtage bolden, flytte den videre, indgå i spillet. Det er nogle spidskompetencer som hverken Fanendo Adi eller Marvin Pourié har og derfor er både Daniel Braaten og Nicolai Jørgensen blevet brugt i den rolle i stedet. Problemet er at Braaten er ikke målfarlig nok og Jørgensen mister en del når han ikke kan vandre ind fra kanten og få overblikket over de åbne rum derfra.

Så ud fra de tal jeg har set på vil jeg konkludere at fokus-områderne på vej ind i det her transfervindue har været en pasningsstærk midtbanespiller og en teknisk stærk angriber der kan frigøre Nicolai Jørgensen fra angrebet.

Og til spørgsmålet om hvilken indflydelse det har haft at vi ikke har fundet en afløser for Cornelius bliver svaret, overraskende nok, at hvad man ikke kunne finde på transfermarkedet har man i stedet fundet på træningsbanen gennem en taktisk ændring og en lille belgier der slog til på det rette tidspunkt. Hvad man har tabt på gyngen har man tjent ind på karrusellen.

Det større problem med Morten Olsens nye kontrakt

Ja, vi runder lige landsholdet en enkelt gang før det hedder FCK igen.

Det er nok ikke gået nogens næse forbi at den danske landstræner for de næste to år stadig hedder Morten Olsen. Generalsekretær Jim Stjerne Hansen valgte i torsdags at forlænge med den siddende landstræner med argumentet “Morten Olsen nyder en enorm respekt blandt de personer herhjemme og i udlandet, jeg tillægger kvalificeret viden om trænermarkedet i international fodbold.”

Eller “alle dem jeg er enige med, mener det samme som jeg gør.”

“DBU skal blandt mange spændende og nødvendige projekter fastholde fokus på sin grundlæggende forretning, og jeg er derfor personligt meget tilfreds med at kunne overlade ledelsen af det danske fodboldforbund med en aftale med den mest kvalificerede træner til at stå i spidsen for landsholdet i den næste kvalifikationsturnering.”

Den er sværere at gennemskue. Jeg går ud fra at DBUs grundlæggende forretning er “skuffende tilskuertal” og derfor holder man fast i en landstræner der ikke har fanget folkets interesse i et godt stykke tid nu. Men mere interessant er det med at kunne overlade DBUs nye ledelse med “den mest kvalificerede træner til at stå i spidsen for den næste kvalifikationsturnering”.

For det her er nemlig Jim Stjerne Hansens sidste handling som generalsekretær. 25 år i stolen er nu ovre og med tanke på at det sidste år har budt på dårlige landsholdspræstationer, manglende VM kvalifikation og et underskud hos DBU der blandt andet har kostet ligalandsholdet livet, så kan man måske ikke fortænke Jim Stjerne Hansen i at ville ende på en positiv note. Og hvad ville være bedre end at vise sig som den store statsmand og fastholde en international kapacitet som tager os til EM i 2016?

Jeg er ganske sikker på at Jim Stjerne Hansen virkelig mener at Morten Olsen som landstræner er hvad der giver os størst chance for at komme til EM i 2016. Og jeg er faktisk enig, Morten Olsen som landstræner giver os størst chance for det. Hvis vi kigger på de syv kvalifikationsrunder vi har været igennem under Morten Olsen så har Danmark kvalificeret sig til fire ud af syv slutrunder (og mærkeligt nok vundet enten fire eller seks kampe hver gang). Kun en gang er Danmark endt uden for top tre i en kvalifikationsrunde. Hvorfor er det vigtigt? Fordi EM i 2016 er udvidet til 24 hold, hvilket betyder at selv en tredjeplads mindst vil give en plads i playoff runden.

Så ja, der har været nogle skuffende resultater her de sidste par år. Nederlag til Armenien, nederlag til Makedonien, Slovakiet, Skotland, Polen, en sejr over Norge hvor vi formåede at blive udspillet i en grad sjældent set i disse nordiske møder, kvalifikationer hvor automatismer erstattede mod og mandshjerte og kun uforudsete wunderkampe mod Portugal der i realiteten reddede vores deltagelse i flere slutrunder.

Og Morten Olsen har aldrig været en særlig god mand når først vi kom til de slutrunder. VM i 2002 var hans første slutrunde som landstræner, det var også sidste gang vi vandt mere end en enkelt kamp ved et VM eller EM. Slutrunderne under Morten Olsen har været kendetegnende for at vi enten har været chanceløse eller har vist overraskende gode takter for så at falde totalt sammen i en afgørende kamp. Mod Japan, senest.

Så vi skal nok ikke forvente det helt store når vi først kommer til EM, men på nuværende tidspunkt er store forventninger heller ikke det største problem det her landshold står over for, så det går nok.

Er alt så ikke fryd og gammen? Vi kommer med til EM, Morten Olsen får lov til at trække sig tilbage med en succesoplevelse, Jim Stjerne Hansens gravskrift bliver endnu en slutrunde sikret. Det danske publikum får lov til at kede sig bravt i to år, men DBU har nu for længst slået fast at landsholdet tilhører dem og ikke den danske befolkning, så ikke den store forandring der.

Måske ikke. For hvad sker der i 2014? Medmindre alting går helt, frygteligt galt, så skal Danmark stadig have en ny landstræner. En ny landstræner med nye ideer, ny taktik, sikkert med nye spillere, en mand der ikke kan komme ind med den samme respekt omkring sig som Morten Olsen havde, ikke medmindre Michael Laudrup har slået hovedet til den tid og siger “Ja… hvor er jeg?” til at overtage som landstræner. Og så skal han til spille alt det ind mens der er kvalifikation til VM i 2018.

Vi ved hvor svært det er at kvalificere sig til et VM. Bare se på hvordan det gik i år. Og i 2018 har der været snak fra Sepp Blatters side om at både Afrika og Asien skal have flere pladser. Michel Platini vil have VM udvidet til 40 hold, men går FIFA ikke med til det, så kommer de nye pladser nok til at blive taget fra Europas tretten. Altså kan en i forvejen svær VM kvalifikation blive endnu sværere.

Ikke en optimal start for en splinterny landstræner. Faktisk kan det blive noget nær den værste start, hvis en ny spillergruppe og nye ideer skal spilles ind på en baggrund af konstant fiasko. Det ville være langt bedre hvis en ny landstræner kunne så godt som garanteres en succesoplevelse. En kvalifikationsturnering hvor det næsten er sværere ikke at gå videre end omvendt.

Jeg tror Jim Stjerne Hansen mener at Morten Olsen er vores bedste chance for at komme med til EM i 2016 men vores chance for at komme med til EM i 2016 er rimelig god til at begynde med. Det ville den også være med Kasper Hjulmand, med Morten Wieghorst, med Jürgen Klinsmann eller Ståle Solbakken, det ville den være uanset hvilken træner Jim Stjerne Hansen havde fundet. Og forudsætninger for fremtiden ville være langt bedre hvis en ny træner havde fået den her kvalifikation til at blive kørt ind på pladsen.

Prøv at tænk en gruppe der hedder Grækenland, Danmark, Østrig, Estland, Moldova og San Marino. Hvor de to bedste gik videre og selv tredjepladsen giver playoff adgang. Ville den være mere sikker med Morten Olsen end med Kasper Hjulmand? Selvfølgelig. Ville den stadig være sikker med Kasper Hjulmand? Absolut.

Bare ikke ligeså sikker.

Og der har Jim Stjerne Hansen solgt fremtiden for dansk fodbold for at sikre sig eget eftermæle.

Sådan groft sagt.

Kampen for fremtiden

Vi er godt nok i December, men kampen mod Brøndby er muligvis årets vigtigste kamp, muligvis sæsonens vigtigste kamp.

Jeg har nu i et par uger prøvet at skrive en artikel om hvorfor kampen mod FCN var den kamp der bedst tegnede Ståle Solbakkens nye FCK, specielt sat op mod Ariël Jacobs’ FCN kampe, men jeg kan simpelthen ikke få hul på den. Det må blive en vinterpause ting og så må jeg hive noget video gøjl ind over. Men selv om den var interessant på den måde, så var den ikke lige så vigtig som kampen mod Brøndby tegner til. Dertil er FCN alt for langt fra fordums styrke.

Kampen mod Galatasaray var imponerende. Men det var en, om man så må sige, gratis indsats. Der skal forhåbentlig ikke det store til for at motivere sig selv til at spille en Champions League kamp i Parken og da vi først var kommet lidt tilfældigt foran, så mindede det ærlig talt om den slags “store” europæiske indsatser man før har set fra danske hold, en stædig kamp for at holde modstanderne fra fadet der kun lykkes med hiv og med sving. Mod Juventus blev der hevet i Llorente og svunget med armene og så blev en lignende indsats i stedet til et af de nederlag der ofte bliver omtalt som hæderligt.

Ser vi bort fra Champions League og så kampen mod FC Nordsjælland, så har vi på det seneste haft en længere række kampe som vel bedst kan beskrives som gennemsnitlige. Mondæne. Der har været lyspunkter, Youssef Toutouhs pludselige markering som reelt alternativ på den centrale midtbane, Igor Vetokele der er begyndt at score mål, Thomas Delaney og Rurik Gislason der fortsætter hvad der forhåbentlig er deres endelige gennembrud i det københavnske, men samtidig en række kampe der har budt på diverse forfærdelige indsatser, enten af hele holdet i en halvleg eller af enkelte spillere over en hel kamp (jeg kigger i din retning, Nicolai Jørgensen). Vi har set en angrebskæde der, udover Vetokele, havde så lidt at byde ind med at Daniel Braaten blev de facto førsteangriber. Vi har set en forsvarskæde der stadig lider under individuelle fejltagelser, enten af typen som man havde håbet vi var sluppet for nu (Mellberg) eller af typen som vi åbenbart aldrig slipper for (Wiland, Sigurdsson). Vi har set Christian Bolaños. Ikke meget, men vi har set ham.

Det har været op, det har været ned, der har heldigvis været mest fremskridt men det har hele tiden været to skridt frem, et tilbage. Vi er blevet bedre til at komme i gang efter en dårlig halvleg, men vi spiller stadig den dårlige halvleg. For al den udvikling som Delaney, Toutouh, Gislason, Vetokele og selv Claudemir og for den sags skyld Lars Jacobsen har vist, så er der spillere som Bolaños og Adi som virker til at være milevidt fra holdet og vel egentlig også en Nicolai Jørgensen der stadig ikke har formået at løfte sit bundniveau siden det imploderede efter et par mislykkede landskampe sidste sæson.

Så der skal arbejdes hårdt i vinterpausen, både med det spillermateriale vi har og også med at få tilført tiltrængte nye kræfter. Ikke mindst fordi de ude på Vestegnen allerede har været godt i gang med det og med større succes end vi har de sidste par sæsoner.

Derfor er kampen mod Brøndby så vigtig. Det er ikke sidste sæsons Brøndby hold, en samling spillere med større navne end evner, anført af en træner uden nogen af delene, i en klub uden penge, med en ledelse uden moral, på et stadion uden tilskuere. Brøndby er kommet ud af dødsspiralen, ganske vidst ved at smide andre folks penge efter problemet indtil det forsvandt men det er forsvundet. Og pengene strømmer stadig ind.

Og ud igen og hele situationen minder mest af alt om bolig-boblen der førte til den finansielle krise men indtil den popper, så er Brøndby gået fra en syg patient til førsteudfordreren til både mesterskabet og pladsen som lokomotivet i dansk fodbold. Der er hentet dyrt ind, bevares, men de har også ramt plet med deres indkøb, noget der for en FCK fan vækker svage minder om at det gjorde vi vist nok også engang, for længe siden. De har hentet både store navne og store talenter og begge har præsteret stort set fra dag et, eller i hvert fald fra dag to. De har en ung træner med et godt navn og et fast system, de har fået de fans tilbage der ellers stod af da tingene så skidte ud (bare lad være med at nævne ordet “medløber”) og det kan da godt være at det finansielle aspekt stadig ser lidt suspekt ud, med dyre kontrakter, flere udgifter end indtjening, en stadig manglende hovedsponsor og en række storaktionærer som man godt kunne have mistænkt for at cashe ud lige så snart de øjner den store gevinst, men pengekisten er fyldt godt op på det seneste og den sidste rige idiot er ikke født endnu, så der sker nok ikke det store lige med det samme. Og hvis først de formår at komme igennem kvalifikationen til Champions League, så vil der for alvor komme fut på det tog.

Og så er der en alvorlig chance for at vi bliver hægtet af.

Det kunne det dog godt se ud til at de har fået øjnene op for på ledelsesgangen i Parken. Anders Hørsholt har været i Tipsbladet med sjældent bombastiske udtalelser om at der ville være “kamp til stregen” hvis nogen forsøgte at tage mesterskabet fra FCK, en reaktion der udeblev da FC Nordsjælland rent faktisk tog mesterskabet fra FCK og man må derfor formode at det kommer på baggrund af Brøndbys massive oprustning. Senest har Morten Crone Sejersbøl haft øret til vandrørene og kan på rygtebasis berette om en kapitaltilførsel af en “ekstraordinær størrelse”, hvilket også ville være nye vinde efter et år hvor ledelsen ikke så noget problem i at tage pengene fra Champions League og Andreas Cornelius salg og bruge dem til at at nedbringe gælden til Nordea mens fodboldholdet blev spist af med Marvin Pourié, for derefter at forklare fans og resten at fra nu af var FCK kun en af tre ligestillede dele af Parken Sport og Entertainment. Nu ser det ud til at vi skal til at være specielle igen.

Men der er godt nok stor forskel på at sætte gang i den omvæltning fra en position som førsteudfordrer til FC Midtjylland, selv hvis det skulle blive fra tredjepladsen, efter at man har sat sin største rival på plads lige op til vinterpausen og så at sætte gang i den efter selv at være blevet sat på plads og overhalet af ny-rige Brøndby. Flasker alt sig, så hedder den sejre over Brøndby og FC Vestsjælland, overbevisende af slagsen og så point nok mod Real Madrid til at der skal spilles europæisk efter vinterpausen. Så er tonen ligesom sat og kursen udpeget.

Men et nederlag mod Brøndby, et klart, et fortjent nederlag mod Brøndby… og så endnu en øretæve mod Madrid? Så er Vestsjælland kampen egentlig ligegyldig, for så er alt momentum alligevel fjernet, så er pusten gået af ballonen, så skal man op på hesten igen og alle de andre klicheer. Så er historien ikke længere at FC København er tilbage. Så er historien at Brøndby er tilbage, for alvor tilbage. Den er svær at lokke nye penge til med, den er svær at lokke nye spillere til med.

Så kampen mod Brøndby kan ende med at blive sæsonens vigtigste. Den vil i høj grad være med til at afgøre i hvilken retning pilen peger når vi går til vinterpause og forhåbentlig begynder arbejdet med for alvor at genrejse klubben efter de sidste par år. Spørgsmålet er om det her hold kan sætte sig selv op til sådan en kamp, også når modstanderne ikke hedder Juventus, Real Madrid eller Galatasaray, og om holdet reelt er godt nok til at give sig selv den bedste udgangsposition til at forbedre sig. Der vil nok være en spiller eller to der går på banen for at sørge for at klubben kan hente bedre spillere end dem selv til deres egen position, hvilket må være en mærkelig situation at stå i.

Og sidst men ikke mindst, så kan kampen her være årets vigtigste fordi vi har mødt Brøndby to gange denne her sæson, vi var ikke særlig gode da vi fik 0-0 derude sidste sæson, vi var ikke særlig gode da vi tabte 2-3 derude tidligere på sæsonen og hvis vi ikke vinder denne gang, så er det første gang siden 2008 at vi ikke har vundet over Brøndby i et helt år. Og hvem har lyst til det?

Det er okay ikke at vinde

Der har været stille her på siden på det seneste fordi jeg egentlig ikke har haft så meget at sige. Det har ikke været sindsoprivende, ikke engang den fatale kamp i Tyrkiet var andet end hvad jeg forventede fra det nuværende FCK hold. Kampen mod Randers var nærmest billedet på det forventelige. Og så blev det hele alligevel lidt overraskende…

I den sidste halvanden uge har FCK spillet tre vidt forskellige kampe. Der var den kontrollerede indsats mod AaB der endte med en sikker sejr og sæsonens første clean sheet. Der var Champions League kampen mod Galatasaray hvor forskellen på den danske liga og internationalt niveau brutalt blev udstillet, et billede der kun blev en anelse udvisket af en forbedret indsats i anden halvleg mod et hold der allerede havde vundet kampen. Og så var der kampen mod Randers, en kamp der på mange måder var symptomatisk for FCK’s sæson indtil videre.

AaB kampen og Galatasaray kampen var begge kampe hvor man med rette kunne mene at udeholdet ikke havde fortjent at komme derfra med noget resultatmæssigt. Men hvor AaB kampen kom i hus på en disciplineret defensiv og en Nicolai Jørgensen der tog mere og mere fra i løbet af kampen, så var kampen i det tyrkiske mere end noget en udstilling af de mangler FCK har som hold. Der var intet der fungerede optimalt i den kamp, hverken forsvar, midtbane eller angreb, der var intet der viste at FCK hørte til på det niveau, fordi FCK hører ikke til på det niveau. Ikke det her FCK, ikke det her hold.

Og så Randers kampen. En kamp hvor et topmotiveret FCK hold skulle tage revanche efter den forfærdelige kamp mod Galatasaray og fejlede. Kort og godt. Ikke fordi de ikke ville men fordi de ikke kunne.

PS&E formand John Dueholm var ude i Børsen TV og sige at målsætningen for sæsonen var at vinde mesterskabet, for med de kapaciteter vi havde i truppen, der burde vi vinde det. Diverse journalister har stadig FCK som titelfavorit, ofte med begrundelsen at vi har Danmarks bredeste trup.

Nej. Ingen af de ting passer længere. Vi har tyve markspillere og kun to eller tre af dem er selvskrevne i startopstillingen. Det er ikke en titelfavorit.

På målmandspladsen har vi et klart førstevalg der nu er begyndt at lave ukarakteristisk mange fejl af typen der koster mål. Og bag ham har vi en ung fyr med kun fire kampe for klubben og en erfaren spiller der forlader klubben til vinter.

På back pladserne har vi en venstreback hvis top og bundniveau efterhånden er det samme og en højreback der bevæger sig hurtigere mod sidste salgsdato end op af flanken. Eneste reserve er en ung spiller der teknisk set kan dække begge pladser men er bedst på samme position som holdets kaptajn. I det centrale forsvar har vi så en fast mand med masser af erfaring fra udlandet. Det eneste han ikke har prøvet er åbenbart at spille zoneforsvar. Ved siden af ham er der gang i svingdøren, med tre forskellige der bejler til pladsen. Islændingen med det manglende overblik og de forfærdelige fejl, danskeren med den dårlige indstilling og de endnu værre fejl, og østrigeren der fik hele sidste sæson ødelagt af skader og nu er blevet hentet ind på en lejeaftale som erstatning for ham man sendte afsted på en lejeaftale.

På den centrale midtbane har vi tre spillere. En ung defensiv midtbanespiller der ser ud til at tage skridtet op fra talent til fast mand og gudskelov for det, for ved siden af ham har vi en brasilianer hvis afleveringer er lige farlige for begge sider og en mand som aldrig har mødt en tilbageaflevering over en halv banelængde som han ikke kunne stå for. På kanterne har vi vores vigtiste spiller, en ung fyr der når han er på toppen kan styre en kamp fra venstre fløj men som alt, alt for sjældent når de højder. Bortset fra ham har vi en mand fra Costa Rica der virker til at have tjekket ud for lang tid siden, en mand fra Norge som vi stadig ikke har set tjekke ind, en hårdtarbejdende islænding som endelig virker til at have fået sit gennembrud, og to unge talenter hvor den ene virker noget tættere på holdet end den anden.

Og så er der angrebet hvor vi har to unge spillere der ikke er klar til at være fast mand, en erfaren spiller der ikke længere er god nok til at være fast mand og en spiller hvis transfer var uforståeligt da det skete og ikke giver mere mening nu hvor han aldrig bliver brugt.

Det er ikke et mesterskabshold. Det er ikke et hold med nogen særlig bredde. Hvad der er værst, det er ikke et hold. Det er en samling spillere. En samling uden det hieraki som specielt en Jesper Grønkjær konstant kommer tilbage til, en samling spillere hvor folk enten ikke er gode længere eller ikke er gode endnu. Eller bare ikke er gode nok.

Og heller ikke særlig godt samlet. John Dueholm sagde noget andet til Børsen, da han blev spurgt om FCK havde tænkt sig at købe en angriber der sagde han at klubben allerede havde købt angribere, de havde faktisk brugt 40 millioner kroner i sommerens transfervindue.

Fyrre millioner. Det var et vindue hvor man forlængede med Wiland, Delaney og Toutouh samt sagde goddaw til Pourié, Adi, Braaten, Margreitter og Mellberg. Fyrre. Sammenlign eventuelt med Brøndby, der hentede spillere som Khalid Boulahrouz, Thomas Kahlenberg og Alexander Szymanowski, samt hentede transferrettighederne tilbage på Simon Makienok. Jeg ved godt at tingene ser lidt anderledes ud i Brøndby da man aldrig helt ved hvilkes penge der bliver brugt, men deres regnskab meldte om en transfer-investering på omkring de 25 millioner kroner. Altså femten millioner mindre end FCK brugte, primært på spillere der ville gå direkte ind i startopstillingen hos København.

Bortset fra det sagde Dueholm at man blev nødt til at vente og se om FCK ville bruge penge igen i vinterens transfervindue, men med en uforståelig udgift på 40 millioner og dyre spillere som Mos Abdellaoue og Pape Pate Diouf stadig i bøgerne selvom de er lejet ud for tiden, så er det svært at se der blive åbnet op for pengepungen i den grad som der er behov for. Ikke mindst fordi vinter-transfervinduet er notorisk svært at få valuta for pengene i men også fordi der til sommer er mulighed for en langt større naturlig udskiftning.

Så bliver der hentet spillere til vinter? Jeg tror på en, maks to. En central midt hvis man kan finde en og måske en angriber hvis der kommer nogle og henter Cesar Santin (eller muligvis Pourié). Med et knap så presset kampprogram til foråret tror jeg ikke man anser en venstreback som presserende, måske hiver man Casper Højer tilbage fra Brønshøj, det er ærlig talt lidt svært at se hvad han skulle få ud af det ophold.

Er det godt nok? Nej. Men det bliver ikke bedre, ikke før næste sæson. Har vi så et mesterskabshold? Har vi holdet med Danmarks bredeste bænk? Nej. Stadig ikke.

Hvad vi har er lige p.t. fire point op til nummer to og syv point til førstepladsen. Som sagt, Randers-kampen, symptomatisk for FCK lige nu. En kamp vi burde tabe får vi alligevel point vi helt ærligt ikke burde have fået. Med det her hold, medmindre der bliver gået all in til vinter hvilket jeg ikke i mine vildeste drømme kunne forestille mig, så burde vi være uden chance i mesterskabskampen. Den burde ligge til FC Midtjylland eller OB eller Esbjerg eller sågar Brøndby. Vinder vi i sidste ende alligevel det danske mesterskab, så kan man kalde det Ståle effekten eller en kæmpe succes for FC København. Jeg ville nok kalde det en fallit-erklæring af dansk fodbold.

Det jeg egentlig ville sige med den her smøre var… lad nu være med at falde i fælden derude fordi nogle journalister begynder at tale om en helt åben mesterskabskamp eller FCK som favoritter. Det er vi ikke. Kan vi vinde? Ja, men det burde vi ikke kunne. Og der vil komme flere kampe som den mod Randers. Der vil komme flere kampe som den mod Galatasaray. Det er okay. Der bliver ikke åbnet op for den helt store pengepung til vinters og det er også okay. Det betyder ikke at fodbolddelen er ved at blive udfaset eller at de nærige jyder tager alle pengene. Det betyder bare at det giver mere mening at vente til sommer.

At vi ikke er gode betyder ikke at vi ikke kan blive bedre. Vi er langt fra tidligere tiders niveau men vi har været der før og vi kommer der igen. Vi skal bare være klar til det lange, seje træk. Så næste gang vi kommer bagud på udebane eller vi nærmer os de sidste dage i vinter-vinduet, så tænk på Douglas Adams og hans Hitchhikers Guide To The Galaxy, en bog der i bogen bliver beskrevet som en simpel sort rektangel med to ord skrevet på forsiden.

DON’T PANIC