Av. Første halvleg var ikke god, anden halvleg var forfærdelig. Hvis man skal tage det positive først, så kan man ikke rigtigt klandre hverken midterforsvar eller målmand noget. Til dels fordi de kom til at stå for langt tilbage til at gøre en forskel, men de var generelt rolige på bolden og havde styr på det når de blev udfordret. Ikke mindst Robin Olsen skal takkes for at holde os inde i kampen med en rigtig flot redning med fem minutter igen, hvor han allerede er på vej til siden men pludselig skal holde balancen og blive på benene da Pohl mistimer sin afslutning.
Det negative? Resten. Alt for langt mellem de to kæder, forsvaret og angrebet. Måske fordi midtbanen stort set var ikke-eksisterende. For et år siden havde man forventet at Thomas Delaney og William Kvist gik ind og hev fast i nakken på sådan en kamp, men nu er William Kvist blevet et år ældre og Uros Matic er ingen Thomas Delaney. Vi formåede hverken at holde spillet i gang når vi havde bolden eller frustrere AaB’erne når de havde den. Alt for få erobringer, alt for mange boldtab. Det skal forbedres.
Og så skal vi til at spille med backs igen. Tom Høgli var udfordret i det offensive og udgik med hvad der lignede en lårskade. Pierre Bengtsson var lidt mere sprælsk da han kom ind for Høgli men det er aldrig optimalt med en modsat-benet back. Og så lignede Nicolai Boilesen en spiller der ikke har spillet fast i meget lang tid. Han var OK med så længe kræfterne rakte, men stemplede alt for tidligt ud og kom hverken med i det offensive eller var sådan rigtig med i det defensive.
Ståle sagde efter kampen at de havde problemer med fysikken og forhåbentligt er det noget der kan forbedres relativt hurtigt. Det virkede også til at være noget der virkelig spillede ind, det var AaB der havde det der mesterskabs-overskud til sidst i kampen som vi har haft så længe. Det skal vi have tilbage, for det bliver ikke sidste gang vi spiller efter en hård europæisk kamp. Det kan ikke være en undskyldning gennem hele efteråret.
Spillere
Lüftner så solid ud og vandt endda en løbeduel eller to. Fik en ordentlig fur til sidst i kampen, men var heldigvis i stand til at spille kampen færdig. Nok den bedste debutant i dag, på FCK siden.
Andrija Pavlovic startede godt ud, men faldt ud af kampen i takt med at midtbanen smeltede i sommersolen. Han har en god venstrefod, han kan løbe i dybden, men han er ikke et kreativt bindeled mellem midtbane og angrebet på samme måde som Nicolai Jørgensen var det og har ikke fysikken til at kunne sætte sig igennem i kampe som dem her ligesom Cornelius havde det. Han skal spilles som en angriber, Pavlovic, hvis han skal have succes.
Kasper Kusk startede også godt ud, var meget bevægelig, fik så en gigantisk chance efter en halv times spil og det var det sidste vi så til Kusk i den kamp. Ikke at Benjamin Verbic havde meget mere held med sig, men han løb dog rundt og prøvede stadig. Kasper Kusk blev til Kasper det venlige spøgelse og det er desværre ikke første gang vi har set det ske.
Konklusion
Med fare for at gentage mig selv, av. Væggen skal selvfølgelig holdes fri for blasfemiske malerier, meget af hvad der var galt i dag er noget der kan og skal forbedres, men det er også tydeligt at der er nok at arbejde med. Forhåbentligt er 3-1 på udebane mod Zilina nok til at vi ikke for alvor skal være bekymrede for den kamp men på udebane mod Randers, der skal vi op i et helt andet tempo.
Brøndby-træner Thomas Frank blev for nyligt præsenteret for mærkatet “favorit” og reagerede som så mange trænere før ham. Han skubbede det straks over på FC København.
FCK har investeret, jeg ved ikke hvor mange millioner i spillere, så de er klart de største favoritter. Det vil jo være en decideret fiasko, hvis de ikke bliver mestre i år.
Lige i år bliver vi nok ikke mestre, det ville AaB ihvertfald blive kede af, men ville det være en fiasko hvis København ikke blev mestre i denne sæson?
Ja. Ja, selvfølgelig ville det være en fiasko. Vi har hentet solidt ind, brugt mange millioner og vi vandt ikke mesterskabet sidste år. Selvfølgelig ville det være en fiasko at gå to år i træk uden et mesterskab.
Det her er FC København, det er en fiasko at gå et år i træk uden et mesterskab.
Men det vil også være en fiasko hvis Brøndby ikke vinder mesterskabet. De har investeret kraftigt i deres trup, de ser ud til at ende med at holde på deres største salgsobjekt på trods af egne (erklærede) ambitioner, de har to rigtig, rigtig dyre drenge rendende rundt i Thomas Kahlenberg og nu Johan Elmander, det ville da klart være en fiasko for dem hvis de ikke vinder mesterskabet.
Ligesom det vil for FC Midtjylland, som har formået at holde på de fleste af de profiler som man ellers regnede med ville blive solgt (regnede ret så kraftigt med, for visse spilleres vedkommende) og har lige fået endnu en omgang ny kapital ind med store ambitioner om Champions League i kølvandet. Det vil være en fiasko for dem ikke at vinde mesterskabet, specielt med tanke på hvor tæt de var sidste sæson.
Og AaB har godt nok mistet Kasper Kusk og måske Rasmus Jönsson men uden penge har de alligevel formået at hente Thomas Enevoldsen og Nicklas Helenius ind og kan de ellers holde på spillere som Jacob Ahlmann og Nicolaj Thomsen så er det svært at se AaB som svækket i forhold til det hold der vandt mesterskabet sidste år. Så ville det da også være en fiasko for dem.
Sådan er det i en liga med ambitiøse tophold. Det vil altid være en fiasko for nogle.
Forskellen på et mesterskab og en katastrofe-sæson er ofte hvordan man håndterer frygten for fiasko. Det så vi tydeligst med FC Midtjylland sidste sæson. Uanset hvor godt det gik, så stak man hovedet i jorden når man blev forelagt muligheden for at vinde guld, for har man først en forventning om at vinde noget så åbner man også op for at miste noget. Så længe man ikke kan vinde guld, så kan man heller ikke tabe guld. Så fingrene i ørene, lalala, jeg kan ikke høre dig når talen faldt på guldet. Indtil helt til sidst. Så blev man nødt til at tale om guldchancer. Og så tabte man.
Faktisk er det nærmest blevet en konkurrence i sig selv, det med ikke at ville tale om guldet. Danmarksmesterskab i favorit-forflytning. Thomas Frank har lagt hårdt ud, men lur mig om de andre konkurrenter ikke kommer stærkt igen når chancen for et mesterskab bliver præsenteret for dem.
Bortset fra en. For selv om der er en del hold som må anse det for en fiasko hvis de ikke vinder guldet, så er der kun et hold i Danmark som ikke kan slippe afsted med at flytte favoritværdigheden over på andre. Det er FC København. Selv efter den famøse 1-5 kamp i Parken hvor Ståle Solbakken prøvede at tale København ud af kampen og FC Midtjylland i front i favorit-kapløbet, så var der ingen der sådan rigtig bed på. For selvfølgelig skal København vinde mesterskabet. Også sidste sæson. Også for to sæsoner siden.
Og frygten for fiasko findes da også her i klubben. Bare se fanreaktionen på et par, hvis man er gavmild, middelmådige træningskampe. Og det er nok ikke noget der ændrer sig før et godt stykke inde i sæsonen, for Ståle Solbakken og resten af den sportslige ledelse har også taget sidste års fiasko til sig og er gået i gang med at bygge et nyt mesterhold.
Og et mesterskabshold, det bliver bygget op fra bagkæden og frem. Det er ikke tilfældigt at vi har hentet en målmand, tre centrale forsvarsspillere (hvoraf den ene nu ser ud til at blive brugt primært som defensiv midtbanespiller) og to backs (den ene først fra vinter). Nu skal der lukkes af defensivt efter vores dårligste sæson siden 04/05 sæsonen hvis man kigger på mål scoret imod os. Offensiven bliver afhængig af en solid defensiv og det fysiske overskud til at sætte et hårdt pres når modstanderne har bolden. Det fysiske overskud har vi ikke endnu og der går nok et par måneder før vi rigtigt er der hvor vi kan kværne modstanderne helt ned.
Det bliver ikke kønt. Og det bliver næppe vildt effektivt før vi får det fysiske overskud. Men det kommer til at vinde kampe. Og det kommer til at holde antallet af mål imod os nede. Og det vinder mesterskaber.
Ser man på den moderne era af Superliga fodbold, den periode jeg så godt kan lige at bruge som datasæt fra vores andet mesterskab i 00/01 sæsonen og frem til nu, så er otte af de fjorten mesterskaber gået til det hold der har scoret flest mål (eller delt-flest). Tolv af dem er gået til det hold der har haft færrest mål imod.
Med andre ord, er man det hold i Superligaen der scorer flest mål så er det stadig plat eller krone om man vinder mesterskabet men er man det hold der bliver scoret færrest mål imod, så er du over 85% sikker på et mesterskab.
Sådan circa.
Offensiven ser stadig tynd ud og jeg ville være pænt overrasket hvis truppen ikke får tilført en spiller eller to, men man bliver nødt til at gå ind til denne sæson velvidende at det her er et langsigtet projekt lige så meget som det er et kortsigtet. Der er ikke plads til flere fiaskoer, hverken nu eller fremover, og både trupsammensætning og taktik er sat derefter. Målet er at holdet topper i en sæson ligesom 10/11 holdet med et suverænt mesterskab og et europæisk raid, men ligesom opbygningen af det hold også startede med et AaB mesterskab mens vi lå og kæmpede med FCM om andenpladsen, så vil det her hold nok også have brug for et par sæsoner før det hele går op i en højere enhed.
Indtil da vil det være vigtigere at vinde end at vinde underholdende. Det første udelukker ikke det andet, men det vigtigste er at det her mesterskab ikke glipper. Det er frygten for fiasko. Nu skal vi vise at vi kan håndtere den.
Tre skud på overliggeren, et brændt straffe og et forkert dømt straffe imod. Nogle kampe er det bare ikke meningen at man skal vinde.
Hvilket egentlig er OK, for FC Nordsjælland vandt heller ikke deres kamp og dermed er vi et skridt nærmere muligheden for at vinde det danske mesterskab på Brøndby stadion. Schadenfreuden ville være enorm.
Når det så er sagt, så var det egentlig en mærkelig kamp mod AaB. I lange perioder var FCK i høj grad spilstyrende men så kom der lige ti minutter eller et kvarter hvor det skiftede fuldstændigt og pludselig var det AaB der sad på det hele. Nicolai Jørgensen, Christian Bolaños og Rurik Gislason havde alle tre afslutninger på træværket men Søren Frederiksen og Kasper Kusk var omvendt også rigtig tæt på i flere omgange.
Men skulle der have været en vinder, så var det i sidste ende FCK der var farligst i kampen. Ikke bare straffesparket, som Andreas Cornelius smed i den rigtige retning med den rigtige fart men i den forkerte højde, ikke bare de tre afslutninger på rammen, hvor af den sidste fra Rurik Gislason endda tog undersiden af overliggeren, bare ikke nok af den, men også et annulleret mål fra Igor Vetokele efter at Nicolai Jørgensen gik op i en luftduel og… så dømte Michael Johansen et eller andet. Svært at præcisere for han havde ikke armene ude eller holdt en modstander nede, så det er faktisk rimelig svært at sige hvad der skulle være dømt frispark for.
Men ja, det var Igor Vetokele der startede inde i stedet for Cesar Santin. Det var faktisk en startopstilling med et par overraskelser, af varierende størrelse, med Vetokele inde for Santin, Delaney på den karantæneramte Thomas Kristensens plads i stedet for Daniel Jensen, Michael Jakobsen på venstreback da Pierre Bengtsson sad over med en lille overbelastningsskade i det ene lår og så Johan Wiland på mål på trods af det skræmmende uheld i sidste uge mod FC Nordsjælland.
Hvis vi starter på toppen, så var det, annulleret mål til trods, ikke en meriterende indsats fra unge Igor. Han prøvede at gå med i opspillet i første halvleg, oftest uden den helt store succes, og i takt med at kræfterne svandt i anden halvleg så faldt han også mere og mere ud af kampen. Et af hans problemer, og jeg har desværre ingen fakta til at bakke min fornemmelse op med, han virker langsommere efter skaderne end før. Han er stadig hurtig, ingen tvivl om det, bare ikke lige så blændende hurtig som før. Da han først kom tilbage efter sin skadesperiode tænkte jeg at han bare var nervøs for rigtig at spurte igennem, fuldt forståeligt med sådan nogle muskelskader, men jeg synes ikke det er blevet bedre med tiden. Ikke endnu, ihvertfald. Og mod AaB havde han problemer med at løbe fra Lasse Nielsen og blev decideret overspurtet af Jacob Ahlmann. Det burde altså ikke ske.
På midtbanen var det Thomas Delaney der havde fået chancen og man er ved at vide hvad man får når det er Delaney der spiller. En solid præstation uden de helt store udsving. Det er selvfølgelig rart at have den slags stabilitet i truppen, men hvis Delaney rent faktisk vil gøre sig en karriere inde centralt, så er vi ved at nå et punkt hvor han skal tage et skridt op i sit spil. Forhåbentlig kan han gøre det for hvis William Kvist ikke pludselig bliver overvældet af klubfølelse og hellere vil en tur tilbage til det københavnske end at fortsætte i Tyskland eller en anden liga, så ligner Thomas Delaney p.t. det bedste bud på den type defensive midtbanespiller vi har brug for i vores 4-4-2.
En spiller der ikke ligner løsningen på FCK’s midtbaneproblemer er Daniel Jensen. Efter et yderst kort indhop mod FC Nordsjælland var der med Thomas Kristensens karantæne banet vej for en startplads til Daniel Jensen, men i stedet måtte han se til fra bænken hele kampen igennem. Selv jagtende en sejr, med en træt Claudemir, en defensivt indstillet Delaney og en udskiftning tilbage, forblev Daniel Jensen på bænken. Det bliver sværere og sværere at se ham have en fremtid i klubben, medmindre han selv stiller sig tilfreds med en plads helt bagerst i køen og nok også en lønnedgang. Det eneste jeg umiddelbart kan se skulle redde ham ville være et salg af enten Claudemir eller Thomas Kristensen. Han ville stadig være bagerst i køen for der ville uden tvivl blive hentet en erstatning, men man ville have mistet noget erfaring i en etableret midtbanespiller og det ville Daniel Jensen så stadig kunne bidrage med.
På backen stod Michael Jakobsen en generelt acceptabel kamp. Manden er primært midterforsvarer og skal ikke dømmes på en kamp som back. Tilgengæld bliver det så interessant at se næste sæson om det stadig bliver Jakobsen der vikarierer når Bengtsson har brug for en pause eller om Casper Højer vil få chancen allerede. Hvis ikke der bliver hentet endnu en back til klubben, selvfølgelig.
Og Wiland, ja, Wiland var Wiland som man har set ham i den her sæson. Der var lige en enkelt afslutning fra Kasper Kusk som han gav en retur på men ellers en solid kamp fra den gæve svensker.
Af de andre etablerede spillere lignede Nicolai Jørgensen en spiller der så småt er på vej tilbage til topformen men selv er lidt overrasket over hvor lang vej der egentlig er. Han havde flere gode og rigtig gode aktioner som så ofte gik i stykker helt til slut. Han virkede også mere og mere frustreret i løbet af kampen og endte med endnu en gang at tale sig til en advarsel. Claudemir var god men løb lidt ukarakteristisk tør for kræfter og Cornelius havde desværre endnu en af de kampe hvor han ikke kom frem til det helt store og ikke fik udnyttet det han kom frem til. En lang sæson har sat sine mærker på den unge mand.
Og så taler vi ikke om dommeren bortset fra at sige at jeg gerne så den danske dommerstand reevaluere deres medie-tilgang. En stor del af frustrationerne med dommeren efter en kamp som den mod AaB er at man i flere situationer oprigtig ikke ved hvad dommeren har set eller mener han har set. For det bliver næsten aldrig forklaret. Var dommerne mere åbne omkring medvirken i diverse fodboldprogrammer, så kunne det være at der var lidt mere forståelse for deres kendelser. Det kunne endda være at folk blev lidt klogere på fodboldreglerne. Og med et større medie-aftryk kan det være at vi slipper for de værste “Se mig! Se mig!” aktioner som to gule kort med på banen eller Michael Svendsen.
Men det var så AaB kampen. Nicklas Helenius på straffespark, hvilket ærlig talt virkede lidt mistænkeligt. Ikke at straffesparket blev dømt, det var direkte forkert, men at han scorede i en runde hvor hele fire straffespark blev misbrugt. Og så Bolaños med et indlæg lagt der hvor det bliver rigtig, rigtig farligt, nemlig inde i målet. Næste gang hedder det AGF, forfærdeligt kørende AGF, og så begynder vi så småt at have udspillet vores rolle i den her superliga-sæson.
Efter sidste uge hvor alt var en månevandring og det hele handlede om store skridt, så er denne uge den første uge i nedtællingen til mesterskabet. En nedtælling der godt nok starter på ni i stedet for ti og som kan ende med at gå i stå eller sætte farten op afhængig af vores og andres resultat–hør, nu handler det mere om hvornår vi vinder mesterskabet end om, OK?
Nu handler det først om AaB der tager imod på Nordjyske Arena, søndag kl. 19:00 på 3+. Der er som altid trupper, her og her, og efter den noget specielle kamp mod OB sidste søndag, så er det et AaB hold der har masser af selvtillid men langt mindre af Rasmus Würtz. Et rødt kort mod OB åbner et hul på den centrale midtbane og sidst AaB skulle lukke et hul på den centrale midt før et møde med FCK var det færingen Hallur Hansson der fik pladsen. Det var ikke en udpræget succes og denne gang kunne det godt tyde på at det enten bliver Nikolaj Thomsen eller Mathias Wichmann der får pladsen, eller måske den defensive all-rounder Patrick Kristensen. Jeg tror umiddelbart på Thomsen, men det kan blive enhver af de tre. Spændende, for en vis grad af “spændende”, bliver det ogå at se den gamle FCK’er Søren Frederiksen igen. Frederiksen var fast venstrekant på reserveholdet i lang tid og var i gang med at blive omskolet til venstreback for at få noget spilletid da AaB købte ham og smed ham tilbage op i angrebet som han også spillede en del hos SønderjyskE i sin tid. Og det har været med mere succes allerede end hele hans tid i FCK, så man må sige at “Van der Frede” har fundet hylden.
Nicolai Larsen
Henrik Dalsgaard – Kenneth Emil Pedersen – Lasse Nielsen – Patrick Ahlmann
Kasper Kusk – Thomas Augustinussen – Nicolaj Thomsen – Anders Due
Nicklas Helenius – Søren Frederiksen
Bliver for eksempel Patrick Kristensen smidt ind centralt er der en god chance for at det bliver Thomsen til venstre i stedet for Due. Der er også muligheden for at de kører med en fem-mands midtbane med Frederiksen ude til venstre i stedet for Due, det kommer helt an på hvor langt fremme Kent Nielsen vil have holdet på hjemmebane.
Hos FCK er Thomas Kristensen i karantæne og efter at Thomas Delaney var foretrukket foran Daniel Jensen, så begynder det for alvor at blive svært at se Jensen i klubben efter sommeren hvis han heller ikke starter inde mod AaB. Ariël Jacobs var meget imponeret af det Daniel Jensen leverede før han fik kontrakt og han har trænet med siden starten af December, så det er svært at se præcis hvad der er gået galt for Daniel Jensen men han har ikke sat det aftryk på truppen som man havde håbet på og vel også kunne forvente af en spiller med hans erfaring og formodede niveau.
Det skal siges at pladsen som hængende angriber ikke gør ham nogle tjenester og forhåbentlig er det ikke længere Champions League planen. Som reserve burde han være en luksus-løsning men ser man bort fra OB kampen er det svært at pege på kampe hvor han har en afgørende indflydelse, fra start eller bænk. Der er kampe tilbage, han kan stadig vise sig at være en brugbar investering men tiden løber ud.
Andreas Cornelius – Cesar Santin
Nicolai Jørgensen – Daniel Jensen – Claudemir – Christian Bolaños
Pierre Bengtsson – Ragnar Sigurdsson – Kris Stadsgaard – Lars Jacobsen
Kim Christensen
Kim Christensen må forventes at starte inde, selvom Wiland er meldt klar. Ingen grund til at tage chancer så sent i sæsonen. Interessant er det at Mads Aaquist er med i truppen med Christoffer Remmer skadet. Aaquist gjorde en rigtig god figur på træningsturen i vinters og står til at rykke op i førsteholdstruppen til sommer. Afhængig af kampens udvikling kunne det godt blive til en debut allerede nu.
Hvis både FCK og FCN vinder deres resterende kampe, så er det på Brøndby stadion at mesterskabet bliver sikret. Så vigtigere end en sejr er det faktisk at få samme resultat som FCN. Skal man vinde et mesterskab kan det ligeså godt gøres med stil.
Nicolai Jørgensen kommer på banen og straks er samspillet meget bedre.
Kunne det lyde i en reklame afspillet alt for højt over Parkens højtalere, men selvom Jørgensens comeback i Superligaen ramte sammen med to mål, en udradering af ligaens nummer tre og en af de bedst spillede kampe vi har set på det seneste, så havde han faktisk ikke så stor en andel af kampen som man måske kunne tro.
Foruden at det af markspillerne kun var Thomas Delaney og de to angribere der havde mindre tid på bolden end Jørgensen i følge Superliga.dk, så har hans helt store bidrag til vores spil altid været måden han trak ind i banen og fandt det frie rum mellem midtbane og forsvar som vi selv har haft så store problemer med at forsvare. Og fordi han gør det fra en position på venstrekanten så er der den usikkerhed hos modstanderne om hvem der skal opgive deres position for at følge ham, er det højreback der skal følge ham ind centralt, er det en forsvarsspiller der skal træde op, en midtbanespiller der skal falde ned, han finder og skaber rum. Det har faktisk fungeret mindre godt når han er startet derinde som offensiv midt eller hængende angriber, fordi han ikke på samme måde kan luske ind fra kanten.
I første halvleg mod AaB havde han tre situationer hvor han trak ind i banen og var indblandet i spillet. Ingen af dem førte til en farlig situation.
Var han så farlig ude på sin kant? Egentlig ikke. Han havde et enkelt indlæg som ikke førte til noget. Han havde to afslutninger, det var de to mål han scorede. Kun de to angribere havde færre afleveringer, kun Santin færre bolderobringer. Men spillet flød.
Hvorfor så det? Primært på grund af den centrale midtbane. Med Thomas Kristensen ude på grund af en mindre lyskenskade han fik mod Stuttgart, så hed duoen centralt Claudemir og Thomas Delaney og hvor TK/Claudemir parret er mere sidestillet så har Claudemir og Delaney sammen en noget klarere arbejdsfordeling. Delaney skal erobre bolde og løbe defensivt, Claudemir skal lægge afleveringerne og løbe offensivt. Og det blev der godt nok gjort. Thomas Delaney havde 21 vundne bolde i løbet af kampen, kun tre færre end hele AaBs midtbanekæde tilsammen. Claudemir havde 107 afleveringer, med en succesrate på 92%. Det er knapt 1/3 det antal afleveringer som AaB havde. Altså hele holdet.
Ude på højrekanten fortsatte Christian Bolaños de gode takter, Lars Jacobsen var solid om ikke prangende, Pierre Bengtsson kom godt med frem, alt det hjalp selvfølgelig. Selv Cesar Santin havde en af de bedre dage, han faldt mere ned i banen end vi har set i et stykke tid og kom frem til en del chancer. Han brændte dem selvfølgelig, det er stadig Cesar Santin vi taler om, men han kom frem til dem. Men faktisk var det nok, bortset fra den centrale midtbane, midterforsvaret der bidrog mest.
Ragnar Sigurdsson var ude med sygdom og Sölvi Ottesen med ikke-særlig-god/attitude-problemer og så var det eks-AaBeren Michael Jakobsen der fik chancen ved siden af Kris Stadsgaard. Med en venstrebenet midterforsvarer i startopstillingen kom Stadsgaard over til højre, hvilket passede ham bedre i opspillet og begge spillere viste sig rigtig gode til at gå med i spillet. Faktisk så man begge midterforsvarere bryde kæderne og tage bolden med ind på AaBs banehalvdel, uden den der fornemmelse af at en Chaplin-film er ved at bryde ud som man har når vores to islændinge tager et langt træk. Jakobsen endte med 84 afleveringer og en succesrate på 92%, Stadsgaard med 91 og en succesrate på 98%. Bortset fra et tidligt gult kort til Michael Jakobsen, så var det en fejlfri optræden fra det centrale forsvar og den slags kommer man langt med. At Jakobsen så også lige snuppede sig en assist, det er bare chokoladesovs på toppen af isdesserten.
Eller en god ting på toppen af en kliche af eget valg.
Faktisk var kampens dårligste FCK spiller, hvis det ellers giver mening af tale om dårligste spiller efter en 4-0 sejr, nok unge Andreas Cornelius. Hvor trist det så end er. Der var ikke meget der lykkedes for Cornelius, selv da han et øjeblik troede han havde scoret viste det sig at han bare havde headet bolden ind på en AaB spiller og derfra var den hoppet i mål. Han havde hele tre gode indlæg som han simpelthen ikke kom ordentlig op til og endte med at heade langt over mål. Hvis vi havde et alternativ, så tror jeg næsten at han ville have godt af en lille periode på bænken.
Nå, forhåbentlig har han godt af ikke at skulle til Tyrkiet med resten af B-landsholdet (som jeg ellers troede vi var holdt op med at bruge) og er klar til at klø på mod FC Midtjylland.
Så kom AaB til Parken og hvor FCM kampen var et ufatteligt drama og SønderjyskE kampen i sidste ende et fair resultat, så var AaB kampen business as usual og en påmindelse om at det er helt i orden at vi har to hjemmekampe mod AaB i den her halvsæson.
Faktisk har AaB kun vundet tre udekampe i ligaen siden 17. juli 2011, syv siden 19. juli 2010. I 08/09 sæsonen vandt de seks kampe på udebane, 09/10 fem kampe, 10/11 fire kampe, 11/12 tre og indtil videre i 12/13 er begge udekampe endt uden sejr. Man må sige at der tegner sig et billede.
Billedet i Parken viste sig i sidste ende at være et af en smerteløs sejr, endda med et mål til hver af de tre angribere, men specielt i første halvleg kunne det godt have set anderledes ud. Bevares, AaB fik aldrig de helt store chancer, den største stod Nicklas Helenius for da han snørrede en skuffende Kris Stadsgaard og fik afsluttet fra en skarp vinkel, og FCK burde have været foran relativt tidligt da Cesar Santin skød forbi fra tæt ind under mål, men alligevel var det i lange perioder AaB der så ud til at have mest styr på kampen. FCK’s presspil fungerede slet ikke og midtbanen hos AaB fik ofte lov til at føre bolden helt ind på FCK’s banehalvdel før der skete noget. Lidt mærkeligt når det nu var Thomas Augustinussen og Rasmus Würtz på midtbanen som begge ellers sagtens kan og kunne blive sat under pres i boldbesiddelsen.
Desværre ser det ud til at truppen generelt stadig ikke har vænnet sig til at høre efter hvad træneren siger igen efter turene med Roland Nilsson og Carsten V. Jensen, for igen skulle der en opsang til i pausen før spillet begyndte at fungere. Og så udtalte Martin Vingaard endda efter kampen at de ikke havde noget imod at lade AaB have bolden på midtbanen, hvilket Ariël Jacobs ellers havde en del imod da han blev interviewet i pausen.
Det til trods, så blev første halvleg reddet af lidt småspil mellem et par sydamerikanere og så en hærdebred dansk teenager. For anden gang på tre kampe fik Andreas Cornelius bolden i kassen og hvor hans første mål mod FC Midtjylland blev prikket ind med den helt lange tå, så blev mål nummer to høvlet ind med venstreskøjten. Dejligt befriende, specielt når man sammenligner med den sidste teenage angriber vi havde løbende herinde, Kenneth Zohore der aldrig rigtig så ud som om der var noget power i ham, hverken i skud eller fysiske dueller. Fysiske dueller er ellers noget som Cornelius ser ud til nærmest at nyde, faktisk kom hans største fejltrin mod AaB når han fik for meget fokus på at holde modstanderen væk fra bolden og glemte at holde øje med, ja, bolden. I anden halvleg faldt hans niveau, hvilket er meget naturligt på det her trin i hans karriere, men han fik igen vist at potentialet til mere er der.
Er han så løsningen på vores angriberproblemer? Nej. Ariël Jacobs var i flere omgange ude efter kampen og advare mod at drive rovdrift på den unge mand. Han understregede hvor vigtigt det var at Cornelius havde en angriber med lignende evner som han kunne læne sig op ad. Han jokede med at han ikke ville rose sine angribere for meget efter en kamp hvor alle tre scorede fordi så kunne det jo være at klubben ikke ville købe en ny. Han talte om at truppen var for smal uden en ny angriber.
Han vil virkelig gerne have en ny angriber.
Hvilket der er brug for men endnu mere er der brug for nyt blod på den centrale midtbane. Der har været lidt snak om hvor på den åbne Pirlo-Linderoth skala en ny defensiv midtbanemand skal ligge, der har været argumenter for at en playmaker type ville være bedre til at sætte tempo på spillet og få holdet til at være mere boldbesiddende. Der er jeg så ovre i den modsatte grøft, et defensivt monster på midtbanen ville hjælpe på presspillet, ville erobre bolde tidligere og i bedre positioner, hvilket så igen ville hjælpe både på tempoet og på boldbesiddelsen. Den bedste måde at være et boldbesiddende hold er at have bolden, den værste måde er at stå ti meter inde på egen banehalvdel og se modstanderen køre bolden rundt.
Hvilket vi så lidt af i anden halvleg hvor Jacobs havde råbt højt i et kvarter og spillerne kom ti-femten meter længere frem på banen. Pludselig blev der fanget nogle bolde, Bolaños og Oviedo kom mere i gang over kanterne og pludselig havde vi 2-0 målet. Bolaños hurtig på bolden, TK i et overlap, en rigtig fordeling af spillere i feltet, det så overraskende positivt ud. Faktisk vil jeg gerne blive ved den med fordeling af spillere i feltet.
Nicolai Jørgensen trækker tilbage i banen for at modtage en aflevering skråt bagud.
Cesar Santin løber mod forreste stolpe for at komme først på et fladt indlæg.
Andreas Cornelius løber mod bagerste stolpe for at kunne sætte hovedet på et højt indlæg.
Tre spillere, tre valgmuligheder, et mål til følge. Det er lige efter drejebogen. Og efter et par kampe med Santin og Mos der begge gik på samme stolpe er det yderst forfriskende at se.
Til startopstillingen mod AaB havde Jacobs foruden Cornelius også valgt at give Christian Grindheim, Kris Stadsgaard og Nicolai Jørgensen chancen fra start, mens Mos Abdellaoue, Martin Bergvold, Sölvi Ottesen og Martin Vingaard røg på bænken. Stadsgaard var en skuffelse, Grindheim vekselerede mellem anonym og middelmådig, men Nicolai Jørgensen var igen et positivt bekendtskab indtil kræfterne slap op. Han udfordrede, gik med i kombinationerne og var i flere omgange hårdtarbejdende i defensiven. Kræfterne slap dog op på et tidspunkt og som han selv har sagt, så er han ikke i kampform endnu. Men det tegner godt.
Da først Jørgensen og Cornelius var gået ud, så døde kampen lidt. AaB havde ikke rigtig energi eller mod til at gøre noget ved det i defensiven, FCK i offensiven. I de sidste 10 minutter var der faktisk to tre-mod-to situationer der endte med mere (Mos) eller mindre (TK) kvalificerede afslutninger. Der kom til sidst endnu et mål og da det endelig skete, så var det altså også et mål af høj klasse. Vingaards aflevering fra egen banehalvdel med venstrebenet der fandt Pierre Bengtsson i fuld fart på venstrekanten, en fortrinlig retningsbestemt brysttæmning i løb og så et godt, hårdt og fladt indlæg til Mos der viste at godt nok skal han sættes op mere end de andre angribere i truppen, men får han chancen så scorer han altså også.
Så ja, skal man opsummere kampen så er det en halvdårlig første halvleg, en okay anden halvleg og så tre mål der hørte hjemme i en bedre kamp end den her. Det går.
Og så hedder det Champions League (kvalifikation) på onsdag. Tænk sig, Champions League (kvalifikation).
Vent, hvis der er kamp i morgen, så skal optakten jo… oh.
Ja, efter en lille træningskamps afstikker kører Superliga møllen igen når AaB kommer på besøg. Det foregår lørdag kl. 15:00 i Parken men det er ikke lørdagskampen. Det er istedet den tidlige søndagskamp der er blevet flyttet til lørdag fordi vi spiller midtugekamp mod Brügge. Det er heller ikke vigtigt, den bliver spillet kl. 15:00 og bliver vist på Canal 9 hvis man er til det. Det er også mødet mellem den gamle N’Doye og den nye N’Doye, bortset fra at den gamle N’Doye i ugens løb er solgt til Lokomotiv Moskva mens vi allerede har gennemgået hvorfor Nicklas H’Elenius ikke er den nye N’Doye.
Han har selvfølgelig den fordel at han stadig er med i truppen som Kent Nielsen har udtaget her, mens Ariël Jacobs udvalgte er her. Og må jeg i den sammenhæng forresten lige rose AaB for en fin hjemmeside, med tanke på SønderjyskEs rædsel. Specielt deres kamparkiv med Onside højdepunkter direkte på siden fungerer rigtig fint. Det må FCK godt stjæle. Men til sagerne. Kigger vi på AaBs trup så er eneste ændring fra sidste uges kamp mod Brøndby at Kasper Bøgelund er siet fra fordi der er en i familien der snart skal føde. Lad os håbe det er konen. Kent Nielsen har ikke haft grund til at lave de helt store ændringer i de to første runder, så mon ikke vi ser Money Inc. oppe foran igen, Helenius og det andet store salgsobjekt Lucas Andersen.
Nicolai Larsen
Henrik Dalsgaard – Kenneth Emil Petersen – Lasse Nielsen – Jakob Ahlmann
Kasper Kusk – Thomas Augustinussen – Rasmus Würtz – Anders Due
Lucas Andersen
Nicklas Helenius
AaB er blevet kaldt nedrykningskandidater men truppen ser ud til at balancere på det knivsæg hvor de unge talenter er lige på grænsen til at være gode nok og de gamle veteraner lige på grænsen til at være over-the-hill. Kan de holde på Andersen og Helenius kan jeg godt se dem hive endnu en midterplacering hjem. Selvfølgelig, får de ikke solgt de to kan de ende med at have andre yderst presserende problemer. Noget af en balancegang for den kære Lynge Jacobsen.
Hos FCK er det også en trup uden de store ændringer. Christoffer Remmer og Jacob Busk er nye i truppen mens Cristian Gamboa glider ud. Med Busk i truppen er der tre målmænd og eftersom de måtte ned i U19 truppen for at finde en reservemålmand til WBA kampen da Busk var med U20 landsholdet, så må man regne med at Johan Wiland har en lille skade der gør ham tvivlsom til kampen. Forhåbentlig er det ikke noget der ender med at sende Kim Christensen på kassen. Mod WBA blev der også leget lidt med en 4-3-3 variant, men da denne primært blev brugt for at give Claudemir fuld spilletid, så tror jeg ikke man skal regne med at den bliver genbrugt mod AaB.
Mos Abdellaoue – Cesar Santin
Martin Vingaard – Martin Bergvold – Thomas Kristensen – Christian Bolaños
Kris Stadsgaard kan sagtens starte inde istedet for Sigurdsson, men umiddelbart virker Jacobs til at sætte pris på lidt kontinuitet i midterforsvaret. Og så ser Christoffer Remmer ud til at have overhalet Christian Gamboa på pladsen som højreback-reserve, muligvis permanent ud fra træningen, hvor Gamboa eftersigende skulle være blandt en gruppe der trænede for sig selv der foruden den skadede Thomas Delaney og den karantæneramte Claudemir indeholdt Pape Pate Diouf, Johan Absalonsen og Søren Frederiksen. Det kunne man sagtens mistænke for at være en kvartet som Carsten V. Jensen gerne så forsvinde fra lønbudgettet. Man kan måske undre sig over at en Peter Larsson ikke også er at finde der, men ham slipper man næppe før der er en aftale på plads med en anden midterforsvarer. Sölvi Ottesens ryg tillader simpelthen ikke at man stiller med kun tre midterforsvarere i truppen.
Ser vi på kampen så har Kent Nielsen nævnt FCKs kantsspil som noget AaB skal holde øje med, hvilket betyder at den centrale midtbane igen bliver yderst vigtig. Der skal tempo over boldomgangen og kan Bergvold og TK bruge deres trods alt fine evner ud i pasningsspillet til at overspille Würtz og Augustinussen, som ikke er det hurtigste midtbanepar i den danske liga i hverken tanke eller handling, så burde det åbne op for både kanter og backs til at fylde på i det offensive. I defensiven kan Lucas Andersen ende med at blive en nøglefigur for AaB. FCK har tidligere haft problemer når der bliver spillet i hullet mellem midtbane og forsvar og specielt afstemningen mellem de to midterforsvarere kommer til at blive utrolig vigtig. Hvem skal holde sig til Helenius, hvem skal støde frem på Andersen, hvornår skal de støde frem på ham, hvornår skal midtbanen falde for at opsnappe ham. Kan de holde organisationen, så burde der være nok kvalitet på FCKs hold til at vinde den her kamp. Skal vi sige en to måls sejr, med det sidste mål kommende inden for de sidste ti minutter.
Indlægs optakt: Det meste af min mandag gik på at se Avengers i Imperial og så tage på arbejde. Derfor den her er lidt sent ude selv efter mine standarder. Jeg fortryder intet. Og kunne man lide nogle af Marvel filmene så er Avengers absolut en must-see film.
Indlægs replay: “ville det så ikke være rart at se Christian Bolaños score sit første mål?” Jo, det ville det.
Indlægs Bet24 News: … Jeg holder op nu.
Ja, Christian Bolaños scorede som forudsagt mod AaB, to gange endda. Og havde tredjesidste fod på endnu et mål. Flot indsats af Bolaños, selvom den faktisk var mindre imponerende end den måske lyder og føltes under selve kampen. Men mere om det senere.
Lidt overraskende havde AaB stadig en Henrik Dalsgaard på højrebacken og så sad Jeppe Curth på bænken til fordel for den 17-årige dribletrold Lucas Andersen i en offensiv midt/hængende fisker rolle, men bortset fra det var det et rimelig ligetil AaB hold. Der var ikke så meget fokus på presspil og hurtige kontraer som på solidt forsvarsspil og enkeltmandspræstationer. Hos FCK fortsatte Carsten V. Jensen med Bryan Oviedo på venstrekant og Pierre Bengtsson på venstreback. Det virker som om de to har sat sig på den venstreside nu, hvilket er lidt underligt med tanke på Pape Pate Dioufs alligevel imponerende mål/assist tal og hvor dårlig Oviedo’s højreben er, en småvigtig ting når man spiller venstrekant i FCK’s system. Samspillet mellem de to fungerede retfærdigvis bedre i dag end det gjorde mod Horsens, selvom der stadig var nogle placeringsmæssige problemer.
I modsatte side har der heldigvis ikke været samme problemer med at finde den rigtige duo til pladserne og man må sige at Bolaños og Lars Jacobsen har fundet ind i et rigtig godt samarbejde. Den lille aflevering indenom ved 2-0 målet er høj klasse, både pasningen og løbet fra Lars. Det ledte tankerne lidt hen på forgængeren på højreback pladsen, Zdenek Pospech, selvom Pospech nok havde hamret den efterfølgende afslutning utageligt op i nettaget. Istedet fik N’Doye scoret sit mål nummer 17 i ligaen og det var jo også helt fint.
Det lukkede så også reelt kampen, med lige over et kvarter spillet. Bolaños’ fremragende venstrebensspark der gjorde det til 1-0 truede ellers med at starte et reelt stormløb mod AaB målet men med en yderst vigtig kamp allerede på onsdag så var der ikke nogen grund til at fortsætte med at bruge kræfter efter 2-0 målet og resten af kampen foregik også på max 80% styrke. Uden at AaB ellers endte med at se farlige ud af den grund. Da Bolaños så gjorde det til 3-0 i anden halvleg, hans mål nummer to i ligaen i denne sæson og begge med venstrebenet, så gik AaB også over til at koncentrere sig om ikke at lukke flere mål ind. Så FCK gad ikke angribe og AaB ville ikke og alligevel endte FCK med at se farligst ud, primært på grund af, ja, Christian Bolaños.
Nu sagde jeg indledningsvis at Bolaños’ indsats var mindre imponerende end den lød og føltes som og der hjælper jeg selvfølgelig ikke mit argument ved hele tiden at nævne ham, men det her var ikke nødvendigvis Bolaños’ bedste kamp i år. Det var bare kampen hvor bolden strøg i mål i stedet for på overliggeren. Det er heller ikke første kamp i sæsonen hvor Bolaños har spadseret forbi hans oppasser efter behov, han havde det faktisk endnu nemmere mod Royal Shakespeare Company’s egen Ronnie Bendtsen i HB Køge kampen. Faktisk har Bola, efter en drøj start, været oppe i gear i et stykke tid nu, selvom folk måske ikke altid har lagt mærke til det.
Der var andre fine præstationer. Claudemir holdt godt på bolden, Lars Jacobsen som nævnt, Kris Stadsgaard havde en bedre kamp end hans sidste par stykker, Bengtsson og Oviedo gjorde det fint nok i deres side, men primært bar kampen præg af at FCK ikke gad mere end højst nødvendigt og “højst nødvendigt” mod et spagt AaB hold var ikke særlig meget til at begynde med.
Med semifinalerne nu sikkert bag os… eller… i det mindste bag os, så er det tilbage til ligaen hvor billedet stadig er uforandret. FCN vandt igen deres kamp, takket være AGF og deres manglende evne til ikke at være AGF, så kampen mod AaB er endnu en must-win kamp for at holde FCN seks point bag os før det store møde på onsdag i Farum.
“Det store møde i Farum”, det lyder bare forkert.
Nå, men AaB kommer altså til Parken, kampstart kl. 18:00, så hvis den ses på TV er det med den helt store optakt fra kl. 16:00 på 3+. Ses den i Parken så… er det i Parken. Ja.
Der er trupper, FCK og AaB, tager vi AaB først så har de Thomas Augustinussen tilbage fra karantæne, men til træning var han åbenbart på det forkerte hold i forhold til startopstillingen, hvor det istedet ser ud til at være Mathias Wichmann der beholder pladsen. Det vil dog være en anelse mærkeligt om Kent Nielsen ikke tager sit udgangspunkt i en fornuftig defensiv og dermed tager Augustinussen med. Kanterne mod FCN hed Kasper Kusk og Lucas Andersen, henholdsvis 20 og 17 år gamle, der vil der måske også komme nogle ændringer. Omvendt ser AaB ud til at være tilpas langt ude af nedrykningskampen og selvom de er med i kampen om den femteplads der højst sandsynligt giver europæisk kvalifikation, så ligger de sidst af de fire hold der kæmper om pladsen, bag tre hold der alle er bedre end dem. Så måske er det ikke en dårlig kamp at give et par unge spillere noget erfaring mod de forsvarende danske mestre. Henrik Dalsgaard kan også tage en af pladserne til højre i hver af de tre kæder, men sker det bliver det nok på midtbanen istedet for Kusk.
Nicolai Larsen
Patrick Kristensen – Kenneth Emil Petersen – Lasse Nielsen – Jacob Ahlmann
Kasper Kusk – Thomas Augustinussen – Rasmus Würtz – Anders Due
Nicklas Helenius – Jeppe Curth
Hos FCK har Carsten V. Jensen valgt at tage alle der kan kravle og gå med. Bortset fra de langtidsskadede Delaney og, øh, ham den høje fyr… blond hår… Nilsson? Larsson? Larsson. Peter Larsson, der var den. Bortset fra de to, så er alle spillere med i truppen, hvilket betyder at tre skal skæres fra. Det betyder nok også at man laver sidste-minuts tests på Thomas Kristensen, Lars Jacobsen og Sølvi Ottesen. Hvis alle tre består, så bliver det nok Toutouh, Nordstrand og Gamboa der ryger ud, men nok kun Lars Jacobsen og Sølvi Ottesen der starter inde. Lars er tæt nok på hans sidste kamp til at han stadig er i kampform, Sølvi er blevet holdt udenfor med noget rygbøvl, eller ihvertfald bekymringer for noget rygbøvl, men hvis han er med så er det fordi han er klar til at spille. TK har siddet ude med en forstrækning og spiller en position og en type spil hvor der bliver løbet rigtig meget i løbet af en kamp. Der tror jeg man er mere forsigtig med bare at smide ham direkte ind. Så er det mest åbne spørgsmål venstrekanten, hvor jeg personligt håber at Pape Pate Diouf får chancen igen. Vingaard virker slet ikke oppe i gear, heller ikke før hans seneste skade, Oviedo taber noget i hans spil når han ikke kan komme bragende fra backen og Bengtsson er ikke aggressiv nok i sit offensive spil til at spille den slags back som FCKs system lægger op til.
Cesar Santin – Dame N’Doye
Pape Pate Diouf – Claudemir – Christian Grindheim – Christian Bolaños
Selvfølgelig, hvis ingen af de tre består testen, så bliver det Gamboa igen på højreback, Sigurdsson i midterforsvaret og sikkert Nordstrand på bænken.
Sidst AaB vandt på udebane var 20. november sidste år, mod FC Midtjylland, faktisk har de kun vundet to gange på udebane hele denne sæson. Det bliver ikke tredje gang denne gang, en 3-1 sejr holder FCK seks point foran FCN før det indbyrdes opgør på onsdag og ville det så ikke være rart at se Christian Bolaños score sit første mål? Jo, det ville.
Det her indlæg (artikel?) skulle selvfølgelig have været oppe i går, men lidt begyndervanskeligheder omkring det tekniske nødvendiggjorde desværre en forsinkelse. Det bliver bedre i fremtiden.
Forhåbentlig også for FC København. Ja, professionel overgang der. Det var ikke en sjov dag i det nordjyske, ikke medmindre man får den helt store ståpik af lidt rødt lys og noget røg, men der var dog lidt tegn på bedre tide forude.
Kigger vi først på opstillingerne, så havde jeg ret i 18 af 22 pladser. De eneste jeg tog fejl om var dem der ikke var åbenlyse. AaB valgte at stille med Henrik Dalsgaard oppe foran for at udfordre forsvaret på hurtigheden og Anders Due blev sat ind på venstrekanten, sikkert for at hjælpe med at dække op for Bolaños. FCK valgte så Sølvi Ottesen, som vi vender tilbage til, og Thomas Delaney på kanten. Delaney arbejdede hårdt som altid, men hele holdet blev bedre da Delaney blev rykket ind centralt og Martin Vingaard, just tilbagevendt fra skade, røg ind på kanten i anden halvleg. Jeg har svært ved at se Vingaard ikke tage den kant næste weekend.
Resultatet blev 1-1, samme som FC Nordsjælland fik AGF, og så er der status quo i toppen. Med langt hår, skaldede pletter og “Whatever You Want” kørende i baggrunden. Man kan ikke rigtig kalde 1-1 et ufortjent resultat for AaB, de var langt hen af kampen det farligste hold med overraskende simple midler, men efter at være kommet foran så sent på Dame N’Doyes hovedstødsmål, så er det alligevel en bitter pille at sluge at man ikke kan holde fast i føringen i bare to minutter mere.
Noget jeg syntes var spændende var den centrale midt. Vi har i optakten set forskellige kombinationer af Delaney, Grindheim og Claudemir, med TK på gæstevisit, men det føltes som om Carsten V. Jensen havde lagt sig fast på Grindheim og Claudemir inde centralt. Og det viste sig at holde stik, ihvertfald til den her kamp, dog uden det store held. I træningskampene har man kunne se Grindheim gå langt mere ned og hente bolden fra forsvaret, være den spilstation der skulle føre bolden ud fra de bagerste rækker, men det så man meget lidt til i AaB kampen.
Under min defination af konceptet, nemlig at en af de centrale midtbanespillere forlader sin kæde, trækker ned i banen og modtager bolden fra forsvaret (jeg regner ikke med de gange hvor de er trukket ned men ikke har fået bolden, eller har fået bolden på linje med resten af midtbanen), så var Claudemir nede og agere spilstation ni gange i løbet af kampen, Grindheim kun tre. Og første gang Grindheim trak ned og modtog bolden fra forsvaret i løbet af kampen var i 34:00 minut. Der gik altså over en halv time af kampen før det var Grindheim der tog sig af bolden. Og selv de i alt tolv gange hvor det skete er misvisende, langt størstedelen af gangene modtog midtbanespilleren bolden fra den ene centrale forsvarsspiller og spillede over til den anden centrale forsvarsspiller.
Faktisk viste Bryan Oviedo sig at være den vigtigste mand for vores opspil specielt i første halvleg. Hele elleve gange stod han for den afgørende aflevering frem i banen, altså fra de første 2/3 af banen og op til eller mod en angriber. I anden halvleg blev det til yderligere fem af slagsen, hvilket også meget godt viser at vi kom en del bedre i gang med spillet i anden halvleg da AaB begyndte at løbe sig trætte og vi fik mere plads at spille på. Men det er alligevel 16 gange venstrebacken på holdet var den igangsættende spilstation. Kombineret med en dag hvor hverken N’Doye eller Santin var på deres bedste viser det også meget godt hvor dårligt kørende vi faktisk var i den første halvleg.
Hvem var så bedst af de centrale midtbanespillere? Claudemir blev kritiseret heftigt efter kampen, også af mig selv, men når jeg så den igen efterfølgende så var forskellen på de to ikke så markant. Claudemir lavede flere fejl, men havde også længere tid på banen til at begå dem. Han var også mere boldsøgende end Grindheim var og havde ganske enkelt flere muligheder for at lave de fejl. Men det betød også at han var vigtigere for vores spil, specielt i den gode anden halvleg, end Grindheim var. Det der nok umiddelbart gjorde at Claudemir fik den hårdeste kritik var at han begik de to største fejl, af typen vi har set ham lave før, to forfærdelige fejlafleveringer inden for et par sekunder af hinanden. Men Grindheims anonymitet i opspillet og boldtab centrale steder på banen var et problem og det gav en del mere mening anden gang igennem at det var Claudemir der blev på banen og Grindheim der blev taget ud for Vingaard.
Så var der argumentet om at Grindheim i det mindste prøvede noget frem af banen og han havde måske lidt mere vilje til at smide en offensiv aflevering, men de blev alt for ofte for upræcise. Faktisk havde han kun en enkelt vellykket aktion af slagsen, en bold op til Cesar Santin midt for mål som, endnu en gang, ikke kunne få den under kontrol. Der havde Claudemir ikke så mange af de der bolde op i fødderne på en angrebsspiller, men han var langt bedre i anden halvleg til at brede spillet ud og få sendt primært Oviedo afsted.
Der er et boldtab midt på banen som det måske var lidt unfair at tage med, den langsomme gengivelse ligner grangiveligt et frispark af Augustinussen, men ellers minder størstedelen af fejlene mest af alt om manglende koncentration. Han går ikke 100% ind på den aflevering han skal smide og så bliver den fanget på vejen. Eller målet til sidst hvor han stopper op og ikke følger med Helenius. Da han opfanger at situationen bliver farlig er han lige to meter fra Helenius og kommer nu halsende efter ham. Til hans forsvar skal siges at den anden centrale midtbanespiller Thomas Delaney også stoppede op i situationen, men det er Claudemir der er tættest på Helenius, det er ham der bliver nødt til at følge ham ned. I stedet kigger han fodbold.
Hvordan skal midtbanen så se ud næste gang? Thomas Delaney var et af lyspunkterne i kampen da han først kom ind centralt, han burde spille medmindre CV går all-in på Grindheim/Claudemir konstellationen. Men hvem skal have pladsen ved siden af Delaney? Lige efter kampen havde jeg sagt Grindheim. Lige efter kampen tror jeg faktisk jeg sagde TK, men vi siger alle ting vi ikke mener når vi er oprørte. Nu? Claudemir. Der er stadig mere fodbold i ham end nogen af de andre. Og så må CV altså tage en alvorlig snak om koncentrations-evne og muligheden for at tape en elektrochok anordning fast til pungen hvis han ikke snart holder op med de der selvmordsafleveringer på tværs af banen.
Nede i forsvaret tog jeg også fejl om opstillingen. Jeg havde troet at den lidt mere mobile Sigurdsson ville være at foretrække for den mere solide Sølvi Ottesen og der må jeg blankt erkende at jeg havde ret. Det er stort af mig at indrømme det, jeg ved det. Det var ikke et hold der passede Sølvi og det var godt nok heller ikke en god kamp fra den islandske klippe. Kendetegnet for klipper er at de ikke er særlig gode i løbedueller og både Nicklas Helenius og Henrik Dalsgaard var tydeligvis blevet gjort klart at så de chancen skulle de bare tage spurten. Så var planen, som Kris Stadsgaard også sagde senere, at Stadsgaard skulle tage løbeduellerne og så tog Sølvi sig af de fysiske af slagsen. En solid plan der afhænger af to ting. Den ene er at modstanderne er med på kun at lægge sig op af den hurtige forsvarsspiller når der kommer lange bolde. Den anden er at Sølvi så også rent faktisk skal vinde de fysiske dueller. Ingen af de to gik forsvarets vej mod AaB, Dalsgaard satte på et tidspunkt Sølvi så tidligt at islændingen bare gav op og Stadsgaard blev nødt til at trække på tværs, mens nogen af de største muligheder til AaB i første halvleg kom på enten tabte eller fejlede hovedstødsdueller fra Sølvis side.
Tilsæt så forsvarsspil der et par gange, specielt ved målet til sidst, lignede den berømte hund i et spil kegler og det var en gennemført dårlig dag på kontoret for Sølvi Ottesen. Man må selvfølgelig håbe at han kommer stærkt igen, men mod et Sønderjyske hold med Quincy Antipas og Kenneth Fabricius? Jeg ville være en del mere tryg ved Ragnar Sigurdsson, selvom han ikke selv regner med det.
Vi har haft et “Hvem” og et “Hvordan”, så vi slutter af med et “Hvad”. Hvad var så det positive ved kampen? De sidste tyve minutter der rent faktisk blev spillet. Ja, AaB fik udlignet efter et intelligent angreb og noget kludespil i forsvaret, men indtil dag lignede det et FCK hold der havde håndteret en dårlig kamp bedst muligt, ved at køre modstanderne trætte indtil der opstod plads nok på midtbanen til at spille bolden rundt og så begynde at lægge et stadig hårdere pres. Det var ikke helt det ishockey power play vi så nogle gange under Ståle, men fremgang fra første halvdel af sæsonen var det da. Bryan Oviedo og Thomas Delaney. To unge spillere der igen viste at de både kunne være med her og være vigtige brikker for holdet. Delaney skal ind og spille centralt og Oviedo skal øve indlæg, men sker det kan man også forvente store ting af de unge fyre. Kris Stadsgaard. Havde en enkelt stor fejl men var ellers solid og havde så et offensivt fremstød som kun Zanka nok kunne gøre kunsten efter hvis vi ser på de sidste mange års centrale forsvarsspillere i FCK. Han skal selvfølgelig stadig falde til ro derinde i det centrale forsvar, men det er svært at se ham være andet end fast mand her fra og ud. Dame N’Doye. På en dag hvor ikke meget lykkedes var han alligevel professionel nok til at stå det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og var stensikker da den bold kom. Den mand bliver svær at undvære.
Til sidst kan man ikke komme uden om at nævne de problemer der var på tilskuerpladserne. Så det har jeg nu gjort.
