Tag Archives: 4-4-2

Artikler, FC København

Når et vindue lukker bliver taktik-bogen åbnet

Med under halvandet døgn til transfervinduet lukkede kom Ståle Solbakken med to yderst interessante erkendelser.

OB var blevet slået på udebane med 1-0 efter et mål af Bashkim Kadrii og med transfervinduets deadline lige om hjørnet afslørede Ståle at FCK havde prøvet med Fulhams talentfulde kantspiller Alexander Kacaniklic men at han havde valgt at blive i England. I sidste ende sagde Kacaniklics mavefornemmelse alligevel FC København, men på daværende tidspunkt var Ståle ikke bleg for at erkende at uden Kacaniklic stod man stort set på bar bund hvad angik transferemner.

– Vi har telefonerne åbne i morgen (mandag, red.), og vi får tilbudt mange spillere. Det kan godt være, jeg selv prøver et par stykker, men det kan også ske, at vi ikke får en, for vi skal heller ikke ud at hente en breddespiller. Det skal være en spiller, der virkelig kan tilføre noget.

Så Kacaniklic var det sidste skud i bøssen, men lige så overraskende var at Kacaniklic overhovedet var et emne. For Fulhams svensker er en lille, hurtig kantspiller der kan drible og løbe dybt. Men Ståle havde selv forklaret hvilken type man ledte efter.

– Den offensive spiller, som jeg har talt om, at vi har brug for, er en angriber. Vi har ikke brug for små typer og folk, der kan løbe i dybden. Vi har brug for en stor, stærk type.

Hvorfor ændrede man fokus? Et par dage efter vinduet lukkede forklarede Ståle at man simpelthen ikke kunne finde den rigtige type til den rigtige pris med det rigtige niveau. Og hvad gør man så, hvis man står med alvorlige mangler på en position? Man ser på hvad der ellers er på markedet og så fjerner man problemet ved at fjerne positionen.

FC København havde flyttet fokus væk fra en front-angriber allerede før OB kampen, hvilket faktisk blev afsløret før al snakken om Kacaniklic. For efter OB kampen kom den anden erkendelse samtidig med at der blev uddelt ros til målscorer Bashkim Kadrii. Ståle fortalte til FCK TV at han havde været enormt bevægelig i sin rolle som hængende angriber i vores 4-2-3-1 formation.

Med al den fokus der har været blandt fans på at Ståle holder stædigt fast i hans stenalder 4-4-2, så blev den lille nyhed forbigået i overraskende stilhed.

Og det var ikke bare en fortalelse. For det første kunne man se en tydelig forskel i Kadriis placering i OB kampen kontra Dnipro kampen hvor han spillede angriber sammen med Andreas Cornelius. Mod Dnipro lå han ofte helt oppe på linje med Cornelius og når han faldt ned i banen var det i højere grad afstemt på front-angriberen end på kantspillerne.

Mod OB lå Kadrii ofte længere tilbage og indgik meget mere i kombinationer med specielt Danny Amankwaa på kanten.

Men man kunne også høre det da Kacaniklic så gik efter mavefornemmelsen og alligevel valgte FCK. Ståle forklarede igen til FCK TV at man med Kacaniklic foruden en del Premier League erfaring fik en spiller der kan spille alle tre pladser bag en top-forward. Altså alle pladser i 3-delen af 4-2-3-1. Også Johan Lange i hans gennemgang af trupsammensætningen forklarede at man nu havde rigtig mange spillere der kunne spille pladsen bag en forward og hvis Andreas Cornelius skulle have en pause, så måtte man jo finde en løsning.

FCK spiller 4-2-3-1 nu.

Og det giver mening. Både i at man nu havde plads til en spiller med Kacaniklics niveau, der blev ellers spekuleret i om man var blevet træt af Nicolai Jørgensens skadesfrekvens eller om Kacaniklic skulle ind og spille central midtbane for første gang i karrieren, og at man med den meget lille ændring formår at ændre offensiven fra der hvor vi var tyndest til muligvis der hvor vi er stærkest besat.

Til de tre offensive pladser bag angriberen har vi nu Alexander Kacaniklic, Nicolai Jørgensen, Danny Amankwaa, Youssef Toutouh, Steve De Ridder og Rurik Gislason. Alle seks kan stort set spille enhver af de tre pladser, så pludselig står vi med et luksusproblem hvor det handler om at vælge de tre der er bedst kørende fra kamp til kamp. Foran dem er Andreas Cornelius lige så sikker på sin plads som han var før og som han ville have været uanset. Der er godt nok ikke en oplagt reserve hvis Cornelius ikke kan spille, men af spillerne i truppen har både Nicolai Jørgensen og Steve De Ridder vist evner ud i at spillere modstanderne på fysikken og kunne holde på bolden. Nicolai er nok mest oplagt, vi så ham spille den rolle mod FCN sidste sæson i en sjælden 4-3-3 optræden, men det ser godt nok lidt tyndt ud med hans skadeshistorik in mente.

Også fordi man endelig fik skibbet Marvin Pourié afsted. Tag ikke fejl, Pourié er en glimrende angriber i de rette omgivelser men de omgivelser er, var og vil ikke være FCK. Dertil har han simpelthen ikke redskaberne til at spille front-angriber her i klubben, specielt ikke i et 4-2-3-1 system hvor angriberen i endnu større grad skal bruges både i opspillet og i feltet. Marvin skal nok få masser af succes i SønderjyskE, en klub hvor han kan få lov til at flitte rundt i angrebet som han vil velvidende at selv hvis han misser to, tre, fire chancer så er han stadig manden de spiller ind til den femte.

Efter transfervinduet lukkede blev der både på Twitter og FCKFCs fanforum spekuleret i transferfrie angribere, spekulation der blev fodret af Michael Qureshis oplysning om at Ståle også havde tanker i den retning. Der blev spekuleret i alt fra Hugo Almeida over Tulio de Melo til Bangura brødrene, men det viste sig at være islandske Eidur Gudjohnsen der kom på besøg. Gudjohnsen havde tidligere været på kort visit i OB da hans søn spillede ungdomsturnering i Kolding og dengang afviste hans agent ellers at den danske liga lå i kortene, men man har et standpunkt og så videre. Gudjohnsen trænede med et par dage og var også med i en reservekamp mod FCN hvor han med to assists viste at overblikket og teknikken stadig var der. Som Ståle også lagde mærke til.

– Vi så lidt det, vi havde håbet. Overblikket og fodboldintelligensen har han stadig, og det har han nok også om ti år. Men for os handler det lidt om hvor lang tid det tager at få ham i gear, samt hvor mange kampe vi tror han kommer til at spille.

Endnu en udtalelse der er værd at gå lidt tættere ind på. Hvor mange kampe han kommer til at spille separat fra hvor lang tid det tager at få ham i gear. Det tyder altså ikke på at han bliver set som en makker til Andreas Cornelius, det lyder mere som om man skal holde hans lønkrav op mod hvor meget spilletid han egentlig vil få. Hvilket også forklarer hvorfor det blev Gudjohnsen og ikke en yngre spiller med mere umiddelbar effekt, vi leder ikke efter en makker til Andreas Cornelius, vi leder efter en mere oplagt reserve end hvad vi har.

Gudjohnsen har selvfølgelig ikke den samme arbejdsradius eller for den sags skyld den samme pondus i feltet som Andreas Cornelius, men han viste mod FCN at han sagtens kan modtage bolden og skille sig fornuftigt af med den og at han heller ikke helt har glemt hvordan man scorer mål viste han med et flot hovedstød der sneg sig lige forbi fjerneste stolpe. Det ville være en anden type end Cornelius, men ideen om en Eidur Gudjohnsen der trækker ned i banen og efterlader rum bag sig som typer som Danny Amankwaa og Alexander Kacaniklic kan komme løbende i, specielt med nogle af de sukkerballer som Gudjohnsen kan slå, det kan sagtens blive farligt. Dermed ikke sagt at vi aldrig kommer til at se ham sammen med Andreas Cornelius, men jeg tror primært det bliver i kampe og situationer hvor vi skal satse med to angribere snarere end det bliver med Gudjohnsen som fast makker til Cornelius.

Hvis vi skriver med den rutinerede islænding. Vi får se.

Et andet problem der blev forsøgt vendt om med den taktiske ændring var den centrale midtbane. Claudemir har længe virket uden den samme offensive glød som man så i hans første sæson i klubben og argentinske Franco Mussis var udset til at være manden der skulle bringe noget gnist og angrebsiver til den centrale midt. Sammen med Youssef Toutouh, som havde spillet et par rigtig opmuntrende kampe inde centralt sidste sæson før hans skade, ville man have nogle valgmuligheder inde centralt som man ikke havde haft før.

Hvad der så skete er nok til en længere artikel men El Gordo gik fra at være et kælenavn til en beskrivelse af Franco Mussis og så valgte Ståle og klubben at sende ham videre til Genoa mens der stadig var værdi i manden. Samtidig er Youssef Toutouh ikke kommet umærket gennem sit skadesforløb og mangler stadig en del for at ramme det niveau vi så ham strejfe i sidste sæson. Alt det betyder at den centrale midtbane indtil videre har bestået primært af Thomas Delaney og Daniel Amartey. Specielt Amartey har været en åbenbaring indtil videre, men det er ikke meget nogen af dem bidrager med i angrebet. I en flad 4-4-2 kan det være problematisk, i en 4-2-3-1 er det i langt højere grad forventeligt at den centrale midtbane koncentrerer sig om de defensive pligter.

Det betyder dog at man har fjernet Youssef Toutouh fra regnskabet når man taler central midt. Han har ikke de defensive egenskaber til at komme i betragtning der længere, så man har reelt sagt farvel til to centrale midtbanespillere. Her ville det jo være fint hvis man kunne hente en transferfri spiller, en leder-skikkelse der kan give videre af sin erfaring og være med til at udvikle både Delaney og Amartey, en spiller med langt, lyst hår og et hårbå–jeg taler om Christian Poulsen, tydeligvis.

Det skulle efter sigende også være klubbens intentioner og med den nye taktik giver det en masse mening at gå efter de to spillere. Så spørgsmålet må næsten være om man også havde dem med i tankerne før OB kampen, da man gik væk fra 4-4-2?

Nu får vi se, det kan være vi ikke får nogen af dem, det kan være vi er tilbage i 4-4-2 når vi møder AaB, det kan være at Kacaniklic virkelig blev hentet fordi man ikke længere turde stole på Nicolai Jørgensen over en hel sæson og at man alligevel vælger at gå efter en decideret topangriber i vintervinduet. Men det kan også være at det her er hvordan Bibelen nu ser ud, at vi også i fremtiden ser FCK spille 4-2-3-1.

Vi får se, du. Vi får se.

Artikler, FC København

At omskrive bibelen.

Gud skabte verden på syv dage. Der skulle en del flere til før FC København blev en virkelighed i 1992, og først i 2000 fik klubben deres egen bibel da Roy Hodgson kom til som en anden profet. Og her er det vidst bedst at forlade den her analogi før Hodgsons exit til Udinese ender med at blive sammenlignet med Judas.

Bibelen hed 4-4-2 og var oprindelig engelsk før Hodgson videre-udviklede den i den svenske liga. Den skandinaviske udgave af den klassiske 4-4-2 handlede om rigide linjer der stod tæt, bolde i længderetningen af banen og hurtige omstillinger. Kanterne var utraditionelle, angriberen Thomas Thorninger og den centrale midtbanespiller Christian Lønstrup, offensiven handlede oftest om at sende bolde ud i kanalerne til en flagrende Sibusiso Zuma i angrebet.

Med tiden udviklede spillestilen sig. Forskellige trænere bragte forskellige ting med sig. Hans Backe tog den Backe to Basics. Boldbesiddelse og tålmodighed blev en del af bibelen. Men kæderne stod stadig tæt, Thomas Røll med det berømte træk ind i banen fortsatte traditionen med de utraditionelle kanter. Ståle Solbakken ville angribe som Arsenal og forsvare sig som Milan, angriberne begyndte at bevæge sig mere ned i banen end ud i siderne og Zdenech Pospech og Oscar Wendt var flyvende som backs. Men både Atiba Hutchinson og William Kvist, begge centrale midtbanespillere, tog deres tørn som kant og omstillingsspillet blev vigtigere end nogensinde. Bibelen var stadig bibelen.

Og er stadig bibelen. Under Ariël Jacobs har Lars Jacobsen ramt karrierens højdepunkt rent offensivt, under Jacobs er Nicolai Jørgensen blevet et omdrejningspunkt i offensiven ved at trække væk fra udgangspositionen på venstrekanten. Ligesom Backe før ham har Jacobs leget med tanken om en 4-3-1-2 men udgangspunktet hedder stadig 4-4-2 og vil fortsætte med det så længe at FC København ønsker det. Jacobs har gentagende gange været klar i mælet om sin egen respekt for klubbens traditioner, kultur og måde at gøre tingene på. En taktisk omvæltning kommer kun hvis klubben ønsker det.

Og hvorfor skulle klubben ønske det? Efter en mindre heldig sæson sidste år står klubben nu til at vinde det danske mesterskab endnu en gang og dermed gå direkte i Champions League med et hold der talentmæssigt ikke kan måle sig med Ståle Solbakkens Champions League ottendedels-finalister. Et solidt taktisk fundament er vigtigere end nogensinde hvis der ikke skal gå FCN i den. Truppen er typemæssigt bygget op omkring den nuværende taktik på langt de fleste pladser. Og det er en taktik der gennem over et årti er bygget til at vinde danske mesterskaber.

Hvilke grunde kunne der være til at ændre?

Truppen er bygget til taktikken på langt de fleste pladser men den ene plads hvor det halter er utrolig vigtig. Gennem årene har spillere som Michael Mio, Peter Nielsen, Erik Mykland, Tobias Linderoth og William Kvist spillet sekseren, den defensive midtbanespiller der binder forsvar og midtbane sammen, der styrer både spil og bane. Problemet er at den defensive midtbanespiller nærmer sig en uddøende race, både i international topfodbold og i Skandinavien. Ser man på de svenske og norske landshold er det navne som Samuel Holmen og Henning Hauger der er tættest på den klassiske defensive midtbanespiller. Ser man på danske spillere er der to tidligere FCK’ere, William Kvist og Christian Poulsen, der begge kan spille pladsen men også umiddelbart er uden for rækkevidde. I den danske liga er de defensive midtbanespillere folk som Rasmus Würtz og Kasper Povlsen. Medmindre Lars Højer Nielsen har en kanin i posen, så finder vi ikke den defensive midtbane general som systemet er afhængig af.

Hvem er de åbenlyse emner til midtbanen? De to største er Mads Albæk og Casper Sloth. Begge store tekniske, offensive talenter men kan nogen af dem gå ind på den centrale midtbane som den ser ud nu? Mads Albæk og Daniel Jensen sammen? Casper Sloth og Claudemir? Så længe de havde bolden ville det virke fint, men hverken Albæk eller Sloth ville gøre noget ved de defensive problemer holdet kæmper med allerede nu. Det ville kun blive værre.

Hvad gør man så? Følger man udviklingen i international fodbold, så går man over til en tre-mands midtbane. Claudemir ligner et salgsemne til sommer mens Casper Sloth har talt om at FCK ville være et godt skifte for ham. Men Thomas Kristensen og Casper Sloth i en 4-4-2? Nej. Thomas Kristensen, Casper Sloth og Daniel Jensen? Den ser bedre ud. Ajax Amsterdam spiller en 4-3-3 hvor den defensive midtbaneplads ofte bliver spillet af Lasse Schöne. I Heerenveen fik en tre-mands midtbane Christian Grindheim til at se kompetent ud. Hvis der hverken er spillere i truppen eller på markedet til at køre den midtbane man gerne vil, så må man skifte.

En anden grund? At man skal skifte. Ikke taktik, men spillere. To vigtige spillere for FCK gennem de sidste tre-fire år, Cesar Santin og Christian Bolaños, står begge til at forlade klubben over de næste to sæsoner. Det er begge spillere der i højere grad end William Kvist kan afløses lige for lige, men et farvel til to spillere der i den grad har sat sig på to specifikke pladser i klubbens nuværende system åbner også op for en mere naturlig overgang til et nyt system. Cesar Santin kom faktisk fra et hold der spillede 4-3-3 men omskoling og alder gør at han nok er den af de to der passer mindst ind i et sådanne system. Han har hverken de fysiske eller tekniske evner til at spille ene-angriber eller ude på kanten. Bolaños ville nok passe bedre ind som kant i en 4-3-3 men hans store mangel gennem tiden i FCK har altid været målfarligheden hvilket er endnu vigtigere for en kant i et system med kun en decideret angriber. Selvfølgelig er der flere spillere som heller ikke umiddelbart passer perfekt ind i et nyt system, men det er primært reserver. Martin Vingaard er ikke en udpræget 4-3-3 kant, men omvendt kunne han måske genopfinde sig selv som forreste mand i en tre-mands midtbane hvor hans defensive mangler ville blive udstillet mindre. Igor Vetokele har måske ikke fysikken til at gå ind og spille front-angriber på samme måde som Cornelius, men hans hurtighed kunne sagtens udnyttes på den plads og ellers kan han også spille en kant, specielt en der skal mere med i feltet end vores nuværende kanter.

Og kigger vi på hvordan transfermarkedet ser ud, så er det umiddelbart mest oplagte emne til højrekanten herhjemme nok Kasper Kusk fra AaB. Teknisk spændende spiller men venstrefodet og søger derfor ofte ind i banen. Sæt ham i en flad fire-mands kæde med Nicolai Jørgensen på modsatte kant og to centrale spillere der begge gerne vil med frem, det er mange spillere samlet på et lille område. Men hvad hvis man skubber ham længere frem hvor han kan bruge venstrebenet til at trække ind i feltet og få afsluttet? Et andet navn der bliver nævnt er svenske Tobias Sana der allerede spiller den slags system hos Ajax. Kunne han omstille sig til en fire-kæde? Højst sandsynligt, men det er ikke helt risikofrit. Det så vi selv med Pape Pate Diouf der kom fra en tid med succes som wing i et 4-3-3 system men ikke har formået at omstille sig hverken til kant eller angriber i en 4-4-2.

En tredje grund kunne ende med at være træner-situationen. Kan Ariël Jacobs holde hjem og vinde sit første danske mesterskab vil klubben uden tvivl være interesseret i at forlænge den to-årige kontrakt som udløber næste sommer. Jacobs har selv været ude og lufte muligheden for en forlængelse, men omvendt har han også fortalt om flere velbetalte jobtilbud han har fået i sin tid i København. Den slags åbenhed kan man måske godt undre sig lidt over men Jacobs har selv i tidligere interviews forklaret at man i Holland og Belgien ganske ofte udfordrer den sportslige ledelse gennem pressen for at få det man gerne vil have. Vil man gerne have en ekstra angriber, så er det ikke unormalt at fortælle det til pressen i stedet for sin egen sportschef. Det er en del af kulturen. Og så begynder man lidt nemmere at forstå hvorfor en træner der står over for en snarlig kontraktforhandling føler behov for at nævne hvor mange andre økonomisk favorable tilbud han har fået. Selvfølgelig vil klubben nok strække sig langt nu man endelig er kommet over Roland Nilsson fiaskoen og står Jacobs med et mesterskab og Champions League deltagelse vil han naturligt nok have stor stjerne hos både klub og fans, men som man har set før så betyder det ikke at forhandlingerne nødvendigvis falder i hak. Og selv hvis de gør, så taler vi om en snart 60-årig belgier der har efterladt familien hjemme i Belgien. En forlængelse bliver næppe på mere end maks to år og så står man der igen.

Med andre ord, vi kan stå om et år eller to og mangle ny mand ved roret, med en succesoplevelse frisk i hukommelsen med en træner fra Benelux området. Gik man over i en 4-3-3 model kunne det åbne op for at klubben ville kigge mod den hollandske liga eller måske vende blikket mod en skandinavisk træner med international erfaring som Trond Sollied, en rendyrket 4-3-3 mand.

Nu er det selvfølgelig lidt letkøbt bare at sige “4-3-3”. Ligesom FC København ikke spiller 4-4-2 ligesom Silkeborg spiller 4-4-2, så er der mange forskellige variationer af 4-3-3. Chelsea spiller ikke 4-3-3 ligesom Barcelona spiller 4-3-3. Og FC Nordsjælland, på trods af øgenavnet Farumlona, spiller faktisk heller ikke 4-3-3 som Barcelona gør.

Jeg har ofte opponeret imod at gå over til den 4-2-3-1 som FC Nordsjælland og det danske landshold spiller. Jeg så det som populistisk mere end taktisk, det nye “in” system. Barcelona-inspireret uden rent faktisk at være det system som Barcelona spiller, fordi Barcelona spiller en 4-3 af verdens bedste midtbanespillere-3 og det er meget få hold der kan stille op i sådan en formation. DBU’s bibel, som skrevet af blandt andre Morten Olsen og Kasper Hjulmand, har nogle klart definerede roller på midtbanen hvor blandt andet rollen som offensiv midt er en jeg mener er problematisk, både i systemet og i FCK’s trup hvis man skulle spille det. Det er et system der som FCN spiller det har vist svagheder når modstanderne er bedre, hvilket stadig er reglen mere end undtagelsen når danske hold skal spille europæisk, og et system der som landsholdet spiller det har vist svagheder når modstanderne pakker sig, hvilket stadig er reglen mere end undtagelsen når FCK spiller i den hjemlige liga.

Når jeg taler om muligheden for at skifte til 4-3-3, så går mine tanker umiddelbart mere i retning af et hold der er blevet nævnt et par gange undervejs allerede, nemlig Ajax Amsterdam. I stedet for en offensiv midt som Søren Christensen i FC Nordsjælland, så har Ajax to offensive centrale midtbanespillere i, normalt, Siem de Jong og Christian Eriksen der begge har muligheden for at trække op i banen, og så en mere defensiv spiller bag dem der enten kan spille direkte defensivt, som man ser det når Christian Poulsen spiller, eller gå mere med i spillet hvis det for eksempel er Lasse Schöne der spiller pladsen. Ser man på den nuværende FCK trup ville det være Thomas Kristensen bag Daniel Jensen og Claudemir. De to kanter er selvfølgelig længere fremme end i en 4-4-2, men en spiller som Viktor Fischer for eksempel spiller den kant mere som angriber end som klassisk wing. Nicolai Jørgensen ville måske miste lidt ved at starte længere oppe på banen, men en anden af hans store styrker er jo netop hans evne til at komme med i feltet, hvilket hans 11 sæsonmål indtil videre også vidner om. Og oppe foran vil det nok kun hjælpe på Cornelius’ salgspris hvis han også blev oplært som ene mand i front.

Når alt det er sagt, når alle argumenter om at både trup og transfermarked er til et skifte er lagt på bordet, når alle modargumenter om vigtigheden af taktisk kontinuitet og mangeårig succes er lagt på bordet, når alt det er kommet frem, så er der stadig et vægtigt argument imod at FC København skifter taktik, at de omskriver bibelen.

Klubben og sportsdirektør Carsten V. Jensen er i bund og grund konservative, forstokkede hvis man skulle være lidt grov. Forandring kommer sjældent hvis det kommer overhovedet. Kontinuitet er vigtigere end succes fordi kontinuitet nu sikrer succes senere. Man skal ikke se længere end det scoutingnetværk der skaffede os Johnny Thomsen, Pape Pate Diouf, Christian Gamboa, Søren Frederiksen, Christian Grindheim og Mustafa Abdellaoue inden for kort tid. Vi har stadig den samme talentspejder, Lars Højer Nielsen, han er stadig kun på deltid, den eneste forandring er at fokus er flyttet til andre markeder end det norske. Ashvetia-doktrinen var navnet på den tommelfinger-regel der skulle sørge for at vi ikke fik flere ukendte flop-angribere som Mikhail Ashvetia. Nu skulle spillere have en skandinavisk tilvænningsperiode før man ville hente dem. Så vi fik Jörgen Pettersson, Søren Frederiksen og Peter Ijeh i stedet. Det er først inden for de sidste tre-fire år at spillere som Dame N’Doye, Bryan Oviedo og Claudemir blev hentet uden et tidligere ophold i en skandinavisk klub.

At ændre taktik i en klub som FCK er andet og mere end at træneren sætter spillerne nogle andre steder end normalt. Det er andet og mere end talkombinationer, selvom der har været en del af dem i den her klumme. Det handler om at ændre kulturen i klubben. Om at sætte sig ned og sige “vi har gjort tingene på den her måde i over ti år men nu kan vi gøre det bedre på en anden måde”. Det handler om at ofre kontinuitet for fremtidig succes.

Det handler om at omskrive bibelen. Men det er måske på tide.