Tag Archives: 29/04/12

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: FCK v. AaB, 29/04/12

Indlægs optakt: Det meste af min mandag gik på at se Avengers i Imperial og så tage på arbejde. Derfor den her er lidt sent ude selv efter mine standarder. Jeg fortryder intet. Og kunne man lide nogle af Marvel filmene så er Avengers absolut en must-see film.

Indlægs replay: “ville det så ikke være rart at se Christian Bolaños score sit første mål?” Jo, det ville det.

Indlægs Bet24 News: … Jeg holder op nu.

Ja, Christian Bolaños scorede som forudsagt mod AaB, to gange endda. Og havde tredjesidste fod på endnu et mål. Flot indsats af Bolaños, selvom den faktisk var mindre imponerende end den måske lyder og føltes under selve kampen. Men mere om det senere.

Lidt overraskende havde AaB stadig en Henrik Dalsgaard på højrebacken og så sad Jeppe Curth på bænken til fordel for den 17-årige dribletrold Lucas Andersen i en offensiv midt/hængende fisker rolle, men bortset fra det var det et rimelig ligetil AaB hold. Der var ikke så meget fokus på presspil og hurtige kontraer som på solidt forsvarsspil og enkeltmandspræstationer. Hos FCK fortsatte Carsten V. Jensen med Bryan Oviedo på venstrekant og Pierre Bengtsson på venstreback. Det virker som om de to har sat sig på den venstreside nu, hvilket er lidt underligt med tanke på Pape Pate Dioufs alligevel imponerende mål/assist tal og hvor dårlig Oviedo’s højreben er, en småvigtig ting når man spiller venstrekant i FCK’s system. Samspillet mellem de to fungerede retfærdigvis bedre i dag end det gjorde mod Horsens, selvom der stadig var nogle placeringsmæssige problemer.

I modsatte side har der heldigvis ikke været samme problemer med at finde den rigtige duo til pladserne og man må sige at Bolaños og Lars Jacobsen har fundet ind i et rigtig godt samarbejde. Den lille aflevering indenom ved 2-0 målet er høj klasse, både pasningen og løbet fra Lars. Det ledte tankerne lidt hen på forgængeren på højreback pladsen, Zdenek Pospech, selvom Pospech nok havde hamret den efterfølgende afslutning utageligt op i nettaget. Istedet fik N’Doye scoret sit mål nummer 17 i ligaen og det var jo også helt fint.

Det lukkede så også reelt kampen, med lige over et kvarter spillet. Bolaños’ fremragende venstrebensspark der gjorde det til 1-0 truede ellers med at starte et reelt stormløb mod AaB målet men med en yderst vigtig kamp allerede på onsdag så var der ikke nogen grund til at fortsætte med at bruge kræfter efter 2-0 målet og resten af kampen foregik også på max 80% styrke. Uden at AaB ellers endte med at se farlige ud af den grund. Da Bolaños så gjorde det til 3-0 i anden halvleg, hans mål nummer to i ligaen i denne sæson og begge med venstrebenet, så gik AaB også over til at koncentrere sig om ikke at lukke flere mål ind. Så FCK gad ikke angribe og AaB ville ikke og alligevel endte FCK med at se farligst ud, primært på grund af, ja, Christian Bolaños.

Nu sagde jeg indledningsvis at Bolaños’ indsats var mindre imponerende end den lød og føltes som og der hjælper jeg selvfølgelig ikke mit argument ved hele tiden at nævne ham, men det her var ikke nødvendigvis Bolaños’ bedste kamp i år. Det var bare kampen hvor bolden strøg i mål i stedet for på overliggeren. Det er heller ikke første kamp i sæsonen hvor Bolaños har spadseret forbi hans oppasser efter behov, han havde det faktisk endnu nemmere mod Royal Shakespeare Company’s egen Ronnie Bendtsen i HB Køge kampen. Faktisk har Bola, efter en drøj start, været oppe i gear i et stykke tid nu, selvom folk måske ikke altid har lagt mærke til det.

Der var andre fine præstationer. Claudemir holdt godt på bolden, Lars Jacobsen som nævnt, Kris Stadsgaard havde en bedre kamp end hans sidste par stykker, Bengtsson og Oviedo gjorde det fint nok i deres side, men primært bar kampen præg af at FCK ikke gad mere end højst nødvendigt og “højst nødvendigt” mod et spagt AaB hold var ikke særlig meget til at begynde med.

Det bliver nok anderledes på onsdag.

FC København, Kampe, Superligakampe

Før Kampen: FCK v. AaB, 29/04/12

Med semifinalerne nu sikkert bag os… eller… i det mindste bag os, så er det tilbage til ligaen hvor billedet stadig er uforandret. FCN vandt igen deres kamp, takket være AGF og deres manglende evne til ikke at være AGF, så kampen mod AaB er endnu en must-win kamp for at holde FCN seks point bag os før det store møde på onsdag i Farum.

“Det store møde i Farum”, det lyder bare forkert.

Nå, men AaB kommer altså til Parken, kampstart kl. 18:00, så hvis den ses på TV er det med den helt store optakt fra kl. 16:00 på 3+. Ses den i Parken så… er det i Parken. Ja.

Der er trupper, FCK og AaB, tager vi AaB først så har de Thomas Augustinussen tilbage fra karantæne, men til træning var han åbenbart på det forkerte hold i forhold til startopstillingen, hvor det istedet ser ud til at være Mathias Wichmann der beholder pladsen. Det vil dog være en anelse mærkeligt om Kent Nielsen ikke tager sit udgangspunkt i en fornuftig defensiv og dermed tager Augustinussen med. Kanterne mod FCN hed Kasper Kusk og Lucas Andersen, henholdsvis 20 og 17 år gamle, der vil der måske også komme nogle ændringer. Omvendt ser AaB ud til at være tilpas langt ude af nedrykningskampen og selvom de er med i kampen om den femteplads der højst sandsynligt giver europæisk kvalifikation, så ligger de sidst af de fire hold der kæmper om pladsen, bag tre hold der alle er bedre end dem. Så måske er det ikke en dårlig kamp at give et par unge spillere noget erfaring mod de forsvarende danske mestre. Henrik Dalsgaard kan også tage en af pladserne til højre i hver af de tre kæder, men sker det bliver det nok på midtbanen istedet for Kusk.

Nicolai Larsen

Patrick Kristensen – Kenneth Emil Petersen – Lasse Nielsen – Jacob Ahlmann

Kasper Kusk – Thomas Augustinussen – Rasmus Würtz – Anders Due

Nicklas Helenius – Jeppe Curth

Hos FCK har Carsten V. Jensen valgt at tage alle der kan kravle og gå med. Bortset fra de langtidsskadede Delaney og, øh, ham den høje fyr… blond hår… Nilsson? Larsson? Larsson. Peter Larsson, der var den. Bortset fra de to, så er alle spillere med i truppen, hvilket betyder at tre skal skæres fra. Det betyder nok også at man laver sidste-minuts tests på Thomas Kristensen, Lars Jacobsen og Sølvi Ottesen. Hvis alle tre består, så bliver det nok Toutouh, Nordstrand og Gamboa der ryger ud, men nok kun Lars Jacobsen og Sølvi Ottesen der starter inde. Lars er tæt nok på hans sidste kamp til at han stadig er i kampform, Sølvi er blevet holdt udenfor med noget rygbøvl, eller ihvertfald bekymringer for noget rygbøvl, men hvis han er med så er det fordi han er klar til at spille. TK har siddet ude med en forstrækning og spiller en position og en type spil hvor der bliver løbet rigtig meget i løbet af en kamp. Der tror jeg man er mere forsigtig med bare at smide ham direkte ind. Så er det mest åbne spørgsmål venstrekanten, hvor jeg personligt håber at Pape Pate Diouf får chancen igen. Vingaard virker slet ikke oppe i gear, heller ikke før hans seneste skade, Oviedo taber noget i hans spil når han ikke kan komme bragende fra backen og Bengtsson er ikke aggressiv nok i sit offensive spil til at spille den slags back som FCKs system lægger op til.

Cesar Santin – Dame N’Doye

Pape Pate Diouf – Claudemir – Christian Grindheim – Christian Bolaños

Bryan Oviedo – Kris Stadsgaard – Sølvi Ottesen – Lars Jacobsen

Johan Wiland

Selvfølgelig, hvis ingen af de tre består testen, så bliver det Gamboa igen på højreback, Sigurdsson i midterforsvaret og sikkert Nordstrand på bænken.

Sidst AaB vandt på udebane var 20. november sidste år, mod FC Midtjylland, faktisk har de kun vundet to gange på udebane hele denne sæson. Det bliver ikke tredje gang denne gang, en 3-1 sejr holder FCK seks point foran FCN før det indbyrdes opgør på onsdag og ville det så ikke være rart at se Christian Bolaños score sit første mål? Jo, det ville.