Det er aldrig rart at sidde i skyggen af andre, større præstationer men det var ikke desto mindre hvad der skete i denne runde. Ja, Kenn Hansens dommerpræstation var ikke den dårligste i runden, den ære må Michael Svendsen ikke så overraskende tage til sig efter han faldt pladask for HB Køges Ronnie Bendtsen og hans skuespil mod SønderjyskE. Faktisk var linjevogter præstationen, en der ellers så rimelig urørlig ud når vi taler om dårlige kendelser, heller ikke dårlig nok til at være den dårligste i runden, der tager OB’s fantom-mål der kun var en lille meter over stregen klart prisen.

Nå ja, vi vandt kampen 2-1.

Jeg er nu lidt grov ved Kenn Hansen, han havde kun et par mindre heldige kendelser, både straffesparket til Santin og det han ikke dømte til Horsens’ Andre Bjerregaard var helt korrekte. Og det er ved grød ikke nemt at være dommer i en kamp hvor selv den mest åbenlyse korrekte dom affører kæmpe protester fra det ene holds anfører.

Læg forresten mærke til situationen omkring Andre Bjerregaard, hvordan kommentatorerne går fra “den skal dømmes!” til “den skal ikke dømmes”. Og ignorer dem ellers, for det var da godt nok forfærdeligt at høre på.

Til kampen! Startopstillingerne havde jeg på ingen måde set komme, hverken den ene eller den anden. Jeg havde op til kampen overset at Morten Rasmussen også var i karantæne, så allerede der gik det godt, og så valgte Johnny Mølby efterfølgende at give en pause til en del af de etablerede kræfter, tilsyneladende for at holde fuld fokus på pokalen. Det er måske lidt mærkeligt når man nu ligger og kæmper om en bronzemedalje der ville være klubbens første medaljer nogensinde, men omvendt er det da meget rart at selv klubber på trejdepladsen i ligaen ser kampe mod FCK som nogle hvor man nok ikke har de helt store chancer alligevel.

FCK stillede op med Bryan Oviedo på venstrekant og Pierre Bengtsson på venstreback. Der blev spekuleret i at Oviedo skulle bidrage med lidt defensivt arbejde når nu midtbanen hed Claudemir og Grindheim men jeg kan næsten kun tro at det var en beslutning taget før man vidste at Horsens ville stille op i en 4-5-1. Standard-svaret på en fem-mands midtbane har været at flytte kantspilleren lidt ind og så lade backen komme frem og skabe nogle overtalssituationer den vej igennem. Bolaños mestrer det, på Santins straffespark er det Bolaños der er helt inde på venstre side af den centrale midtbane der kommer med pasningen, men det er ikke der Oviedo har sine styrker. Hans højreben er ikke godt nok til at spille så meget ind over banen, det så vi også i anden halvleg da han byttede med Bolaños, og hans naturlige instinkt er at spille bredt.

Det betød så for Bengtsson at han ikke kom nær så meget frem i venstreside som Lars Jacobsen gjorde i højre. Bengtsson har generelt stadig ikke omstillet sig til den der Oscar Wendt-agtige angrebsback der kommer galoperende gang efter gang, men mod Horsens var han i højere grad end normalt tilbageholdende, oftest fordi Oviedo allerede lå ude på den plads hvor han ellers skulle komme med sine løb. I hele kampen fik Bengtsson bolden to gange i overlap og tog et par løb mere hvor han ikke fik bolden, det var det hele. Han kom ikke en eneste gang til baglinjen for at slå et indlæg, modsat Lars i højreside som lagde op til Oviedos 2-1 mål på den måde. Hvis Bengtssons tilbageholdenhed så bare betød at der var hermetisk lukket i hans side, men det var derude at Ken Fagerberg brød igennem til Horsens udligning. Det var nu ikke kun Bengtsson, han blev fanget højt oppe og kunne ikke løbe Fagerberg op, men Ragnar Sigurdsson så også utrolig tung ud i den situation og kom slet ikke ud for at genere Fagerberg som han skulle lige så snart det blev klart at Bengtsson ikke kunne nå ham. Og så var det, retfærdigvis, en ganske pæn afslutning.

Inden da havde Cesar Santin vist koldblodighed på straffespark, en af de få gange han hørte bolden uden at blive dømt offside. Straffet, som man kan se længere oppe, var der ikke det helt store at indvende imod. Selvom Niels Lodberg formåede at indvende sig til et gult kort. Og de mange offsidekendelser imod ham var ganske absurde, men bortset fra det så man ham næsten ikke. Faktisk var begge angribere meget tæt på anonyme, på den ene side er det positivt at FCK stadig formår at vinde selvom Dame N’Doye er holdt op med at score, på den anden side er Dame N’Doye holdt op med at score. Nu er der seks kampe tilbage i ligaen, i teorien kan et mesterskab sikres søndag d. 6 mod OB, men den kan sagtens køre helt til de sidste to kampe og så har man altså brug for at sit angrebspar, ens to topscorerer rent faktisk scorer. Hvis holdet skal i gang med at køre på alle cylindre, så er det ved at være sidste udkald.

Omvendt vinder vi jo stadig og det er det vigtigste. Nu er der en midtuge kamp mod SønderjyskE, returen i pokalsemifinalen, og så er det AaB på søndag. Et skridt nærmere.