Tag Archives: 17/05/12

FC København, Kampe, Pokalkampe

Efter Kampen: AC Horsens v. FCK, 17/05/12

Pokalmestre, woohoo!

Okay, okay, det lyder måske ikke helt overbevisende med tanke på mine tidligere skriblerier om pokalen, men det er altid rart at vinde sølvtøj, selvom det virker helt absurd at FCK efter den her sæson pludselig har muligheden for at stå med The Double om to kampe.

Ser vi lige hurtigt på startopstillingerne, så havde Horsens både Jeppe Mehl og Martin Spelmann med fra start, selv om begge døjede med lidt skadesproblemer. Det viste sig at være en smartere beslutning for Mehl, der spillede hele kampen, end Spelmann som kun kunne klare den første halve time. Hos FCK var det Claudemir der havde trukket tjansen ved siden af Grindheim og Bryan Oviedo der fik venstreback pladsen.

Specielt sidstnævnte viste sig at være en rigtig god løsning. Med Martin Vingaard foran sig på venstremidt spillede Oviedo en af sine bedste kampe længe og blev fortjent kåret til årets Pokalfighter.

Åh, når jeg siger “spillede en god kamp” eller bare generelt taler om noget positivt, så taler jeg kun om den første time. Efter tres minutter blev Pape Pate Diouf, der i dagens anledning fik lov til at spille højrekant, erstattet af Thomas Kristensen og Claudemir blev skubbet ud på højrekanten. Efter det mistede FCK alt kontrol over kampen, stillede sig konsekvent ned med ti mand på den sidste tredjedel af banen og overlod alt initiativ til Horsens.

Men hey, den første time var fin. Specielt med tanke på at det var en noget reserveholds-agtig startopstilling.

Eller, generelt fin. Oviedo spillede som sagt en glimrende kamp men der var også udfald den anden vej. Morten Nordstrand spillede ikke særlig godt i hvad der højst sansynligt bliver hans sidste kamp i FCK trøjen, han har uden tvivl en høj fodbold IQ, en god forståelse for spillet, men der var for mange bolde der blev smidt væk eller bare aldrig kom under kontrol. Han kom også alt for ofte til kort over for Horsens to fysisk stærke midterforsvarere.

Samme problem havde Mustafa Abdellaoue, som godt nok viste bedre takter end Nordstrand men specielt hans dueller med Morten Rasmussen viste at skal Mos have en fremtid i FCK, så skal sommeren altså bruges i styrkelokalet. Han havde nogle gode løb og faldt generelt godt ind i rollefordelingen med at være dybdeløberen over for Nordstrands rolle som ham der faldt ned i banen, men han tabte klart alle de fysiske dueller han endte i.

Nede på midtbanen havde Christian Grindheim en fin kamp så længe han ikke havde bolden og en dårlig kamp når han fik den. Måske derfor han havde så travlt med at give den væk igen. Tilgengæld skal siges at han så ud til at have fundet en løsning på problemet med at han ofte går og gemmer sig bag modspillere for ikke at modtage bolden. Han gik stadig og gemte sig bag modspillere, men denne gang havde han ofte armene i vejret for at vise at han skam var helt fri og sagtens kunne spilles.

Lidt mere positivt var det at se på kanterne. Med Oviedo på backen og Christian Bolaños på bænken, så var der plads til både Martin Vingaard og Pape Pate Diouf og selvom ingen af dem havde en decideret blændende kamp, så var begge gode nok til at løsningen med Oviedo på kanten og Bengtsson på backen burde være et overstået kapitel.

Jeg vil faktisk gå så langt, med tanke på hvor god Oviedo var efter han endelig kom tilbage på backpladsen, som at sige at det vil være en deciderert falliterklæring at stille op med Bengtsson og Oviedo samtidig i de to sidste kampe i ligaen.

Så kan man diskutere hvem af Vingaard og Diouf der skal ind på kanten, kampen mod Horsens viste at Pape Pate Diouf måske er en anelse bedre kørende end Vingaard er, han havde et par gode indlæg, en rigtig flot aktion hvor han tog bolden med sig med yderside af foden og så var han også oppe og vinde et par hovedstødsdueller, blandt andet en enkelt på et indlæg af Vingaard der strøg lige forbi stolpen. Omvendt vil Martin Vingaard være et merre skolet alternativ, han vil falde bedre ind i det taktiske oplæg som Carsten V. Jensen arbejder ud fra. Bedømt ud fra de sidste par kampe er han også ved at få skudt sig ind på målet, han har haft et par afslutninger der gik lige forb og så mod Horsens et skud på mål som blev rettet af, næste trin må jo være at han rent faktisk rammer målet.

Uanset vil man få mere ud af en reel venstrekant og så Oviedo på backen end ved at flytte Oviedo tilbage på kanten og så Bengtsson ind. Specielt i to kampe som er must-win. Men mere om det i optakten.

Som kommer om lidt. Først vil jeg lige nyde pokaltriumfen i et par minutter. Og prøve ikke at tænke på N’Doyes afbrændere.

FC København, Kampe, Pokalkampe

Før Kampen: AC Horsens v. FCK, 17/05/12

Nej, den passer. Teknisk set er FCK udehold i pokalfinalen, så det er skam Horsens v. FCK.

Det er stadig fra Parken, dog, med kick-off kl. 18:00 og på TV er det 6’eren… vent, Kanal 5? Fra kl. 19:00? Eller kl. 17:00? Der er vist lidt knas i diverse TV guides. Det er på en af SBS kanalerne på et eller andet tidspunkt. Pokalfodbold, mærk spændingen stige!

OK, OK, jeg skal nok holde op med at nedgøre den danske pokalturnering. Den er bare lige for tiden den mindst vigtige turnering vi er i og det er lidt svært at se den blive vigtigere så længe finalen ligger før ligaen er spillet færdig. Det vil man nok også kunne se på specielt FCK’s startopstilling, hvor Horsens måske har lidt mindre på spil i ligaen og lidt mere at gøre godt med i pokalen. Der er trupper, selvfølgelig, både FCK og Horsens, hos Horsens sidder FCK-lejesvenden Johan Absalonsen ude med en skade mens Jeppe Mehl netop er tilbage efter en og Anders Nøhr er med igen efter karantæne i ligaen. Startopstillingen bliver nok meget lig den mod FC Midtjylland, muligvis bare med Anders Nøhr tilbage på venstreback.

Frederik Rønnow

Alexander Juel Andersen – Morten Rasmussen – Nabil Aslam – Anders Nøhr

Lasse Kryger – Janus Drachmann – Martin Retov – Troels Kløve

Martin Spelmann

Ken Fagerberg

Hos FCK bliver det uden tvivl ikke samme opstilling som mod SønderjyskE. Morten Nordstrand, Mustafa Abdellaoue og Pape Pate Diouf blev alle taget tidligt ud af reserveholdskampen mod VB Kolding fordi de skal spille i finalen, Kim Christensen kommer ind på mål, Zanka starter inde og der er en god chance for at Martin Vingaard også kommer med fra start. Lige på den højrekant ville jeg dog ikke være så overrasket igen hvis CV vælger at stille med Christian Bolaños alligevel. Han virker generelt som en spiller med noget overskud for tiden og CV har ikke været bleg for at drive lidt rovdrift på ham. Det store spørgsmål bliver nok den centrale midtbane hvor Christian Grindheim næsten er sikker men manden ved siden af lige så godt kunne være TK som Claudemir. Jeg tror dog lidt på TK i første omgang.

Morten Nordstrand – Mustafa Abdellaoue

Pape Pate Diouf – Thomas Kristensen – Christian Grindheim – Martin Vingaard

Pierre Bengtsson – Kris Stadsgaard – Mathias “Zanka” Jørgensen – Lars Jacobsen

Kim Christensen

Ikke just en skræmmende opstilling. Eller, måske netop en skræmmende opstilling. Med de problemer AC Horsens reserve-spækkede mandskab gav vores førstehold for ikke så langt tid siden, så kan man ihvertfald godt bekymre sig lidt for hvordan det ender når situationen er omvendt. Men måske vender situationen endnu en gang og denne gang er det vores reserve-spækkede mandskab der giver problemer for deres førstehold. Eller måske taber vi bare den her pokalfinale med et mål eller to.

Jeg tror ærlig talt mest på sidstnævnte. Men alt kan jo ske. Det er jo magien ved pokalfodbold.