Tag Archives: 01/04/12

FC København, Kampe, Superligakampe

Efter Kampen: Lyngby v. FCK, 01/04/12

Nå, det var ikke så ringe endda.

Tre mål i samme kamp, Cesar Santin scorede som forudset (tilsyneladende af halvdelen af den danske befolkning), Pape Pate Diouf kom ind og gjorde det fantokayisk. Middelragende. Helt fint.  Dame N’Doye fik vist tandbeskytteren og målfarligheden op mod Brøndby kampen. TK spillede en god kamp. TK spillede rent faktisk en god kamp. Det var da fint.

OK, der var dele der ikke var helt så gode, men dem kommer vi tilbage til. Kigger vi først på startopstillingerne så var der en enkelt ændring på hvert hold fra optakten. Hos Lyngby var det Jonas Henriksen der erstattede Anders “AC” Christiansen og hos FCK var det ganske rigtigt TK ind centralt og Delaney ud på kanten, men så fik Pierre Bengtsson tilgengæld chancen på venstreback pladsen istedet for Bryan Oviedo. Det var ihvertfald de ændringer der var fra start. Undervejs i kampen udgik både Martin Bergvold, Kris Stadsgaard og Thomas Delaney med skader og værst så det ud for stakkels Delaney. Sidst en FCK spiller blev båret ud af Lyngby Stadion var det Matthias “Zanka” Jørgensen, der stadig er et par uger væk fra et comeback, og det kunne desværre sagtens ligne noget derhen af for Thomas Delaney.

Men ind istedet for Delaney kom så førnævnte Pape Pate Diouf og der gik ikke lang tid før han havde stor andel i føringsmålet til 1-0, en retur sparket i kassen af Dame N’Doye. Med Cesar Santins mål til 2-0 og N’Doyes til 3-1 i slutningen af kampen, så holdt FCK sig tre point foran FC Nordsjælland i toppen af ligaen. Santins mål kom forresten på en rigtig flot aflevering fra Thomas Kristensen der satte sig solidt på titlen som kampens bedste spiller, på trods af hvad der kunne ligne en forårs-opblomstring hos Christian Bolaños.

Faktisk sad midtbanen for første gang i år ganske solidt på modstanderne gennem en hel kamp. Ser man på bolderobringer fra en modstander, altså situationer hvor en spiller går ind og piller bolden fra en modstander istedet for at opsnappe en aflevering, så havde FCK 13 af dem i kampen, hvoraf midtbanen stod for 10 af dem. Og Thomas Kristensen for størstedelen af de 10. Og at presspillet rent faktisk fungerede bedre end set længe afspejles også i at selvom fem af de erobringer skete på FCKs sidste tredjedel af banen, så var der alligevel tre af dem på den midterste tredjedel og hele fem på Lyngbys sidste tredjedel. En del af det kan selvfølgelig forklares med at det også kun var Lyngby, og endda et Lyngby hold der fik en af deres vigtigste midtbanespillere skadet efter knap 20 minutters spil, men det er stadig opmuntrende.

Også opmuntrende var det at se Pape Pate Diouf komme ind og rent faktisk have held med en del af sine aktioner. Han er stadig ikke verdens bedste dribler, han er ikke typen man spiller den ud til og venter på at han sætter en mand, men han kan komme med i feltet og skabe noget ravage der og det vidste han et par gange. Første gang selvfølgelig ved målet til 1-0 hvor et langt indlæg fra Bolaños ender hos Diouf der er kommet med bagerst i feltet. Fin nedtagning af bolden og en kompetent afslutning og så var N’Doye over returen. I anden halvleg var han også godt med fremme, blandt andet i et angreb hvor en bare lidt bedre aflevering fra N’Doye havde sent Diouf alene igennem med målmanden og så hans store chance hvor et N’Doye indlæg igen til bagerste stolpe finder Diouf der får sat hovedet på. Desværre blev vinklen lidt for spids, men det viste de muligheder der er hos en kantspiller med et veludviklet hovedspil der kan komme med ind i feltet. Desværre viste han så også nogle af de ting der fik folk til at tage sig til hovedet over ham så ofte i efteråret, blandt andet en situation hvor han får et rigtig dårligt touch på en bold hvor han ellers står helt fri inde foran mål.

Nu vi taler om dårlige touches fra en senegaleser, professionel overgang der, så havde Dame N’Doye nok den dårligste kamp man kan have som angriber når man alligevel scorer to mål. Dårlige førsteberøringer, dårlige afleveringer og de to mål han scorede var vel også hans to eneste reelle afslutninger i kampen. Desuden kunne han sagtens have endt kampen tidligt med et rødt kort da han kommer for sent ind på Lyngbys målmand i en situation hvor han allerede havde et gult kort. OK, Frederik Krabbe spillede så også gevaldigt på kontakten i situationen der gav det første gule kort, det var N’Doyes ryg der ramte Krabbe i ansigtet og Krabbe lavede også lige en mini-Busquets for at sikre sig at dommeren nu også havde set “overfaldet”, men det var alligevel dumt at ende i en situation hvor dommeren sagtens kunne have fisket gult nummer to op af lommen.

Hans makker i angrebet, Cesar Santin, fik også scoret men spillede ligesom N’Doye heller ikke nogen særlig god kamp. Og modsat N’Doye havde han rent faktisk en afslutning før han scorede, et helt frit hovedstød fra kanten af det lille felt som han formår at brænde. Det er fint at Santin nu er kommet i gang og han bliver næppe sat af mod Brøndby, men der er ved at være lidt for meget sikkerhedstæppe over hans konstante tilstedeværelse i startopstillingen.

Nu er vi jo så rykket ind i den del af spillet der ikke fungerede og så bliver vi igen nødt til at kigge på fejlafleveringer. Der er for mange af dem og det kan kun være mangel på koncentration. I første halvleg blev bolden smidt væk hele 11 gange, efter Carsten V. Jensen havde spillerne ude til pause blev det kun til fire i anden halvleg. Nu har CV talt meget om “FCK-tid”, den sidste halve time i kampen, men bare fordi man har et fikst ord for det betyder det ikke at man kan fortsætte med at skulle bruge en time før det går op for spillerne at der rent faktisk skal ydes en 100% indsats hele tiden. Det er simpelthen for dårligt. Og det er noget der ikke vil være råd til på torsdag mod et topmotiveret Brøndby hold der er bedre kørende end længe. Specielt ikke med de skader vi også endte med efter Lyngby kampen.

Foruden Thomas Delaney der ser ud til at være ude i noget tid, så måtte Kris Stadsgaard også humpe fra banen med noget lyske problemer og det er godt nok et slag. Stadsgaard har lynhurtigt vist sig at være en rigtig vigtig del af FCK’s forsvar og selvom Ragnar Sigurdsson er en glimrende spiller, så er et Sigurdsson/Sølvi forsvar en svækkelse fra et Stadsgaard/Sølvi forsvar eller et Stadsgaard/Sigurdsson ditto. Samtidig er Claudemirs trælår slemt nok til at han sidder ude mod Brøndby også og så er vi ved at være dernede hvor startopstillingen giver sig selv ikke på grund af godt spil men på grund af manglende alternativer. Det største spørgsmål mod Brøndby kommer nok til at blive om Oviedo kommer tilbage på venstreback.

Vi får se på torsdag. New Firm venter.

FC København, Kampe, Superligakampe

Før Kampen: Lyngby v. FCK, 01/04/12

Så skal vi til endnu en spændende kamp der kun kan byde på masser af mål og forrygende underholdning! Hah, aprils n–… *suk*

Ja, efter en dødssejler af en kamp mod Silkeborg går kursen nu mod Lyngby og en bedre chance for at hævne en eller anden opfundet ondskabelighed fra Flemming Østergaards side får Lyngbynitterne nok ikke. Er det stadig det de går op i, hvem der solgte Todi og for hvad? Jeg ved det ikke. Kampstart er kl: 16:00 på Lyngby’s stadion, der går under navnet Lyngby Stadion. Endnu en gang skal man enten til Kongens Lyngby eller over på Kongens Canal 9.

Der er vanen tro udtaget trupper, både fra FCK’s side og Lyngby’s ditto. Hos Lyngby… Uffe Bech er med, Peter Madsen er ude. Hjælper det nogen? Hos FCK er Claudemir stadig udenfor truppen og det samme er naturligvis Martin Vingaard, der blev skadet i sidste uges kamp mod Silkeborg. Han bliver erstattet af Toutouh i truppen men næppe på banen. Ser vi på startopstillingen hos Lyngby bliver det nok samme som mod Brøndby, hvis jeg skulle gætte. Og det skal jeg, med mit kendskab til Lyngbys trup. Dog skal det nævnes at det højst sandsynligt bliver til et gensyn med to forhenværende og en nuværende FCK spiller, da Jeppe Brandrup, Morten Bertolt og Martin Bergvold alle må formodes at starte inde. Lyngby er åbenbart for os hvad Horsens er for Brøndby. Bortset fra… ikke bedre placeret i ligaen.

Nicklas Højlund

Jeppe Brandrup – Mathias Tauber – Frederik Krabbe – Thomas Rasmussen

Morten Bertolt – Martin Bergvold

Anders Christiansen – Bajram Fetai – Emil Larsen

Patrick Mortensen

Der skal nok også holdes godt øje med Emil Larsen, men det er mere fra spillernes side. Larsen er uden tvivl Lyngby’s største salgsobjekt for tiden og han fik i sidste uge Anders Randrup til at se dum ud. Altså, øh, mere.

Anyway, hos FCK mangler vi en venstre midt og en central midt, men vi har kun en Thomas Delaney (vi har kun en Thomas Delaney, en Thomas Delaney, vi har kun–undskyld). Det betyder en startplads til enten, og hold nu godt fast, Pape Pate Diouf, Thomas Kristensen eller Pierre Bengtsson. Mmm, mærk den brede trup. Der er sikkert en del der ville foretrække Bengtsson og så skubbe Oviedo frem, men da vi ikke spiller med deciderede wings som sådan, så tvivler jeg på at Oviedo ville være lige så effektiv som kant som han er som back. Så kunne man sætte TK ind centralt og skubbe Delaney ud på venstre, men så mangler man en mand på bænken til at sætte ind når Grindheim går død eller TK fylder TK-tolerance meteret op. Og så er der Pape Pate Diouf.

Jeg håber på Diouf, skal jeg sige. Men jeg tror det bliver TK løsningen.

Cesar Santin – Dame N’Doye

Thomas Delaney – Thomas Kristensen – Christian Grindheim – Christian Bolaños

Bryan Oviedo – Kris Stadsgaard – Sølvi Ottesen – Lars Jacobsen

Johan Wiland

 Og nu er der sikkert nogle der sidder og tænker “Jamen, selv en halv-dårlig Oviedo er en bedre løsning end det der”, men med Lyngbys 4-5-1 opstilling, så vil meget af det offensive spil handle om at rykke kanterne ind og lade de to backs komme på skift, så man kan matche eller overmatche Lyngbys fem-mands midtbane. Oviedo er vores bedste offensive bud fra backen, så det vil primært være ham der trykker op mens Delaney rykker ind og agerer central midt. Med Oviedo på kanten er der en større risiko for at blive overmatched inde centralt mens man samtidig mister nogle af de offensive egenskaber han har at byde ind med fra backen.

Om CV vurderer det anderledes skal jeg ikke kunne sige.

Kigger vi på Lyngbys sidste fire kampe har de vundet to og tabt to, de tabte til Brøndby på udebane og til AaB også på udebane. Tilgengæld har de sejre over både FC Midtjylland, på heden, og OB hjemme, så det står lidt og vakler for Lyngby for tiden. Bertolt og Bergvold har givet dem en ro på den centrale midtbane som de ikke havde før, men med seks point op til SønderjyskE og otte op til OB (som har overhalet Brøndby i nedrykningskapløbet), så begynder det så småt at snerpe til. Der skal point på kontoen og man kunne sagtens se specielt Emil Larsen volde FCK alvorlige problemer i offensiven, mens FCK nok vil få sit at se til med at komme frem til chancer.

Det er rent gæt, men jeg tror på en kedelig kamp og så en 1-0 sejr til FCK på mål af Cesar Santin. OK, det med den kedelige kamp var ikke helt lige så meget et gæt som resten.