Sidste sæson startede med hvad der skulle vise sig at være et definerende øjeblik for resten af sæsonen. Bagud på hjemmebane mod FCM satte Ariël Jacobs to nye unge ansigter i truppen på banen og Nicolai Jørgensen og Andreas Cornelius viste sig ikke bare udslagsgivende i comebacket mod FCM i den vilde 4-2 kamp, men skelsættende over en hel sæson hvor Cornelius bragede igennem med landsholdsudtagelse og topscorertitel til følge og Jørgensen viste sig som en dominerende del af det københavnske angrebsspil.
I denne sæson skulle vi helt hen til anden runde før den første kamp mod FCM, denne gang på hvad jeg kun kan høre som NCH Arena. Til gengæld skulle vi ikke langt ind i kampen før vi fik den første aktion der føles som noget der kan ende med at tegne resten af sæsonen. Der skulle nemlig kun ti sekunder til før Lars Jacobsen havde smidt den første planløse høje bold op imod Igor Vetokele og Marvin Pourié.
Tæl selv hvor mange ting der er galt med den sætning.
Mod Randers i Parken var der noget gejst, i circa 35 minutter. Der var noget vilje, i circa 35 minutter. Der var endda nogle spillemæssige forbedringer, primært i de første 45 minutter. Men der var stadig ingen defensiv organisation, slet ingen offensiv organisation og på trods af det bedre spil var det primært tonserbolden fra de to kanter der virkede. Det er ikke noget man kan bygge videre på.
Skal man dog fremhæve noget af det positive fra netop den kamp, så var det primært Delaney. Han har under optakten til sæsonen udtalt at han vil til at være en profil for FCK og mod Randers viste han både noget man ikke var sikker på at han indeholdte, evnen til at komme frem i feltet og være farlig, og noget man vidste han havde og som kan komme ham til gode på den centrale midtbane, nemlig hans overraskende gode hovedspil. En fordel ved spillere der først skyder i vejret relativt sent i opvæksten, de lærer at hoppe mens de stadig skal hoppe højere end de andre for at kunne være med.
Også Rurik Gislason har været et lyspunkt, om end et overraskende et af slagsen. Det er ikke alt der er lykkedes for Rurik, hverken på den noget uvante venstrekant eller den mere vante højre, men med energi og hårdt arbejde har han alligevel formået at vise nogle af de kvaliteter som ellers er en mangelvare på holdet. Med Christian Bolaños’ manglende form det sidste… ja, år, så kunne det godt ligne et lille gennembrud for Rurik i FCK.
Skal man se på det negative, så kunne vi være her resten af dagen. Men lad os for en gangs skyld lade midtbanen være og kigge på de to andre kæder og deres nyindkøb.
For midt i alle de manglende transfernyheder, så er der jo blevet hentet spillere ind. Både i angrebet og, lidt overraskende, i det centrale forsvar. Ind er nemlig kommet den svenske legende med de forfærdelig mange landskampe, Olof Mellberg, og den tyske angriber fra Silkeborgs nedrykkere, Marvin Pourié. Begge har været i vælten indtil videre, med blandede resultater. Mod AaB var det kun Pourié der fik spilletid, indskiftet midt i anden halvleg uden at gøre noget større væsen af sig. Mod FCM så Mellberg tung ud ved 0-1 målet og Pourié viste igen ikke det store. Og så var der Randers kampen.
For nu at starte med Mellberg, så er han blevet kritiseret for sin rolle i Randers’ udlignende mål men efter at have set den igen er han faktisk måske den eneste af FCK’s forsvarsspillere hvis ageren kan forsvares. Mellberg spiller mand-mand på Brock-Madsen da denne trækker ned i banen for at kunne modtage bolden og Mellberg presser derfor op for at han ikke kan modtage og vende rundt. Lars Jacobsen kunne have taget Brock-Madsen men valgte i stedet at stå fuldstændig stille uden hverken at følge Brock-Madsen eller venstrekanten Jonas Borring, Pierre Bengtsson er uopmærksom og alt for lang tid om at komme ned og hjælpe mens Ragnar Sigurdsson vinkler sit tilbageløb så han holder sig midt mellem Borring og Schwartz og hverken lukker ned for Borrings løb direkte mod mål eller for pasningen til Schwartz.
Det var generelt ikke en god dag for forsvaret, Pierre Bengtsson var sammen med Mellberg den der slap bedst fra resten, men Lars Jacobsen var alvorligt indblandet i 1-2 målet da han på flade fødder lader Jonas Borring komme først på et indlæg og Ragnar Sigurdsson havde både et dårligt indgreb ved 1-3 målet hvor han kommer på den forkerte side af Brock-Madsen og en endnu større fejl da han fuldstændig mistimede en clearing og gav Ronnie Schwartz en friløber som Wiland heldigvis vandt.
Gik det dårligt for forsvaret, så gik det værre for angrebet. Tre kampe inde i sæsonen og der har endnu ikke været en tegning af hvordan det her angreb skal kunne score mål. Kampen mod Randers var nok Marvin Pouriés hidtil dårligste for FCK og hvis man ikke kunne forstå hvorfor det var Pourié der blev skiftet ud og ikke Vetokele, så kan det forklares ganske enkelt. Pourié var simpelthen dårligere, færre vellykkede aktioner, flere mislykkede, ingen afslutninger hvor Vetokele i det mindste kom frem til et par stykker og så var begge angribere indblandet i et mål. Vetokele lagde bolden af til Lars Jacobsen ved 1-0 målet, Pourié mistede bolden ved 1-1.
Ikke at Vetokele generelt har været bedre. Han ligner stadig en mand der har mistet et skridt efter hans skader og selvom der er nogle gode aktioner, han har i flere kampe kunne holde på bolden inde i feltet og lægge den af til en medspiller og mod AaB var han ved at kreere en udligning som Danny Amankwaa desværre ikke kunne få sidste fod på, så ligner han ikke en spiller der er klar til det ansvar der er blevet lagt på ham, snarere et ungt talent der stadig skal føres forsigtig frem.
Hvilket let og behændigt og næsten som var det planlagt fører os hen til den første myte vi tager under behandling i en her helt specielle udgave af Mythbusters.
Det vi har brug for er en stor angriber der kan stå på bagerste stolpe og heade bolden i mål.
Bevares, det ville da være rart hvis der blev hentet en angriber der også kunne finde ud af at knalde den ind med hovedet på bagerste stolpe, ikke mindst fordi det ville få Peter Graulund til at holde kæft med hvor Andreas Cornelius er og ikke er på banen. Men det er altså kun en del af hvad vi har mistet med Andreas Cornelius’ afgang og Dame N’Doyes før ham. Det var specielt med Andreas Cornelius en utrolig synlig del af hans spil, men der var andre dele af N’Doyes spil som Cornelius også skulle erstatte og at han ikke var lige så god som N’Doye til det var faktisk en del af problemet vi havde sidste sæson. Det er det samme Michael Gravgaard taler om når han siger at FCK har fungeret bedst med fysisk stærke angribere som Cornelius, N’Doye og Marcus Allbäck i truppen. Allbäck var jo ikke et monster i luften, han var omtrent lige så høj som Marvin Pourié. Men han var fysisk stærk, han var intelligent og det han kunne var at agere bindeled mellem midtbane og angreb. Det Dame N’Doye kunne var at gå ned i banen og modtage bolden, binde midtbane og angreb sammen. Det Andreas Cornelius kunne gøre var at tage imod de lange bolde vi så ofte smed frem og lægge dem af til en medspiller, binde… ja, jeg har vist tærsket halm nok på den her.
Se på vores angrebsspil i de første tre kampe. Prøv at se hvor langt der er mellem de to forreste kæder. Noget fysisk tilstedeværelse i feltet ville absolut være en bonus men det fungerer ikke uden de spillemæssige egenskaber vi virkelig står og mangler. Og så vil jeg næsten kalde målscoring en tredje-prioritet.
Myte nummer to er en af dem der primært er blevet fremført af folk fra FC København og så gentaget af diverse medie-personligheder.
Foråret tæller ikke, det er kun en dårlig stime på tre kampe.
Efter et forår der sluttede med en stime på ti kampe og kun en sejr var der ellers blevet ledt efter både forklaringer og undskyldninger. Stig Tøfting, eller Stig Tøftings ghostwriter, mente at det var alle de alternative opstillinger med unge talenter der havde kostet, ud fra devisen “hvis de gjorde det i en kamp, så gjorde de det sikkert i mange og jeg er for doven til at tjekke det”. Flere andre mente at det skyldtes at mesterskabet allerede var sikret, indtil nogen påpegede hvor langt henne vi faktisk skulle før FCK vandt mesterskabet. Så mente de at det var fordi mesterskabet stort set var sikret. Nogle valgte endda at kalde det et suverænt vundet mesterskab, hvilket ikke er noget man ofte hører om et mesterskab vundet med færre point end sidste års sølvmedaljer, for ikke at tale om et mesterskab der var endt andetsteds hvis den ene kamp ud af ti som blev vundet var blevet tabt.
Realiteten er at der var nogle markante spillemæssige svagheder der blev vist i de kampe. Markante taktiske svagheder. Alt for lidt organisation, specielt i offensiven, alt for meget tiltro til individuelle aktioner. Giv bolden til en af stjernerne og så skal der nok ske noget. Det er ikke problemer der er blevet løst henover sommerpausen. Tværtimod har de første tre kampe vist hvor effektiv en taktik som forlader sig på individuelle aktioner fra Nicolai Jørgensen eller Andreas Cornelius er når holdet stiller uden Nicolai Jørgensen eller Andreas Cornelius. Det står Poul Hansen frit for at stå i et TV program med titlen “Fodboldekspert” og sige at ingen så den her sæsons nedtur komme, men os der fulgte lidt med sidste år ser præcis de samme problemer med præcis de samme taktikker, nu bare med en løsning mindre i truppen.
Og så er der den tredje myte, en der senest blev præsenteret af Flemming Fjeldgaard og Dan Hammer i Fodbold FM på Radio 24/7.
Det er dybt uretfærdigt at Carsten V. Jensen bliver holdt til ansvar for holdets nuværende situation.
Fjeldgaards argument var ligetil. Se på mandens resume. Se på alle de mesterskaber han har været med til at hente til klubben, se på alle de spillere han har hentet som har slået igennem. Ingen ved præcist hvordan tingene hænger sammen bag scenen men hvis han skal have skylden for fiaskoerne, så skal han også have kredit for alle successerne.
Og det er ganske rigtigt at ingen sådan ved præcis hvordan de sidste seks år med CV har set ud indefra. Og jeg ville da hjertens gerne give Carsten V. Jensen kredit for at begynde at arbejde på en Jesper Grønkjær et helt år før han kom til klubben, holde konstant kontakt og oparbejde et forhold til manden der i sidste ende var med til at hive ham til klubben.
Jeg ville gerne, men det var Ståle der gjorde det, ikke CV. Jeg ved ikke hvor meget af Sionko handlen der var CV og hvor meget der var NCH. Jeg ved ikke hvor meget af Ailton handlen der var CV og hvor meget der var Flemming Østergaard. Så jeg kan egentlig kun vurdere ham ud fra en periode hvor vi ved at det var CV der styrede den sportslige sektor og CV alene. Det var ikke Roland Nilsson der kom med en liste over spillere han ville have, det var ikke Ariël Jacobs der kom med en liste over spillere han ville have, de sidste to sæsoner har det været Carsten V. Jensen, både som sportsdirektør og i en periode som træner.
Og det har været en fiasko. Det har været en fiasko internationalt, det har været en fiasko nationalt, det har været en fiasko på indkøbssiden. Det var to rigtig flotte salg af Dame N’Doye og Andreas Cornelius og det var sådan set det. Selv da man henter en vigtig spiller som Nicolai Jørgensen, først på leje og efterfølgende køber ham fri, så sker det kun fordi OB stod med en færdigforhandlet kontrakt og alligevel formåede at kikse det transfer. Andreas Cornelius var en kæmpe succes, men det var ikke Carsten V. Jensen der sendte ham på banen mod FCM. Det var ikke Carsten V. Jensen der udviklede ham. Hans største bidrag til Cornelius var ikke at lade hans ungdomskontrakt udløbe. Pape Pate Diouf var CV. Christian Grindheim var CV. Roland Nilsson var CV. CV var CV. Det er ikke imponerende og det er hans skyld at klubben står hvor den står nu. Hans skyld alene? Nej. Men hans skyld.
Dan Hammers argument var lidt sværere at gennemskue. Han mindede om at der blev investeret mindre i truppen nu end der gjorde før. Hvilket er rigtigt, man skal bare se på antallet af spillere i truppen. Den gamle traver med dobbelt dækning på alle pladser er erstattet af “tre til to, det går nok” i alle tre kæder. Men hvis der virkelig er færre midler til rådighed, så er det endnu værre at bruge 15 millioner på Pape Pate Diouf (18 millioner norske). Så er det endnu værre at hente Christian Grindheim ind for fem millioner og give ham en årsløn på 2.5. Eller at give Vingaard fire millioner om året. Færre midler undskylder ikke fejlkøb, det gør dem bare værre.
Ikke den mest spændende udgave af Mythbusters, næste gang bliver det noget med hajer eller James Bond.
Nå, men vi er ikke færdige endnu. Der er 30 kampe tilbage i sæsonen, der er et par uger tilbage af transfervinduet og FC Nordsjælland, måske det eneste hold hvis sæson har været tilnærmelsesvis lige så dårlig som vores indtil videre, venter i næste runde. Endnu en kamp uden sejr og Ariël Jacobs står som enehersker over rekorden for dårligste stime i FCK’s historie. Inklusive de glade 90’ere.
Men det er jo bare fodbold. Og bare en pointmæssig krise. Hvilket alt sammen kun er en anelse pinligt.
Og så skal vi gud hjælpe mig også spille Champions League…
