Jeg siger “problemet”, som om der kun er det ene. Det kan vi godt slå fast med det samme, der er mange problemer omkring manden. En del er hans egne, han ligner ikke en der sprudler af selvtillid for tiden, nogen er han uden skyld i. Den prislap der blev smækket på ham af Molde, den som FC København accepterede, den medfører selvfølgelig en del forventninger fra fans og presse som ikke havde været der hvis han var kommet på en fri transfer. “Er han virkelig 18 millioner værd?” vil hænge på ham gennem hele hans tid i FCK, uden at manden selv har haft noget med beløbets størrelse at gøre.
Det er noget man har set før i FCK, og uden ellers at sammenligne for meget med Ailton Almeida som i hans tid i klubben var “22 millioner” manden, så er det grundlæggende problem med Pape Pate Diouf meget lig problemet med Ailton. Begge kom fra en anden taktik og spillestil, var vant til at spille et andet spil end det de blev og er blevet bedt om i FC København. Ailton havde reelt et halvt år med succes, som det ser ud nu er det mere end almindelig svært at se Pape Diouf få bare det.
Hans succes i Molde kom som venstre forward i en 4-3-3. Når man ser højdepunkter fra hans tid der kan man se at han ikke spillede fløj, som man kender det fra FC Nordsjælland eller det danske landshold, men nærmere hængende angriber i venstre side, hvor han kunne komme i løb på indersiden af backen. Hans bedste øjeblikke kom når han fik bolden i fart, enten som sidste eller næstsidste mand i et angreb, og kunne holde farten over for en modstander, gerne en der gik på ham og kunne viftes af med et enkelt træk istedet for at dække af for ham.
Da han kom til FC København var det som panik-indkøb. Alexander Gerndt var ikke blevet til noget, Anthony Ujah var ikke blevet til noget og man havde brug for en offensiv forstærkning. Om det var planen fra starten af at Diouf skulle bruges i angrebet og så senere blev flyttet ud på fløjen, eller om Jesper Grønkjærs karriere stop, Johan Absalonsens manglende udvikling og Martin Vingaards skade gjorde at man specifikt valgte Diouf fordi han kunne, teoretisk, bruges på begge pladser kan jeg selvfølgelig ikke vide. Men det stod hurtig klart at der ikke var en fastlagt plan for Pape Diouf. Hans debut kom i det SønderjyskE hvor han erstattede Santin i angrebet, tre dage senere var han placeret på venstrekanten i træningskampen mod West Ham og tre dage efter det var han igen i angrebet mod OB. Begge Champions League kvalifikations kampene mod Shamrock Rovers spillede han i angrebet, men samtidig i den hjemlige liga spillede han venstrekant mod både FC Nordsjælland og HB Køge, hvor han scorede sit første mål i FCK trøjen. Efter det blev han lagt mere fast på venstrekanten indtil han begyndte at miste den plads til Thomas Delaney.
Foruden usikkerheden om hvor han skulle bruges led han også i perioden under det samme som ramte de fleste spillere under Roland Nilsson, nemlig usikkerheden om hvordan han skulle bruges. En spiller der kommer fra et helt andet spillesystem må siges at have mere end nogen brug for præcise instruktioner og håndtering. Den fik han ikke, nok lige så meget fordi Nilsson ikke rigtig kendte til hans kvaliteter, det har næppe været ham der pegede på Diouf og sagde “Ham skal vi have”, som fordi Nilsson ikke virkede til at have særlig meget styr på systemet selv. Som så mange andre blev Pape Pate Diouf overladt til individuelle aktioner og så ellers derudaf. Nu hedder træneren så Carsten V. Jensen og har om nogen styr på systemet, nu er spørgsmålet så om systemet har plads til en spiller som Pape Diouf?
Som venstrekant vil han ikke have muligheden for at ligge lige så fremskudt som han gjorde i Molde. Specielt ikke nu, med den centrale midtbane som Carsten V. Jensen ser ud til at have lagt sig fast på med Claudemir og Christian Grindheim. I en 4-3-3 er der altid mindst en spiller til at bakke op om en type som Pape Diouf. Selvom FC København tidligere har spillet med en skæv fire-kæde, hvor specielt en Jesper Grønkjær havde en del mere frihed til at bevæge sig i offensiven, så var det mens der var typer som Hjalte Nørregaard eller William Kvist til at agere balance-spiller på midten. Den type finder man ikke på Carsten V. Jensens nye midtbane, modellen som dengang sportschef Carsten V. Jensen talte om da Grindheim kom til klubben, en hvor de to centrale midtbanespillere begge skal have muligheden for at gå med frem og så afstemme det imellem dem. Da den model blev afprøvet under Roland Nilsson endte den med at koste Diouf pladsen, da man pludselig havde brug for en hårdt-arbejdende Thomas Delaney til at tage noget af skraldet på midtbanen.
Ironisk nok ville den centrale midtbane ellers nok være den der bedst passede en spiller som Pape Pate Diouf rent offensivt. Skal han være en succes på kanten, så skal han være tredjemand i kombinationerne. Han skal være, som i Molde, sidste eller næstsidste mand i angrebene. Man kan ikke spille den ud til ham og så starte et angreb derfra. Hans hovedspil er på et niveau hvor han ville være særdeles giftig hvis han kom sent ind på bagerste stolpe, han har kvalitet i afslutningerne så længe han ikke skal tænke for meget over situationen men bare sparke den ind, hvis hans første berøring i et angreb er i eller lige uden for feltet så kan han blive farlig. Så for Pape Diouf ville en bold-sikker og pasningsstærk midtbaneduo som Grindheim og Claudemir passe perfekt, hvis han kunne positionere sig lige så offensiv som i Molde. Det kan han bare ikke, når midtbaneduoen hedder Grindheim og Claudemir. Og så er spørgsmålet også om FCK’s system har plads til en fløjspiller der ville være så lidt med i det opbyggende spil. Det er svært at se.
Men er hans fremtid egentlig på kanten? Det næste halve år er det nok, selvom Martin Vingaard sikkert kommer til at sidde på langt størstedelen af spilletiden. Både Johan Absalonsen og Martin Bergvold, der begge ellers bejlede til kantpladsen, er rykket ud af truppen på lejeaftaler, og med Thomas Delaney’s efterår in mente ville det være en skam hvis han ikke var at regne som første-udfordrer til den centrale midt, så Pape Diouf står nærmest alene tilbage til pladsen som første-reserve på venstrekanten. Men derefter? Man må formode at Martin Vingaard snart skriver under på en forlængelse af hans nuværende kontrakt og så sidder han tungt på den plads. Man kan næppe være tilfreds med at have en mand som Diouf siddende på bænken de næste to eller tre år, foruden hans egen manglende interesse i et sådan scenarie, og sælger man ham nu skal der mere end almindelig købmandsskab til for at få mere end en brøkdel af det oprindelige transferbeløb tilbage.
Men til sommer skal klubben højst sandsynlig sige farvel til Dame N’Doye i angrebet og muligvis Cesar Santin også. Specielt N’Doye bliver det umådeligt vanskeligt at erstatte, han har nu i flere sæsoner holdt et niveau der vidner om mere end dansk superliga og chancen for at finde en spiller med tilnærmelsesvis samme niveau som man er i stand til at hente til en dansk klub virker minimal. Så hvis angrebet skal genopfindes totalt, hvis man ender med at miste sine to bedste angribere inklusive spilleren som FC Københavns offensiv nærmest er blevet bygget op omkring, så kunne det måske blive Pape Pate Dioufs chance. Han har samme højde som N’Doye, hans hovedspil er måske ikke på samme niveau, men han er tættere på end nogen i truppen som ikke er islandsk, han har vist i Norge at han kan tage bolde ned og holde modstandere væk og hvis man ikke har de samme forventninger til ham i spillet som man havde til N’Doye, rent taktisk, så er han ikke nødvendigvis et dårligt bud på den “store” mand i et stort og lille angreb. Det kræver selvfølgelig en makker oppe foran der kan overtage den stjernestatus som N’Doye har for tiden, en som kan høvle de mål ind som Pape Diouf næppe kommer til, men får han den rigtige partner så tror jeg Pape Pate Dioufs chancer for succes i København er større oppe foran end ude på venstrekanten.
Selv om det for tiden er svært at se ham få succes overhovedet. Meget kommer til at afhænge af om klubben, og Carsten V. Jensen, endelig har fået lagt den plan for Pape Diouf. Vi får se.
