Kongefald

Det rumlede i hjørnerne. Var det blevet tid?

Havde Ståle Solbakken, manden der har tegnet FC København i en samlet periode på snart ti år, udspillet sin rolle, kørt død i den, havde han simpelthen ikke mere at kunne bringe til klubben?

Skulle Ståle Solbakken fyres?

Med et mesterskabsslutspil der efterhånden ser ud til at være på vippen og en vinterpause der kunne give en ny manager et par måneder til at sætte sit eget aftryk på holdet, så var der næppe et bedre tidspunkt til det, hvis det altså var den vej man overvejede at gå på ledelsesgangene i PS&E.

Men så kom Bård.

Bård Wiggen, tidligere assistent for Ståle Solbakken i den snart mytiske 2010/11 sæson, er igen assistent for Ståle Solbakken fra årsskiftet. En større blåstempling af Projekt Solbakken får vi nok ikke og enhver snak om fyring må manes til jorden.

I hvert fald fyring nu til vinter. For det ligner godt nok et af de sidste skud i bøssen og et meget bevidst et af slagsen. Det lyder godt nok på Ståles udtalelse om Wiggens ansættelse som om han var en appelsin der lige faldt ned i turbanen.

Men kilder i det norske siger at Wiggen sagde farvel til Viking fordi han allerede havde en aftale om et andet job linet op. Det var altså ikke bare god timing som gjorde at Bård Wiggen pludselig blev ledig, man har været målrettet ude for at hente Wiggen og så følt et behov for at nedtone hvor bevidst et valg det var udadtil, timingen var bare tilfældigvis rigtig.

Nej, Ståle er gået tilbage til fordums glorie, til hvad der virkede før og det må, sammen med det kommende vintertransfervindue, anses som sidste skud i bøssen for ham. Nu må det briste eller bære. Og står vi til sommer og kigger langt efter europæiske pladser? Så vil det efterhånden være svært at acceptere andet end en fyreseddel til Ståle Solbakken. Mere end i noget andet tidspunkt i klubben er Ståle Solbakken en mand under pres lige nu.

For det kører ikke godt og hvad værre er, det er svært ikke at se Ståles fingeraftryk på den nuværende fiasko.

Og fiasko er ikke for hårdt et ord. Vi er nu 16 runder inde i Superliga-sæsonen, vi har vundet seks kampe, spillet fire uafgjort og tabt seks. Sidst vi så en statistik der var lige så dårlig eller værre efter 16 runder var 99/00 sæsonen, hvor vi havde vundet seks, spillet tre uafgjort og tabt syv. Det er altså den værste sæsonstart i 18 år. Og kun to gange mere har vi haft en tilsvarende dårlig første seksten runder i ligaen, det er altså den 4. værste sæsonstart i hele klubbens historie.

Lige nu er FC København historisk dårlige.

Der har været mange skader, det kommer man ikke uden om. Det er et hold uden den kontinuitet som en længere skadesfri periode kan skabe, det er et hold der nu i lang tid har været foruden bærende spillere fra sidste sæson, et hold der har mistet klare førstevalg i kortere og længere perioder.

Men det er også et hold der sidder fast i den samme taktiske oplæg som dengang det gik godt, det samme spillervalg som dengang det gik godt og nu den samme trænerduo som dengang det gik rigtig godt. Det hedder 4-4-2 i bedste FCK stil, også selvom Ståle selv i flere kampe har anerkendt at den 4-4-2 ikke fungerer og har skiftet over til en 3-5-2. Men til næste kamp er den lektie blevet glemt og man starter igen op på den samme gamle måde fordi denne gang må det da virke.

Det hedder bredde på backerne og wings der skal ind og tegne spillet centralt, hvilket er fint så længe Benjamin Verbic og Rasmus Falk rammer kampformen og Verbic ikke kampsports formen. Men det går ikke at behandle Youssef Toutouh som om det var for et år siden og han stadig var den samme Toutouh der løb og lavede streetball tricks mod CL modstandere. Et er at man ikke kan komme af med ham, og Ståle har været usædvanlig åbenmundet selv for ham om at der altså ikke er nogle klubber der vil have Toutouh, men grunden til det er at han har været langt, langt, langt under niveau i alt, alt, alt for lang tid nu. Og alligevel bliver han ved med at få chancer. Det bedste man kan sige om det er at de chancer sjældent er på over 45 minutter, men alligevel ser også den lektie ud til at være glemt til næste kamp.

Vi står i samme situation med Kasper Kusk, som har den fordel at han ligner en mand der har den taktiske forståelse og de tekniske færdigheder til at spille den slags wing/offensiv midt som man har brug for i FCK’s system, og den ulempe at det ikke passer. Når Kusk er god, så kan han i det mindste åbne spillet lidt op, men når han er dårlig er han direkte livsfarlig med boldtab og generel attitude til den defensive side af spillet. Omvendt har vi så Danny Amankwaa, skolet og opvokset i FCK systemet og med alle de tekniske færdigheder en FCK kant har brug for, men han ser ud til at være afskrevet af Ståle efter sin skade, hvor han nu kun er hurtig og ikke lynende hurtig. Kusk har næsten fem gange så mange spilleminutter i ligaen som Amankwaa og forskellen på de to er at Kusk har scoret en og lagt op til en, Amankwaa har kun lagt op til en.

Men i det mindste er vores underpræsterende eller underudnyttede kantspillere de rigtige typer. Oppe foran havde vi efter Andreas Cornelius’ afgang nu kun én targetman med international format og da han blev langtidsskadet (i øvrigt noget det virker på bogen “Løvehjerte” som om man kendte til internt i en god del længere tid end man lod det forstå eksternt) var den taktiske justering at gå all-in på høje bolde op mod en flok angribere ude af stand til at spille den slags spil og så ellers håbe at hvis man blev ved med at fortælle sig selv den efterhånden åbenlyse løgn om at Pieros Sotiriou har “fysik på internationalt niveau”, så ville resten af ligaen af en eller anden grund begynde at tro på det.

I øvrigt en taktik man også har brugt i det centrale forsvar, hvor håbet var at hvis Ståle bare blev ved med at beskrive Michael Lüftner som hurtig og placeringsstærk, så ville han holde op med at blive overspillet på simple bolde ned i bagrummet.

Og ligesom vi på kanten har spillere der har fået for mange chancer mens et home-grown talent får for lidt, så Andrija Pavlovic oppe foran fået alt, alt for mange minutter i forhold til den indsats han har lagt for dagen, mål til trods. Ståle selv nævner en dårlig periode omkring Lyngby kampen, hvilket er lidt flinkt mod Pavlovic at begrænse den på den måde, men Ståles forklaring om hvorfor han spillede kampen mod Lyngby fortæller sit om problemet med visse spillere. Pavlovic starter en kamp hvor han er tydeligt mærket af en skade, en skade der reelt gjorde at den første halvleg som man taber 2-0 på vej til et 3-1 nederlag blev spillet med ti mand, fordi han selv sagde at han var klar. Så lidt skal der til før en spiller som med alt ønskelig tydelighed ikke var klar til at spille den kamp alligevel bliver valgt før en ung spiller som Carlo Holse, der ellers lige havde fået debut i pokalen med to fremragende mål.

Kun 71 minutter er det faktisk blevet til i ligaen for Carlo Holse, tredjemindst i truppen, kun foran evigt skadede Tom Høgli og Mikael Antonsson. Hvilket er absurd med tanke på at Holse lige nu er den eneste angriber i truppen der har nogle individuelle kvaliteter der kan hjælpe med spillet og med at skabe chancer, modsat resten af pyromanerne i angrebet. Men Ståle har udtalt at han ikke ved hvor meget ansvar han kan lægge over på Carlo Holse og så bliver det kørt efter konceptet hellere for lidt end for meget.

For at vinde bliver der holdt fast i hvad der virkede før, selvom det ikke virker længere.

Så plejer man i det mindste at kunne sætte sin lid til dødbolde. Det har været svaret i FCK, det har været svaret i fodbold generelt, dødbolde er den letteste måde for dårligt spillende hold at skabe mål på. Men ikke engang her virker vi farlige eller bare som om vi har haft fokus. Meget kan siges om Brian Priskes farvel, men det mest uforståelige ved hans tid i klubben er at vi hentede en af de mest roste danske trænere når det kom til dødbolde og endte med at se langt mere fantasiforladt ud på dødbolde end før han kom til.

Dødbolde burde ellers være det ene sted hvor Priske rent faktisk fik lidt medansvar. For nu hvor vi har fået Bård Wiggen tilbage, så bliver man jo nødt til at forholde sig til hvad der skete med den sidste højt profilerede assistent. Han ville mere og Ståle ville ikke afgive noget. Ståle er chefen, Ståle er kongen, men hvem udfordrer kongen når han holder så stramt på magten? Hvem fortæller ham at hvad der virkede før ikke virker længere?

Et af de steder hvor man så rent faktisk er gået væk fra hvad der virkede før, det er måden man har valgt at bygge truppen op på. I Ståles første tid i klubben brugte man positionen og ambitionen om at være den førende klub i Skandinavien til at skumme fløden for talentfulde spillere i Danmark, Norge og Sverige. Ståle hentede Brede Hangeland, Oscar Wendt, Zanka, Peter Larsson, Johan Wiland, Martin Vingaard, Rasmus Würtz, Morten Nordstrand med flere og hvor nogle af dem var af typen som Ståle betegnede i “Løvehjerte” som “gode nok til ligaen, ikke gode nok til Europa” (og nogle af dem ikke engang gode nok til det), så var der også nogle af klubbens bedste spillere gennem den periode der kom til der.

Samtidig hentede man diverse mere spændende spillertyper fra de samme ligaer, spillere der var blevet akklimatiseret til de skandinaviske baner, taktikker og ikke mindst vejr, spillere som Cesar Santin, Ailton, Christian Bolaños og Atiba Hutchinson, endda en Bryan Oviedo som blev hentet direkte fra Costa Rica og så blev sendt til FC Nordsjælland for at etablere sig som førsteholdsspiller.

Modsat var det yderst begrænset hvor mange udlands-skandinavere der blev hentet tilbage. Selvfølgelig var Tobias Linderoth og Marcus Allbäck to udlandsproffer der var store profiler for Ståle, men han var ikke med til at hente dem. Det helt store navn var naturligvis Jesper Grønkjær, nok den største profil vi har haft i klubben, Niclas Jensen kom hjem fra Fulham for at lære fra sig over for Oscar Wendt og tilføre noget FCK klub kultur og Mikael Antonsson blev hentet fra Panathinaikos for at kunne overtage når Brede Hangeland eller Michael Gravgaard blev solgt. Men det var stort set det.

Faktisk, hvis vi kigger på vores tre store CL hold og sammenligner med denne sæson, så er der flere ikke-skandinavere på vores hold denne sæson end i 06/07, 10/11 og 16/17, og markant flere af dem er hentet udenfor Skandinavien. Kun Martin Pusic er kommet til klubben fra en nordisk liga, en handel som blandt andet blev forklaret med at Pusic netop kendte den danske liga. En handel der i øvrigt gik stik imod tommelfingerreglen for FCK indkøb, den sælgende klub må aldrig være mere tilfreds end den købende.

Det har ellers mere været reglen end undtagelsen for de udlands-skandinavere vi har hentet tilbage under Ståle i anden omgang. Kasper Kusk, Jores Okore, Nicolaj Thomsen, selv dem der er blevet en succes, som Andreas Cornelius, Zanka og Erik Johansson, det er ikke spillere som hverken klub eller fans har ønsket at beholde og specielt i tilfældene Kusk, Okore og Thomsen er det spillere der kommer fra hvad man kun kan kalde katastrofe-ophold. Okore fik et halvt år før han blev afskrevet, Thomsen har været her i et år og har endnu ikke været i form til at være i betragtning til en fast startplads og Kasper Kusk ligner en mand der kender til selvtillid på samme måde som vi andre kender til Bigfoot. Det er ikke spillere som kan gå ind og løfte holdet fra dag et, det er spillere som holdet skal løfte.

En af de ting som det er vigtigt at have etablerede og rutinerede spillere i truppen til at håndtere. Ståle har selv nævnt, som en af grundende til at det går så dårligt, at vi sagde farvel til for mange skandinaviske ledertyper. Men hvem er blevet hentet ind som erstatning? Man sagde farvel til Delaney og hentede først Matic og nu Zeca. Man sagde farvel til Zanka og hentede først Lüftner og så Vavro. Man sagde farvel til Cornelius og hentede først Sotiriou og så Pusic. Kun Ludwig Augustinsson blev erstattet af en skandinav, Pierre Bengtsson, som så godt nok ikke blev hentet til førsteholdet (må man håbe).

Når Ståle siger at man har mistet for mange skandinaviske ledertyper, så hører det med at Ståle ikke har prioriteret at erstatte dem med skandinaviske ledertyper.

I stedet har man fortsat på den måde man har opbygget truppen de sidste par sæsoner. Unge, dyre, primært midt- og østeuropæiske lotto-kuponer som har tre vindertal allerede og så håber man at man kan udvikle nummer fire, fem eller seks. Sotiriou, Lüftner og Vavro ryger i samme klub som Verbic, Santander, Gregus, Pavlovic og Matic, unge spillere der har fået en karriereplan stillet i udsigt der hedder personlig udvikling, europæisk gruppespil, mesterskab og transfer videre til en større klub. Desværre har vi indtil videre en succesrate på lige godt 50% (Verbic og Santander har udviklet sig til topspillere i klubben og så halvt om halvt med Gregus) og det er ikke nok med tanke på hvor mange penge og spilletid man alligevel har postet i de her spillere.

Måske er det scoutingen. Matic og Lüftner deler i hvert fald en uheldig historie om at være spillere som man havde kunne hente til klubben langt billigere (gratis, i Matic’s tilfælde) et halvt år tidligere, hvis man havde været lige så overbevist om deres talent dengang som nu. Og Sotiriou, Vavro og Gregus er alle spillere som man godt kunne have tvivle lidt på havde været på vores radar hvis vi ikke lige havde spillet imod dem på et tidspunkt.

Og de spillere der ikke har udviklet sig som man ønskede, det er ikke fordi at der ikke var advarselslamper. Vi har været inde på Uros Matic tidligere, der blev hentet på et halvt år på et helt andet niveau end resten af karrieren, men Andrija Pavlovic havde også kun et enkelt år med succes før han blev hentet til klubben. Faktisk var han primært kantspiller som blev omskolet, han kom til FCK efter han blev topscorer for FK Cukaricki med 18 mål i 36 kampe men sæsonen før blev det kun til 1 mål i 21. Modsat Benjamin Verbic, hvor man kunne se en markant udvikling i tiden i Celje, så fik Pavlovic kun danset en enkelt sommer før FCK kom kaldende. Og nu har han ramt loftet.

Selvfølgelig er den nuværende trup påvirket af skader, men det er også en trup bygget op uden en skandinavisk kerne, bygget op af spillere uden selvtillid, uden forudsætningerne for at have succes i klubben og uden det sejrs-gen som har præget klubben i så lang tid. Selv uden skader er det svært at se den her trup have bredden til at vinde mesterskabet. Vi har simpelthen ikke nok spillere i truppen der er villige til at æde sig selv, vi har ikke nok vindere.

Og også her er Ståle jo manden, som han så ofte minder os om, med det endelige ansvar. Han er blevet spurgt, i flere omgange, om behovet for en sportschef, til Kbh Fanradio udtalte han at FCK nok har brug for en sportschef men først den dag Ståle forlader klubben. Han har også haft hjælp inde før, tidligere sportschef i Helsingborg Jesper Jansson var inde som Head of Scouting, men forlod jobbet fordi han ikke blev udfordret nok i hverdagen. Han ville gerne mere, men Ståle ville ikke give ham det. Lyder det bekendt?

Men Ståle er jo også kongen og det næste halve år sidder han sikkert i tronen. Men bliver det så bare et halvt år mere af den her fodboldmæssige ørkenvandring? Er der egentlig noget positivt at sige om den her trup og den her situation? Har vi overhovedet en chance?

Ja. Det har været et grumt billede der er blevet tegnet indtil videre, men jeg indrømmer gerne at det ikke nødvendigvis er et 100% retvisende billede. Ikke mindst skal man under ingen omstændigheder undervurdere Ståle Solbakkens vinderinstinkt. Intet af det her er sket fordi Ståle Solbakken har taget let på opgaven eller på en eller anden måde ikke vil FCK nok. Jeg er villig til at udstede bankgaranti på at det eneste der tæller for Ståle det næste halve år bliver at få FCK tilbage på sejrskurs og en opsat Ståle Solbakken vædder man imod på egen risiko.

Og selvom vi måske ikke har bredden i truppen lige for tiden, så har vi stadig en stærk rygrad når alle er skadesfri. Nicolai Boilesen har vist sig som en ledertype, William Kvist er begyndt at løfte sig igen og Carlos Zeca skal vende sig til en ny klub, kultur og miljø men han har også været anfører for en stor, international klub i mange år og vil selvfølgelig kunne bidrage med den erfaring.

I forsvaret så vi sidste sæson hvor overlegen en forsvarsspiller Erik Johansson kan være og selvom hans start på sæsonen før skaderne ikke var uden problemer, så kan han kun blive bedre når han ikke længere skal bære hele ansvaret og agere babysitter. Specielt et samarbejde med Denis Vavro kan blive rigtig skarpt, hvis Vavro samtidig bliver frigjort til at spille lidt mere frit med den erfarne Johansson ved sin side.

Peter Ankersen kan ikke kun spille den typiske FCK back, han kan også spille prototypen på den nye FCK back, backen der kan gå på feltet, sætte en mand og spille den smarte aflevering lige så vel som at gå bredt og smide indlæg. Nicolai Boilesen har nogle andre værktøjer end Ankersen, han har ikke Ankersens fart, men hans spilintelligens er tårnhøj og holder han sig rask og udvikler han et samarbejde med kanten foran ham, så vil han meget hurtig blive for god til den danske liga.

Og når vi taler kanter, så har Benjamin Verbic taget et kvanteskridt frem. Han kan score, han kan udfordre og mest vigtigt, han vil gerne have bolden. Han vil ind og tegne den her offensiv og er klar til at arbejde stenhårdt for det, ligesom Rasmus Falk også vil det i modsatte side. Det vil ikke altid virke for de to, sådan er det med spillere der prøver at lægge spillet op på sådan et niveau, men de prøver netop at lægge spillet op på sådan et niveau. De kommer ikke til at løbe ned i skyggen af en back for at se villig ud men samtidig sikre at de ikke kan få bolden, de vil faktisk det her.

Centralt har vi været inde på både Kvist og Zeca, men også Jan Gregus lignede en mand der havde fundet sin plads før hans uheldige skade og nu får vi også Aboubakar Keita tilbage fra et vellykket lejeophold i Halmstad, hvor han fik skudsmålet med at hvis Halmstad havde haft flere spillere af hans kaliber, så var de nok ikke rykket ned.

Og oppe foran har Pieros Sotiriou godt nok slet ikke fået nok ud af de chancer han er kommet frem til indtil videre, men han bliver ved med at arbejde stenhårdt, han bliver ved med at afslutte når han får chancen og meget snart får han den ekstra plads der uundgåeligt vil komme når Federico Santander er tilbage og tiltrækker sig opmærksomhed. Sotiriou er ikke den bulldozer som vores nuværende spillestil så ofte har været afhængig af, han har gjort sit bedste for at udfylde rollen, men det bliver enormt spændende at se hvad vi kan få ud af ham når først vi har den bulldozer på plads.

Der skal bruges penge i vintervinduet, det kommer vi ikke udenom. Der vil komme en hel del “kill your darlings” øjeblikke hvor Ståle og resten af trænerteamet bliver nødt til at være benhårde i forhold til at gå efter hvad der virker nu, ikke hvad der virkede sidste år. Der skal siges farvel til nogle spillere og de skal erstattes klogt. Det bliver ikke let. Men det bliver nødvendigt, hvis Ståle Solbakken vil undgå at FCK version 2 kommer på samme liste som Köln og Wolverhampton.

Vi kan godt afskrive mesterskabet, men mindre kan også gøre det.

Bare ikke meget mindre.