Kaptajnen af København

KB-Hallen stod stadig første gang jeg så Thomas Delaney.

Det var ude på Peter Bangs Vej, dengang School of Excellence var et forfejlet projekt i Sydafrika, dengang FCK-spillerne klædte om i KB’s klubhus og for at komme til træning skulle forbi bjælken med KB’s motto, “Gør drenge til mænd og mænd til drenge”. Det var en ynglingekamp på Bane 1, fra dengang det stadig hed drenge og ynglinge. Jeg kan ikke huske mod hvem eller hvornår, jeg kan egentlig kun huske en ting fra den kamp, en drenge-spiller som var blevet hevet op på ynglingeholdet til den her kamp, en pjusket pøjk der kastede sig frygtløst ind i dueller mod langt større modstandere.

Det er han aldrig holdt op med.

Han er ikke længere pjusket, hans hår er ikke set lige i København siden Christian Lønstrup løb rundt på midtbanen. Han er ikke længere den lille dreng der render rundt i de andres skygger, nu overskygger han de andre. Han har været urørlig på den centrale midtbane, han var årets profil i superligaen som den næstmest suveræne vinder af prisen nogensinde, han overmatcher modstander efter modstander, både i duelspillet og i luftrummet. Drengen er blevet til en mand der nu får mænd til at ligne drenge.

Thomas Delaney er FC København. Ihvertfald i et par uger endnu. Men han vil nu altid være FC København. Hvor Mathias “Zanka” Jørgensen er en repræsentant for klubben og byens id, så er Thomas Delaney en avatar for både klub og fans, han er den københavnske ambition og sjæl menneskeliggjort i stål og vilje. Vi har været med ham hele vejen op, fra ungt midtbanetalent til utraditionel fløj, fra William Kvists understudy til hans arvtager, fra følger til leder, til kaptajn, til Kaptajnen af København.

Og nu forlader han os, for en stund. Turen går til tysken, den hedder Bundesliga i Bremen hvor Kaptajnen skal være med til at stabilisere traditionsklubben, undgå den truende nedrykning som kun ville være den anden i klubbens historie, og så genetablere Werder som en magtfaktor i den tyske liga. Muligvis ikke som den eneste nuværende FCK’er, men den tid, den sorg.

Det er efterhånden en tradition for FC København at sende unge, danske midtbanespillere til Tyskland, det er fodsporene af William Kvist han følger i og af Christian Poulsen før ham. Men det føles som noget mere med Thomas Delaney.

Christian Poulsen var et enormt talent, en dynamisk boks-til-boks midtbanespiller der tog til Schalke og blev omskolet til defensivt fejeblad. Det virkede dengang som nu som et kæmpe spild af hans talent og tilmed var han reelt kun i klubben i lidt over halvandet år. William Kvist var et produkt af FC Københavns talentudvikling, en af vores egne og en fantastisk kontrollerende holdleder på midtbanen, men han er og var en begrænset spiller.

Thomas Delaney virker som kulminationen på de to, en spiller der måske ikke har Christian Poulsens talent og potentiale men som til gengæld har den samme interne slibesten som William Kvist, den samme evne til at tage hvad han har og pudse og polere det indtil det overstråler alle andre på banen.

Det har været en af de helt store fornøjelser ved at følge Thomas Delaney gennem årene, at se den personlige udvikling der bare bliver ved og ved og ved. Den fysik, den ro, det overblik man var bange for at han manglede for at kunne blive en succes på den centrale midtbane, den er blevet lagt på og så forbedret igen og igen. Måske bedst eksemplificeret ved kampen mod FC Nordsjælland i august sidste år, hvor et rødt kort til Daniel Amartey betød at Delaney en overgang skulle spille en mod tre på den centrale midtbane og stadig dominerede kampen.

Pasningsspillet var ikke godt nok? Nu er hans lange tværbold et uvurderligt våben for FC København. Sidste sæson havde Thomas Delaney tredjesidste fod på en sjettedel af alle vores mål i ligaen.

Den centrale midtbane er ikke farlig nok? Nu er Thomas Delaney delt topscorer for klubben i ligaen med et scoringssnit i denne sæson der nærmer sig Lars Højer niveau. Og han scorer altså nogle mål der er, ja, nærmest kunst.

Han er kun 1.82 høj? Hvad med at den lille pjuskede pøjk forvandler sig selv til Københavns bedste offensive luft-trussel siden Michael Gravgaard? En spiller der er så god til at komme væk fra sin mand på hjørnespark at FC Midtjylland i en kamp sidste sæson helt opgav at have en mand på ham.

Der går endda rygter om at der var en follikel-udfordret nordmand der mente at Thomas Delaney ikke var en trussel på langskud før kampen mod Brugge.

Enlarge

Delaney-bigger
Større end det her.

Og nu er det i Tyskland at det næste led i udviklingen af Thomas Delaney skal stå, at stål skal mod stål. Og sikke et hul det dog efterlader herhjemme. Ikke at man kan bebrejde Delaney noget, uanset hvor meget man gerne havde set ham være en livstidsspiller her i klubben, så er den mand bare skabt til noget større. Og samtidig er det her jo noget af det som FC København gerne vil som klub, at udvikle et ungt talent til en bærende spiller på et mesterskabshold og så sende ham videre ud til forhåbentlig en stor karriere i Europa.

Så det er godt, det her, selvom det gør ondt. At sige farvel til en spiller der har båret København på brystet og på ryggen, at sige farvel til vores, vores Thomas Delaney. Men indtil den dag han står her tilbage i den hvide trøje igen, så vil vi altid have billederne af Thomas Delaney på nethinden. Flyvende gennem luften for at pande en bold i nettet. Løbeduellen som modstanderne nu godt ved at de ikke kommer til at vinde. Sejrsherren, kaptajnen, mesteren.

Vaya con dios, Thomas Delaney. Og til vi ses igen.

Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *