Kamptanker: Mod Vardar ude, d. 25, 07/17.

Kampen

Det er snart svært at sige noget nyt. Det er de samme personlige fejl der er problemet, vi kan ikke holde på bolden, vi kan ikke køre den rundt, vi kører trætte i at skulle jagte bolden i stedet for at lade modstanderen jage, vi har intet offensivt spil over hverken højre eller venstreback. Højreback er der i det mindste en undskyldning for, Boilesen har nogle ganske naturlige begrænsninger at arbejde med derovre, men når vi heller ikke skaber noget over venstrekanten så er vores offensive spil pludselig nede på lange bolde op på to angribere der er meget alene og så Benjamin Verbic.

Heldigvis er Vardar ikke så godt et hold at man føler sig færdig selv med det her FCK hold. Vi skal ikke nødvendigvis skære særlig meget ned på de personlige fejl før at Vardar ikke kommer frem til noget og selv med en så tandløs offensiv har vi en chance til sidst som burde have været omsat til mål.

Spillere

Erik Johansson. Hold da kæft. Selvfølgelig var Zanka vigtig for vores hold og vores spil, men det kan ikke være hans farvel der gør at Johansson ikke længere kan lægge en aflevering over fem meter. Når der bliver talt om muligheden for at hente endnu en mand til forsvaret bliver det ofte nævnt at Lüftner nok ikke er kommet til FCK for at sidde på bænken, men bliver der hentet en ny mand til midterforsvaret så er det slet ikke sikkert at det er Lüftner det går ud over.

Pierre Bengtsson er en rigtig god mand til venstrebacks-Høgli rollen men som starter er han en af de dårligste venstrebacks vi har haft i nyere tid. Det lyder værre end det er, for vi har generelt holdt et utroligt højt niveau, men selv i hans bedste tid i klubben var Pierre ikke på niveau med de andre svenskere vi har haft på pladsen (eller Costa Ricanere for den sags skyld). Lige nu er ikke hans bedste tid i klubben. Det er under al kritik at vi skal 92 minutter ind i kampen før vi får vores første farlige indlæg fra vores venstreback og han skal virkelig forbedre sig hvis ikke Boilesen skal sætte sig tungt på den venstreback når vi engang får en højreback igen. Speaking of…

Mads Roerslev er lørdags vigtigste mand. Han skal spille mod Hobro, for han skal spille mod Vardar. Det holder simpelthen ikke at vi ikke har en højreback når vi angriber, det holdt ikke i dag og det kommer slet, slet ikke til at holde når vi død og pine skal ud og skabe et resultat på onsdag i returen. Danny Amankwaa kunne også være en mulighed, men vi skal have et offensivt alternativ på højrebacken.

Konklusion

Det her Vardar hold er ikke bedre end at vi burde vinde på hjemmebane. Spørgsmålet er om det her FCK hold er godt nok til at vinde på hjemmebane. Vi får se.

Facebooktwittergoogle_plusFacebooktwittergoogle_plus
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *