Kamptanker: Mod Qarabag ude, d. 15, 08/17.

Kampen

Vi er stadig i live. Det var faktisk ikke et skræmmende Qarabag hold, selv på hjemmebane levede de mest af kontraangreb og vores fejl, og selvom de fik godt styr på kampen den sidste halve time så var de aldrig rigtig farlige. Det var, modsat tidligere kampe, ikke en af dem hvor man sad og tænkte at det var godt nok heldigt vi ikke var bagud med mere, om end det godt nok heller ikke var en af de kampe hvor man tænkte at vi godt selv kunne have scoret et par stykker. Eller bare en.

Det var sådan set det mest skuffende, mere end målet fordi 0-1 før returen er sgu egentlig ikke så slemt igen, hvor lidt offensivt der blev skabt selv når vi havde bolden. Endnu en gang var der for mange spillere der forsvandt i løbet af kampen og man sad med en formodning om at hvis det ikke var et hjørnespark eller et frispark der fandt Santander, så ville der ikke ske noget.

Der skete ikke noget.

Spillere

Toutouh, åh Toutouh. Jeg skrev på twitter at det kun giver mening med Toutouh hvis man er i gang med at forhandle en ny kontrakt på plads og Ståle vil overbevise ham om at klubben tror på ham, men spørgsmålet er om klubben burde tro på ham på nuværende tidspunkt? Han har kontraktudløb efter denne sæson og fortsætter han niveauet som han har været på det sidste halve år, åh gud, det har været sådan her det sidste halve år, så bliver det mere end svært at se ham tiltrække sig interesse fra klubber udenfor Skandinavien. Mod Qarabag blev Verbic nødt til at spille både højre- og venstrekant, fordi Toutouh ikke spillede nogen af dem, i slutningen af første halvleg giver han bolden væk og starter et kontraangreb der kunne have været fatalt, han er fraværende i tanke og handling og det bedste jeg kan sige om hans kamp er at han ikke var direkte indblandet i scoringen.

Boilesen derimod var indblandet i scoringen, sammen med Lüftner og Kvist holdt de alle tre op med at løbe da der blev skudt udefra og derfor var ingen af dem på plads i feltet da returen faldt ned til en Qarabag spiller. Det til trods synes jeg faktisk Boilesen (og Lüftner, for den sags skyld) spillede en god kamp og ikke mindst var det godt at se Boilesen råbe lidt op, skælde ud, tage noget ansvar. Der er blevet talt meget om at der er røget for mange ledere ud, men i Boilesen har vi altså også fået en Københavner dreng (bymæssigt, om ikke klubmæssigt) med en fortid som anfører i Ajax tilført truppen. Jeg glæder mig meget til han får lov til at spille sin bedste plads som fast mand, også selvom det ser ud til at vare lidt endnu.

Konklusion

Der skal findes et offensivt koncept frem til returen. Heldigvis er Gregus tilbage og så må man håbe at enten Amankwaa eller Thomsen har formået at slå Toutouh af inden dag. Men ligesom Vardar kampene, så har vi altså stadig en chance. Værre er det her Qarabag hold ikke.

FacebooktwitterFacebooktwitter
[ssba]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *