Kampen
Kampen mod Lokomotiv Moskva trak tydeligvis tænder ud, på trods af det kedsommelige resultat. Det så man tydeligt her tre dage senere mod FC Helsingør, en Superligakamp der mindede mere om en pokalkamp bortset fra at den ikke var blevet flyttet til Parken.
Det var et træt københavner-hold uden offensive ideer eller fysisk overskud som mødte et FC Helsingør hold der heldigvis var i gavehumør og reelt var det farligste hold på dagen, bare… ikke nødvendigvis i den ende de gerne ville være det. Ikke engang Benjamin Verbic, FC Københavns egen Energizer Bunny, kunne holde aktivitetsniveauet, og det bedste man kan sige om Andrija Pavlovic’s indsats i dag er at hans tendens til at gå hjem fra offside positionen på mærkværdigste vis førte til et mål.
Jan Gregus’ aflevering i kampens indledning var heldigvis af høj klasse og endelig fik man ramt Pieros Sotiriou i et af hans løb i dybden, men til langt inde i anden halvleg var det samtidig også den eneste chance man fik skabt. Ikke ofte at man ser en halvleg hvor antallet af chancer er markant mindre end antallet af mål. Mod enden af anden halvleg løb Helsingør i højere grad end os tør for kræfter og det hele åbnede lidt op, og det var ikke fordi kampen på noget tidspunkt var i tvivl, men… den var ikke god.
Spillere
Pieros Sotiriou er, om ikke andet, en konsekvent afslutter. Hvis bolden ligger til det, så sparker han på mål, ikke noget med lige at lægge den død eller tage et træk ekstra, hvis den ligger til det, så bliver den hamret på kassen. Nogle gange går det godt, som ved 4-0 målet hvor jeg egentlig troede at han blev nødt til at trække længere ind for at få en ordentlig vinkel på den men den blev bare hakket ind, og nogle gange går det mindre godt, som et par minutter før hvor Benjamin Verbic afleverede bolden på tværs og Sotiriou boblede bolden harmløst forbi mål. To gode mål fra ham i dag men ikke meget andet, men for en angriber er to gode mål oftest mere end nok.
Konklusion
Ikke engang Rasmus Falk viste noget, Nikolaj Thomsen udgik med en skade og Benjamin Verbic slap helt uforståeligt for sit andet gule kort. 4-0, job done, videre.